Another setback...

[Lestat De Lochér]

Lestat var lamslået. Soraya var væk for dem... tabt. De blev nødt til at anse hende som en død... en, der var gået bort, for de ville aldrig få hende hjem. Hun var hjernevasket af Kimeya, hans bror, der bare evigt og altid ønskede at ødelægge hans liv. Og han lykkedes da også i det, hvilket var det værste af det hele. Sorayas ord havde virkelig ramt ham. Ordene 'du er en dårlig far' snurrede rundt i hans tanker. Det havde han for pokker altid kæmpet med, så at høre sin datter sige det til en, det hjalp ikke ligefrem på sagen. Endnu værre, at hun så valgte Kimeya som far i stedet for! Som Leonore trådte frem, så holdt han hende tilbage, for hun måtte ikke gå frem. Uanset så var Kimeya nok alligevel ikke interesseret, for han havde fået det, han ville have. Kimeyas ord fik ham til at knibe øjnene mere sammen, som han sendte ham et gennemborende blik. Han mærkede en lyst til hævn stige i ham, men han vidste faktisk ikke helt hvordan. At Kimeya skulle fremstå som en bedre far end ham selv var en ret nedslående tanke og han brød sig slet ikke om det. "Nu kan det simpelthen være nok! Jeg finder mig ikke i mere fra dig!" endte han fast. En helt anden glød var kommet op i hans øjne, som han skubbede Leonore til side og hen mod gangen til hvor han vidste, at Jacqueline var. "Leonore... Løb til din mor," endte han fast og så kort på hende med et blik, der bestemt ikke lagde op til andet, end at hun skulle makke ret.
Han rettede sig op og skabte hurtigt en kraftig sort kugle i sin ene hånd, som han kylede direkte mod Kimeya med en hurtig fart. Han trænede hver dag nu... og havde gjort det siden det halve års ophold hos Evan.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det gjorde uden tvivl Leonore direkte ked af det, at der ikke var nogen omkring hende til at tage hendes søster hjem, og særligt nu hvor hendes søster gav udtryk for, at hun slet ikke ville eller havde lyst til det. Lestat var uden tvivl den bedste far, og det var noget som hun stod fuldkommen fast på, når det nu endelig skulle være. Det andet gjorde hende da direkte ned af at høre. Tårerne meldte sig i hendes øjne ved hendes ord, hvor hun fast rystede på hovedet. Hun ville da slet ikke høre, at nogen snakkede om deres far på den måde! "Far er da den bedste far som man kan få! Der er ingen som holder nogen tilbage!" endte hun bestemt, inden hun trådte frem, selvom det var Lestat som tog fat i hende istedet for.
Leonore var ked af det.. Virkelig ked af det. Det lignede slet ikke Soraya at snakke på den måde. Svagt bed hun sig i læben og vendte sig i retningen af Lestat i stedet for, inden hun lod sig puffe, for at komme rendende ned til mor, for hende vidste de jo godt alle sammen hvor måtte være henne. Hun stormet ned til mor i køkkenet istedet for. Tårerne begyndte at trille.. for hun ønskede slet ikke at det skulle være sådan, når hun så desperat gerne ville have sin søster hjem igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya nød virkelig at se hvordan Lestat og tøsen reagerede på at Soraya havde valgt ham overfor sin egen biologiske far, og det var det som han kunne mærke. Det betød faktisk meget for hans vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Soraya hidsede sig op og et sted vidste han jo godt at det var ikke var fordi at hun virkelig manglede sin søster.. det var det savn og den længsel som Kimeya udnyttede på denne måde.. Og det var det som han havde i sinde at gøre.. og det var det som han agtet at fortsætte med at gøre. Han førte roligt Soraya mere bag sig, da Lestat valgte at hæve stemmen, for det var bestemt heller ikke meningen at det var meningen at det skulle gå udover hende.. udover hans kreation, for det var jo netop hvad hun var, og ikke noget andet.
"Soraya.. bliv bag mig.." endte han kortfattet. Det var ikke ofte, at man så at Lestat hævede stemmen, og det var også det som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu også gjorde. Som manden dannede den mørke kugle i sin hånd, så var et også tydeligt, at det var verden som meldte sig for hans vedkommende. Kuglen som han kylede direkte mod ham, blev mødt af et hurtigtvoksende og beskyttende skjold som holdt både ham og Soraya beskyttet.. Der var knald på.. og langt mere end hvad der ville have været ellers. Han dannede sig en egen kugle.. ikke stor, men derimod dræbelig af den grund. Han kylede den kraftigt i retningen af Lestat. Dette var bestemt ikke noget som han ville finde sig i! Overhovedet!

[Lestat De Lochér]

Leonores ord om, at Lestat var den bedste far, varmede ham uden tvivl. Det var som om han stod midt mellem nord og syd, for tvillingerne var da uden tvivl helt i hver deres hjørne af det hele. Eller rettere sagt, så var Soraya blevet skubbet længere væk fra Leonore, såvel som deres forbindelse var blevet cuttet, så de ikke kunne føle hinanden. Leonore blev ked af det, det kunne han høre og se på hende, men i det mindste så lystrede hun da og løb til sin mor fremfor det andet. "Og I skal begge blive væk!" endte han efter Leonore som det sidste han nåede, før han direkte sendte kuglen afsted, der skulle starte kampen, for nu fandt han sig ikke i mere. Det var mange år siden han havde været i en rigtig magikamp, for selvom Evan havde givet ham kamp til stregen, så var det noget andet at stå midt i det hele. Han nærmede sig den modige mand, som han engang havde været i fortiden og den ville han gerne holde fast i, så han faktisk kunne beskytte sin familie. Om det var dumt at tage kampen op med Kimeya? Ja, men han havde langt mere styrke i dag end han havde haft for et par år siden. Han kneb øjnene sammen, som Soraya bare løb i dækning bag Kimeya. Igen dannede han hurtigt en kugle, denne gang med mere styrke i og sendte af sted. Men Kimeya var ligeså hurtig, så de to kugler mødte hinanden mellem dem og endte direkte med at eksplodere, hvilket ville skubbe dem begge tilbage. Døren indtil pejsestuen blev da så lukket på hans side. Han knyttede en næve og lod mørket brede sig i hele indgangshallen til en omsluttende tåge om både ham selv og Kimeya og Soraya. Han gjorde sine skridt lydløse og begyndte så ellers at bevæge sig i mørket, så Kimeya forhåbentligt ville komme lidt på prøve. Han sendte flere kugler af sted... faktisk ligeglad med om han ramte Soraya.

[Kimeya Marvalo]

Det rørte virkelig ikke Kimeyat at Lestat sendte sin datter væk.. Nu var Soraya hans, og det var noget som han stod fast på. Nu hvor det var sagt, så forsøgte han at holde Soraya ude af det, for hun havde virkelig intet med dette at gøre, og selv det, var noget som Kimeya var klare over. Han sørgede bevidst for at holde Soraya bag sig.. Den gamle Soraya var ganske vidst væk til fordel for det mere fornuftige.. for det var det som Kimeya godt kunne lide. Der var ikke plads til at være særlig meget barn her, og det var det som han havde det ganske fint med i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. Det var uden tvivl noget farligt noget som Lestat havde valgt at kaste sig i krig med. "Hold afstand, Soraya..!" endte han med en fast tone. Hun var hans kreation, og derfor ønskede han jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme galt afsted her i det her.
Kimeya skubbede fast Soraya ud af det som mere eller mindre kunne kaldes for en Arena, for han ville ikke have at hun skulle kommegalt afsted. Han vendte blikket direkte mod Lestat. Kuglerne der ramte hinanden endte direkte med at eksplodere. Kimeya røg selv flere beter bagud, og endte med at tage en tur om på siden og direkte om på ryggen. Han tvang sig hurtigt op igen, også selvom det var mørket der gjorde, at han reagerede. Mørket var han dog på ingen måder bange for, og det havde han heller aldrig nogensinde været. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Tror du virkelig at det der skræmmer mig?" hånede han med en fast tone. Han knyttede næverne fast, mens han blot lyttede. Uanset hvad der skete, så ville det ikke komme bag på Kimeya.. Lestat ville ikke kunne slå ham og det vidste han udmærket godt. Kimeya flyttede sig, så han med andre ord heller ikke blive stående på sin plads. Hans øjne lynede af ren mordlyst. En kugle ramte ham direkte mod skulderen, hvilket tvang ham direkte i knæ. Han tog sig til skulderen. "DET ER NOK!" Han sendte en kraftig trykbølge direkte i gulvet, som bredte sig i hele lokalet. Dette ville forhåbentlig afsløre Lestat.

[Lestat De Lochér]

Det var tydeligt, at Kimeya var noget beskyttende overfor Soraya, hvilket fik ham til at væmmes. Det var for pokker hans datter af kød og blod, men af sind, der var hun helt væk i Kimeya i stedet for og det var et nederlag allerede der. Men nu fandt han sig ikke i det længere og han blev nødt til at kæmpe sit hårdeste, for ikke at sidde og ærgre sig bagefter. Soraya kunne han se løb ud af kampen, men hun holdt sig klogt nok stadigvæk bag Kimeya. Lestat smilede skævt, som han så at Kimeya faktisk røg på jorden af eksplosionen. Han havde ikke haft langt nok til væggen til at kunne blive kastet, så han var kun blevet skubbet hårdt op i døren, men det tog han sig slet ikke af. Han vidste godt, at Kimeya ikke var bange for mørket, men det var en forhindring, eftersom ingen af dem kunne se i mørke, de kunne kun lytte og han havde jo gjort sig selv lydløs. "Nej, det tror jeg ikke... Mørket kan meget andet end skræmme," svarede han sagte for at feje Kimeyas hånende tone væk, for den fandt han sig ikke i. Han vidste, at han næsten havde tabt på forhånd, men han ville i det mindste have gjort sit ihærdige forsøg fremfor at stå med titlen som taber før kampen. At Kimeya blev ramt fandt han hurtigt ud af ved udbruddet. Trykbølgen fik det hele til at ryste under ham og han blev selv kastet helt tilbage i lokalet, hvor han ramte væggen og landede på gulvet. Mørket forsvandt fordi hans koncentration var forsvundet. Med et svagt støn kæmpede han sig hurtigt på benene igen. Han hævede armene og de to sværd, der hang på væggen, fik han til at suse direkte gennem lokalet og mod Kimeya, som han selv gik mod ham igen og sendte små kugler afsted.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så ikke nogen grund til at blande Soraya ind i det. Selvom han måske ikke havde været særlig god til det med børn igennem hans liv, så var han ikke bange for at gøre en indsats, netop for at passe på hende og beskytte hende. Hans opmærksomhed hvilede derimod på Lestat, som gik direkte amok. Ikke at det var uventet, for det var det ikke, men denne reaktion var dog ikke lige hvad han havde egnet med. Manden havde rykket sig markant siden de havde stået ansigt til ansigt med hinanden sidste gang.. og han elskede det. Endelig lidt modstand! Det var da så sandelig noget af et som han måtte erkende, at han havde savnet mest! "Se... endelig noget modstand. Jeg elsker det!" Han kneb øjnene fast sammen, også selvom det var mørket som hurtigst samlede sig omkring dem. Ikke at det var noget som gjorde Kimeya bange eller noget, bare Soraya holdt sig ude f alt dette, for han ønskede da slet ikke at hun skulle komme galt afsted, dersom han ellers kunne blive fi for det.
Kuglen slog hans skulder af led, også selvom han bestemt ikke var ufarlig af den grund. Han var en farlig mand.. og det var også det som han ønskede og agtede at understrege for Lestat. Trykbølgen slog han direkte i gulvet, som bredte sig henover rummet og heldigvis også ramte Lestat, som røg i gulvet og mørket forsvandt.. Med andre ord, kunne han endnu en gang se hvad der var omkring ham og det passede ham fint. Han rettede sig op endnu en gang, inden han med en dræbende mine, vendte sig direkte i retningen af Lestat igen. Han dannede sig denne gang sin egen kugle, som han med al kraft han overhovedet var i besiddelse af, kastede direkte i retningen af Lestat. Han havde fået nok nu!

[Lestat De Lochér]

Lige nu var Lestat opslugt af kampen, for det var der, han satte alt sit fokus. Han havde i sinde at give det sit bedste skud, selvom han ikke var så selvsikker, at han troede, at han kunne vinde. Faktisk kunne han bare håbe, at Kimeya faktisk ville spare hans liv, når han først røg i gulvet og ikke rigtigt kunne komme op. Et andet sted i sig havde han faktisk også lyst til at udtænke en hævn, men det måtte han gøre bagefter. Så godt kendte han jo faktisk ikke Kimeya til, at han kendte alle svage punkter, for de var ikke ligeså nemme at se som ved ham selv. Hans svageste punkt var jo klart familien. Måske Soraya? Men hende kunne han ikke skade... Et sted derinde var hans lille pige jo, bag alt det hårde ydre. Han fnøs fast, men følte det næsten som et kompliment, at han faktisk var modstand. Han havde oppet sig en del siden sidst og det var noget, der også gjorde det bedre for hans del. "Du er ikke så stor mere, storebror," endte han og fnøs. At Kimeyas skulder var af led kunne han næsten se, da mørket forsvandt og det passede ham rigtig godt. Sværdene sendte han af sted, men før de nåede ham, så sad Kimeyas kugle lige perfekt i brystet på ham, så han igen fløj bag ud. Sværdene røg ned på jorden halvvejs derhenne, for dem styrede han selv med magien. De magiske kugler han havde sendt af sted håbede han så bare ville ramme alligevel. Med et bump så ramte han gelænderet på trappen, som gav et knæk i hans ryg, i det han nærmest lavede en baglæns drejning over det og landede på trappetrinene med et støn. Hans krop føltes langt stivere nu end sidst han var blevet ramt af trykbølgen og han kæmpede hårdt for at komme op denne gang. Kimeya havde virkelig lagt alt sin kraft i den kugle, så han endte med bare at blive liggende...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte erkende, at Lestat uden tvivl havde oppet sig siden deres sidste kamp, for nu var der pludselig modstand på banen, og det var uden tvivl det som han virkelig godt kunne lide. Familie have altid været Kimeyas store og svageste punkt, og det havde det altid været, så dette var da slet ikke noget undtag for hans vedkommende. Mørket var lagt, også selvom det påviste, at han havde en smadret skulder udelukkende på grund af det arbejde som var lagt i det hele, og det var jo trods alt også det som gjorde sit for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet og støttede let af mod skulderen, efter han havde sendt den kugle direkte efter ham, som samtidig havde givet ham en tur ned af trappen. Kuglen som Lestat selv havde sendt efter ham, ramte ham direkte i brystet og tvang ham ind i væggen bag sig.
Roligt trådte Kimeya frem endnu en gang og trådte roligt ned af trappen og mod ham med en direkte dræbende mine. Det brændt mod hans bryst, men det var uden tvivl skulderen som var værst. For nu gik han ud fra at Soraya forblev i det skjulte og holdt sig der til han bad hende om noget andet, for hun havde jo til nu også gjort tingene som han gerne ville have det, og det var det som også passede ham ganske udmærket i den anden ende. "Det må jeg sige.. Du er styret af en vrede Lestat.. Det er sådan noget, du skulle have gjort brug af for mange år siden.. Hvilken styrke der ligger i det," endte han med en ganske kortfattet stemme. Han dannede endnu en kugle. Denne gang kom Lestat ikke op, og det var det som samtidig også passede ham ganske udmærket. Han gjorde endnu en gang klar til at kaste kuglen mod ham.. og han gjorde det.. Med alt den kraft som han kunne lægge i armen. Han var her for at skade.. og særligt nu hvor Lestat selv havde valgt at lægge op til mere!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne mærke, at træningen hos Evan i den grad havde hjulpet, for ellers havde han ikke holdt så længe denne gang. Han var hurtigere på aftrækkeren, havde mere kraft i det hele, men det kunne jo ikke helt måle sig med Kimeya, der stod som leder og med en ekstra titel, der hørte med den underlige dragt han bar rundt på. Ligeså havde Kimeya stort set altid været warlock, hvor han selv havde byttet meget rundt og han havde holdt til som vampyr i mange år, hvilket jo havde haft magien lagt på køl. Kuglerne fløj omkring og han fik da ramt Kimeya, hvilket han var yderst tilfreds med, men nu lå han så selv her for enden af trappen og kunne ikke rigtigt komme nogle vegne, for han var godt fordrejet i kroppen efter det stunt over gelænderet og kuglen lige i brystet, der havde brændt hul i hans skjorte. Han sank en klump og fik sig kæmpet op at sidde... så langt så godt. Kimeya havde han ud af øjenkrogen, for den mand var ikke kendt for at give mange pauser og hvis han gjorde, så var det fordi det var en stilhed før stormen. Han greb fat i trappen og hev sig op, hvilket sendte en jag igennem hele kroppen, der fik ham til at støtte sig ind til den. "Vrede fører ikke til noget... Du ser måske vreden, men det går langt mere end bare det," endte han fast. Nok var han vred, men han omstillede den til noget helt andet, som Evan jo havde lært ham. Han holdt sin arm oppe og skabte et skjold, der afværgede den næste kugle. Han skabte en blå ildkugle, som han sendte direkte mod Kimeya, for den mand skulle væk... og ikke som den store vinder, selvom han i sidste ende uanset hvad havde vundet... Han havde Soraya.

[Kimeya Marvalo]

Evans træning havde uden tvivl gjort markante underværker, og det var skam heller ikke fordi at det var noget som gjorde Kimeya noget. Det var rart med noget værdigt modstand, for en gangs skyld. Det havde han ikke oplevet siden alt det med Sephiran, også selvom det nu heller ikke var en mand som han havde set i frygtelig lang tid. Det passede ham egentlig fint.. så kunne han nemlig fokusere på alt det som faktisk krævede hans fokus og hans opmærksomhed.
Lestat lå og rodede rundt på gulvet. Kimeya havde endnu en gang slået ham i jorden, selvom det havde krævet langt mere end hvad det egentlig plejede.. Der kunne man jo kun sige, at Kimeya var meget mere positivt overrasket, selvom han stadig elskede det faktum, at han bare kunne kyle ham i jorden så let som ingenting, hvis det var det som han ville. Hans blik gled i retningen af ham. Han havde lært at styre den vrede, også selvom det var det som havde gjort, at han havde handlet og reageret på den måde, som han nu havde gjort det. "Vreden er en del af det. Lærte han dig ikke det?" spurgte han kortfattet. Det kunne godt være, at han gik derfra som den sejrende, og det var uden tvivl noget som faktisk også glædede ham. Han elskede at se den smerte i mandens blik.. Han havde mistet sin datter til en mand som ham, og det var virkelig en fryd uden lige! Kuglen som han kastede ramte skjoldet, hvilket uden tvivl var ham en irriterende tanke! Det irriterede ham da, at den mand altid skulle gøre brug af den slags! Kuglen som han sendte i retur, ramte ham i skulderen, og slog ham mere bagud. "Kujon!" endte han med en fast tone. Han vendte sine hænder ned mod gulvet, hvor en mørk og tyk dis, næsten som tjære bredte sig.. med en hast hen mod Lestat, for at indfange hans skikkelse. Der var grænser for hvad han fandt sig i!

[Lestat De Lochér]

At Lestat faktisk kunne give modstand til Kimeya, var faktisk lidt styrkende for hans selvtillid. Endelig fik han det jo faktisk prøvet af. Det var længe siden han havde været i en rigtig magikamp... Ja vel næsten ikke siden, han faktisk havde kæmpet for Procias og det var en fortid, der næsten føltes som et eventyr. Kimeya skulle dog ikke vinde allerede, så på trods af en skæv ryg, så kæmpede han sig op at stå og lænede sig op ad gelænderet ved trappen. Han havde lært at styre sin vrede, så han kunne bruge det til fordel for sin magi, for det var jo det som Evan havde lært ham. Han kneb øjnene fast sammen og nikkede. "Jo, det jo netop det jeg mener... Det går meget længere end bare en vrede, svarede han sigende og smilede koldt. Han fik afværget kuglen og smilede ved tanken. Han kunne godt lide at afværge for derefter selv at sende kugler retur. At han så skulle kaldes kujon, det fandt han sig da ikke i! "Og hvad er du ikke selv?" vrissede han køligt. Den dis, der kastede sig mod ham gjorde, at han prøvede at flygte fra den. Dog fik den fat i hans venstre ben og slangede sig op ad, hvilket fik ham til at bruge en frysende magi på den. Det gjorde, at den holdt op med at gå videre, men hans venstre ben blev helt stift og han sad fast til gulvet. Han dirrede en smule af vreden og vendte sig så godt han kunne mod Kimeya. Med begge hænder sendte han en besværgelse mod Kimeya og gjorde et ryk med hænderne til siden, der ville gøre, at Kimeya blev kastet ud over gelænderet på trappen og lande på gulvet i indgangshallen. "Skrub så ud af mit hus Kimeya... Jeg finder mig ikke i mere fra dig!" endte han med en kraftfuld stemme.

[Deleted]

Efter at have forsøgt at få Leonore til at holde op med at græde, så Jacqueline kunne forstå hvad der blev sagt, så havde hun fået nyheden om hvad der skete ude på gangene og ved pejsestuen. Var Kimeya kommet igen? Alene den tanke fik hende til at reagere, hvor Leonore havde fået kraftigt besked på at skulle blive i køkkenet, så hun vidste, at der var andre til at passe på hende, inden hun selv hastigt havde forladt køkkenet lige tidsnok til at se Kimeya tage turen over gelænderet i den store trappe og falde direkte ned mod gulvet i forhallen. Hun endte direkte ligbleg i ansigtet i stedet for, hvor hun hurtigt skyndte sig hen til trappen for at komme op af den. Hun havde jo siddet nede i køkkenet, hvor hun havde fældet sine tårer.. Som hun gjorde stort set hver aften. Selv hun havde brug for at åbne sluserne for de mange følelser, for ellers fik det da fatale konsekvenser for en mentaldæmon som hende, og særligt fordi at hun var så ekstra påvirket efter hun havde mistet sin ene datter. "Det er nok nu!" endte hun frustreret, inden hun så mod Lestat, som stod som fast på gulvet. Hun bed sig i læben, og vendte sig igen.. Det var den lille skikkelse, som faktisk fangede hendes opmærksomhed, og nærmest fik hende til at stirre.. Var det hendes datter? Uden egentlig at tænke over hvordan hun skulle eller hvordan hun burde reagere, søgte hun direkte mod hende. "Åh gud.. Soraya!" endte hun med en tydelig glædelig stemme, som hun faktisk troede, at hendes datter nu var kommet hjem for at blive. Det var det moderlige beskyttelsesinstinkt som slog ind for alvor ved hende, hvor hun gik i knæ og direkte rev sin datter ind mod sig. "Du er hjemme.. Åh gud du er hjemme..!" endte hun med en helt glædelig stemme. Selv antog hun kampen for at være fordi at Kimeya ville have tøsen med sig igen og Lestat derfor beskyttede hende. Det var det eneste som for hende gav mening.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde fulgt nøje med i kampen, der var foregået både i forhallen, op ad trappen i den ene side, hen over førstesalen og ned ad trappen i den anden side. Kimeya fløj ud over gelænderet, hvilket fik hende til at gispe og løbe hen til gelænderet på førstesalens gang, hvor hun var gået i skjul indtil det hele var ovre, for hele forhallen var jo endt som en arena! Hun kneb øjnene sammen. Det kriblede helt i hendes fingre at få lov til at slås, men hun vidste, at hun ikke var stor nok endnu til at slås med andre end Kimeya, det havde han selv sagt. Hun kneb øjnene sammen som hun så hendes mor komme op ad trappen, hvilket fik hende til at bide tænderne sammen. Hun bakkede en smule, men var kort fanget på bar bund. Hun nåede ikke at flygte, før hun blev revet ind i favnen og det fik hende til at spænde i hele kroppen, for det var da virkelig ubehageligt. Under træning måtte hun ikke være tæt på, kun når træningstøjet var smidt og de skulle i seng... hvor hun jo så søgte ind til Kimeya og lå i hans favn. Men der var stor forskel på dag og nat. "Jeg er ikke hjemme... Og jeg kommer aldrig hjem... Slip mig!" endte hun med en fast og kold stemme, som hun vred sig fri og bakkede. Hun dannede en kugle i sine små hænder, som alligevel var ret flot gjort og kastede den direkte mod Jacqueline, for hun skulle bare væk fra hende. "Kimeya er min familie nu... I kan få Leonore," endte hun fast og lagde armene over kors.

[Deleted]

Jacqueline var overlykkelig for at se sin datter igen! Hun var kommet hjem! Selv gik hun i knæ for at knuge sin lille pige ind til sig. For et ganske kort øjeblik, synes det hele at være perfekt og ikke mindst korrekt igen, og det var noget som faktisk passede hende selv ganske udmærket.. Også selvom det hurtigt endte helt anderledes, da hun hørte sin datters ord. Hun kom ikke hjem igen? De kunne få Leonore? Selv slap hun hende med en kort forundret mine, inden kuglen satte sig direkte mod hendes bryst. Det skubbede hende ind mod gelænderet, hvor hun direkte forundret og.. fortvivlet vendte blikket mod Soraya igen. Hvad pokker var det der skete? Havde Kimeya virkelig formået at hjernevaske deres lille pige så voldsomt, at hun ikke kunne finde ud af hvor hun kom fra, og hvor hun hørte til mere? "Soraya.. Det.. det her er jo dit hjem." Hun tog sig til brystet, inden hun igen rejste sig op. Hun gik hen mod sin datter. Det var og blev jo trods alt hendes lille pige, og det var vel også derfor at hun reagerede på den måde, som hun gjorde i den stund som denne?
"Kom hjem til os.. Leonore.. vi savner dig alle sammen," fortalte hun med en dæmpet stemme, inden hun igen gik i knæ ved Soraya. Hænderne lagde hun mod sin datters skuldre og trykkede let om dem, for hun kunne da slet ikke have at Kimeya skulle tage hende fra dem.. Det var og havde altid været hendes lille pige, og det var noget som hun selv måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende.. Hun kunne slet ikke have det med den anden ende! "Du er savnet, min pige.. lad ikke mørket rive dig væk fra familien.." Med smerten i brystet, tog hun endnu en gang omkring sin lille pige, og knugede hende direkte ind til sig.