Another setback...

[Lestat De Lochér]

Det var 3 år siden at Lestat og Jacqueline havde mistet deres ene datter. Det hele var på samme tid også ramlet for ham, så han var endt i træning hos Evan i Appolyon. Der havde de tilbragt 6 måneder, hvilket havde holdt hårdt, men det havde været rart at blive ranket op i igen. Han følte sig langt stærkere nu end han havde på noget tidspunkt siden han var vendt tilbage til at være warlock. Leonore passede han godt på, for han turde slet ikke andet. Hun savnede Soraya i stor grad, men det var som at hver gang enten han eller Jacqueline tog af sted, så talte de hinanden fra det. Netop af den grund, at de nok ikke ville overleve at gå ind i Kimeyas klør og så ville familien være halveret, hvilket jo ikke ligefrem var ønskeligt heller! Så de passede hverdagen så godt som de kunne... Tiden sneglede sig frem, men efterhånden var der jo alligevel gået år.
Det var igen blevet aftenstid. De havde fået aftensmad og lige nu hyggede de bare i pejsestuen. Han havde det langt bedre, men der var stadigvæk et tomrum efter Soraya, for hun manglede jo i familien. Han var dog blevet god til at sortere tingene i sit sind, så han ikke faldt i et hul, men let og elegant sprang hen over når en sorg og et savn meldte sig. Det samme var Jacqueline, for hun havde jo også fået noget hjælp af Evan ligesom han selv. Han smilede skævt og vinkede Leonore hen til sig. "Kom min skat," bad han.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Der var gået 3 år, siden Soraya var forsvundet hjemmefra, også selvom Leonore ikke rigtigt følte, at der var gjort nogen indsats for at få hende hjem igen. Far havde ganske vidst haft det svært, og mor i særdeleshed også, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan. Det var noget som hun nu fint kunne leve med. Middagen var vel overstået, også selvom hun ikke havde haft den største appetit. Det havde hun faktisk ikke haft igennem de seneste år, så det var jo egentlig ikke fordi at hun kunne gøre noget ved det som sådan, hvad end om det var noget som hun nu ville eller ikke.
Nu hvor de sad i pejsestuen, havde hun blot taget pladsen foran pejsen, hvor hun bare sad og stirret.. Det var svært for hende overhovedet at sove om natten, og særligt fordi at hun nu havde fået den alder, at hun ikke bare kunne ligge og sove mellem mor og far længere.. Det ville hun heller ikke, selvom det tomrum som hun følte i det indre, ikke var noget som hun brød sig om som sådan, så kunne hun heller ikke ligefrem gøre noget ved det. "Far.. tror du Soraya nogensinde vil komme hjem igen?" spurgte hun forsigtigt. Det kunne hun jo godt nu hvor mor ikke var der. Hun rejste sig roligt og søgte hen til ham, inden hun roligt gav ham et kram. Det var på ingen måder det samme, som når Soraya var hjemme. Hun var uden tvivl savnet.

[Kimeya Marvalo]

Det var hen på aftenen at Kimeya havde bragt Soraya med sig til hendes barndomshjem. Årene var gået og Soraya havde rykket frygtelig, frygtelig langt, og nu skulle hun stå for den endelige test, og det var det som han havde i sinde. Han dukkede op midt i forhallen med Soraya stående foran sig. Det var et smukt sted de havde sig, uden tvivl, og nu hvor de atter var tilbage i huset hvor han selv faktisk havde kidnappet hende, så blev det jo kun det sjovere, kunne man jo sige. Hans blik gled i retningen af Soraya. Han var uden tvivl en hård mand, og det var nu at de for alvor skulle se om det havde båret den form for frugt som han håbede på.
"Så er det nu, Soraya.." Han vendte blikket direkte i retningen af hendes skikkelse, som han lagde hånden fast mod hendes skulder, som han klemte godt omkring. Han var som en far for hende, hvilket han faktisk havde det ganske fint med. Hun havde kaldt ham far, og det var noget som han også havde givet hende lov til efter lidt.. Han skulle jo vænne sig til tanken, for han havde ikke været kaldt ved den titel siden han havde haft Cedric og Cecilaya, som begge var mistet og gravlagt. End ikke noget som han havde delt med Soraya, for visse ting skulle hun bare ikke vide i denne alder. Han rettede sig op og vendte i retningen af pejsestuen.. Han kunne mærke, at manden sad derinde. "LESTAT!" kaldte han med en fast tone. Han glædede sig til at se mandens reaktion.. og selv stod han klar.. Han stod klar i tilfælde af at manden nu pludselig skulle gøre modstand, da det heller ikke var noget som han brød sig om. Han ville sikre sig, at der intet skete ham eller Soraya.

[Soraya Salvorique]

Soraya så op på Kimeya. Hvor de skulle hen, det havde hun ikke fået af vide, så da de dukkede op i forhallen og hun fik set sig om, så overraskede det hende alligevel lidt. Hendes blik var hårdt, såvel som hendes ansigt køligt og professionelt i øjeblikket. De var jo ude af huset og der havde han sagt så tit, at der skulle man ikke slappe af på noget tidspunkt, det var kun hjemme hos ham, at der var fristed. Og endda kun når træningen var forbi. Dette måtte jo så være en del af træningen, selvom de jo faktisk havde været i gang hele dagen! Hendes lange lyse hår var sat i en høj fletning, der stadigvæk nåede hende til skulderbladene, for det havde jo bare groet i 3 år nu. Hendes tøj var enkelt og sort, samt lettere tætsiddende, fordi hun alligevel skulle have i tanken, at hun var ude, ligesom han var det i sin flotte dragt. Hun så op på ham med et afmålt blik. "Bare sig hvad jeg skal gøre," svarede hun sagte. Hun var jo sikker på dette var en del af træningen, så hun skulle lystre og makke ret. Hun vædede sine læber og så fast på Lestat, da han kom ud, men det reagerede hun faktisk ikke på. For hende, kunne han ligeså godt være en fremmed, for hun ville ikke vide af ham. Hun nærede jo et direkte had til ham efter disse 3 år. Igennem døren han åbnede fik hun dog et glimt af Leonore, hvilket fik hende til at ranke ryggen mere og skrue et mere hårdt blik på, for at skubbe det på afstand.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne hver dag mærke på Leonore, at det var hårdt ved hende. Hun havde et tomrum i sig og havde haft det lige siden hun havde udbrudt hos Evan, at Soraya var væk. Jacqueline og ham var nået frem til, at det var deres specielle forbindelse, der var blevet brudt. Nok kunne Leonore bebrejde ham for ikke at få Soraya hjem, men han vidste, at han ikke ville slippe levende fra det. Men det valg kunne han ikke sætte hende i, så derfor snakkede han som regel udenom. Men nogle gange fik han lyst til at spørge hende, om hun helst ville have ham i live eller sende ham til sin død, så hun kun havde sin mor tilbage. Men så ond kunne han ikke være mod sin datter. Han smilede til hende og strøg hende over håret, som han trak hende ind i sine arme. "Det håber jeg min skat..." endte han dæmpet. Han ville også turde tage afsted, hvis han kunne få 2-3 andre magikyndige mænd med som backup, men hvor skulle han lige samle dem op henne? Så tætte venner havde de ikke og han ville ikke spørge Evan, for han ville ikke sætte den mand i fare. Stemmen der lød, fik det til at løbe koldt ned over hans ryg. Hvad ville den mand nu?! Han kneb øjnene sammen og rejste sig op, som han puffede Leonore hen i retning af Jacqueline. "Bliv her," endte han fast. Han åbnede døren og trådte ud, hvor han dog stivnede i det samme, som han så Soraya. Dette var helt sikkert et trick, det var han sikker på! "Hvad vil du nu?" vrissede han til Kimeya.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var virkelig ked af det.. Hun manglede sin søster, og et sted, så kunne hun ikke lade være med at klandre Lestat for at ikke have bragt Soraya hjem, for hun manglede hende virkelig, og det var virkelig ikke fair. Hun lagde armene om sin far og lod sig trykke godt ind mod hans krop og skikkelse, for hun var virkelig ked af det.. og det var de andre også, og det var noget som hun godt kunne mærke. Hun sukkede tungt og bed sig let i læben. "Det håber jeg også," endte hun lettere trist og lagde sig godt ind mod ham. Deres moder var ude i køkkenet.. Hun abstraherede gerne fra dem om aftenen, når Soraya ikke var hjemme, og selv det var ikke noget som hun kunne lide.
Stemmen genkendte Leonore med det samme. Det var en stemme som hun havde hørt før, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Far..." endte hun usikkert, da hun også så hvordan han reagerede på det, også selvom hun endte med at blive der, som han havde bedt hende om. Særligt da han rejste sig op for at gå derud. Selv mærkede hun hvordan nervøsiteten steg, men hun gjorde for nu som far sagde, også selvom hun selvfølgelig var utrolig nysgerrig. Hun endte med at træde ned af lænestolen og sneg sig langsomt tættere på.. Også selvom det var mere forsigtigt. Hun ville jo heller ikke ende med at forlade stedet her på samme måde som Soraya havde gjort det med den grumme, grumme mand!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville anse dette som en træning for Soraya, men også for at finde ud af hvordan Soraya havde det med sin familie og særligt efter at de ikke havde gjort noget som helt for at forsøge at få hende hjem. Lestat havde nok været klar over at det var dumt at kaste sig i krigen med ham, dersom man ellers kunne blive fri for det. Han ville ikke tøve med at slå den mand ihjel, for han havde intet tilhørsforhold til denne side af familien.. Nej, han havde Soraya, og det var det som han havde lige i dette øjeblik. Hans blik gled mod hende som han stillede sig med hånden mod hendes skulder. "Det er nu du skal tage det endelige valg.. om hvem du i sandhed ønsker at være ved," fortalte han med en rolig stemme, inden hans blik gled mod Lestat som ganske rigtigt kom ud af pejsestuen som han havde regnet med. Hans greb strammede sig blot en anelse omkring Sorayas skulder, hvoraf det kolde smil tydeligt måtte brede sig på hans læber. Han betragtede sig af manden.. Han behandlede faktisk Soraya fint, hvis man så bort fra træningen som han udsatte hende for, og hun havde gjort tydelige og markante forandringer igennem livet igennem disse 3 år som havde passeret. "Jeg gik ud fra, at du gerne ville se din datter.. og se hvad hun er i færd med at blive til," sagde han med en rolig stemme, inden han vendte blikket mod Soraya.. Han endte med at skubbe hende ud mellem dem.. Han kunne selv se Leonore, men den kvinde vækkede ham virkelig ingen interesse.. Svag i forhold til sin søster, og i sig selv, var det ikke noget som han kunne bruge til noget som helst.

[Soraya Salvorique]

Soraya brugte sin sorg over Leonore i sin træning til at blive stærkere, for at skubbe den væk. Hun sugede Kimeyas træning til sig og fyldte det tomrum, som der var efter hendes søster og som der stadigvæk var en smule af. Hun afviste den dog for sig selv, for hun kunne ikke bruge den til noget og ville heller ikke skuffe Kimeya på nogen måde. Tomrummet blev mindre med tiden, men det gik en del langsommere end alt andet som de øvede og trænede. Hun vædede sine læber og skævede op til Kimeya, samt frem for sig. Hun hadede sin far i stor grad, for hun følte sig jo selv forladt. Han havde jo ikke engang prøvet på at komme efter hende, så Kimeya havde haft ret. Derfor valgte hun sin onkel som far i stedet for, for han var langt mere far for hende end hendes biologiske far, hun nu kun omtalte som Lestat. Han var nemlig ikke mere for hende end Lestat. Hun så op på Kimeya og lyttede til hans ord. Så det var altså en del af træningen. Hun blev nødt til at sejre så! Hun kneb øjnene sammen og nikkede så bare, som hun havde forstået hvad træningen gik ud på. At han så endte med at skubbe hende fik hende til at spænde i kroppen. Hun røg nogle skridt fremad men fandt sin balance og faldt ikke, for hun var jo trods alt trænet til ikke at kunne blive skubbet rundt med. Hun stod nu midt mellem Kimeya og Lestat og hun skævede lidt spørgende til Kimeya. Hun drejede sig mod Lestat igen og så Leonore i baggrunden. Det trak i hende for at komme hen til hende... fylde det tomrum, men hun måtte ikke...

Lestat stod stivnet til pladsen lige udenfor den åbne dør indtil pejsestuen. Han havde ikke regnet med at se Soraya igen lige foreløbigt. Han vidste Leonore var sur på ham... eller nærmere indebrændt over, at han ikke forsøgte sig på at redde hende. At Kimeya så skulle tvære det ud i deres åbne ansigt var ikke ligefrem rart og han håbede at Jacqueline blev væk for nu. Hun havde jo mistet 'sin' pige. Han kneb øjnene sammen og vendte blikket mod Soraya, da hun blev skubbet imod ham, selvom hun stoppede op sådan halvvejs mellem dem. Han mistede helt talen og kunne ikke rigtigt sige noget, for han vidste slet ikke hvad han skulle sige. At se hende var så uvirkeligt, men hun var så kold i ansigtet. Håret så stramt sat op som en virkelig underdanig pige, hvilket irriterede ham voldsomt. Hun var som en mini-kopi af Kimeya i hans dragt og han vidste med det samme hvad det hele førte til. Hun var i færd med at blive som Kimeya, hvilket virkelig ikke begejstrede ham. "Og hvad får du ud af det?" endte han til Kimeya. Han ville ikke falde i et hul denne gang. Han vendte blikket mod Leonore, der alligevel kom nærmere og han lod sin hånd falde mod hendes skulder, for også at kunne holde hende tilbage i tilfælde af, at hun begyndte at gå mod Soraya. Hvad hvis det var en fælde?

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var faktisk bekymret, for det var tydeligt noget som gik selv hendes far på, og det var slet ikke noget som hun kunne lide. Tvært imod. Hun trådte forsigtigt tættere på døren ud til den store hall, hvor hun fik øje på det.. Det var hendes søster? Det var Soraya! Med store øjne blev hun stående for et øjeblik. Manden som stod der også var uden tvivl en mand som hun fandt utrolig skæmmende, gjorde også at hun ikke bare løb og sprang sin søster om halsen. Hun virkede også... meget anderledes. 
Forsigtigt søgte Leonore ud til sin far, hvor hun tog fat om hans tøj og stillede sig derfor også tildels bagved ham, så hun også var sikker på at hun faktisk var beskyttet, istedet for det andet her, for det var da slet ikke noget som hun kunne lide..  overhovedet ikke. Hun vendte blikket mod Soraya og så manden som stod bagved hende. "Soraya..?" forsøgte hun med en dæmpet stemme. Hun kunne slet ikke have et på denne her måde, og det erkendte hun jo også gerne. Svagt bed hun sig i læben og trådte stille frem, men blev stående tæt ved sin far, nu i tilfælde af, at noget skulle gå galt. Hun kunne ikke mærke sin søster som hun havde kunne før.. og hun kunne bestemt heller ikke lide, at det var på denne her måde!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig en kold mand, som kun så hvad han gerne ville have. Når alt endelig kom til alt, var det på tide, at finde ud af hvor meget han egentlig havde fået ud af træningen med Soraya, for det at hun skulle fravælge sin egen familie for at tage med ham igen, ville uden tvivl tage knækken på de fleste.. Særligt fordi at han kunne se at selv den anden tøs var til stede.. Det var perfekt. Sorayas søster.. Han kunne end ikke hendes navn ,go han havde ærlig talt heller ikke ligefrem gidet at tage sig tiden til at lære det. "Hvad jeg får ud af det? Jeg får langt mere ud af det, end hvad du lige tror," endte han med en kortfattet mine. Hans blik gled til Soraya som han puffede ind midt mellem dem. Han vendte blikket mod hende selv da tøsen valgte at komme helt hen til dem og alligevel holdt en lille afstand, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod, så passede det ham faktisk ganske udmærket.
Armene lod Kimeya roligt falde korslagt på brystet, og med blikket hvilende på Soraya. Han tog sig af hende. .Gav hende tøj, mad på bordet, tag over hovedet, og hun fik også bade, og han tog sig af hende.. Det var en del af den træning som han ville udsætte hende for, netop ved at vise, at uanset hvad der skete, så var han der, og at det netop var ham som hun ville være i stand til at kunne stole på, og det var også der at udfaldet måtte ligge for hans vedkommende. "Soraya er en ung kvinde med en selvstændighed... Så.. min pige.. vælg," endte han med en mere fast tone. Hans blik hvilede intenst på hendes skikkelse.

[Soraya Salvorique]

Soraya stillede sig med en rank ryg mellem Kimeya og Lestat. Leonore stod ovre ved far, hvilket næsten irriterede hende, for det var jo altid de to! Hun havde været fars yndlings siden altid, hvor hun jo havde haft mor. Men hun havde bare brug for en far... en far, der kunne give hende hele verden og det kunne han ikke. Men det fik hun til gengæld af Kimeya. Hun blev trænet, klargjort til alverdens prøvelser samt at hun fik masser af opmærksomhed. Hun var anderledes, men i hendes øjne var det til det langt bedre og det blev hun nødt til at minde sig selv om. Familien her var ikke god nok til hende, hun skulle være hos en anden gren af familien, som var Kimeya. At høre hendes navn fik hende til at knytte næverne. Et kort længselsfuldt glimt gled op i hendes øjne, men hun rystede det hurtigt af sig, for hun måtte ikke falde i nu, dette var en del af træningen. Hun trådte et skridt tilbage og væk fra Leonore og Lestat, som Lestat nærmest rakte en hånd mod hende. "Soraya... Kom hjem til os," bad han. Hun så mod ham og stoppede op, men som Kimeyas ord lød, at hun skulle vælge, så kneb hun øjnene sammen og det kolde blik gled op i hendes øjne igen. "Jeg vil aldrig se jer mere! Lestat, du er en dårlig far og du fortjener ikke den titel af mig... Kimeya er min far nu," endte hun fast og vendte om, som hun løb tilbage til Kimeya og slog armene omkring hans mave. Hendes blik faldt dog igen på Leonore...

[Lestat De Lochér]

Lestat så ned på Leonore der kom frem. Han strøg hende over håret, som hun selv gemte sig ind til ham. Han passede meget på hende, for han ville ikke fejle to gange. Men når han havde mistet den ene halvdel i et tvillingepar, så havde han vel fejlet alligevel? Han sorterede sine tanker som Evan havde lært ham, for denne situation var uden tvivl en prøvelse for ham. Han holdt sin hånd mod Leonores skulder, som hun selv trådte op ved siden af ham, fordi Soraya alligevel trak i hende og det var jo fuldt ud forståeligt. Han kneb øjnene sammen mod Kimeya. Soraya var hjernevasket, det var tydeligt at se på hende og han brød sig virkelig ikke om det. Dog så hun ikke direkte forsømt ud... Hun var ren og pæn, hvilket næsten var endnu værre. Han rakte sin hånd til hende... bad hende komme hjem, men hans ord var som en kniv i hans hjerte. Kimeya var hendes far?! Han knyttede en næve. Mente hun virkelig det? Han så mod Kimeya, men havde ingen ord. Han havde lyst til at kæmpe, men turde ikke slå fra sig. Hvad nu hvis han ramte Soraya? Eller hvis Leonore løb i vejen? Eller Kimeya gjorde Leonore noget? Tankerne snurrede rundt i hans sind. Dette var virkelig det værste der kunne ske næst efter det, at Soraya var væk i det hele taget.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var stærkt knyttet til sin far særligt, men så sandelig også sin mor efter at Soraya var forsvundet. Jacqueline var en af dem som tog det hårdest, og den tanke var slet ikke en som hun brød sig om på nogen måde. Hun blev stående lige ved sin far og med blikket hvilende på Soraya. Var det underligt, at hun reagerede på den måde som hun gjorde? Selvom hun havde lovet at blive væk, så var hun glad for at der ikke skete noget yderligere lige nu, for hun vidste at hun i øjeblikket havde trodset hvad hendes far havde givet udtryk for, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om, men det havde bare været en nødvendighed. 
"Soraya.. kom hjem," bad hun dæmpet, også selvom det var som at tale for døve ører, og det gik hurtigt op for hende. At høre hende udtale de ord for deres far.. Deres biologiske far og løb hen til Kimeya, fik selv hende til at stirre mod hende. Valgte hun virkelig familien fra nu? Nu hvor hun havde muligheden for rent faktisk at komme hjem? Det var virkelig ikke fair! "Det.. det kan du ikke gøre!" udbrød hun med en mere fast tone, da hun selv trådte mere frem, selvom Letstats hånd hvilede på hendes skulder. Det var virkelig ikke fair at gøre det der!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste hvor meget de ønskede at få deres datter hjem, og det var derfor at han virkelig elskede at køre rundt i den. Dum var han jo ikke, for han vidste jo allerede nu at Soraya ville vælge ham overfor familien, også selvom den som nok gjorde det værst, var at Leonore også måtte stå der. Selv gjorde han ikke noget, da Lestat forsøgte at få Soraya med sig hjem igen. Selv forholdt han sig ganske rolig, da han heller ikke ligefrem kunne siges at have grunde til at handle på noget andet vis, og det stod han jo gerne fast på, når det nu endelig var.. Han vidste hvor han havde Soraya.. til forveksling fra tøsens egen biologiske far, som slet ikke vidste det.
Tøsen tog sit valg.. og løb tilbage til Kimeya, hvilket fik det kolde smil til at brede sig på hans læber. Han lagde hånden roligt mod hendes skulder, som han faktisk bød hende tæt ind mod sin egen krop. Han var som en far for hende.. og han kunne virkelig godt lide at høre hende sige det, og særligt så højt overfor sin egen far. "Man skal være der for sin familie, Lestat.. Hun har vel bare fundet ud af, at hvad jeg kan give hende, er betydeligt bedre end hvad du kan give hende. Hun valgte mig over dig." Han rettede sig op igen. At den anden lille tøs så stod der og skulle til at hæve stemmen, fik Kimeya til at knibe øjnene sammen. Han fandt sig da slet ikke i at en bette unge skulle komme her og tro at hun var noget overfor ham. Han strammede grebet omkring Sorayas skulder istedet for. "Vi er færdige her," endte han med en ganske kortfattet stemme.

[Soraya Salvorique]

Soraya frydede sig direkte over, at Lestat så sådan ud i ansigtet efter hendes ord. Hun kneb øjnene sammen og sendte ham et hårdt og koldt blik, der bestemt ikke viste noget som helst kærligt for ham. Hadet for ham havde ophobet sig igennem hele hendes træning, fordi Kimeya jo selv havde presset på med at skabe det i hende og så havde det måske taget lidt overhånd? Men kunne man bebrejde hende, hun var jo trods alt stadigvæk kun en lille pige. Hun så fra ham og til sin søster, der selv bad hende komme hjem, men det gjorde bare at hun yderligere skubbede det hele væk, fordi hun ikke ville være ked af det mere og hun blev nødt til at fylde tomrummet efter Leonore med noget andet end Leonore og tankerne om hende. Selvom det i deres øjne virkede til, at hun havde muligheden for at komme hjem, så var hun klogere end det. Hun kendte Kimeyas veje og dette var en del af hendes træning. Så hvis hun ikke havde været stor nok, så havde han nok slæbt hende med tilbage igen og kørt på med træningen. "Du er svag Leonore... Og du vil altid være holdt tilbage i denne familie," bed hun af sin søster, mens hun stadig stod ved Kimeya. Hun blev stående ind til ham og følte sig velkommen ved hans hånd mod hendes skulder. Hun nikkede fast, slap Kimeya og stillede sig ved hans side. "Ha' et godt liv," endte hun næsten provokerende til Lestat og Leonore, før hun egentligt bare vendte om og gjorde klar til at gå.