Another setback...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya elskede virkelig den magt som han havde over situationen her. Han vidste jo godt, at i en fair og reel kamp, så ville Lestat ikke kunne slå ham, uanset hvor meget hans så end ville nyde det, så ville han elske at tvære den ud i hovedet med hans datter.. Hans datter havde vendt ham ryggen, og det var vel også det som fik manden til at reagere på den måde, som han nu gjorde det? Og det gjorde det jo kun hundrede gange bedre, selv for hans vedkommende.. Han så til hvordan tjæren fastholdt hans ben og samtidig begyndte at krybe op af hans krop, for at holde ham helt fast. Han reagerede dog hurtigere end hvad Kimeya lige havde regnet med, hvor kuglen ramte ham direkte i brystet, så han fik en tur over gelænderet og landede direkte på ryggen i forhallen.
Kimeya klemte øjnene let sammen, inden han rullede om på ryggen. Denne smerte var dog intet i sammenligning af hvad han ellers havde været udsat for tidligere, og særligt af Jaqia, men ikke desto mindre, så gjorde det jo stadig ondt. Han hørte Soraya oppe ovenpå.. Jacqueline havde blandet sig.. En tanke som uden tvivl frydet ham som intet andet overhovedet! Han satte hænderne i jorden og kom endelig op igen, selvom det gjorde ondt. Det ville uden tvivl efterlade blå mærker, men ikke noget som han tog tungere end det. Han vendte blikket mod den øvre etage hvor han kunne ane dem.. Han frydede sig virkelig ved synet. "Fortæl din mor, hvem du i sandhed ønsker at være sammen med, Soraya!" endte han med en ganske kortfattet stemme. Han begyndte igen at stige op af trappen og med blikket hvilende på Lestat, som stod fast. og med tjæren som fortsatte med at indfange mere og mere af hans krop, så han ikke ville kunne gøre den store modstand. Han selv havde grænser for hvad han fandt sig i!

[Soraya Salvorique]

Soraya var slet ikke vant til den nærvær som Jacqueline pludseligt skænkede hende. Det var dag, så derfor var hun stadig i gang med at træne og så måtte hun altså ikke for Kimeya. Kun om aftenen fik hun omsorg ved at lægge sig til at sove i hans favn, når hun sneg sig ind til ham. Hun kom ikke hjem igen, for hun vidste hvor hun hørte til og det skulle hendes familie bare se i øjnene. De ville nok ikke acceptere det, men det var hun ligeglad med, for hun vidste hvor hun hørte til nu og det var hos Kimeya. Hun smilede koldt, da Jacqueline blev skubbet tilbage af hendes kugle, for hun havde jo aldrig brugt det på andet end træfigurer og træningsredskaber. "Nej, det er ikke... Mit hjem er hos Kimeya," svarede hun spidst. Hun bakkede væk fra Jacqueline. Noget trak i hende, men hun var forblændet af det had som var blevet skabt i de seneste træ år. Hun omvendte derfor længslen til en vrede, som gjorde at hendes krop dirrede. "Leonore er svag... Jeg er stærk. Jeg får alt hvad jeg kan ønske mig!" Hun stirrede ind i øjnene på sin mor, da hun gik i knæ foran hende og lod hænderne hvile på hendes skuldre. Hun skubbede dem af, men rykkede sig denne gang ikke. Hun rullede med øjnene til hendes sidste ord og stivnede igen, da hun blev grebet. "Jeg sagde... du skulle slippe mig!" endte hun med en skarp tone og rev sig tilbage igen. Samtidigt røg der en trykbølge fra hende direkte mod Jacqueline, der nok ville skubbe hende hen over gulvet og væk fra hende, men den var ikke stærk nok til direkte at løfte hende. Kimeyas ord fik hende straks til at lystre: "Hør her, dame. Mit hjem er hos Kimeya... Og det er ham jeg vil være sammen med," endte hun, gentog lidt sig selv igen, men Jacqueline forstod det jo åbenbart ikke. Hun drejede blikket mod Kimeya, der kom op ad trappen og hun vendte om for at løbe hen til ham igen og slog armene om ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne høre, at Jacqueline havde set Soraya, hvilket bestemt ikke var helt godt. Hun havde jo ikke hørt det første og Leonore havde nok ikke rigtigt kunne forklare det konkret. Han hørte Sorayas ord og kunne også ane dem oppe på førstesalen, men lidt bedre høre dem. Soraya var tabt... Faktisk var det jo ikke den Soraya, som de kendte og havde opfostret. Det var Kimeyas kreation, som han havde taget med og han brugte hende udelukkende til at rive op i såret. At Kimeya så røg ud over trappen og ned på gulvet fik ham til at smile sejrende. Tjæren virkede dog ikke til at holde inde og fik hurtigt fat i hans andet ben også, så han stod fuldstændig fastlåst til gulvet hvor han stod. Det fik ham til at se irriteret efter Kimeya, der dog valgte at gå mod Soraya. Han håbede så bare, de snart gad at smutte, for jo længere de var her, jo mere blev situationen forværret. Tjæren bredte sig yderligere op ad hans ben, hvilket fik ham til at løfte armene ud fra kroppen, eftersom det virkelig ikke hjalp ham på nogen måde. Han sendte diverse besværgelser mod det sorte stads, men der skete intet. "Kimeya! Tag så din elendige minion og skrub ud af mit hus...," råbte han vredt. Tjæren nåede ham nu helt op til brystet og han kunne kun rykke hovedet og armene... Men snart ville det også være låst!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde uden tvivl ondt, selvom det ikke var noget som han havde i sinde at vise for nogen som helst. Selv i takt med at han kom op af trappen, så han hvordan Lestat måtte stå fast.. Alene synet af det var noget som frydede ham, men nej.. det var ikke meningen at han ville slå manden ihjel. Ikke endnu om ikke andet, for han var ude på noget andet. Han forsøgte om ikke andet, ikke at vise han havde ondt. At se Soraya igen afvise sin kære moder og istedet for rende hen til ham, glædede ham ganske betragteligt. Et sted kunne man jo også snildt sige, at han havde fået tingene præcist som han gerne ville have dem, og det gjorde det jo kun hundrede gange bedre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Hånden lod Kimeya roligt glide over Sorayas skulder og videre over ryggen, inden han let trykkede hende ind mod sin egen krop. Han vendte blikket mod dem begge.. Deres fortvivlede blikke.. Lestats vrede, også selvom han vidste, at manden kun dækkede over, for hvad han i sandhed måtte føle i en situation som denne, også selvom det ikke gjorde det meget bedre. Han trak kynisk på smilebåndet. "Det er gået op for den smarte af Jeres døtre, at der er mere i verden end bare et kys på panden når man skal sove.. Jeg kan love dig for, Lestat.. Denne pige vil blive din undergang.." Han knælede langsomt ved siden af Soraya, kun for at byde hende ordentlig ind i favnen. Når hun gjorde det godt, gav han hende nemlig også omsorgen. Det var da til at have med at gøre, også for hende vel? "Kom, min pige.." Han strammede grebet om hende, inden han kort vendte blikket mod både Jacqueline og Lestat, inden han forsvandt fra stedet sammen med Soraya. I takt med at han ville forsvinde fra stedet, ville Lestat også være i stand til at komme fri, da magien blev afbrudt.

//Out

[Deleted]

Panikken bredte sig i Jacquelines krop, for alene den tanke om at hun nu havde mistet sin lille pige.. hun havde virkelig mistet sin lille pige og til en mand som Kimeya? Det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, og uden tvivl var det en tanke som direkte knuste hende! Selvom hun forsøgte igen, så brændt det i hendes bryst.. det brændt i hendes hjerte, at høre hende afvise hende, Leonore og hendes far til fordel for .. den mand? Den trykbølge som ramte hende lige så i maven, kastede hende direkte ind i gelænderet, som hun hamrede ryggen direkte ind i, inden hun så tøsen rende til Kimeya som faktisk fik lov til at passe på hende og udøve den omsorg som kun hendes forældre burde have lov til at gøre.. Og det gjorde det bestemt ikke bedre.
Jacqueline blev siddende.. At høre Kimeya gøre brug af de ord, var uden tvivl noget som virkelig knuste hende, og det kunne hun da slet ikke have med at gøre! Tårerne meldte sig omgående i hendes øjne.. Hun havde mistet sin datter.. hun havde virkelig mistet sin ene datter og den som hun til nu havde haft det bedste forhold til. Hvor kunne han...! Det var hendes lille pige! Hun blev siddende, selv da de forsvandt fra stedet.. lige så hurtigt og så pludseligt, som de var dukket op, og det gjorde ondt.. det gjorde virkelig ondt. Hånden hævede hun varsomt til hendes bryst, som hun knugede let om. "Soraya... min Soraya.. min pige.." hviskede hun i en mix af længsel og hulken. At miste sin datter, var uden tvivl det værste, som en mor kunne udsættes for, og da særligt sådan her!

[Soraya Salvorique]

Soraya var stadig i træning. Og det gjorde automatisk for hende, at hun ikke kunne modtage omsorg lige nu og da slet ikke fra den familie, som hun ikke ville eller skulle se mere. Kun Kimeya måtte give hende omsorgen, for den kunne hun forstå og forbinde med nogle ting. Alt det andet var bare for nært og ulækkert. Hun kylede sin mor væk fra sig og frydede sig næsten over, at hun ramte ind i gelænderet og røg tilbage over første salens gulv. Hun hastede så tilbage til Kimeya og slog armene om ham, for nu ville hun ikke være her mere. Hun havde bestået hans prøve. Hun smilede og faldt til ro ved Kimeya, som han strøg hånden over hendes skulder og ryg. Hans ord var rigtige i hendes hoved. Hendes øjne flakkede til ham, som han gik i knæ ved hende og bød hende ind i favnen. Hun slog armene om hans nakke i stedet for og puttede sig ind til ham. Hans kram var meget værd, for det betød, at hun havde gjort det rigtig godt. "Ja, far," endte hun roligt. Hun holdt godt fast, som han selv strammede grebet om hende og forsvandt med ham. Nu skulle de hjem. Mon træningen ville fortsætte? Det regnede hun med. Hun plejede ikke at få fri uanset hvad der skete.

//Out.

[Lestat De Lochér]

Lestat kæmpede en brav kamp med tjæren, der størkede omkring hans underkrop og mave samt sneg sig op over hans bryst. Den svage bevægelsesmulighed han stod tilbage med hjalp ham ikke, når han ikke kunne få det til at stoppe med at vokse op ad ham og han kunne ikke flytte sig. Han kunne se, at Jacqueline igen tumlede ind i gelænderet oppe på førstesalen. Soraya brugte endda magi mod sin mor? Det var virkelig ikke den pige, der var deres. Hun var væk... borte og de fik hende ikke tilbage i den pige, som Kimeya nu havde kreeret. Kimeyas ord gjorde ondt. Han havde virkelig forsøgt ikke at fejle, men igen så gav det hele et tilbageslag. Han kneb øjnene sammen og bandede og svovlede indeni, selvom det ikke var noget han råbte højt om denne gang. Han ville bare gerne op til Jacqueline, som nok snart ville få et sammenbrud. Som Kimeya forsvandt, så stod tjæren helt op til hans hage og han var kort panikken for om han skulle til at kvæles. Men heldigvis så stoppede magien i det samme og han faldt sammen på gulvet med et gisp. Tjæren forsvandt som havde den ikke været der og han kæmpede sig op at stå. Han hastede op ad trappen og op til Jacqueline, som han satte sig ved. Han lod armene falde om hende og trak hende ind til sig. "Shhh... Det skal nok gå alt sammen," hviskede han til hende. Han trak vejret dybt og kunne efterhånden mærke smerten snige sig ind på hans ryg. Han vuggede hende i sine arme. "Soraya er død kære..." endte han prøvende.

[Deleted]

Jacqueline vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere. At tage deres datter fra dem, var det værste som man kunne udsætte en mor for, som hende.. Hun gik virkelig op i den familie som de havde, også selvom meget af den var ødelagt, fordi at Kimeya netop valgte at blande sig. Hun stirrede frem for sig.. For første gang i flere år, følte hun for alvor at hun havde fejlet, og det var uden tvivl noget som gjorde ondt på hende.. virkelig, virkelig ondt. At fejle som en moder, var uden tvivl det værste som hun kunne udsættes for!
At Lestat kom hende i møde, lagde hun egentlig først mærke til, da han lagde armene om hende. Hun lod sig mere end glædeligt trykke ind mod ham, hvor hun begyndte at hulke igen. Det var ganske vidst farligt for hende med sin mentale dæmon, men selv hun havde lært at styre det betragteligt bedre, end hvad hun havde gjort til nu, og det var uden tvivl lettende for hendes vedkommende. Hun tog omkring hans tøj, også selvom hendes hænder skælvede så meget, at hun ikke rigtigt kunne få fat. "Min pige.. min lille pige.. Han har taget hende, Lestat.. Det.. det er ikke vores pige.." At høre ham bruge ordet 'død' i det henseende, var uden tvivl noget af det værste for hendes vedkommende, for det knuste hende uden tvivl også! Hun rystede på hovedet. Selv kunne det godt være fordi at hun var mor, at det ikke var noget som hun kunne leve med, men det var svært.. det var virkelig, virkelig svært og særligt nu. "Hun.. hun kan da ikke.." Tårerne trillede ned af hendes kinder. Han kunne da ikke sige sådan noget! Den fysiske smerte synes at være glemt.. den psykiske stak langt dybere.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne se på Jacqueline, at hun var helt knust. Han vidste dog, at hun også havde trænet med Evan, for det havde han fundet ud af et stykke inde i sit eget forløb. Det havde glædet ham i høj grad, for så behøvede han ikke være ligeså bekymret, når der skete et følelsesmæssigt udfald for hende som nu. Han vuggede med hende og mærkede, at hun klamrede sig til hans tøj, for så var det da helt galt! Nu følte hun nok, at hun havde fejlet. Det følte han også, men nederlaget denne gang var ikke ligeså stort som sidste gang, fordi han kunne sortere sit sind bedre end bare at lade hele vandfaldet gå over sine breder. Han tyssede blidt på hende og strøg hans ene hånd over hendes ryg for at trøste hende. "Netop... Det er ikke vores pige. Vores Soraya er borte Jacqueline og sådan må vi anse hende... Hun er død," fastholdt han igen. Det var bedre at tage det hele på en gang nu og at hun så kunne komme ind på den tankegang, at Soraya var død og borte og at hun aldrig ville komme tilbage. "Hun kommer ikke tilbage, elskede... Det er bedst for alle... for Leonore, at vi alle tænker hende som værende død og borte," svarede han hende endnu engang. Han vædede sine læber. Det var nok hårdt at sige, men det var bedst.
Han endte med at gøre tegn til at rejse sig for at få hende med sig, så de kunne komme ind i seng... Men han blev også nødt til at hente Leonore. "Efterlod du Leonore i køkkenet?" spurgte han så.

[Deleted]

Jacqueline var uden tvivl knust ved tanken om at de havde mistet deres elskede lille pige, for andet ville hun aldrig nogensinde kunne blive. Hun klamrede sig til ham.. hvilket i sig selv var et faresignal i sig selv, for hun havde brug for ham.. brug for at vide, at hun ikke var nogen fiasko, for det var virkelig sådan at hun følte det. At høre ham sige, at deres lille pige var død, var næsten det som fik det sidste til at kollapse for hende. Hun begyndte at hulke.. hun kunne virkelig ikke styre det længere. Hendes hånd begyndte at skælve og det gjorde den voldsomt. "Det må du ikke sige, Lestat.. det må du virkelig ikke sige.." Hun vendte blikket direkte bedende i retningen af hans skikkelse igen, da han gjorde tegn til at at rejse sig. At høre ham kalde deres datter for død og borte, også selvom hun vidste, at han et sted havde ret.. Den datter som hun havde givet liv til, ville aldrig nogensinde have gjort den slags ved hende, og det var næsten det som var hende det værste af det hele.
Jacqueline vendte blikket mod Lestat, da hun blev stående tæt ved ham. Hun nikkede. "Jeg.. jeg sagde, at hun skulle blive stående der til.. vi hentet hende.. Hun skulle ikke komme til skade.." Hun tørrede sine kinder. Hun havde aldrig haft det bedste forhold til Leonore som sådan.. men nu var det jo den lille pige som de havde, og det var det som hun vidste, uanset hvor ondt det så end måtte gøre. Hun vendte blikket let væk fra ham. Hun havde det virkelig af helvede til, og alene den tanke om at dette var noget som hun havde mistet.. for altid.. Det gjorde virkelig, virkelig ondt!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne godt mærke på Jacqueline, at hun var knust. Men derfor blev han nødt til at ødelægge det endnu mere for hende, så hun kune få det bedre. Det var klart nemmere at anse Soraya som værende død, fremfor at gå og vente og håbe, for den dag kom nok aldrig. Lestat kunne til et vist punkt forsvare sig mod Kimeya og give ham en kamp, men hvis han skulle slå den mand ihjel, så krævede det helt klart en virkelig udspekuleret plan. Og det var ikke noget han ville give sig i kast med selv. Han strøg hende over ryggen, trøstede hende og lod hende ellers bare græde, for det nyttede ikke noget at holde det inde. "Det bliver jeg nødt til at sige, Jacqueline... Du ved det er det bedste, uanset hvor ondt det gør," svarede han hende sigende. Han rejste sig med hende og holdt endnu om hende, som han begyndte at gå i et roligt og langsomt tempo mod soveværelset. Han blev nødt til at hente Leonore, eftersom hun jo ikke bare kunne sidde dernede. Han sank en klump og førte hende ind til sengen, hvor han satte hende ned. Blidt skænkede han hendes pande et kys. "Jeg er tilbage når jeg har hentet Leonore," endte han til hende. Han vendte så om og forlod soveværelset.
Det tog ikke mange sekunder før Lestat stod i køkkenet. Han så på Leonore og gik i knæ, for at vinke hende hen i sin favn. "Kom min skat... Det er ved at være sengetid," sagde han til hende.

[Deleted]

Jacqueline var knust alene ved tanken om at de permanent havde mistet deres lille pige, for hun ville da aldrig nogensinde kunne blive andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Let lukkede hun øjnene og med en tydelig sitren i kroppen. Hun kunne ikke slappe af.. og da slet ikke nu, som det var, og det var uden tvivl det værste. "Det gør ondt, Lestat... det gør virkelig ondt.." Hun tog sig til brystet og med en tydelig smerte i ansigtet, da hendes tårer let strømmede ned af hendes kinder.. Det gjorde uden tvivl ondt. Hun rystede på hovedet.. Det knuste hende uden tvivl t han dødsdømte deres datter, men.. det var vel også bare til det bedste? Ikke at han kunne gøre noget ved det som sådan, men bare.. tage tingene som de nu måtte komme istedet for det andet? Hun lod ham føre hende med sig ind på soveværelset, hvor hun skælvende satte sig på sengekanten istedet for, hvor hun let slog armene omkring sig selv. "Skynd dig.." bad hun med en dæmpet stemme, da hun så at han søgte for at finde den eneste datter de nu havde hjemme.
Forsigtigt lagde hun sig op i sengen og ventede på dem, også selvom.. trætheden var tydelig og med den ømhed i kroppen, så lå hun stort set allerede og sov, inden han faktisk kom tilbage.

//Out

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore sad endnu nede i køkkenet og stirrede frem for sig. Hun var bange.. Det var slet ikke hendes søster at gøre den slags, og selv nu hvor køkkenpersonalet forsøgte at gøre hende rolig, så kørte det hende kun yderligere op, og det var slet ikke noget som hun kunne lide, om hun skulle være helt ærlig. Hun hulkede svagt, inden hun fik øje på sin far, som kom ned for at hente hende. Hun blinkede let med øjnene, inden hun alligevel valgte at kravle hen til ham, hvor hun slog armene fast omkring hans hals, hvor hun knugede sig ind mod ham. Det havde uden tvivl gjort hende bange at se sin far på den måde, men også fordi at den slemme mand og sådan noget også havde været til stede, hvilket slet ikke var noget som hun kunne lide! "Tog den slemme mand Soraya med?" spurgte hun med en dæmpet stemme. Selv var hun uden tvivl bange for svaret, men nu var far der, og hvis der var nogen, som kunne gøre hende rolig, så var et uden tvivl ham. 
Selvom Leonore efterhånden havde nået en alder på 8 år, så var hun stadig meget lille-pigen i familien, og det kunne mærkes, og da særligt i den tid hvor Soraya selv havde været væk, hvor hun havde været ene hjemme. "Jeg kan ikk' lide det.." tilføjede hun dæmpet.

[Lestat De Lochér]

Lestat så hurtigt Leonore. Hun var selv knust og han blev også nødt til at gøre hendes aften endnu værre, så hun kunne græde sig i søvn og fordøje det hele i søvnen. Det var i hvert fald hans optimistiske plan, at det skulle forløbe sådan. Han bød hende ind i favnen så snart hun kom hen til ham og låste sit greb om hendes ryg, så hun følte, at han holdt godt fast i hende. Han strøg hendes over ryggen og vuggede hende blidt. Han gjorde så tegn til at rejste sig og rejste sig med hende, så hun kunne blive båret op i seng. Nok var hun 8 år gammel, men hun var stadigvæk fars lille pige. Han svarede ikke på hendes spørgsmål med det samme, men tog hende med. Han blev jo nødt til at forklare hende det. Han endte med at stoppe halvvejs op ad trappen, hvor han satte sig med hende. Han så på hende og strøg hende ned over ryggen. "Leonore... Soraya er borte... og hun kommer aldrig igen," endte han til hende. Han blev nødt til at prøve på at forklare hende det. Han så mod hende... spændt på hvilken reaktion han faktisk ville få fra hende.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore slog hurtigt armene omkring sin far, og knugede sig direkte ind mod hans skikkelse, hvor hun hurtigt satte sig ved siden af ham. Hele scenariet havde uden tvivl skræmt hende, og det var virkelig ikke noget som hun var præget af lige nu. Hun snøftede let, inden hun tørrede sin næse.. Det gjorde hende uden tvivl glad, at hendes far om ikke andet, så var der for hende, og det stod hun gerne fast på. Som han rejste sig, kastede hun benene omkring hans liv, og lod ham bære hende halvvejs op af trappen. De ord som han gav hende, var uden tvivl noget som direkte kom bag på hende. Hun blinkede med øjnene. Borte? Jamen... hun havde da lige set hende..! "Jamen hun var her jo lige far.. Jeg så hende jo.." Hun vendte blikket forvirret i retningen af hans skikkelse endnu en gang. Hvad var det han forsøgte at fortælle hende? Forsøgte at bilde hende ind? Hun rystede på hovedet og mærkede hvordan tårerne igen trillede ned af hendes kinder, inden hun igen trygt lagde sig helt tæt ind mod ham. Det gjorde ondt at han sagde sådan noget, og særligt fordi at hun kunne se på ham, at han ikke lavede sjov. "Er det den dumme og slemme mand?" spurgte hun forsigtigt. Bare tanken om det gjorde hende ked af det, men godt nok også sur!