I felt fear and pain.

[Aya Keena]

Det lød virkelig som om at der var mange ting man kunne lave hvis man arbejde på slottet. Hun lyttede interesseret og smilede bredt til ham. Det var godt nok ikke sådan nogle stillinger som de andre slavepiger havde snakket om men det var måske fordi at det her var et andet land? Hun vidste det ikke men det gjorde ikke noget lige nu. "Ej det lyder virkelig spændende" sagde hun ivrigt og strakte sig en gang. Hun bed sig let i læben og lagde hånden på maven. Det gjorde lidt ondt når hun bevægede sig for meget men det skulle nok gå over igen. Nu hvor forskrækkelsen var aftaget så var smerterne ikke helt så slemme igen. "Der er så mange ting at vælge imellem, hvordan formår folk at vælge?" Aya var utrolig ung stadigvæk. Hendes alder taget i betragtning så burde hun opføre sig en smule mere voksent end hun egentlig gjorde det nu. Det havde bare været svært for hende fordi hendes mentale udvikling stoppede en smule efter hun blev slave. At Gabriel måske ville være ukomfortabel over at hun valgte at kramme ham tænkte hun første over bagefter. Hun løftede hovedet lidt og betragtede ham med et undskyldende blik. "Undskyld, jeg .... jeg er ikke vant til at føle mig så godt tilpas omkring andre mennesker. Jeg tror jeg har lidt svært ved at finde min plads" sagde hun mildt og slap ham. Hun ville ikke have at han var ukomfortabel eller noget.

Aya så faktisk frem til at skulle følge med Gabriel tilbage til slottet. Hun vidste at hun havde været heldig. Hun havde fundet et sted hvor hun kunne være uden at der ville ske grumme ting med hende. Hun vidste ikke meget om landet og håbede virkelig at Gabriel kunne finde tid til at fortælle hende om det hele men hun havde en ide om at det ville blive svært. Han var jo en konge og hun var ingen ting. Det ville ikke være underligt hvis han endte med ikke at kunne finde tid til hende.
At hun så måtte ende på gulvet med et bump gjorde hende ikke så meget. Jo hun rødmede da en smule fordi det var pinligt men ellers så kom hun hverken til skade eller noget som helst. Hun kom op på sengen igen ved hjælp af Gabriel og healeren. Hun smilede taknemmelig og lagde sig ned og flyttede lidt på såret så han kunne se det. Det var et halv dybt snit sår hen over hendes mave. Det blødte stadig en smule men ikke så meget. Kniven som havde skåret hende var blevet smurt med en gift som gik ind og modvirkede de healende egenskaber som hun selv havde. Hun var ikke i stand til at gøre noget ved såret selv men det kunne sagtens heales af en anden. Hendes blik gled roligt ned over såret. Hun havde haft sår der var værre end dette. Det var helt sikkert men aldrig havde hun haft et sår så længe før. Det skræmte hende en smule.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"I fællesskab finder vi det, som folk er bedst og mest komfortabel med. For mig er det vigtigt at de kan lide det arbejde, som de udfører," fortalte Gabriel ærligt. Han gik jo meget op i, at det som skete med folk, var noget som de kunne lide, og noget som de kunne stå inde for. Det var vigtigt for ham at de havde et kongehus, som de følte kunne stå inde for, og det var det som han helt klart også måtte gå mest op i. Han sendte hende et smil. Selv var han ikke i tvivl om, at de nok også skulle finde noget til hende, og det var også det, som han nærmest måtte betegne som det vigtigste i en stund som denne, og det erkendte han også gerne. "Tænk ikke over det, Aya.. Vi skal nok også finde noget til dig.. og i mellemtiden, så snes jeg bare du skal hvile, så den unge healer her, kan se på dig," fortalte han roligt, inden de i fællesskab fik hende op på sengen igen, så det var nemmere for den unge mand at komme til og at få tjekket det sår, samt det andet som var hændt hende. "Din plads skal vi nok finde," lovede han, inden han vendte blikket mod den unge mand.
Den unge healer var ellers meget flittig med at kigge på hende. Lidt for flittig, hvis man spurgte Gabriel, men han blandede sig nu ikke i disse sager. Såret ved hendes mave fik den unge mand til at skære en mindre grimasse. "Puhadada.." mumlede han let for sig selv, inden han forsigtigt lod en hånd køre langs. Dette krævede andet end de typiske healende kræfter en engel måtte besidde. "Gift.. En af de slemme af slagsen. De er heldig at være vampyr, Frøken.. Dette ville have taget Deres liv," fortalte han alvorligt, inden han hurtigt forlod teltet igen. Gabriel så efter ham. Selv forholdt han sig rolig. Måske han var.. ung og vildredet, men han vidste da hvad han lavede, gjorde han ikke? Han kom hurtigt tilbage med nogen urter, som han begyndte at mose i en morter.

[Aya Keena]

Aya smilede taknemmeligt. Hun følte virkelig at der blevet taget hånd om hende her sammen med Gabriel. Det var noget hun aldrig rigtig havde prøvet før. Det var en ny og spændende følelse som kildede i hendes mave. AT de nok skulle finde en plads til hende et sted var en dejlig tanke. Hun kunne ikke få smilet af sine læber igen. Hun følte sig så tryg og så rolig her. Hvorfor gjorde hun det? Gabriel var stadig fremmed for hende et sted og alligevel så følte hun det som om hun kunne stole blindt på ham. Og det var også det hun gjorde. Hun lagde sig ned og slappede af sådan så den unge healer kunne kigge hendes sår igennem. Hendes blik hvilede på Gabriel og hun sendte ham et lille smil. "Er der en stilling hvor jeg kan være i nærheden af dig?" spurgte hun med en sød stemme. Hun kunne godt lide at være i nærheden af ham. Det føltes bare så naturligt. At den unge mand måske kiggede lidt for meget på hende bemærkede hun ikke. Det var ikke noget hun ikke var vant til. Hendes tidligere Herre havde ofte kigget på hende og rørt lidt ved hende men ellers havde hun aldrig oplevet noget i den dur. Hun var stadig klassificeret som ung inden for hendes egene racer. Hun havde været heldig? Hun vendte blikket ned mod såret og betragtede det en lille smule med et let smil. "Hvem kunne dog vide at det ville være positivt at være vampyr?" spurgte hun optimistisk og trak på skuldrene. Hun var egentlig en pige som tog meget let på tingene. Hun var ikke sådan lige til at ryste af pinden. Hun satte sig en smule op som healeren forsvandt ud af hytten igen. Hun kiggede en smule efter ham og så derefter op på Gabriel igen. "Er du helt sikker på at han ved hvad han har gang i eller jeg jeg prøve kanin?" spurgte hun med en lille mild latter. Alle skulle jo lærer. Det havde hun intet imod. Healeren kom tilbage og hun kiggede nysgerrigt mens han begyndte at mose urterne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var måske en fremmed mand for hende, men han gik meget op i, at en konge, var en som man skulle kunne stole på, og det var det som han lige så ønskede i dette tilfælde. Nu hvor det var sagt, så tog han egentlig ganske let på tingene. Han stolede på at healeren her vidste hvad han havde gang i, og det var det som han stolede på. Han vendte blikket mod hende og med sit varme smil. "Der er en del stillinger omkring mig.. Er det hvad du er interesseret i? Jeg kunne altid bruge en personlig kammerpige," fortalte han sandfærdigt. Til tider kunne det uden tvivl have sine klare fordele at være vampyr, og dette var bestemt ikke et minus. Selv Gabriel have jo set, at det sår havde set direkte forfærdelig ud. Han rystede let på hovedet. Han var nu bare glad for at han havde fundet hende, for ellers var det da virkelig gået galt, og det var jo det som gjorde sit for selv hans vedkommende. "Det er en mening med alt.. og her har det jo så nok redet dit liv.." Han gik roligt op og stillede sig ved siden af hende.

Healeren moste urter og alverdens andet til en tyk, grøn og nærmest slimet væske, inden han vendte sig mod Aya igen. "Jeg kan forsikre Dem, Frøken og Hans Kongelige Højhed, at jeg ved helt præcist hvad jeg går og laver," sagde han rolig. Det kunne godt være, at han var ung, men dette var noget som han var blevet opfostret og opdraget til, og han ønskede jo selv at yde denne forskel. Han smilede let for sig selv, inden han roligt blotlagde såret på maven igen. "Dette vil nok komme til at svide lidt," endte han dæmpet, inden han ved hjælp af sin hånd og fingre, spurgte såret ind med denne lindrende og healende grønne mikstur. Det ville gøre ondt, hvilket han vidste, men det ville meget hurtigt hjælpe.

[Aya Keena]

Aya stolede på ham. Det var ligegyldigt at han var konge og alt det der. Hun stolede på ham fordi han gav hende en følelse af at hun kunne stole på ham ubetinget. Hele hans væsen fik hende til at føle sig varm og godt tilpas. Den lille smule smerte hun havde følt fra såret forsvandt når han var i hendes nærhed og hun bemærkede det. Det var et underligt fænomen som hun ikke lige kendte til. At der var mange stillinger omkring ham fik hende til at smile. Han var vidst i sandhed en konge. Hun lå lidt tænkende og bed sig let i læben. "Jeg kan rigtig meget og hvad jeg ikke kan lærer jeg lynhurtigt. Jeg kan være lige hvad du skal bruge mig som" sagde hun blidt. At det kunne være positivt at være vampyr var en tanke hun ikke før havde tænkt. Vampyrer levede på andre mennesker. De var frygtede og klassificeret som værende levende døde. Hvordan kunne det overhovedet være possitivt? Og alligevel så havde det faktum redet hendes liv. Hun smilede roligt og betragtede sit sår. "Det lader til at jeg er blevet givet en chance til. SÅ må jeg jo hellere bruge den til noget fornuftigt." Optimistisk kunne man vidst godt kalde hende. Aya var næsten i stand til at se det positive i alt.

At den unge healer så måtte forsikre hende om at han faktisk vidste hvad han havde gang i fik hende til at grine mildt. "Undskyld. Jeg ønskede ikke at fornærme dig. Du ser bare så ung ud. Og jeg ville ikke have noget imod at være prøve kanin hvis det kunne hjælpe dig med at rede den næste stakkel som kom til din dør" sagde hun blidt og lod hovedet søge let på sned. Hun betragtede urtemosen meget interesseret. Hun havde aldrig set healing på denne her måde før. Det var virkelig facinerende. Hans ord om at det ville komme til at gøre ondt gjorde hende ikke så meget. Aya's smerte terskel var utrolig meget højere end andres. Eller det var den normalt. Med hendes healende og regenerative egenskaber stoppet af giften kunne hun mærke smerten med det samme. For en som ikke var vant til at mærke meget smerte var dette næsten ulideligt. Hun stønnede svagt og bed sig i læben. Hun greb forsigtigt ud efter Gabriel for bare at have et eller andet at holde fast i. Hun fik fast i hans hånd og klemte den stille. Selvom det gjorde forfærdeligt ondt så sagde hun ikke ret meget. Det var en del af hendes træning, hun havde lært ikke at klage sig. Sveden begyndte stille at melde sig på hendes pande som havde hun feber men hun rørte sig ikke ud af stedet. Hun blev pænt liggende til healeren var færdig med at gøre hvad der nu skulle gøres.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede ikke at nogen skulle komme noget til, og det var noget som han stod fast på. Alene den tanke om, at hun skulle komme galt afsted på denne side af grænsen, var da slet ikke en tanke som han kunne lide. Lige nu var det hendes velbefindende som kom i selv Gabriels førsterække. "I det tilfælde, er jeg ikke i tvivl om at du vil gøre det godt på Castle of Light," fortalte han med en rolig stemme. Selv var han sikker på at denne healer vidste hvad han lavede, for ellers ville han ikke være her. For nu var det jo hendes velbefindende som var ham det vigtigste.. Vampyren havde reddet hendes liv i dette henseende... Det var ikke altid bare en forbandelse, kunne man jo så sige, og det var vel også det, som faktisk måtte være det vigtigste. "For mange her, er vampyren en forbandelse og et væsen som skal udryddes.. i mange henseender, kan det faktisk redde liv," fortalte han roligt.

Den unge healer sendte den unge kvinde et let smil. Ikke fordi at det kom bag på ham. Han hørte den faktisk meget ofte. "Udseendet kan snyde, unge frøken. Jeg er en middelaldrende mand af min race," fortalte han med et smil, inden han begyndte at smøre salven udover hendes sår. Det sved.. han kunne jo se på hende, at det sved og gjorde ondt. "Det vil meget snart gå over, frøken," sagde han med en rolig stemme. Han lagde en hånd over det, hvor han lod den lyse.. som han forsøgte at heale det.
Gabriel tog omkring Ayas hånd, da hun tog omkring hans, som han trykkede let. Han selv var ganske vidst en konge, men han ønskede og han agtet at blive en af de mere folkelige. Han sendte hende sit varme smil. Han var overbevist om, at det hele nok skulle gå.

[Aya Keena]

Aya sendte ham et sødt smil. Hun følte sig så tryg omkring Gabriel. Han gav hende en form for ro som hun ikke havde prøvet før. Hun kunne dog ikke helt forstå hvorfor han var så sød ved hende, måske det bare var fordi han var konge? Hun vidste det ikke men et sted så gjorde det hende intet. Hun følte sig tryg, mere kunne hun vel ikke forlange? "Jeg er sikker på at jeg nok skal være dig behjælpelig på en eller anden måde Gabriel. Jeg vil i hvert fald gerne gøre noget godt for dig fordi du har hjulpet mig" sagde hun roligt og sendte ham det største smil. Hun var virkelig bare glad og rolig. Hun var så glad for at have mødt ham. At han var konge gjorde hende i og for sig intet lige nu. Lige nu var han bare Gabriel og det var alt der betød noget. At han så måtte fortælle om hvordan folk så vampyrer her gjorde hende en smule trist. Hun vidste at vampyrer kunne være onde men de fortjente da ikke at blive udryddet. Hun lod hovedet søge let på sned. "Så længe det ikke er alle som har den holdning er det okay. Jeg er født som jeg er, det er ude af min magt. Hvis jeg kunne ændre den side af mig så ..... så gjorde jeg det nok." Hun følte sig ikke så komfortabelt som vampyr. Hun hadede at hun skulle leve på andre væsner på den måde som hun var nød til. Hvis hun kunne ændre det på en måde så ville hun. Også selvom det kunne rede liv. Ikke at være vampyr var lettere end at være halvt vampyr.

At healeren så ikke var så ung som han så ud kom ikke bag på hende. Hun smilede og betragtede ham roligt. At han var midaldrende fik hende til at grine mildt. "Skindet kan bedrage selv et trænet øje. Selvom jeg ser ung ud har jeg levet flere hundrede år og dog er jeg stadig klassifiseret som ung af mine racer" fortalte hun smilende. Han virkede meget flink. Smerten i hendes mave blev en smule værre. Hun bed sig let i læben og klemte let om Gabriels hånd. Det gjorde ondt men det var ikke noget som hun ikke kunne håndtere. Hun skuttede sig lidt og den frie hånd lagde hun op til munden. Hun bed let i den, det afhjalp på smerten og så afhjalp det også på den lille smerte som hun havde i dem. Hendes spidse tænder brød stille huden og blodet løb let derfra. Dette var dog ikke noget hun bemærkede. Hun valgte at fokusere på Gabriels ansigt for ligesom at prøve at glemme smerten fra healingen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For nu var Gabriel bare Gabriel og ikke en konge, hvilket han faktisk havde det ganske fint med. For ham var det faktisk ganske rart engang imellem bare at være en del af folk.. en del af folket og en del af det ganske normale og folkelige borgerskab, nu hvor han også havde det arbejde og det at holde styr på i forvejen. Han sendte hende et stille og roligt smil. "Jeg er ikke i tvivl om at du nok skal gøre det godt. Du skylder mig virkelig intet, Aya. Det eneste jeg forventer er at du naturligvis gør hvad jeg forventer, og du vil blive belønnet efter det. Uanset, er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal finde noget til dig også," sagde han roligt. Han forventede ikke at man gjorde andet end sit bedste ud fra det som man nu havde af muligheder for sig selv. Det gjaldt også særligt racerne. Vampyrerne var bestemt ikke særlig velsete her omkring, og det vidste han. Han havde jo set hvordan Jason og hans familie, samt Marius kæmpede for at falde ordentlig til her, men de var jo bare tegn på at man ikke behøvede at være ond eller grotesk for at klare sig igennem livet her, og det var vel det vigtigste? "Jeg forventer ikke af nogen, at de skal ændre sig, og jeg forventer heller ikke at du skal forandre dig. Det væsen er nu en del af dig, og det er sådan det skal være. Jeg går med ønsket om at alle skal lære, at det at være vampyr ikke behøver at være negativt eller morderisk," forklarede han roligt. Han trykkede omkring hendes hånd og med den samme rolige mine fra tidligere.

Healeren så ganske vidst ung ud, men han var dygtig. Det var i hvert fald Gabriels overbevisning. Manden virkede i hvert fald til at vide hvad han lavede, og det var da det vigtigste. Healeren sendte hende et smil. Det ville meget snart gå over. "Vampyren er ikke et ukendt væsen på denne front, kan jeg fortælle Dem, Frøken.. Mange er ej til at gennemskue på alder. Men hvad.. alder er vel bare et tal, ikke sandt?" Og med disse ord, valgte han selv roligt at trække sig. [colro=ffcc66]"Med hvile, vil hun meget snart være på fode igen, Deres Højhed.. Jeg vil lade Dem være alene.."[/color] Og med disse ord bukkede han og trak sig ud af hytten hvor han efterlod dem alene.

[Aya Keena]

At Aya på en måde fik ham til at føle sig som en del af folket var en dejlig tanke. Selv en konge havde vel brug for ikke at blive set som konge en gang i mellem? Hun bed sig let i læben og sendte ham et sødt smil. Det her var virkelig behageligt, selvom han sagde at hun intet skyldte ham så var det alligevel sådan hun følte det. Hun ville gøre det godt for ham og hjælpe ham som han nu hjalp hende. Underligt nok følte hun sig sært knyttet til ham på et eller anden plan. "Jeg skal nok være dig behjælpelig. Det lover jeg dig, Gabriel. Jeg vil gøre alt for at gøre dig glad" smilet sad plantet på hendes læber og ærligheden var tydeligt at spore i hendes stemme. Han ønskede at give hende et andet liv end det hun havde haft som slave og det var hun ham evigt taknemmelig for. Det var da sikkert. At vampyrer ikke var velsete var ikke noget under. Selv så hun ned på den side af sig selv, hun hadede det faktum at hun end ikke kunne være ude i solen hele dagen. Hendes blik vendte sig dog hurtigt mod ham ved hans ord. En let rødmen bredte sig i hendes kinder. "Du har ret. Der er vel ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, vel?" Hun smilede undskyldende.

At healeren var gammel i en ung mands krop kunne hun relatere til. Hun sendte ham bare et blidt smil, han vidste faktisk hvad han lavede selvom det ikke ligefrem havde virket sådan til at begynde med. Et mildt grin kom over hendes læber. "Det er sandt. Alder er blot et tal" med gav hun blot og lod blikket hvile på ham. Hun lyttede til ham da han sagde at hun ville komme sig og så efter ham som han forlod dem igen. Smerten var der stadig men hun var ved at vænne sig til den. Hun vænnede sig virkelig hurtigt til sådan nogle ting. Hun slap sin hånd med tænderne og fik endelig kigget. Hun blødte en smule men det var ikke slemt. hendes blik gled tilbage til Gabriel og hun sendte ham et let smil. Som tiden gik vænnede hun sig mere og mere til smerten og kunne ikke rigtig længere finde ud af om det i realiteten stadig burde gøre ondt eller om det havde virket. Hun gav hans hånd et lille klem. Hun var virkelig glad for at han var der.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ligesom alle andre, brug for at føle at han var en del af gruppen, og en del af det borgerlige istedet for det modsatte. Som konge kunne man nemlig godt føle sig lidt placeret i en bås. Han sendte hende et smil. Det glædede ham at hun gik så meget op i at gøre ham glad. I det tilfælde, så var han slet ikke i tvivl om, at det var noget som hun nok skulle klare, når det kom så vidt. "Du gør mig glad bare ved at sige det," sagde han ærligt. Det var altid rart med nogen i tjenestestaben, som virkelig gik ind i det hele med hjerte, sind og sjæl, og det erkendte han så sandelig også gerne for hende. Det var bestemt ikke småting kunne man jo sige, og særligt når man var en vampyr, så var der mange ting som også spillede ind i dette. "Der er noget godt i alle, og det er min overbevisning. Jeg vil ikke påstå at alle vampyrere behøver at være morderiske," forklarede han sigende.
Selv blev Gabriel stående med hendes hånd i sin, da healeren valgte at gå. Selv vidste han at han faktisk ikke havde tiden til at blive stående bare sådan her, men.. hvad ville man ikke gøre for dem som havde brug for det? Hun virkede heller ikke ligefrem til ikke at have andre, og da særligt her, hvis hun var stukket af fra sin herrer, som havde valgt at holde hende som en slave.. Alene det faktum, var noget som faktisk formåede at gøre ham en anelse arrig, og han kunne bestemt ikke lide det.. Det var en trist skæbne for en ung kvinde at stå ansigt til ansigt med. "Alderen og udseende kan snyde os alle sammen.. Selv den unge healer kan have mange tusind år på bagen," sagde han med et stille smil på læben. Selv var han jo heller ikke ung mere.. Tvært imod, s var han jo faktisk selv ved at være oppe i alderen, selvom det ej var noget som man skulle tro.

[Aya Keena]

Aya havde altid været en meget kærlig og blid person. Hun egnede sig godt som slave på grund af hendes høje smerteterskel og fordi hun virkelig bare gerne ville gøre sin herre glad. Gabriel var ikke anderledes selvom hun ikke var hans slave. Han gjorde hende glad hvilket kun gjorde at hun ville gøre ham endnu mere glad. Hun var lykkelig over at han ville tage hende i arbejde, det betød virkelig meget for hende. Hun elskede at have noget at lave, hun var aldrig en som bare sad på sin flade og lavede ingenting hvis hun kunne blive fri. Hun sendte ham et lykkelig smil. "Det var godt. Jeg ønsker bare at du er glad." Hun var en pleaser. Hun elskede at gøre andre glade til sådan et omfang at hun oftest glemte sig selv og sin egen lykke. Hans overbevisning kunne hun kun nikke anerkendende til. Hun var enig. Det var langt fra alle som var onde og grumme, det vidste hun. "Du har ret. Vampyrer behøver ikke være onde ligesom heller ikke alle lyse væsner er gode" sagde hun stille men stadig med et lille smil på læben.
Forsigtigt lagde hun hovedet mod hans hånd og lukkede øjnene. Hun var træt, var det så underligt? Der var sket meget for hende idag og ikke nok med det så havde hun ikke ligefrem sovet før hun var stukket af. Hun nød at han var der sammen med hende, hun følte sig tryk og et sted gik det slet ikke op for hende at han jo sikkert ikke havde tid til at blive der hos hende. Hun var jo ingen ting og han var kongen. Han havde sikkert meget at tage sig til. Hun åbnede roligt øjnene ved hans ord og vendte blikket mod ham. "Hvor gammel er du?" spurgte hun blidt og smilede sødt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya gjorde ganske vidst Gabriel glad, også selvom han nok aldrig kom til at se på hende i noget hen af en slave, for det ville hun ikke blive i hans øjne. Han hverken kunne eller ville se på hende på den måde. Når det nu var sagt, så var det jo heller ikke fordi at han krævede alverdens af nogen som helst.. Han forventede at folk gjorde sit arbejde, som han forventede, at de kom til ham, hvis der var det mindste. Han lod hovedet søge let på sned, som han blev stående ved siden af hende. Hun kunne lide at gøre ham glad? Hvis alle dog bare tænkte på den måde, så havde det været meget nemmere for alle sammen at være til stede. Hvis alle dog bare ville gøre alle glade. "Dit lod i livet, er ikke at gøre mig glad, Aya.. Men derimod at gøre det arbejde, som du ønsker at udføre for mig," endte han roligt. Han ville ikke fremstå som en slaveherre på denne måde. Det kom der virkelig ikke noget godt ud af.
Som vampyrer var beskrevet som et ondt væsen, vidste Gabriel skam godt, at der kunne være noget godt i dem, som der også kunne være onde procianere, og det var han klar over. Hans egen borgergruppe i landet, var jo uden tvivl en af de værste hvad gjaldt den slags.. Særligt når det kom til at dømme folk som særligt kom ude fra. "Korrekt.. Det er noget som du må huske, når du bevæger dig rundt i landet her.." sagde han med en rolig stemme. Selv da hun spurgte ind til hans alder, måtte smilet brede sig på hans læber. Han kunne heller ikke lade være. "Langt ældre end hvad jeg ser ud til at være," pointerede han med en rolig stemme. Efterhånden var han ved at være godt oppe i alderen. Ikke at han gjorde noget ved det.. Han levede jo.. som en af de få tilbage af den ellers så store søskendeflok han faktisk kom fra.

[Aya Keena]

Aya kunne godt føle at hun aldrig ville være en slave for Gabriel. Han var anderledes, det var en dejlig følelse men også lidt mærkelig. At være et sted hvor slaver ikke var tolereret var hende virkelig underligt. Hun huskede ikke en anden tid i sit liv hvor hun ikke var slave men hun havde jo også været meget meget ung da hun forlod børnehjemmet. Hun havde været slavet lige siden. hans ord fik hende blot til at smile og bide sig selv let i læben. "Mit lod her i livet er at gøre dem omkring mig som jeg kan lide glade. Om det så er min konge eller hvem det er. Jeg glæder mig til at arbejde for dig, Gabriel" sagde hun smilende og lod hovedet søge en smule på sned. Hun ville så gerne gøre ham glad, det var der ingen tvivl om. Lige nu så var det hende største ønske.
Vampyrer kunne virkelig være grumme. Der skulle ikke meget af racen i dem til at de endte med at blive onde desværre, det var noget uhyggeligt noget og derfor at Aya gav sit hele og fulde til at være god, sød og glad hver eneste dag. Hun ville ikke ses på forkert fordi hun var en race som hun ikke selv kunne styrer. Hans ord fik hende til at vende blikket lidt trist mod ham. "Vil jeg være i fare hvis jeg går rundt i landet alene?" spurgte hun forsigtigt. Hun ville jo heller ikke udsætte sig selv for fare men.. måske det ikke var så farligt? Et sted var hun bare nød til at spørge. Der var ingen grund til at udsætte sig selv for noget, det var da sikkert. Hun grinede mildt over hans svar og rystede på hovedet. "Det der er jo ikke et svar!" grinede hun og slap stille hans hånd. Hun strakte sig på sengen og gabte en gang mens hun lagde hånden for munden for ikke at være uhøflig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

En slave ville Aya aldrig nogensinde blive for Gabriel. Han behandlede sin tjenestab ordentligt, og som de fortjente at blive behandlet og ikke på noget andet vis. Det var faktisk den slags, som han gik frygtelig meget op i. Han sendte hende et smil. Uanset hvem hun skulle gøre glad, så var det jo stort set en del af arbejdet, kunne man jo sige. Han nikkede mod hende igen. "Så lang tid, at jeg kan stole på, at du vil gøre hvad det kræves, så er jeg tilfreds.. Og så har du formået at gøre mig glad," sagde han med en rolig stemme, da det jo heller ikke ligefrem var nogen løgn. Han lod hovedet søge let på sned. Selv for en vampyr var der ekstremt mange fordomme, og det var selv noget som gjorde Gabriel ked af det, da han vidste, at der var andet end blodsugende bæster i deres krop og sind. Han kendte jo selv en del. Hans egen rådgiver var en, som hans forhenværende greve af landet var lige så, og ingen af dem kunne undværes. Han sendte hende et overbærende smil. "Mange vil dømme dig for hvad du er, hvis de ved, at du har vampyren i dig. Jeg vil ikke anbefale dig, at søge ud alene eller på egen hånd," endte han med en rolig, og alligevel alvorlig stemme. Hun kunne jo lige så godt kende til de kendsgerninger med det samme, inden det for alvor ville ende med at gå galt, for det var da noget af det sidste, som man kunne sige, at han ønskede skulle ske
Selvom Gabriel ikke havde fortalt hende hans alder, så reagerede hun på en måde, som han ikke lige havde regnet med. Han kunne nu godt lide det. Han trak hånden roligt til sig. Hun gabte.. og hun måtte derfor også være træt. "Jeg må være dig svar skyldig.. Jeg holdt op med at tælle for rigtig mange år siden. Jeg er en af de ældste nulevende tilbage af min slægt.. hvis det er nogen trøst," fortalte han. Hans familie havde længe været forfulgt af ulykker af den ene eller den anden slags. Han rystede let på hovedet. "Du burde hvile, Aya.." afsluttede han dæmpet.

[Aya Keena]

Aya vidste at Gabriel var en god mand, det kunne hun jo høre. Han behandlede folk pænt og det var noget som betød utrolig meget for hende. Hun ønskede at gøre ham glad, hun ville gerne gøre alle folk glade men mest af alt ham. Hun var en pige som knyttede sig til folk så ufattelig hurtigt at det næsten var ufatteligt og det havde hun ligeså gjort med ham. Hun lyttede til hans ord og nikkede. "Jeg skal absolut nok gøre hvad du kræver af mig. Jeg kan godt lide at arbejde, det gør mig glad og giver mig et formål med livet. Det er skønt" påpegede hun smilende. Hun elskede at kunne gøre noget, arbejde eller noget andet som ville gøre folk glade. At der var så mange fordomme omkring vampyrer kunne godt være en smule skræmmende. Hun kunne ikke føle sig sikker alene på gaden hvis det var sådan men det måtte hun vel bare tage højde for et sted? Hun lod hovedet søgt let på sned og lyttede til ham. Hans ord gav mening. "Det lyder skræmmende at gå ude alene. Jeg skal nok passe på." Hun ønskede jo ikke ligefrem at komme galt afsted så hun skulle nok være forsigtig. Det var da sikkert. Tanken om at hun skulle passe så meget på gjorde ondt et sted, hun kunne jo ikke ligefrem gøre for hvad hun var. Det var ikke hendes skyld men hun måtte leve med det og prøve at skjule det fra folkene på gaden sådan så der ikke skulle ende med at ske hende noget.
Aya var utrolig ung, også af sind. Hendes ret barske opvækst havde gjort at hun ikke havde udviklet sig alt for meget hvilket også gjort at hun kom med små udbrud som disse. Det var ikke ligefrem den måde man havde forventet at hun ville reagere men det gjorde vel heller ikke noget et sted. Hun grinede mildt og lod hovedet søgt let på sned. "Jeg er ked af at høre om din slægt. De må ikke være sjovt at se dem som er en nærmest forsvinde" sagde hun roligt. Hun gabte stille igen og tørrede øjnene da enkelte tårer begyndte at komme frem på grund af gabet. Hun smilede stille ved hans ord. "Men jeg har ikke lyst. Jeg vil hellere snakke med dig."