I felt fear and pain.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det glædede om ikke andet, så Gabriel, at denne kvinde ville være den eneste som slaveholderen havde i sit hus. Om ikke andet, så var det jo stadig en sag, som han var nødt til at kigge nærmere på, for han ønskede da slet ikke, at hun skulle komme galt afsted eller noget lignende, som han heller ikke ønskede at det skulle ske for nogen anden. "Jeg skal nok få sagen undersøgt. Det er ikke tolereret her," fortalte han med en ganske sigende mine, idet han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun hvilede der i hans arme. Han var selvfølgelig bekymret for hende, så det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed kunne man jo så sige. Når alt det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at få hende bragt til en healer. "Ej kan jeg sige, at jeg er bange for vampyrer.. Om de ønsker at leve her i landet, må de blot vise mig, at de kan leve oprigtigt og ordentligt på ligefod med andre.. uden at forvolde skade på andre individer," pointerede han med en rolig stemme.
Gabriel gik roligt ind mod byen med hendes i sine arme. At folk så bukkede for ham og kaldte ham ved den royale titel, hvilket nu efterhånden bare måtte være hans hverdag, så det var jo egentlig ikke fordi at det gjorde den store forskel for hans vedkommende, men det var nu egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Hvis du følger de regler som er.. så skulle det da ikke være et problem," fortalte han. Han førte hende til en af de mange healer-huse som var på stedet, hvor han roligt førte hende ind og satte hende på sengen. Han sendte hende et smil ved hendes ord. "Du har virkelig ikke nogen anelse om hvem jeg er... har du?" spurgte han roligt, inden han satte sig på sengekanten ved siden af hende.

[Aya Keena]

Aya mindes virkelig ikke at der havde været andre i huset. Hun prøvede virkelig at focusere men hun huskede ikke at have set andre. Et sted var den tanke også en lettelse for hende. Hans ord fik hende til at smile lidt. Hun kørte en hånd igennem håret og smilede stille. "Det er lidt underligt at høre at det ikke er tolereret. Jeg husker virkelig ikke en tid hvor jeg ikke har været en slave og heller ikke en tid hvor slavehold ikke er tilladt" sagde hun stille og smilede roligt. Hun følte sig umådelig tryg i hans arme, det var der ingen tvivl om. Han havde en aura over sig som hun ikke kunne beskrive men den var varm. Det var en dejlig ting. At han ikke var bange for vampyrer var noget som glædede hende. Hun sendte ham et sødt smil og foldede hænderne foran sig. "Du må vise mig til disse vampyrer. Jeg vil gerne vide hvordan de overlever uden at gøre skade på nogen. Jeg er stadig forholdsvis ung af en vampyrer at være og mine tænder gør ondt. Det afhjælper at bide i ..... ting" sagde hun eftertænksomt.
Han duftede umådeligt godt. Engleblod var virkelig svært at modstå. Hun havde virkelig sådan lyst men hun vidste at hun ikke kunne. Hun endte til sidst med at tage et stykke af sit itu revende tøj og begyndte at bide i det bare for at komme på nogle andre tanker. Hans ord fik hende til at smile stort. Hun var virkelig en pige med følelserne uden på tøjet. hun smilede lykkeligt. "Er du helt sikker?" spurgte hun glad og kiggede smilende på ham. At han så førte hende indfor gjorde allerede at hun fik det bedre. Hun var virkelig ikke god til at være udenfor, heller ikke selvom hendes vampyr blod var blandet med englens. Hun satte sig på sengen og kiggede sig nysgerrigt om i lokalet. Hun var ufattelig nysgerrig og havde virkelig lyst til bare at begynde at pille ved alt ting. Hans ord fik dog hevet hendes fokus let tilbage og hun lod hovedet søge let på sned og lod en finger ligges på sin hage. "Hmmm. jeg har en teori om at du nok er vigtig her i landet men nej. Ellers ved jeg ikke hvem du er" sagde hun eftertænktsomt og betragtede ham roligt. "Hvad betyder det der menneskerne kaldte dig uden for?"

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Slavehold var forbudt her i landet, og det var uden tvivl noget som Gabriel gik frygtelig meget op i at vedligeholde i den forstand, at det var ham muligt. "Her i landet, har det været forbudt i frygtelig mange år.. Og det agter vi at holde fast i. Jeg går videre med sagen og får den undersøgt. Ingen anden skal opleve dette.. Det lover jeg dig," sagde han endeligt. Selv ville han ikke men at han var en uretfærdig konge. Han forsøgte virkelig at handle på vegne af hans folk, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var det der med at prøve, og så gøre det så godt som han nu kunne, selvom det virkelig ikke var nogen nem opgave for hans vedkommende. Tungen strøg han let over sine læber. "Det er ikke særlig svært.. De lever alle på Castle of Light. Den kongelige rådgiver og hans søn.. Samt Marius i Elanya og hans barnebarn.. Alle er de væsner af mørket, men lever af dyreblod, som fragtes til dem fra slottet ved slagtningen af spisedyr," forklarede han. Det kunne godt være, at vampyrer var mørke væsner, men gjorde nu ikke noget for ham lige nu. Pointen for ham, var at sørge for at hun fik det godt.
Gabriel lagde roligt Aya ned på sengen og satte sig ved siden af, også selvom det var tydeligt for ham, at se at hun ikke blev liggende for særlig lang tid. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for han ville bare gerne sikre sig at det hele gik som det skulle. Det var bestemt ikke ofte, at han var ukendt for folk i sit eget land, men det beviste jo bare hvor meget.. væk fra det offentlige, at hun havde været. Han lod hovedet søge let på sned. "Det er den titel som jeg agter at blive kaldt ved, når jeg færdes ude blandt folk.. Jeg kan stærkt gå ud fra, at du ikke kender mig ved navn.. Gabriel Nicomendes.. Konge af Procias," fortalte han med en rolig stemme. Ikke fordi at han skammede sig eller noget lignende, for det havde han da slet ikke nogen grund til.. men hun skulle da selvfølgelig få det at vide.

[Aya Keena]

Havde det virkelig været forbudt. Hovedet søgte let på sned og hun lænede sig let tættere på ham mens hun betragtede ham roligt. "Har det virkelig været forbudt længe? Det virker helt underligt. Hvordan klare i jer uden slaver?" spurgte hun forundret og bed sig let tænkende i læben. Det var virkelig underligt i hendes øjne fordi det slet ikke var noget som hun var vant til. Ayas blik undersøgte let hans ansigt og hun smilede sødt til ham. "Det lyder som om i har et dejligt land her. Jeg har aldrig haft noget imod den måde mit liv blev levet på. Jeg er altid blevet bahandlet ..." hun vægtede sine næste ord med omhu. "... retfærdigt. Det her var virkelig første gang jeg har frygtet for mit liv" endte hun eftertænksomt. At de vampyrer som var i landet levede af dyreblod fik hende til at måbe i forundring. "Virkelig?!?! Kan man det?" spurgte hun virkelig forundret. Det var tydeligt at mærke at hun aldrig havde været sammen med nogen af hendes egen race før. Kun da hun var helt lille og det huskede hun absolut intet af. "Jeg troede kun Vampyrer kunne leve på menneskeblod. Spændende."
Aya var virkelig en nysgerrig pige, hun ville gerne lærer mere og derfor var det også utrolig svært for hende at ligge stille. Hendes enkelte sår gjorde stadig en smule ondt men det var ikke noget som hun bed alt for meget mærke i mere. Alt det her var simpelthen for nyt og spændende! Hun lod sig dog dumpe ned på sengen endnu en gang da han begyndte at tale. Hun endte med at sætte sig op på knæ i sengen og lytte meget intenst til hans ord. Konge? Hvad var det nu det betød? "Tak for din hjælp, Gabriel" startede hun blidt og smilede sødt. "Hmm. Konge? Konge?" Hun sad lidt og mumlede for sig selv men hun prøvede og huske hvilken rank det var. Det endte dog til sidst med at dæmre for hende og hun tog sig selv i at måbe igen. Hun lukkede munden hurtigt og greb fast om et lille klæde som var på sengen og gemte sit røde ansigt i det. "Jeg kan ikke fatte at jeg har været så ubehøvlet. Jeg er blevet trænet bedre" Mumlede hun undskyldende og tittede let frem fra tæppet. "Kan De tilgive mig, Herre?" Hun vidste virkelig ikke hvad hun ellers skulle kalde ham. Han var kongelig og hun havde bare blabret om sine problemer og klynget sig til ham. Det var skamfuldt, ja det var!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Slavehold havde været forbudt igennem temmelig mange år efterhånden, og det var noget som Gabriel og Silia stod fast på at holde tingene. Man behøvede så sandelig ikke slaver for at få det hele til at fungere, og det erkendte han gerne. "Man har ikke brug for slaver for at få en husholdning til at fungere. Ganske vidst kan det være, at man til tider har brug for hjælp.. men det kan man skaffe en tjenestestab til. Folk skal belønnes for arbejdet som udføres," forklarede han roligt. Det forundrede ham egentlig hvor uviden denne kvinde måtte være, og det erkendte han gerne.. Og et sted var det noget som han faktisk fandt underholdende og morende på samme tid. "Blod er blod, hvad end om det er menneskeligt eller om det er dyrisk.. Så naturligvis kan man det," forklarede han med en rolig stemme.
Selv blev Gabriel siddende ved siden af hende, frem til det endelig gik op for hende, hvad det egentlig indebar at sidde ved siden af en konge. Selv tog han det ikke særlig højtidlig. Han var nok langt mere folkelig end det som man kunne kalde fe fleste andre, men det var sådan at han gerne ville have det, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han så at det endelig dæmpede for hende. Han trak morende på smilebåndet igen. Han tog det ærlig talt ikke særlig tungt. "Ej skal du kalde mig for Herre.. Og naturligvis kan jeg tilgive dig," afviste han roligt. Han så ikke nogen grund til at skulle lægge yderligere i dette. Det betød faktisk meget for ham at han kunne snakke ... naturligt med landets borgere.

[Aya Keena]

Aya kiggede forvirret på ham og lod hovedet søge let på sned. Tjenestab? Var der nogen forskel på det og slaver? "Folk skal belønnes?? Hvad er en belønning?" spurgte hun og så meget forundret ud. "Jeg er ret så sikker på at de belønninger som jeg har fået er det samme som du tænker på." Hun grinede mildt og var så småt begyndt at løsne en smule mere op omkring ham. Smerten følte hun stadig men den var virkelig ikke så slem længere. Det var som om han dulmede den, blot ved at være nær. At blod var blod fik hende til at tilte hovedet let forundret. Hun bed sig let i læben og sukkede. Hun var blevet løget for. "Jeg fik en gang af vide af en at vampyrer kun kunne leve af blod fra andre mennesker. Han sagde at jeg bare kunne bide ham når jeg var sulten. Jeg brød mig ikke om det men han virkede som om han nød det" mumlede hun stille og rodede let med sit lange hår.
At hun måtte sidde sammen med en kongelig var virkelig svært for hende at fatte. Hun sad blot og gemte ansigtet i det tæppe hun havde fundet. Hun følte sig virkelig dum. Hun havde jo ikke behandlet ham med den respekt som han burde få, hun var blevet trænet dårligt. En skam selv for hende. At han sagde at hun ikke skulle kalde ham herre fik hende til at kigge frem fra tæppet igen. Hun kom stille op og satte sig på knæ ved siden af ham i sengen og lænede sig frem med ham med en undersøgende mine. "Jamn, hvad skal jeg så kalde dig?" spurgte hun tvivlende og tiltede hovedet. Hun havde aldrig før mødt en som var socialt højere stillet end hende selv som ikke ville kaldes for Herre, eller Mester, eller et eller anden mærkeligt. Hun bed sig let i læben. Hvordan skulle hun dog håndtere denne her mærkelige situation??

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel betragtede sig af denne unge kvinde. Det var tydeligt at hun ikke vidste om meget af de ting som faktisk foregik lige omkring hende. Der var en klar forskel på slavehold og det at have en tjenestestab! Og belønninger? Det vidste hun ikke engang hvad var for noget? Han sendte hende et overbærende smil. "Folk belønnes for det arbejde som de udfører.. Gerne i form af penge, kost eller logi, så de selv kan leve deres liv," forklarede han roligt. Selv tvivlede han da stærkt på at hun havde fået penge for det slavearbejde som hun skulle have udført, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var naturligvis trist, at det var sådan en skæbne som skulle ramme en ung kvinde, men derfor var han glad for at være kommet forbi, så han netop kunne gøre noget ved det. Sagen var vel, at han havde.. ondt af hende? "Min rådgiver er delvis vampyr, som du.. Han lever af det blod som bliver serveret for ham som rester efter de slagterdyr som vi har indfanget for fødens skyld.. Det samme med hans søn. De kan sagtens leve på dyreblod, og jeg er sikker på, at du er i stand til det samme," forklarede han roligt. Jason og Carlisle var begge mænd som stod ham meget nært, men han havde jo også kendt dem i frygtelig mange år.
At det var svært for hende at håndtere, at han var den mand som han var, var faktisk en tanke som Gabriel fandt morende. Naturligvis ønskede han at blive betragtete som en konge, og behandlet med respekt derefter, men han ville gerne mænge sig med folket, så de også kunne se, at han ej var en farlig mand, for det var han altså heller ikke. "Du kan starte med at kalde mig for Højhed.. Majestæt.. Hvem ved.. Du kan måske få lov til at kalde mig ved mit fornavn, Gabriel," fortalte han roligt. Ej var det nogen hemmelighed, at et var hans navn, men overfor folket ønskede han alligevel at markere et skille.. Han var jo en konge.. en som skulle sikre sig at landet var som det var.. og var et sted hvor alle havde det godt.

[Aya Keena]

Aya smilede let ved hans overbærende smil og rodede let ved noget af det flåede tøj hun havde på. Hun vidste ikke ret meget andet end at hun var en slave, hun skulle gøre som der blev sagt for ellers ville der ske slemme ting. Hun lod hovedet søge let på sned og lagde tænkende en finger mod hendes læbe i en kort stund. "Så ... et sted er det det samme at være tjener som slave men alligevel ikke? Hvis en tjener gør det godt kan de belønnes med mad eller et sted at sove eller penge. Hvis en slave opføre sig ordenligt bliver de også belønnet med mad og et sted at sove. Godt nok ikke penge men hvad skulle vi bruge penge til? Måtte ikke forlade huset alligevel" mumlede hun tænkende. Aya havde aldrig anset sin skæbne som trist. Hun havde været slave hos forskellige individer og det var kun den sidste som i hendes øjne ikke havde behandlet hende pænt. Hun havde egentlig anset sig selv som værende .... heldig? Hans ord fik hende til at smil. Hun klappede hænderne sammen, flettede sine fingre og strakte sig så. "Det er jeg sikker på at jeg kan! Jeg vidste bare ikke at man kunne leve på dyr men det er kun en god ting, så behøver jeg ikke sulte mig selv længere." Hun var energisk og hun kunne virkelig skifte humør på et split sekund, dog næsten altid til et gladere humør end hun havde været det i før.
Hun havde virkelig aldrig været i nærheden af en konge før så hun vidste slet ikke hvordan hun skulle opføre sig på den korrekte måde. Hun sad på knæ, lænet frem mod ham og studerede ham med et roligt blik. Hvordan skulle hun dog opføre sig? Han ville ikke kaldes Herre hvilket betød at han ikke anså hende som sin slave så hvad så? Hvad skulle hun så gøre? Hun satte sig roligt tilbage ved hans ord. Hun rodede let med håret. Højhed? Majestæt? Det hele forvirrede hende en smule. Hun lod hovedet søge let på sned endnu en gang og sendte ham et blidt smil. "Jeg vil kalde dig hvad end du ønsker at jeg kalder dig. Du hjalp mig da jeg havde brug for det. Jeg står i gæld til dig" sagde hun roligt. Han havde behandlet hende så pænt! Hun sad lidt med en smule skyldfølelse i maven over at hun bare sådan han klinget til ham uden at vide hvem han var. Hun ville gerne gøre det godt igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det gik tydeligt op for Gabriel, at denne kvinde ikke kendte til andet end et liv som en slave, og naturligvis var det noget som gjorde selv ham trist og ked af det. Ingen burde leve sådan et liv, og det var noget som han stod fast på. Folk på slottet i hans tjenestestab udførte det arbejde, fordi at det var noget som de ønskede at udføre, samt at det var noget som de blev belønnet for at udføre. Hans smil forblev overbærende. Han havde uden tvivl ondt af at se hende på denne her måde. "En tjenestestab er kun bundet af en arbejdstid indenfor en dag, hvor de samtidig bliver belønnet for arbejdet som udføres ved penge, tag over hovedet og mad på bordet. I det her tilfælde for mig, har jeg en stor stab af mennesker som jeg har brug for til at hjælpe mig med det arbejde som dagligt skal udføres. Disse gør det af lyst, og ej af tvang," forklarede han stilfærdigt. At hun derimod ikke vidste, at hendes race kunne leve på dyreblod, forundrede ham uden tvivl ,for det var vel.. almen kundskab et eller andet sted? Han rynkede let på næsen, inden smilet igen bredte sig på hans læber. "Der er ej nogen grund til at leve på mennesker eller sulte sig selv. Der er altid løsninger og alternativer," forklarede han med en sandfærdig stemme.
Selvom det nu var kendt for hende, at han var en konge ,så var det også tydeligt, at hun ikke vidste hvordan hun skulle tage det og behandle ham. Et sted måtte han jo erkende, at det var en tanke som han måtte finde dybt morende istedet for. Han lod hovedet søge let på sned. Hun skyldte ham ikke noget. I hans øjne, havde han virkelig ikke gjort noget særligt for hende.. ikke andet end hvad han ville have gjort for enhver anden borger af landet her. "Du skylder mig virkelig intet.. For nu vil jeg finde dig en healer, som kan få set til dine sår," sagde han roligt, inden han igen gjorde tegn til at rejse sig.

[Aya Keena]

Hun lyttede interesseret til det han sagde. De arbejdede af lyst? Ikke af tvang? Hovedet lod hun let søge på sned mens hun blot betragtede ham. Eksisterede der virkelig andet end slavearbejde ude i den vide verden? Det var helt uvirkeligt for hende. "Det lyder næsten som et eventyr for en som mig. Jeg har været slave så længe, jeg har altid gjort som jeg har fået besked på og ikke klaget. Mange Herrer ønsker slaver med høj tolerance for smerte og min race kombination er unik. Jeg er vampyr og engel. Jeg har altid været ønsket af den type fordi min smerte terskel er ekstrem høj og jeg kan heale eller regenerere rigtig godt. Bare ikke denne gang. Det skræmmer mig" forklarede hun ærligt og kiggede tænkende på ham. At hun end ikke vidste meget om sin egen race måtte da være noget unaturligt. Hun var virkelig ikke in touch med vampyr delen af hendes væsen. "Jeg tænkte aldrig over at dyreblod kunne bruges. Jeg er ikke vokset op omkring andre vampyrer så jeg ved meget lidt." Hun rødmede og kiggede let væk. Det var lidt pinligt. Hendes tænder begyndte at blive irriteret igen. pokker tage det at være ung. Uden helt at tænke over det løftede hun den ene hånd og bed let i den. Det hjalp en hel del.
Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle være omkring en kongelig. Det var virkelig mærkeligt for hende. Hun betragtede ham roligt men så en smule forvirret ud i ansigtet. Hun rystede på hovedet af hans ord. "Jeg havde ikke kunnet være ude meget længere på grund af min vampyr race da du fandt mig og jeg havde end ikke vidst hvilken retning jeg skulle gå. jeg var nok endt død ude på den mark havde du ikke fundet mig" sagde hun smilende og meget taknemmeligt. Da han gjorde tegn til at ville gå falmede smilet igen. Hun løftede tæppet lidt længere op mod sit ansigt med den ene hånd og greb stille fat i hans hånd med den anden. Hun kiggede stille ned i sengen. "Ikke efterlad mig" hviskede hun bedene. Hun turde ikke være alene. Hun ville ikke!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For hende, var det måske hen af et eventyr, men for beboere og for Gabriel var det faktisk en del af deres normale hverdag, og det var jo det som han også godt kunne lide ved det hele. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse, hvor smilet bestemt heller ikke var noget man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet. "For dig er det måske et eventyr, men her er det hverdag," begyndte han roligt. At der var noget særligt ved hende, som gjorde, at det var noget som folk flest gerne ville have fat i, var egentlig ikke noget som kom bag på ham som sådan. Naturligvis var det en bekymring for ham, at hun bare kunne vænne sig til det liv, men der var ikke meget andet man kunne gøre ved det. "Folk har ganske vidst et arbejde som skal udføres, og dette præciseres tydeligt. De får deres belønning i form af penge, tag over hovedet og mad på kroppen, når de arbejder hos mig. .Ved andre kan det hænde, at det forløber sig anderledes," tilføjede han sigende. Han sendte hende et overbærende smil. Det var ikke ofte, at man så en vampyr som faktisk ikke vidste hvad det ville sige at være en vampyr. Han dømte hende i hvert fald ikke på det. "Tænk ikke på det.. Om du vil, kan jeg hjælpe dig? Det er en tilværelse som skal tilvænnes.. men ved dem som jeg har kendskab til, har det forløbet smertefrit," forklarede han sandfærdigt.
Uden tvivl havde hun været død, om nogen havde fundet hende.. eller hvis solen havde for den sags skyld. Han rystede let på hovedet. Det var ikke i de baner, som han havde tænkt sig at tænke. Slet ikke. "I det tilfælde, må jeg prise mig lykkelig for, at jeg fandt dig som den første." Han gjorde tegn til at rejse sig, selvom hun tydeligvis ikke ønskede dette. Hans blik gled direkte i retningen af hendes skikkelse. "Jeg henter en healer og kommer retur til dig.. Bare bliv liggende," sagde han roligt. Han fik roligt hånden fri og forlod hytten. Han gik ikke ud fra, at det ville blive ham det største problem at finde en.

[Aya Keena]

Aya kunne slet ikke tro at det var sådan her i Procias. Det lød helt fantastisk. Hovedet søgte let på sned mens hun blot lyttede interesseret i det han sagde. Det lød jo næsten helt godt at være tjener eller tjenestepige. Hun sendte ham et lille smil. "Det lyder altså helt vildt mærkeligt men også meget rart. Det lyder som om at der er meget frihed hvis man gør hvad man skal. Det lyder som om det næsten ville være ønske jobbet for en som mig som er vant til ikke at måtte gøre noget uden at blive beordret til det og jeg er blevet beordret til nogle ret mærkelige ting" sagde hun roligt. Det var ikke noget som gik hende på. Selvom det at have et slavehold var ham så fjern så var det jo hverdag for hende. Det var noget hun havde levet med så længe som hun kunne huske tilbage. Hun blev næsten overrasket ved hans ord. han ville hjælpe hende med det? Hjælpe hende med at forstå den del af hende som hun virkelig intet vidste om? Hun smilede lykkeligt. Hun følte sig bare utrolig godt tilpas sammen med ham. "Meget gerne!" sagde hun ivrigt.
Hun var lykkelig for at han havde fundet hende. Hun ønskede faktisk at blive sammen med ham. Han gav hende en romsom hun aldrig havde oplevet før. Det var en varme der nåede hende helt ind til hjertet som noget aldrig havde gjort det før. "Jeg er glad for at du fandt mig. men jeg vil gerne give dig tilbage for det du har gjort for mig. Det er da det mindste jeg kan gøre. Tag mig med dig tilbage når du tager herfra. Lad mig komme med og tjene dig som tak" sagde hun smilende. "Jeg kan mange ting. Både rengøring og lave mad og alt muligt. Bebe." Hun betragtede ham som han alligevel rejste sig og forlod hytten. Hun sukkede og bed sig stille i læben. Hun satte sig op af væggen i sengen og hev benene op under sig med armene omkring sine knæ og ventede pænt på at han kom tilbage.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var naturligvis en del af Gabriels arbejde at hæve Procias over Dvasias, og han mente naturligvis at der var hold i det som Procias levede efter, kontra hvad man fandt ellers. Han sendte hende et smil. Hun virkede betaget og fascineret, hvilket skam heller ikke var noget som gjorde ham noget, for det kunne han faktisk godt lide, hvis han skulle være helt ærlig. Alene den tanke om at der var nogen som gerne ville være her.. så blev det da godt nok heller ikke bedre. "Her kan jeg trygt garantere dig for, at du ikke bliver beordret til andet, end at udføre det arbejde, som din stilling henviser til," fortalte han med en ganske sandfærdig mine. Han var naturligvis glad for at have fundet hende, og naturligvis ville han da også gerne hjælpe hende, såfremt at det var en mulighed som han fik. Mon ikke at Jason eller Carlisle også ville yde denne assistance, som jo var en del af det? Og det gør jeg gerne," sagde han med et smil.
Selvom det måske var underligt for hende at stå overfor en konge, så ønskede Gabriel i denne stund ikke at blive behandlet anderledes. Han brød sig ikke om at se nogen i den forfatning og endda.. med den manglende viden om hvad hun egentlig selv var. Et sted var det næsten en tanke som han faktisk måtte finde skræmmende på en eller anden mærkelig måde. Tungen strøg han let over sine læber. Hun ville gerne tjene ham? "Det vil være mig en ære at gøre dig til en del af min tjenestestab, Aya. Det kan vi snakke om siden.. først og fremmest, må vi få dig healet.." Han strøg kort hendes kind og med et smil på læben, inden han forlod teltet.

Det tog ikke Gabriel mange minutter at finde en healer, som kunne stå til hans hjælp. Han trådte tilbage i hytten med en mandlig healer ved sin side. En forholdvis ung mand. "Tillad mig at se til Deres sår, Frue," hilste han med en rolig og varm stemme. Der var intet ondt at spore i denne mand.

[Aya Keena]

Hun var utrolig fascineret af den måde folket i Procias levede på. Det forkom hende underligt men dejligt at de kunne leve uden slaver i sådanne et stort land. Hovedet søgte hun let på sned mens han snakkede. Hun kunne rigtig godt lide at høre hans stemme. Det gav hende en form for ro og varme helt ind i hendes inderste. Et sted var det måske hun ikke var vant til at føle sig helt tryg nok steder at denne følelse nu overvældede hende. "Hvilke nogle stillinger er det?" spurgte hun nysgerrigt og betragtede ham intenst. Hun kendte ikke til mange stillinger som sådan da det slet ikke havde været sådan en slave hun havde været men hun havde da godt hørt nogle af de andre kvindelige slaver snakke. At det så slet ikke var det han refererede til kunne hun virkelig ikke vide. Hun var ret skadet af det liv hun havde levet indtil nu. Da han sagde at han ville hjælpe hende kunne hun mærke glæden blusse op i hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre sig selv på det punkt. Der var aldrig nogen som havde sagt at de ønskede at hjælpe hende før. Hun smilede stort og endte med at ligge armene om ham i et kram. "Tak. Mange mange tak" hviskede hun lykkeligt og blev blot ved med at smile til ham.

At hun virkelig ikke vidste hvordan hun skulle være overfor ham var svært for hende. Hun ville så gerne gøre det rigtigt, det var der ingen tvivl om men hun manglede noget vejledning. Hun havde dog for nu bare valgt at fortsætte med at være som hun var før hun vidste at han var kongelig. Han så ud til at kunne lide det og det var også nemmest for hende lige nu. At han gerne ville tage hende i hans tjenestestab fik hende til at smile igen. "Æren er vidst på min side" sagde hun blidt. Ikke nok med at hun havde fundet et sted at være nu så virkede det også som om hun havde fundet sig en ven? At han så måtte forlade hende for at finde en healer brød hun sig ikke om. Hun sad blot og kiggede på der hvor han forsvandt hen og ventede på at han kom tilbage. hans skikkelse kom til syne igen og hun begyndte endnu en gang at smile. "Du kom tilbage!" udbrød hun glad og prøvede at komme over til ham. Hun havde knyttet sig til ham, det var vidst tydeligt. At hun så ikke skulle opdage at hun nåede sengekanten før end hun havde regnet med resulterede i at hun slog en meget elegant kolbøtte og endte på gulvet foran Gabriel og den fremmedes fødder. hun fik sat sig op og rystet lidt på hovedet. Hun tog sig til maven og kiggede op på dem begge. Den fremmede virkede ikke skræmmende. Det var en dejlig ting i sig selv. Hun smilede blidt. "Ups." Hun grinte mildt og kørte en hånd igennem håret. Hun var vidst en smule klodset.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvilke stillinger fandtes der ikke på jobbet, var nok mere det rette spørgsmål end det modsatte, men det var ikke noget som Gabriel ønskede at bringe op. Han rystede let smilende på hovedet og vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. "Der er næsten alt hvad hjertet kan begære af arbejde.. Stuepige, køkkentjans, renholderske, i stalden, i haven... kammerpige.. Der skulle være rigeligt med arbejde også for dig," fortalte han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han sendte hende et smil, også selvom det stivnede en anelse, da hun lagde armene om ham. Det var ikke fordi at han ikke brød sig om det, men nu hvor han vidste, at hun var en vampyr vant til menneskeligt blod, var det så underligt? Han gengældte forsigtigt hendes omfavnelse. Sådan her var han jo heller ikke vant til at omgås med folk. "Den glæde er skam helt på min side," sagde han med et smil på læben.

Gabriel ville slet ikke have noget imod at have Aya på slottet, og da særligt ikke når hun var på denne måde. Selvom han vidste at Silia nok næppe ville bifalde en tanke om endnu en vampyr, så var Gabriel nok langt mere åbensindet end som så. Det var uden tvivl en tanke som glædede ham i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Han kom naturligvis tilbage igen, og denne gang med en healer. "Naturligvis," endte han. Han nåede kun lige at vende blikket mod hende.. da hun endte direkte på gulvet istedet for. Han blinkede let med øjnene, hvor han kort udvekslede blikke med healeren. "Kom med her, Frøken. Det er vigtigt at De hviler," fortalte healeren som i samarbejde med Gabriel, fik Aya tilbage på sengen. "Lad mig se," fortsatte han venligt.