I felt fear and pain.

[Aya Keena]

Aya havde været vant til meget. Hun havde levet som slave det meste af sit liv efter at hun havde forladt klostret. Det havde ikke gjort hende noget. De få herre hun havde haft havde været gode ved hende, blide og venlige og hun havde haft hvad hun skulle bruge. Det var dog ikke det som var hændt denne gang. Med blod løbende fra sår på hendes krop og hendes kjole flænset næsten helt i stykker var hun løbet. Hun løb så hurtigt som hun kunne fra den lille landsby hun havde været i og ud over græsmarkerne. Hun vidste ikke om han forfulgte hende og hun turde ikke kigge tilbage. Sårene gjorde ondt, det var en smerte hun ikke var vant til overhovedet. Som engel og vampyr var hendes healende egenskaber ret gode og der havde endnu ikke været et sår hun ikke kunne heale, før nu. Efter at have løbet i et stykke tid måtte hun dog indse at hendes ben snart ikke kunne bærer hende mere. Hun endte pludselig på jorden efter at have snublet og hun trillede om på ryggen. Hun var forpustet, hun hev efter vejret og tog sig stille til hovedet og maven. Det var i maven hun havde det største sår. Hvad havde den mand dog gjort ved hende!? Hun vendte blikket mod himlen og sukkede stille. I det mindste skinnede solen ikke lige nu, det gjorde at hun i det mindste kunne være ude lidt længere før hun ville syne hen og dø. Var dette virkelig enden??

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvom det var ved at være sent, var det ikke noget som afholdt Gabriel fra at søge lidt ud. Stedet her blev stadig stærkere med tiden, og nu hvor ham og Silia var begyndt at samarbejde ordentligt, var dette lige så noget som der kunne mærkes. For en gangs skyld, var det ham som havde brug for at lade det kongelige arbejde ligge lidt, da han stort set ikke lavede andet, og det fyldte uden tvivl stort af hans hverdag. Lige lidt luft, og så ville han søge tilbage til slottet.
De kraftige vinger førte ham over himlen og over de åbne græsarealer. Her havde han selv tilbragt utrolig mange timer og tider som barn, og det vækkede kun minder, som han godt kunne lide, at have i hovedet. Han nåede dog kun lige at dreje hovedet, inden han fik øje på det.. En skikkelse som stormet henover de åbne områder. Han rynkede let på næsen. Det var ikke ofte, at dette forekom, og selv i hans øjne, var det en kende mystisk, at nogen skulle komme rendende på den måde. Han valgte derfor at få tingene undersøgt, så han valgte at søge ned mod jorden.

Gabriel landede med et mindre 'bump' og trak de store og hvide vinger ind til sig. Han stod selv smukt og fint klædt. Man var jo trods alt ikke konge for ingenting, kunne man jo sige. Han vendte blikket i retningen af kvinden, også selvom han var varsom i hans fremtræden, for han ønskede jo ikke at noget skulle ske - hverken hende eller ham. Han vendte sig mod kvinden, som nærmest så kollapset ud i græsset, og selv måtte han erkende, at hun ikke så særlig godt ud. Han søgte hen mod hende. "Har De brug for hjælp?" spurgte han venligt. Han havde jo altid været en åben og imødekommende mand.

[Aya Keena]

Aya var en pige med ben i næsen. Selvom hun havde været fange i mange år efterhånden så havde hun altid holdt modet oppe og hun havde aldrig før været bange. Ikke før nu. Manden havde gjort noget ved hende, noget som hun ikke kunne heale og det var det som skræmte hende mest. Hun stønnede let i græsset og bed sig let i læben mens hun nærmest forsøgte at tvinge sin krop til at tage sig af såret. Det ville blive lettere at løbe videre hvis hun ikke var såret. På en lille afstand kunne hun høre et svagt bump som om noget ramte græsset og hun fik ret hurtigt sat sig op og kigget i retning af lyden. Hun frygtede kort at det var hendes herre som havde fundet hende og et lettet suk kom over hendes læber da hun ikke genkendte manden i hendes nærhed. Han så pænt klædt ud.

Hun vidste ikke hvorfor men hun følte at hun var nød til at tage en chance. Hendes første indtryg af dette land havde ikke været fantastisk men hun vidste at hun ikke ville overleve ret meget længere hvis hun ikke kom indendøre. Hun kom på benene og skyndte sig hen imod den fremmede. "Vær sød at hjælpe. Jeg vil ikke have at han finder mig igen" bad hun og snublede foran fødderne på manden. Hun kiggede op på ham, ung var hun uden tvivl og hun havde blod over det hele. I hendes ansigt, på kroppen og på det flænsede tøj. Hun så meget værre ud end det egentlig var.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Synet af den unge kvinde som rodede rundt i græsset, fik en underlig fornemmelse op i Gabriel. Selvom hun var ukendt for ham, vidste han jo godt, at han skulle være påpasselig, selv med sine egne borgere af landet, og det var så sandelig også hvad han havde tænkt sig at gøre i denne situation. Gabriel valgte for nu at blive stående, fordi at hun også selv søgte i retningen af ham, og han vidste bestemt ikke om det var en tanke som han faktisk brød sig om i det hele taget. Hun faldt igen, hvilket gjorde, at han denne gang gik i knæ ved siden af hende, kun for at tage hende i blik. Selv på denne tid i Procias skulle man være påpasselig, og selv brød han sig naturligvis ikke om det faktum, at hans egne borgere skulle se så... medtaget ud. "Hvem er efter Dem?" spurgte han med en sigende og alligevel fast mine. Hvem var ude efter hende, og hvem var det der ikke måtte finde hende? Det gjorde ikke ligefrem situationen meget bedre for hans vedkommende.
Gabriel så sig om. Umiddelbart kunne han ikke se nogen, men det var jo heller aldrig til at vide. De havde stadig visse problematikker her i landet, som de var nødt til at gøre noget ved, og det var noget som de tog stille og roligt. "Er De kommet til skade? Og hvad er Deres navn?" spurgte han videre. Som enhver anden ville han jo også gerne finde ud af, hvem det egentlig var, han stod overfor. Det gjorde ham urolig.. uden tvivl gjorde det ham urolig, at se nogen på den måde.

[Aya Keena]

Aya havde ikke et gram ondskab i kroppen. Hun var så sød og venlig som dagen var lang også slem om hun var vampyr. Hendes drømmende personlighed fik hende dog en gang i mellem i unoder, det var da sikkert men hun ønskede ikke nogen noget ondt. At denne mand foran hende var selveste kongen havde hun virkelig ingen ide om. Ikke nok med at hun var ny i landet så havde hun aldrig nogensinde set en kongelig før. Hans spørgsmål fik hende til at bide sig let i læben. Manden var jo hendes Herre? hun kunne jo ikke bare ... Sladre? Kunne hun. Hun lod en hånd køre igennem det røde hår og vendte de blå øjne mod den fremmede. "Min ... Min ... Min herre" sagde hun næsten lydhør og vendte blikket ned igen. Hun havde ikke sagt hvem hun tilhørte men hun havde det alligevel en smule dårligt.
At han gik ned i knæ ved hendes side lettede en smule. Enkelte tårer trillede ned af hendes kinder som hun vendte blikket mod ham igen. "Han piskede mig, skar mig med et eller andet. Jeg kan ikke heale det" mumlede hun stille og kiggede ned af sig selv. Hun kunne virkelig aldrig huske at hun havde set sådan ud før. "Aya. Mit navn er Aya Keena og jeg ved ikke hvor jeg er henne i verdenen."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne kvinde havde virkelig ikke nogen anelse om hvem Gabriel var, og det var noget som uden tvivl passede selv Gabriel særdeles fint. Han kunne godt lide når han fra tid til anden kunne få lov til at være bare en smule anonym. At der var en herre som havde gjort denne kvinde fortræd, var da slet ikke en tanke som han brød sig om på nogen måde. Tvært imod, så var det noget som kun gjorde ham direkte arrig. Han sagde dog ikke noget til det endnu, da han ikke så nogen grund til det. "Jeg tillader ikke at en mand skal gøre Dem noget ondt, frøken," sagde han blot. At hun kunne heale indikerede dog kun en enkelt ting, da selv kun Gabriel var kendt med en enkelt race som kunne heale på den måde: En vampyr.
Nu var det ikke fordi at Gabriel ville dømme kvinden på forhånd. Hun virkede forvirret og skræmt, men hvis hun var kommet over muren, ville han da meget gerne vide hvor pokker hun var kommet over henne, for den skulle jo efterhånden være så sikker som intet andet! Han vendte blikket ned mod hende. Var hun blevet skåret i? "De befinder Dem i Procias midt på de åbne græsmarker.. Uanset hvem denne mand er, og hvad han har gjort ved Dem, vil jeg personligt forsikrer Dem om, at det ikke kommer til at ske igen. Jeg må få tjekket Deres sår," endte han med en mere fast bestemt tone end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han tillod ikke at nogen gjorde skade på andre individer og da slet ikke sådan her!

[Aya Keena]

Hun vidste ikke hvem nogen var i dette land. Hun var blevet solgt i Manjarno og dette var første gang hun var ude fra det lands grænser. Hun tog et par dybe indåndinger. Hun vendte blikket mod den fremmede og lod hovedet søge let på sned. Tårerne faldt stille og hun tørrede dem forsigtigt væk. Hun havde virkelig været bange. Det var første gang hun aldrig nogensinde havde kunne heale sine sår. Hendes vampyr regenerede og hvis det ikke virkede kunne hendes engel som regel heale det men nej. Ikke denne gang. Det skræmte hende. "Men .... han ejer mig" hviskede hun stille og lod hænderne falde ned i hendes skød. Hun sukkede stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun følte sig en smule for tabt lige nu.
Hun var i Procias? Landet af lys? Hun hævede blikket endnu en gang og kiggede rundt. Hendes mor havde fortalt hende om Procias og om himmeriget. Hendes blik gled mod himlen. Hun havde altid gerne villet se det. Hans ord fik hende til at smile og hendes blik faldt på ham endnu en gang. "Tak. Det er første gang jeg har frygtet for mit liv. Han .... skar mig med noget ... jeg ved ikke hvad. Det undre mig. Det er første gang jeg ikke har kunnet heale det. Hverken på den ene eller på den anden måde" sagde hun stille. Hun kiggede ned af sig selv. Hun var et rod at kigge på. "Det er i Procias, himmeriget ligger, ikke? Min mor fortalte mig om det. Hun kom herfra." Hun vidste ikke hvorfor men hun følte faktisk at hun var tryg sammen med denne fremmed. Han gav hende en form for ro som hun ikke havde oplevet før.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ondt af denne kvinde. Uanset hvad, så var han nu af den overbevisning, at det bestemt ikke var af Procias hun oprindeligt måtte komme, for her forbød han folk at holde slaver. At folk havde tjenere var derimod en anden sag, men de skulle behandles værdigt, respektfulgt og skulle naturligvis have en løn for arbejdet som de udførte. Det var da det mindste man kunne forvente af folk. Han vendte blikket mod hende. "De kan umuligt være fra denne side af grænsen, om du er solgt som.. en slave," endte Gabriel sigende.
Det bekymrede ham at se hende i denne tilstand, for det kunne jo faktisk vise sig at være ganske alvorligt. Landsbyen tæt ved grænserne var ikke langt herfra, og der kunne han jo få en healer til at kigge på hende. Han endte med at bestemme sig.. Det var nok det bedste træk han lige kunne gøre også for hendes skyld. "Jeg får nogen til at tjekke op på det.. Og meget snart vil De atter kunne vandre frit," sagde han med et stille smil på læben, også fordi at det jo var ord, som han måtte mene.
Himmeriget var ganske vidst på denne side af grænsen. Selv Gabriel aflagde stedet en visit fra tid til anden, også fordi at det jo trods alt var en del af hans eget kongerige, og det var noget som han uden tvivl ønskede at vogte om, så længe, som han nu ville være i stand til at gøre det. "Himmeriget er en del af landet her, det er sandt. Om Deres moder er fra denne side af grænsen, er det muligvis et sted De selv ønsker at aflægge en visit? Nu.. kom, lad mig hjælpe Dem," bad han til sidst, inden han roligt rakte hende sin hånd, så han kunne hjælpe hende op.

[Aya Keena]

Aya kunne mærke at hun begyndte at få det skidt. Hun havde efterhånden været ude længe og det var trodsalt stadig dag. Hun kunne ikke holde alt for lang tid endnu men hun ville ikke brokke sig. Den fremmede hjalp hende jo sådan set. hun rystede på hovedet og vendte blikket mod ham. "Jeg er født og opvokset i Manjarno. Min mor er oprindeligt fra Procias. Jeg vidste ikke at jeg var kommet til dette land. Min nye Herre tog mig med over muren men jeg vidste ikke hvortil" forklarede hun roligt og kørte en hånd igennem håret. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. "Jeg husker ikke tiden hvor jeg var fri ret godt. jeg var stadig blot en lille pige da mine forældre døde og jeg blev smidt på porten. Frihed er noget jeg ikke forstår mig på." Hendes blik søgte atter til himmels igen og hun lukkede kort øjnene. Hun var nød til at komme indendøre. Hun var nød til at fortælle ham det. "Jeg ved ikke meget om Procias men landet her er ikke tolerante overfor de mørke racer, er det?" hendes blik vendte sig atter mod ham, om muligt en smule mere trist.
Manden ved hendes side virkede virkelig til gerne at ville hjælpe hende. Hun så virkelig altid det bedste i folk, nok også derfor hun var endt i slavehandlerens vold den gang. Hun tog roligt imod hans hjælpene hånd og kom på benene. Hun rødmede let og slog armene om sig selv. Hendes tøj var ret flået og hun prøvede at gemme de kvindelige dele af sin krop lidt væk. "Jeg ved ikke om jeg ville være velkommen i Himmeriget. Jeg er kun engel efter min mor, ikke min far. Jeg har kun halvt blod."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Under de normale omstændigheder ville Gabriel ikke påstå at landet her var tolerant overfor de mørke væsner,og det var der så sandelig også utrolig mange gode grunde til, kunne man jo så sige. Et sted trist.. Selv han vidste jo, at der kunne være meget andet godt i folk, og det var den tanke som han selv valgte at holde sig stærkt til. "Din herre bragte dig over muren her? Hvad er navnet på denne mand.. Vi tolerer ikke slavehandel og slavehold på denne side..!" endte Gabriel mere fast. Med andre ord, så kunne han ikke holde denne kvinde oppe på noget, og det var faktisk heller ikke noget som han havde tænkt sig. Sagen var vel.. at han havde ondt af hende?
Gabriel ønskede naturligvis at hjælpe denne kvinde, da det heller ikke ligefrem lød til at hun havde det særlig godt. Hun kendte ikke til begrebet 'frihed'? Det var næsten det værste som han længe havde hørt. "Jeg begriber det i sandhed ikke.." Han rystede let på hovedet, inden han fik hende hjulpet op at stå. Selvom Himmeriget var kendt for englene, så var det faktisk ikke det sted hvor man søgte den bedste healing her i byen, hvilket hun i sandhed nok skulle erfare. Han sendte hende et let og svagt smil. "Himmeriget vil ikke være det sted jeg kan vise dig i dag, og da slet ikke i denne forfatning.. Jeg må bringe dig til den healende landsby. Der ved jeg at folk vil tage sig godt af dig." endte han med en sandfærdig stemme. Med disse ord, endte han med at tage fat omkring hende igen, hvor han denne gang satte af mod himlen. De kunne jo lige så godt komme dertil så hurtigt som muligt.

[Aya Keena]

Hun huskede den korte tid hun var vokset op hos sin mor. Der var hun blevet set ned på for hendes lyse race og her i Procias vidste hun at hun ville blive set ned på på grund af hendes mørke race. Hun sukkede stille og betragtede ham. Hans spørgsmål om hvem hun havde været hos fik hende til at bide sig let i læben. "Jeg kender ikke hans navn" sagde hun stille. Det var egentlig sandt nok. Hun havde hørt udsnip da hun var i huset men hun var ikke sikker på noget som helst. Desuden var hun egentlig bange for manden. Hvad nu hvis han fandt hende igen. Hun sukkede endnu en gang og slog armene om sig selv. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. "Jeg har brug for at komme indendøre. lyset begynder at påvirke mit helbred" sagde hun stille og kiggede ned af. Hun havde aldrig været stolt af at være vampyr, de levede på andre mennesker men på den anden side så det det en del af hende som hun måtte håndtere. Hun håbede virkelig ikke at manden ville efterlade hende bare fordi hun var som hun var. Hun ville ikke være alene.
Hovedet søgte let på sned mens hun betragtede ham med blide øjne. "Hvad betyder frihed for dig??" spurgte hun undrende. Det var længe siden hun havde haft en samtale på denne måde med et andet menenske. Altid havde hun været en slave, eller i hvert fald længe. Hendes tid i klostret huskede hun næsten ikke. Det at han tog omkring hende og satte af mod himlen fik hende til at trygge sig helt ind til ham. Selvom hun havde vinger havde hun dem gemt væk det meste af tiden. Hun fløj næsten aldrig, brugte altid sine ben så det at være i luften var virkelig en underlig fornemmelse. Hun knugede sig ind til ham. "Hvor ligger den landsby?" spurgte hun forundret og undlod at kigge ned. Hun valgte i stedet at holde fokus på ham og hans ansigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At der foregik slavehold på denne side af grænsen, var slet ikke noget som Gabriel ønskede at høre noget som helst om, for han accepterede det på absolut ingen måde! Han kneb øjnene let sammen og rystede på hovedet. I sig selv, var det jo ikke hendes skyld.. og det var jo det som han vidste, og derfor ønskede han naturligvis ikke at det skulle gå udover hende. "Ej skal du tænke på det. Jeg skal nok finde ud af hvem det er," sagde han blot. At hun var vampyr var ikke noget der som sådan gjorde ham noget. Hans egen kongelige rådgiver var lige så, og det samme var de som stod for mesteparten af den procianske økonomi. Han havde vel bare lært med årene, at man ikke skulle dømme folket på forhånd? Og det var uden tvivl også hvad han havde tænkt sig at gøre i denne situation. "Vi skal nok få dig indenfor, før du bliver for skidt tilpas.." endte han med en dæmpet stemme.
Gabriel tog om hende og satte af mod himlen. At flyve var hans ultimate bedste måde at komme frem i denne verden på, og det var sådan han kunne ide det. Han strammede grebet let om hende, for at sikre sig, at han ikke tabte hende. Han smilede let for sig selv. "Hvad frihed er for mig? Det er en tilværelse hvor man ikke behøver at se sig over skulderen, at man kan ytre sin mening, og man kan vågne med et smil på læben, velvidende om at man har folk omkring sig, som holder af en. At man har friheden til at gøre hvad man vil," svarede han sandfærdigt. I det store og hele, tog det ham ikke lang tid at søge hen mod healernes landsby. Den lå ganske vidst tæt på grænsen, men den var så skarpt bevogtet at det krævede mere held end forstand, for at skulle komme igennem den uden at blive opdaget og fanget. "Lige fremme. Der kan du søge ly for solen og vi kan få tilset det sår.. Hold fast i mig.." I takt med at de nærmede sig, valgte han at søge tættere på jorden. Her landede de med et bump.

[Aya Keena]

Slaver i Procias. Var den tænke virkelig så fremmed for manden ved hendes side? Det var en ting hun ikke kunne forstå. Hun vidste at de holdt slaver i de andre lande så hvorfor ikke også her? Hovedet søgte let på sned og hun nikkede taknemmeligt ved hans ord. "Tak. Sandt og sige er jeg bange for ham. Han er den første Slave holder som jeg har været bange for" sagde hun stille og begyndte at rode let med de lange græsstrå som var foran hende. Hun havde virkelig aldrig været så bange som hun havde været det på denne dag. Bevares, hun havde haft andre Herre som havde gjort lignende ting ved hende men hun havde altid healet det og smerten havde ikke været betydelig. Det havde den været denne gang og det skræmte hende umådeligt. At han godt vidste hvad hun var, var Aya ikke i tvivl om. Der var ikke mange racer som ikke kunne tåle solens stråler. Hun sendte ham et taknemmeligt smil. "Tak. Det kan virkelig være svært at huske at man ikke kan være ude forevigt når man kigger på hvor dejlige omgivelserne er i et land som dette."
Det at han tog om hende og satte af med hende mod luften var bare så nyt for hende. Hun havde aldrig rigtig fløjet og hun havde aldrig rigtig været i nogens favn på denne måde før. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere det. Hun trykkede sig ind til ham og lukkede øjnene. Hun vidste ikke hvorfor hun stolede så blindt på ham som hun gjorde det men han virkede bare som et godt menneske. Hun kunne mærke hans duft i hendes næse bor og hun måtte virkelig tage sig sammen og styrre bæstet i hendes indre. Engle duftede bare så godt! Ikke noget under at hendes far havde været så besat af hendes mor. Det at de landede var et sted en lettelse for hende. Det havde været lidt ubehageligt at flyve fordi hun slet ikke var vant til det. Hun slap ham dog ikke, hun blev bare stående der i hans favn. Forsigtigt åbnede hun øjnene og vendte dem mod ham. "Jeg håber at kunne opleve den form for frihed en dag. Det lyder som en dejlig ting" sagde hun stille og drejede hovedet og kiggede rundt på den lille landsby. Det var ikke et sted hun kendte så det var i det mindste ikke her hun var kommet fra. "Du efterlader mig ikke her, vel?" Spørgsmålet var nærmest røget ud af hende. Hun vidste ikke hvorfor man han gjorde hende bare så tryk.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel accepterede på ingen måder at der blev holdt slaver i hans land.. og da slet ikke når det var på denne her måde. Han havde aldrig gået ind for slavehold, så dette ønskede han heller ikke at lave om. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Han vil ikke få lov til at forvolde yderligere skade," lovede Gabriel med en ærlig stemme, da han igen nikkede. Det var sådan han ville have det, og naturligvis skulle denne mand finde ud af at kongen af landet her måtte mene det i ramme alvor! At hun var vampyr var ikke noget som egentlig gjorde ham noget. Det var ikke fuldendt en del af hende, men blot en delerace, eftersom hun sad ude i dagslys.. eller delvist uden at det direkte gjorde ondt på hende, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans del. Selv han vidste jo, at der selv i vampyrerne kunne være noget godt. "Det skal du ej tænke på. Jeg kender flere af din slags på denne side af grænsen. Såfremt at du intet forvolder af skade eller noget omkring dig, ser vi ingen grund til at tvinge dig ud af landet," forklarede han.
Gabriel førte Aya til healernes landsby, hvor han vidste, at de kunne få tjekket til hendes sår, da det jo også var det som han havde lyst til at gøre i denne stund. Han ønskede ikke at nogen i landet her skulle rende rundt og have det skidt eller noget lignende, og da slet ikke når der var noget at gøre ved det i længden. Han sendte hende et smil. "Hvorfor skulle du da ikke kunne være fri i landet her?" spurgte han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. Selv vidste han jo godt, at han ikke direkte kunne blive, men.. hvis hun ikke ville være der selv, så hvorfor ikke? "Hvis du vil have at jeg skal blive, så bliver jeg naturligvis.. Kom med.." Han søgte roligt i retningen af byen, for at få hende indlogeret ved en healer, som kunne kigge hende. Dem som de mødte undervejs, bukkede for ham. "Deres Højhed," hilste de respektfuldt.

[Aya Keena]

Aya betragtede ham lidt og lod hovedet søge let på sned. Han virkede som en som måske havde en smule magt i landet? Eller måske han bare var god af sig. Hun vidste det ikke. Roligt lukkede hun øjnene og tænkte. Hun hørte hans ord og åbnede dem igen og vendte blikket mod ham. "Jeg er ret sikker på at jeg var den eneste han havde. I hvert fald i huset. Jeg ved ikke om der var andre med samme skæbne som jeg" sagde hun undskyldende. Hun ville så gerne hjælpe men hun følte bare ikke at hun var i stand til det. Der var vampyrer på denne side af grænsen? Hun kiggede forundret på ham. Andre som hendes far? Hun bed sig let i læben. "Jeg ønsker ingen ondt men ......" Hun tav og lagde den ene hånd mod hendes mund. Hun kunne mærke sine spidse tænder og mærkede kort sulten melde sig. Det var lang tid siden hun havde fået blod. Hun lod hånden falde igen. "... Lige som en fuldblods kræver jeg blod for at kunne overleve. Jeg ønsker ikke at såre nogen og alligevel så lever jeg på andre menneskers livsenergi."
Hun trykkede sig stadig indtil ham. Hun turde ikke slippe ham, hun havde virkelig aldrig været så bange før som hun havde været det på denne dag. Hans spørgsmål kom bag på hende og hun vendte stille blikket op mod ham med lysende øjne. "Tror du jeg kan få lov til at blive?" spurgte hun næsten lykkeligt og sendte ham et stille smil. Hun vidste ikke helt hvad frihed var men hun agtede at finde ud af det. Når han fortalte om det så lød det bare som noget af det mest fantastiske i verdenen. At han valgte at blive ved hendes side fik hende til at smile. Hun havde lidt svært ved at stole på de andre fremmede i landet fordi hun var så ny til stedet men han gav hende en form for ro. "Tak. Det betyder me....." Hun tav og kiggede forundret på folkene som de passerede på deres vej. Deres højhed? Hun vendte et nysgerrigt blik tilbage på manden hun holdt om og lod hovedet søge let på sned. "Hvorfor kalder de dig, deres højhed?" spurgte hun nysgerrigt.