I felt fear and pain.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selv måtte Gabriel erkende at der ikke var meget ved Aya som var et mål i livet, og den tanke måtte han erkende, han faktisk fandt utrolig trist. Ikke fordi at han kunne gøre noget ved det i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Bare at hun ville gøre det så godt som hun nu kunne, så forventede han bestemt heller ikke andet, og det stod han gerne ved. Han sendte hende det venlige smil. "I det tilfælde, så forlanger jeg intet andet," endte han med en rolig stemme, som han let trykkede omkring hendes hånd. Selv ville han bestemt ikke anbefale at hun som vampyr, gik rundt i landet alene, for han vidste hvor groteske procianerne kunne blive og være i dette henseende, og han brød sig ikke om det, men visse ting var bare hårde og svære at gøre noget ved. "Det kan være hårdt og særligt for jeres slags. Det er svært at ændre på en gammel tankegang, som har været her igennem så frygtelig mange år," fortalte han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned.
Gabriel var selvfølgelig glad for at hun spurgte fremfor bare at konkludere. Selv måtte han jo erkende, at der ikke var særlig meget dvasianer i kvinden her foran ham. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Han kunne lide det. Det gjorde det også nemmere for ham selv at forholde sig til det. Han nikkede mod hende. Han havde set mange af sine familiemedlemmer falde.. Og han havde også selv været en tur forbi dødsriget, inden han var kommet tilbage, da han jo oprindeligt var født som varyl. "Det er hårdt, ja. Mange af min slægt har jeg set falde bort.. frygtelig mange. Sågar min egen søster for frygtelig mange år siden," fortalte han med en ærlig stemme, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var trist.. ganske enkelt trist, men hvad var der at gøre ved det? Han sendt hende et let, men overbærende smil. Hun burde virkelig hvile.. og han burde jo faktisk søge tilbage til slottet, da han havde mange andre kongelige pligter, som han lige så måtte tage sig af. "Hvil.. Så kan jeg føre dig til slottet efterfølgende," bad han roligt. Selv ville han ikke flytte hende, før han var sikker på, at det som skete, var det som var ment for at ske med hende.

[Aya Keena]

Der var måske ikke meget til Aya's mål med livet men hun var glad for det. For hende var det det bedste i verdenen at gøre andre folk glade. Det var sådan en dejlig følelse, hun kunne slet ikke beskrive det. Det venlige smil som han måtte sende hende fik hende selv til at smile varmt. Hun bed sig let i læben og gav hans hånd et lille klem. "Jeg skal nok gøre mit bedste. Det lover jeg" sagde hun mildt. Hans advarsel tog hun til sig. Det lød som om ikke alle Procianere var ligeså åbenhjertet som Gabriel og den venlige healer som havde behandlet hende. Det var et sted umådeligt trist men hun kunne vel ikke gøre så meget ved det andet end at prøve at beskytte sig selv? "Det forstår jeg godt. Jeg skal nok passe på mig selv." Hun ønskede jo ikke at komme til skade på nogen måde. Hvis det betød at hun måtte gå sammen med nogen når hun skulle ud så var det jo bare sådan.
Aya konkluderede aldrig noget. Et sted så var det fordi hun ikek var meget vant til at tænke selvstændigt at hun hellere spurgte. Hendes liv havde i sandhed været specielt og hun havde været umådelig ung da hun var blevet slave. Det var hele hendes liv og det at ændre på den måde hun havde levet det på indtil nu var svært at ændre. Det skulle ske gradvist. I Hans liv måtte der være sket meget. Hans historie var trist og hun lod hovedet søge let på sned. "Det er jeg ked af at høre. Det må være hårdt at miste dem omkring sig" sagde hun blot. Selv havde hun aldrig mistet nogen omkring sig fordi hun aldrig havde været nogen så nær. Hans ord om at hun skulle hvile fik hende til et smile lidt. Han ville tage hende med sig når hun havde hvilet. Hun nikkede. "Okay. Jeg hviler og så tager du mig med dig. Det lyder som en god plan." Hun gabte igen og smilede træt. Hun nåede ikke meget mere at lukke øjnene før hun måtte give sig hen til søvnen. Hun var umådelig træt. Dagen i dag havde taget hårdt på hende.

//OUT

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya var for Gabriel en ganske særlig og unik kvinde, og særligt med den tankegang og tilgang som hun havde til den omverden som hun nu var omringet af. Han kunne lide det.. Det var noget som uden tvivl kom ham selv rigtig godt til gode, og denne mulighed ønskede han selvfølgelig også at give hende, når han nu endelig havde muligheden for at gøre dette. Han smilede let til hende. Hendes mål var at gøre ham glad.. og bare det at det var et mål for hende, gjorde ham faktisk glad. "Du kommer til at gøre det godt," sagde han roligt, uden at flytte sig det mindste fra hende. Det var bestemt ikke meningen at han ville efterlade hende her alene, og da særligt når han vidste, at hun ikke havde nogen andre. Det kunne godt være, at det ikke var alle som var lige så åbensindede som han selv var, men i hans øjne, så var der altid noget godt i alle, og det var det som de skulle have lov til at vise. Han nikkede til hende. "Mere end det, forlanger jeg ikke. Det er nemlig ikke meningen, at jeg vil se dig komme til skade," fortalte han ærligt. Det var en tanke som faktisk gjorde ham trist. Han ønskede jo ikke at nogen skulle komme til skade.
Det var tydeligt for Gabriel at se at Aya var træt, og derfor ønskede han selvfølgelig også at hun skulle hvile. Selvom han havde så meget andet at tage sig af, når det kom til det at skulle ordne de kongelige pligter, så var han vel et sted også nærmest tvunget til at blive siddende her? Det var ikke fordi at det personligt gjorde ham noget, for hun havde formået at vække en interesse i ham, som ikke havde været vækket i mange år nu. Han nikkede igen. "Min familie har længe været præget af uheld og ulykker.. Jeg håber blot, at det er et held, som nu har vendt," endte han roligt. Hvad angik hans søster, Celina, så havde det uden tvivl været til det bedste at få hende gravlagt, og det stod han fuldkommen fast ved, når det nu endelig var. Han smilede let til hende, også selvom hun næppe så det, da hun allerede var faldet i søvn. Skulle han tage afsted og få ordnet hvad han nu end skulle og komme tilbage senere? På den anden side, så ønskede han jo heller ikke, at hendes indtryk af kongehuset, skulle være svigt. Han valgte at sætte sig ned på en stol. Så snart hun ville vågne igen, ville han bringe hende til Castle of Light.

//Out