Under the great moon..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Endnu en gang var det ved at nærme sig den store fuldmåne. De mindre krampetrækninger som fandt sted i Mattheus' krop, havde været ham en sidste påmindelse om, at det var på tide, at trække sig fra selskabet og søge til kælderen. Lily havde han ladet vandre frit i dag, også fordi at hun ikke havde givet ham andet end grund til at stole på hende. De var blevet tætte igennem den sidste tid, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for.
Mattheus nåede kun ned i det lille rum med celler særligt tilrettelagte for dem som skulle undergå denne forvandling, inden hans ben nærmest kollapsede under ham. I selve cellen badede man i det klare månelys, for det gjorde det hele nemmere for Mattheus. Han havde nemmere ved at undergå forvandlingen, når månen var synlig. "Deres Højhed.." begyndte den ene vagt, som stod på stedet. "Lås mig inde..!" endte han med en fast tone.. Og dette blev hermed gjort.

I takt med at celledøren blev låst, begyndte Mattheus at klæde sig af. Hans krop rystede og den badede allerede i sved. Han kunne ikke styre det.. Her kunen han bare ikke styre det. Det lød et voldsomt knæk i hans ryg, idet han nærmest i sit eget skrig, kollapsede i gulvet. Vagten stod udenfor døren.. Han ville ikke have, at nogen skulle overvære når han havde det på denne måde, og det var det som han på det klareste ønskede at understrege. Pelsen begyndte at vokse, som han også voksede i størrelse. Hænder og fødder blev til poter og i hans ansigt voksede den store og massive snude sig ud sammen med et umådelig skarpt tandsæt. Skriget blev erstattet af det kraftige hyl, da han endelig var gennemgået forvandlingen. Han rejste sig på alle fire. Han var uden tvivl et stort og massivt dyr. Intet spor af Mattheus. Selv de normalt røde øjne, var blevet erstattet af de gennemborende og ravgule.

[Lily Rose Summers]

At nå til det punkt, hvor man snart ikke vidste om man egentligt var et menneske eller et dyr, det var en ret skræmmende tanke for Lily. Hun havde været kat så længe nu, at det hele bare faldt hende så let og naturligt. Men hun kommunikerede eller snakkede jo også med andre mennesker, såsom Matt eller Enrico, så på den måde holdt hun jo fast i det menneskelige. Adfærdsmæssigt var der dog meget kat og ingen mistænkte hende for at være et menneske fanget i en kats krop. Hun var kommet tæt på Mattheus og nød deres mange timer sammen når hun sad ved hans side i tronsalen... eller sad i hans skød. Hvæsede af folk, der kom for tæt på eller sagde noget forkert. I aften havde fuldmånen dog taget over igen. Den første gang havde hun ikke turdet gå ned til ham... ja faktisk de mange første gange. Men efterhånden så var hun pokkers nysgerrige på hvordan han så ud og var, når det var sådan, at han var forvandlet. Hun havde derfor i aften ikke kunne finde ro eller afledelse, så nu blev hun nødt til at følge efter ham og finde ud af, hvad det var for noget. Hun trippede ned i kælderen og kunne lugte dyret... det lugtede som ham bare forstærket enormt, så det næsten kradsede i hendes sarte næse. Hun sank en klump. Blev han mon sur på hende når fuldmånen gik væk? Hun anede det ikke, men måtte tage chancen! Hun nåede ned forbi cellerne og fandt ham endeligt. Han havde nok været forvandlet i et par timer nu, så halvdelen af natten var gået. Hun holdt sig ude på den anden side af cellerne, men hun var slank nok til at skubbe sig igennem tremmerne hvis det skulle være, for den lem hvor fangerne fik mad, der kunne hun snige sig igennem. Det havde hun testet for længe siden, så der ikke kom overraskelser. Hun så ind på ham. Han var et frygteligt stort dyr. Gad vide hvor meget kontakt, der ville være til ham? #Matt... Dit store... flotte... dyr,# forsøgte hun sig efterfulgt af et lille 'miav'.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var uden tvivl en stor ulv. Bred og høj og temmelig robust med en krop præget af utrolig mange muskler. Han gik rundt i cirkler og med blikket intenst hvilende på den store måne som han kunne skimte igennem de tremmer som dækkede for vinduet, så han netop ikke var i stand til at komme ud. Nærmest med fråde om munden, og hypnotiseret i blikket, gik det store dyr rastløst rundt i det bur, som han havde at bevæge sig i. Det var ikke fordi at der var særlig god plads, for det var der godt nok heller ikke.. Det var der at hans fokus blev revet fra månen og i den stik modsatte retning mod den lille kat. Sjovt nok reagerede han ikke voldsomt ved synet af hende. Et dyr som mødte et dyr? Det var der ikke just noget stort i som sådan, men det gjorde alligevel noget ved ham.. Han var nødt til at vise, at han var den store og at han bestemte, selvom han var den som befandt sig i et bur, hvor hun kunne vandre frit om det var det som hun ville, men det var fuldstændig underordnet for sagen.
Hvad Lily kommenterede for ham, var ikke ord som der kom nogen respons på, for det gjorde der heller ikke. Han stillede sig denne gang helt tæt ind til tremmerne, hvor han lod blikket hvile intenst på hendes skikkelse. Han kneb øjnene let sammen, hvor en mindre knurren forlod hans strube. Den var dyb.. meget dyb. Hovedet sænkede han en anelse, i takt med at han lagde ørene en anelse ned, for at komme i hendes øjenhøjde. Han snusede til hende.. Den duft.. Han kendte den jo. Han brummede igen, inden han denne gang lagde sig ned.. Uden at vise nogen intentioner om at ville gøre skade på hende.

[Lily Rose Summers]

Lily lå tæt ved tremmerne, men alligevel klar til at springe bort. Hun studerede Mattheus nøje, for det var spændende at se hvordan han var som varulv, eftersom det jo var noget helt andet. Han var meget større end hende, men alligevel så følte hun sig faktisk ikke så bange. Hendes instinkter slog ikke ud, hvilket jo var positivt, for så følte hun sig ikke truet af ham som sådan. Hun betragtede ham og fulgte ham med blikket så hendes øjne nærmest gled fra side til side som han gik rundt. At han kom tæt på fik hende til at synke en klump, hvilket næsten lavede en hår bold i halsen på hende, men hun gad ikke til at hoste det op nu. Hun slikkede sig om snuden og mødte hans kæmpe øjne, da han sænkede ned i nærmere øjenhøjde med hende, hvilket næsten fik hans snude til at møde hendes. Hun var tæt på at rykke væk, som han snusede til hende, men han var stadigvæk ikke truende. Derimod så... lagde han sig direkte ned? Hans duft var jo stadig den samme, bare forstærket maksimalt. Hun smygede sig denne gang gennem tremmerne og helt ind til ham, hvor hun lagde sig tæt ved ham. Hvis hun kunne holde ham fra at gøre selvskade hele natten, så var hendes arbejde da i hvert fald gjort godt... Hun miavede blidt til ham og lå blot ved ham med halen strygende over gulvet bag ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde virkelig ingen kontrol over dyret når fuldmånen hærgede højt oppe over himlen. Han mistede kontrol, han var et bæst, og han havde ingen anelse om hvad han kunne finde på, når dyret for alvor var fremme i ham, og det var næsten det, som han måtte anse som det mest uhyggelige af det hele. Han lagde ørene ned, inden han selv lagde sig ned på det kolde stengulv. Hendes duft var stærk, og han kunne jo tros alt også genkende den, hvilket var noget som gjorde ham langt mere rolig. Han brummede svagt da han lagde hovedet ned mod sine massive store poter. At hun så derimod klemte sig mellem tremmerne, fik ham til at stirre efter hende. Han hævede hovedet igen, da hun lagde sig tæt ved ham og endte med at miave. Han blinkede med de ravgule øjne, inden han igen snusede til hende. Med en mindre knurren, lagde han hovedet ned igen.. og blev liggende under resten af fuldmånen...

... I takt med at månen måtte gå ned til fordel for solen som lige så stod ind af vinduet, så badede Mattheus' nu menneskelige skikkelse i det. Han klemte øjnene let sammen. Efter han var blevet varulv, kunne han tåle at bade i solens lys.. Selvom det var ubehageligt, så brændt det ikke og gjorde heller ikke ondt mere. Han klemte øjnene let sammen, inden han satte hænderne i det kolde stengulv. Han var øm i absolut hele kroppen.. men der var noget andet ved ham. Han drejede hovedet.. Lily? Hun lå og sov op af hans nøgne skikkelse. Var hun kommet herned?! Han havde udtrykkeligt bedt hende om at blive væk når fuldmånen stod højt! "For helvede, Lily.." Han bed tænderne sammen og forsøgte at sætte hænderne i gulvet for at komme op at stå. Det ville bare ikke helt som han ville det, og det irriterede ham grænseløst!

[Lily Rose Summers]

Lily havde fået hele forklaringen fra Mattheus om, hvorfor han ikke ønskede hende i kælderen. Men nu havde hun haft brug for at se det hele med egne øjne og overfor hende, var han da faktisk slet ikke farlig. Hun beroligede dyret i ham med hendes duft og skikkelse, eftersom hun jo også var et dyr. Hun følte sig tæt tiltrukket af ham, selvom han var kæmpe stor i forhold til hende. Hans ene pote var nok på størrelse med hendes hoved, men han blev jo bare liggende under hele fuldmånen, fordi hun var her, fremfor at gå rundt i ring. Hun faldt faktisk også i søvn ved ham, med hovedet meget tæt på hans. Som månen forsvandt, så var det jo klart at han ændrede sig tilbage til menneske. Men hun som stadigvæk, for hun havde haft det trygt og rart med hans duft i næsen. Hun vågnede dog med et nærmere sæt da hun hørte hans stemme og hun vendte blikket mod ham. Han var faktisk fuldkommen nøgen. Ja, hvad havde hun forventet? Det ville hun vel også være hvis hun en dag fik lov at forvandle sig fra katten. #Hej Matt,# endte hun blot med en uskyldig tone. Hun strøg hovedet over hans skulder, eftersom han jo ikke rigtigt kunne komme op. Hun så mod ham og smilede indvendigt, for hun morede sig faktisk over dette. #Du er altså ikke specielt farlig,# påpegede hun ham roligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det sidste Mattheus havde regnet med at vågne op til, var synet af Lily liggende ved siden af ham, og specielt fordi at han klækkeligt havde bedt hende om at blive væk fra kælderen, når han indtog den forvandling! Det var der han var på sit svageste, og det var der han var ude af kontrol, og han ønskede jo ikke ligefrem at gøre skade på nogen som helst, uanset om man ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun lå der og sov op af ham. Sandt at sige, at det faktisk ikke var noget som han havde meget brug for at tænke over, for han kunne jo have gjort hende ondt, også selvom hun på ingen måder så flået eller død ud. Heldigt i hans øjne om ikke andet for det kunne være sket!
Selv kunne Mattheus ikke rigtigt komme op, så det var en tanke som kun frustrerede ham en hel del. Han endte med at lægge sig ned igen. Forvandlingerne tog virkelig alt hvad der var af energi, og på slottet her, var det de færreste som faktisk gik rundt om dagen, udelukkende på grund af dagslyset. Hvornår han så dertil ville blive lukket ud og hjulpet op på De Kongelige Gemakker igen, så han kunne komme ned at ligge og få sovet ud. Det var jo så hagen ved at være det væsen som han nu var blevet til. Han rystede fast på hovedet. Sandt at sige, at han var skuffet.. han kunne jo i værste tilfælde faktisk have slået hende ihjel, om det var hvad han ville, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. "Du burde uanset ikke være hernede, Lily.. Jeg forbød det.." Han sendte hende en fast mine. Han ville slet ikke have, at nogen skulle se ham under fuldmånen i frygten for at dyret gik amok og brød ud og slagtede dem alle, som det var sket med Aliyah.. Det var virkelig ikke en sag som han ville ud i!

[Lily Rose Summers]

Det havde taget Lily et par fuldmåner at våge sig herned, men hun var faktisk glad for, at hun havde gjort det. Nu skulle hun så bare overbevise ham om, at han ikke havde gjort hende ondt på nogen måde og at han faktisk heller ikke havde gjort sig selv ondt. Han havde bare ligget roligt, fordi hun havde været ved hans side og det var næsten det sjoveste af det hele. Hun betragtede ham roligt og lod hovedet glide lidt på sned. Hun kunne mærke han var træt og havde ondt og det rev i hende at få lov til at lægge sig på ham, der hvor hun kunne fornemme det gjorde mest ondt. Det var et underligt katteinstinkt, men om ikke andet, så måtte det være sådan. Hun endte derfor med at kravle op på hans mave og lægge sig, hvor hun kiggede på ham. #Men nu brød jeg altså dine ord... og jeg undskylder. Men Matt...# hun trak vejret dybt og fortsatte: #Du har ikke gjort selvskade på nogen måde. Jeg har holdt dig rolig hele natten og du har intet gjort mig. Nok er du træt nu, men du har ingen skrammer ej har jeg.# Hun havde ret, det ville han jo kunne se. Hun blev liggende på ham for at give ham varme, hvilket ville berolige hans ømme krop.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Forbuddet mod at komme ned i kælderen, forelå af en grund, for Mattheus ønskede slet ikke at nogen skulle se ham på den måde. Det var hårdt nok som det var, og han ville jo bare gerne have lov til at sikre sig, at der ikke skete nogen noget. Selv havde han jo slet ikke nogen anelse om hvem eller hvad han ville gøre ved folk hvis han fik muligheden for det, og det var noget som helt klart gjorde ondt. Han havde opgivet at rejse sig.. Han var øm over hele kroppen, og det faktum, at han lå der i ingenting, var faktisk ikke noget som rigtigt rørte ham på det vis. Han vendte dog blikket mod hende, da hun bare lagde sig på hans mave.. Der hvor hun typisk plejede at lægge sig, som om at hun regnede med, at det ville gøre sagerne godt igen. For det gjorde det bestemt ikke denne gang. "Det er fuldkommen underordnet, Lily," bed han hende af. Han var skuffet, og selvom han måske ikke havde gjort nogen skade på hende denne gang, var det ikke sikkert, at han ikke ville gøre det næste gang. Han stolede da slet ikke på den ulv, som nu var blevet en del af ham, og det erkendte han gerne når det nu endelig skulle være. Han vendte blikket mod dørene.. der var stadig ikke så meget som en lyd på den anden side. Primært under vagtskifte blev han hjulpet op.. Det måtte da også være snart. "Jeg kunne have slået dig ihjel.. Hvem ved om jeg ikke ender med at gøre det næste gang?" spurgte han kortfattet. Han ønskede jo faktisk ikke at det var noget som skulle ske med hende.. Forstod hun da ikke bare det? Træt var han altid efter månen og småskrammer var der altid.. men det var ikke som det plejede at være.

[Lily Rose Summers]

Lily vidste godt hun ikke måtte komme herned under fuldmånen, men nu havde hun gjort det alligevel og hun følte faktisk, at hun havde hjulpet ham. Så hun gad faktisk ikke blive mødt af en kold bidsk mur, eftersom hun havde gjort det i ren bekymring. Det var dog blevet tricket af nysgerrighed, men hun bekymrede sig meget for ham, fordi han blev så træt af det og udmattet. Nogle gange havde han jo også skræmmer, der var forsaget af ham selv, fordi han ikke kunne styre bæstet, men ikke i nat. Hun havde tæmmet dyret i ham, fordi hun selv var et dyr samt, at han kendte hendes duft. Det var faktisk en stærk tillidserklæring, eftersom hans inderste dyr og instinkt også var beroliget af hende. Hun kneb øjnene sammen, da han bed af hende og hoppede af ham i fornærmelse. Hun satte sig ved hans side i stedet for på bagen og kiggede på ham. Hendes hale strøg over gulvet og hun så lettere irriteret ud. #Det er da overhovedet ikke underordnet! Dit inderste dyr er beroliget af min tilstedeværelse Matt og det var en stor erklæring om vores tillid,# svarede hun til ham. Hun så mod ham og dernæst mod døren. Han ville selvfølgelig gerne i seng, men det kunne hun ligesom ikke rigtigt hjælpe ham med. Hun slikkede sig om snuden og trak vejret roligt. #Men det gjorde du ikke! Du brummede bare og lagde dig ned, fordi min duft er så fantastisk,# endte hun med en klar tone i hans sind og med en klar selvtilfredshed ligeså. Hun trådte hen til ham igen og nussede sin snude op ad hans kind, som hun slikkede ham på kinden. #Undskyld, Matt,# endte hun dæmpet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus reagerede som han gjorde, ganske enkelt fordi at han blev bange. Han havde da heller ikke regnet med, at han ville vågne op og hun ville ligge ved siden af, for alt hvad han vidste, så kunne han have flået hende og slået hende ihjel.. og det ønskede han jo heller ikke ligefrem! At hun hoppede ned af ham, fordi at hun blev utilfreds, var uden tvivl en tanke som irriterede ham, for hun havde da slet ikke nogen grund til at hidse sig sådan op, for det var hende som havde vandret imod hans ordre, og det var slet ikke noget som han ønskede på nogen måde! Den havde været der af en grund. "Men det kunne have endt anderledes, Lily!" endte han med en fast tone, da han igen vendte blikket i retningen af hende. Han ønskede jo for pokker ikke at der skulle ske hende noget, kunne hun ikke bare forstå det? Meget ved ulven samt hvad der skete under forvandling, var stadig svær for ham overhovedet at finde ud af, og det kunne jo selv han mærke. Han sukkede tungt og lagde sig ned igen, hvor han kørte begge hænder over ansigtet. Han var virkelig for træt til at tage de diskussioner med hende! "Og mit problem er, at det kan være et engangstilfælde. Det er aldrig til at vide, hvad der sker næste gang!" endte han med en fast tone, kun ved at sende hende en lige så fast og intens mine. At hun så strøg sin snude mod hans kind og undskyldte, fik ham til at sukke tungt. Han strøg hende over pelsen, inden han lagde hovedet ned mod gulvet. Hvad han dog ikke ville gøre for sin seng lige nu. "Det er okay, Lily. Bare bliv væk næste gang," bad han. Han ønskede jo ikke at skulle vågne op dækket i hendes blod, hvis det skulle ende med at gå galt trods alt. Han vendte blikket mod døren til cellen han lå i. ".. Kan du mase dig igennem tremmerne?" spurgte han pludseligt.

[Lily Rose Summers]

Lily vidste godt, at hans reaktion ikke var uden grund. Men hun gad alligevel ikke blive mødt af den hårde tone, når hun faktisk sad her i bedste tilstand. Hun var glad for at have oplevet ham under fuldmånen. Faktisk burde de gøre det til et projekt sammen. At de kunne teste det. Eller hun kunne få lov til at observere ham fra den anden side af tremmerne og ligesom fortælle ham om det, så han også selv kunne få en ide om det. Hun så på ham med et stille blik. #Men det gjorde det ikke, Matt,# svarede hun igen. Han blev nødt til at lade vær med at hidse sig op over noget, der ikke var sket, for man kunne bruge alt for lang tid på at snakke om hvad nu hvis og kunne være. Hun vidste godt, at han gerne ville beskytte hende, men intet var sket, så det var faktisk bare dumt at skændes over det mere. Hun skulle nok få undskyldt for det. Hun rystede på hovedet og brummede blidt, da han strøg over hendes pels. Hun lagde sig ned ved hans ansigt og nussede sin snude mod hans kind. Det var så nemt at charme sig ind på ham i denne form. #Det ved jeg udmærket godt... Men hvis du giver mig lov, så vil jeg gerne observere dig under fuldmånen... Fortælle dig hvordan du er som dyr, så du ikke lever i uvished. Jeg skal nok sørge for ikke at blive ramt,# sagde hun til ham... forsigtigt og foreslående. Hun ville ikke blive væk, for hun kunne ikke lide når han var væk under fuldmånen. Hun så selv mod celledøren da han gjorde og nikkede. #Ja, hvordan skulle jeg ellers være kommet herind?# endte hun med en drilsk tone og lo.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var bange for at han kunne ende med at gøre Lily noget, for det ønskede han da på ingen måde. Hvorfor skulle han da ønske det? Den betydning som hun havde fået, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med, at hun skulle få for ham, men det var nu sket alligevel, og det var begrænset hvad han kunne gøre ved det. Han sukkede tungt og lod hænderne vandre over hans ansigt. "Men det kunne det," bed han hende af, idet han igen vendte et fast blik i hendes retning. Det var slet ikke fordi at han ønskede at diskutere det med hende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han havde bestemt heller ikke brudt sig om den tanke om at det var sådan det skulle forholde sig i den anden ende. Han sukkede tungt og strøg hende kort over pelsen. Han var ikke meget for at hun skulle se ham under fuldmånen og særligt under forvandlingen som var det hårdeste. "Du er virkelig ikke til at tale fra det, er du..?" Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende endnu en gang, som han let hævede det ene bryn. Hun var stædig, og det var det som han så godt kunne lide ved hende ellers. At hun var kommet igennem tremmerne, fik ham til at vende blikket mod hende. Det var et sted en risiko at løbe.. men dog derimod en nødvendighed. Han endte med at nikke. Han ville ikke ligge der længere.. Han ville egentlig bare gerne op i sin seng og så slappe af der, istedet for på det hårde stengulv. "Okay.. gå igennem.. så fjerner jeg båndet om din hals," sagde han endeligt. Når det var gjort, kunne hun jo faktisk blive menneske igen.. og enten hjælpe ham op, eller stikke af..Det var jo uanset den chance, som han så måtte løbe.

[Lily Rose Summers]

Lily vidste godt, at Mattheus bare gerne ville beskytte hende. Faktisk ville hun også meget gerne beskyttes, men hun ville også gerne hjælpe ham. Forklare ham hvordan han var under fuldmånen, så han faktisk kunne forstå det og ikke hade det så meget. Hun slikkede sig om snuden igen, fordi det var blevet en dårlig vane og noget der skete regelmæssigt igennem hele dagen. Hun sukkede bare tungt og nikkede, det kunne det. Men det var tom snak, eftersom intet var sket, så nu lod hun bare vær med at køre den videre og lod ham 'vinde'. Det ville han uden tvivl være mest tilfreds med og så behøvede de heller ikke diskutere mere, for det havde hun faktisk heller ikke lyst til. Hun spandt, da han kærtegnede hendes pels og så på ham med et skjult smil, hvor hun dog lo en smule indeni. Hun rystede så på hovedet, for hun var virkelig stædig, men sådan var det jo. #Ikke rigtigt, nej,# svarede hun sigende til ham. Det skulle nok blive sjovt at give ham små rapporter om hans adfærd, for det kunne jo lære ham noget. Dertil skulle hun faktisk også stadig belære ham om, at han skulle finde en, der kunne brygge en slags eliksir, der ville berolige hans sind, men den diskussion måtte de tage en anden dag, for det ville hun ikke trænge sig på med når han var så udmattet. Hun nikkede bare til hans ord 'gå igennem' og rejste sig for at gå på vej, men stoppede hurtigt op ved hans ord. Fjerne halsbåndet?! Det vidste hun slet ikke hvordan hun havde det med og det fik i den grad hendes hjerte til at hamre. #Okay... Men så er jeg altså nøgen,# påpegede hun så bare i hendes normale klare og drilske tone. Hun trykkede sig gennem tremmerne og stillede sig ude på den anden side lige ved tremmerne, så han kunne nå hendes halsbånd...

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke ofte at Mattheus havde det sådan her omkring andre, og det kunne han jo også selv godt mærke, så det var jo ikke nogen hemmelighed. Han ville bare ikke have at hun skulle komme galt afsted, og tanken om at hun skulle være kommet galt afsted, var det som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Uanset hvad han ville sige, kunne han jo allerede nu sige, at hun ikke ville efterkomme det, men derimod stadig opsøge ham for at se hvordan han var under fuldmånen.. Måske de kunne finde ud af at få det tilrettelagt, så selv han kunne forvandle sig i tryghed? Og vide, at hun ikke ville ligge flået op ved siden af ham? Han var stadig utilregnelig, og han havde jo selv ikke nogen anelse om hvordan han faktisk reagerede under fuldmånen, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. "Det tænkte jeg nok," endte han med et let træk på smilebåndet, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.
Selv nu hvor Mattheus gerne ville op i sin egen seng, så var det jo faktisk kun Lily som kunne hjælpe ham med det. Nu havde hun ikke ligefrem noget på en kvinde, som han ikke havde set før, da han var klar over konsekvenserne ved at fjerne det bånd som han havde givet hende om halsen. Hun havde jo faktisk også levet fint med det.. Hvordan mon hendes arm ville se ud når hun forvandlede sig? Det vidste han jo faktisk heller ikke rigtigt. "Ikke det jeg ikke har set før," endte han med en sigende mine, da han så at hun krøb igennem tremmerne og befandt sig nu på den anden side.. Hun blev der.. Så langt så godt. Han trak sig hen til tremmerne, hvor han ved hjælp af begge hænder, fik løsnet det bånd som hun havde om halsen. Det var ganske vidst en risiko at løbe, men derimod en af de mere nødvendige af slagsen, og det vidste han jo godt. Han fjernede roligt halsbåndet.. afventende til hvad der så skulle til at ske.