Reading a good book.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana nød virkelig det her. Bare det at sidde sammen med ham på denne måde og holde om ham. Hun følte sig helt til ro og helt fredfyldt hvilket ikke var en følelse som hun kendte meget til. Hun gemte sig for verdenen, gemte sig indendøre hvor ingen kunne hverken nå eller de hende men her, sammen med Jophiel vælge hun nu alligevel at åbne sig en smule og knytte nogle bånd som hun ikke havde gjort meget længe. Følelsen var virkelig fantastisk, hun elskede det hvis hun skulle indrømme det. Hun mærkede horden han sænkede hovedet ned til hendes og hun puttede sig tæt ind til ham og betragtede ham lidt. De havde lovet at passe på hinanden og være der for hinanden og det var noget hun agtede at holde. Hun kiggede lidt undersøgende på ham få hun forsigtigt løftede den ene hånd og strøg ham prøvende over kinden. Hun var virkelig ikke vant til den form for opførsel.

Tanken om at forlade murene var så ekstremt skræmmende for hende at hun næsten kunne sætte sig til at græde hvor de var. Hun frygtede virkelig at gå udenfor, i mange år havde hun sagt til sig selv at hendes formodede morder ville finde hende hvis hun gik ud og dette havde skabt en så grotesk panik i hende at hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Alligevel lykkes det hende alligevel at få fundet en smule mod nu hvor han var ved hendes side og kom usikkert på benene. Hun var ikke helst i orden, underernæringen var det værste men det faktum at hun havde fået tunge bøger ned over hovedet hjalp virkelig heller intet. Hun svajede et par gange men mærkede så hans arme om sig som støtte men denne gang gibbede det ikke i hende. Hun vendte blikket mod ham og lod hovedet søge let på sned. "Svimmel. Det var nogle ret tunge bøger som faldt ned i hovedet på mig" sagde hun stille og en smule undskyldende. Hun ønskede ikke at udskyde det nu hvor hun havde sat sig det i hovedet. Hun kendte sig selv, hvis hun fik lov til at gå og tænke for meget over det så ville hun ende med at gå i panik og ikke komme nogen som helst steder. Hun bed sig stille i læben. "Slotshaven er udenfor. Jeg har ikke været udendørs i næsten 60.000 år. Det er alt udenfor. Ikke bare på den anden side af muren." Hun var nød til at blive presset en smule men denne gang mærkede hun faktisk mere presset fra sig selv end fra ham hvillket var dejligt.

[Deleted]

Jophiel nød at sidde der med Ahriana, og særligt fordi at hun gjorde det på denne måde, som hun nu gjorde det.. Så sød og uskyldig.. så panisk bange som intet andet, og alligevel så nysgerrig på at finde ud af hvad verdenen egentlig var for et sted. Hans arm søgte hurtigt om hende, som hun stod der og svajede, som var hendes ben ved at give efter under hende, hvilket han bestemt heller ikke var det mindste interesseret i, når det nu endelig skulle være i den anden ende.
Jophiels blik gled mod hendes skikkelse. Umiddelbart virkede det heller ikke ligefrem til at hun var bange for ham, og naturligvis var det noget, som han virkelig havde været utrolig glad for. Det var vel gået op for hende, at han slet ikke var ude på noget, men derimod bare ønskede hende det bedste? Tungen strøg han let over sine læber. "Du er sikker?" begyndte han stille. Det var virkelig vigtigt for ham at hun vidste det, og særligt nu hvor de havde aftalt, at skulle være der for hinanden. Hun ville gerne.. og han vidste, at han var nødt til at presse hende hvis hun ville have noget ud af det. "Meget vel.. men jeg synes alligevel vi skal starte med slotshaven. Det er tæt på hvad du føler er trygt." Han tog roligt omkring hendes hånd. Hun havde slået hovedet.. Ja, det havde de vel et sted begge to, og særligt efter det sammenstød, som man kunne sige, at de havde gjort sig, så var det ikke noget som han hverken kunne sige, eller ville gøre noget ved. Han smilede let for sig selv, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Smuk var hun virkelig, og han fandt det virkelig trist, at hun havde det ensomme og triste liv, som det hun havde. Han førte hende roligt mod døren. "Vi tager det bare stille og roligt.. så ved vi, at der ikke sker noget," sagde han roligt. Selv førte han hende med sig ud.. Han ville gernevise hende det.. og være den til at give hende det. "Skoven synes jeg også du skal se engang.. Det er også der jeg bor," fortalte han med en rolig stemme. Løgn var det bestemt heller ikke.

[Ahriana "Master of Time"]

Disse følelser som hun sad med, som han gav hende var både nye og fremmede men også så dejlig velkendt. Hun kunne ikke rigtig placere dem kun følelsen af tryghed. Hun sendte ham et lille smil og mærkede hvordan hans arme måtte falde om hendes skikkelse da hun svajede. Hun havde det fint nok af hvad man kunne forvente vel. Hun fik kun det mad hun kunne nappe i køkkenet og det var efterhånden blevet meget svære.
Hun var ikke længere bange for ham, hun frygtede ham ikke som hun havde gjort det i starten for hun troede på på hans ord om at han ej ønskede hende noget ondt. Det var dejligt faktisk at kunne finde tryghed sammen med et andet individ, det havde hun aldrig troet ville ske igen. Hans spørgsmål om hun var sikker fik hende til at bide sig lidt i læben. Måske hun ikke havde det godt nok til at stresse sin krop så meget som de ville gøre når hun søgte mod døren? Hun vidste det ikke men ... det skadede vel ikke at prøve? Hun nikkede og prøvede at virke beslutsom selvom dette ikke ligefrem lykkes for hende. Hun ville rigtig gerne prøve, især nu hvor han var her. Måske hun fandt ud af at det slet ikke var så slemt som hun frygtede? Ved hans ord vendte hun stille blikket mod hans skikkelse og nikkede igen. Slotshaven var nok det tætteste på som de kunne komme. Hun vidste ikke en gang om hun turde betræde den endnu? Bare tanken kunne lige nu få hende til at blive helt panisk og dog så tog hun sig i det og holdt det nede. Hun mærkede hans hånd som tog om hendes førte hende mod døren til at forlade biblioteket. Hun knugede den en smule fordi det hjalp hende med at holde panikken en smule på afstand. Hun var bange, ikke for ham men for at søge ud. Tanken gik hende virkelig meget på! "Meget stille og roligt" gentog hun svagt. Hun lod ham føre sig til døren af biblioteket hvor hun stoppede op. Hun holdt stadig om hans hånd men vendte sig mod der hvor de havde været og løftede den anden blidt. En lyseblå rune danede sig foran hendes hånd og bøgerne som lå på gulvet endte på deres plads ubesværet. Da hun var færdig vendte hun sig mod ham på ny. "Bor du i skoven? Hvorfor?" Hun kunne ikke helt skjule sin nysgerrighed.

[Deleted]

Jophiel brød sig faktisk ikke rigtigt om at hun skulle ryste på denne her måde. Alt taget i betragtning, så var der sket rigtig meget på utrolig kort tid for hende, og det var uden tvivl meget, og det vidste han jo udmærket godt. Når alt endelig skulle komme til alt, var det vigtigt selv for ham, at hun følte at hun gjorde det af den rette grund og rette årsag. Han nikkede stille til hendes ord. De kunne sagtens tage det stille og roligt, for selv han havde ikke travlt med at komme videre.. og ud af den dør. "Vi har alt den tid som du har brug for, Ahriana.. Det er vigtigt, at det bliver gjort på den rigtige måde," forklarede han med en rolig stemme.

At hun stoppede op midt i døråbningen, fik ham kun til at vende sig mod hende, da han selv var stoppet op mere eller mindre med det samme, da han heller ikke ligefrem ønskede, at der skulle ske noget med hende, og derfor ville han bestemt heller ikke tvinge hende om på den anden side af døren. At hun fik bøgerne på plads, glædede ham dog. Så vidste han at han ikke ville få Yessica på nakken! Han smilede let for sig selv. Skoven havde været hans hjem igennem rigtig mange år.. Det var det selv samme hus, som hans moder havde mistet livet i, men at flytte derfra, kunne han slet ikke få sig selv til. "Det var mine forældres.. Hvor min far er i dag, skal jeg ikke kunne sige, og min moder er borte, og derfor er det nu mig der bor i huset.. Jeg er vokset op der. Har boet der næsten lige så lang tid, som jeg kan huske. Det er et dejligt sted.. Og et sted som jeg gerne vil vise dig," sagde han roligt. Han kunne jo mærke på hende, at hun var blevet direkte ængstelig alene ved tanken om at skulle søge ud, og derfor var det heller ikke noget som hastede umiddelbart, selvom han så gerne ville vise hende hvad der var derude! Selvom det uden tvivl var en tragisk opvækst som havde ramt Diamaqima-familien, så var det ikke noget af slagsen, som han kunne gøre særlig meget ved. "Når du er klar, så tager vi skridtet over dørtærsklen," sagde han med en rolig stemme. Han ville virkelig ikke presse hende til noget.

[Ahriana "Master of Time"]

Dagen i dag havde virkelig været underlig for hende. Der var sket forbandet meget og det påvirkede hende da utrolig meget og stressede hendes krop mere end hvad man måske lige skulle tro. Bare det faktum at hun havde siddet og snakket med Jophiel, holdt om ham og ladet ham holde om sig. Det var virkelig noget af det mest grænseoverskridende hun nogensinde havde været med til. Hun svajede let og lod sig hvile ind mod hans skikkelse. Det var rart at han stod der og holdt om hende for at støtte hende.

At forlade biblioteket var hende ej svært. Slottet kunne hun med lethed bevæge sig rundt i men ligeså snart hun skulle uden for yderdøren så gik hun i baglås. Hun stoppede i døren for bare at rydde op efter sig, hun havde rodet en hel del på denne aften fordi hun havde væltet ind i reolerne og det ville hun ikke efterlade til andre. Hun vendte sig tilbage mod ham da han var færdig og lyttede roligt til hans ord. Det havde været hans forældres hjem? Hovedet søgte en smule på sned og var fyldt med spørgsmål. Hun var egentlig utrolig nysgerrig når hun endelig faldt til ro. "Jeg er ked af det med din mor. Det er aldrig rart at miste folk som er en nær på den måde. Hvor ... Hvorfor ved du ikke hvor din far er? Skoven har altid været mig fremmet. Jeg har altid holdt mig indedøre med mindre det var nødvendigt for mig at søge ud. Jeg husker ikke mine forældre længere" sagde hun stille og bed sig let i læben. Hun var virkelig bare for tanken om at skulle gå udenfor. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om det, hun havde altid været ængstelig med sådan nogle ting og det at være ude hvor hun intet kunne kontrolere. Tanken pinte hende men hun klemte hans hånd en smule mere og trådte helt hen til ham igen. Jo tættere det egentlig kom til det, jo svære var det for hende at blive og det var også fordi hun klamrede sig en smule. "Hvis ... Hvis ... Hvis du fører så ... så skal jeg nok sto... stoppe når jeg ikke vil mere" Stammede hun. Frygten var tydelig at se på hende men alligevel så pressede hun sig selv for at fortsætte, bare en smule endnu.

[Deleted]

Jophiel synes det var underligt.. Det var slet ikke dette som han havde regnet med at få ud af denne dag, men det var derimod noget, som han rigtig godt kunne lide. Det havde givet ham hvad han ville kalde for en ven, og nu hvor han alligevel kunne se det mere nysgerrige i hende, var det også det, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var ham menneskelig muligt. Tungen strøg han let over sine læber, inden han igen let trak på skuldrene. "Jeg takker.. Det er nu ved at være mange år siden, at hun gik bort. Desværre. Hun er mig en savnet kvinde. Min far forlod min søster og jeg efter hendes bortgang.. Jeg har ikke rigtigt set ham siden. Det eneste som jeg hører, er rygter om ham, og at han nu har fundet en ny kvinde og er ved at stifte familie," fortalte han. Selvfølgelig gjorde det ondt, og særligt fordi at det var deres far, som nu havde valgt at vende dem ryggen, for selv at finde et andet liv.. Var det underligt, at han følte, at han var svinet til?
Jophiel sendte hende et stille smil. Han ville gerne vise hende det hele, også selvom han vidste, at det var noget som ville komme til at tage frygtelig lang tid, men hver ting til sin tid, var det ikke det man sagde? Han nikkede med en rolig mine og sendte hende et smil. "Udmærket, så er det således vi gør det. Så snart du føler det bliver ukomfortabel, så skal du bare stoppe mig.. okay?" Han lod hånden roligt trykke omkring hendes, så hun kunne mærke, at han var der, inden han roligt førte hende over dørtærskelen. Selv gik han ikke ligefrem ud fra, at slottet her var ukendt for hende eller et sted som vakte hende utryghed, og særligt hvis det havde været hendes skjul igennem så frygtelig mange år, så var det ikke noget som han gjorde det mindste ved. Roligt førte han hende ned af gangen, for at komme til de store døre som ville lede dem ud i slotshaven. Han var faktisk utrolig spændt på at vise hende det hele!

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana havde regnet med at denne aften ville have været som alle andre. Hun ville have fundet biblioteket tomt og hun ville have fundet en bog som hun kunne læse lidt id og så tage med sig for at læse færdigt i sikkerhed men sådan var det ikke endt. Alt ville have været meget anderledes hvis hun bare havde løbet da hun først så Jophiel, hvis hun ikke havde været nysgerrig og bare var stukket af men nu var hun ekstremt nysgerrig og det så ud til at have ført til noget rigtig godt. Hun betragtede ham lidt som han snakkede om sin far. Det lød skidt? Hvilken far ville dog forlade sine børn? Tanken virkede underlig på hende også selvom hun virkelig ikke kunne forholde sig til børn på nogen som helst måde. "Fædre ..... burde ikke forlade deres børn. Det ved selv jeg" sagde hun svagt og lagde den frie hånd mod hans arm. At han var påvirket af det kunne hun tydeligt mærke og selvom det ikke rigtig var ting hun forstod sig på så bare det at det påvirkede ham gjorde at hun ikke kunne lide det.
Dette ville ende med at tage forfærdeligt lang tid for hende. Dette var ikke noget som ville ske hurtigt eller snart men hun ville da i det mindste prøve. Den hjælp han kunne komme med var fantastisk, hun kunne ikke andet end at være glad for at han var der og han støttede hende for det havde hun da virkelig brug for. Hans og fik hende til at nikke og mumle "okay" mens hun blot roligt fulgte ham som han førte hende ud af biblioteket og ned af gangen. De kom tættere og tættere på døren hvilket var ekstremt skræmmende for hende. Hun begyndte at ryste en smule og endte med at tage lidt om hans arm og klamrede sig en smule men fortsatte dog med ham videre. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, det hamrede så hårdt at hun næsten troede at det ville stoppe af ren og skær skræk. Hun lukkede øjnene som de gik fordi hun havde en eller anden ide om at dette måske kunne hjælpe hende men det virkede ikke ret meget.

[Deleted]

Selvfølgelig var det her en situation som virkelig påvirkede Jophiel, og han kunne virkelig heller ikke gøre for det. Det var hårdt for ham at snakke sådan om sin far, også fordi at han aldrig havde haft noget særlig godt forhold til manden. Det var som om at han pludselig kom i tanker om hvorfor han var endt med at tage op på slottet i udgangspunktet - for at snakke det igennem med sin søster, men Ahriana var kommet i vejen og havde fjernet hans fokus. Han rystede let på hovedet. Han kunne ikke være mere enig, men denne gang var det jo så bare sket alligevel - desværre. "Vi er nok voksne individer, men selv vi har brug for vores far og særligt efter vores mors død. Der valgte han at forlade os istedet for," sagde han. Dette var dog ting som han aldrig nogensinde kunne tilgive manden for, og heller ikke havde nogen intentioner om at gøre!

Jophiel førte Ahriana med sig igennem slottet, også selvom han kunne mærke, at hun blev mere og mere bange. Ikke fordi at det var noget som han ville tage sig af som sådan, men det vigtigste for ham lige nu, var at hun havde det godt. Ingen tvivl om det. De store døre, var i det fjerne, og Jophiel valgte at stoppe op ved dem, så de stadig befandt sig på indsiden. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. "Og du er klar til at bevæge dig udenfor?" spurgte han roligt, inden han ganske forsigtigt lod armen søge omkring hendes skikkelse. Han ønskede nemlig heller ikke ligefrem at hun skulle være så bange, at de ikke kunne gøre det her igen på et andet tidspunkt, for han ville jo gerne vise hende den verden, som var omkring hende. Ikke at der var nogen tvivl om det, men dette.. det var virkelig en stor ting for hende, og det vidste han. "Husk at stoppe mig, hvis det bliver for meget," sagde han med en ærlig stemme. Det var hendes præmisser i denne stund, og ikke noget som helst andet.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana kunne godt forstå at det gik ham på og dog var hun helt på bar bund med hvordan hun skulle gebærde sig når han havde det sådan. Selv havde hun aldrig haft meget omgang med andre, heller ikke før hun lukkede sig inde og hun havde virkelig svært ved at sætte sig ind i andre folks følelser og holdning. Dog måtte hun virkelig tage sig selv i at prøve så meget som muligt for at forstå ham og forstå hvorfor han havde det som han nu havde det. Hun ville jo gerne, hun ville rigtig gerne være der for ham men lige nu vidste hun virkelig ikke hvordan hun skulle gøre dette. Hovedet søgte let på sned mens hun lyttede til hans ord. De fleste havde vel brug for deres forældre? Især hvis den ene af dem døde. Hun kunne sagtens forholde sig til ideen men helt at forstå det kunne hun ikke. Hun bed sig let i læben og vendte blikket ned mod deres hænder. Hvad skulle hun sige? "Det .... det kan jeg godt forstå" begyndte hun stille og vendte blikket mod han skikkelse igen. "Har du .... prøvet at finde ham igen herefter? Måske fortælle ham hvordan du har det?" Hun vidste ikke om det hun sagde var det rene volapyk men hun prøvede da.

Panikken bredte sig i hendes krop som de kom tættere og tættere på de store døren og hun klamrede sig mere og mere ind til ham. Hun rystede endnu mere og bed sig lidt hårdt i læben. Frygten var overvældende, den var virkelig forfærdelig og hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det at de stoppede foran dørene fik hende til at åbne øjnene igen. Hans spørgsmål kunne hun ikke svare på. Hun følte sig virkelig bare helt dårlig. Hun tog sig lidt sammen og sank en gang. "Jeg ved det ikke" hviskede hun svagt. Hans arm søgte om hendes skikkelse og der gikke ikke lang tid før hun søgte helt ind i hans favn for at søge beskyttelse. Hun var virkelig skræmt, virkelig virkelig bange for det her men hun pressede sig selv. Hun nikkede ved hans næste ord og trak sig lidt igen sådan så han kunne åbne dørene. Hendes hjerte hamrede, frygten rasede i hende og hun kunne mærke tårerne begynde at presse sig på. Hun var virkelig bare bange.

[Deleted]

Det havde virkelig knust Jophiel, og alligevel havde han ikke været overrasket over at hans far havde taget det valg som han nu havde. Hvordan skulle han da ellers kunne gøre noget ved det? Hans blik gled mod hendes skikkelse. Om det var en situation som hun kunne sætte sig i, eller hvad det var, kunne han ikke sige noget om, men det var egentlig rart at få det sagt til nogen. Han rystede let på hovedet, mens han trak på skuldrene. "Jeg har aldrig haft et bedste forhold til min far, Ahriana.. Han har altid favoriseret min søster og haft det bedste forhold til hende," begyndte han ærligt, så han havde taget det ekstra hårdt, da han havde mistet sin mor. "Skal jeg være helt ærlig, så er jeg slet ikke interesseret i at fortælle den mand hvordan og hvorledes jeg faktisk føler det, for han har aldrig rigtigt været interesseret i mig," sagde han ærligt. Han ville ikke lægge alt for meget tid og energi i den mand, når han ikke havde fået noget igen, og særligt igennem de sidste rigtig mange år.

Jophiel stoppede op ved døren, da han kunne mærke hvordan Ahriana direkte trykkede sig ind mod hans favn. Hun var bestemt ikke tryg på dette, og selv det, var noget som kraftigt måtte påvirke ham i en forstand, som han endnu ikke vidste hvordan han skulle tage. Skulle de fortsætte ud, eller skulle de stoppe her? Dørene måtte han få op.. Vinden ramte ham i ansigtet.. Den var kold, men mild, hvilket skam også var noget som passede ham fint. Han vendte blikket mod hende, hvor han lagde begge armene omkring hende, som om at han forsøgte at beskytte hende. "Luk øjnene.. så skal jeg nok være dine øjne," sagde han roligt, inden han kort strøg hende over ryggen og... trådte et skridt frem.. efterfulgt af et andet, frem til de rent faktisk kom over dørtærskelen, og nu stod lige udenfor slottets store døre med ansigtet vendt i retningen af den store slotshave. Smuk var den endnu.. Dette var noget som han bare gerne ville vise hende på nær afstand.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig på bar bund med det her. Hun forstod sig slet ikke på hans situation. Hun havde altid haft svært ved at relatere til andres problemer og dette var ikke noget undtag. Før i tiden havde hun ikke rigtig givet sig tiden til at prøve at forstå det men det gjorde hun virkelig med Jophiel. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle gebærde sig men hun ville rigtig gerne gøre sit bedste for at være der for ham og det var jo tydeligt at dette gik ham på. Hun bed sig stille i læben ved hans ord. Hun følte at hun havde sagt noget forkert, noget som gjorde det værre hvilket kun bragte hende yderligere ud i ubehaget. Hun hadede ikke at have kontrol med en situation og lige nu var hun bare virkelig på bar bund. Hun åbnede munden men kunne ikke finde på noget at sige så hun lukkede den bare igen og lyttede noget mere. Hun løftede blikket mod hans skikkelse. At han ikke ønskede at tilbringe noget tid på sin far var vel forståeligt på et eller andet plan. Hun nikkede blot. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige længere for dette var virkelig så fjernt fra hvad hun var vant til. Hvad kunne hun overhovedet sige som ikke ville gøre det værre?

Det at han stoppede ved døren fik hende blot til at søge ind til ham så hurtigt som hun kunne. Hun var bange, panisk og ville virkelig ikke men hun blev dog ved med at presse sig selv. Hun fandt noget tryghed ved at søge ind i hans favn og trykkede sig helt ind til ham. Hun mærkede hvordan han beskyttede hende og hun kunne virkelig lide det. Hun greb lidt om hans bluse med den ene hånd og bed sig i læben. Hendes frygtsomme blik søgte hans ansigt ved hans ord. Hun skulle lukke øjnene og bare ... ligge kontrollen i hans hænder? Hun klynkede en gang men nikkede så og lukkede øjnene. Hun gav ham kontrollen og mærkede hvordan han førte hende lige over dørtærsklen og stoppede igen. Hun frøs, hun kunne mærke vinden, stenene under hendes fødder som var bare. Hendes hjerte sprang et par slag over. Hun var bange, virkelig bange. Hun kunne ikke, hun ville ikke. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder og hendes instinkter slog til hende. Hun forlod Jophiels favn og søgte omgående indenfor og om bag den ene af dørene. Hun faldt sammen op af væggen med benene oppe under sig og ansigtet gemt. Tårerne trillede ned over hendes kinder som blev hun pisket og hun hulkede ukontroleret.

[Deleted]

Jophiel forventede ikke rigtigt, at det var en situation som Ahriana kunne forstå, for den var slem nok som den var i forvejen, og det var jo lidt det, som han vidste. Hun havde været alene igennem så mange år, så det med den følelsesmæssige forståelse, var ikke noget som gjorde det nemt, var det? Han ønskede ikke at vide af sin far.. han ønskede virkelig ikke at tænke på ham, hvis det var noget som han kunne blive fri for, for den mand havde virkelig ødelagt det hele, og det var jo lidt det, som han ønskede at understrege for hende, selvom der var så mange ting som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han sendte hende et stille smil. "Men det er nu ikke noget, som du skal tænke på," sagde han roligt. Det var hans bekymring og ikke ligefrem hende,s og det var jo det, som var det vigtigste af det hele.

Jophiel blev stående med Ahriana tæt i favnen, da de stod ved dørene. Han ville ikke bare vade ud, hvis det var noget som skræmte hende så voldsomt meget. Han kunne jo mærke hvordan hun rystede i hans favn, men hun havde endnu ikke sagt stop. Han førte hende over dørtærsklen, hvor de blev stående i roen og med vinden mod ansigtet. For Jophiel var det virkelig rart, men... det var noget som stoppede allerede med det samme, da hun direkte slap ham og løb indenfor og gemte sig bag de store tunge døre. Han var hurtigt efter, kun for at se hende.. Sidde der og græde? Det var slet ikke noget som han kunne lide.. Virkelig ikke. Han bed sig svagt i læben. "Ahriana..? Er du okay?" spurgte han med en bekymret stemme. Han kunne jo virkelig ikke lide at se hende på denne måde, og da slet ikke når det var sådan her, at det rent faktisk måtte foregå, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han gik hen til hende, hvor han knælede foran hende. Var det for meget for en aften? Han ville bare så gerne vise hende det, og det faktum, at nogen kunne være så bange for at søge udenfor en dør, var slet ikke noget som han kunne forstå.. men af den grund, så ønskede han virkelig at tage det hele i hendes tempo, for han ønskede jo bare at..være sammen med hende.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana forstod sig virkelig ikke på det her. Hun kunne om muligt ikke være mere blank når det kom til sådan noget her. Hun bed sig stille i læben for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller hvad hun skulle sige for alt hvad der faldt hende ind lød vidst bare forkert. Hun følte sig virkelig ude hvor hun ikke kunne bunde og hun kunne ikke lide det, hun hadede det faktisk mere end noget som helst andet. Den følelse af manglende kontrol tog virkelig på hende og hun havde mest af alt lyst til at gemme sig et sted som hun kunne styre men hun løb ikke. Blev ved ham og bare lyttede til hans ord. Det lød som om at han havde opfanget hendes ubehag med det han sagde og hun nikkede bare stille og vendte blikket i jorden. Hun ville jo gerne støtte ham men hvordan hun skulle gøre det vidste hun bare virkelig ikke. Hun sukkede lydløst og vendte så blikket mod ham på ny. "Jeg ... jeg vil gerne støtte dig og hjælpe dig men .... men jeg ved ikke hvordan" indrømmede hun stille. Det var ikke let at indrømme sine egne fejl men hun ville rigtig gerne gøre det godt for ham.

Det de havde gang i var ren og skær panik for Ahriana. Hun kunne slet ikke styre det længere. Hele hendes krop føltes syg og hendes hoved sejlede. Hun var bange, meget bange og hun knugede øjnene i og holdt fast i ham som de kom ud over tærsklen. Hun kunne mærke den kolde jord, hun vidste at de var udenfor og hun følte det næsten som om hun skulle dø. Det var derfor hun løb ind og gemte sig. Hun sad bag døren med benene helt oppe under sig og græd. Hun var så bange, så skærmt. Hun hørte Jophiel snakke til hende men hun kunne ikke rigtig reagere. Hun sad bare og hulkede ukontroleret og vuggede let frem og tilbage. Hendes krop rystede som sad hun i et kar af is og svedperler var synlige på hendes pande. Dette havde bare ikke været en behagelig ting som hun havde presset sig selv til og man kunne tydeligt se på hende hvor forfærdeligt hun egentlig havde det. "Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke." Hun blev bare ved med at gentage disse ord meget lydløs som hun sad der. Hun havde det virkelig skidt.

[Deleted]

Jophiel forventede heller ikke ligefrem at Ahriana skulle kunne sætte sig i den situation, som han stod i. Han sendte hende et smil. Så lang tid, at hun gerne ville stå der for ham og hjælpe ham, så var han ikke den mand som satte de største krav. Han havde bare ikke den store lyst til at stå alene, for han følte virkelig, at det var sådan at det var lige for tiden. Det var han faktisk meget ked af, men når man bare ikke var typen som åbnede op for alle og enhver, og særligt ikke så hurtigt og så enkelt, som han havde gjort det for hende lige i denne stund. Hans blik gled mod hendes skikkelse og med et stille smil på læben. Det var noget som betød ekstremt meget for ham. "Det skal du virkelig ikke tænke på. Det er bare mig der løfter låget for mine frustrationer, men.. ja.. det er hårdt," sagde han ærligt. Hans søster havde da sin mand at søge til.. Der stod han jo endnu alene. Han havde aldrig haft en kæreste eller noget andet, som han kunne søge til, så man kunne da snildt sige, at den tilværelse uden tvivl havde været utrolig ensom, selv for ham, og det var heller ikke noget som han kunne lide.

At hun skulle tage det så hårdt, at komme udenfor, havde Jophiel heller ikke ligefrem forestillet sig. Hun måtte da virkelig være bange for det! Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, som han hurtigt var kommet ind efter hende, blot for at finde hende siddende klynget helt op af væggen og med benene trukket helt op under sig. Han satte sig stille på hug foran hende og med blikket mod hende. Sådan havde han da aldrig troet at hun ville tage det! Og så meget en Diamaqima, at han kunne forudsige dette, var han bestemt heller ikke! "Ahriana..." Han strøg hånden ganske forsigtigt over hendes kind, som han forsøgte at fange hendes opmærksomhed igen. Han håbede dog ikke, at dette var noget som ville skræmme hende direkte væk fra ham, da det bestemt heller ikke var sådan at han ønskede at det skulle være. Slet ikke! Han bed tænderne en smule sammen. "Undskyld.. Det var virkelig ikke min mening at skræmme dig sådan her.." sagde han med en dæmpet stemme. Han havde det faktisk virkelig, virelig skidt med det.

[Ahriana "Master of Time"]

Det var rigtig svært for hende at sætte sig ind i hans situation. Det var ikke fordi hun ikke ville for hun ville rigtig gerne men den måde som hun havde levet på alle disse mange år hvor hun havde været alene og før det hvor hun ikke rigtig gad mange andre mennesker så var alt dette med hvordan man skulle være sammen og forstå sig på andre virkelig gået tabt for hende. Hun kunne bare ikke sætte sig ind i mange ting og det var selvfølgelig noget som hun skulle lære. At Jophiel havde været meget alene anede hun ikke og ville nok aldrig have troet det så dejlig og behagelig som han var. Hun kunne godt lide ham, han var rigtig dejlig at være sammen med og han fik hende til at smile hvilket ikke var noget som skete ofte. Hun ville rigtig gerne være der for ham og støtte ham igennem de svære ting så som disse men hun havde virkelig brug for hjælp til at komme i gang med det. Det kunne hun tydeligt mærke. Hans ord fik hende blik til at søge hans og hun lod hovedet søge let på sned. "Det er især hårdt hvis man ikke har nogen og snakke med det om og bare lukker det inde" pointerede hun roligt og nappede sig let i læben. Hun ville gerne være den som han følte at han kunne søge til hvis han havde brug for det.

Hun tog det forfærdeligt hårdt at komme udenfor. Hun reagerede værre end hun selv havde regnet med men frygten havde bare overmandet hende og taget styrringen. Hun var virkelig bare noget så bange! Hun sad bag døren og rystede, tårerne løb ned over hendes kinder og hun hulkede ukontroleret. Hun kunne virkelig ikke klare det, hun kunne virkelig ikke! Hun hørte ham kalde hendes navn og mærkede hans hånd mod hendes kind. Hun blev forskrækket kort hvorefter hun kiggede op på hans skikkelse. Hun sad der lidt uden at sige noget før hun søgte ind i hans favn for at finde den tryghed som hun havde brug for. Hun var virkelig panisk. Han undskyldte, hvorfor? Han havde jo ikke gjort noget. Hun rystede på hovedet og gemte sig ind mod hans skikkelse. "Undskyld. Jeg kan bare virkelig ikke. Udenfor er for farligt. For skræmmende. Undskyld, Undskyld, Undskyld" hulkede hun ind mod ham.