Reading a good book.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana vidste at man ikke kunne stole på folk. Hun havde altid været bange for at stole på folk og det havde da også kun vist sig at hun ikke kunne? Hun åbnede sig op for hendes lærermester og han døde, hun bebrejdede sig selv for dette. Hvis hun dog bare havde været stærkere og haft mod til at kæmpe kunne det være endt meget anderledes. Derefter havde hun stolet på den mand som hun havde skænket sit hjerte til og han havde knust hende. Som hun tænkte på dette endte hun med at ligge den ene hånd hen over maven. Hun stirrede bare lidt frem for sig og sad nærmest fanget i sin egen verden. Hun havde ikke været tæt på en anden person siden den aften, dette var første gang. Hun hørte hans ord og endte med at stive lidt. Hun vendte blikket mod ham og studerede ham lidt. Han stolede på hende, kunne hun stole på ham? Hun vidste det ikke, det var skræmmende og virkelig forvirrende. Hun endte med at slå armene om sig selv og kigge lidt væk. "Jeg ved ikke om jeg er i stand til at stole på nogen længere" sagde hun i en næsten uhørlig hvisken. Hun var så angst for at der skulle ske noget slemt. Sådan havde hun altid været og det havde ikke ligefrem hjulpet at hun næsten var død.
Ahriana var virkelig påpasselig og slligevel så var der en følelse som hun alligevel havde indvendigt. Hun ville ikke sige at hun stolede på ham men han virkede ikke farlig. Han virkede ikke som en der ønskede hende noget ondt så hun kunne vel også vise ham lidt velvilje? Hovedet søgte let på sned og hun vendte sig mod ham og satte sig i skrædder stilling. Der var noget over ham, hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Let lænede hun sig lidt mod ham sådan så hun kunne studere ham en smule mere. "I lige måde" sagde hun stille. Hun bed sig let i læben. "Du er den første som jeg har snakket med i flere tusind år, Jophiel." Lidt forskrækket slog hun hænderne for munden. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun havde sagt det, det var jo ikke noget der kom ham ved! Eller .... måske hun endelig bare havde brug for en anden person at snakke med. Han virkede reel nok og sød og hun følte sig ikke bange eller usikker omkring ham længere. Måske hun bare havde brug for sådan en person efter så lang tid alene.

[Deleted]

Jophiel vidste godt, at det kunne være svært og problematisk at stole på nogen, og han klandrede bestemt ikke Ahriana for at være påpasselig eller forsigtig. Han selv ville påstå at han var det samme, og alligevel, så kunne man jo heller ikke være forsigtig eller påpasselig nok. Han sendte hende et smil, også selvom det falmede ved hendes ord. "Du må have oplevet frygtelige ting, hvis du ikke ved om du nogensinde kan stole på nogen igen," sagde han dæmpet. Det var jo hvad han kunne konkludere ud fra det her, også selvom det ikke altid var lige hyggeligt at vide.. så var han jo alligevel nysgerrig på hvad der var sket hende, siden hun var så bange og havde nægtet at komme tæt på ham og endda snakke til ham, selvom han nu aldrig havde set nogen grund til at skulle gøre nogen noget som helst. Et sted var det da alligevel.. skræmmende, at nogen kunne gøre andre noget, så de sad igen med en følelse som denne.
Jophiel trak vejret dybt. Selv var han glad for at hun gav lidt af sig selv til ham, ved at give hende sit navn, for så kunne han heller ikke se nogen grund til ikke at skulle gøre det samme. Hans blik vendte han i retningen af hende igen, som hun også måtte fortælle ham, at han var den første som hun snakkede med.. i årtusinder? Hans smil bredte sig en anelse på hans læber igen, også selvom hun rykkede det tættere på ham igen. Ikke fordi at det var en fornemmelse, som han brød sig om som sådan, men for nu lod han hende undersøge hvad hun nu gerne ville undersøge, og tog det så derefter. "Det lyder godt nok som en trist tilværelse.. Det er vel rart nok med nogen at snakke med?" spurgte han roligt. Han satte hænderne i gulvet og rettede sig en anelse op af reolen bag ham. Den var endnu præget af forholdsvis mange bøger. Det var nemlig ikke dem alle sammen som var faldet i gulvet - heldigvis. Han betragtede hende roligt. "Så lad mig give dig en hemmelighed.. Jeg snakker heller ikke med særlig mange.. Jeg bryder mig ikke om at snakke med folk," fortalte han ærligt. Mange snakket kun med ham på grund af hans efternavn.. Og han hadede det. Der var altid bagtanker og han kunne ikke lide det.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana vidste virkelig ikke hvorfor men hun havde en umådelig lyst til bare at blive og snakke videre med Jophiel. Han virkede ikke farlig på hende længere og selvom hun vidste at man ikke kunne stole på noget så ... stolede hun måske lidt på ham alligevel? Hun vidste det ikke helt, det var en underlig fornemmelse at sidde med også fordi hun netop havde været alene så længe. Hendes blik vendte sig stille mod ham. Hun kunne godt se at hun havde fået hans smil til at falme. Det var ikke noget hun kunne lide, hun kunne faktisk godt lide hans smil. "Jeg har aldrig rigtig stolet på nogen. Jeg har altid haft svært ved at lukke folk ind. Jeg lukkede min læremester ind, min konge og så .... ham" mumlede hun stille og tog sig til maven igen. Det gjorde virkelig ondt at snakke om men hun følte sig opfordret på en eller anden måde til at fortælle ham det. Det havde ikke noget med ham at gøre men mere hendes selv som tvang sig selv til at have en eller anden form for bånd med ham.
Hun vidste ikke hvorfor men hun ønskede at give noget af sig selv til ham. Det gjorde hende glad at have en anden at snakke med et sted. Det var en følelse hun ikke havde savnet det mindste før nu hvor hun sad i en situation og snakkede med en anden. Det var underligt at hendes savn først kunne komme nu men det gjorde det altså. Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham. "Jeg har haft bøgerne at læse i. Jeg har ikke savnet selskab .... ikke før jeg mødte dig" sagde hun ærligt. Hun havde ingen grund til at lyve og et sted så ville hun heller ikke. Hun brugte ikke løgne, hun mindes ikke at hun nogensinde havde fortalt en men hun kunne ikke være sikker. Hun var jo umådelig gammel efterhånden. Som hun brugte tid på at studere ham gik det måske en smule op for hende at hun var for nærgående? Hun var ikke vant til menneskelig kontakt og den der personlige grænse var ikke noget hun kendte til. Hun bed sig let i læben og lænede sig tilbage. Hun lyttede til hans ord. Han brød sig ikke om at snakke med folk heller? Hun sendte ham et stille smil. "Virkelig? Hvorfor ikke?" spurgte hun tydeligt nysgerrig. Hun rykkede sig en smule sådan så hun sad bedre og vendte blikket i hans retning igen. "Jeg .. Jeg er ked af hvis jeg gør dig ukomfortabel. Det er lang tid siden jeg har været i en andens nærvær. Det kan være lidt svært at vurdere hvad man kan tillade sig." Et sted ville hun virkelig ikke have at han gik. Et sted var hun bange for at han ville gå og efterlade hende igen. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Hvorfor pokker var han bange for det? Det gav virkelig ikke nogen mening? Hun kendte ham jo knapt nok men alligevel så var det den følelse hun sad med. Det var forvirrende!

[Deleted]

Det som Jophiel kunne konkludere ud fra dette, så var det jo det faktum at denne Ahriana ikke var vant til at have noget med nogen at gøre. Naturligvis fandt han det som en trist tanke, men han kunne jo ikke just gøre noget ved det. Hvem hun end snakket om, så kunne han se hendes smerte.. han kunne nærmest spore den, og han brød sig uden tvivl slet ikke om det. Han trak vejret dybt. "Uanset hvem du snakker om, så lyder han til at være en type som har forvoldt dig ondt..?" spurgte han dæmpet, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Selv forholdt han sig stille. Nu hvor de snakket, så ville han uden tvivl udnytte det på den måde, som han nu kunne, uden at hu nskulle ende med at blive bange for ham igen, for det ønskede han da slet ikke.. Overhovedet ikke.
Tungen strøg Jophiel over sine læber. Selvom hun var meget nærgående, så var det ikke noget som han tog tungere end som så. Hun var jo heller ikke vant til at være omkring andre mennesker, så kunne det komme bag på nogen? "Det lyder nu alligevel hyggeligt.. dog trist et eller andet sted," sagde han roligt. Han havde altid haft sin musik.. Altid. Ganske vidst frem til hans mors død, for det var der at det hele var gået lidt i stå for ham. Han havde spillet og sunget for hende, for at holde hende rolig.. og nu var hun væk. Han sendte hende et stille, men overbærende smil og trak vejret dybt. "Mit familienavn er ikke ukendt.. Men derimod det modsatte.. Mange ønsker at snakke med mig, blot på grund af det," forklarede han. Det kunne godt være, at han bare var typen som lagde rigtig meget i det, men til tider, så kunne man jo bare ikke lade være. Han trak vejret dybt og foldede roligt hænderne foran sig, som han gav sig til at betragte istedet for, som var det mere interessant. Han rystede let smilende på hovedet til hendes ord. "Det skal du ikke tænke på. Det kan godt være, at du ikke er vant til at snakke med nogen.. men jeg kan lide det.. Du er mig en ganske.. unik kvinde, Ahriana," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig ikke vant til at være omkring andre mennesker. Ja sandt at sige var han den første hun havde snakket med meget længe. Et sted så nød hun at hun ikke længere var helt alene, indtil nu havde Jophiel jo ikke gjort nogen tegn til at ville gøre hende noget så der var vel ingen grund til at frygte ham? Et sted så var hun stadig påpasselig. Hun vendte blikket stille mod ham og valgte at møde hans blik. Hun nikkede stille. "Han ... Han prøvede at slå mig ihjel" sagde hun i en lettere skræmt hvisken. Hun vendte blikket fra ham igen og slog armene stille om sig. Tårerne trillede let ned over hendes kinder på ny. Det var svært for hende at snakke om men der var alligevel noget ved Jophiel som gjorde at hun følte at det var iorden at åbne sig en smule. Hun bed sig let i læben. "Min lærermester sagde altid at jeg havde svært ved at binde mig fordi min magi er så stærk. Dens styrke gør mig bange i det ubevidste sind."
Personlige grænser og hvor og hvornår det var okay at komme folk nær var virkelig ikke noget som Ahriana forstod sig på. Ikke det mindste. Hendes mangel på omgang med andre mennesker var virkelig tydelig i den måde hun ergerede på overfor blandt andet Jophiel men også bare i hele hendes være måde. Hun havde nydt at haft bøgerne ved sin side. Hun elskede at læse så på en måde var tiden fløjet utrolig hurtigt. "Det har aldrig føltes trist. Det var altid trygt og velkendt. Mennesker er utilregnelige hvor bøger ikke er det. Dog ... Når jeg kigger tilbage på det kan det godt virke trist et sted" sagde hun eftertænktsomt. Hun lyttede til hans ord og lod hovedet søge let på sned. Folk ville kun snakke med ham på grund af hans navn? Det lød som en trist tanke et sted. Det måtte være svært hvis folk bre ville snakke med ham på grund af navnet og ikke fordi han var den han var. "Det er jeg ked af at høre. Folk skulle snakke med dig fordi du er rar, ikke på grund af dit navn." Hun havde ondt af ham et sted. Det måtte være svært at have det sådan. Hans næste ord fik en svag rødmen kom frem i hendes kinder og hun vendte blikket i jorden. "Unik er ikke altid en god ting. En gang i mellem kan man være for unik" sagde hun stille og nappede sig selv let i læben.

[Deleted]

Jophiel blev uden tvivl helt trist på hendes vegne, og da særligt med den historie som hun var i stand til at berette for ham. Han lod hovedet søge let på sned. Han kunne jo mærke på hende, at det var noget som gjorde hende direkte ked af det, og det var jo heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved, for.. det kunne han jo ikke. "Det er jeg virkelig ked af.." endte han med en dæmpet stemme, som han så at hun lagde armene omkring sig selv.. At hun så begyndte at græde igen, var slet ikke en tanke som han kunne lide. Han rettede sig forsigtigt op, og vendte sig i retningen af hende. "Tillad mig.." endte han med en næsten forsigtig stemme, inden han forsigtigt hævede hånden og tillod sig selv at stryge hendes kind.. mest af alt for at fjerne hendes tårer. Han kunne virkelig ikke lide at se hende ked af det, og da slet ikke på denne her måde, hvilket næsten kun gjorde det hundrede gange værre for hans vedkommende.
Selv kunne man jo sige, at de hver især havde deres spøgelser at slås med. Jophiel selv havde svært ved at stole på folk, og derfor fandt han det faktisk rart og betryggende, at han kunne stå overfor en som Ahriana, som ikke kendte ham.. ikke kendte hans families navn og bare snakket til ham - som hun sagde, fordi at han var hyggelig og det var noget som han godt kunne lide at høre. Han smilede let. "Hvis verdenen så på det på samme måde, så havde det været nemmere, men det gør de desværre ikke." sagde han roligt. Hvorfor lyve? Det var en virkelig grum verden som var derude. Et sted misundte han hende for at have bøgerne at trække sig til. Der havde han jo så musikken. "Så lang tid, at man kan finde sit eget lys.. som du gør i bøgerne og som jeg gør i musikken, så er det jo udmærket, ikke sandt?" Han sendte hende et opmuntrende smil. Han kunne virkelig godt lide at sidde der og snakke med hende. Han endte med at ryste på hovedet. "Det kommer an på hvem du møder, tror jeg... i mine øjne kan man aldrig være for unik."

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana's historie var langt fra lige så slem som så mange andres men fordi hun netop altid havde været så bange for at binde sig så havde det skadet hende noget så grusomt. Hun havde det virkelig svært og et sted så nu hvor hun fik tid til ligesom at tænke over det så hadet hun det noget så inderligt. Et sted så var hun umådelig glad for at Jophiel havde formået at få hende til at åbne sig en smule, det havde hun alligevel aldrig troet og følelsen var både rar og skræmmende på samme tid. "Det skal du ikke være. Det var jo ikke dig der gjorde mig ondt" sagde hun stille. Han havde jo intet gjort så hvorfor var han ked af det? Det forundrede hende en smule selvom tårerne stadig faldt over hendes kinder. Hun nåede ikke at gøre ret meget mellem hun hørte hans ord til hans strøg hendes kind fri fra tåre. Hun var som fastfrosset i et kors øjeblik hvor efter hun trak sig lidt, ikke meget, væk fra ham og tog sig til kinden. Hendes hjerte hamrede som bare pokker i hendes indre, næsten så meget at det gav hende hovedpine. Hendes instinkt fortalte hende at hun skulle flygte, bare stikke af men hendes hoved fik for en gangs skyld overtaget og hun blev siddende. Hendes blik hvilede bare skræmt på ham, selvom hun regnede med at han ikke ville gøre hende noget så var det umådelig overskridende for hende at han valgte at røre ved hende. Hun kunne næsten slet ikke håndtere det.
På det punkt var de meget ens. Ahriana havde ligesom han utrolig svært ved at stole på folk og det skinnede virkelig igennem. Hendes hoved søgte let på sned og hun betragtede ham. Hans efternavn var hende faktisk ikke ukendt, hun havde hørt det nævnt før men huskede ej hvilken sammenhæng eller hvorfor. Et sted betød det heller ikke noget. Hun sad der fordi han var ikke, ikke fordi han havde et bestemt navn. Hovedet lod hun let søge på sned igen. "Det havde været nemmere, ja, men en del af mig er glad for at verdenen er som den er for havde den været anderledes havde du sikkert ikke siddet her og snakket med mig nu" sagde hun og endte egentlig med at rødme utrolig kraftigt. Hendes blik søgte ned i gulvet som om det pludselig blev umådelig interessant. Hun nikkede blot som svar ved hans næste ord. De gjorde jo det samme, begravede sig der hvor de følte sig bedst tilpas. For hende var det helt klart i bøgerne, for ham var det musikken. Hun vendte stille blikket mod ham igen og så hans opmuntrende smil. Hun vidste ikke hvorfor men hun fik en umådelig lyst til at smile selvom hun ikke gjorde det. Hun smilede næsten aldrig medmindre det omhandlede bøger. Hun bed sig let i læben. "Er du sikker?" spurgte hun stille. Kunne man virkelig ikke være for unik i følge ham? Han måtte vel et sted synes at hun var umådelig sær.

[Deleted]

Ahriana var virkelig en særlig og speciel kvinde i Jophiels øjne, og derfor ønskede han at sidde her og snakke med hende.. finde ud af hvad hun var for en, og gerne uden at skræmme hende, om det skulle være muligt for ham i det henseende, for det var han jo heller ikke ligefrem ude på i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Hans strøg over hendes kind var ganske forsigtigt, også fordi at han ikke ville gøre hende noget ondt.. Han besad vel bare det ønske om at give hende omsorg? Det var en evne som han havde fra sin mor, og det vidste han jo udmærket også godt. Som hun direkte trak sig og så skræmt på ham, som havde han været ved at slå hende, fik ham til at trække hånden til sig. "Undskyld.." endte han, inden han lod blikket søge til hans skød. Det havde jo aldrig været hans mening at gøre hende ukomfortabel eller noget lignende på noget tidspunkt. Overhovedet ikke.
Selvom hans navn var et af de mest kendte i denne verden, så var det ikke det som Jophiel ønskede at være kendt på. Han ville hellere have at folk lærte ham at kende, fordi at de havde lyst, og ikke bare fordi at han hed Diamaqima. Måske lærte ham at kende, så han kunne spille musik for dem? Det var jo trods alt den glæde som han havde i livet, og det som han altid havde vendt sig til, når han havde haft muligheden for det. Det var der jo ikke noget skidt i, ville han da mene. Han trak svagt på smilebåndet. "Måske ikke.. verdenen er som den er af en grund. Jeg tror på skæbnen.. jeg tror det er meningen at vi skulle sidde her og føre en samtale.. Du er en sød kvinde, Ahriana.. Særlig.. men sød," sagde han, da han igen vendte sig mod hende. De mørke øjne betragtede sig af hendes usikre skikkelse. Han havde uden tvivl ondt af hende, for at have været 'tvunget' til at tage de valg, som hun nu havde gjort, men hvad skulle man da ellers kunne gøre ved det? Han hævede hånden og strøg den igennem hans hår. "Selvfølgelig er jeg sikker.. Det er hvad vi er kendt for i min familie.. vi er altid sikre," fortalte han med en drilsk undertone.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var en meget speciel kvinde, de valg som hun havde truffet havde vel egentlig gjort hende utrolig sær med årene? Det faktum at han valgte at røre ved hende, tilbyde hende den form for omsorg var virkelig ikke noget hun havde regnet med eller forventet det mindste, det var også derfor hun blev så forskrækket. Hun huskede ikke den følelse, omsorg, hun huskede kun svigt og smerte, det var derfor hun trak sig. Mennesker var utilregnelige og det skræmte hende umådeligt at hun aldrig anede hvad der kunne komme til at ske. Hun holdt hånden på kinden og stirrede bare på ham, et sted så var hun overrasket fordi det vel et sted havde føltes rart? Tårerne trillede stadig ned over hendes kinder, hun var så vant til det efterhånden at hun slet ikke tænkte over det. Han undskyldte til hende hvilket ligesom fik hende til at vågne op fra sin trance og komme lidt til hægterne igen. Måske han virkelig ikke havde i sinde at gøre hende noget? Han havde jo ikke gjort hende noget indtil nu så måske han bare havde ... prøvet at være sød? Selv den tanke var så fjern for Ahriana og alligevel var det den som virkede mest rigtig. Hun bed sig stille i læben og endte med, meget forsigtigt at søge hen ved hans side igen. Hun bed sig let i læben og kiggede førte op på ham og så ned på hans hånd. Der skulle virkelig ikke meget til at skræmme hende. Hun lukkede stille øjnene og tog sig sammen, han havde jo ikke ville gøre hende noget, hun havde handlet forkert. Hun åbnede sine øjne igen og forsigtigt løftede hun sin ene hånd og tog meget forsigtigt fat i hans. Hun førte den op mod hendes ansigt og sad bare og studerede den lidt før hun sagde noget. "Undskyld. Jeg skulle ikke have reageret som jeg gjorde. Det er mange år siden nogen har vist mig ... omsorg" sagde hun stille men dog tydeligt undskyldende. Hun havde handlet forkert, det var hun ikke bleg for at indrømme.
Ahriana var virkelig ikke interesseret i ham fordi han havde et kendt navn, nej hun sad her sammen med ham fordi hun havde det faktisk godt her ved hans side. Hun vidste ikke hvorfor for følelsen var hende så umådelig ny men hun kunne faktisk godt lide det. Han var sød og rar og meget tålmodig hvilket var hvad hun havde allermest brug for. Måske han en gang kunne spille musik for hende? Så kunne hun læse for ham? Det kunne sikkert være hyggeligt. Hun vendte blikket mod ham og så hans smil. Det var rart at han smilede. Hans ord varmede i hendes krop, hvorfor gjorde de det? Hun forstod sig virkelig ikke på det men følelsen var utrolig rar. "Skæbnen er med til at bestemme vores fremtid, der bliver stillet et valg op for os og afhængig af hvad vi vælger så er det godt eller skidt. Jeg .... Jeg er faktisk glad for at sidde her og snakke med dig og det er i sandhed en følelse som er mig meget ukendt. Du er ... sød og rar, Jophiel" endte hun stille og vendte blikket ned mod hendes skød. Det var virkelig ikke ofte at hun komplimenterede noget som helst andet end bøger og det var kun for sig selv, det at hun gav ham et kompliment på den måde, selvom det kun var et lille et, var utrolig stort. Det var sikkert. Hun havde været meget igennem, hun følte at hun havde været tvunget til at flygte fra alle da hun blev forsøgt myrdet men måske det havde været en dum beslutning? Hun kunne virkelig ikke andet end at tænke over det. Det var da sikkert. Hans ord og den drilske tone fik hende til at vende blikket mod ham igen. "I er da godt nok selvsikre så?" pointerede hun og nu kunne hun alligevel ikke lade være med at lade et lille smil pryde hendes læber. Dette var første gang hun havde smilet over andet end bøger i mange mange år. Det var sikkert.

[Deleted]

Det havde aldrig nogensinde været Jophiels mening at skræmme Ahriana på noget tidspunkt. Han havde kun ønsket at udøve den omsorg, som hun så længe var blevet snydt for, så det kunne jo heller ikke komme bag på nogen. Han var mere bange for at hun nu ville søge væk fra ham og efterlade ham alene der.. Det havde virkelig ikke været hans intention, og derfor fandt han det vel bare rigtigt, at skulle undskylde overfor hende? At se hende græde gjorde ondt, og særligt hvis det i denne omgang, faktisk havde været hans skyld, at det var sådan at hun havde det med tingene, for det havde virkelig heller ikke været hans mening eller intention med noget som helst af dette. At hun så satte sig tæt ved ham igen og endte med at tage omkring hans hånd og førte den tilbage til kinden.. forundrede ham. Han kiggede kort, men forvirret på hende, inden han forsigtigt gav sig til at stryge over hendes kind med sin tommel. "Jeg har aldrig ment at gøre noget af dette, for at påføre dig nogen skade, Ahriana.. Det håber jeg du ved.. Jeg beklager, hvis det kom så pludseligt," endte han, ganske enkelt fordi at det slet ikke havde været meningen.

Der var meget i Jophiels tilgang til verden, som skilte sig fra den typiske. Han selv havde mange ting at trække på.. bare ikke muligheden for at læse, og derfor trak han sig lidt mere tilbage til det faktum at han kunne bruge musikken. Det havde været lidt hans flugt igennem livet, og da særligt også for hans mor. Han vendte blikket mod hende og med det venlige smil på læben. "Du har ret.. Skæbnen handler, som skæbnen nu må, for at opretholde en balance.. Det grusomme som har hændt dig, som det der er hændt mig... Det har ført til, at vi nu kan sidde her og føre denne samtale," sagde han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned. Det kunne godt være, at hun var tæt på ham, men det var virkelig ikke noget som rørte ham det mindste. Han grinede let for sig selv. "Det er om ikke andet, så en måde at se på det på, må jeg sige.. Men ja.. det er vi," endte han. Med alt det der foregik i hans familie, så skulle der virkelig også meget til, før man ville blive betegnet som mærkelig eller sær af en Diamaqima.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig meget let at skræmme. Der skulle intet til før hun frygtede en og selvom hun virkelig prøvede så var dette ikke noget hun kunne ligge fra sig. Hun bed sig let i læben, hun havde ikke været forberedt på det, hun havde ikke forventet at han faktisk ville røre ved hende og det var også derfor at hun var blevet så forskrækket. Stadig var hun en smule bange for ham selvom det slet ikke var lige så slemt længere. Hans hørt førte hun stille op til sit ansigt, det krævede virkelig meget af hende at røre ved ham og lade ham røre hende. Hun mærkede hvordan han langsomt begyndte at stryge sin tommel over hendes kind, en svag rystelse var at finde i hendes spinkle krop men hun kunne faktisk godt lide det. Det var så længe siden hun havde følt den form for nærvær at det næsten gjorde helt ondt. "Jeg .... Jeg ved det godt. Jeg har det bare svært ved nogen som helst form for kontakt. Som jeg fortalte tidligere så har jeg altid været frygtsom omkring andre mennesker, jeg lukkede kun meget få ind. Den ene var en som jeg gav mit hjerte til. Jeg valgte at åbne mig for ham ... Det var ham som prøvede at slå mig ihjel" endte hun meget stille. Jophiel var noget særligt, det var han virkelig. Normalt ville hun havde stukket af for længe siden men ikke med ham. Der var noget over ham, noget som fangede hende. Hun kunne godt lide det selvom hun ikke forstod det.
Jophiel var speciel, han var anderledes end hvordan hun huskede andre mennesker havde været førhen. Hun vidste ikke hvorfor men hun følte sig underligt trukket til ham, som om at det var meningen at hun endnu en gang skulle åbne sig og komme ud af sin skal. Hun lod hovedet søge let på sned. "Jeg er glad for at du kom dumpende i dag Jophiel. Undskyld at jeg prøvede at flygte fra dig" sagde hun undskyldende og bed sig let i læben. Hun begyndte at rode med en tot af sit hår en smule nervøst. Hun kunne virkelig godt lide ham og jo længere tid de sad og snakkede jo mere fik hun en følelse af at han ikke ville gøre hende noget. Hun begyndte på en mærkelig måde at føle sig tryg. Hans lille kommentar omkring hans familie fik hende til at nikke en smule. "Der er intet i vejen for at være selvsikker hvis man kan bakke det op." hun vendte forsigtigt blikket mod ham igen og nappede sig en smule i læben.

[Deleted]

Det var uden tvivl også gået op for Jophiel - på den hårde måde, at denne kvinde var bange.. At hun var frygtelig nem at skræmme, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det største ved. Det havde bare slet ikke været hans intention, at der skulle gøres onde ting mod hende. Overhovedet ikke! Som hun tog hans hånd og lagde den mod hendes kind, begyndte han meget varsomt at stryge der, så hun kunne se, at han intet ondt ville. Han gjorde intet ondt mod nogen væsner. Det var slet ikke noget som lå til ham. Han sendte hende et svagt smil. "Man kan være frygtelig uheldig i sit liv.. Du har bare været mere uheldig end de fleste. Jeg vil blot fortælle, at mine ord, er nogen som du kan stole på, og særligt når jeg siger, at jeg intet ondt ønsker at gøre ved dig," fortalte han. Hun åbnede op.. fortalte om dybe hemmeligheder, som man normalt ikke snakkede om i det åbne på denne her måde, men det var noget som hun gjorde, og derfor ønskede han naturligvis også at lytte til hende. Det var der vel heller ikke noget forkert i, var der? Hovedet lod han søge en smule på sned. Hun var nervøs.. Det var da noget som han kunne mærke, selvom hun blev siddende, og for ham, så var det jo faktisk det vigtigste af det hele.
Man kunne jo heller ikke ligefrem sige at Jophiel kom fra de bedste kår, selvom det var fra en familie udelukkende bestående af kendte mennesker på den ene eller den anden led.. Den eneste som skilte sig ud i den forstand, var faktisk ham. Ingen boglig viden eller intelligens som kunne måle sig med hans søsters eller hans fars, og hans mor var en berygtet mandemorder.. Ja, det var noget af en familie han kom fra. "Det må have været meningen et sted.. jeg er glad for, at du ikke er flygtet fra mig.." fortalte han ærligt og med et stille smil på læben. For ham betød det faktisk utrolig meget, at hun bare.. blev siddende der ved siden af ham. Selv var han en selvsikker mand på visse ting.. andre ville han helst ikke tage stilling til, hvis han kunne blive fri. Han lod forsigtigt hånden falde, for ikke at gøre det for meget for hende. "Indenfor visse ting er jeg.. Særligt her," fortalte han sandfærdigt.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var umådelig let at skræmme, der skulle faktisk ingenting til før hun krøb sammen eller forsvandt for hun var virkelig bange for alt. Hendes mange år alene havde ikke ligefrem gjort det hele meget bedre for hendes vedkommende og hun vidste det jo godt. Det var aldrig en løsning at lukke sig selv inde, det havde hendes læremester altid fortalt hende og hun havde da lyttet mens han havde været i live men efter hans død så havde hun bare lukket af på ny. Hans ord fik hende til at flytte fokus tilbage til hans skikkelse. Hun kunne godt mærke at han ikke ønskede hende noget ondt, det var en følelse som var hende så umådelig ukendt og fremmed, måske hun ...... var begyndt at stole en smule på hans ord? Han lod virkelig ikke til at ville skade hende men om hun turde stole på ham var hun ikke klar over. Hvad skulle hun dog stille op? Det hele var så fremmed og skræmmende og dog alligevel så behageligt og trygt. Det forvirrede hende utrolig meget, han forvirrede hende utrolig meget fordi alle hendes instinkter fortalte hende at man ikke kunne stole på nogen som helst andre end en selv og alligevel så var der noget i hende som sagde at hun kunne stole på ham. "Jeg ...... Jeg ...." hun tav og bed sig selv lidt hårdt i læben. Hun var så splittet imellem disse følelser at det var helt forfærdeligt! ".... Jeg stoler på dig" mumlede hun endelig ret lavt. Hun vidste ikke hvorfor men hun valgte at stole på ham, tage en chance og gøre noget som hun ikke havde gjort længe. Selv var dette meget overskridende for hende.
At hans familie var kendt var hende fuldkommen ligegyldigt, hun sad her ikke på grund af hans familie men på grund af ham. Han var speciel, han fik hende til at åbne sig på en måde som hun ikke havde gjort før og han gjorde det med lethed! Hun havde lyst til at snakke med ham, lyst til at høre hans stemme hvilket var en følelse hun aldrig havde haft før. En følelse af tryghed var begyndt at melde sig i hendes indre og det var slet ikke noget hun var vant til. Det forvirrede hende ufattelig meget. "Jeg er også glad for at jeg blev. Jeg kan godt lide dig, Jophiel" indrømmede hun stille. Hun mærkede hvordan hans hånd måtte falde fra hendes kind og et sted i hendes indre blev hun egentlig ked af det over at han stoppede. Det havde været en behagelig følelse, et kærtegn som hun havde savnet så frygtelig meget selvom det ikke var noget hun havde bemærket før nu. Der var egentlig mange ting ved denne verden som hun havde savnet men som hun ikke havde tænkt over i sin ensomhed. "Så vælger jeg at stole på dig." Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham. han formåede virkelig at få noget frem i hende som hun virkelig ikke troede hun havde længere. Det var dejlig men også utrolig skræmmende.

[Deleted]

Jophiel var slet ikke ude på at skræmme hende væk, eller forvolde hende nogen skade, og det havde heller aldrig været hans hensigt. Tvært imod, så ville han faktisk bare gerne.. finde ud af hvad hun var for en, selvom det var svært, når hun var så indelukket og så usikker. Måske at det var det som gjorde, at han kunne handle og reagere på denne her måde? Fordi at han vidste at hun havde været det igennem, og at de personligt faktisk lignede hinanden rigtig meget? Det var nemlig heller ikke særlig mange, at man kunne sige, at han stolede på. Han betragtede hende roligt, som hun hakkede i hendes udtale. At hun gerne ville stole på ham var derimod en tanke, som han virkelig godt kunne mærke varmen ved. Det betød faktisk meget for ham. "Og derfor vil jeg kun give dig en grund til at skulle stole på mig, Ahriana.. Aldrig kunne det falde mig ind at gøre noget som vil såre dig, eller gøre dig ondt," endte han med en rolig stemme. Det var svært for hende at sige, og det var noget af det, som han faktisk godt kunne mærke. Han ville ikke tvinge hende til noget eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på.
Hånden lod Jophiel falde ganske forsigtigt, også fordi at han heller ikke ville gøre ondt værre for hendes vedkommende. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Hvad hun havde været igennem, malede selvfølgelig også hende som den person som hun var, og selvfølgelig var det i hans øjne frygtelig trist, at det skulle være på den måde. Tungen strøg han let over sine læber. Hun stolede på ham, og det var uden tvivl også det eneste, som han ønskede at give hende en direkte grund til, og det erkendte han da også glædeligt, hvis det endelig var det. Han trak vejret dybt og med blikket hvilende mod hendes skikkelse igen. "Det betyder virkelig meget for mig, Ahriana," fortsatte han roligt, som han igen lod hovedet søge let på sned. Hvorfor være så bange? Forsigtigt greb han ud efter hendes hånd, som han trykkede forsigtigt i sin egen. Han var jo ikke ude på noget, og det var det som han gerne ville bevise for hende. "Hvor lang tid siden, er det at du har været udenfor stedet her?" spurgte han med en rolig stemme, som han lod blikket betragte sig af hendes. Smuk var hun nu.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig splittet, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun ville rigtig gerne stole på ham, det var det valg hun havde truffet selvom det var svært for hende. Hun var bange, bange for at der skulle ske et eller andet, noget slemt som hun ingen kontrol havde med. Hun bed sig i læben igen og vendte blikket i jorden. Hvorfor havde hun det sådan her? Han fik ting og sager frem i hende som hun slet ikke havde mangler og nu ønskede. Han forvirrede hende, han forvirrede hende så meget! Og alligevel så var hun lykkelig over at han sad der sammen med hende, hun kunne ikke andet end at kunne lide ham. Han var virkelig sød og rar og han virkede beskyttende på en måde som hun slet ikke var vant til. Hans ord fik hende til at betragte ham roligt og lade hovedet søge let på sned. "Det er jeg glad for. Det er meget svært for mig at stole på folk fordi jeg har været så meget alene....... Men jeg er glad for at jeg mødte dig for du ......" Hun tav en gang og tog en dyb indånding. Det her var virkelig svært men hun ville bare virkelig gerne. Det var ham, han fik hende til en hel masse bare ved at være sig selv og bare ved at være sød og rar. "...... Du får ..... du får mig til at føle mig tryg" endte hun næsten åndeløst. Det var jo sandt, hun følte sig ikke bange længere blot forvirret mere end noget andet. Det var første gang længe hun havde følt sig tryg men det gjorde hun nu takket være ham.
De få ting som var sket i hendes liv var med til at gøre hende endnu mere panisk end hun var. Hun havde jo altid været bange af sig, altid frygtet at der ville ske noget slemt. Det var virkelig forfærdeligt men sammen med ham fik hun ligesom styrke til at være lidt mere rolig. Hun betragtede ham roligt, han var rigtig rar og hun kunne mærke at det gjorde hende varm indvendigt. "Hvis det er sandt skal man jo have det af vide" sagde hun stille. Det at han tog hendes hånd fik det til at gribbe lidt i hende af overraskelse men hun flyttede sig ikke. Hun vendte blikket undersøgende mod hans hænder, hun kunne mærke hans varme og det var en virkelig dejlig ting. Hun bed sig stille i læben og vendte blikket mod ham. "Ehm. Sidste gang jeg forlod slottet var tilbage da jeg blev overfaldt. Jeg var nød til at søge en healer. Så er det nok omkring .......... 57.079 år siden." Hun havde holdt regnskab, sådan var hun bare og sådan havde hun alle dage været.