Reading a good book.

[Ahriana "Master of Time"]

Dagen gik på held og roen begyndte at indfinde sig på slottet i Procias. Det var en dejlig stjerneklar aften og forholdsvis lun så der var ikke mange som var indendøre. De ville hellere side ude og kigge på stjerner. En tjeneste pige gik rundt og tjekkede biblioteket for at se som der var noget der skulle ryddes op. Hun brød sig ikke om at være der, det var der ingen af dem der gjorde. Rygterne om Castle of Lights husspøgelse kendte alle på slottet og der var altid mest aktivitet om aftenen omkring biblioteket. Hun gjorde sig hurtigt færdig og forlod lokalet med et lettet suk. Det lod ikke til at spøgelset var aktivt denne nat. Eller det var hvad de troede. Som det blev lidt senere begyndte der at komme lidt liv på Biblioteket igen. Havde der været nogen havde de tydeligt kunne se en kvinde vandre med lette skridt igennem de lange gange med høje reoler.
Ahriana var en gammel magiker, ikke et spøgelse som de alle troede hun var men det gjorde hende intet. Hun havde det bedst med at alene og her kunne hun da være i fred. Hun stoppede op ved den ene af reolerne og kiggede op med hovedet let på sned. Hendes blik havde fanget en bog hun ikke lige mindes at hun havde set før. Under hende kom der en rune som langsomt førte hende op mod bogen. Hun stoppede den og tog roligt fat i bogen mens hun fortsat svævede. Det var en ny bog, en bog med regenter for Procias igennem alle årene. Det var en hun ikke havde set før. Hovedet søgte let på sned mens hun studerede den. Den kunne da være hyggelig som letlæsning. Hun lod sig svæve det sidste stykke op og placerede rumpen oven på den store solide reol, derefter fremmanede hun et lys og begyndte stille at læse.

[Deleted]

Det var ikke ofte at Jophiel befandt sig på biblioteket på Castle of Light, men ikke desto mindre, så var dette en aften, hvor han følte at han var nødt til at finde sin søster - Dronningen af Procias. Rygterne omkring deres kære fader havde gået langt, og rygterne om at han skulle tilbringe tiden sammen med Yuuki. En kvinde, som bestemt ikke var ukendt for nogen lande, var slet ikke noget som han fandt sig i!
Selvom hans moder var død og borte, og havde været det igennem skræmmende mange år, og selv hendes navn svandt mere og mere på folkemunde, så var det nu og da en del af Jophiel og en del, som han agtet at holde i live, så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. Hans skridt var rolige, da han søgte ned mod Biblioteket. Det var ikke nyt for ham, at det var der han fandt sin kære søster. Han var nødt til at finde hende og snakke med hende om hvad de skulle gøre nu, for.. Yuuki? Af alle mennesker han kunen finde, så hende!? Det var virkelig at vanære deres moders minde, og det synes han virkelig ikke at den mand kunne tillade sig!

Langt om længe nåede Jophiel biblioteket. Han bed tænderne sammen. Han var indebrændt, og havde været det stort set siden deres moders død, for han mente uden tvivl at Nathaniel havde haft noget med i det spil. Han var blevet stor og han var blevet voksen, og det var uden tvivl også noget, som han helt klart var blevet utrolig stolt af. Han sukkede tungt. "... Silia? Er du her?" spurgte han lettere håbefuldt, da han trådte ind og lod døren glide i efter sig. Selv på denne tid af aftenen kunne han være heldig at finde hende på stedet her, selvom det skete mere og mere sjældent, og at opsøge hende på De Kongelige Gemakker ville han ikke. Hun skulle selvfølgelig have sin fritid sammen med sin mand, hvilket han skam også havde forståelsen for. Han så sig om. Selv elskede han bøger, selvom han knapt kunne læse dem. Lidt pinligt når man jo faktisk var en Diamaqima.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana nød at være i nærheden af bøgerne. hun elskede bare at kunne leve sig ind i ordene, alle sammen. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre hvis hun ikke havde et så stort bibliotek at kunne boltre sig i. Hun var nået langt i deres samling men hun var ikke en gang halvvejs. Denne bog hun sad med nu var dog anderledes, det var en historisk bog omkring regenterne og hun læste roligt igennem. De første stod der ikke meget om, der var godt nok også mange år siden de var forsvundet.
At der skulle være nogen andre på biblioteket end hende havde hun ikke forventet. Hun var der jo altid alene, hun så næsten aldrig et andet levende væsen men gemte sig for dem. En gang i mellem blev hun dog set og det var der spøgelseshistorierne var kommet fra. Hun læste støt videre og begyndte stille at smile. Dette var det eneste tidspunkt hun virkelig smilede på, når hun læste. Hun havde ikke andet at være glad for end sine bøger. Hun bladrede en side mere og stoppede op. Hendes smil falmede igen og hun bed sig let i læben. Hun var nået til kongen, hendes konge, ham hun havde forladt efter hendes formodede død. Kongen var selv død kort efter, forgiftet og man vidste ikke af hvem. Man regnede med at det var Dvasias der havde været på spil. En forsigtig finger kørte hun roligt hen over billedet af kongen og hovedet søgte let på sned. Enkelte tårer trillede ned af hendes kinder. hun havde så let til tårer. "Undskyld" hviskede hun med en svag men blid stemme. Hun var helt fordybet i bogen og hun opdagede ikke at der var trådt andre ind i lokalet. Hun havde ingen ide om at hun ikke længere var alene.

[Deleted]

Jophiel var under normale omstændigheder ikke særlig begejstret for biblioteket, ganske enkelt fordi at han ikke rigtigt kunne læse. Jo, han kunne godt, men det tog ham virkelig, virkelig lang tid, og det havde altid været noget af det som havde faldt hans søster så naturligt, at det nok var en egenskab som han havde opgivet på forhånd. Nu hvor rygterne lød om deres far på at han var sammen med Yuuki, var det virkelig noget som han var nødt til at snakke med sin søster om, for det kunne de vel ikke bare lade gå ubemærket til? Det gjorde ham uden tvivl ked af det, for det var virkelig en vanære af hans mor og det gjorde ham bare arrig. Det var virkelig ikke den respekt som hun fortjente, for hun fortjente virkelig langt mere end hvad han gav hende.
"Jeg har virkelig ikke tid til gemmeleg.. Please sig at du er her.." Han trådte ind og så sig om. Ofte plejede han jo trods alt at kunne finde sin søster her, og det var skam også derfor at han gik der som han gjorde det lige nu. Han bed tænderne svagt sammen og så sig om. Alle de bøger.. Hvad han dog ikke ville give for at kunne læse i dem, men det kunne han ikke. Det tog ham i hvert fald alt for lang tid. Det første som han dog fik øje på, var ikke hans søster, men en anden pige. Næsten i forskrækkelse, måtte han slippe et halvvejs skrig, inden han hastigt tog sig til brystet. Hans hjerte hamrede fast.. Det var lige før at det var ubehageligt. "Åh.. Jeg.. undskyld!" endte han hastigt. Det var virkelig ikke noget som han havde regnet med.

Jophiel vendte blikket lidt væk. Af en Diamaqima, var han nok langt mere ydmyg end hvad så mange andre ville have været, men gjorde det nogen forskel? Han var blevet forskrækket, og han var virkelig bange for, at det havde haft den samme effekt på hende også, og det havde så sandelig heller ikke været hans hensigt. "Jeg søgte efter en anden. Undskyld, hvis jeg forstyrrede.." undskyldte han sandfærigt.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var vant til at se de kongelige komme og gå og hun kunne egentlig faktisk godt lide det nuværende regent par. De lod til at have hjertet på det rette sted i det mindste. Bogen i hendes hænder facinerede hende virkelig. Hun læste historier om sin konge som hun egentlig lidt havde glemt og sorgen fra tidligere fortog sig en smule. Det var rart at mindes de gode gamle dage en gang i mellem. At der var andre i biblioteket opfangede hun dog ikke og hun var ellers normalt meget observant, det var hun jo nød til for hun var egentlig ikke godkendt til at være på slottet eller hvad man nu skulle kalde det. Det lille skrig som lød gennem det store bibliotek fangede dog hendes opmærksomhed og fik hendes blod til at isne. Hendes blik vendte sig i retning af lyden og hun sad næsten som forstenet og betragtede manden som var på gulvet. Det at han så måtte snakke til hende fik hende om muligt til at gå mere i baglås. Hun sad der højt oppe på reolen og følte sig pludselig meget blottet. Bogen gled ligeså stille ud af hendes hænder og endte på gulvet med et ordenligt knald.

Det at bogen ramte gulvet og hans ord som endnu en gang var henvendt til hende fik hende dog til at panikke en smule. Hun rejste sig op på den høje reol og vendte sig væk fra manden på jorden. Med små og forsigtige skridt satte hun dog i løb ned af den lange række af reoler som var her. For en gangs skyld havde hun en halvlang hvid kjole på som flagrede let efter hende og gav hende en form for spøgelses agtigt skær. hun ville ikke fanges! ikke på vilkår. Tårerne strømmede ned over hendes kinder i sådan en grad at hun endte med ikke at rigtig at kunne se hvor hun løb og hun endte med at træde forkert og forsvinde ned på den anden side af de store reoler. Der lød dog intet bump som at hun skulle have ramt jorden.

[Deleted]

At se kvinden sidde oppe på reolen, var på ingen måder noget som man kunne sige at Jophiel havde regnet med, og ja, det havde uden tvivl gjort ham direkte forskrækket. Han var vant til at se sin søster her, og ikke alle mulige andre, for ikke at glemme at denne kvinde uden tvivl forekom ham som en fremmed. Vidste nogen overhovedet at hun var der? Som hun tabte bogen i gulvet, var det den som hurtigt fangede hans opmærksomhed. Om Yessica - den strenge bibliotekar fandt ud af, at der lå bøger på gulvet, vidste alle da, at hun ville gå amok! Derfor gik han roligt hen og samlede bogen op. "Du er nødt til at passe på d..." Han tav, da han så op og hun var væk. Han blinkede med øjnene. Han var ikke vant til at folk løb væk fra ham, men derimod gjorde det stik modsatte! Man var vel ikke en Diamaqima for ingenting?

Jophiel sukkede let. Ja, det var i alle fald ikke hans søster. Han lukkede bogen roligt og vendte den med forsiden op, hvor han forsøgte at læse den. Det lange navn opgav han allerede fra starten af, og lagde den så på hylden, fuldkommen ligeglad med at den faktisk lå forkert. Det var bedre end at lade den ligge på gulvet, når Yessica ville komme på arbejde igen, og naturligvis var det også noget som gjorde noget selv for hans vedkommende. Han trak vejret dybt. Silia havde vel valgt at give sig hen til Gabriel for i aften, istedet for arbejdet? Det var om ikke andet et skridt i den rigtige retning, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, hvis han endelig skulle være ærlig. "Nå ja.." Han så sig om. Hvem var den kvinde? Han havde i hvert fald aldrig set hende før. Blikket sænkede han og vendte det så i retningen af vinduet, hvor man kunne se månen på den anden side. Et sted uden tvivl ked af, at han ikke selv kunne læse de mange bøger som stod her, men bogstaver gav ham ganske enkelt hovedpine. Han havde sin musik.. Han gik hen til et af de store vinduer med en nynnen over læberne. Musikken var hvad han havde, hvor Silia... stort set havde alt det andet.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig en fremmed for alle på dette slot. Ingen af dem havde været i live da hun havde sin gang her og hvis de havde levet den gang havde de i hvert fald ikke været her. Hun vidste ikke om hun ville kunne blive på slottet hvis de vidste hvem hun var eller hvorfor hun var der så hun gemte sig. Hun turde ikke blive set. Manden som havde overrasket hende havde allerede set for meget. Et så direkte møde som dette kunne ikke slåes hen som et spøgelse, desværre. Hun hørte kun svagt hans ord som hun prøvede at stikke af. Hun ville virkelig ikke fanges. Den sure bibliotikar havde Ahriana aldrig støt på før men hun havde hørt hende være sur på andre over den måde de havde behandlet bøgerne på. Det var dejligt at der var andre end hende som havde en respekt for dem. At hun så måtte træde forkert og ende i den næste gang fik hende næsten til at stivne. Hvis manden kom herover ville han se hende igen og det var ikke noget hun ønskede. Hendes fald blev stoppet inden hun ramte gulvet af hendes magi og hun kom intet til. Hun ladede roligt på jorden og prøvede at lytte hvor manden var gået hen. Hun bed sig let i læben og kiggede panisk frem og tilbage men hun så ham ikke. Til sidst endte hun med at høre skridt som var på vej hen mod det nærmeste vindue og hun åndede lettet op. Så ville hun i det mindste kunne komme ud uden at blive opdaget. Hun vendte ryggen mod den retning hvor var og skulle til at gå da noget fangede hans opmærksomhed. Manden var begyndt at nynne. Med store øjne vendte hun sig tilbage mod retning af lyden og listede lidt nærmere. Det var virkelig en af de ting som kunne fange hende, musik. Dog var hun selv decideret tonedøv og hun kendte ingen sange så derfor var hun ekstra interesseret i folk som kunne tavet. Tårerne trillede stadig ned over hendes kinder efter at hun var blevet forskrækket. De ville nok ikke lige stoppe forløbigt. Hun nåede hen for enden af den gang hun var endt i ved faldet og hun kiggede forsigtigt frem fra sit skjul.

[Deleted]

Kvinden var blevet så bange for ham, at hun havde valgt at løbe. Ikke fordi at det var noget som gjorde Jophiel noget som sådan, men han havde jo virkelig ikke ment at skræmme hende sådan ved sin blotte tilstedeværelse. Om ikke andet, så måtte han jo faktisk erkende, at det var rart at nogen løb væk fra ham istedet for det modsatte. Selv var hans familienavn jo ikke ligefrem ukendt, og det var naturligvis også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Når alt nu endelig kom til alt, så var det jo bare at understrege det faktum, at han.. ikke var ude på noget. Han søgte sin søster, og det var tydeligt, at hun ikke var her i aften, og derfor ønskede han jo heller ikke at forstyrre hende i De Kongelige Gemakker, hvis hun i denne omgang faktisk havde valgt at give efter for Gabriel og bare tilbringe tiden sammen med ham.
Bogen lagde Jophiel roligt på hylden. Han kunne ikke sætte den på sin korrekte plads, og det vidste han jo godt. Ordblind så det sagde spar to, og end ikke hans kære fader havde formået at lære ham det. Manden havde vel opgivet, før han havde vendt dem alle sammen ryggen og bare søgt ud af landet i den tid hvor de havde haft hårdest brug for ham? Jophiel ville ikke have mere med manden at gøre, men at han vanærede deres moder på den måde, var slet ikke noget som han kunne eller ville leve med! Han nynnede.. Musik og den slags var noget som faktisk fik ham til at slappe af, og det var uden tvivl noget som han havde brug for lige nu! Han lukkede øjnene ganske let, inden han slog dørene op udadtil, og lod vinden ramme ham i ansigtet.. Ligesom da han var barn, satte han sig i vindueskarmen. Kvinden var væk, men kom vel til syne igen, om det var noget som hun havde lyst til? Han bøjede i benene og lod armene hvile omkring hans knæ. Han fortsatte med at nynne, selv da han lagde hovedet tilbage mod den kolde stenvæg bag ham. Han stoppede sin nynen med et tungt suk.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var bange for alle på slottet om det så var de yngste til de ældste. Hun ville helst ikke være sammen med nogen andre levende væsner, hun følte sig så usikker omkring folk. Hun kunne jo ikke kontrolere dem. Hun kendte ikke denne mand som hun havde stødt ind i her på biblioteket men det var underligt at der overhovedet var nogen på denne her tid. Hvad han ønskede af stedet betød virkelig intet for Ahriana. Med tårerne trillende ned af kinderne havde hun prøvet at komme væk og gemme sig. Hun var virkelig bange. At manden så måtte begynde at nynne fik hende til at stoppe op endnu en gang og vende interessen mod ham. Hun var ikke vant til at være i nærheden af nogen som kunne musik og selv var hun utrolig tonedøv. Musik facinerede hende faktisk utrolig meget, det var en kunst hun vidste at hun ikke kunne lærer, den var uden for hendes række vide. En tanke som gjorde det hele meget mere spændende når hun hørte andre synge eller nynne. Hun havde listet sig langs reolerne for at komme tættere på og nu stod hun blot der halvt gemt bag den yderste reol. Hendes ene hånd hvilede roligt mod det kølige træ. Han så ud som om noget måske trykkede ham lidt? Hendes hoved søgte let på sned og hendes blik hvilede på hans skiggelse. At han så holdt op med at nynne igen fik hende til at bide sig let i læben og trække sig en smule længere tilbage. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre nu.

[Deleted]

Jophiel kunne aldrig nogensinde finde på at gøre nogen noget ondt, for hvorfor skulle han da også det? Han var et væsen som selv bare ønskede at finde sin plads, og specielt fordi at hans søster havde den fremgang som hun havde. Det var tilsyneladende bare ham, som skulle have alle problemerne, hvilket han selvfølgelig var træt af. Sang og musik var det som han havde, og det var det som selv gav ham en form for ro, hvilket vel også var derfor han faktisk selv begyndte at nynne. At det så derimod var noget som tiltrak hendes opmærksomhed, var nok ikke lige det som han havde regnet med, men det var jo faktisk ikke noget som gjorde ham noget.
Jophiel drejede hovedet ganske varsomt i retningen af det sted, hvor han nu var temmelig sikker på at hun luskede rundt - et sted bag en reol fyldt og proppet med bøger. Hun skulle uden tvivl være glad for at Yessica ikke ville være her på denne tid, for hun ville da gå fuldstændig amok, hvis hun så, at der var nogen på biblioteket på denne tid af aftenen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selv rørte han ikke en muskel, da han stoppede med at nynne, og han nærmest kunne høre, at hun trak sig væk fra ham igen. Han trak svagt på smilebåndet. Dette fjernede lidt fokus fra det, som han havde tænkt på til nu, hvilket han faktisk måtte finde ganske behageligt. Alt hvad hans far lavede, var slet ikke noget som han kunne eller ville finde sig i, og det erkendte han da også glædeligt! "Jeg gør dig ikke noget.." fortsatte han med en rolig stemme. Kunne hun lide musik? Det var uden tvivl ikke det som man hørte mest af på stedet her, da det var et sted præget af ro og stilhed. For nu blev han siddende. Det kunne jo være, at han var heldig at overbevise hende om, at han ikke var spor farlig.

[Ahriana "Master of Time"]

Den gamle, sure bibliotikar holdt hun sig helt fra. Hun hadede andre mennesker men sure mennesker var værst. Hun holdt sig langt væk fra folk som skældte ud. I det hele taget var hun bare voldsomt konfliktsky også selvom det ikke involverede hende. Hun bed sig let i læben, hans nynnen fangede virkelig hendes opmærksomhed og hun kunne ikke styrre det. Hun måtte tættere på. Hun havde sneget sig lidt tættere på og regnede faktisk ikke med at han havde nogen ide om hvor hun var henne. Hendes tanker gik ikke lige på at han ville kunne se hende fra vinduet hvis han valgte at kigge i hendes retning. At han så måtte stoppe med at nynne igen var en skam. Alt nysgerrighedden forsvandt fra Ahriana og hun blev bare skræmt igen. Dog måtte hun dog fryse på stedet da hans ord endnu en gang nåede hendes øre. Han vidste at hun stadig var der, og han snakkede til hende. Hun sank en klump og endte med at synke ned i knæ stadig sådan så han ville kunne se hende fra vinduet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op. I så mange år havde hun kunne holde sig godt skjult men lige nu så var det næsten som om hendes magi fejlede hende? Hendes øjne vendte sig skræmt mod manden i vinduet og hun bed sig svagt i læben. Hvad skulle hun nu gøre? Månens lys skinnede ind på hendes ellers ret så blege ansigt og lyste hendes forskellige farvet øjne op. De stirrede bare på ham med en frygt så det sagde spar to. Som om han havde truet hende med at slå hele hendes familie ihjel for øjnene af hende. Det var så bange hun egentlig var. Hun var dog stadig ude af stand til at ytre et eneste ord.

[Deleted]

Det var selvfølgelig underligt for Jophiel at se kvinder direkte stikke af fra ham, når an var vant til det modsatte. Ikke fordi at det var noget der som sådan faktisk gjorde ham noget, for han havde brug for at tænke på lidt andre ting end hvad der egentlig plagede ham. Hans far havde fundet en ny ifølge rygterne, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om.. overhovedet! Han sukkede tungt og lagde hovedet mod den kolde rude, alt imens han kiggede ud. Han vidste jo at kvinden endnu måtte være der, for hvor skulle hun da ellers være? Han havde ikke hørt døren gå op eller noget lignende, så det var jo faktisk det eneste som i princippet måtte give mening for ham i længden.
Kvinden ville ikke komme frem, hvilket han nu heller ikke ville blande sig i. Hvad andre folk gjorde sig af tanker, vedkom jo trods alt heller ikke ham, og nu hvor de stod i denne situation, så.. vækkede det alligevel en nysgerrighed. Han havde aldrig set hende på slottet her, og han var her ellers forholdsvis ofte, hvis han endelig skulle sige det.. Og denne kvinde kunne han da slet ikke mindes at have set før. En tanke som han faktisk fandt mærkværdig. Vidste nogen overhovedet at hun var her? Hånden lagde han let over brystet.. Han manglede sin violin.. som han selvfølgelig havde efterladt derhjemme. "Great.." mumlede han let for sig selv. Han begyndte igen bare at nynne for sig selv. Når han ikke havde andre midler til at få.. sine frustrationer ud, måtte nynnen jo gå, også selvom han var langt bedre på sin violin. Den havde han også spillet på siden han havde været helt lille.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana havde gemt sig på slottet i mange tusind år, så lang tid at hun var sikker på at hun var glemt af alle. Rygterne om at hun var blevet til et spøgelse stammede fra dem der huskede hende efter hendes død og det var tjenestepigernes ynglings historier. Hun havde hørt dem når hun gemte sig rundt omkring. Hun vidste hvad de alle tænkte og det gjorde hende skam ikke spor. Hun kunne godt lide det på denne måde, på denne måde kunne hun være alene. Dog måtte hun undre sig lidt. Denne mand havde ikke troet at hun var et spøgelse, han var blevet forskrækket, bevares men han troede ikke at hun ikke eksisterede. Måske de var begyndt at glemme spøgelseshistorierne? Det var ikke en god ting for det betød at hun skulle til at passe ekstra på når hun rendte rundt om aftenen og natten.
Ahri tittede let frem fra reolen men skyndte sig at gemme sig væk igen så snart hun fik øje på ham. Hun var nysgerrig men alligevel så frygtelig skræmt. Hun var bange for hvad der ville ske. Måske hun bare skulle løbe? Stikke af og håbe på det bedste? Hun bed sig let i læben og begyndte ferbrilsk at pille ved en hårtot. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre!? Hun skulle lige til at rejse sig da han endnu en gang begyndte at nynne og hun kravlede forsigtigt frem igen. Hun var virkelig betaget når noget omhandlede musik eller sang. Det fangede hende, det var noget hun ikke kendte til og det skulle undersøges. Hovedet søgte let på sned mens hendes blik hvilede på ham fra kanten af reolen. Gid vide hvem han var??

[Deleted]

Når man voksede op i en Diamaqima-familie, så vidste man, at der var mere mellem himmel og jord, men derimod også, at langt det meste, kunne forklares ud fra menneskelig logik. En sans som Jophiel dog havde arvet efter sin kære far og mor for den sags skyld. Hans blik hvilede frem for sig og mod muren og tildels ud mod vinduet, som vendte ud mod den store og massive slotshave. Uden tvivl et smult syn når solen stod højt, selvom det næppe var det som gjorde udfaldet lige nu.. Og et sted var det slet ikke det som han ønskede at tænke på. Selvom hans moder havde været død i så mange år, ville han ikke se sin far med andre end hende.. Den mand formåede da virkelig at skubbe dem mere og mere væk nu!
Frustreret lod Jophiel hænderne vandre henover ansigtet, igennem håret og lagde sig i hans nakke, inden han fortvivlet vendte blikket mod vinduet. Der var vel gået så mange år, at det ikke rigtigt gjorde den største forskel alligevel? Det var uanset hans mor som han altid var kommet bedst ud af det med, og aldrig far - uheldigvis i det her tilfælde, for han havde følt sig forladt allerede for mange år siden. Hans nynnen stoppede igen.. Han følte slet ikke at humøret var til det, uanset hvordan han så ville vende eller dreje den, og det hadede han, for det lignede ham slet ikke at gøre det på denne her måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var generelt indebrændt.. frustreret og havde ikke nogen at lukke det ud til. Hovedet slog han let tilbage mod muren, hvorefter han lukkede sine øjne. Det var udmattende at være så vred og så indebrændt som det han følte, at han var lige nu.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var utrolig nysgerrig anlagt selvom hun var så ufattelig bange for alting. Det at han sad der og nynnede fangede virkelig hende interesse og fik hende til at undersøge noget mere. Musik havde altid være noget mystisk noget for hende. Melodi der kunne komme ud af ting eller tale? Det gav ikke meget mening og man kunne ikke læse ret meget om det i bøgerne. Hvad denne mand gik og døjede med anede hun virkelig ikke. Hun kendte ham ikke og kendte ikke en gang til hans familie. Hovedet søgte let på ned og med rolige bevægelser kravlede hun lidt tættere på. Hun nærmest sneg sig rundt om reolen og betragtede ham med undersøgende øjne. Han havde jo ikke gjort hende noget endnu. Betød det at han ikke var farlig? Hun vidste det ikke men hans nynnen! Det var virkelig noget hun ikke kunne ignorere. Hun satte sig på knæ igen og lyttede roligt til melodien. Det at han så valgte at stoppe igen fik hende til at indse hvad hun havde gang i. Hun spærrede øjnene op og begyndte at kunne mærke panikken i sig endnu en gang. Hun kom hurtigt på benene og skyndte sig om bag ved reolen igen hvor hun kunne gemme sig. Hun dumpede ned på gulvet og endte med at ramme reolen lidt for hårdt med ryggen. Enkelte ruller og bøger endte med at falde ned i hovedet på hende og hun udstødte et lille hvin. "Auw" mumlede hun med spinkel stemme og tog sig til hovedet.