Reading a good book.

[Deleted]

Jophiel vendte blikket roligt i retningen af Ahriana. Han kunne lide hende.. han kunne lide at snakke med hende, og særligt nu hvor han havde fået muligheden for at føre en ganske naturlig samtale med hende, så var det næsten det, som gjorde det hele så meget bedre for selv hans vedkommende. Han sendte hende et smil. Hendes ord var uden tvivl noget som i sandhed måtte betyde frygtelig meget for ham, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han var i forvejen temmelig svær at imponere, og da særligt når det kom til denne her slags og særligt blandt kvinder, for det havde han aldrig været meget for, og særligt sådan som han havde det for tiden. Han lod hovedet søge let på sned. "Det betyder meget for mig, at høre dig sige det.. Jeg vil gerne have, at du stoler på mig.. Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget ondt," forsikrede han med en rolig stemme, som han let nikkede mod hende.

Ganske forsigtigt tog Jophiel omkring hendes hånd. Det var virkelig ikke fordi at han var ude på at gøre hende det mindste ondt, for det var han da godt nok heller ikke. Det havde han heller aldrig nogensinde haft nogen grund til. Han sendte hende et smil, også selvom det hurtigt falmede igen. Var det virkelig så mange år siden hun havde været udenfor murene her? Han kunne i hvert fald trygt garantere hende for, at intet var som det havde været engang! Han strøg hendes hånd ganske forsigtigt, også mest for at understrege, at han altså ikke var ude på at gøre hende noget, for det var han altså ikke. Tungen strøg han let over sine læber. "Det er virkelig mange år siden, må jeg sige... må jeg vise dig det? Hvad der er derude? Intet er som det var.. for 59.000 år siden," kunne han forsikre hende. Der var sket pænt meget siden dengang!

[Ahriana "Master of Time"]

Hun kunne virkelig godt lide at sidde her og snakke med ham. Han var sød og rar og det var noget hun havde savnet i sin hverdag. Hun havde ikke haft nogen, hun havde været alene og det i sig selv var en tanke hun lige nu ikke brød sig om. Hvorfor havde hun dog valgt at være alene? Hun vidste det ikke men det var lige nu noget som hun slet ikke kunne forholde sig til. Når hun sad her sammen med ham så ønskede hun ikke at være noget som helst andet sted. Hun ville bare være her sammen med ham, snakke med ham og bare have det rart som hun havde det lige nu. Hun bed sig stille i læben da hun følte trangen til at smile igen. Hun var virkelig ikke vant til at skulle smile! Hvorfor fik han hende til at føle sig på den måde? Det var forvirrende. Virkelig forvirrende. Hun vendte blikket mod gulvet ved hans ord og begyndte at pille ved hendes kjole en smule mens han snakkede. "Det ... Det ved jeg godt. Du er sød og rar. jeg ved godt at du ikke ønsker mig ondt. Jeg kan mærke det ..... Lige her." Hun pegede ind mod sit hjerte med en enkelt finger og vendte så blikket mod ham igen. Hvorfor fik hun ham til at føle sig på denne måde? hun kunne virkelig ikke forstå det.

Han tog om hendes hånd og hun måtte indse at hun kunne lide det. Hun kunne virkelig godt lide det. Et sted så hungrede hun efter en smule nærhed men det var en hungren som hun ikke havde følt før. Det gjorde hende forvirret og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det hele. Han strøg hendes hånd forsigtigt og hun kunne mærke hvordan varmen steg let i hendes kinder. Hun vendte hovedet og kiggede ned mod gulvet igen. Hun kunne virkelig ikke finde hverken op eller ned i det her. Det var bare så underligt! Hans falmende smil fangede hun ud af øjenkrogen og hun vendte blikket mod ham på ny. "Jeg ved at der er sket meget men jeg tør ikke forlade slottet alene og .... jeg har altid været alene. Jeg tør ikke gå ud selv, jeg bliver panisk hver gang. Så er det meget lettere bare at blive her på slottet" forklarede hun stille. Hun vendte blikket mod deres hænder og bed sig let i læben. Det var virkelig en behagelig følelse som han efterlod hende med. Det forvirrede hende men den var behagelig, meget behagelig faktisk.

[Deleted]

Tilværelsen alene, kunne man jo kun sige, at Ahriana havde valgt af en grund, og ud fra hvad Jophiel nu vidste om hende, så havde det vel ikke været så underligt igen, havde det? Det var uden tvivl trist, at den slags kunne komme og ramme en kvinde som hende, men.. tiderne havde vel skiftet siden dengang? Det håbede han da godt nok.. Selv hørte man ikke meget om drab i disse dage i Procias, men det forekom naturligvis stadig. Ved hendes ord, kunne han nu heller ikke lade være med at smile. Noget godt kom der ud af det, hvis hun følte i hendes hjerte, at han ikke ønskede at gøre hende ondt, for det gjorde han virkelig ikke. Selv var han faktisk.. glad for at have hende at snakke med. For ham, var det nemlig også rart, at der var nogen, som faktisk ikke dømte ham for noget som helst, og det var også lidt der, at det måtte ligge for hans vedkommende. "Hvis det er der du kan mærke det, så er det også fordi at det er sådan det forholder sig.. Af hjertet, kunne jeg aldrig nogensinde drømme om at gøre dig noget ondt.. Og at du stoler på det, betyder virkelig meget for mig," sagde han ærligt og med et smil på læben. Han kunne godt lide at se det ved hende.. Hun havde virkelig et sødt smil.

Selv synes Jophiel, at det virkelig var tragisk, at hun ikke havde været ude igennem alle disse år. Alt det som hun havde misset.. Det var jo også derfor, at denne tanke faktisk måtte slå ham, for dette var bestemt ikke typisk ham. Det var på ingen måder typisk ham, at sidde i en kvindes selskab og bare.. holde hånd, som han gjorde med hende lige nu. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Ja, hun var en kvinde, som han faktisk godt kunne gå hen og blive glad for, selvom det nok var for tidligt at sige det lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Jeg forstår godt, at du ikke har gjort det alene, men... ville det gøre nogen forskel, hvis.. jeg for eksempel, gik med dig? Du skal se Procias, Ahriana.. Du skal ikke bare sidde herinde og være skræmt fra at søge ud.. Jeg passer på dig," lovede han roligt. Det var en pludselig trang som han ikke kunne styre. Han havde virkelig denne trang til at søge ud og hjælpe hende!

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana kunne virkelig godt lide Jophiel. Der var virkelig noget over ham som gjorde at hun bare følte sig rolig sammen med ham og det var en virkelig behagelig tanke som hun virkelig nød. Hun nappede sig selv let i læben mens hun betragtede ham. Det var virkelig længe siden hun havde givet sig så meget hen til et andet menneske og virkelig bare snakket med vedkommende. Det var en underlig følelse som hun faktisk ikke kunne andet end at lige nu. Hun rødmede svagt ved tanken og vendte blikket mod gulvet. Det var mange mange år siden hun sidst havde rødmet på denne måde, varmen bredte sig ikke kun i hendes kinder men hele vejen ud i hendes kro. Det var virkelig underligt! Hvordan kunne han få hende til at føle sig på denne måde? "Jeg ved det. Det er bare sådan en underlig fornemmelse endnu en gang at kunne stole på et andet menneske. Du .... du får mig til at føle mig godt tilpas hvilket er virkelig dejligt men også rigtig skræmmende" sagde hun stille og kunne ikke lade være med at smile lidt igen. Hun kunne ikke rigtig andet når de nu var ham hun sad sammen med.

Ahriana var virkelig gået glip af meget. Hun vidste det men det gjorde hende faktisk intet. Hun havde ikke mangler det, ikke før nu. Lige nu sammen med ham fik hun lyst til alt muligt som ikke havde haft lyst til før. Hans hånd i hendes var noget af det bedste som hun havde prøvet længe og det fik hende stadig til at rødme en smule. Hun vidste ikke hvorfor men han gjorde hende glad, han gjorde hende glad på en måde hun virkelig ikke havde prøvet før. Dette var en anderledes fornemmelse som hun ikke genkendte og derfor var den også en smule skræmmende. Hans ord fik hendes blik til at vende sig mod hans skikkelse. Hun stoppede helt op og det var virkelig som om hendes hjerte sprang op til flere slag over. Dette var i sandhed ord hun ikke havde hørt længe og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere på dem. Hun sad lidt og betragtede ham lidt og rykkede sig lidt tættere på ham og stirrede lidt mere på ham. "Mener du det?" spurgte hun med en smule rystende stemme. Han ville passe på hende? Det lød som en helt fantastisk tanke, hendes hjerte begyndte at hamre ved den tanke og alligevel så kunne hun næsten ikke tro det.

[Deleted]

Ahriana var nok noget af det kæreste, som Jophiel længe havde stået overfor. Han kunne lide tanken om det.. det at der var nogen som faktisk ikke dømte ham på hans navn, men derimod på hans person, for det var vel også hvad hun gjorde? Når alt endelig måtte komme til alt, så var det bare vigtigt for ham at understrege, hvordan han gerne selv ønskede tingene skulle forholde sig. Han lod hende stadig sidde med hans hånd. Så mild og så forsigtig hun var, så holdt hun jo knapt nok fast i hende, hvilket selv var en tanke som han måtte finde morende. Smilet forblev på hans læber. I øjeblikket havde han faktisk glemt alt om det ærende som han havde søgt til slottet for.. Alt det med hans egen familie, og de problemer, som var dukket op fra fortiden.. Lige nu var det bare hende, som han havde for øje, og selv det, var på ingen måder en tankegang som faldt Jophiel typisk. "Jeg ønsker ikke at presse dig.. Men alle har brug for en, som de kan snakke med om de forskellige ting som rører på sig i deres liv.. Og jeg vil gerne være en af dem, som du føler, at du kan stole på," lovede han med en rolig stemme. Det i sig selv, var noget som han lagde meget vægt på. Han havde jo selv brug for det samme.

Hendes reaktion på hans forespørgsel, var uden tvivl ikke som ventet. Hun.. afviste det ikke, og dog, det eneste som hun havde bidt sig fast i, var det faktum, at han ville beskytte hende. Selvfølgelig ville han da beskytte hende! Der var intet han hellere ville, hvis han kunne få hende med ud. Skoven var smuk på denne tid, og det var noget som helt klart skulle opleves tæt på, for det andet, var da slet ikke godt nok, og det erkendte han da også gerne, hvis det var det. Han smilede let, som hun rykkede tættere på ham. Han nikkede, med en dog alvorlig gnist i øjnene. "Selvfølgelig mener jeg det," begyndte han ærligt, inden han selv lod hovedet søge let på sned. Så langt som de var kommet på denne tid. Han kunne jo virkelig godt lide det. "Men kun hvis du vil.. Du skal ikke føle at jeg presser dig til noget, som du ikke har lyst til. Skoven skal du se.. så kan du også se, hvor jeg bor," fortalte han med et stille smil. Der lå intet i det.. Det var bare.. underligt for ham at begå sig med nogen.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana dømte ham ikke på nogen måde, hun havde ingen fordomme om ham længere som hun havde haft det da hun først havde set ham. Hun havde jo været evig forvisset om at han ville hende ondt men han havde jo vist hende noget helt andet og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Hans rolige og blide væsen gjorde hende meget mere tilpas end hun regnede med at hun ville have været. hendes blik faldt kort på deres hænder, det var egentlig rigtig rart at have dette forhold med en anden person. Det var så dejlig afslappende ikke at være alene til en forandring. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt og meget forsigtigt gav hun hans hånd et lille klem. Han var dejlig varm, det var rart. Ved hans ord flyttede hun blikket tilbage til hans skikkelse og lod hovedet søge let på sned. Han havde ret. "Jeg ved at alle har brug for en. Jeg lukkede mig inde i frygt for alle andre men ...... men dig frygter jeg ikke. Jeg har lyst til at snakke med dig. Du gør mig .... glad" sagde hun stille og med et lille smil. Hun var virkelig ikke vant til at smile så meget.

Hun havde virkelig svært ved at forstå det. Han ville beskytte hende? Hun vidste ikke helt. Hun kendte ham jo ikke så godt og dog så stolede hun rigtig meget på ham. Ville han virkelig beskytte hende ude i den farlige verden? Hun bed sig stille i læben og tænkte lidt. Turde hun stole så meget på ham? Det var en helt underlig tanke for hende, så fjern. Hun var splittet for en del af hende ville bare gerne sige ja til det hele men der var også en side af hende som virkelig var bange for hvad der kunne ske. Hans ord gav hende mere at tænke over og hun sad lidt før hun endnu en gang vendte blikket mod hans skikkelse. "Du presser mig ikke. Det er bare virkelig en skræmmende tanke at skulle forlade slottet. jeg ved ikke en gang om jeg overhovedet kan. Det er virkelig skræmmende" pointerede hun stille og nappede let i sin læbe. "Jeg ved ikke om jeg tør forlade slottet, heller ikke selvom jeg tror at du passer på mig. Men hvis ..... hvis du vil hjælpe mig med at tage små skridt ... så ... så vil jeg gerne prøve." Hun rødmede stille og vendte blikket i gulvet igen. Det her var virkelig svært for hende.

[Deleted]

Jophiel kunne virkelig ikke drømme om at gøre nogen fortræd, hvilket vel også var noget som var gået op for Ahriana? Han kunne godt lide hende.. han kunne virkelig godt lide hende, og særligt fordi at hun var så.. skrøbelig i forhold til hvad man kunne sige, at han var vant til at mænge sig med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu hvor han sad der med hendes hånd i sin, følte han selv en ro melde sig. Han havde virkelig glemt grunden til at han var kommet her i udgangspunktet, hvilket bestemt heller ikke lignede ham. Hendes ord, var da uden tvivl noget, som han tog som en rigtig god ting, og det var noget som han da glædeligt ønskede at understrege for hende, hvis det da endelig skulle være det. "Og det vælger jeg uden tvivl at tage som en rigtig, rigtig god ting, Ahriana.. Jeg kunne heller ikke drømme om at gøre dig noget ondt," lovede han. Om han havde været sådan en mand, så havde han da i hvert fald gjort det for længst, for han ønskede virkelig ikke at noget skulle ske hende. Slet ikke! Så sød en pige.. han kunne virkelig godt lide det.

Jophiel var mest af alt, bange for at han pressede hende til noget, og dertil var han også bange for, at hun så ville trække sig væk fra ham igen. Hun skulle se at den verden som de nu levede i, slet ikke var den som hun kunne huske og mindes. Samt hvor smuk den egentlig kunne være, om man begik sig rigtigt selvfølgelig. Og dette var noget som han virkelig gerne ville hjælpe hende med, hvis han kunne. Ved hendes ord, måtte smilet brede sig på hans læber. Det var alt sammen noget, som faktisk betød noget for ham, for det indikerede da kun, at hun faktisk gerne ville gøre det sammen med ham. "Det er godt du tager det på den måde.. Jeg vil nemlig ikke presse dig til noget," begyndte han roligt, inden han lod hovedet søge på sned. Hun var virkelig god af sig.. så forsigtig. Han nikkede. Om det så skulle tage dem et år at komme ud af døren, så ville han gøre det med hende. "Selvfølgelig.. Hver ting til sin tid.. Og jeg vil gerne hjælpe dig med at komme ud.. og være der for dig undervejs," lovede han. Hans ord, var derimod nogen som man godt kunne stole på.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana nød faktisk at sidde der med Jophiel. Han var mild og rar og en som hun virkelig følte at hun kunne stole på. Det var dejligt at sidde med den fornemmelse for der havde kun været en person før ham som havde fået hende til at føle sig så tryg og det havde været hendes gamle læremester. Hun vidste ikke hvordan han gjorde det men han fik hende ligesom til at give sig hen til ham på en eller anden mærkværdig måde. Hun tog forsigtigt og løftede den op sammen med sin egen og lagde dem begge i hendes skød. Med hendes frie hånd begyndte hun roligt at kærtegne hans håndryg. Lige så blid og kærlig som hun havde været tidligere med bogen var hun det nu med hans hånd og hendes fingre dansede let hen over mens hun sørgede for ikke at slippe den. Hun nød det virkelig og hun sad nærmest som fascineret af det hele med blikket mod deres hænder. Ved hans ord vendte hun på ny blikket mod hans skikkelse, dog uden at stoppe de blide kærtegn. Hovedet søgte en smule på sned med et lille smil. "Alle har vi brug for en vi kan gå til, en som vi kan snakke med og som kan tage vare og hjælpe os med vores skrøbelige følelser. Hvis du vil hjælpe mig med at tage vare på mine, så vil jeg hjælpe dig med at tage vare på dine" sagde hun mildt og vendte blikket tilbage til deres hænder. Stadig var det hende meget fremmed at sidde på denne måde med et andet menneske. Det var da sikkert.

Ahriana følte sig ikke presset selvom det var en skræmmende tanke at skulle forlade slottet. Hun vidste at han ikke ville hive hende med sig men bare ønskede at tilbringe tiden med hende og hjælpe hende og det var det som virkelig gjorde hele forskellen for hendes vedkommende. Hun kunne virkelig godt lide tanken om at skulle tilbringe mere tid med ham, også selvom hun stadigvæk var en smule skræmt af hele situationen. "Det gør du heller ikke. Jeg føler mig ikke presset" sagde hun roligt og smilte svagt. Det var virkelig uvant for hende at smile på denne måde og så meget men hun kunne simpelthen ikke lade være når det kom til ham. hans næste ord fik hende til at lade hovedet søge på sned igen. Hun kunne næsten ikke tro hans ord for de var hende virkelig bare så fjerne som noget kunne være. Hun var slet ikke vant til at nogen ønskede at hjælpe hende på den måde. Hun endte med at slippe hans hånd og ligge sig op på knæ ved hans side og lade armene søge om ham. "Tak, Jophiel." Hun nåede ikke at sige mere før det egentlig gik op for hende hvad hun havde gang i. Hun blev helt forskrækket og forfjamsket og faldt let bagover, ned på rumpen, knaldrød i ansigtet og vendte blikket i jorden. Hvad var det dog han fik hende til at gøre?! Hun kunne slet ikke forstå hvad hun havde gjort og endte med bare at sidde og ryste lidt på gulvet der ved hans side. Hvorfor pokker havde hun dog også gjort det?!

[Deleted]

Jophiel ønskede virkelig ikke at noget skulle ske med Ahriana, og nu hvor han havde formået at komme så tæt ind på hende, og det var jo lidt det, som han ønskede at tage sig af, som noget af det første. Selv lod han hende bare sidde med hans hånd i sin og trykkede let om den, også for at understrege for hende, at han altså var der, og at han ikke havde tænkt sig at gå nogen steder. Alene det faktum, at nogen kunne gøre noget ved en kvinde som hende, var næsten noget af det værste af det hele, og han måtte ærligt erkende, at han virkelig ikke kunne lide det. Han sukkede ganske let og med et let smil. "Du har ret.. Alle har vi brug for en at søge til, og lige der, ønsker jeg.. og vil jeg gerne være den, som du kan komme til, hvis du har brug for det.. Det kunne aldrig falde mig ind, at gøre dig noget ondt," lovede han med en rolig stemme. Løgn var det bestemt heller ikke. Det lå nemlig slet ikke til ham at gøre den slags ved en kvinde som hende, og da særligt ikke på denne her måde. "Det er noget som du fortjener," sagde han med en rolig stemme.

At Ahriana lagde sig tættere ind mod ham og faktisk endte med at lægge armene omkring ham, var uden tvivl noget af det, som han faktisk godt kunne lide. Forsigtigt lagde han armene let omkring hendes skikkelse. Han forsøgte ikke at presse hende til noget, for det ville han altså heller ikke. Han smilede let.. Det føles godt.. Det føles virkelig godt, at sidde der sammen med hende, og da særligt, når det foregik på denne her måde. "Du ved... Det er her om aftenen, at der er mindst mennesker ude.. så hvis du er frisk, så kan vi prøve lidt i aften? Altså... at komme udenfor?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen forsigtigt vendte blikket mod hende. Han agtet uden tvivl at passe på hende i den forstand, at det var muligt for ham. Det var uden tvivl noget som han agtet at gøre!

[Ahriana "Master of Time"]

Som tiden gik begyndte Ahriana at blive mere og mere sikker på Jophiel og langt mere sikker på hans ord. Hun stolede faktisk på ham med hele sit hjerte hvilket ikke var noget hun var overhovedet og da slet ikke så hurtigt som dette havde gået. Hun vidste at han ikke ville hende noget som helst ondt og at han ville hjælpe hende og være der for hende hvilket varmede hendes indre mere end hun kunne beskrive. Hun var glad for at hun havde mødt ham på denne aften og ikke bare havde formået at flygte og løbe væk. hun ville have mistet så meget hvis hun bare havde været løbet med det samme. Hun nussede blidt hans hånd og kunne mærke varmen i kinderne hver gang han klemte hendes en smule men denne gang gemte hun sig ikke væk da hun rødmede. Hun vendte blot blikket mod ham med et lille sødt smil, farve i kinderne og et glimt i øjet som hun ikke havde haft i mange årtusinder. "Jeg er virkelig glad for at du vil være der for mig. Jeg er glad for at jeg mødte dig Jophiel. Jeg vil gerne være der for dig hvis du har brug for det" sagde hun blidt og gav hans hånd et lille klem. Hun havde virkelig aldrig nogensinde troet at hun skulle sidde på denne måde og bare snakke med en anden. Det var næsten som en drøm hun ikke havde turde drømme længe.

Hun søgte tættere på ham fordi .... fordi det faktisk var noget hun ønskede også selvom den nærkontakt skræmte hende. Hun havde hurtigt søgt fra ham igen men ikke før hun havde mærket at han ligeså havde lagt armene om hende. Hjertet hamrede i hendes bryst og hendes blik vendte sig mod ham. Han havde faktisk .... holdt om hende? Han havde taget imod hende med åbne arme. Hun sagde ikke rigtig noget men tog sig til sidst sammen og kravlede hen til ham på ny. Igen mindede hun vel mest om et skræmt dyr som forsigtigt prøvede sig frem før hun så endte med at søge ind i hans favn på ny og ligge armene om ham. Hans ord om hun ville ud nu fik det til at gibbe lidt i hende. Nu? Jamen det var næsten for hurtigt! Hun vidste da slet ikke om hun kunne det nu. Der var så mange tanker som gik igennem hendes hoved, så mange ting som hun var bange for. Hun vendte stille blikket op mod hans ansigt. "Jeg ved ikke om jeg tør. Der er så skræmmende udenfor, især om aftenen." Hun trykkede sig lidt mere ind til ham og bed sig i læben. "Desuden er der meget rart lige her" pointerede hun næsten i en hvisken og vendte blikket ned ad igen. Hun var virkelig ikke vant til denne nærkontakt men hun søgte den ret meget fra ham lige nu. Det var da helt sikkert og hun nød det.

[Deleted]

Mest af alt, så lignede og mindede Ahriana om et forskræmt lille dyr, hvilket Jophiel fandt både sødt, men også trist. Det var utroligt, at det var dette, som var kommet ud af det hele i aften. Det var da noget af det sidste, som man kunne sige, at han havde regnet med. Hans hjerte slog let mod hans bryst, som hun sad der og strøg over hans hånd. Var det underligt, at det var noget, som han faktisk godt kunne lide? Alt taget i betragtning, så var det ikke noget som skete hver eneste dag, at han sad med nogen på denne her måde, men det var bare sådan at det var. Han sendte hende et smil. Det varmede uden tvivl, at hun lige så, ønskede at være der for ham, som han også ønskede at være der for hende. Virkelig meget! "Det er jeg virkelig glad for," sagde han med en rolig stemme. Selv ville han ikke kunne drømme om at gøre noget som ville være imod hende, og særligt ikke så lille og skrøbelig som hun mindede ham om. Han kunne jo virkelig ikke lade være. Tungen strøg han ganske kort over sine læber, som han igen lod blikket glide mod hendes skikkelse. "Vi kan være der for hinanden.. Det er altid rart med nogen, som man rent faktisk kan stole på," tilføjede han, som han igen gav hendes hånd et klem. Hun virkede ikke skræmt som sådan mere.. Hun holdt da endnu fast i den.

At hun så derimod ville lægge armene omkring ham, var noget af det sidste som Jophiel havde regnet med, og særligt det, at hun igen lagde sig hen mod ham, da hun kunne komme til det. Han lagde igen forsigtigt armene omkring hende, da hun nærmest puttede sig ind mod ham. Han foreslog blot, at de kunne prøve lidt i aften. Der var der færrest mennesker, og det var smukt under månens skær..Havde hun overhovedet set det? Mindes det? Han nikkede.. Det var åbenbart for hastigt, hvilket han jo så i det her tilfælde, måtte acceptere. "Det er okay. Det var jo også bare en forespørgsel.. Det er ellers smukt derude om aftenen," fortalte han roligt. Der var jo så mange ting, som han gerne ville vise hende.. Så meget derude. Han smilede let. "Vi kan også bare blive lige her.." tilføjede han, som han varsomt strøg hende over ryggen.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var et skræmt dyr, hun kunne næsten minde mest af alt som et dådyr i skarpt lys. Hun var virkelig svær at komme ind på livet af og dog så var det bare så meget nemmere for Jophiel end så mange andre. Hun kunne virkelig ikke selv forstå det. Hun kunne virkelig godt lide ham, han fik hende til at smile hvilket ikke var noget hun havde prøvet forfærdeligt længe. Hun sad og nussede hans hånd blidt og gav den et lille klem. Hun følte sig bare så godt tilpas som de sad her og det var også derfor hun skænkede ham de ord som hun gjorde det. Ved hans ord smilte hun stille igen og rødmede en smule. Hun løftede den ene hånd fra hans men holdt stadig om den og med den frie hånd begyndte hun roligt at lege med en tot af det brune hår. Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham roligt hvorefter hun nikkede. "Vi kan være der for hinanden. Alle har vi brug for andre ... dog er det ikke noget jeg har følt at jeg har været nød til i mange mange år. Jeg vil gerne ..... have brug for dig" sagde hun med et lille uskyldigt smil og rødmede på ny.

Ahriana vidste ikke hvad der gik af hende. Han vækkede virkelig noget i hende, følelser og savn som hun ikke havde følt før. Hun var virkelig ikke vant til sådan noget her og dog søgte hun alligevel ind i hans favn og puttede sig ind til ham. Hun gjorde normalt virkelig ikke sådan noget her og alligevel så da hun fik lagt armene om ham så følte hun sig tryg. Hun bed sig stille i læben og vendte blikket mod ham. "Hvorfor får du mig til at føle mig så tryg? jeg har ikke stolet på et andet menenske i næsten 60.000 år og dig stoler jeg på efter kun at have mødt dig på denne aften? Jeg kan ikke forstå det. Jeg kan virkelig ikke forstå det" sagde hun spørgende og betragtede ham. Måske han vidste hvorfor? Måske der var noget specielt. Hun anede virkelig ikke selv hvorfor og det forvirrede hende. Han ønskede at tage hende med udenfor, han sagde at det var smukt og hun ville egentlig gerne se det. Hun mærkede hans hånd over hendes ryg og den der blide nussen gjorde hende næsten helt sagelig. Hun sad lidt før hun satte sig op og bed sig stille i læben. Turde hun? Hun vidste det virkelig ikke. "Så ... så .... så tag mig med udenfor" mumlede hun næsten åndeløst. Hun ville virkelig prøve noget nyt, især hvis han var der til at passe på hende.

[Deleted]

Kvinden foran ham, vækkede virkelig ting i ham, som han slet ikke havde regnet med. Alt taget i betragtning, så var det yderst sjældent, at han var sådan her overfor nogen i det hele taget, og derfor gjorde han også som han gjorde - han tog et skridt af gangen. Han havde fået hende ned ved siden af sig.. han havde fået lagt armene om hende, snakket med hende, hvor hun faktisk svarede ham igen og de havde rigtig mange af fællesoplevelser, som gjorde, at de måske kunne forstå sig på hinanden mere end hvad så mange andre var i stand til at gøre det. Det var måske lidt der, at den rent faktisk måtte ligge? Han sendte hende et ganske stille smil og strøg hånden over hendes hånd, nu hvor vi sad der. "Så må vi sørge for, at det bliver tilfældet.. Vi er der for hinanden fra nu af," sagde han roligt. Nu havde han da en lovlig grund til at forlade hytten i skoven, og søge hertil, hvilket han heller ikke havde noget imod. Det var generelt ikke meget, som gjorde at han søgte ud i det hele taget, men lige nu var det bare.. en grund.. en grund som han havde tænkt sig at udnytte.

At Ahriana havde lagt sig helt ind mod ham, var slet ikke noget som Jophiel havde set komme, men derimod en fornemmelse, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han strøg hende forsigtigt over ryggen med en rolig hånd, for han ønskede da heller ikke, at hun skulle blive ukomfortabel eller noget lignende. Det var da noget af det sidste som han ønskede i en stund som denne. "Jeg ved det ikke.. Jeg er ikke den mest logisk tænkende, men jeg kunne forestille mig, at det havde noget at gøre med.. at ... ja.. at vi har ting tilfælles.. at vi kan snakke sammen og giver hinanden rum," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Ved hendes ord, måtte smilet brede sig. Han ville virkelig gerne vise hende hvad der var udenfor! Særligt her om aftenen var der heller ikke så mange mennesker, og når han var der til at passe på hende, så var det vel heller ikke så slemt igen, var det? "Godt.. så lad os prøve.. Du skal ikke føle dig tvunget til noget," endte han roligt, inden han slap grebet om hende, og gjorde tegn til at han gerne ville rejse sig.

[Ahriana "Master of Time"]

Det var virkelig uvirkelig for hende at have disse følelser for et andet menneske. Det var forfærdeligt mange år siden hun nogensinde havde turde stole på nogen og så kom Jophiel. Han ... Han vækkede bare ting og følelser i hende som hun slet ikke kunne hverken forstå eller styre. Det var virkelig underligt men hun kunne lide det, hun kunne virkelig lide det. Hovedet søgte let på sned som hun sad der i hans favn, det føltes bare så forbandet rart at sidde sådan med ham. Hun mærkede hans arme om sig og hun følte sig faktisk helt tryg hvilket hun slet ikke var vant til. Hans blide strøg over hendes hånd var beroligende, rigtig beroligende og hun vidste slet ikke hvorfor det var sådan. Dette gik virkelig imod alt hvad hun var vant til. Hendes blik søgte hans ved hans ord. Hun kunne ikke andet end at smile en smule igen og nikke anerkendende. "Det er jeg glad for. Virkelig glade for faktisk. Det betyder rigtig meget for mig" endte hun stille og lod hovedet søge let på sned.

Hun puttede sig ind til hans skikkelse som var hende stadig så fremmed men dog så dejlig og tryg. Hun følte sig helt og aldeles til ro og tilpas sammen med ham. Hun kunne så godt lide det. Hun mærkede hans strøg over hendes ryg og det var dejligt, det var virkelig dejligt og hun kunne mærke at dette var en ting hun havde manglet i alle disse år. Hun havde ikke tænkt at hun egentlig ville have savnet dette så meget som hun egentlig havde. "Det .... Det lyder meget rigtigt. Måske det er det. jeg er ikke sikker, det er underligt, det er meget meget underligt men ... men jeg kan lide det. Du gør mig bare helt og aldeles rolig. Det er rart" sagde hun stille og smilede svagt til ham. Hun kunne virkelig godt lide ham, det var dejligt. At han så slap hende og gjorde tegn til at rejse sig fik hende selv til at slippe og strakte sig. Hun rodede en gang med sit hår og tog sig sammen og kom på benene selvom dette ikke ligefrem var vellykket for hende. Eftersom hun ikke var den person som spiste mest og var en smule underernæret så tog denne dag nok lidt mere på hende end den ville gøre på andre og som hun rejste sig blev hun en smule svimmel og stod og svajede stille som hun stod der på gulvet.

[Deleted]

Jophiel faldt virkelig til ro, nu hvor han lå der sammen med Ahriana. At ligge med armene om hende, føltes virkelig godt. Det var ikke ofte, at han havde det på den måde, hvor han også samtidig følte, at han kunne glemme lidt alt det andet, som han havde gået med igennem den sidste tid. Han trak vejret dybt. De havde brug for hinanden, og de havde nu også aftalt, at de ville være der for hinanden.. Så langt, så godt vel? Han var nemlig ikke den type som åbnede sig op på denne måde, for alle og enhver, så det i sig selv, var ikke noget som måtte sige så lidt. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. Han sad igen med følelsen og trangen til at passe på hende og beskytte hende. Alene det, var uden tvivl en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide! Han elskede det! "Godt," sagde han roligt.

Nu var de indstillet på at de skulle forsøge at komme ud, så var det en verden, som han virkelig gerne ville vise hende hvordan det var derude. Han rejste sig roligt op og med blikket i retningen af hendes skikkelse, da han endelig kom op på benene igen. Det gjorde godt at komme lidt op igen. Selvom hun lignede en som virkelig stod og svajede som var hun ved at give efter for sin egen vægt. Han var hurtigt henne for at tage omkring hende, så hun ikke endte med at gå i gulvet igen. "Er du okay..?" spurgte han med en rolig stemme, og dog bekymret, for det så slet ikke ud som om at hun havde det særlig godt. Han vendte blikket mod hende. Måske de bare skulle vente til en anden dag? Han ville jo gerne have at hun havde det godt, så hun kunne få det hele med i stedet for dette. "Er du sikker på, at du kan klare det i dag? Eller.. skal vi bare prøve slotshaven?" spurgte han med en rolig stemme. Han ville jo heller ikke ende med at presse hende til noget som helst, for det var han da på ingen måder ude på!