New fields for hunting.

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen, da Valandil endelig nåede Manjarno.. Det var ved at være mange år siden han havde været og tilbragt på disse kanter, og det var uden tvivl noget som han kunne mærke. Efter at Tatiana havde taget ham i hus, var han uden tvivl blevet sat på en voldsom prøve, for det var bestemt ikke det samme, som det han var vant til at skulle gøre fra starten af.

De mørke øjne spejdede foran ham, mens han lyttede til de bølger som slog sig over den sandstrand som han i denne stund, havde valgt at begive sig ned på. Det føles godt, også selvom det her i aftenens lune, faktisk var en anelse koldt. Med hætten trukket over hovedet, og med koggeret med pile på ryggen, så havde han også buen ved sig, nu i tilfælde af, at det skulle være nødvendigt. Det var jo trods alt aldrig til at vide, og han stolede ikke på nogen.. end ikke på sin egen slags, for det havde han aldrig haft nogen grund til. Han kneb øjnene let og fast sammen. Ja, hvad lavede han egentlig på et sted som det her? Endelig fik han øje på spor.. Hans tanker blev hurtigt opslugt af det. Det her var langt væk fra hans typiske jagtmarker, men det kommende forår havde ikke just drevet dyrene til Dvasias, så det at finde noget i det hele taget, var faktisk problematisk. Derfor var han her.. Han skulle jo trods alt have føde og noget med sig hjem igen. Han ville jo ikke just skuffe Tatiana!

[Deleted]

Ritta så mod vandet, det var nu et ganske smukt syn syntes hun. det var i vært fald en rar afveksling i forhold til skoven selv om den var ved at spring ud, hun stod i sin sort kappe men hætten trukket over hovedet så hun var godt skjult og man ikke kunne se den sort hud, under den kappe hade hun en tæt siden mørke grøn kjole på som gik ned til fødderne hvor hun hade sort flad sko på. det næsten hvide hår under kappen hang løst og gik ned til midt på ryggen. hun stod og nød den friske hav luft men hun var enlig ude og lede efter hav planter som tang og anden plante vækst der var på det lave vand, bag hende lidt længer oppe af stranden, tæt på grænsen af stranden stod en stor brun bjørn. det var jo tiden for at bjørne vogne fra deres vinter hi og det var også tilfælde her, og ved den stor bjørn randt en lille brun unge rundt og studer nysgerrig skalder og driv tømmer der var på stranden. Ritta vadet ud i vandet, efter at have tage skoen af gik hun ud i vandt som kun gik hende til lidt over fødderne, i hånden hade hun en flette brun kurv som hun putte planterne ned i når hun ellers fandt nogle hun kunne brug, under kappen hade hun sin bue bare for at være sikker, pilen hade hun i et hylster på ryggen uden på kappen.

[Deleted]

Valandil var efterhånden vant til tilværelsen som tjener.. eller slave under Tatianas hårde styre, og han havde det faktisk fint med det. Det var rart til en afveksling, at se lidt andet, også selvom det var en handling i arbejdsøjemed, og han var stolt af hvad han udførte. Han kneb øjnene let sammen, og stoppet endelig op. Der var en anden i hans nærhed. Han drejede hovedet, kun for at spotte en anden skikkelse.. en som uden tvivl var kvinde. Den var spinkel og yndig.. Det kunne jo ikke rigtigt være andet.. Og alligevel af den grund, så vidste han jo godt, at de ikke skulle dømmes på forhånd, og sagtens kunne være farlige. Nu var han jo også vant til at leve livet alene, og derfor havde han uden tvivl også slået ihjel for sin egen overlevelse, og det var nok heller ikke noget som han ville undgå, hvis det var det. Han blev stående og med hænderne roligt nede langs sin egen krop, også mest for at understrege, at han altså havde spottet hende, og det var bare det, som han ønskede at understrege for hende. En dvasianer? Procianer? Det var slet ikke noget som han kunne dømme ud på hendes tøj.. og hvis det i tilfælde, skulle være en procianer, var det aldrig til at vide, hvordan han skulle reagere – eller hvordan hun ville gøre det for den sags skyld. Han havde jo heller ikke fået nogen direkte ordre om hvordan han skulle håndtere noget af dette.. Roligt hævede han hånden, for at tage buen til sig.. Bare mest for sin egen skyld.

[Deleted]

Ritta hade ikke registret der var andre på stranden, hun var godt i gang med at lede så hun hade fuld fokus på det. hun elske at lede efter planter for det var aldrig til at vide hvad man fandt, og tit kunne man finde alt andet ind lige de planter man ledet efter. den eneste der hade registre den anden på stranden var først bjørne ungen som var komme lidt for langt fra moren, den så op mod valandil og snuse til ham fra den ½ meters afstand den stod på, den var ikke bange for ham fordi den ikke kendt til faren ved andre væsner, den var jo vand til ritta. for ritta var vokse op hos bjørne og denne hun bjørn var efter kommer af den bjørn der hade tage sig af hende ind til den død, ritta hade vogte over vær eneste efterkommer fra den bjørn. denne bjørn mor hed Naja, og det var hendes 4 unge hun hade fået mens ritta hade være sammen med den. ungen lave sin små bjørne kald og stod og hoppe lidt op og ned for and Valandil, bjørne mor så rundt og kunne nu se sin unge tæt på valandil og hun kendt godt til faren ved andre ind ritta, roligt rejst den stor bjørn sig på to ben og brøle efter ungen og advarende mod ham, den lille unge så mod sin more og skyndte sig tilbage, at løbe hen til hende mens moren lod sig dumpe ned på alle 4 og gå ungen i møde, brølet hade fået ritta til at se op fra sin søgen og se hen mod Valandil. hun stod bum stille og kigge bare mod ham stadig skjult af kappen og hætten, hun overveje at fiske sin bue frem for hun kunne se at manden var en mørkelver og hun kendt faktisk overraskende lidt til den halv dele af hendes art så hun vist ikke hvordan ham her ville være, for hun tvivle på han var en blanding lige som hende.

[Deleted]

Bjørneungen som hoppede og sprang foran Valandil havde han øje på ud af øjenkrogen, også fordi at han heller ikke ønskede at komme på tværs af bjørnens mor, hvis han ellers kunne blive fri for det. Nu vidste han hvilke kræfter og hvilke magter som lå i en bjørneklo, hvis hun følte sig truet. Nu havde han så den fordel, at han var et elvisk væsen, og derfor også et væsen som var meget tæt i kontakten til naturen, så han var jo heller ikke ude på at agere truende på nogen måde, for det ville ingen få noget som helst ud af i den anden ende. Blikket hvilede dog mere på kvinden, som han havde fået øje på, for det var hende, som i hans øjne, faktisk agerede mere truende overfor ham, og det var det som han bed sig fast i, i den anden ende.
Valandil trak vejret dybt. Det var ikke ligefrem en situation som han havde været forberedt på, og det føles uden tvivl også underligt at stå der. Hvad pokker lavede en lille bjørnefamilie også hernede på stranden? Søgte efter fisk? Det var uden tvivl et yderst mærkværdigt sted at gøre det på, men det var nu heller ikke noget, som han skulle gøre sig klog på, for det vidste han godt, at han intet ville få ud af. Han trådte et skridt tilbage, inden han hævede den anden hånd, for at gribe om en pil i stedet for, som han roligt lagde tæt ved buestrengen – Dog uden at trække den op, for det havde han endnu ikke nogen grund til i den anden ende. Blikket gled mod den lille bjørn foran ham, inden han igen trak sig et skridt. Han ville ikke for tæt på, i tilfælde af at bjørnemor anså ham som en trussel.

[Deleted]

Ritta blev stående i vandet som hun holdt øje med manden, hun så godt han hade trukket en bue og nu en pil hvilke blot gjorde hun under kappen begyndt og fiske efter sin bue for han kunne tydelig vis godt være en trussel for hende men også bjørnene. selv bjørne moren hade set det og pruste tungt mens hun brøle advarende af ham, og igen rejste sig på bagbene, ungen var løben om bag hende og titte frem for at se hvad der skete, dette var jo noget ungen ville lære noget af så på den ene side var det sundt for den men lige nu kunne denne situation udvikle sig grimt. Ritta valgt og gå op af vandet, og roligt men stadig med hovedet vendt mod Valandil for at holde øje med ham, for hun ville helst ikke komme galt af sted eller se sin familie blive såret. hun tråde roligt op på det tørre sand, og fik fødderne smutte ned i sin sko før hun igen stod stille. hun fik liste sin bue af sin skulder under kappen og had den nu langs siden under kappen, dog stak spidsen af den sorte bue ud under kappen, så Valandil ville nok se den men det tænkt hun ikke over hun kigge på skift mellem ham og bjørne moren der stadig stod på to ben og pruste og brøle advarne af ham for hun syntes han var lidt for tæt på og hun kunne lige nu godt line at ville gå til angreb for hun var utryg ved ham da hun kun god tog ritta og dem ritta viste tegne på vare folk der ikke var farlig for dem.

[Deleted]

Valandil havde slet ikke nogen intentioner om at skulle yde nogen skade på denne bjørn. Ikke med mindre, at den faktisk kom til at agere truende overfor ham, for ellers havde han jo slet ikke nogen intentioner om at skulle gøre noget som helst. Han kneb øjnene let og fast sammen og blev stående med den bue og pil i sine hænder, nu i tilfælde af, at det faktisk skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Som bjørnemor valgte at stille sig på bagbenene, valgte Valandil at blive stående fuldstændig stille. Umiddelbart ville han ikke sige, at han frygtede dem, men han ville bestemt heller ikke agere truende, så han valgte i stedet for at sænke sin bue en anelse, også mest for at understrege det, dog selvom det jo aldrig var til at vide, hvordan en bjørn tænkte. Det var dog ikke ungen som han havde øjne for, men derimod den lille unge, som var løbet om benene på denne bjørnemor i stedet for. Han havde jo selv ikke givet udtryk for ønsket om at komme dem for tæt på, men det derimod var den unge, som var kommet for tæt på ham. Han kneb øjnene let sammen, inden han til sidst valgte at trække sig det sidste skridt væk fra dem, og slap dem med blikket, næsten som havde det været et tegn til underkastelse. Han var bestemt heller ikke ude på at gøre nogen af dem noget ondt, hvis han ellers kunne blive fri.. det var mere den anden person… som han ikke stolede på. Var det måske en, som ville yde ham ondt? Hun skulle være velkommen til at prøve, for han var bestemt ikke harmløs af sig.

[Deleted]

Ritta blev ståenden med hånden om buen under kappen som stak en smule uden for, hun holdt øjne på manden men ind i mellem lod hun dem glide hen på bjørne Naja, der stod og brøle blot for at få manden til at trække sig yderligere. da han så enlig gjorde det og så væk fra de 2 bjørne lod moren sig dumpe ned på alle 4 og vente sig mod sin unge og puffe til den for at få den til at søge væk fra stranden og ind mod fast land og skoven, det ville også være bedste for de var udsat her ved stranden og der var jo folk der jagt bjørne året rundt om de så hade unger eller ej. roligt vendt ritta øjne mod bjørne, de var hendes familie og hun ville beskytte dem for en vær pris, at manden hade sænke sin bue fik hende til at vær lidt mere rolig men hun stole ikke på ham, for hun vist ikke hvad hans mørke elver sind måtte være fuldt med, og sådan en bjørn kunne jo bruges til mange ting, for uden mad men også skindet eller som underholdnings dyr vis mishandle den og holdt den i fange skab længe nok. og det ville ritta ikke lade ske for hendes familie! Ritta blev stående lidt hun kunne dog ikke stå og stirre på manden hele dagen, hun skulle jo hvider med sit. hun fik der for sin bue op på skulderne igen, hvor hun så rakt sin hånd ud mod sin kurve for at tage den op, manden ville også kunne se hendes hud farve nu og det var jo ikke just alle der hade så mørk en hud som mørk elver nu hade, hun samle den roligt op og kigge på den smule hun hade fundet inden hun kigge mod bjørne der roligt forsvandt mere og mere ud af syne, hun burte gå med og sikker sig ingen andre jæger ville skyde dem men igen de kunne nok klar sig selv, hun kendt naja godt nok til at vide hun ikke var så nem at lade sig dræbe af en jæger.

[Deleted]

Valandil havde aldrig ønsket at yde nogen skade på skovens dyr medmindre at det var noget, som han kunne få noget ud af. Naturligvis ville bjørneskind gøre godt i vinterens kulde, men dette var ikke noget som han ønskede at fratage dyrene.. Ikke endnu om ikke andet. Det måtte komme, når tiden ville være rigtig. Hans blik hvilede dog mere på kvinden igen, da bjørnen valgte at søge ind mod skoven igen. Han kneb øjnene let og fast sammen, dog uden at slippe hende med blikket. At hun så selv havde valgt at trække sig væk fra ham, gjorde han nu heller ikke ligefrem noget andet ved. Hvem hun var, havde han ikke nogen anelse om, men nu hvor bjørnene så ud til at trække sig, så passede det ham ganske fint igen. Han lukkede næven mere fast omkring sin bue. Han stolede ikke på nogen, og det var noget som han faktisk gjorde sig af tanker ved største bevidsthed, om det var noget, som man nu ville det eller ikke.. Han blev dog stående.. nu i tilfælde af at bjørnene ville beskytte hende, for det havde da uden tvivl virket til at hun havde haft et ganske tæt bånd til dem, og det var det som han hurtigt havde set. Buen hævede han igen og mod hende denne gang. Ikke mod bjørnene eller andre dyr, men derimod hende i stedet for. Buen spændte han endnu en gang og med pilen liggende på buestrengen. Han tog ikke nogen chancer.. det var noget som jo hurtigt kunne få fatale følger for ham.

[Deleted]

Ritta hade kigge efter bjørne stadig overveje hvor vidt hun burt blive nu hvor der var en fremme på stranden, og ind da bevæbnet for det kunne tyde på manden ville skyde når som helst, og ritta så helst ikke hun fik en pil i sig over hovedet. hun hade dog ikke set ham spænde buen og sigte på hende før hun hade kort kigge mod ham, da hun så den spændt bue tråde hun et skridt bag ud, hvorfor i alverden sigte han på hende!? hun hade da ikke gjort ham noget! og farlig var hun just heller ikke men igen hun kendt ikke den mørkelver og han kendt heller ikke hende, så at han så hende som en trussel vist hun jo ikke noget om. hun så på ham som hun stod bum stille, hun prøve forsigtig at få fiske sin bue af sin skulder igen men det der ville være sværeste ville være at få en hånd bag ryggen uden på kappen for at få fadt i en pil, hun fik buen liste ned af skulderne og ned i hendes hånd, hun trak vejre dybt og roligt hun skulle være hurtig vis hun bare kunne få en pil og få skudt en aflednings pil mod ham ville hun kunne løbe op i skoven og efter sin familie, og der ved skynde sig hjem i sikkerhed. hun tog chancen og håbe hun ville kunne trække en pil hurtig nok til at nå at sende den af sted. hun lave et hurtig ryk og rakt bag ud efter en pil i pile hylster og i rykket røg hendes hætte af, der afslør hendes næsten hvide hår. hendes øjne farve var hvid med en tynd sølv kant i det yderste af den hvide farve kræs i hendes øjne så det fik et sølv farve skær, de spidse øre titte lidt ud bag det lang hår der hang løst og nu bevæge sig i vinden der kom fra havet, hun fik fat i pilen og var ved at sætte den mod strengen så hun kunne få skudt den af sted, i håb om hun kunne nå det inden han skød efter hende med sin pil.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Valandil følte sig truet som sådan, men han var nødt til at tage sine forholdsregler, også fordi at dette var vigtigt.. Det var vigtigt at han kom hjem, og han skulle meget gerne have et dyr med sig også, ellers ville han da slet ikke tænke på hvordan Tatiana ville reagere. Han var hendes jæger.. det var hans job at bringe byttedyrene hjem. Automatisk var det noget som lagde et pres på hans skuldre, og han vidste ikke helt om han brød sig om det. Det var trods alt bare mændenes lod i livet, at ligge under kvinden i det samfund han kom fra, og sådan havde det jo trods alt været igennem hele hans liv, så man kunne jo heller ikke ligefrem vove at påstå at han var kendt med andet… for det var han altså slet ikke.
At kvinden overfor ham selv måtte trække til våben, fik ham dog ikke til at trække sig. At hun så fyrede en pil af, fik ham til at gøre det samme, næsten i samme øjeblik. Pilene ramte hinanden og faldt ned i sandet, også selvom det først var der, at han for alvor måtte få øjnene op for hende. Det lyse hår, den lyse hud… Han kneb øjnene mere fast sammen. Det var ikke normalt i den verden han kom fra, det var da helt sikkert! ”Step ind i lyset..!” endte han med en mere fast tone. Alligevel imponeret over hvor hurtig og effektiv hun havde været til brug af buen.. Hun måtte have noget elvisk i sig.. Det var han slet ikke i tvivl om. Men prociansk eller dvasiansk? Det genstod jo trods alt stadig at finde ud af for hans vedkommende.

[Deleted]

Ritta stod og kigge på ham som hun nåde og sende en pil af sted, men at han sendt en samme vej mod hende i det selv sammen sekundt hade hun ikke regne med. hun var dog rat overrakset over at deres pille støde sammen og der ved flække hinanden og røg til jorden. hun trak derfor hurtig en ny og fik lagt på bue strengen og spændt buen på ny, det var tydelig for hende manden ikke var uerfaren med en bue, kom enlig ikke bag på hende for det var temmelig tydelig han var jæger og så var det kun ren logi han var god med en bue. hun holdt sigte på ham, i tilfælde af han på ny sendt en pil mod hende. det han råbt til hende gav for hende ikke mening, hvad fanden snakke han om? step ind i lyset? var det noget elvisk? eller bare ham der ikke kunne finde på en beder replik og fyre af? hun så der for bare på ham og holdt ansigt neutralt mens hun overveje sin muligheder, hun kunne fyre ind nu en pil og og tage flugten eller blive ståeden og finde ud af hvad fanden han ville og risiker at blive skudt ned af hans pile, enlig var det første valgt det bedste men hun var svagt nysgerrig for hun kunne intet elver sprog hun snakke blot normalt menneskelig sprog så hvad end af kalde navne og andre ting mørke elver eller skov elver brugt ja det var hun altså ikke bekendt med og det var ren og skær fordi hun ikke var vokset op blandt nogle af de to racer, hun kunne knap nok huske de få år hun hade sammen med hendes mor som var skov elver og hendes far som var mørk elver og som var ham hun hade arvet sit mørke elver udsende fra, hade hun aldrig nogle sinde mødt og viste ikke om han overhovedet leve den dag i dag, hun holdt de hvide øjne med den sølv farve skær på ham og prøve at gør op med sig selv hvad hun dog skulle gør.

[Deleted]

Mørk hud og helt lyst hår.. Det var bestemt ikke noget som Valandil havde set før, og derfor følte han bestemt heller ikke, at man kunne stole på denne kvinde. Han var næsten født med den bue i hånden. Den havde reddet hans liv mange gange, og ikke mindst fordi at han var jæger, for det var han, så han vidste så sandelig godt hvordan en bue skulle bruges, og det var helt klart noget som han valgte at udnytte i denne situation. At hun så bare valgte at blev stående, var uden tvivl noget som irriterede ham, for han bad hende om at træde frem i månelyset, så han kunne se hende ordentligt. Han selv havde hurtigt valgt at trække en ny pil som han lagde på buestrengen og yndigt havde trukket den op og mod hende. Bjørnene var da heldigvis langt væk allerede, så nu var det bare ham og hende, hvilket passede ham særdeles udmærket, for han ønskede ikke at tænke på andre ting lige nu. Han tog et skridt mod hende.. Mest af alt, også for at understrege, at han bestemt heller ikke var bange for hende, for det var han så sandelig heller ikke. ”Step ind i lyset, så jeg kan se dig!” beordrede han denne gang med en fast tone. Selv for ham, som var vant til at underlægge sig en kvinde, så var det faktisk ikke ofte, at han tog denne tone i brug, men netop nu, hvor hun også stod og truede ham, så havde han jo ikke rigtigt noget andet valg, kunne man jo sige. Denne gang blev han dog også stående. Det var hendes træk.. Ville hun komme frem som han havde bedt hende om, eller ville hun sende yderligere en pil af sted? For han tøvede ikke med at slå ihjel, hvis det blev en nødvendighed!

[Deleted]

Ritta blev ståenden, hun var stadig ved at overveje sin muligheder for hun viste han vis hun prøve at flygte ville der være en stor chance for han ville ramme plet, for så vidt hun viste var mørk elver dygtig bue skyder eller det hade hun læst sig frem til for hun hade aldrig i sit liv mødt en eller haft lyst til at møde en, men nu stod der så en for næsen af hende og så ind da en der lige nu var en trussel mod hendes eget liv, hendes eget udsende var ren mørk elver men inden i banke et hjerte af en skov elver og hun var mere stolt af den del af sig i forhold til sit mørk elver udsende, det hade ikke gavnet hende over hovedet i hendes leve tid, alle så ned på hende eller frygte hende så hun ville ønske hun hade været ren skov elver. at han igen bad hende træde frem, og så i den tone fald brød hun sig ikke om men fint! ville han så gerne se hende tråde hun roligt ud i lyset fra månen. i lyset fra månen fik det næsten hvide hår til at se ud som det lyste og hendes hvide øjne med den sølv farve glans skind svagt, mens det i lyst nu var temmelig tydelig hvilken race hun line. hun holdt dog sigte på ham, for hun skulle ikke nyde noget af at sænke våbnet og risiker han så bare skød hende. ritta var en dygtig og talent fuld bue skyder men hun var dog ikke 100% perfekt hun træne stadig da hun jo ikke hade lært og skyde med bue og pil før hun blev voksen så hun hade ingen erfaring fra hendes barndom, og heller ingen til at hjælpe hende med at lære det. hendes bue var sort, malet med en sølv farve maling så det line sølv farve grene og blad groet fra den ene ende af buen og op til spidsen, det var en hun hade købt da hun hade forstået at en bue var det mest dyrebare man kunne have for en elver men hun vist så ikke hvilken af elver racerne det galte hun hade nu også mest fået den for at kunne forsvar sig selv, for dyr skød hun ikke! hun hadet og dræbe dyr og andre væsner for den sags skyld.

[Deleted]

Valandil var vant til at føre en bue, og det var noget som aldrig ville forlade ham igen. Det håbede han godt nok ikke. Han ville have hende frem i lyset, så han kunne se hende ordentligt, også fordi at han ikke vidste, om det kunne betale sig for ham, at sænke buen, eller hvad han skulle gøre, og det kunne han da godt mærke på sig selv. Han stolede ikke på nogen, var ikke vant til at omgå sig andre, og han var vant til at klare tingene på egen hånd, og det havde han jo stort set også altid gjort. Han blev stående med buen spændt, også selvom han kunne mærke det i armen og skuldrene, da det jo ikke normalt var sådan her han stod med den.. Men så lang tid, at hun agerede truende overfor ham, ved selv at stå med buen hævet, så kunne han virkelig ikke se, at han havde noget andet valg end lige netop dette. At hun så ikke ville makke ret, irriterede ham uden tvivl et sted.. Og han kunne slet ikke have det! Hans arm begyndte at ryste, også selvom han virkelig gjorde hvad han kunne, for at holde pil og alt på det rette sted. At hun så langt om længe, valgte at træde ind i lyset.. lyset som han med sit elverblik kunne benytte for at betragte hendes race, fik ham også til at sænke buen en anelse.. Der var noget mørkt over hende.. Og det var helt klart noget, som også passede ham selv ganske fint. Han sænkede derefter buen helt, også selvom det var langsomt, for han ville være sikker på, at hun intet gjorde. En mørkelvisk kvinde.. dog alligevel med visse træk fra andet, som han ikke lige kunne gennemskue lige nu, men det skulle nok komme på et eller andet tidspunkt. ”Mørkelver.. har jeg ret?” spurgte han endeligt. Mest af alt, bare for at være helt på den sikre side. Han stolede virkelig ikke på nogen.. knapt nok på sit eget folk.