An important audiens

[Deleted]

Dafnir kunne slet ikke lade være med at grine. Det var så rart, at man kunne være sådan omkring et andet individ. Det var faktisk noget som betød meget for ham. En som faktisk virkede til at acceptere ham som den mand han var, og det var bestemt heller ikke ofte, at det var sådanne ting, som han så. Han rystede smilende på hovedet. Hun skulle være nok så velkommen.. Skulle han være helt ærlig, så tvivlede han faktisk på, at han ville have noget imod det. ”Du skal være mere end velkommen til at prøve, Adeline.. En smuk kvinde som dig, ville jeg heller ikke have noget imod at kalde min,” sagde han med en ærlig stemme. Hvorfor skulle han dog lyve sig fra det? Hun var en smuk kvinde, og med en fantastisk åben personlighed, som uden tvivl var det som han bedst kunne lide. ”Du har ret.. visse er farlige når lyset er slukket.. Jeg derimod, er harmløs på det punkt. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre en kvinde som dig, noget som helst,” sagde han med en ærlig stemme.
Dafnir tog hendes hånd og førte hende med sig. Nu hvor hun så gerne ville se stedet, så kunne hun jo lige så godt få lov til at se det her. Han smilede let for sig selv. ”Vent og se,” sagde han med en helt glad stemme, inden han førte hende henover slotspladsen og om til staldene hvor han arbejdede. Han trak hende med sig hen til staldene og ind i dem. I den ene bås, lå en hoppe med føl. ”Hun fik ham i morges,” fortalte han roligt, og førte hende derhen. En hoppe, som selv han havde et særligt bånd og forhold til.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han sag hun da gerne måtte prøve at nå op til ham, og han så igen roste hende udsende. hun fik røde kinder og blev helt genert et sted, hun lo så bare for ja bare for at le for på samme måde de hade drille hinanden hele dagen, så da han nu kom med det svar var hun ikke sikker på om hun skulle tage det i sjov eller alvor fra ham fordi hun temmelig meget hade opdage han var meget barnlig af sind og selv om det på sin måde var sødt og hade sin charme kendt hun sig selv godt nok til at vis han var sådan altid og ikke tog noget seriøst ind i mellem ville hun nok til sidste blive død irriter på ham, så det var nok bedste bare og lade det her forsætte på et venskabs level og tage det hele som han bare drille hende, og hun drille ham hvilke et sted var lidt trist for hun kunne godt lig dafnir han hade vær så sød ved hende, og fået hende til og smile og grine på en måde hun ikke hade følt siden hun stadig hade damon, men lige nu virke dafnir vis ikke særlig moden for en kvinde, hvilke var synd for hun var nu helt sikker på han ville være en god fyr for den rigtig pige, hun måtte vel bare håbe og hjælpe ham når en gang han fandt en pige så kunne hun jo altid give ham et godt råd med på vejen. at han ikke ville gør en kvinden som hende fortræd, var enlig noget hun hade regne ud for han virke ikke som en der kunne finde på at gør en flue fortræd, hun smile bare og så på ham "rart og vide vis nu jeg kommer og putter mig hos dig midt om natten" hun smile drillen og fuldt ellers med, ud på gårdspladsen og ind i stalden, det var tydelig det var heste der var der inde for der lugt temmelig kraftig af hest, hun fuldt med ind i boksen og så på hoppen og der efter føllet som lå og putte sig hos sin mor, adeline så på dem. "åh hvor er den søde" hun smile og satte sig roligt på hug, hun lod først hoppen snuse til hende så den ville blive tryg ved hende, før hun tilbød føllet og snuse til hendes hånd vis den ture. det lille føl lå bare der trygt og godt hos sin mor i denne dejlig lune stald, det fik hende til at mindes den gang hendes egen søn var spæd, alle de timer hun hade putte med ham og trøst ham når han var ked af det. hun følt pluslig hun fik vand i øjne, hun mærke hvor meget hun enlig savne sin baby eller retter nu voksen søn, hun mangle virkelig at høre fra ham.. hun mangle sin lille dreng, adeline måtte tage hånden til sig for at gnide sig lidt i øjne for at undgå tåre skulle trille frem fra øjne, hun trak vejre dybt et par gang hun savne virkelig at være mor, og kunne tage sig af et lille væsen hun kunne kalde sit og se vokse op, lige som hun hade gjort med oliver, som jo nu var en voksen mand og ikke behøve hende særlig meget i forhold til den gang, hun sukke og så på hoppen og strøg den blidt over mulen og kigge den bare ind i øjne, det stor dyr virke bare så rolig ved det hele "er det hendes først føl?" spurt hun så for at få opmærksomheden fra sig selv, for hun hade en fornemmelse af at dafnir nok hade lagt mærke til hendes våde øjne, vis ikke så hade hoppen og den nusse mulen mod hendes side og så roligt på hende.

[Deleted]

Hvis situationen krævede det af ham, kunne Dafnir sagtens være alvorlig og tage tingene seriøst, men når det var som det var nu.. så var han det barnlige sind og kunne drille og have det sjovt. Det var der vel heller ikke noget forkert i? Hvis der var noget som voksne ikke var særlig gode til, så var det at slippe sig selv lidt løs engang imellem.. Det kunne så bare være, at det var noget, som han var lidt for god til efterhånden, så han tog det ikke så tungt, når pigerne afviste ham, for han vidste det jo godt, og de kom jo alle sammen med det samme grundlag, uanset hvor ondt det gjorde at få det at vide gang på gang. ”Det var jo også det jeg tænkte,” sagde han og blinkede til hende, inden han alligevel førte hende med sig ud. Det var måske ikke særlig specielt i manges øjne, men for ham, når det kom til dyr og ikke mindst naturen, så var det faktisk noget, som betød en hel del for ham, og noget som han gerne ønskede og ville dele med hele verdenen, for i hans øjne var det stort når der kom et nyt liv til verden, og så var det i hans øjne, fuldstændig lige meget om det var menneskeligt, eller om det var et dyr. Alle liv, var uden tvivl lige meget værd. Hoppen vendte blikket mod dem, også selvom tilstedeværelsen af Dafnir gjorde hende rolig, så snuste hun alligevel til hånden som Adeline rakte mod hende. Hun var dog langt mere opmærksom på føllet, nu hvor hun havde en anden at passe på. Dafnir smilede og satte sig på hug ved siden af Adeline. ”Det er hendes første føl ja. De andre som hun har været med, har været dødfødte, så det er virkelig stort, at hun har klaret det denne gang,” fortalte han. Han havde selv frygtet, at det ville blive endnu en dødfødt, og hoppen var altid så nede over det bagefter. Havde nægtet at spise og drikke for dage af gangen, hvilket uden tvivl havde gjort ham bekymret. Han selv søgte roligt hen til føllet, som træt havde hævet hovedet mod dem begge. Han strøg den på siden af hovedet. Han vendte blikket mod hende, da hun tørrede.. tårer væk? ”… Har jeg gjort noget forkert?” spurgte han en kende usikkert. Det ønskede han jo ikke.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så roligt på hoppen som han fortalt det var hoppens første levende føl, at den hade haft flere men som var dødfødt gjord helt ondt inde i, for det var det meste forfærdelig en mor kunne opleve, at miste sin egen baby. hun kunne selv ikke forstille sig hvor grimt det måtte være og miste oliver som spæde vis det var sket! heldig vis var det dog ikke sket den gang men nu.. tænk vis hendes lille dreng var død og hun ikke vist det, tanken fik hjerte til og synke ned i maven nærmest forsvinde og hun fik et mere skæmt udtryk i ansigt. da han spurt om han hade gjort noget galt så hun helt bange på ham før hun tog sig sammen og smile svagt "nej nej! jeg.. lod vist bare følserene løbe af sted med mig et kort sekund" hun så på ham og kigge på det trætte føl, den var nu sød sådan en lille en. adeline endt dog med at rejse sig, hun kunne godt forstå at sådan noget her var noget særligt for en som dafnir, og hun satte pris på hans vist hende det for det betød et sted jo meget han ville dele den slags med hende. "jeg sætter pris på du viser mig det her.. det betyder meget for mig" hun smile og så på hoppen og føllet, hun endt dog med at gå ud af stalden og lidt ud på gårds pladsen. hun nød nu den kølig luft hun trængt til lige at få frisk luft og tømt hovedet for ikke at starte med at tude eller ligene for lig nu følt hun at hun kunne græde i evigheder, det var hårdt lig nu. alt det ny og stadig tænke på alt det gamle hun hade, og tænke på oliver hun ikke vist om stadig leve, og om at vær alene uden damon og uden nogle som helst familie tilbage til at være der sammen med hende, hun følt sig virkelig alene lig nu.. hun hade det lidt som om alt det hun hade haft var en drøm og nu var hun vågne og var bare helt alene, hun måtte igen gnide sig i øjnene for ikke at stor tude selv om hun virkelig hade lyst til det lige nu, hun så op mod himlen og kigge på himlen der stadig var en smule lys men mørket var ved at trænge ned over dem det var ved og blive sent.. hun lag armen let om sig selv, hun var mørke rad det vist hun så hun burde se og komme ind inden den tog overhånd, men hun blev dog ståenden og fange sig selv i at ønske et mirakel skulle ske så hun ikke var alene mere, at oliver ville komme hjem eller at damon på en eller anden måde dukke op igen eller bare nogle ville komme og fuld det tom rum hun hade inde i for det her var rent tortur, hun lukke øjne og mærke tåren trille ned af kinderne, mens hun uden at tænke over det bare begyndt at synge stille for sig selv, en af de mange salmer hun hade lært oppe i himmeriget, sangen var på latin men det lød nu smukt selv kunne hun ikke huske handling i sangen men den føltes bare rigtig at synge lig nu.

[Deleted]

Dafnir frygtede virkelig, at han havde gjort noget forkert, sådan som hun reagerede. Det havde bestemt heller ikke været hans mening, at det skulle gå hende sådan på.. Men hvad kunne han da gøre ved det? Han havde jo ville vise hende det, fordi at det var noget særligt.. Han vidste ikke, at hun relaterede det til sin egen situation, og hendes eget barn.. Men okay, han var jo ikke far, og havde ingen børn selv, så det kunne da ikke overraske nogen, kunne det? ”Er du nu helt sikker..?” spurgte han forsigtigt, også selvom hun rejste sig og tog turen ud af stalden, inden han overhovedet nåede at reagere på noget som helst.. Og det gjorde faktisk ondt. Det havde jo aldrig nogensinde været hans mening at gøre hende ked af det! Slet ikke! Han strøg dem begge over hovedet, inden han selv valgte at rejse sig, for at komme ud til hende.. At hun stod og nærmest.. græd og holdt om sig selv på den måde, kunne han da slet ikke lide.. Han trådte roligt hen til hende, hvor han lod den ene hånd forsigtigt glide mod hendes ene skulder, som han trykkede forsigtigt om. ”Hør.. jeg.. er ked af det, hvis det har påvirket dig så meget, det.. det tænkte jeg slet ikke over.. undskyld..” begyndte han stille. Han kunne jo slet ikke lide, at hun skulle reagere på den måde, som hun gjorde det. Han bed tænderne svagt sammen. ”Skal jeg følge dig tilbage til dit værelse..?” spurgte han videre. Det sjove havde han uden tvivl lagt til side nu. Det andet her.. bekymrede ham faktisk, og det var slet ikke noget, som han kunne lide. Han kunne slet ikke lide, at se hende på den måde. Hovedet lod han søge en kende på sned. Han havde virkelig ikke ment at gøre hende sådan ked af det.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline hade slet ikke lagt mærke til dafnir var komme ud til hende, hun var bare i sin egen verden af savne lige nu. da han lag hånden på hendes skulder og gav den et klem, det stoppe hendes sang og fik hende tilbage til virkeligheden. hun så på ham og lytte til det han sag mens hun fik tørt øjne med hånden og trak vejre dybt for ikke at hendes stemme skulle knække når hun begyndt og snakke igen, også for ikke at bryde helt sammen. hun så på ham og hun lag blot hånden på hans der var på hendes skulder. "du har intet og undskylde dafnir! det var virkelig sødt af dig og vise mig det her.. det betyder meget for mig.. og det jo ikke din skylde jeg bliver påvirke på den måde det kunne du jo ikke vide.. jeg selv overraske jeg reager sådan.. hade ikke regne med at de følelser stadig var så stærke i mig" hun tog hånden til sig og lod bare armen hænge ned langs siden. hun så på ham og sendt ham bare et lille smile for det var ikke hendes mening at gør ham bekymret, hun kunne fornemme alt sjov var væk fra ham lig nu og det virke helt underligt når hun jo hele dagen ikke hade sent andet ind hans smile og drillene smile så det her så helt forkert ud. at han tilbød at følge hende tilbage til værelset nikke hun til. "jo tak.. det ved og være sent" hun så på ham, og smile lidt og så på ham hun kunne godt bruge noget søvn vis hun da ellers kunne falde i søvn efter denne tude tur.. hun så på dafnir og bed sig i læben hun hade mest lyst til og spøger ham om han ikke ville blive og sove hos hende, bare som en ven intet pervers der, hun hade bare brug for en hos sig og dafnir var hendes eneste ven på slotte lige nu, og hun hade bare brug for den tryghed lige nu.

[Deleted]

Dafnir havde virkelig ikke ment at gøre hende trist eller ked af det, ved at vise hende det nok så nyfødte føl, for det var jo en naturlig del af hans verden, og det var trods alt et af de små mirakler, som han havde været vidne til, og det var noget som han ønskede at dele med nogen. At det så skulle påvirke hende så meget, havde han da på ingen måder forestillet sig, og det gav ham virkelig bare en dårlig smag i munden. Han kunne sagtens være alvorlig når situationerne krævede det af ham, og han kunne da så tydeligt se lige nu, at det bestemt ikke var her han skulle rende rundt og være sjov, men derimod alvorlig, for det var jo en alvorlig situation når hun reagerede så kraftigt. ”Det er min fejl, og det beklager jeg virkelig, Adeline.. Det.. det var aldrig min mening at gøre dig så ked af det.. Det beklager jeg virkelig,” fastholdt han med en dæmpet stemme. Det gjorde ham faktisk en anelse skidt tilpas, hvis han selv skulle sige det, også fordi at dette virkelig var en dårlig afslutning på det, som jo faktisk havde været så god en dag for ham. Han havde mødt hende, fået hende til at smile, og nu det her? Det havde slet ikke været hans mening på noget tidspunkt i det hele taget! Han nikkede. ”Godt. Jeg følger dig derop,” sagde han roligt, inden han forsigtigt lod armen glide omkring hende, for at følge hende tilbage til slottet, og tilbage til tjenestefløjen, som jo også var blevet hendes nye hjem. Han stoppede først op, da de stod foran døren ind til hendes værelse, hvor han vendte sig mod hende. ”Klarer du det?” spurgte han. Ja, han var vel.. bekymret for hende?

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som igen sag undskyld og holdt fast i det var hans fejl, "det ikke din skyld" fast holdt hun og så på ham. at se ham ren faktisk være alvorlig, hade hun slet ikke regne med han kunne være og et sted virke det hel forkert når man hade set ham smile og være fjolle hele dagen. men nu viste hun da han hade bare en lille smule moden mand i ham, selv om lige nu virke det helt forkert efter en hel dag med fjolleri og drilleri fra hans side af og for den sags skyld også hendes. at han var så søde og følge hende op var nu rart, for hun hade ikke lyst til at gå alene. hun mærke hans arm om sig som de begyndt og gå mod tjenestefløjen og hendes værelse. hun så først på ham da de stod ved hendes dør og han snakke til hende, hun så på ham og nikke lidt "ja tror jeg.. " hun så på ham og smile lidt, hun kigge på døren og åbn den roligt men gik dog ikke ind, hun så på dafnir og valgt bare og giv ham et kram mens hun hade hovedet mod hans skylder, for hun var jo ikke så højt igen. "tak for alt dafnir.. jeg var ikke kommen videre uden dig" hun holdt kramme lidt inden hun så op på ham, og sendt ham et lille sødt smile og der ved skænke hans kind et lille kys, inden hun slap ham og gik ind af døren "godnat" sag hun roligt som hun så på ham inden hun lukke døren, og valgt og stille sig op af døren mens hun kigge rundt i det mørke rum og trak vejre dybt og lod tankerne flyve af sted.

[Deleted]

Selvom Adeline stod fast på, at han ikke havde gjort noget forkert, kunne Dafnir ikke rigtigt se bort fra den knude som han havde i maven, for det var da virkelig ubehageligt, at skulle have det på den måde, og det stod han da gerne fast på. Han bed tænderne en smule sammen og nikkede blot til hendes ord, og selv uden at kommentere dem, da han slet ikke så nogen grund til det. Han førte hende roligt tilbage til hendes værelse, hvor han først slap grebet omkring hende, da de stod foran hendes dør. Han var nødt til at sikre sig, at hun havde det godt. Han havde bare ikke været ude for, at nogen ville græde, når de så et nyfødt føl.. Han var vant til begejstring og glæde, og ikke det.. modsatte. ”Det.. håber jeg godt nok,” sagde han dæmpet. Det gav ham faktisk en ringe samvittighed, at have gjort hende så ked af det. Hendes knus fik ham svagt til at smile, også selvom det var hendes kys mod hans kind, som gav ham en direkte varme.. en varme, som han ikke mindes at have oplevet før. ”G-godnat, Adeline,” sagde han blot efter hende, mens han så til at hun lukkede døren. Han blev stående for lange sekunder.. Skulle han gå? Han vidste det ikke helt. Han sukkede tungt, inden han vendte om på hælen, og gik end til sit eget værelse i stedet for. Han gik ind og lukkede døren, også selvom han ikke rigtigt kunne finde ro.. Han smed sig på sengen med et næsten opgivende blik. Han forstod ikke noget af det som han tænkte over, og det var faktisk forvirrende.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline stod op af døren og lytte efter om dafnir gik, og jo det gjorde han. hun sukke stille, denne dag kunne godt vær endt beder. men det føl hade virkelig bare vække savne i hende, så lille og søde et væsen det minde hende om hendes egen baby den gang. hun ryste på hovedet, det hjalp ikke og tænke på det for det var jo fortid og hun skulle hvider i livet. hun trak vejre dybt og gik hen til sit skab, der var lidt tøj der inde i forvejen men ikke meget så hun vist hun skulle ud og købe tøj når hun hade penge til det. hun fandt en hvid strop natkjole, der gik til midt på lårene, det trælse var dog den sad en smule for tæt ved bryste så hun kunne næsten ikke komme i den og det klemt om bryste, hun pust ud i lidt irrateret og kigge der efter om der var andet, og valgt og skift til en mørke grøn top der kun gik til midt på balderne. hun gik hen og kigge i et spejl der var og kigge lidt på sig selv, hun lag mærke til hendes kinder var røde. var det fordi hun hade kysse dafnir på kinden? hun bed sig i læben, hun burt gør det godt igen efter det der skete for hun kunne mærke på ham at han var påvirke af det der skete, og det var ikke for at gør ham bekymret eller ked af det. hun måtte finde på noget der kunne gør ham glad men hvad skulle det være? hun kendt ham jo ikke sådan 100% så hun kendt ikke til om han hade et ynglings sted og gå hen, eller ynglings mad? eller om der var noget andet han kunne lig. hun gik hen og smed sig i sengen, og lå lidt før hun svagt døsse hen men hun faldt ikke helt i søvn. hun vågne midt om natten, hun kunne ikke sove hun satte sig op i sengen, hun følt sig temmelig ensom der i mørket, men det var ikke noget nyt. hun bed sig i læben, mund hun skulle gå hen til dafnir? nej han sov sikkert tungt.hun sad dog lidt tid inden hun på barre fødder trippe hen til hans dør stadig kun i den lang top, hun tøve lidt før hun forsigtig banke på og håbe ikke andre vågne hun blev ståenden og vente på at se om han åbne, hun håbe dog han snart ville gør det vis han altså var vågen for hun frøs om sin tæer gulve var jo is koldt!

[Deleted]

Dafnir havde det virkelig skidt med at Adeline havde reageret sådan, også fordi at han alligevel følte, at det hele var hans skyld, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det lige nu. Skaden var sket.. hun havde været ked af det, og han havde ødelagt det, som jo faktisk havde været en ganske god dag.. Han hadede det faktisk. Han søgte bare tilbage til hans eget værelse, hvor han smed sig på sengen. Ja, det var virkelig en skidt fornemmelse at gå i seng med, hvilket faktisk slet ikke lignede ham, for han plejede at være en glad og ikke mindst en munter mand, og.. det var næsten som bare.. helt væk lige nu, hvilket han alligevel et sted måtte finde en kende skræmmende, for han kunne jo heller ikke gøre for det! Det havde slet ikke været hans mening!
Uanset hvor lang tid, der faktisk gik, så formåede Dafnir faktisk at falde i søvn, og han sov tungt.. men uroligt. Han kunne faktisk slet ikke lide det. Han kneb øjnene let og svagt sammen, inden han let slog øjnene op igen, da det.. bankede på døren? Ude var det virkelig mørkt, hvilet han kunne se. Han sukkede tungt og tvang sig op at sidde. Hans hår stod ud til alle sider, og han var kommet ud af tøjet, så han kun var dækket fra livet og ned, så det faste bryst var fremtrædende ved ham. Han rejste sig op, også selvom det var en kende vaklende, for han var virkelig træt! Han måtte kvæle et gab, inden han søgte hen til døren og tvang den op. At se Adeline på den anden side, forundrede ham faktisk lidt. Mareridt? ”Du burde ligge i din seng, Adeline.. Det er sent.. Er der noget galt?” spurgte han. Igen meldte samvittigheden sig. Det var virkelig ubehageligt, at have det på den måde.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline stod og lod sin fødder gnuppe hinanden ind i mellem for der var koldt og så der i trusser og en lang top, hun så mod døren som hun kunne høre han tog i håndtage og døren gik op, det første hun lag mærke til var hans hår der stod ud til alle sider hun måtte kvæle et lille fnis for det så nu både komisk og sød ud på ham, der efter lage hun mærke til han kun var i klædt bukser, og hun rødme svagt og kigge så lidt ned som han spurt om der var noget galt "j-jeg kunne ikke sove.. " sag hun stille for hun ville heller ikke snakke for højt så andre vågne for det var slet ikke hendes hensigt, hun pille lidt ved sin finger spidser og bed sig svagt i læben, hun så lidt op på ham igen, hun kunne godt se han var træt men klokken var også mange. "jeg kunne ikke sove da jeg har det skidt med det der skete.. det var ikke min mening at gør dig bekymret eller noget.. det må du undskylde.." hun så på ham og gnuppe igen fødderne mod hinanden for hun frøs helt vildt! hun var begyndt at få gåsehud efter hånden, hun så på ham hun vist ikke om hun ture spøger om hun kunne sov hos ham, for det var jo sent og han virke meget træt så hun ville ikke trænge sig på vis han ikke orke hun var der, hun måtte bare prøve at falde i søvn i sin egen seng vis hun kunne og så snakke med ham sener eller en anden dag vis de fik for travlt til at kunne snakke sammen. hun så på ham og kigge mere på ham denne gang "jeg skal nok lade dig sove igen.. godnat" hun kunne ikke få sig til det, hun hade det skidt med det hele bare var end sådan det hade virkelig bare gjort den ellers dejlig dag temmelig trist direkte skidt i sidste ende, hun stod lidt for hun ville enlig helst gør det hele godt igen med det sammen, men hun vist ikke hvordan for hun kendt kun til lidt om ham, så hun kunne ikke rigtig tilbyd ham noget der kunne gør det godt igen "og.. du må sig til vis jeg kan gør det godt igen på en måde..okay?" hun så på ham, hun ville godt vide at han forstod at han må komme til hende vis han tænkt på noget han kunne bruge som kunne gør det godt igen

[Deleted]

Det var temmelig koldt på gangene, når mørket og natten var fremme. Det var jo ligesom alle andre steder også, kunne man jo sige. Han blev stående foran hende, også selvom han kunne se, at hun faktisk havde det ganske underholdende. Han rystede let på hovedet og med et svagt smil, også selvom han tydeligt var træt, og havde det skidt ovenpå det som var sket, så ønskede han mere end noget andet, bare at glemme det skete, og bare komme videre derfra, for det havde uanset aldrig været hans intention at skulle ødelægge noget af det. Slet ikke. Han rystede let på hovedet. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, at hun skulle rende rundt og tænke sådan på det, for det var jo ham som havde gjort noget forkert og ej hende. ”Det skal du ikke tænke på, Adeline.. Det var min fejl, og det ved jeg.. Jeg.. skulle bare have ladet være.. Det var vel bare at gå lidt for langt på vores første dag med venskab, ikke?” Han lod hovedet søge en kende på sned. Han kunne jo se, at hun stod der og frøs, og.. skulle han invitere hende indenfor, så hun kunne få varmen? Også selvom han frygtede lidt for, hvordan det ville fremstille det hele. Ja, lige nu var han ikke den sjove mand som hun havde mødt, for selv han kunne have en alvorlig side, selvom dette dog ikke særlig ofte kom til udtryk i den anden ende. Hvad skulle han da gøre? Det var svært at finde sin plads selv for ham. ”Du står og fryser.. kom herind..” opfordrede han med en bekymring i tonen. Ja, nu tog han jo chancen, og så måtte det jo briste eller bære for ham, men han kunne jo ikke ligefrem lade hende stå derude. Selvom han var træt og havde hår stående ud til alle sider, så havde han jo heller ikke ligefrem sovet særlig godt, og det var også det som han kunne mærke. Han trådte til side så hun kunne komme ind, inden han gjorde tegn til at hun kunne sætte sig på sengen. Der var sengetæppe og dyne, så hun havde noget at varme sig lidt med.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod og frøs ja vist, men hun kunne altid bare gå tilbage til sin egen seng. at han sag hun ikke skulle tænke på det var en smule svært for det gjorde hun altså! at han ikke skulle vær gået så langt var hun dog ikke enig med ham i "du gik ikke for langt.. det jo ikke din skyld jeg forbinder et nutte føl med noget fra min fortid.. det jo min egen skyld.. hade heller ikke lige regne med at jeg ville blive så påvirke.." hun så på ham som hun virkelig hade svært ikke at more sig lidt over hans hår for det så altså sjovt ud. at han tilbød hende at komme inde, var jo det hun hade håbet på men hun hade ikke regne med at han ville gør det for det var jo sent og han så virkelig bombet ud, hun så på ham før hun trippe ind i hans værelse. hun så kort rundt i mørket før hun gik hen og satte sig på kanten af hans seng, der var nu rart i hans værelse syntes hun og hun følt sig helt hjemme i det grønne rum. hun så på ham som han lukke døren, "du sikker på det okay jeg er her? du ser meget træt ud så vil ikke være til besvær vis du gerne vil sov" hun sad roligt på senge kanten og vippe lidt med fødderne før hun kigge lidt ned af sig, og hev en smule op i den ene strop på toppen der blev ved med at glide en bitte smule ned af skulderne hele tiden, hun så på ham igen at dafnir frygte det ville virke forkert at byde hende ind efter det der var sket kendt hun ikke noget til, hun var nu glad for hun måtte komme inden for hun hade virkelig følt sig ensom og hun hade brug for en hos sig bare denne ene nat, selv om hun da håbe det ikke blev sidste gang hun kom til ham bare dog måske ikke så sent som nu.

[Deleted]

Selvom hun måske ville påstå modsat, så ville Dafnir uanset hvad, påtage sig skylden for det her, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han rystede på hovedet, også selvom det var med et svagt træk på mundvigen. ”Jeg gik for langt, Adeline, og det fandt jeg da ud af.. Og det beklager jeg,” fastholdt han med en dæmpet stemme. Uanset ville hun slet ikke kunne få ham til at skifte mening hvad det angik, og det stod han lige så fast på, som han gjorde med alt det andet. At hun så ikke kunne tage hans hår seriøst, var nu heller ikke just nogen overraskelse.. Det forundrede ham ikke, for han så virkelig forfærdelig ud fra morgenstunden, og det var virkelig hver eneste morgen! Selv lod han hende glædeligt træde indenfor, hvor hun satte sig på sengen, så han lukkede døren efter hende. Selv når man havde ligget under den gode varme dyne, så var det uden tvivl også koldt at komme op at stå. Han lagde armene let over kors, inden han kom hen mod hende igen, og tog pladsen ved hendes side. ”Tag dynen på. Det er slet ikke meningen, at du skal rende rundt og fryse,” opfordrede han med en rolig stemme. Selv blev han bare siddende. Sove ville han nu hjertens gerne, men den ville blive urolig alligevel, så han ville ikke rigtigt få noget ud af det uanset hvad, og det var han jo klar over allerede nu. ”Du er slet ikke til besvær.. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel.” Et nok vel forsøg på at komme lidt tilbage til det morende og drillende igen, også selvom det var lidt halvhjertet, men det bekymrede ham jo uden tvivl, når hun ikke kunne sove på grund af det som var sket. Der var jo ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det af den grund, og det vidste han jo godt. ”Lige nu er det bare vigtigst at du får noget søvn.. Du ligner nu også en, som kunne bruge det,” fastholdt han.