An important audiens

[Deleted]

Det var ved at være hen på aftenen, da Dafnir langt om længe nåede Castle of Light sammen med Adeline. Det havde faktisk været en ganske god og hyggelig tur, og der havde været så mange ting at se på og snakke om. Det var end ikke fordi at det var akavet, selvom han jo faktisk slet ikke kendte hende, så gjorde det ham intet. Han ville virkelig gerne lære hende at kende, og det var noget, som selv han stod fuldkommen fast på. ”Så er vi ved at være her,” fortalte han med en tydelig stolthed i stemmen. Roligt passerede de staldene, hvor Marcell uden tvivl havde været god til hestene i dag.. Det passede ham egentlig ganske fint, for ås betød det, at han kunne tage fri for en gangs skyld, for han var jo derude hver eneste dag, og endda op til flere gange. Det var faktisk et hårdt og ikke mindst et tungt arbejde for ham.
Vagterne slog dørene op for ham, da han ankom til de store porte. Dafnir var jo et kendt ansigt heromkring, og en engel kunne vel næppe være her for at skade nogen? Så selv Adeline blev lukket indenfor på slottet. Det var stort og prægtigt og uden tvivl smukt, som en repræsentant for lyset. Roligt stoppede han op foran de store porte ind til tronsalen. Selv for ham, så var han på ingen måder nervøs. Men okay, det var jo heller ikke ham som søgte audiensen, det var hende, og han ville selvfølgelig gøre hvad han kunne for at hjælpe hende. ”Så er det nu. Jeg lover at stå der sammen med dig,” forsikrede han, inden han roligt fik skubbet dørene op. Kongen sad på tronen, rank og alt, idet han roligt førte Adeline med sig op foran ham. Han bukkede for ham. ”Min konge.. En veninde af mig, ønsker at søge audiens hos Dem,” sagde han med en rolig, dog tydelig respektfuld stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade da nydt gå turen til slotte sammen med dafnir, der hade været nok og snakke om og kigge på så turen hade ikke føltes så lang som den gjorde når man tog den alene. Da de nærme sig slotte, kunne hun mærke hun begyndt at blive en smule nervøs hun kigge roligt omkring som de kom ind på slots området. Det hele line sig selv, hun kunne sagtes huske slotte fra den gang hun var drage rytter. Hun følt sig ganske tryg og velkommen på slotte, det var mere audiensen hun var bekymret for. Hun så på vagterne da de lukke dem ind, før hun forsatte sammen med dafnir hen til de stor porte. Hun mærke maven krybe sig sammen og hun måtte tage sig selv i ikke at klemme for hårdt om dafnirs arm i ren og skær nervøsitet. Hun trak vejre dybt som dafnir skubbe portene op, og hun kunne se kongen side på tronen. Det skulle ikke underne hende vis hun så nervøs ud eller direkte bange, men hun fuldt roligt med ind til dafnir stoppe og snart med at snakke. Adeline selv valgt og bukke dog på med en mere feminine ynde for da hun ikke hade kjole på ville det se forkert ud og neje, hun rette sig roligt op igen og så op mod kongen, dog ikke helt direkte i øjne mere lige mellem øjne så det line hun så ham i øjnene. Hun vist ikke om hun skulle sige noget, eller vente til hun blev spurt om hvad hun ville så hun valgt og holde munden lukke til hun blev spurt eller i det mindste talt til, bare for at vise hun hade manere og respekt til kongen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved at være hen på aftenen, og Gabriel selv var mere eller mindre klar til at lukke ned for aftenen, idet at dørene endnu en gang gik ind. Synet af den unge Dafnir fik ham dog kun til at smile. En ung mand, som ellers kunne sprede lykke og glæde uanset hvor han end måtte bevæge sig, og det var uden tvivl noget, som selv kunne bruges i denne stund. Han rettede sig op, også selvom han kunne se, at den unge mand ikke kom alene denne gang. Hans blik gled direkte til kvinden som han havde med. Alligevel en kvinde, som han mente, at han havde set før, og det var uden tvivl også noget, som meget hurtigt måtte fange hans interesse.
De blå øjne hvilede på hendes skikkelse, mens han så til at de bukkede og nejede. Respekten for kongehuset havde de uden tvivl og det var noget som faktisk også betød noget for Gabriel, og det stod han gerne ved. Han nikkede mod dem, og så blot til som Dafnir trak sig en anelse til side, så Adeline stod der foran ham. Ikke fordi at han var farlig eller noget lignende, for det var han altså ikke. Han var en mand.. som ønskede at lytte til sit folk, da det var dem, som han skulle passe på og beskytte, og det var også det, som han var ude på. Ingen tvivl om det. ”Sig frem,” indbød han med en rolig stemme. Ikke fordi at han var træt af det, eller noget lignende, for det var han på ingen måde. Han ønskede derimod at finde ud af, hvad hun ønskede af ham, og så ville han se hvad han kunne gøre, netop for at opfylde dette ønske.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod roligt og hade en knude i maven eller sådan føltes det, at hun virke bekendt til kongen kendt hun ikke til hun vist bare at hun den gang hade arbejde for kongeparret som drage rytter men hun kunne bare ikke huske om det var dem eller nogle andre. Hun stivne helt som Gabriel snakke til hende, hun stod et minut men det føltes længer før hun fik tage mod til sig og åbne munden for at snakke, ”j..jeg kommer for at anmode om et job her på slotte min konge” sag hun stille men dog højt nok til han ville kunne høre hende, hun stod med hænderne for and sig mave og holdt lidt om sin egne hænder, hun tøve lidt før hun så igen åbne munden ”jeg ved ikke om det har nogle gavn med denne information men.. jeg har arbejde her tidliger.. dog i skikkelse af en drage rytter.. jeg var træner for rekutter ind for kampkunst ved brug af sine andre sanser ind deres øjne.. det ganske vist flere år siden nu.. mit navn den gang er det samme som nu, Adeline Magarita Jakson min far arbejde her også til han død hvor jeg så overtog hans job som træner tros mit handikap som blind” hun så op på gabriel og sank en klump hun forvente ikke det ville gavne over hovedet men måske var det kun godt hun sag det for så hade kongen jo lidt info om hende, og vist hun hade arbejde der før og forhåbentlig ville se hende som en man kunne stole lidt på i det mindste eller et eller andet hun var ikke sikker lige nu, hun stod bare og knug svagt om sin hænder for hun var stadig hammer nervøs lig nu, hun vist ikke om hun skulle nævne damon for han hade jo vær budbringer mellem lande og han hade snakke om han hade bragt beskeder fra slotte ud til andre steder men mere om det vist hun ikke, hun vist heller ikke om han hade nævnt hende for nogle på slotte den gang, ærlig talt vist hun enlig ikke ret meget om damons arbejde eller hvad han hade fortage sig eller snakke om den gang når han var væk men det var heller ikke vigtig lige nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel blev roligt siddende og med blikket hvilende på denne kvinde, nu hvor Dafnir havde trukket sig en anelse. Tydeligt, at han var der som moralsk støtte for denne kvinde.. En kvinde, som han alligevel ville mene, at han faktisk havde set tidligere, men dog lige nu, så var han bare ikke i stand til at placere hende. Han lod hovedet søge en kende på sned. De manglede at få besat temmelig mange poster her på stedet, så han var bestemt ikke negativt indstillet for hendes forespørgsel, og det var vel altid en god ting. ”De ønsker et job,” sagde han tænksomt. Som hun præsenterede den yderligere information for ham, måtte han alligevel lade blikket søge mod hende. Han kunne huske hende.. Adeline Jakson? Damons kæreste? I det tilfælde, så var han faktisk helt med på hvad det var og hvem hun var, og derfor vidste han jo også at hun måtte være en, som han kunne stole på. Han nikkede blot til hende. ”Jeg mindes dig tilbage for mange år siden, dog selvom jeg ikke var andet end en ung mand, Adeline.. Jeg tager ikke fejl, når jeg fremstiler dig, som Damons kæreste?” spurgte han roligt. Han rejste sig roligt. Ikke fordi at det var faretruende på nogen måde, for han ønskede faktisk bare at føre en ganske normal samtale. Dem havde han faktisk heller ikke mange af i løbet af en dag. Han trådte roligt mod hende, mens han foldede hænderne foran sig. Han frygtede hende ikke, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at vise hende. ”Og hvilken form for job ønsker du her på stedet, kære Adeline? Jeg må jo ønske dig velkommen tilbage på slottet her igen.. Naturligvis ønsker jeg, at du skal tilbagevende til slottet her,” sagde han sandfærdigt. Det var bestemt ikke noget, som hun skulle være bange for.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod roligt og så op på Gabriel som han snakke første gang, hun nikke hun ville gerne have et arbejde. Og slotte kendt hun selv om hun nok lige skulle have genopfrisk nogle ting for det var jo mange år siden hun sidste hade været på slotte, at Gabriel så faktisk kunne huske hende, var et sted rart for så kendt han hende da bare en lille smule selv om det ikke var sådan helt personligt men så kunne han da i det mindste hendes navn. Da han spurt om ikke hun var damons kæreste nikke hun ”jo jeg var damons hustru mens han stadig leve” svar hun, og prøve ikke at lade stemmen knække for at snakke om ham, var ind i mellem stadig svært hun fik dog styr på sig selv igen og så på Gabriel som han nu kom mod hende, hvilke gjorde hende en smule nervøs men så igen, hun kunne jo se Gabriel var en engle så der var jo intet og frygte der, plus han virke som en rar mand og han var jo landes konge så han var jo også meget respekter, da han spurt hvilke form for job hun ønske måtte hun tie lidt for ærlig talt hade hun slet ikke tænkt over hvad hun enlig ville arbejde som så hun svar bare rolig, ”jeg åben for forslag.. jeg har mest erfaring inde for rengøring og lidt dyrkning af urter.” hun så på gabriel hun var åben for forslag af job, hun skulle nok lære det der nu skulle læres det ville nok bare tage lidt tid.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kvinden foran ham, var bestemt ikke fremmed, selvom man ikke havde set eller hørt noget til hende igennem rigtig mange år, så betød det jo slet ikke at det var nogen slem ting i den anden ende, vel? Han sendte hende et venligt smil. Hun ønskede et job, og et job, ønskede han faktisk at give hende, om han skulle være helt ærlig, for han så slet ikke nogen grund til at skulle nægte hende for hendes anmodning, nu hvor hun gjorde det på sådan en flot og fin måde. ”Jeg kondolerer for tabet. Han var en rigtig god mand,” sagde Gabriel med en rolig stemme, idet han igen stille vendte blikket mod hende. At det var noget som gik hende på, kunne han næsten fornemme på hende, også selvom.. ja, det var vel bare på tide at komme videre? Selvom det uden tvivl kunne være rigtig svært, hvilket han vidste, og det var også det som gjorde en del for hans vedkommende. Han stoppede roligt op foran hende. Når det kom til ham, så havde hun bestemt ikke noget at frygte, for han var bestemt ikke ude på at gøre hende noget som helst. Hvorfor skulle han? Uden folket som ønskede at lade ham lede dem, så var det ham som havde et problem og det vidste han jo udmærket godt. At hun ønskede arbejde med urter eller rengøring, fik ham nu blot til at trække på smilebåndet. ”Det er mig noget af et karriereskifte. Dit arbejde med hæren og soldaterne har været godt, Adeline.. Og det frister ikke at prøve det igen?” spurgte han roligt. Igen var det ikke fordi at han ikke ville efterkomme hendes forespørgsel, for det ville han uden tvivl rigtig gerne. Han nikkede mod hende. ”Du forekommer mig gerne som en type som ønsker at arbejde ude.. Så et arbejde i den kongelige have med urter og krydder vil vel ikke være helt af vejen?” spurgte han venligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som Gabriel kom nærmer og kondoler for hendes tab, da han sag damon var en rigtig god mand smile hun bare lidt, for han hade helt ret han hade været en rigtig god mand nok den bedste hun hade mødt ind til vider. ”mange tak” svar hun blot og så på Gabriel som han kom nærmer, hun var stadig nervøs men det gik beder nu hvor hun hade snakke med ham i de her bare få minutter. At han syntes det var noget af et karriere skift var helt rigtig for det var det, at han spurt om ikke det kunne vær firstene at prøve igen bed hun sig i læben ”jeg ved ikke just hvor meget gavn jeg kan gør som træner mere.. nok husker jeg min trænings metoder men ved ikke om jeg stadig har det i mig til at vise og undervise i at kæmpe sådan mere.. men vis der er brug for det vil jeg da godt prøve at træne rekrutterne igen ind i mellem, og sener måske fuld tid vis jeg selv får styr på min egen styrke ind for kamp” hun så på Gabriel at han så tilbød hende et job i den kongelige have om at passe urter og krydder ville da enlig være en ganske fint job for hende for det var noget af det hun hade lavet mest mens hun had været alene i hytten, ”nej sådan et arbejde ville passe mig fint, og vis jeg må kan jeg nok skift mellem at passe urterene og træne soldater på skift og der efter prioter hvornår der er behov for jeg er mere aktiv ved det ene job ind det andet?” hun så på Gabriel, hun vist det ville blive noget af en mundfuld for hende, men hun var sikker på det nok skulle gå vis det var, hun skulle nok bare i gang med at træne igen og få genopfrisk sin kamp evner, for som engle hade hun slet ikke tur kæmpe hvilke hun hade fortrudt efter alt det hun hade være i gennem hvor hun ville ønske hun hade kunne slog igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nikkede sigende i retningen af hende. Tabet af Damon måtte have været hårdt.. Også fordi at han havde været vigtig for slottet her, for at få viden og den slags ud til folk, såvel som de andre lande, og han forstod godt, at hun manglede og savnede ham. Det var uden tvivl et frygtelig stort tab, og det vidste de nok godt alle sammen i den anden ende. At passe den kongelige urtehave, ville måske være et godt job for en som hende i denne stund, og specielt med tanke på det forår og den sommer som de gik i møde. ”Det vil nok være det mest ideelle nu hvor vejret bliver godt, jorden varmes og solen kommer frem i forår og sommer. Når efteråret kommer, så tager vi den op igen. I det tilfælde, ville det være rart, hvis du kunne finde lidt tilbage til det gode gamle og træne tropperne lidt. Det arbejde, som du udførte allerede dengang, var fantastisk,” roste han hende. I hans øjne, så var det jo bare på sin plads, at det var sådan hun havde det med tingene, og det var uden tvivl noget, som han stod fuldkommen fast på, når det nu endelig skulle være. ”Om det skal være tilfældet, er jeg sikker på at Dafnir nok skal vise dig hvor træningssalene ligger. Så kan du komme i form igen.. og derefter tage beslutningen om du ønsker at yde soldaterne en træning,” sagde han blot. Dafnir stod og nikkede på sidelinjen, for selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende. Alt andet havde Gabriel bestemt heller ikke regnet med, for han var uden tvivl også en rigtig god mand, og det var vel også noget som gjorde sit i den anden ende? Han sendte hende et mildt smil. ”Du har engagementet som mange her på stedet mangler, Adeline.. Jeg glæder mig til at byde dig ordentlig velkommen i staben her på stedet igen,” sagde han sandfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på Gabriel som han snakke til hende omkring det ville vær bedste at hun starte i haven nu hvor det var sæson for have arbejde, og det kunne hun godt se det fornuftig i. hun så på ham som han snakke om at hun vis hun kunne finde tilbage til sit god gamle trænings jeg og så træne tropper til efter året var da enlig meget fornuftig, for der var ikke meget at lave i en have om efteråret så at træne tropper gjorde jo bare hun var beskæftige om vinteren også, hun måtte så håbe hendes udsende ikke ville forstyrre tropperne for de skulle kunne fokuser og kæmpe mod selv kønne fjender, at hun kunne få lov at træne i trænings salen for at komme i form igen var nu pænt af ham for det kunne hun godt trænge til, ” jeg takker hans højhed for at være så venlig at lade mig komme tilbage, det rart og få love til at gøre gavn på ny” hun så på gabriel og smile venligt, for det var nu rart og være tilbage igen efter så lang tid, det hade været hårdt den gang hun som drage rytter kom og sag op fordi hun gerne ville være sammen med damon uden at risiker at blive angrebet fordi hun netop var træner og der ved en trussel. ”jeg vil se frem til at komme i gang, både i haven og sener med at få nogle tropper banke op i ordentlig form igen” hun smile blidt, hun vist det ville være hårdt men hun vist hun nok skulle klar det og vokse med opgaven for hun vist hun hade gjort det en gang før så hun kunne nemt gør det igen vis hun virkelig ville. At gabriel roste hende for at have engagementet hade hun ikke regne med og blev helt flov, og så lidt ned på sin hænder for hun syntes da ikke selv hun var så engageret men vis kongen syntes hun var det så måtte hun vel tro ham, hun så op på ham igen og smile bare ”glad for at kan tilføre lidt af det der mangler” svar hun bare til det og så roligt på ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var naturligvis glad for at Adeline havde valgt at melde sig på slottet, så hun igen kunne få lov til at tage hånd om noget, som kunne bruges også for landet her. Han vidste at tabet af hendes mand måtte være hårdt, og derfor ville det vel egentlig også hjælpe hende, at komme lidt i arbejdet igen? ”Kun hvis du føler, at det er et arbejde, som du kan håndtere, naturligvis. Det er blot en forespørgsel fra min side.. Og naturligvis er det i orden at takke nej. Nyd foråret.. kom i form, og så kan du tage din beslutning efterfølgende,” fortalte han med en rolig stemme. For nu, så det ud til at de faktisk var gået hen og blevet enige om det hele, og det var uden tvivl noget, som også passede ham særdeles udmærket. Han vendte sig roligt mod Dafnir, som stod med en tydelig forhåbning i hovedet. Hvor længe de havde kendt hinanden, vidste han ikke, men det kunne godt se ud som om at Dafnir gik mere op i det her, end det som Adeline selv gjorde. En tanke som han fandt morende. ”Dafnir skal nok sørge for at du kommer til rette, Adeline.. Når du har taget din endelige beslutning hvad angår at indtræde i arbejdet som en træner på deltid, så henvend dig til mig. Det er mig en sand glæde og fornøjelse at ønske dig tilbage i staben igen. Jeg er sikker på, at du nok skal finde din plads i alt det her,” afsluttede han roligt, inden han let nikkede mod dem begge to, og med disse ord, vendte om på hælen, for at søge tilbage til sin tronstol igen. Når disse ting skete, så var han slet ikke i tvivl om, at det måtte være til det bedste. Med en ynde, så tog han endnu en gang plads. ”Jeg formoder at audiensen er forbi.. Dafnir vil vise dig til rette,” afsluttede han med en varm røst.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke, hun hade også regne med kun at træne tropperne vis hun kunne håndtere det men hun ville få brug for alt den træning hun kunne inden ville kunne sig med sikkerhed at hun kunne klar det. Hun så på ham og nikke bare, hun skulle nok komme når hun hade beslutte sig. Hun så på gabriel som han vendte rundt og så op på ham som han sag audiensen var slut, hun bukke høfligt for gabriel mens hun sag ”mange tak deres nåde” sag hun i et venligt og roligt tone fald inden hun selv vendt sig rundt og så på dafnir og smile bare glad mens hun ganske roligt begyndt og gå ud af tronesalen, det var da endt meget beder ind hun hade tuer håbe på, nu hade hun fået nyt arbejde en frisk ny starte på live, også selv om det var et sted hun hade arbejde før men det var nu alligevel rart og komme tilbage og starte på en frisk og få bygge sit liv op igen, og forhåbentlig opleve flere god ting i livet. Da hun kom ud bag porten ånde hun lette op som hade hun holdt vejre hele tiden under audiensen, hun måtte kort gnuppe hænderne da de ryste svagt for det hade stadig være lidt skræmmende at så for and ens konge og snakke med ham, og så hade han virkelig virke så venlig som om de hade været venner i længer tid eller ligene, han hade ikke været så formeld igen som hun hade troede.

[Deleted]

Audiensen var tydeligvis forbi, og det var bestemt ikke noget som gjorde Dafnir noget. Det havde uden tvivl levet op til de forventninger, som han havde haft til kongehuset, og til Gabriel ikke mindst. De var virkelig venlige og imødekommende, og de snakket gerne med folket, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele. Selv trådte Dafnir roligt ud af tronsalen sammen med hende, inden han selv trådte hen mod hendes skikkelse. Han tog roligt omkring hendes rystende hænder, og sendte hende et smil. ”Det gik jo fantastisk godt, Adeline,” roste han hende. Der havde jo slet ikke været noget at være bange for, og det var vel også så småt ved at gå op for hende? Ikke fordi at det var noget som han som sådan kunne lægge skjul på, men nu hvor de var ude, og han nu havde fået det ansvar, at skulle sørge for at hun kom godt til rette, så var det uden tvivl noget af det, som han havde tænkt sig at gøre. Ingen tvivl om det! Han trykkede let omkring hendes hænder. Først og fremmest, så skulle de finde hende et værelse.. Selvom slottet måske ikke var helt ukendt for hende, men ikke desto mindre, så skulle disse ting trods alt også være på plads, og bestemt også i hans øjne. ”Jeg tror vi skal have fundet dig et værelse.. Og noget arbejdstøj,” sagde han endeligt og med en tydelig tænksom mine, inden han igen vendte blikket mod hende. Der havde jo slet ikke været noget at være bange for!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på dafnir som han tog hendes hænder, som roligt stoppe med at ryste nu hvor hun hade fået mere ro ind i, og det roligt var ved at gå op for hende at det ikke var farligt det der var sket, og det faktisk var gået ganske godt. Hun så på ham som han snakke til hende, hun smile og nikke ganske roligt hun endt med at tage hænderne til sig, for blot at give Dafnir et kram ”tak fordi du gik med dafnir, det betød meget for mig” hun så på ham mens hun kramme ham, før hun roligt slap ham igen og så på ham, som han begyndt og snakke om et værelse og noget arbejdes tøj, hun nikke roligt hun kendt godt værelserne på slotte de var ganske udmærket så der var ingen problemer der, noget arbejdes tøj der i måde tænkt hun lidt for at arbejde i have ville det vær bedst med en kombi af kjoler om sommeren og på kolder dag ville det nok vær bukser og så en eller anden form for trøje hun så på dafnir og kunne ikke helt lade vær med at smile drillen og sag ”skal du så til og se med når jeg prøver arbejdes tøj hmm” hun smile drillen og måtte komme med et lille grin, før hun så på ham og bare smile ”jamen så må du jo heller vise hvor jeg skal hen for jeg er jo ’ny’ her” hun smile drillen og så bare på ham.

[Deleted]

Dafnir havde selvfølgelig håbet på at Adeline ville komme ind på slottet her, også selvom han måtte erkende, at alt andet havde forundret ham. Han sendte hende et smil og trykkede let om hendes hænder, inden hun selv valgte at slippe ham og.. lagde armene om ham i stedet for? Han blinkede let med øjnene, også selvom han endte med at lægge armene om hende, kun for at trykke hende ind mod sin egen krop. ”Naturligvis, Adeline.. Jeg stod der jo bare.. Jeg.. gjorde jo ikke rigtigt noget,” sagde han roligt, inden han roligt slap hende igen. Han sendte hende et smil, for han kunne jo heller ikke lade være med det. Det betød faktisk meget for ham at han faktisk kunne hjælpe hende på den måde. At hun så skulle drille ham, var noget som direkte fik ham til at grine. Han rystede let på hovedet. ”Altså, man har jo kun den sjov man selv laver, ikke sandt?” spurgte han morende, inden han blinkede til hende. Han smilede til hende. Han kunne virkelig godt lide det, og det stod han meget gerne fast på i den anden ende. ”Selvfølgelig.. Kom med denne vej,” sagde han roligt, inden han begyndte at gå ned i retningen af tjenestefløjen. Selv formodede han, at hun var kendt med det, så det skulle jo ikke være et problem, at få hende indlogeret ordentligt.