Execution!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved t være morgengry. Folket havde fået beskeden, og dem som ønskede at overvære denne store begivenhed, kunne komme ned på det store torv, hvor henrettelserne ville finde sted. Selv Gabriel havde meldt sig på torvet tæt ved det store podie, hvor hængningen ville finde sted om ikke særlig langt tid. I bund og grund, så var det egentlig kun for at sætte et eksempel for Dvasias, for han var nødt til at gøre hvad han kunne for at beskytte sit folk! Folk samlede sig. Rygterne om Sephiran Acheron var løbet langt og riget rundt, så mange var kommet for at se, om det overhovedet var ham, som ville være der, og at det faktisk var sandt med den meddelelse som kongen havde sendt ud. Galgen stod allerede klar med det tykke reb, og med bødlen som stod lige ved siden af.. Den mand som skulle trække i håndtaget, og derved lade gulvet forsvinde under mandens fødder, så løkken ville stramme, og til sidst lade ham glide ind i dødens favntag.
Gabriels blik gled over mængden. For nu var der ro på tingene. Det var første gang, at Procias direkte skulle udstede hvad man kunne kalde for en dødsstraf, men så lang tid, at de mørke væsner stadig kom over muren med ønsket om at ødelægge og slå ihjel, så var de jo nødt til at gøre noget! Solen steg højere og højere på himlen. Han havde trukket tiden ud, uden egentlig at vise sig for Sephiran efterfølgende. Smerten i hans bryst, var stort set væk, selvom det stadig stak en smule, men ikke noget som han tog sig yderligere af. Der var allerede mange vagter på pladsen, for at sikre sig, at Sephiran ikke kom nogen steder, at andre ikke ville komme ind, og i tilfælde af oprør, så ville folket blive holdt på plads, selvom han tvivlede på, at dette var noget, som ville ske. ”Alt for længe, har mørkets væsner, kunne kæmpe sig over murene. Nu er det på tide, at vi sætter et eksempel, og viser at det er slut! Sephiran Acheron blev fanget på Castle of Light med intentionen om at dræbe og ødelægge. Det er slut nu!” Med disse ord, måtte folket gøre plads til den eskorte af vagter.. Og Lily, som ville komme med ham, manden som skulle henrettes: Sephiran Acheron.

[Lily Rose Summers]

Lily var vågnet tidligt. Hun var faktisk spændt på i dag, for hun elskede når landet udviklede sig i en ny retning. Hun kæmpede jo selv for at være mere lige med alle mænd, selvom hun som regel endte i deres seng og så smuttede fra dem... men det var en anden side af sagen. Hun havde mødt 2 af de stærkere vagter foran kældernedgangen og gik med afmålte skridt ned i kælderen sammen med dem. Det var ikke nogle, hun havde været sammen med, men de kendte tydeligvis hende. De troede nok ikke, at hun kunne høre og fornemme hvad de snakkede om bag hendes ryg, men hun hørte det udmærket. Med afmålte og selvsikre skridt nåede hun ned til Sephirans celle. Den berygtede mand over dem alle, der nu efterhånden bare var til grin i hele Dvasias for at have fejlet så grusomt. Sjovt som alle warlocks skulle falde når de prøvede sig med Procias, men lyset sejrede altid! Hun foldede armene foran sig og kiggede på ham et øjeblik, som hun bare betragtede ham. Han var et sølle billede på, hvad dvasianere troede om dem selv og hun kunne virkelig more sig ved tanken. "Din dag er kommet, Sephiran... Glæd dig," svarede hun morende. Han reagerede knapt nok. Det var som om at alt livsenergien var revet ud af ham og hun kunne faktisk godt lide det. Hun støttede sin land i høj grad og Procias var jo hendes hjem. Det var første gang de skulle udføre en dødsstraf, men hun var glad for at landet udviklede sig, for Dvasias skulle ikke tro, at de bare kunne pisse på Procias! Hun bad om lænkerne som den ene vagt bar på, tog dem i sin hånd og trådte ind til Sephiran. Han var faktisk faldet i søvn, fordi han var så meget i søvnmangel, at han nærmest sov i en besvimelse. Hun fik derfor hurtigt lænkerne om hans hænder, hvilket dog vækkede ham, da det låste magien i ham. Hun førte også en kæde fra hans hænder op til hans hals, hvor hun lænkede en lænke mere fast, for de tog ingen chancer. Hun greb fat i kæden mellem halslænken og armlænkerne og hev ham med sig ud af cellen og ud til vagterne. Der dukkede nu to kæder mere op, hvor en vagt hver kunne holde ham i skak. Hun tog førertroppen og gik forrest, mens de allesammen gik af sted. Hun kunne høre Gabriels ord og da han havde sagt det sidste, så førte hun Sephiran op igennem mængden, der ikke sagde et ord. Hun gik stolt og målrettet, hvor menneskene delte sig og førte dem op på podiet, hvor hængningen skulle finde sted. Vagterne holdt stadig fat i kæderne, mens hun førte Sephiran hen at stå over gulvet, der skulle forsvinde under ham. Hun førte lykken om hans hals og strammede til, så den sad tæt om hans nakke og hals, hvor den lå lige under hans hage. Hun trådte til side og lod Gabriel stå med det endelige.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at Sephiran var gjort i stand til dagens anledning. Ikke fordi, at han skulle se fin og fornem ud til sin egen dødsdom, men fordi at fangerne i Procias faktisk ikke blev behandlet så skidt, at det ikke var godt for andet. I forhold til livet som fange i Dvasias, så var det her da stadig det rene paradis. Nu var det bare på tide, at han handlede for folkets skyld, så de også kunne se, at Procias havde en tolerancegrænse for hvad de fandt sig i, og den var uden tvivl nået nu. Det var jo heller ikke ligefrem første gang, at dvasianere begav sig over denne mur med de onde intentioner, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre, hvis han endelig skulle sige det! Han selv stod ved folket.. Lidt mere fremme og i beskyttelsen af vagter, som uden tvivl havde omringet stedet her. Det var uden tvivl på tide, at folket og Procias svarede på de tiltale, som de blev udsat for.. Men igen, hvad havde Sephiran regnet med? At han ene mand, kunne indtage slottet her? Det var da uden tvivl noget af det dummeste, som han længe havde hørt!
Folkemængden blev helt stille, da Sephiran blev ført frem i de magisikrede lænker. Han vidste, at manden knapt havde sovet igennem den sidste tid, for han forhørte sig jo rundt omkring, og specielt når det gjaldt denne slags. Han vendte blikket mod Sephiran, da han endelig kom frem. Det klirrede i lænkerne, som han gik med, da han blev ført til podiet, og endte med at stå der med løkken om halsen. ”Sephiran Acheron.. For dine ugerninger, dømmer jeg dig til døden ved hængning – til døden indtræffer..” Han vendte blikket mod bødlen. Selv så han ikke rigtigt nogen grund til at trække tiden ud, og han gik ud fra, at Sephiran faktisk var enig. En mands stolthed var såret, og det vidste han jo godt, men det var uden tvivl hans egen skyld. Han gjorde selv tegn til bødlen, som tog om håndtaget, som stod ved bjælken som holdt rebet om Sephirans hals oppe og trak i det… gulvet forsvandt under Sephirans fødder.. og efterlod ham til hængning.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var blevet gjort i stand dagen før, selvom han ikke kunne se hvad det skulle gøre godt for. Han havde fået noget rent almindeligt tøj, fået sat håret og var blevet vasket. Det havde gjort ham så træt, at han var endt med at falde i søvn efter en uge, hvor han havde holdt sig selv vågen. Derfor vågnede han i et sæt, da han følte magien kvæle ham indvendigt, på grund af de lænker han fik om hænderne. En kæde blev ført foran hans bryst og en lænke mere sat om hans hals, hvilket uden tvivl var ubehageligt. Alt hans stolthed var revet fra ham, han havde ingenting tilbage og han havde faktisk næsten mest lyst til at dø fremfor at skulle stå fremfor Dvasias igen. Hans far var hjemme og havde sikkert overtaget huset, hvilket var frustrerende og nedslående på en og samme tid med alt det andet. Han var virkelig ødelagt og ydmyget, ja han kunne ikke beskrive det eller have med det at gøre, før han hadede virkelig følelsen. Han fulgte med i tavshed, da han ikke rigtigt havde noget at sige. Nok blev man behandlet bedre her end man ville i Dvasias, men han ville faktisk hellere have siddet i Dvasias kælder for noget mindre, der ikke havde endt i dødsstraf, end dette. Han ville ikke være det første eksempel på at Procias fornyede deres metoder! Han fulgte med, eftersom han ikke rigtigt havde noget valg. Magien var låst inde på grund af lænkerne og han havde faktisk ingenting tilbage. Han kunne ikke se Tiyanna nogle steder, hvilket faktisk føltes underligt. Han havde dog heller ikke forventet, at hun skulle redde ham, for det var vel ikke hendes job at redde ham. Han skulede hen mod Gabriel. Hele vejen havde han dog haft en maske udenpå alt det ydmygende og nedslående. Han så ligeglad ud. Havde et lidt smørret smil på læben og et kynisk glimt i øjet. Han havde ingenting at sige og mødte bare stædigt Gabriels blik, før han så lige frem for sig. Hans hjerte hamrede som en gal og han var faktisk oprigtigt bange, for han frygtede jo døden! Han gispede fast, da gulvet under ham forsvandt og revet strammede. Han spændte i hele kroppen, der også rystede og han sprællede, da han prøvede at hive efter luft. Nu måtte der godt snart ske et mirakel...

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde skænket Sephiran det løfte, at hjælpe ham ud af den situation, og det var noget som hun stod fast på. Folket havde samlet sig allerede fra tidligt om morgenen, for at se, om det budskab som kongehuset havde sendt ud, faktisk var rigtigt. Hun havde slet ikke tænkt sig, at se sin egen ægtemand glide i døden.. Slet ikke sådan her! De havde været gift for lidt mere end en uge, men det var slet ikke nok.. Hun følte slet ikke for at slippe ham, selvom det uden tvivl var en skræmmende tanke, for hun havde ikke haft det sådan med andre foruden Jason.. Og den mand havde jo selv valgt at vende ryggen til hende. Hun havde taget den mørke kappe på, så hun kunne skjule sig op af hustagene, hvor hun havde fundet et godt sted at sætte sig, hvor folk havde svært ved at se hende – hvilket uden tvivl ville være til hendes held. I hendes hånd havde hun en bue, som hun havde byttet sig til og en stærk pil, som hun selv havde lavet, så hun vidste, at den ville klare hvad den nu skulle klare.
Som Sephiran blev bragt frem, følte hun kun knuden vokse i hendes mave, og hun lagde pilen på buestrengen og spændte den op. De efterfølgende sekunder føles lange, som var de flere år, frem til gulvet forsvandt under Sephirans fødder, og hun kunne se hvordan han kæmpede for at få luft. Hele hendes indre føles som det trak sig sammen. Hun havde lovet, og hun agtet i det mindste, at stå ved hendes løfte, også selvom hun vidste, at det kunne koste hende dyrt! Hun trak vejret dybt.. Holdt vejret, inden hun trak buestrengen helt op og bare.. slap den. Pilen susede igennem luften og direkte ned mod galgen. Pillen gennemborede det tykke reb, og ved denne handling, så skar det rebet over, og tillod Sephiran at falde de sidste halvanden meter ned på jorden med muligheden for at få luft igen. Folket gispede og så sig febrilsk omkring. Hvor kom pilen fra!? Tiyanna sænkede buen og så til.. Mon hun blev opdaget? I et forsøg på at komme derfra, sprang hun ned fra taget på den anden side.. Der var jo vagter overalt!

[Lily Rose Summers]

Lilys hjerte hamrede mod hendes bryst. Dette var spændende. Bedre end hendes fødselsdag, for der fik hun som regel ikke så mange gaver andet end dem hun selv skaffede sig ved at råbe ud, at hun havde fødselsdag på en kro eller lignende. Hun glædede sig over, at Gabriel førte Procias ind i et nyt kapitel ved at statuere et eksempel med Sephiran. Han havde klart gjort uret ved at finde vej til Castle of Light og det skulle han også bøde for. Han havde slået nogle vagter ihjel undervejs, hvilket ikke havde været i orden. Hun trådte tilbage, da hun havde fået ham på plads og så til, som Gabriel dømte ham til døden. Bødlen trak derefter i håndtaget og hun så til, som han direkte faldt i rebet, der nu strammede om hans hals. Det var nærmest en kamp om liv eller død, men Sephiran burde ikke kunne slippe fra dette, eftersom han jo havde de magisikrende lænker om hænderne og om halsen. Hun vædede flygtigt læberne og puffede sit lange hår om på ryggen og sank en klump. Hun så ham sprælle og det var så tæt på, i det en pil kom susende gennem luften og skar ham ned. Hun så hurtigt mod retningen hvor den var kommet fra og så noget bevæge sig; en skikkelse. En eller anden havde gjort noget for at redde ham og det var tydeligvis en, det ikke skulle være her! Hun knyttede næverne. "Få ham samlet op!" hvæsede hun af vagterne. Hun selv forsvandt i en hvid støvsky og landede oppe på taget hvor hun vidste, der var en afsats. Hun så nu hurtigt den kvindelige skikkelse og satte efter hende. Hun sprang ned efter kvinden og endte på en balkon, hvor hun løb efter kvinden ind igennem slottet. Hun kastede den bindende magi efter hende, så hun ville falde, for hun skulle have den tøs med sig!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste udmærket godt, at hun ikke havde særlig god tid til at komme derfra, før hun ville blive opdaget, og derfor gjorde hun nu tingene, som hun gjorde dem bedst – ved at løbe. Hun havde en elvers hurtighed og elegance, så det gjaldt bare om at komme derfra så hurtigt som muligt. Hvor hun løb hen, vidste hun ikke, men hun håbede, at Sephiran var hurtigt oppe på benene igen, og kunne slå fra sig, så han i det mindste ikke kom til at hænge og dingle der igen, for det kunne hun da slet ikke have med at gøre! Hun så sig kort over skulderen og kneb øjnene sammen. Hun blev forfulgt.. Og det irriterede hende! Den procianske bue smed hun fra sig. Den havde gjort, hvad den var god for, og den sænkede hende kun på den måde, som slet ikke gavnede nogen af dem, kun for at fortsætte med at løbe hvad hendes ben kunne bærer af hende.
Slottet blev hendes første mål. Hun have efterhånden været der et par gange, så hun kendte det. At der så skulle kastes bindende magi direkte efter hende, havde hun ikke set komme, men igen.. hun var slet ikke god til magi, og kunne knapt nok bruge det for at forsvare sig selv. Hun røg direkte ned i gulvet og så lang som hun var, hvor hætten røg op over hovedet på hende, mens hun virkelig forsøgte at komme fri, så hun kunne komme derfra, for det her havde bestemt heller ikke været meningen med det! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Det var virkelig ubehageligt! ”For pokker..!” endte hun fast for sig selv. Hvis der var noget, som hun slet ikke var gode venner med, så var det helt klart magi, og når tingene ikke gik som hun ville have dem til! Men okay! Hun havde levet op til sit løfte.. hun havde fået Sephiran ned.. Nu håbede hun inderligt bare, at han var kommet derfra i stedet for at blive fanget igen!

[Lily Rose Summers]

Lily mærkede spændingen ved det hele. Hun var trænet til at være i disse situationer og nu skulle hun endelig få lov til at bruge det i praksis. Hun vidste at hun kunne hendes kram og hun var blevet trænet intenst i Den Magiske Cirkel, da hun altid havde bedt om mere og havde været yderst motiveret. Hun ville kunne klare sig selv og det gjorde hun bedst, hvis hun kunne slås og holde overblik. Skikkelsen som hun fulgte efter fandt hun hurtigt ud af hvem var; Tiyanna. Hun kunne genkendte det på beskrivelse, da hun var blevet advaret om at Sephirans kone kunne finde på at dukke op og her var hun jo. Nu var hun jo så bare medskyldig, eftersom hun havde prøvet at befri en dødsdømt og derfor stod hun nu selv til hængning! De blev nødt til at statuere et eksempel uanset hvad, for Procias blev nødt til at vinde denne gang! Da Tiyanna faldt så lang som hun var, så smilede hun sejrende. Hun var nu god alligevel og havde også regnet med at vinde. Hun nåede hen til hende og greb fat i hende, hvor hun hev hende op at stå med sin kraft. Hun hev hende igennem slottet og udenfor, hvor hun førte hende op gennem menneskemængden igen. "Her er forræderen, Deres Højhed!" endte hun til Gabriel, da hun fik øje på ham. Han stod beskyttet af nogle vagter, eftersom der var udbredt kaos. Hun kunne lige nu ikke rigtigt se hvor Sephiran var henne, men fik så øje på ham. Han stod og kæmpede imod nogle vagter med næverne, da han endnu havde lænkerne på. Hun hev Tiyanna med op på podiet og så mod bødlen. "Stram rebet op!" beordrede hun ham til og han makkede ret og strammede rebet op og lod gulvet lukke sig. Hun skubbede Tiyanna ind over gulvet og lagde rebet om hendes hals, som hun spændte til. Hun så mod Gabriel, nærmest afventende. "Hun er medskyldig..." endte hun tydeligt hentydende til, hvad hun mente der skulle ske.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne slet ikke finde ud af, hvad pokker der foregik, men lige så snart gulvet forsvandt under Sephirans fødder, var han skudt ned.. Pilen sad i bjælken som holdt galgen oppe, og den tanke i sig selv, var mere end nok til at gøre ham direkte sur! Han så sig om, også selvom han hurtigt lagde mærke til at Lily var på vej derfra.. Med andre ord, så havde hun set noget, som var som det ikke skulle have været, så måske der hurtigt kunne komme ro på tingene igen? Det håbede han så inderligt! ”Få styr på den mand..!” endte han med en fast tone, da han så Sephiran kæmpe sig op på benene, dog stadig med de magiske lænker om hals og håndled, så det var begrænset hvad han kunne gøre. Det var dog ikke en mand, som Gabriel ønskede at kaste sig i kamp med endnu en gang, hvis han ellers kunne blive fri for det.
Kvinden som Lily kom tilbage med, fangede hurtigt hans interesse. Tiyanna.. Han kunne huske hende, som Jasons eksforlovede.. Og han var klar over, at hun havde ægtet Sephiran, og at hun nok ville være her, men at hun ville være så dum.. det havde han bestemt ikke ligefrem set komme. Han kneb øjnene let sammen og nikkede til Lily. Det var på tide, at de statuerede det eksempel overfor Dvasias, at de var et land og en samlet nation, som ikke fandt sig i at blive behandlet på den måde, og det var noget, som han bestemt heller ikke var bange for at understrege. ”Medskyldig i flugtforsøg overfor en dvasiansk morder straffes, Tiyanna.. i dit tilfælde, så med døden.. I et forsøg på at statuere et eksempel overfor den øvrige verden..” Det lignede slet ikke Gabriel at tage så hårde metoder i brug, men til tider, så var man desværre bare nødt til det. Han vendte blikket mod bødlen, mens han havde blik på Sephiran ud af øjenkrogen, som vagterne forsøgte at få under kontrol igen, da bødlen trak i håndtaget og gulvet forsvandt under Tiyannas fødder.. Igen strammede rebet.. kun for at tage liv.

[Sephiran Acheron]

Sephiran anede ikke om Tiyanna var i nærheden. Hun havde godt nok sagt hvad hun ville gøre, men han havde bedt hende om ikke at gøre noget dumt, da hun jo ikke skulle ende med at bøde for hans fejltagelser. Så ydmyget som han var, så havde han også accepteret fejlen. Han skulle være blevet ved hende fremfor at få sig selv bragt i denne situation. Men nu stod han jo i det og kunne ikke gøre noget, eftersom han havde de pokkers magisikrende lænker på, der nærmest allerede kvalte livet ud af ham som galgen også endte med at prøve på, idet gulvet forsvandt under hans fødder. Pludseligt så fløj han dog direkte igennem podiet og ned på jorden under det, da det jo var hævet så alle folk kunne se. Han landede på jorden med et støn og forstod hurtigt, at rebet var knækket. Vagterne havde sluppet deres greb om de to kæder, der sad fast i armlænkerne ligeså og han fandt hurtigt ud af, at han faktisk ikke var død. Han kom hurtigt op og kravlede ud under podiet, for nu ville han faktisk gerne væk herfra! Men han blev også nødt til at finde Tiyanna, da han ikke ville tage hjem uden hende, for på det plan, var han jo forpligtet overfor hende. Flere vagter kom imod ham og han gav sig til at slå fra sig, eftersom hans hænder endnu sad sammen. I det at en vagt greb fat i ham, så skete det utænkelige dog. Vagten vristede håndjernene af ham og fjernede lænken om halsen og kylede det bort og gik i kamp mod de andre vagter. I det samme genkendte han også manden; det var en af hans egne! Han frydede sig ved tanken og mærkede magien vende tilbage så snart det hele havde sluppet ham. Han grinte ondt og fik kylet alle de procianske vagter væk fra sig. "Dette er dagen... hvor Procias fejlede I at sta-" Han drejede sig rundt mens han talte, men gik i stå, da han så, hvem der nu stod oppe på podiet; Tiyanna. Han havde været så optaget af at slås, at han ikke helt havde set det. Det var som om hans verden gik i stå, mens han så, at bødlen hev igen og gulvet nu forsvandt under hende. Han kastede magien mod rebet, der skar det over og forsvandt så i den sorte røgsky op på podiet, hvor han holdt armene ud. Da rebet var skåret over og hun faldt, så greb han hende i sine arme. Hans hjerte hamrede som en sindssyg... Dette havde han slet ikke været klar på! Han holdt hende ind til sig og løsnede rebet, så hun kunne få sin luft igen, han håbede bare ikke at det var for sent! "Lad dette minde jer om... At I ikke dur til at besejre mørket. Selv når I er så tæt på, så fejler i!" hvæsede han, som han fik hele jorden til at skælve. Han forsvandt med Tiyanna i sine arme... Nu skulle de hjem!

//Out.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde garderet sig, nu i tilfælde af, at hun selv ville fejle denne opgave, for hun vidste, at det ville blive svært en mand.. men at denne kvinde skulle komme efter hende, havde hun bestemt ikke forestillet sig på nogen måde! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, da det nu var hende, som blev bragt til podiet. Folket gik direkte i panik, de skreg og løb i alle retninger, og hun kunne ane Sephiran i den fjerne ende, forsøge at kæmpe sig fri. Selv var hun ikke i tvivl om, at det nok skulle vise sig, at blive en mulighed for hende. Som løkken blev tvunget om hendes hals, og hun stadig stod fastlåst ved hjælp af den magi som kvinden havde kastet over hende, havde hun ikke ligefrem regnet med! Blikket gled direkte i retningen af Gabriel som han talte.. hun var medskyldig, og det erkendte hun gerne, for Sephiran havde virkelig været en komplet idiot at melde sig op på slottet på den måde, og så tro, at han kunne overtage det hele. Hendes krop begyndte let at ryste.. Døden frygtede hun ikke, det var mere.. hvad der faktisk kom efterfølgende, som satte en skræk i livet på hende.
Gulvet forsvandt under hende, og rebet strammede voldsomt til, da hun nåede bunden. Hendes øjne for op, idet kampen om luft pludselig begyndte. Han gispede kraftigt, og sparkede ud med benene, mens hun forsøgte at rive hænderne til sig, selvom det bare ikke var muligt for hende. Kroppen begyndte at ryste, i sin kamp om at få luft. Hvor lang tid hun egentlig hang der, vidste hun ikke.. Det hele begyndte bare at blive sort til sidst.. Hun mærkede pludselig faldet, idet hun røg direkte ned i Sephirans arme.. Først da han fjernede rebet, begyndte hun at hoste i sin kamp om at få luft, for det var virkelig ubehageligt! Øjnene blev blanke.. Ikke fordi at hun græd, for det gjorde hun ikke, men fordi at trykket havde været så voldsomt. At han lagde armene om hende, fik hende til at lægge sig ind mod ham, idet at de forsvandt fra stedet. Hun havde faktisk formået at få ham med væk derfra!

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Folk løb i alle retninger, og kunne slet ikke finde ud af det. Det eneste, som folk faktisk havde fundet ud af, var en ting: Sephiran var sluppet fri! Og det var slet ikke en tanke som Gabriel kunne have med at gøre! ”Få den mand i lænker!” udbrød han med en fast tone. Selvom det uden tvivl skar voldsomt i hans bryst, for han kunne stadig ikke hæve stemmen, uden at det virkelig ville gøre ondt! Flere af vagterne blev ved ham, også mest for at sikre sig, at kongen ikke skulle komme galt af sted. Selv så han til at Tiya gled ned under faldlemmen og dinglede i rebet. Det skar i ham, at se nogen lide på den måde, men det var for pokker bare nødvendigt i visse tilfælde, at de skulle gøre det, uanset om man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var.
At Sephiran skar rebet over og tog Tiyanna med sig, uden og før at nogen overhovedet kunne nå at reagere, var slet ikke noget som Gabriel brød sig om. Den mand skulle findes, før han gjorde noget yderligere, også fordi at han vidste, at den mand allerede havde truet ham på livet, og nu fik han muligheden for at gøre det? Han måtte komme først.. og det skulle helt klart også være nu! Han så sig om, inden han kæmpede sig selv forbi flokken af soldater som nærmest havde dannet en ring om ham. Han var altså heller ikke helt forsvarsløs, hvis han selv skulle sige det! ”LILY!” kaldte han med en fast tone, da han så sig om efter hende. Folkemængden på pladsen var så småt ved at forsvinde, for folk skyndte sig hjem i frygten for, at det her nu var starten på en ny krig mellem Dvasias og Procias, og adskillige af dem, havde allerede givet udtryk for deres utryghed i landet, og nu skulle det bare forværres? Gabriel spredte vingerne, mens han virkelig forsøgte at skabe en ro og orden på pladsen. Foreløbig, var der altså ikke nogen grund til panik!

[Lily Rose Summers]

Så snart Lily havde fået sat Tiyanna i galgen og så mod Gabriel, så afventede hun et øjeblik til bødlen trak i håndtaget og så var hun ellers nede og sætte efter Sephiran. Det var det, der tydeligt var vigtigst lige i øjeblikket og så måtte de andre vagter jo beskytte kongen imens! "Ja, Deres Højhed," endte hun, da hun hørte hans udbrud og satte ned igennem mængden. Folk panikkede og hun forstod dem jo godt, men det hele var også bare et kæmpe rod. Hun nåede hen til kampen med Sephiran og trak sin kniv, som hun prøvede at sætte i hans skulder eller lignende, så han fik det sværere ved at kæmpe imod, men hun ramte ikke, for den mand var virkelig over det hele og vagterne gik direkte i vejen for hende. "Uduelige hundehoveder," hvæsede hun for sig selv. Hun så til, som en af vagterne direkte tog håndjernene af Sephiran og satte hans magi fri, hvilket skubbede hende tilbage. Hun var hurtigt på benene og kastede sig efter Sephiran, selvom han nåede at forsvinde i røgskyen, før hun fik fat om ham. I stedet tog hun fat i den vagt, der havde sluppet ham fri og hev hjelmen af ham. Hun kunne tydeligt mærke, at han var warlock. "Du hører vist ikke til her!" hvæsede hun. Hun bedøvede ham med sin magi, så han røg i jorden og bandt ham så også fast. Hun fik de andre vagter til at tage ham med. Hun selv så op på podiet, hvor Sephiran stod i et øjeblik og hun forsvandt selv i sin fine hvide sky og dukkede op lige bag ham. Men igen så fik hun kun fat i røgen han efterlod sig... og han var væk med Tiyanna. "FOR POKKER!" råbte hun direkte arrigt. Det kunne da ikke passe, at de ikke engang kunne gennemføre en hængning uden at det hele skulle gå galt! Hun stivnede en smule, da hun hørte sit navn blive kaldt og hun fik øje på Gabriel. Hun forsvandt på stedet og dukkede op lige foran ham. "Deres Højhed," endte hun tomt. Det hele havde været som at få en julegave og så få et stykke kul i stedet!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ingen af dem kunne nå at reagere, før Sephiran var væk med Tiyanna, som lå og hostede, for at få luft. Hun havde tydeligvis fået et grimt mærke om halsen af løkken, selvom det nu ikke var noget som Gabriel tog sig af. Det som egentlig bare irriterede ham mest, var at manden var væk, før man kunne gøre noget som helst! Det var slet ikke noget som han brød sig om! Den mand ville komme til at hjemsøge ham, og det vidste han.. Han var nødt til at snakke med Silia om det hele, for det var slet ikke sådan, at han ville have tingene! Han brølede direkte efter Lily, også selvom det sar sådan i hans bryst, at hæve stemmen sådan, at han næsten følte for at gå i knæ. Det der med brækkede ribben, var han bestemt heller ikke særlig god til! Han tog sig til brystet og med en tydelig smertende grimasse. Folket skulle se, at han handlede.. Det kunne godt være, at det var en handling sket i mere eller mindre desperation, men den mand skulle slet ikke have lov til at komme for langt væk! Han vidste at Lily var dygtig, men at Sephiran i det her tilfælde, så bare havde været det bedre.. Hvordan pokker var det her gået for sig? Han havde bestemt ikke regnet med, at Tiyanna kunne ødelægge det så meget! Alligevel endte han med at gå i knæ af smerten som skar igennem ham. Han gjorde en kraftig grimasse. Endnu omringet af vagter, som selv forsøgte at få ro og orden på pladsen igen, for det andet, var slet ikke noget, som kom nogen af dem til gode. ”D-den mand skal findes… Før han gør noget yderligere ved det her land og ved mig..” Igen forsøgte han at komme op på benene igen, for han brød sig bestemt heller ikke om at ligge der på jorden på alle fire, og endda overfor sin egen befolkning. Han var en stærk konge, og det var sådan de skulle se ham!

[Lily Rose Summers]

Lily's dag var i den grad ødelagt, for det at Sephiran og Tiyanna var sluppet væk, når de havde været så tæt på at blive henrettet, så var hendes glæde suget ud. Hun måtte finde den mand igen, for det andet kunne da ikke passe. Det satte Procias i dårligt lys igen, når de ikke kunne gennemføre en sådan sag og det var frustrerende. Hvad hvis han vendte tilbage? Ej, det kunne være, at han ikke turde det med sådan som det var endt, men måske han så tog en styrke med næste gang? Hun turde slet ikke tænke på det, for hun hadede virkelig alle de frustrerende tanker. Det var slet ikke sundt for en kvinde at bekymre sig så meget, for det gav bare rynker og grimme mærker over det hele og det ønskede hun bestemt ikke. Hun nåede hurtigt hen til Gabriel. Han havde gjort hvad han kunne, men de havde bare ikke været gode nok til at klare Sephiran trods alt. Men det var også den tøs til Tiyanna, der jo faktisk havde ødelagt det hele og hun var også væk nu. Men de kunne vel ikke tage til Dvasias og hente manden? Det måtte næsten være en sag for Dvasias nu, men de ville jo nok ikke samarbejde, vel? Hun gispede, da Gabriel gik i knæ og hun var hurtigt henne ved ham. Hun greb fat om ham og hev ham op at stå, for han skulle da ikke ligge dernede! Hun børstede ham lidt fri af støvet fra pladsen og betragtede ham med en fast mine. "Selvfølgelig, Deres Højhed... Jeg skal personligt finde ud af hvor han er taget hen og om han er til fare," svarede hun ham og gav slip på ham, da han havde fundet ud af at stå på sine ben igen. Hun knyttede hænderne langs sine sider og så fast på ham og afventede lov til at gå. Hun var jo ansat af ham til at beskytte ham... men nu sendte han hende ud. Hun håbede bare, at der ikke skete noget mens hun var væk så, for det kunne godt blive noget af en rejse. "Hvad får jeg til rådighed på min rejse?" spurgte hun. Hun havde nok brug for en hest... penge... og så skulle hun også nå op at pakke lidt, for hun var jo trods alt kvinde.