Execution!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tiyanna havde ødelagt det hele, også selvom det egentlig forundrede Gabriel, hvor lidt der egentlig skulle til.. En enkelt kvinde, kunne ødelægge det hele, og det irriterede ham virkelig noget så voldsomt! At han så skulle gå i knæ, på grund af den stikkende smerte i brystet, var uden tvivl noget, som i sandhed irriterede ham! Men det gjorde ondt.. og han lod sig jo ikke hæmme af det i hans arbejde normalt, men at stå og brøle på den måde, gjorde det ikke ligefrem nemt. Selv var der nogle af vagterne, som faktisk reagerede på det. At hun så bare rev ham op at stå igen, fik ham til at sitre og ryste.. Det gjorde virkelig ondt, men han havde heller ikke ligefrem lyst til at kravle rundt på jorden. Uanset hvad, så skulle der igen ro på tingene, og den mand skulle findes, og gerne så hurtigt som muligt, inden det for alvor gik galt igen! ”Den mand har lige truet Procias, såvel som mig på livet, Lily, og derfor er han til fare for landet her!” endte han mere sammenbidt. Torvet var stort set affolket efterhånden, hvilket hurtigt fangede hans interesse. Han vendte blikket mod hende. Ja, han sendte hende væk, også fordi, at han heller ikke ville have hende tæt på.. Ikke mere end hvad der var godt i forvejen, men det var nu bare sådan at det var. Han rystede på hovedet. Selvfølgelig skulle hun have ressourcer med sig, men det var bare sådan at det var, hvis han selv skulle sige det. ”Du vil få hvad du skal bruge.. Tag op på slottet, pak de ting, du sal have med og søg mod Dvasias. Du skal slet ikke regne med deres støtte i det her.. For dem er det hverdag,” fortsatte han med en mere kortfattet mine. Han trak vejret dybt og forsøgte at rejse sig helt og ordentlig op, selvom det på ingen måder, var nogen nem opgave, hvis han selv skulle sige det. Selv vidste han godt, at det var en yderst farefuld færd, men noget, var han jo trods alt nødt til at gøre, kunne man jo sige.. Han lod ikke den mand komme derfra, bare sådan uden videre!

[Lily Rose Summers]

Lily var hurtigt henne ved Gabriel da han var gået i knæ for at få ham op, for han kunne jo ikke ligge og rode rundt dernede på jorden som kongen. Hun kunne mærke på hans krop, at den rystede og sitrede og hun holdt derfor også ved ham et øjeblik før hun gav slip og lod ham stå selv, for det duede jo ikke hvis han faldt igen. Det var klart, at det gjorde mere ondt når han hidsede sig op, fordi hans vejrtrækning blev sværere og det jo udvidede de trykkede ribben. Hun så kort bekymret på ham, men fik hurtigt den professionelle maske på igen, da han nærmest irettesatte hende. Det irriterede hende faktisk grusomt, for det vidste hun jo godt, men det var jo ikke sikkert at manden faktisk var til fare mere, hvis han jo passede sig selv og sit hjem, eller blev opholdt på anden vis. Hun nikkede dog bare og valgte at makke ret for nu, for hun ville ikke skændes med ham i øjeblikket, nu hvor det hele var gået skævt i forvejen. "Javel, Ders Højhed," endte hun bare og rankede ryggen, som hun lod armene hænge langs siderne. Hun bed tænderne sammen og betragtede ham, mens han stod der. Hun blev uden tvivl sendt på en ret farlig rejse, eftersom hun aldrig havde begivet sig ind i Dvasias. Hun kendte også kongen der fra gamle dage. Mon de ville støde på hinanden? Det ville hun faktisk ikke have noget imod og han kunne ikke gøre hende noget, eftersom hun kunne skade hans ry mere end omvendt. "Udmærket, Deres Højhed. Jeg tager afsted med det samme," forklarede hun roligt. Hun trak på mundvigen. Hun kunne nok få Mattheus' støtte i hemmelighed, men det behøvede Gabriel ikke at vide. Hun sendte to vagter et strengt blik, der indikerede, at de skulle beskytte Gabriel, og så drejede hun selv om for at gå afsted.

//Out.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her var bestemt ikke noget som Gabriel havde regnet med at skulle slås med. Sephiran havde truet ham på livet, og netop truet hans land. Det land, som han var ansat ved blod og titel, til at beskytte, og det var en opgave, som han uden at tøve, ville påtage sig, hvis det skulle være det, for han ønskede da slet ikke, at det skulle gå galt på nogen måde, hvis han nu selv skulle sige det. Alene den tanke, var noget som gjorde ham tosset! Han bed tænderne fast sammen. Det var måske lidt forhastet at begynde at hæve stemmen og arbejde på fuldtid, men noget var han jo nødt til at gøre, og nu hvor både Sephiran og Tiyanna var kommet derfra, så gjorde det ikke just sagen bedre. Han vendte blikket mod Lily, mens han støttede af mod sit bryst. Han måtte hjem.. Det her havde taget lidt mere på ham, end det som han lige havde troet at det ville, men okay, han havde heller ikke ligefrem regnet med, at han skulle stå i en situation som denne! Han hadede det virkelig! ”Stol ikke på nogen.. Og find den mand, før det går galt..!” endte han med en mere fast stemme, end det som han havde gjort brug af til nu, inden han så hende forlade pladsen. Pladsen var stort set folkeryddet nu, hvilket selv indikerede, at det her kun var starten på det, som nok ikke skulle blive noget videre positivt, hvis han selv skulle sige det.. Og han hadede virkelig den tanke, og den fornemmelse, for det var slet ikke noget, som ville gavne nogen af dem! Han sukkede dæmpet, inden han vendte sig mod den horde af vagter som stod lige ved ham – for at beskytte ham. ”Byen og landet her skal sikres.. Send patruljer ud, gå runder i landet, og det skal gøres frem til Sephiran er fundet og bragt til den ret, som han har fortjent,” sagde han kortfattet. Vagterne bukkede og gik alle i deres retning. Gabriel søgte hen til sin hest, som selv stod uroligt på grund af de mange hændelser, som netop var sket. Han strøg den over mulen, inden han satte sig op og søgte mod Castle of Light. Det her havde været virkelig uheldigt!

//Out