Finally home

[Marcianus Darcy]

Det var gået smertefrit med at komme tilbage over muren og ende hos Marius igen. Marcianus havde hurtigt fået sin morfar med sig tilbage til grænsen, hvor han igen viste indgangstilladelsen, der var skrevet af Gabriel selv. Han håbede, at kongen var gået i seng nu, for han havde ikke ment at holde manden oppe. De nåede hurtigt frem til Herregården den sene aften. Det lignede sig selv, men det gjorde også ondt at vide, at den var tom. Camryn ville de aldrig få et glædeligt gensyn med, eftersom hun var lagt i graven og det smertede ham. Han havde endnu ikke fortalt det til Marius og han stoppede derfor op ude på gårdspladsen, som månen skinnede ned over dem ved midnat. Han så på sin morfar og bed tænderne sammen. Havde hans hjerte kunne banke, så havde det gjort det. Men fornemmelsen i hans krop var bare virkelig ubehagelig, mens han stod og kiggede sin morfar ind i øjnene i tavshed. "Morfar...." endte han og følte allerede for at græde, selvom han holdt det i sig. Han sank en klump og bed tænderne sammen igen. "Camryn er her ikke... Jeg kunne ikke nænne at fortælle dig det, før vi næsten var hjemme. Kongen har gravlagt hende efter hun blev fundet," forklarede han ham. Først der, løb en blodtårer fra hans øje igen. Det var virkelig klamt og han tørrede den af i sit ærme. Han skulle virkelig have noget nyt tøj på når de kom ind; forhåbentligt var deres gamle ting der. "Vi skal besøge ham i morgen nat, så vil han vise os til hendes gravsted," endte han.

[Marius Amalani Darcy]

Marius følte en glæde ved at være hjemme.. Bare det faktum, at de alligevel kunne komme hjem efter alt det som de havde oplevet på utrolig kort tid, var.. lettende. Han følte sig virkelig hjemme igen, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Udover at huset så mørkt og forladt ud, så lignede det jo faktisk sig selv. Selv måtte han smile.. Han kunne ikke lade være, også selvom Marcianus hurtigt fangede hans interesse og opmærksomhed. Det bånd, som hvilede mellem forælder og barn, var væk.. Selv havde an en fornemmelse af, hvad der var sket, og det var virkelig.. ubehageligt. Ordene kom ikke rigtigt som nogen overraskelse, selvom det virkelig gjorde ondt. Knægten havde mistet sin mor, som han havde mistet sin datter.. Han rystede på hovedet. Camryn havde altid gjort hvad hun kunne, for sin familie.. Og det var den tanke, som de var nødt til at holde fast i. ”Det.. anede mig, at hun var væk, Marcianus..” At se knægten græde, var noget som gav ham en direkte knude i maven, for han kunne da slet ikke have det! Overhovedet ikke! Hånden gled mod hans skulder, hvor han selv tvang sig til at smile. Det var skam slet ikke fordi, at han var ligeglad med det.. Men det var faktisk rart at få bekræftet hvad der var sket, og hvordan tingene var. ”Et sted var vi jo klar over det.. Begge to.. Det er bare.. rart at få bekræftet, hvad der er sket.. og at hun nu er gravlagt og lagt til den evige hvile.. Kom.. lad os gå ind..” endte han dæmpet. Han havde heller ikke ligefrem lyst til at blive stående udenfor, når de var så tæt på at være hjemme. Græde, det ville han ikke.. ikke overfor Marcianus. De havde hinanden nu.. Det var jo faktisk det eneste, som de havde lige nu, og den tanke fandt han faktisk skræmmende. Familien var virkelig splittet og ødelagt.. Den som igennem så mange år, havde været et forbillede for så mange. Han trykkede let omkring hans skulder, inden han slap og gik op til de store døre med let skælvende ben. Det var virkelig utroligt, at være hjemme igen.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var lettet ved at se det store hus. Det føltes rigtig rart at være der igen, for det var efterhånden længe siden. Han havde ikke regnet med, at det ville tage så lang tid. Intet var ej gået som det skulle. Han havde ikke rigtigt lært sin far at kende, fordi han var endt i kløerne på Alexander og det var uden tvivl frustrerende. Det hele følte han virkelig var hans skyld og det var en ubehagelig fornemmelse, eftersom han jo ikke kunne gøre noget om. Han trak svagt på mundvigen, selvom det hurtigt bare blev en mut mine, som han så mod sin morfar. Han havde jo selv fornemmet det og bekræftelsen var uden tvivl rar. Følelserne kom bare først ud nu, eftersom han jo havde båret på det længe, men først fået bekræftelsen sådan rigtigt nu. Han nikkede stille til ham og sank en klump igen, der jo var af ingenting, men bare en følelse i hans hals. "Det var også hvad jeg fortalte kongen, morfar... Jeg har anet det samme," forklarede han stille og sænkede hovedet. Han holdt tårerne tilbage, eftersom det virkelig var typisk ham bare at lade det hele ud. Nogle gange savnede han den vildbasse han havde været som helt lille, hvor han ikke havde været bange for at blive beskidt eller noget. Men pludseligt var sindet jo vokset foran kroppens udvikling og så var det begyndt at blive besværet. Han løftede hovedet igen og nikkede til sin morfar. Han drejede bare tavst rundt på hælen og fulgte med indenfor. Det føltes godt at være hjemme, ingen tvivl om det. Og huset var jo også klædt på til at være til nattens væsner, eftersom han jo havde været her stort set hele sin barndom lige med undtagelse af en periode, hvor de havde boet i et mørkelagt hus i skoven. De havde kun hinanden og det ville han uden tvivl holde fast i. Han lukkede døren i bag sig. "Det er virkelig rart... at være hjemme," endte han. Det var virkelig med en lettelse at stå i huset igen.

[Marius Amalani Darcy]

Det var uden tvivl lettende, at være hjemme, selvom det helt klart ville blive underligt, at Camryn ikke skulle være der. Når det nu var sagt, så følte Marius selv den knude i hans indre, alene ved tanken om, at hun ikke ville være der, og sætte sit kvindelige præg på huset, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De måtte klare sig uden.. Den kvinde havde uden tvivl været mere end rigeligt igennem, hvis han selv skulle sige det. Han nikkede til ham. ”Så er det jo bare dig og mig nu..” afsluttede han med en dæmpet og sigende mine. Det gjorde ham uden tvivl.. trist til mode, at vide, at han nu havde mistet sin eneste biologiske datter, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Yasmya var i Manjarno, selv med livet som en vampyr.. Alt var virkelig bare ødelagt. Han søgte roligt op til dørene, som han tvang op. De knirkede virkelig.. Man skulle næsten tro, at det havde stået tomt i frygtelig lang tid. Hvor lang tid, havde de egentlig været væk? Han turde slet ikke tænke på det, hvis han skulle være helt ærlig, for han vidste, at det bestemt ikke var for kort tid. Han sukkede dæmpet. Hans øjne var endt røde, af de tårer, som han virkelig forsøgte at tvinge i sig igen. ”Det er hjem.. Men ikke helt alligevel..” Han strøg hånden over den ene væg, som han var tættest på, inden han søgte længere ind. Her var koldt.. Det var mørkt og der var uden tvivl også alt, alt for stille. ”Vi skylder landets konge for denne mulighed, Marcianus. Det er vigtigt, at vi nu holder os på den rette sti..” Han vendte sig mod ham. Han havde været i denne situation tidligere, og det var uden tvivl også noget, som helt klart kunne mærkes på længere sigt, men det var stadig.. underligt.. Der var kun ham og hans barnebarn. Alt andet var revet fra dem.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var tilfreds i øjeblikket, for det var virkelig dejligt at være hjemme. Han ville savne sin mor, eftersom hun havde været alt i hans liv. Men hans morfar havde jo egentligt samme betydning, så nu måtte de jo holde sammen, eftersom de kun havde hinanden. Han var glad for at de havde fået muligheden for at vende hjem, for han havde uden tvivl savnet det. Det skulle være rart at sætte gang i Herregården igen, for nu hvor foråret stod for døren kunne det jo være, at de kunne få gang i at dyrke noget ude på de store marker. De måtte jo bare så i mørket og så lade tingene vokse i løbet af dagen. "Og jeg er mere end tilfreds med det," sagde han med et skævt smil på læben, eftersom han forsøgte at løfte stemningen, der var ret trykket for et øjeblik. Han så rundt nu hvor de var kommet ind og glædede sig faktisk til at lige komme rundt og få set, hvad der stadig var her og hvad de egentligt havde at gøre med. Så ville han gå i sin seng når tiden var til det og når de stod op igen, så kunne de opsøge Gabriel og få ham til at vise dem Camryns grav. Et ordentligt farvel om ikke andet, selvom de selvfølgelig kunne opsøge graven. Men første besøg var som et farvel... som det også var en ny begyndelse uden hende. Han vendte sig mod hende og nikkede forsigtigt. Det var hjem. Men det virkede fremmed, fordi de havde været væk i så længe og det var virkelig en mærkelig følelse. "Du har ret," endte han og trådte ind i huset og så sig omkring. Her havde ingen været, vist end ikke tyve. Han vendte sig mod sin morfar igen og sukkede dybt. "Det har jeg klaret... Jeg skal hjælpe ham med at skærpe sikkerheden på muren, for jeg ved jo hvor jeg så let som ingenting kunne komme over muren," forklarede ham han. Han gik hen til ham og kunne se, at hans øjne jo faktisk var røde af at bekæmpe tårerne. Han lagde armene om sin morfar ganske stille og krammede ham.

[Marius Amalani Darcy]

Igennem det sidste lange stykke tid, var det stort set kun tab Marius havde lidt.. Og det gjorde ondt. Det var jo selv begrænset hvor meget en mand kunne holde til, før filmen for alvor måtte knække, og det var der han stod i øjeblikket. Det gjorde ondt.. Selvom han et sted ikke rigtigt var i stand til at føle det, men det var jo noget, som han var klar over, og det gjorde det jo heller ikke ligefrem meget bedre af den grund. Han nikkede. De havde ikke rigtigt noget andet valg end at være tilfreds.. Tabet af Melody, Yasmya og nu Camryn, var virkelig mange, når man tænkte på, hvor kort tid, det egentlig var, og det var virkelig.. grotesk. ”Kun dig og mig..” Han trådte længere ind i det mørke hus. At det var mørkt, var end ikke noget som generede ham, for han kunne se uden problemer. De skyldte uden tvivl kongen for denne mulighed. Nu havde han heller aldrig modarbejdet det procianske kongehus, og det var uden tvivl noget, som måtte komme dem alle til gode i denne stund, og det var noget, som helt klart også betød frygtelig meget, selv for ham. Camryn manglede her.. Han ville ikke forstyrre hende i hvilen, men han ville faktisk have fortrukket, at hun var begravet tættere på sit hjem, hvor hun var vokset op og havde været glad og ikke mindst lykkelig. ”Det er virkelig ikke det samme længere,” sagde han dæmpet, da Marcianus endte med at komme ham i møde. Hans øjne var røde.. At græde foran ham, var virkelig ikke noget, som han havde lyst til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er jeg sikker på, at kongen vil værdsætte,” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket mod ham. De røde øjne var nok ganske tydelige. At knægten lagde armene om ham og lod sig trykke ind mod ham, lod Marius også armene glide om ham.. Og først der gled de. Det var virkelig mange tab for ham, på alt for kort tid.. Han kunne slet ikke rumme det!

[Marcianus Darcy]

Marcianus vidste, at alt var kaos med familien. De havde mistet meget og det var utroligt, at de stadigvæk havde hinanden. Det kunne nemt have endt ud med, at der kun havde været én af dem tilbage, hvilket uden tvivl ville have været ensomt. Han delte selv båndet med sin morfar jo, hvilket uden tvivl var underligt, men det var jo sådan det måtte være, nu hvor han havde omdøbt ham. Det var et lidt andet bånd, end hvad han havde haft med sin mor, men det var sjovt, som han skulle skabe det ekstra bånd med sine familiemedlemmer. Han nikkede stille mod ham og trak på smilebåndet. Det var bare dem to, men han var yderst tilfreds alt taget i betragtning. I det mindste havde de hinanden. "Når man tænker over det... Er det faktisk utroligt... og virkelig lettende," endte han dæmpet. Han manglede sin mor. Han havde aldrig nået at give en rigtig afsked til hende, eftersom de jo bare havde sat planen i gang, hvor alt så var gået i gang. De skyldte kongen meget, og Marcianus ville gøre mange ting til gengæld for dette. Han følte nærmest at han stod kongen i gæld med sit liv og det stod han gerne ved... Hvis den mand havde brug for noget, så skulle han bare komme og spørge. Han rystede en smule på hovedet. Det var ikke det samme, men de blev nødt til at komme videre og få gang i Herregården. "Jeg vil foreslå... at vi sår områderne til igen," endte han. Det var i hvert fald hans tanke; de skulle bare finde ud af hvad og så skaffe frøene til det. Han kunne se på sin morfar, at han var tynget af det hele og han måtte jo gerne græde ud, det skulle gå begge veje. "Det lød sådan på ham," svarede han stilfærdigt. Han trykkede armene omkring sin morfar og holdt sig ind til ham. Han prustede en smule og kunne nærmest fornemme, at han græd, hvilket var ubehageligt men også... rart at vide, at han kunne få det ud. En tårer slap selv hans kind. "Det er min skyld..." endte han og trak sig.

[Marius Amalani Darcy]

Det var naturligvis rart for Marius at være hjemme, selvom der var lavet så mange ting om, siden han havde taget derfra, for at få sin familie hjem. Han havde mistet alt.. foruden sit barnebarn, så han vidste allerede nu, at han ville komme til at være rigtig meget over ham, i forhold til hvad han plejede at være. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Han forsøgte virkelig at bide den sorg i sig, for det lå slet ikke til det væsen at vise det på den måde, og det vidste han jo godt. ”Det er underligt.. Det erkender jeg gerne, må jeg sige. Det kræver tilvænning. Jeg er slet ikke vant til, at her er så stille,” sagde han sigende, idet han bare trådte ind i det store hus. Det var jo lige før, at det føles alt for stort, når man tænkte på, at de jo kun var to.. Og det var næsten det, som var det værste af det hele. Han trak vejret dybt og slap det i et tungt suk, i et forsøg på at holde det hele bare lidt i sig, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var nemt for ham på nogen måde. ”Det var meningen, at du skulle tage over stedet her.. Hvad du vil have plantet, planter vi,” fortalte Marius næsten tonløst. Det gjorde ondt, at skulle miste hele tiden.. Og så hurtigt lige efter hinanden, var bestemt ikke nemt for ham på nogen måde, i det hele taget. Han knugede let omkring Marcianus, da han havde lagt armene om ham, og tårerne bare kom. De blodige baner nedover hans kinder, som han slet ikke kunne styre. Det var nok det, som var mest irriterende ved at være vampyr, for når det kom, så var det bare ikke til at styre mere. ”N-nej… Det er ikke din skyld, Marcianus.. Det må du aldrig nogensinde sige,” sagde han med en dybt alvorlig stemme. Han rettede sig op, og slap ham, selvom det slet ikke var med hans gode vilje. Han var ung, havde endnu brug for at lære, og han havde en familie, som ikke havde tøvet med at handle for at sikre sig, at han var sikker. ”Lov mig, at du ikke siger den slags igen,” endte han mere bestemt, inden han selv hævede sin hånd, og forsøgte at fjerne de blodige baner nedover hans kinder.

[Marcianus Darcy]

Marcianus ville have det lidt mærkeligt med at være her, når hans mor ikke var. Hun havde jo altid været der og nu... var hun ikke mere. Det var uden tvivl helt forkert, eftersom de nærmest manglede hele familien. Han var dog sikker på, at når tiden havde helet de værste sår fra alt der var hændt dem den sidste tid, så kunne de komme videre. Hvorvidt de dog kunne udbygge familien, var ham uvist. Nu hvor de boede i Procias, var det jo kompliceret, eftersom ingen ville kende til dem sådan rigtigt. De kunne jo ikke mænge sig, så de kunne jo kun sidde og vente på, om der måske kom besøg. Virkelig en ensom tilværelse. Men han ville hellere være ensom her end i et skjul i Manjarno, hvor Alexander godt kunne ende med at finde dem, hvilket han slet ikke var ude efter! "Tiden læger alle sår... Vi skal nok vænne os til det," endte han. Han prøvede om ikke andet bare at være optimistisk. Han sukkede dybt. Han ville sikkert blive beskyttet meget af Marius nu, men det gjorde ham ikke rigtigt noget, for han ville aldrig afsted igen. Det havde ødelagt det hele! Han lukkede kort øjnene i, selvom tårerne stadig løb. Han vænnede sig aldrig til at græde blod, for det var yderst klamt, eftersom det satte sig i tøjet eller på hænderne, når man tørrede det væk. "Noget... Noget som Gabriel vil være interesseret i at købe. Så han kan sælge det videre," endte han tænksomt. Han havde ikke lyst til at overtage dette sted, han ville faktisk helst have at de skulle styre det sammen. "Men når vi kun er os... Så vil jeg gerne have at vi deles om tingene." Tårerne løb endnu, for det hele var så pokkers frustrerende, hvilket virkelig var irriterende. De var virkelig et yndigt par... stod der og græd sammen, morfar og barnebarn... to vampyrer, som den skabte og skaberen. Han slog nærmest armene om sig selv og så ned i gulvet. Han følte virkelig at det hele var hans skyld. "Men det er jo sandt. Havde jeg aldrig taget af sted.... var jeg aldrig endt hos Alexander og så havde du ikke behøvet at forlade Herregården," endte han en smule stædigt. Han tørrede sine kinder i hans ærmer igen, der næsten var blevet lidt stive af at græde så meget til aften.

[Marius Amalani Darcy]

Det var uden tvivl underligt, at Camryn ikke var der. Den kære kvinde, havde altid bragt lykke og lys til stedet her blandt mænd, som kun gik op i arbejde, for det var den type mand, som Marius var, også selvom det bestemt heller ikke var noget, som gjorde tingene meget bedre af den grund. Tungen strøg han let over sine læber, idet han vendte blikket mod ham endnu en gang. At de sammen skulle stå der og græde, var da uden tvivl et kønt syn.. To vampyrer i den ensomme tilværelse, som de nu begge ville gå ind i.. Det var slet ikke et liv, som han havde ønsket for sit kære barnebarn. Slet ikke. ”Selvfølgelig kommer vi til det.. Men det som vi har mistet, er virkelig et stort tab.. Det bliver virkelig underligt, at hun ikke er her mere..” For Marius specielt, var det uden tvivl stort. Af de to børn, som han havde haft, var det kun Camryn, der som sådan have accepteret ham. Det var ikke just noget, som man kunne sige, at Yasmya havde, for han havde sat mange hindringer i vejen for hende.. Hvilket han faktisk var ked af. Han vendte blikket mod ham. ”Hvis jeg skal komme med en anbefaling, så vil jeg anbefale dig, at få gang i vinproduktionen igen. Det er noget som kongehuset kan opkøbe og sælge videre.. Og det kan give en vis anerkendelse af folket.. Det bliver en hård tid vi går i møde fra nu,” fortalte han med en ærlig mine. Hånden lagde han på Marcianus’ skulder og trykkede om den. Uanset hvad, så var det ikke hans skyld. At unge mænd tog ud for at opleve verden, finde ud af hvem de var, og gjorde sig erfaringer af den ene eller den anden slags, var der virkelig ikke nogen skam i.. Overhovedet ikke. ”Jeg ville gøre det igen, om nødvendigt, Marcianus.. Det er hvad en familie gør.. Og nu er det på tide, at du overtager stedet her.. Selvom jeg ved, at vi er os to.. Jeg insisterer,” afsluttede han med en sigende mine.

[Marcianus Darcy]

Det var meget mærkeligt, at Marcianus nu skulle bo her alene med sin morfar, men det var bedre, end hvis han havde været helt alene. Men selvom de var to, så ville det stadig være ensomt. De var begge familiemennesker og nu var familien jo ligesom handicappet. Han vædede sine læber og fik tørret sine øjne i sine ærmer. Han skulle virkelig have noget andet tøj på og have lagt dette til vask. Til vask... nu slog tanken ham. Hvordan skulle de klare alt det huslige? Nu var der jo ingen kvinde i huset til at tage sig af det og han kunne heller ikke lide at ansætte nogle til det formål, da han ikke ville udnytte dem. Det følte han hørte familien til. Så måtte de jo selv finde ud af det. "Jeg ved det... Men vi bliver nødt til at klare os..." svarede han roligt. Han havde mistet sin mor, ville nu ikke rigtigt kunne få det forhold til sin far, som han havde ønsket og han vidste, at han nok ville være ensom resten af livet. Ingen i Procias ville da ønske at være med en vampyr og han havde det også selv mærkeligt ved tanken, om at skulle være med et lyst væsen, fordi han vidste, at blod stadig tiltrak ham. Han så op igen, da hans morfar lagde hånden mod hans skulder og mødte hans blik. Han var da i det mindste holdt op med at græde. "Det var en virkelig god idé, morfar... Når vi mødes med Gabriel kan vi foreslå ham det og se, om han siger god for det," endte han roligt. Han sukkede igen og så mod sin morfar, der nu igen insisterede. Han ville ikke have det hele selv, for han følte sig ikke helt klar til den stilling, når han nu havde svigtet sin familie. Den skyldfølelse åd ham virkelig op indefra. Han sukkede tungt og blinkede en smule med øjnene. "Men... men du vil godt hjælpe mig, ikke?" spurgte han så tøvende. Han ville jo også gerne tage positionen som gårdejer, selvom det uden tvivl ville være noget af et arbejde. Men så kunne tiden da i det mindste gå med det.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste allerede nu, at det ville blive en hård, og ikke mindst ensom tid de ville gå i møde, og at de var nødt til at hjælpe hinanden så godt, som det nu var dem overhovedet muligt. Når alt endelig kom til alt, så havde Marius jo heller ikke ligefrem været vant til at leve livet alene, men.. nu var det jo bare de to og ingen andre. Han vendte blikket stille mod hans kære barnebarn endnu en gang. Selv havde de begge to brug for at komme i noget rent tøj.. Han turde virkelig bare ikke tænke på, hvor langt tid, de egentlig havde været væk. ”Vi har ikke rigtigt noget andet valg. Jeg er bare glad for at Gabriel vil give os den mulighed for at få en afslutning på det hele.. så vi for alvor kan komme videre.” Han sendte ham et svagt smil. Det var slet ikke meningen at forældre skulle gravlægge deres børn, men derimod omvendt. Det var aldrig noget, som han nogensinde ville komme til at acceptere. Han nikkede. Selv ønskede han bare, at hans kære barnebarn skulle opleve den succes, som han selv havde haft igennem alle disse år. ”Jeg tror ikke, at han vil sige nej i hvert fald. Gabriel er virkelig en god mand, som ser mulighederne og potentialet i det.. Ellers havde vi ikke fået lov til at komme hjem igen,” fortalte han sigende. Hvis Gabriel havde sagt nej, ville han end ikke kunne klandre ham for det. Han havde jo stadig regler, som han måtte lede et land under, og det forstod han skam udmærket godt. ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig.. Jeg begynder bare at blive for gammel til den slags.. Og det har altid været meningen, at du skulle overtage.. Og jeg vil hjælpe dig,” lovede han, inden han tog hånden til sig igen. Lige nu ønskede han bare at få lidt bugt med de mange tanker, for han kunne slet ikke lide det! Han søgte stille ind i den støvede stue.. Hvor lang tid havde de egentlig været væk? Han søgte hen til pejsen. Han ville have gang i den.. bare for at give det en følelse af, at være hjem.

[Marcianus Darcy]

Marcianus havde det allerede hårdt. Han var ikke klar til at være alene med sin morfar og leve uden sin mor. Han følte virkelig, at han aldrig skulle være taget af sted, så det blev svært for ham at komme igennem den næste periode, fordi han bar rundt på skyldfølelsen. Han sank en klump, der havde samlet sig i halsen, mens han så på sin morfar med sine hasselbrune øjne. Han rystede på hovedet. De blev nødt til at vænne sig til at være selv og klare tingene på egen hånd, selvom det uden tvivl ville blive svært. Han nikkede stilfærdigt til ham og trak på mundvigen, selvom det hurtigt falmede igen, for det var svært at være glad lige nu hvor de havde fået den bekræftelse, at hun faktisk var væk. "Jeg er Gabriel taknemmelig for livet, morfar... Men jeg glæder mig til at se hvor hun er lagt til hvile," endte han. Han måtte jo være lidt optimistisk alligevel, for de var kun to sammen til at skabe en positiv stemning, så hvis den ene var pessimistisk, så blev den anden det også meget hurtigt. Han sukkede, selvom han ikke direkte trak vejret, men han havde bare brug for at komme ud med noget af frustrationen. Han nikkede stille og sænkede blikket. Gabriel var en god mand, det var der ingen tvivl om, for ellers havde han jo ikke ladet dem komme ind i landet. Det var meget gavmildt af ham, storhjertet og hvad man mere kunne sige af store varme ord, for han kunne ligeså vel have sagt nej. "Så må jeg drøfte det med ham... Jeg skal også have spurgt hvordan jeg kan assistere med muren," endte han tænksomt og løftede blikket til sin morfar. Han ville ikke stå med det alene, men han vidste godt, at han var ved at blive gammel; men manden var nyfødt vampyr, han måtte da være frisk som en havørn. "Teoretisk set... er du yngre end mig," påpegede han drilsk og fulgte efter sin morfar ind i stuen, der tydeligt ikke var blevet berørt i længe.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var bestemt heller ikke klar til at sige farvel endnu, men det var vel bare på tide, et eller andet sted? Uanset, så var det da om ikke andet, så utrolig rart at vide, at de havde fundet hende, og sørget for, at hun fik den hvile, som hun så inderligt havde fortjent, og så måtte de jo bare fortsætte livet uden hende.. selvom det virkelig så ud til at blive langt sværere end det som det lige lød til. Han vendte blikket mod sit kære barnebarn og nikkede til hans ord. Han kunne ikke være mere enig. ”Hvis der er noget, som hun fortjente, så er det en hvile.. hvor hun får lov til at ligge i fred. Din mor har haft meget at slås med igennem sit liv.. Mere end hvad man nok lige skulle gå og tro.. Du må ikke klandre dig selv for noget af det skete, Marcianus.. Og det er vigtigt.” Selv havde han oplevet tilværelsen som Spide og vampyr før, så det var ikke fordi, at der var noget nyt i den for hans vedkommende som sådan. Lige nu var det bare vigtigt, at de begge to holdt ekstrem lav profil, for de skulle jo nødigt ende med at tiltrække sig den uheldige opmærksomhed, for deres slags, var bestemt ikke velset her i landet i forvejen, og det var jo det, som han også var klar over. Han bed tænderne sammen. Der var virkelig en hel anden stemning her i huset, end det som han brød sig om, og det var det som han ønskede at gøre noget ved. Det tog ham ikke lang tid, at få gang i pejsen. ”Gabriel er en mand som lytter til sit folk.. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal blive en af de store konger her i landet.. Hvis det er hvad han kræver i retur for det her, så gør det, Marcianus.. Gør kongehuset tilfreds med os,” sagde han sigende, inden han igen rejste sig op. Han vendte blikket mod ham. Han trak svagt på smilebåndet. Det lettede da stemningen en smule, kunne man jo sige. ”Pas på, jeg har stået her før,” pointerede han med en drillende stemme, ganske enkelt fordi, at han ikke kunne lade være, når han havde muligheden for det. De var nødt til at finde styrken ved hinanden nu.

[Marcianus Darcy]

Marcianus havde det dårligt. Det hele var bare gået dårligt siden han var taget hjemmefra. De kom hjem til et tomt hjem, fordi de var kommet til ham i Dvasias, hvilket jo slet ikke havde været meningen med det hele! Nu måtte han leve uden sin mor, han ville aldrig lære sin far at kende og de skulle have gårde set igennem eftersom den havde været forladt i et godt stykke tid. Han nikkede forsigtigt. Han kendte en del til det, men klart ikke det hele, for nogle ting havde jo bare været usagt. Han sank en klump. Han klandrede sig selv i stor grad, men måtte vel prøve at skjule det, da Marius tydeligvis ikke ville høre på det og han forstod ham jo godt. "Ja... Men... men ikke på den måde," endte han. Han prustede en smule, for det var hårdt at gruble så meget over tingene, det gjorde ham nærmest helt træt. Han gik stille ind i stuen efter sin morfar og så rundt. Han fik tændt i pejsen, hvilket egentligt var ironisk at tænke på, men han lod ham bare gøre det. De måtte ikke skabe en dårlig stemning i hjemmet når de kun var de to. Og de måtte heller ikke blande sig i selve livet i Procias, selvom det jo ikke var nyt for hans vedkommende. Han håbede bare, at folk kunne acceptere, at de boede her og solgte vin til landet uden, at der ville blive oprør. De blev nødt til at få liv i huset på en eller anden måde, han vidste bare ikke helt hvordan. "Det ved jeg han gør... Jeg tror bestemt også på, at han bliver en stor konge. Jeg vil gerne gøre hvad jeg kan for ham og for Procias, bare uden at blande mig i selve befolkningen," endte han stille og nikkede. Han så mod ham og trak på mundvigen. Han havde ganske vist været spide og vampyr førhen, men han var jo nyfødt igen og af den grund, faktisk yngre end ham, hvis man ikke talte om erfaring, men bare 'leveår'. "Okay okay... Du er ældst," endte han drilsk. Solen ville være om hjørnet om ikke længe, for han var jo nået frem og tilbage over muren 2 gange i dag, fordi han først havde været ved Gabriel, så hentet sin morfar og nu var de her. "Jeg... jeg vil finde min seng, morfar... Godnat," endte han dæmpet og trak sig. Han havde brug for at... gemme sig.

//Out.