Finally home

[Marius Amalani Darcy]

Marius kendte sit barnebarn godt nok til at vide, at han klandrede sig selv for det hele, og det i sig selv, var slet ikke en tanke som han brød sig om, hvis han selv skulle sige det. Han vendte blikket mod ham. Det var noget af en trykket stemning som nu ville komme til at ligge her i huset, men noget var de jo trods alt nødt til at gøre, og det var vigtigt.. Det var så vigtigt, at de havde hinanden og hjalp hinanden igennem det. ”Du må ikke klandre dig selv for det.. Jeg havde gjort det samme, hvis I havde stået i faren,” fortalte han sigende. Om det så skulle koste ham hans eget liv, så var de nu blevet bekræftet i hvilken form for kvinde Camryn egentlig havde været: Den familiære.. den som ønskede at beskytte sin familie for enhver pris, og det havde altid været Marius’ mål. Det kunne godt være, at det var komplet tåbeligt at tænde op.. men det lettede faktisk stemningen en smule, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. I det store og hele, så var det faktisk grundlæggende for ham i mange henseender. Gabriel ville uden tvivl blive en stor og stærk konge, når landet igen kom på fode. Nu var det så bare Marius der igen skulle vænne sig til, at han ikke måtte mænge sig med folket. ”Det er den samme vej til folkets respekt.. Du skal regne med, at vi går en hård tid i møde min dreng.. Folket anser ikke vores slags som.. værdig i det her land,” pointerede han med en dæmpet stemme, for det gjorde selv ham ked af det.. Alt det knokkel som hans familie havde lavet igennem tiden, og nu stod de her! Han nikkede blot. Han vidste at knægten havde brug for at trække sig og for at være alene, for der var stadig tid inden solen ville stå op. ”Du ved hvor jeg er, hvis du har brug for mig.. sov godt min dreng..” sagde han og så efter ham. Det lignede ham slet ikke at være sådan, men okay, han havde jo lige mistet sin mor. Han sukkede tungt og vendte blikket mod pejsen.. Han lod den brænde ud, inden han selv søgte den tunge hvile.

//Out