I do not like this..

[Deleted]

Det var ved at være hen på eftermiddagen, selvom det alligevel var ved at være mørkt udenfor. Det gik rigtig godt i Strife Manor og igennem de sidste mange år, var det kun blevet bedre og bedre. Jacqueline var blevet en flot ung kvinde med tiden, og tiden sammen med Athensa, så var de også kommet rigtig tæt på hinanden. Nu var det så andre ting, som pludselig var kommet i vejen, som Evan slet ikke kunne finde ud af. Athena var.. underlig.. slet ikke som hun plejede at være, og det var kun blevet værre og værre, og det havde skubbet dem til dels fra hinanden, og han kunne bestemt ikke lide det!
Træningen med Jacqueline havde han netop færdiggjort i træningssalen, bare for at have noget at give sig til, når han nu knapt måtte røre ved Athena som det var lige nu. Han tørrede sveden af panden. Hun var ved at blive dygtig, og selvfølgelig var han stolt over den pige, som han selv havde valgt at tage til sig, for at kalde hende sin datter.. Og han gjorde det i den grad også offentligt. Han havde opdraget hende, og han havde taget sig af hende som en far burde have gjort det. Roligt søgte han efterfølgende ind i stuen. Han vidste at Jacqueline nu kom til at tilbringe tiden på det store badeværelse.. Det var jo forfærdeligt med den slags piger i huset, men dog ikke underligt igen. De havde jo trods alt mulighederne for det, så han trak den lidt. Et glas whisky at skylle det hele ned med, så var den der! Han rullede med skuldrene og knappede sin skjorte igen, da han slog den ene dør op til den fine og store pejsestue og søgte hen til sit elskede vitrineskab. Han fandt nøglen frem og drejede i låsen. Med ’børn’ hjemme i huset, så tog han bestemt ikke nogen chance! Han tog et glas og sin dyre flaske og skænkede op til sig selv, inden han vendte sig mod den glødende pejs. Næsten bare ved et blik, blussede den op i flammer igen, og straks varmede den stort set hele rummet op. Det var noget som passede ham særdeles fint.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde brugt mere eller mindre hele dagen ude i folden ved deres nye heste. Hera var blevet efterladt hos Diane, men hun havde trods alt også været en gammel hoppe. Det var lang tid siden hun havde brugt så mange timer derude, men hun vidste at Evan snart ville kræve hende i træning igen, hvilket hun helst ville undgå. Hun strøg Sifs mule med blid hånd og kastede et blik i horisonten hvor solen var ved at gå ned. ”Jeg må hellere komme ind.. vi ses i morgen smukke,” hviskede hun med et lille smil, inden hun vendte ryggen til og drog indenfor. Det var koldt. Sneen lå stadig i driver, selvom der ikke lå nær så meget i Appolyon som der gjorde mange andre steder. Hun skubbede døren op ind til det varme hus og bed sig fast i stilheden. Det lod til at Jacqueline havde færdiggjort træningen for i dag, hvilket også betød at badeværelset ville være optaget. Hun sukkede tungt og strøg åndsfraværende hånden en gang over maven inden hun søgte gennem stuen. Blikket faldt på Evans skikkelse som sad der med det typiske glad whiskey, og et varmt smil gled over hendes læber. ”Jeg går op og skifter,” meddelte hun næsten som forsøgte hun at give en undskyldning for ikke at blive siddende sammen med ham. Selvom de efterhånden havde været sammen i mange år og opdraget en lille pige sammen, så var det meget lidt tid de tilbragte sammen efterhånden, og på sit vis var det meningen. Hun havde igennem to måneder nu båret på en større hemmelighed. Det lignede hende ikke overfor ham, men denne gang havde hun ikke haft et særligt valg. Hun strøg let forbi og op på soveværelset hvor hun lukkede døren bag sig. Egentlig ville hun ikke klæde om før Jacqueline var færdig, den lille bule var begyndt at komme, og jo større den blev, des større blev hendes problemer. Hun strøg roligt hen til vinduet og så ud. ”Bare dig og mig,” hviskede hun og lagde begge hænder på sin mave.

[Deleted]

Det begyndte at frustrere Evan, at Athena ikke rigtigt lod til at ville tilbringe den form for tid sammen med ham. Desuden var det ved at være lang tid siden, de havde delt noget intimt i soveværelset, og selv han var en mand, som godt kunne lide, at bekræfte og blive bekræftet af det kæreste i hans liv. Det havde taget tid for Jacqueline at acceptere ham som en faderfigur, men det var kommet med tiden, og nu blev han selv kaldt ved den titel, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Athena tilbragte mere tid med hestene, end hvad hun gjorde sammen med ham, og det var ham efterhånden en irriterende tanke, selvom han ikke ville konfrontere hende, nu hvor hun så og virkede til at have det ganske udmærket. Han bundede glasset, da Athena kom indenfor, hvor han kun nåede at vende sig mod hende, før hun var væk i døren igen. Han knyttede næven mere fast omkring glasset. Havde han gjort noget forkert? Det lignede hende ikke ligefrem at holde sådan noget skjult for ham. Han sukkede opgivende og satte glasset fra sig i stedet for. ”Meget vel,” svarede han kort for hovedet, inden han rettede sig op. Det var virkelig ved at gå ham på, at de ikke kunne være sammen, som de havde været for bare et par måneder siden, og det vakte uden tvivl en stor frustration!
Evan tog for en gangs skyld, en mere drastisk beslutning. Han var træt af, at hun skulle trække sig væk fra ham, for han ønskede jo så brændende, at finde ud af det hele sammen med hende og det var vel ikke så underligt igen? Han forlod pejsestuen, kun for at søge op ovenpå i stedet for, og stoppede op foran soveværelset. De ville have rigeligt med tid alligevel, for Jacqueline havde nakket badeværelset, og ville nok alligevel formå at bruge et par timer derude. Han åbnede døren i stedet for. ”Og nu hvor du er her, så kan vi lige så godt få snakket ud, Athena.. Du undgår mig, du snakker knapt med mig, og lader mig ej røre ved dig.. Hvad er der?” Det var måske meget direkte, men dog en nødvendighed.. For han ønskede faktisk at finde ud af det hele med hende. Det var jo for pokker hende, som han ville have!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde stort set ikke været sammen med Evan i måneder. De snakkede sammen i nogle minutter om aftenen inden de faldt i søvn, og hun så ham ved morgenbordet men det var mere eller mindre det. Sulten var også ved at være overvældende, hun havde ondt men gav ikke udtryk for det, for hvis de kom så tætte, så ville han uden tvivl kende hendes lille hemmelighed. Hun havde forsøgt at dele det med ham, men hver gang så var hun kommet i tanke om hvor besluttet han havde været, da han havde sagt til hende at han ikke ønskede sig børn, og hun frygtede at han ville forlade hende.. oprigtigt. Fanget i sine egne tanker og af den smukke udsigt, hørte hun ham ikke rigtigt før de lidt bestemte ord løb. Armene faldt slapt ned langs hendes side. Selvfølgelig havde han fattet mistanke det forundrede hende bare at han først kom nu. Hun vendte sig langsomt mod ham uden det sædvanlige smil på læben. Det var ret ligefrem, men Athena vidste også at han bare ville finde svaret i hendes sind hvis ikke hun snart fik tungen på gled, og det var ikke sådan hun ønskede at han skulle finde ud af det. Usikkert strøg hun hånden op over sin arm og fugtede læberne med tungespidsen. ”Undskyld Evan, det er ikke min mening at trække mig,” endte hun og slog skamfuldt blikket i jorden. Dog valgte hun at tage tyren ved hornene nu hvor han hun havde en oplagt mulighed for det, så hun trådte hen til ham og så op på ham med tårer i øjnene. ”Der er noget jeg ikke har fortalt dig, selvom du har ret til at vide det,” erkendte hun og sank en klump. Han kunne forlade hende på den baggrund, og nu var det nærmest for sent at skille sig af med barnet, et sted frygtede hun også at han ville bede hende om det, dog ville hun gøre det uden tøven hvis det betød at hun kunne være hos ham. ”Uanset hvad der sker, så skal du vide at jeg elsker dig og jeg håber at vi kan finde en løsning, for jeg.. jeg vil ikke miste dig,” endte hun nærmest forpustet det var typisk hende når hun blev nervøs, at snakke uden stop.

[Deleted]

Evan greb tyren ved hornene, for han var bestemt ikke meget for at Athena trak sig, og specielt når han ikke vidste, hvad han havde gjort, for han havde da ikke ligefrem gjort noget, havde han? Han kunne sagtens finde svarene selv, men han ville ikke tvinge det ud af hende, men derimod hellere opfordre hende, til at give ham det selv. At hun så derimod erkendte, at hun trak sig, var noget som faktisk passede ham ganske udmærket, for så kunne det jo være, at hun fik tungen lidt på gled? ”Og alligevel, er det hvad du gør,” konstaterede han med en sigende mine, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. Hvad hun egentlig ønskede at fortælle ham, havde han slet ikke nogen anelse om, og det frustrerede ham virkelig, for han var bestemt ikke god til den slags hemmeligheder. Det var noget, som han havde ret til at vide..? Det ville da være ganske udmærket, hvis der var noget, som han faktisk havde retten til! ”Hvis det er noget, som jeg har retten til at vide, så vil jeg anbefale dig, at fortælle mig det, Athena.. Jeg bryder mig ikke om hemmeligheder, som påvirker det forhold, som vi har hver især,” sagde han med en ærlig stemme. Han brød sig bestemt ikke om det, og specielt sådan som hun fremstillede det, så var det uden tvivl noget temmelig stort noget, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han blev nervøs, når hun sagde sådan noget, og det var heller ikke ligefrem særlig behageligt, og han plejede ellers at være ganske god til at holde sig i skindet, men denne gang, gjorde hun det faktisk temmelig besværligt for ham. ”Du er nervøs,” bemærkede han. Han ville langt hellere have, at de bare kunne snakke frit, i stedet for det andet her, for det kunne han da slet ikke lide! ”Du ved vel, at du kan fortælle det hele til mig, ikke? Uanset hvad det er, som har plaget dig igennem.. halvanden måneds tid, så skal vi nok finde ud af det hele,” lovede han. Kunne hun ikke bare få det sagt, i stedet for at gøre ham så nervøs? Han kunne slet ikke have det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Ærlighed var noget af det Evan satte mest pris på, det vidste Athena jo godt, og hun havde virkelig kæmpet med at få det sagt, men så dukkede frygten op for at han ikke ville kunne acceptere det. Han havde en fortid med både hustruer og børn, hun var ung, knapt voksen og hun havde affundet sig med at han ikke ønskede sig børn. Uanset så ville deres forhold bryde hvis det fortsatte på denne måde, så hun kunne vel ligeså godt få det sagt og håbe på det bedste? ”Jeg.. undskyld, det var aldrig min mening,” hun så skamfuldt ned og forsøgte bare at tage det en smule roligt, men uden held. Det gik op for hende at hun faktisk skælvede. ”Det har aldrig været min mening at holde hemmeligheder for dig Evan, men jeg har prøvet at sige det, mere end en gang..” hun tog en dyb indånding og så ned på sine svedige hænder, hun var virkelig nervøs. Hun sukkede dæmpet.. han kendte hende desværre godt nok til at vide hvor nervøs hun var. ”En smule,” erkendte hun dog uden at afsløre hvor meget det egentlig drejede sig om. Hun bed sig i læben og så langsomt op på ham, selvom det var svært for hende at holde øjenkontakt, de mange scenarier kørte rundt i hovedet på hende, hun forestillede sig konstant det værste af det værste. Hun nikkede stille. ”Jeg er gravid,” sagde hun direkte. Hendes hjerte slog så hårdt at det gjorde hende svimmel. Hun bakkede langsomt mod sengen så hun kunne sidde på kanten så benene ikke ville kollapse under hende. Nærmest automatisk faldt hånden på hendes mave. ”Før du siger noget så.. ved jeg godt at du ikke vil have børn, og jeg er så ked af det men.. men hvis du ikke vil have det så finder vi en måde at komme af med det på, det lover jeg bare.. ikke gå fra mig,” endte hun bedende og følte tårerne trille let ned over hendes blege kinder, for første gang var hun faktisk oprigtigt bange for at han ville skubbe hende fra sig. Hun vidste ikke hvorfor hun græd, måske det var en blanding af de alt for mange hormoner, hendes frygt og så den ulidelige sult hun havde tilbageholdt, det var ikke klogt, hvilket hun godt vidste.

[Deleted]

Evan satte stor pris på ærlighed. Hellere det end alt det andet, ofr det var da ikke noget, som nogen kunne bruge. Han betragtede sig roligt af hende. Han valgte at konfrontere hende, og det virkede da til, at hun gerne ville møde ham hvor han var, hvilket passede ham ganske udmærket. Hvad han dog ikke kunne lide ved det, var at hun skulle være så.. nervøs, for det var bestemt heller ikke noget som lignede hende. Hun kunne lige så godt få det sagt, så de kunne få gjort noget ved det, for det var dette, som han ønskede at rette op på, for de havde haft nogen fantastiske gode år med hinanden, og nu var det bare.. ødelagt? Til fordel for hvad? Det var det, som han slet ikke kunne forstå! ”Det gik jeg så sandelig heller ikke ud fra,” sagde han med en rolig stemme. Selvom hun var nervøs, så forsøgte han selv, at holde sig rolig, selvom det ikke var nemt. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, inden han valgte at tage omkring hendes hånd, som han trykkede let omkring. ”Du har slet ikke nogen grund til at være så nervøs,” sagde han sigende. Hendes besked derimod.. At hun var gravid, var næsten som at slå ham direkte mod hans ansigt. Han havde ganske vidst givet udtryk for ej at ønske flere børn.. Han var ikke ung længere, og de børn som han havde, var begge gravlagte. Han lod hende trække sig hen til sengen, også selvom de tårer, slet ikke var noget, som han kunne have med at gøre. Han svarede hende ikke med det første, da en mase tanker skulle igennem hans hoved. Han lukkede øjnene kort, inden han rystede på hovedet. Jacqueline havde været en succes, og… han havde jo nydt det, samtidig med tanken om, at.. det var noget som de delte.. Det var jo en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Han vendte blikket roligt mod hende igen. Han trak vejret dybt, inden han søgte hen til hende, hvor han igen tog omkring hendes ene hånd. ”Hvorfor tror du, at jeg vil forlade dig på baggrund af noget, som jeg selv har været med til at sætte til værks? Jeg… vil elske tanken om at blive far, Athena.. Specielt til noget, som vi to hver især har været med til. Jeg ved godt, at jeg måske har givet udtryk for noget andet.. Du skal ikke dømme det hele på det..” Hånden gled roligt mod hendes mave.. Et sted i rolige og blide strøg. ”Vi skal bevidne et af verdenens små mirakler,” sagde han roligt, inden han kyssede hendes tinding.

[Athena Maloya Mathimæus]

De havde efterhånden haft mange gode år sammen, faktisk havde det været perfekt indtil for et par måneder siden da sandheden var gået op for hende. Athena frygtede virkelig at han ville gøre det slut på baggrund af dette. Det var jo heller ikke fordi hun direkte ønskede at ødelægge det fantastiskie de havde bygget op, derfor ville hun gerne møde ham på midten nu hvor han gav hende en direkte mulighed til at få lettet sit hjerte. ”Det siger du nu,” påpegede hun en smule stakåndet. Hun havde alverdens gode grund til at være nervøs, hvilket han tilsyneladende også hurtigt fandt ud af. At se hele det forvirrede og lamslåede blik, gjorde hende ikke ligefrem mere rolig. Hun blev siddende på sengekanten og forsøgte at holde tårerne tilbage men hun kunne ikke holde dem tilbage. Først da han greb omkring hendes hånd gik det op for hende at han var kommet tættere på. Hans ord lettede hende mere end noget andet hun før havde hørt, ud fra det lød det næsten som ville han.. beholde det? ”Du ville ikke h-have børn og jeg var så bange for at skulle miste dig på det a-at jeg ikke turde sige noget, undskyld,” endte hun dæmpet. Følelsen af hans hånd ned over hendes mave fik et lille smil frem bag tårerne. Hun burde stoppe med at græde nu men hun kunne ikke. Forsigtigt lagde hun hånden over hans og lod ham føle den lille bule der gemte sig inde bag kjolen. ”Undskyld, jeg kan ikke stoppe,” mumlede hun lidt pinligt og referede til tårerne der fortsatte med at trille. ”Så… du er ikke vred?” spurgte hun bare for at være sikker. Med den frie hånd tørrede hun sine kinder, selvom det ikke rigtigt stoppede det, nu var det bare mere af lettelse.. og et sted af glæde, for med tiden var hun begyndt at nyde tanken om at skulle være mor til sin egen.. de skulle til at have noget sammen!

[Deleted]

Det hele havde været særdeles perfekt til frem for et par måneder siden, og hun havde valgt at trække sig fra ham, uden at han egentlig havde været i stand til at gøre noget som helst ved det. Nu var det noget som han alligevel fik hende til at åbne op om, og fortælle ham. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være så nervøs for, og så.. panikslagen et sted, sådan som hun næsten stod der og snappet efter vejret. ”Og det er noget, jeg holder fast i,” sagde han med en ganske sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke. Han blev stående, selv efter hun havde givet ham grunden til hvorfor hun havde valgt at trække sig. Hun var gravid? Hun var virkelig gravid? Det var virkelig svært for ham bare at tage til sig, for han havde på ingen måder set den komme! Han vendte sig mod hende efterfølgende. ”Det gav jeg udtryk for dengang, det erkender jeg gerne,” sagde han roligt, inden han stillede sig ved hende. Han kunne da slet ikke være rasende eller vred på noget, som han selv havde været delvist skyld i. Han trak let på smilebåndet og valgte i stedet for, at byde hende godt ind i favnen, ved at lade den anden hånd slippe hendes, og lægge sig om hende i stedet for. Han rystede stille og smilende på hovedet. ”Det skal du slet ikke tage dig af, min kære.. Luk det ud, hvis du har brug for det..” Hånden strøg han roligt over den lille bule, som befandt sig på hendes mave.. Skulle han være helt ærlig, så kunne han virkelig godt lide tanken om, at hun ventede sig.. At det var noget, som de skulle dele hver især, for det var uden tvivl en tanke, som han virkelig godt kunne lide! ”Selvfølgelig er jeg ikke vred, Athena.. Hvorfor skulle jeg være vred på dig, over noget, som jeg selv har været med til? Desuden.. det er noget som vi to skal have.. Noget som vi skal dele indbyrdes,” endte han dæmpet. Han kyssede igen hendes tinding. Lige nu ville han gerne have hende ordentlig til ro. Glæden havde meldt sig i hans krop og sind.. Han kunne virkelig godt lide den tanke om, at han skulle til at være far!

[Athena Maloya Mathimæus]

Havde Athena vidst at det ville være så enkelt som det havde vist sig at være, så havde hun ikke tøvet med at fortælle ham sandheden, hun havde gjort alt for at bevare sin hemmelighed og det havde næsten kostet dem deres forhold, hvilket først rigtigt gik op for hende nu. Hendes krop var faldet lidt mere til ro, hun skælvede stadig lidt men det var mere eftervirkningen, han havde taget det langt pænere end noget af det hun havde forestillet sig. Hun nikkede og vendte blikket mod ham. ”Du sagde det højt og klart og jeg har virkelig aldrig gjort mig forhåbninger om det, for jeg vidste det var konsekvensen af at være sammen med dig, du har altid været vigtigere for mig end familie, derfor blev jeg så bange for at du ville skubbe mig væk,” sagde hun med lettere skamfuld undertone. Hun burde have stolet mere på at han aldrig ville lade hende i stikken og særligt ikke for noget de begge havde været lige gode om. Et øjeblik så hun overvejende på ham inden hun lod sig selv glide ind i hans favn lænet mod hans skikkelse. Hun nød at være tæt på ham igen, selv Jacqueline havde givet udtryk for bekymring, hvilket indikerede at det var blevet slemt. Hans ord fik hende til at le en smule. ”Nej jeg mener det.. jeg kan ikke stoppe,” gentog hun morende. Det var forfærdeligt men følelserne havde en tendens til at løbe lidt for meget af med hende. Hun lod ham glædeligt stryge hen over den lille bule, der ville ikke gå lang tid før den ville begyndte at vokse igen. ”Jeg ved ikke jeg… jeg gik bare ud fra at det var min skyld,” erkendte hun og rynkede på panden, udmærket klar over hvor dumt det lød, men hun havde altid fået skylden for.. ja alting! Hun hævede hånden og fangede hans blik, kun for at strække sig det lille stykke så hun kunne skænke ham et kys, det føltes som var det alt for lang tid siden! ”Jeg elsker dig,” hviskede hun blidt. Det var længe siden de havde bekræftet hinanden i det hele taget, men det var nemmere nu hvor hun kunne få luft igen.

[Deleted]

Evan var ikke farlig at snakke med – Hvis man var Athena. Overfor alle andre, stort set, så var han lidt en anden mand, end det som han gav udtryk for i denne stund. Det var skam ikke fordi, at han ikke kunne tage det, men fordi at Athena var det kæreste som han havde i sit liv, foruden Jacqueline nu, som var som en datter for ham, og noget, som han slet ikke kunne drømme om, at skulle give slip på, bare sådan uden videre. Ikke på vilkår! Han havde altid givet udtryk for sine ønsker, og lige dette, var måske kommet lidt før han havde tænkt sig om. Nu stod han i situationen at have Athena tæt, og hun ventede for dem begge.. Et sted, var det en tanke, som han faktisk havde svært ved, men han kunne virkelig godt lide det. ”Jeg kunne aldrig drømme om at skubbe dig fra mig, for noget, som jeg selv har været med til,” påpegede han denne gang med en fast og alvorlig stemme. Han blev stående og strøg hende roligt over maven, mens han selv forsøgte at få hende helt rolig igen. Han trak svagt på smilebåndet, mens han trykkede hende ind mod sig. Hun skulle slet ikke være bange for at fortælle ham sådan noget, selvom det naturligvis var noget af en nyhed, som han lige skulle have lov til at sluge. Han lagde hovedet stille ned mod hendes. Han havde virkelig været bekymret for hende, også fordi, at han havde været bange for, at det var noget, som han havde gjort galt. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun strøg hans kind. Han mødte hende glædeligt i hendes kys og gengældte det uden at tøve. Det var den Athena, som han kendte! ”Jeg elsker også dig, Athena,” sagde han roligt. Han strøg hendes mave fortsat.. Han kunne slet ikke lade være. Han vendte blikket efterfølgende mod hendes smukke ansigt.. De skulle have et barn.. Dem indbyrdes, skulle have et barn! ”Som jeg har sagt til dig mange gange før.. Alt hvad der sker omkring dig, er ikke nødvendigvis din skyld.. Og det er det her ej heller.. Jeg glæder mig,” tilføjede han med et roligt smil. Han vil have banket noget selvtillid tilbage i hende!

[Athena Maloya Mathimæus]

Uanset hvad Athena havde haft på hjertet gennem årene, så havde Evan været villig til at besvare spørgsmål og snakke med hende om stort set alt.. det var altid ham hun havde betroet sig til, men tingene var selvfølgeig anderlede snu hvor han ikke blot var hendes træner men også den mand hun elskede. Det havde taget hende selv en rum tid at vænne sig til tanken og på den anden side havde hun ikke turdet at glæde sig for meget i og med at han før eller siden ville opdage og det og enten lade hende alene eller kræve barnet fjernet. Nu kunne hun glæde sig for alvor. ”Nej det ved jeg jo godt men.. mine tanker løb vel bare lidt for meget af med mig, jeg forestillede mig de værste ting,” svarede hun lettere opgivende. Ikke at det havde været nødvendigt, hun vidste at han altid ville være der, det eneste tidspunkt han ikke havde, var dengang han i sin tid fandt ud af hvad hun følte for ham. Et lille smil listede sig ind bag deres kys, hun kunne slet ikke lade være! Bare at høre ham bekræfte det nu betød mere end det nok nogensinde havde gjort før. Hendes blik mødte hans. ”Jeg ved det godt, det er bare.. jeg er så vant til at få skylden for den slags, det er nemmere at påtage sig den med det samme,” svarede hun stille. Dog var hun glad for at høre at han glædede sig, det fik hende til at gøre det samme på trods af urolighederne om hvor vidt hun ville blive en god mor. ”Jeg glæder mig også,” tilføjede hun og smilede. Det ville være rart hvis de bare kunne gå tilbage til at være dem nu, hun havde brug for nogen tid sammen med ham. Uanset hvordan det endte så skulle de have et barn.. sammen.. hun skulle have barn med Evan Strife, det var noget som altid havde været en lidt skjult drøm. ”Du er vel klar over at min far ville vride halsen om på dig, hvis han vidste at du var far til vores kommende barn?” spurgte hun en smule drilsk og listede en hånd til hans lår for at lade den hvile.

[Deleted]

Evan vidste godt, hvad det var Athena var vokset op med. Han havde selv været meget efter Jared for at lade det hele gå udover Athena, da han på ingen måder havde set det som retfærdigt. Hun havde været stærk og kraftig fra fødsel af, og havde ikke haft en i livet, som hun kunne betro sig til med det, og selv Jared havde vendt hende ryggen, i stedet for at yde en hjælp, og dermed etablere en god forbindelse til sin datter. I hans verden, var det virkelig en skam. En frygtelig stor skam endda. Han kunne da aldrig drømme om, at kræve barnet fjernet. Det var imod den natur som lå til det at formere sig, og i og med, at det var den eneste biologiske som han havde.. hvorfor skulle han så bede hende om at fjerne det? ”Jeg tror tankerne er løbet lidt for meget af med dig. I stedet for, at trække dig fra mig i halvanden måned, så prøv at fortælle mig det i stedet,” bad han endeligt, da han vendte blikket mod hendes skikkelse. Hånden fortsatte rolige strøg over hendes mave, inden han roligt lod den glide helt om hende. Han elskede hende, og han kunne godt lide det faktum, at have hende tæt på, da det var noget som virkelig betød meget for ham. ”Her snakker vi om tingene, kæreste. Sådan noget her, vil aldrig nogensinde blive din skyld alene,” forsikrede han hende. Hans blik gled roligt mod hendes skikkelse. Hånden gled igen til hendes mave. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for at mærke hende så tæt på sig igen, for selv for ham, havde han gået længe, uden at have den mulighed! At hun så henvendte sig til hendes kære far, fik et skævt smil til at brede sig på hans læber. ”Jeg lovede at passe på dig, og få dig til at smile igen, da han frygtede, at det ville blive taget fra dig ved hans død.. Nu ser jeg ikke at du gør andet end at smile.. Måske ikke en graviditet.. men det følger vel med når man er et par? Efter så mange år?” spurgte han med et stille smil. Skulle han, så skulle han nok stå til regnskab overfor manden.

[Athena Maloya Mathimæus]

Gennem en hel barndom havde Athena været vant til at blive bebrejdet for alt. Hendes mors død, hendes brors valg af karriere, ja selv hvis dagene var grå ville hun blive bebrejdet, så hun havde automatisk pålagt sig selv skylden for graviditeten selvom det ikke var noget hun var herre over.. men det havde hun jo aldrig været over noget som helst. Dog skammede hun sig lidt over ikke at have stolet på ham, det burde hun have gjort, han havde trods alt altid lyttet på hende og kun nedgjort hende når det havde været fortjent. ”Jeg skulle have været ærlig det ved jeg godt, jeg frygtede bare at du ikke ville have hverken barnet eller jeg, det var.. dumt tænkt det ved jeg godt, jeg burde have stolet på dig,” undskyldte hun stille. Det var virkelig rart at kunne mærke hans blide strøg over maven, hun tog det som en form for accept. Hun hævede sig en smule så hun i stedet kunne sætte sig i hans i hans skød i stedet for med en hånd på hans bryst. ”Tror du vi kan få jaget Jacqueline ud af badeværelset snart? Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne virkelig godt bruge et par,” sagde hun og smilede let. Hun stank af hest, desuden ville hun gerne vise ham maven for alvor, et sted var hun jo stolt! ”Det er ikke noget jeg har kontrol over, det ved jeg godt jeg blev bare bange.. og chokeret,” tilføjede hun og strøg ham blidt over brystet med den ene hånd. De vidste begge at Jared ville slå ham ihjel hvis han havde vidst dette, men Athena var ligeglad.. Evans ord fik kun smilet til at brede sig yderligere. Tårerne var ligeså stoppet – langt om længe. ”Jeg tvivler på at han mente du skulle gøre mig med barn,” påpegede hun og kunne ikke holde en lille latter tilbage. ”Men du har ret jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg kan være sammen med den mand jeg elsker og jeg skal give fødsel til vores fælles barn, jeg kunne ikke være mere glad,” erkendte hun og lagde panden mod hans hage. Det var rart at være tæt på ham igen, hun var næsten ærgerlig over at hun havde snydt sig selv for det så længe.

[Deleted]

Evan vidste godt at Athena ikke havde haft det nemt. De liv som hun havde taget, havde uden tvivl været uheld, også fordi, at det var liv, som stod hende så nært, som de gjorde – hendes forældre. Det var ikke hendes skyld, at Zacharias havde taget de valg, som han havde gjort, og derfor ville han slet ikke høre på, at det skulle være hendes skyld. Desuden vidste han jo godt, at det var typisk hende, at gøre sig tanker, som man slet ikke skulle gøre sig. ”Så lang tid du nu kan se, at de tanker du har gjort dig, har været helt forkerte, så er det fint, Athena.. Jeg håber bare, at du ved til en anden gang, at du bare skal fortælle mig det,” sagde han roligt. Uanset hvad det var, så var han overbevist om, at de nok skulle finde en løsning på det, selvom det uden tvivl krævede, at hun åbnede munden og fortalte ham det, når der var noget galt, for det andet, var da ikke noget som gavnede nogen af dem. Hans arme gled roligt omkring hende. Det her kunne han langt bedre lide, også fordi at det var sammen med hende. Han smilede let for sig selv. ”En teenagepige? Jeg tror vi må tage det lille badeværelse i dag.. Kom med,” opfordrede han roligt. Det store og prægtige, var Jacqueline jo selv lidt for glad for, hvis han selv skulle sige det. ”Det er ikke underligt.. Det er jo en stor ting, du har holdt hemmelig for mig,” sagde han endeligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvis han nu endelig skulle sige det. Han vendte blikket roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, og med et let smil på læben. Han lod hende stå der for et øjeblik. Lige nu var det ham og hende, og det var ikke ligefrem hendes kære far, som han ønskede at tænke på, selvom den mand uden tvivl var meget savnet. Han smilede. Det var nok næppe det her Jared havde forestillet sig, men skulle han være helt ærlig, så var han faktisk fuldstændig ligeglad med det. Han var ligeglad med hvordan den mand havde valgt at se på tingene, for Athena var glad.. og hun var lykkelig, og hun var ved en mand, som faktisk værdsatte hende. ”Det er sådan det skal være, min kære.. Glem tankerne om din far. Jeg lovede ham at gøre dig glad, og det gør mig glad, ligeså, at have dig ved mig,” hviskede han roligt. Han gav hende et blidt kys, inden han tog hendes hånd, for at føre hende mod et a de indre badeværelser. Huset rummede jo mere end nok af det hele.