Now I know the deal..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være sent på aftenen, og efter endnu et halvvejs skænderi på soveværelset, var det hele gået lidt i sig selv igen, når det kom til Tiyanna og Sephiran. Ikke fordi at det var noget nyt for dem, for de spørgsmål som hun havde stillet, var virkelig vigtigt for hende, at få svar på, og det havde han ikke været i stand til. Der var dog andre som var i stand til at gøre det, og det var noget som uden tvivl havde fået lidt andre ting til at røre på sig i hende. I øjeblikket vidste hun at Sephiran sad med sit arbejde som greve på kontoret. Det var efterhånden blevet en vane for ham at gøre det om aftenen, også fordi at hun havde bedt ham om at blive væk fra hende, så langt tid, at hun ikke havde været andet end en genstand for ham – Og nu vidste hun hvor problemet lå.
Med rolige skridt, søgte Tiyanna ned igennem huset. Hvis han da bare havde fortalt hende det fra starten af, så havde sagen jo været en helt anden, men det var jo bare sådan at det måtte være.. Han havde vel forsøgt at leve med det å trods af omstændighederne? Selvom det bare havde været rigtig, rigtig dumt! Uden at banke på, tog hun i håndtaget og tvang døren op i stedet for. Snakken med hans mor, havde sat mange ting på plads for hende, også selvom hun slet ikke forstod, at han ikke havde nævnt det for hende tidligere, for det var han vel klar over? At han stort set ingen sjæl havde på grund af hans far? Selvom maven blev større, havde Tiyanna bare en underlig fornemmelse om, at der var et eller andet galt, og det kunne hun slet ikke lide. Hun trådte hen mod ham.. Nu var det ikke barnet som hun tænkte på, for det tænkte hun nok på i løbet af en dag, og specielt når hun blev ladt til sine egne tanker, som hun gjorde for tiden, når han trak sig til arbejdet, og egentlig lod hende gå, for det var en tanke, som meget hurtigt irriterede hende, for hun følte sig tilsidesat, og den tanke var ubehagelig. Hendes hår hang løst for en gangs skyld.. slangede sig om hendes nakke og nedover ryggen i takt til hendes skridt, som selv var blevet tungere i takt med den voksende mave. At der var noget underligt ved det, ville hun ikke fortælle ham. Det kunne være, at det bare var hende? ”Sephrian,” begyndte hun kortfattet, da hun nærmede sig.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde haft nogle virkelig dårlige nætter. Han gik bare i seng, når det blev for sent til, at han orkede holde sig vågen mere og begravede sig i arbejde. Jo mere magt, jo mere arbejde, men han kunne jo godt lide det. Bordellet kørte efterhånden også sig selv, da han kun manglede at få afsat Mystique til den bedste køber, bedste i flere forstande. Dertil så havde han egentligt kun et fast besøg hver fjortende dag, når han skulle samle alle til lægetjek med Enrico. Alt papirarbejdet havde han flyttet hjem til sit eget kontor, som endelig kunne blive taget mere i brug, hvilket faktisk glædede ham. Der gemte han sig lidt af vejen, eftersom skænderi for nogle dage tilbage med Tiyanna, ikke havde gjort noget for dem overhovedet, de sad bare fast i samme rille igen. Det var jo ikke noget nyt, men han ville jo gerne mere med hende, han kunne bare ikke forklare hende det! At hun så havde været sammen med hans mor, det anede han faktisk ikke, for han så sjældent sin mor. Det var mest Samuel, der var sammen med hende og han hadede når han vidste, at de var sammen. Han dyppede let sin pen i blækken og skriblede ned på et stykke pergament. Da han havde skrevet færdig, så rullede han den sammen og lagde den i kurven til ting, der skulle ud af huset - altså breve, der skulle med et bud. Han var glad for sin titel og han burde få flere, hvis det kunne lade sig gøre. Men for nu, var det en god start i hele hans plan om at komme så meget til magten som muligt. For nu, anså han sig mere end Kimeya; den mand var jo kun leder af sin race. Han var nu greve af landet her, hans land som han var stolt af. Barnet tænkte han ikke så meget over endnu, for han kunne ikke finde ud af det. Det måtte Tiyanna jo selv tænke over og det hele, eftersom hun jo alligevel bare trak sig væk. Da døren gik op uden noget, så vidste han næsten allerede, at et var Tiyanna. Han kommenterede det dog ikke, for hun havde vel i princippet ret til det, hvis fremtiden blev som han havde planlagt i sit hoved. Han lagde pennen bort og så op mod ham, da han rettede ryggen op og kiggede hen på hende. Hun var smuk med håret løst. "Tiyanna... Hvad vil du?" spurgte han blot lige ud. Han skubbede sig op fra sin stol og gik hen imod hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad der skete herfra, vidste Tiyanna ikke, men endnu en gang, var der gået dage igen, uden at de egentlig som sådan havde snakket med hinanden, og hun igen havde valgt at trække sig til vindueskarmen på sit eget værelse, for hun ville slet ikke være alt for tæt på ham, når hun ikke var andet end en simpel genstand i hans øjne, og derfor var det vigtigt for hende at snakke med ham nu, hvor hun havde snakket med hans mor, og derved havde fået lidt andre ting at vide – Ting, som Sephiran end ikke havde i sinde at fortælle hende, hvilket uden tvivl var noget som faktisk skuffede hende en hel del. Døren tvang hun op ind til hans kontor, uden at banke på eller noget som helst, for hun vidste at han var der. At opsøge ham, var hun ikke bange for. Hun følte jo et sted stadig, at det hus efterhånden var ved at.. blive hendes, og det var også noget, som gik hen og berørte hende på det led, at hun så det hele som sit. At se manden sidde der og rejse sig, kun for at komme hende i møde, var noget som faktisk passede hende ganske udmærket, hvis hun nu selv skulle sige det. Hun vendte blikket mod ham. Hun havde kvalme, selvom det sikkert havde noget at gøre med graviditeten, selvom hun nu var blevet vant til at det var noget, som hun skulle håndtere alene, for han havde jo ikke rigtigt været værende igennem det sidste stykke tid, så et sted, var hun vel bange for, at han havde skiftet mening omkring det hele. Hun søgte roligt i retningen af ham. ”Jeg tænkte nok, at det var her, jeg ville finde dig,” sagde hun sigende. Arbejdet tog meget af hans tid, og hun opsøgte ham ikke.. ikke før nu om ikke andet, for hun vidste at der var noget i det nu, og det gav hende faktisk bare en.. helt anden forståelse af det. ”Jeg tror vi har brug for at snakke. Jeg.. ved godt, at vi kom skidt fra det hele sidst.. Jeg har snakket med din mor,” fortsatte hun med en sigende mine. Det kunne godt være, at det var ham et ømt punkt med hans mor.. Hun havde jo faktisk ikke engang vidst at kvinden havde været i huset, før frem til for nylig.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ingen idé om, hvad det var Tiyanna havde fundet ud af. Han havde ikke fortalt hende, at hans mor faktisk var her, men han gik ud fra, at hun kendte til hans bror, da han var mere synlig i huset. Der var gået dage igen, hvor de havde været fra hinanden og han sov altid mærkeligt, når hun ikke lå ved siden af ham og trak vejret. Det var noget mærkelig noget, som han heller ikke forstod sig på; han vidste bare, at det var frustrerende, at hun trak sig ind på sit eget værelse og holdt sig væk. Han ville jo gerne være en del af det hele, men hun lukkede jo bare i som en anden musling. Hun var jo ikke kun en genstand, men han kunne bare ikke give hende den forklaring, som hun gerne ville have, så det hjalp jo ingen ting! Hvorfor han ikke kunne forklare det, det havde han altid bare set på som fakta; at han aldrig havde fået kærlighed og derfor kunne han heller ikke give det. At hun nu vidste noget om ham, han end ikke selv gjorde, det måtte han jo tidsnok finde ud af. Han trådte hende roligt i møde, for hun havde noget på sinde når hun kom og forstyrrede ham. Hun var dog den eneste, der ikke havde i sine at banke på, så derfor kunne det ikke have været nogle andre her i huset. Hun var den eneste, der faktisk ikke frygtede ham på trods af hans handlinger og et sted, var det jo noget, der var rart. Han så stille på hende og foldede sine hænder bag lænden, så han stod rankt og autoritært foran hende. Han var stadig over hende, men han lod hende jo faktisk opføre sig, som hun var en slags medejer i huset, selvom han var den eneste helt på toppen... indtil hun selvfølgelig gik med til den gensidige tillid, men det var også gået lidt i sig selv. Han nikkede kortfattet, for hvor skulle han ellers være? Hun var jo også en del af grunden til, at han havde flyttet arbejdet hjem, for hun ville jo gerne have ham her... så det skulle han også give hende da. "Ja. Nu er jeg ikke så meget ude mere," svarede han sigende og hentydende til hende. Han så mod hende, for det var tydeligt, at hun havde noget på hjertet. Han løftede et bryn, som blev til, at han kneb øjnene sammen, da hun sagde, at hun havde snakket med hans mor. "Hvad har hun fortalt dig af bedrageriske ting?" endte han. Han stolede ikke en fis på hans mor. Han vidste til tider ikke, hvorfor hun stadig var her, det samme med hans bror.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde slet ikke haft nogen anelse om at Sephiran faktisk havde haft sin mor i huset, før hun faktisk var stødt på hende ved et rent tilfældighed. Det havde uden tvivl lettet, at få mange af de ting fortalt, som den kvinde havde været i stand til, for det gav tingene en helt anden mening for hende, samtidig med, at det fik alle hans svar til at virke.. fornuftige.. At han faktisk ikke kunne fortælle hende den slags, simpelthen fordi at.. han slet ikke kunne. Hun vendte blikket direkte mod Sephiran. At komme vadende havde hun stort set altid gjort. Hun havde ageret som leder for en hel rebellejr igennem rigtig mange år, hun havde gjort som det passede hende, og dette havde bestemt ikke forholdt sig anderledes for hendes vedkommende. Nu var det bare på tide, at gøre klart for ham, at hun faktisk vidste helt præcist hvordan han havde det, og hvorfor det var sådan. Hun stoppede op foran ham, da han gjorde det samme. At han var mere hjemme, var uden tvivl en tanke som behagede hende, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget, som hun havde haft muligheden for at give udtryk for, for han trak sig jo, og hun holdt sig jo væk fra ham, selvom det jo faktisk ikke var noget, som hun gjorde med vilje. Det gjorde hende faktisk ked af det, at de ikke kunne snakke sammen, for det var faktisk noget, som meget hurtigt kunne vise sig, at blive et temmelig stort problem på sigt.. Specielt hvis de skulle have barn og det hele, men hvad gjord det? Hun kunne sagtens være overbærende, det var slet ikke det.. Det var så til gengæld alt det andet som fulgte med, som var det store problem. ”Det ved jeg godt,” begyndte hun. At han så derimod skulle gå direkte til angreb på sin mor, for at have snakket med hende, gjorde hende vred et sted. Selv vidste hun hvordan det var at mangle en, så han skulle da være glad for, at han havde en, som faktisk havde forsøgt at redde ham fra en skæbne værre en døden i hendes øjne! Et liv uden sjæl.. et liv uden følelser.. Det ville hun slet ikke kunne klare! ”Hvad med klare svar, som jeg kan bruge til noget, mere end hvad du selv kunne give mig?” spurgte hun tvært. At han kunne snakke sådan om noget så kært, gjorde hende helt forarget!

[Sephiran Acheron]

Der var grunde til, at Sephiran ikke havde fortalt Tiyanna om sin mor, eftersom han slet ikke gjorde sig nogle gode tanker om den kvinde. Hun var kun i huset, fordi hun var hans mor af blod, men ellers var hun ikke hans mor. Hun var bedragerisk, svigtende og mange flere negative ting, hvilket han slet ikke tolererede, og vigtigst af alt, så havde hun kastet alt sin kærlighed på hans dumme lillebror og efterladt ham i kulden. Han hang ikke i det, men for ham var det bare sådan det var; men derfor holdt han sig også væk af 'fornuftige' grunde, eftersom det ligesom var retfærdiggjort. Han gav hende faktisk mere end hvad hun fortjente, syntes han selv. Han mødte Tiyannas blik. Hun var selv en ledertype, hvilket også var noget af det, der gjorde, at de passede så godt sammen. De matchede hinanden på alle måder, selvom han ikke kunne forklare det. Han vidste bare, at han gerne ville kaste sin tillid på hende, som han havde sagt den anden dag, hvis hun bare ville give ham en chance også. Når hun stillede de sindssyge spørgsmål, så var det jo klart, at hun selv blev skuffet. Han så hende ind i øjnene, som han stod foran hende og bare afventede, hvad hun havde at sige, for det var uden tvivl vigtigt. Han vidste ikke om det behagede hende, at han var mere hjemme, men det var jo et lille forsøg på det om ikke andet, så måtte han jo se hvordan det lykkedes. Han ville bare gerne have, at hun ikke skulle trække sig, for så gad han da heller ikke opsøge hende, når hun lukkede sådan i! Han fnøs kortfattet, som det ikke ligefrem lød til at behage hende, men det måtte hun jo selv om. Han bed tænderne sammen, men flyttede ikke blikket en tomme fra hendes, for øjenkontakten var vigtig for at opretholde autoriteten. Han kunne se på hende, det ikke behagede hende, at han kaldte sin mor bedragerisk, men det var hvad hun var i hans øjne! Han rullede med øjnene af hende og knyttede hænderne bag ryggen. "Klare svar? Angående hvad dog?" hvislede han gengældende. Hun skulle slet ikke begynde i den tone for ham, for det brød han sig virkelig ikke om, når hun nu havde snakket med hans mor.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en leder, og det havde hun så sandelig altid været, og det var slet ikke noget som ville ændre sig det mindste for hendes vedkommende, uanset hvad han gjorde ved hende. Selv holdt hun øjenkontakten med ham, og uden at slippe den. Det var et sted næsten noget, som man kunne kalde for en stirrekonkurrence, men det var slet ikke noget som rørte hende som sådan. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at man kunne sige, at hun var bange for ham, for det var hun slet ikke. Han havde stadig haft alverdens mulighed for at gøre hende ondt og tage hendes liv, men han havde altid ladet hende gå.. Uanset hvad hu havde sagt eller gjort mod ham. At han så derimod skulle snakke sådan om sin mor, var noget som gjorde hende direkte forarget. Hans mor havde i det mindste givet hende klare svar på ting, som slet ikke havde givet mening for hende – før nu om ikke andet, så var det bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt i den anden ende. ”Klare svar på hvorfor du handler og gør som du gør,” sagde hun med en kortfattet stemme. Det gjorde hende helt underligt til mode, at høre nogen beskrive sin mor på den måde, når hans mor kun havde forsøgt at reagere og handle, for at redde sine børn, selvom det måske ikke altid var lige nemt, når man havde to af slagsen. Hun hævede hånden roligt. Denne gang var det nok hende, som skulle komme med den klare undskyldning, og det var hun faktisk ikke bleg for at erkende. Hånden lod hun stryge let og roligt henover hans kind, inden hun igen hævede blikket mod hans skikkelse. ”Det er ikke underligt, at et væsen uden en sjæl, ej er i stand til at forklare følelser, selvom de er der.. Og tanker for den sags skyld.. Du har en lille del tilbage af den.. Det er derfor du kom efter mig.. slog de vampyrer ihjel, og bragte mig med hjem,” sagde hun med en rolig stemme. Hvorfor lyve for ham? Selv forsøgte hun virkelig at sørge for, at det ikke kom til at lyde som et angreb, for det var bestemt heller ikke meningen, men derved gøre klart for ham, at hun faktisk ikke længere var sur eller ked af det.. Tvært imod. Hun forstod mere nu.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at Tiyanna var en leder. Hun havde mange gode egenskaber, for der var jo faktisk en del grunde til, at han holdt hende her. Med hende, var det ikke for at knække hende og gøre hende til sin underdanige tjener. Det havde været hans tanke i starten, men ikke mere, for hun var slet ikke som nogen andre. Det var nok noget mærkelig noget for hans vedkommende, men han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, for han gik jo faktisk bare efter sin fornemmelse og første indskud, da det aldrig førte til noget godt for ham at tænke alt for meget over tingene. Det betød dog ikke, at han ikke kunne gruble bagefter, men før... det var at finde på tingene og gøre det og så ikke noget udenomssnak eller udenomsgøren. Med hende, var det jo faktisk også rart, at hun ikke frygtede ham. Myia havde jo trukket sig, siden han var gået amok; hvilket jo egentligt var Tiyannas skyld. Men derfor havde han også brug for den ene i huset, der ligesom bare var der uden at se skræmt ud i ansigtet. Det kunne også blive for meget af det gode; folk reagerede meget forskelligt på hans tortur og manipulerende metoder. Han kunne se, det gjorde hende ubehageligt til mode, at han snakkede sådan om sin mor, men det var jo bare sådan, at han havde det! Han løftede et bryn. Det havde hans mor forklaret hende? Han tvivlede ærlig talt på, at hans mor kunne have fortalt hende noget som helst brugbart! Hun havde altid været passiv og bare hygget sig med hans dumme lillebror, der også var yderst svag. "Og hvorfor så?" Han kommenterede det dog ikke yderligere, da han forventede, at hun forklarede videre, så han lagde egentligt bare op til det. Han kneb øjnene let sammen og stivnede kort, da hun strøg hans kind, hvilket satte en behagelig sitren i ham. Hans hænder faldt ned langs siderne, men han stod stadig meget rankt. Flygtigt vædede han sine læber, for han ville virkelig gerne høre, hvad hun troede, hun havde fundet ud af. Hendes ord, var dog en kæmpe overraskelse for ham. Et væsen uden sjæl? Han havde da en sjæl, det var han ret sikker på. Den var mørk, ganske vist, men om ikke andet, så var den der da. Ellers kunne han vel ikke føle? Han så nærmest paf ud, fordi det overrumplede ham faktisk; det var da noget af en forklaring hun kom med. "Står du og fortæller mig, at jeg kun har en my af min sjæl i mig? Hvor fanden er resten så?" spurgte han fast og tydeligt... forvirret.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en leder, og det var en ting som Sephiran bare måtte lære at leve med, specielt hvis han ville have hende her i huset. Hendes blik slap ham dog på intet tidspunkt, for hvorfor skulle det da? Hun skyldte ham en undskyldning, men nu vidste hun da også, hvad der var hans primære problem, hvis man selv skulle sige det, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden lod hun stryge over hans kind, selvom det var ganske forsigtigt. Hun vidste jo ikke rigtigt hvad hun kunne tillade sig eller ikke, selvom hun virkelig forsøgte at skjule det for ham, for det var slet ikke noget, som han skulle bide sig mærke i. Nu hvor de stod i den situation, at han ikke kunne lide sin mor, hvilket han for øvrigt også gjorde frygtelig tydeligt, så var hans mor endnu i huset og holdt øje med ham, selvom det nok ikke var noget som han vidste. ”Du går rundt stort set uden en sjæl i livet, Sephiran,” sagde hun roligt. Det var slet ikke fordi, at hun var ude på, at skulle få det til at lyde som et angreb, men fordi at hun ville oplyse ham om det, for hun havde fået at vide, at det slet ikke var noget, som manden selv var klar over. Den hårde opvækst, var vel også grunden til at han reagerede som han gjorde? ”Din mor fortalte mig, at din far rev den fra dig.. Hun afbrød det, og derfor har du den lille del tilbage.. Den del, som gør, at du alligevel tænker og føler, og ikke er så følelseskold, som du kunne have været. Derfor kan du ikke forklare og besvare mine spørgsmål,” fortalte hun med en rolig stemme, inden hun valgte at trække hånden til sig. Sagen i det hele taget, var vel, at hun ikke rigtigt kunne undvære ham? At hun havde brug for ham? Hun blev stående foran ham, selvom hun havde valgt at trække hånden til sig. Hans mor havde blandet sig, hvilket vel havde reddet den lille del af ham, som gjorde, at han kunne reagere, uden at være fuldstændig ligeglad med den omverden, som han levede i?

[Sephiran Acheron]

Sephiran levede med, at Tiyanna indtog sit territorium. Han ønskede jo at ægte hende og have hende ved sin side, så derfor skulle hun også lede det hele, når han ikke var der. Men hun skulle jo så også være indstillet på, at alt hvad hun sagde eller beordrede, ikke måtte være i strid med hans mening og lov. Derfor skulle de først være meget kendte med hinanden, før han egentligt overlod beslutninger til hende. Men han ville gerne give hende den tillid efterhånden, som de arbejdede sig stærke sammen. Han trak vejret dybt. Hun var helt anderledes i dag, men hvis hun også pludseligt forstod ham, så var det jo også forståeligt for ham. Hånden føltes rar, fordi det gjorde noget godt ved hans krop; ikke bare tændte ham og gav ham lyst til at kaste hende over bordet, men det satte en anden følelse. Han kendte bare ikke følelsen, så derfor kunne han ikke rigtigt forklare hende det. Hans mor havde ingen betydning for ham, eftersom han ikke så det som om, at hun faktisk havde gjort noget for ham nogensinde. Han rynkede panden og stod stadig chokeret og nærmest bare stirrede på hende. "Men..." Kunne det være rigtigt, at han faktisk ingen sjæl havde? Det gav mening om ikke andet. Ligesom det også gav mening, at hans mor aldrig havde fortalt ham det, for han stolede jo ikke på et ord hun sagde, så derfor havde de faktisk ikke snakket sammen i flere år. Han rystede bare på hovedet, for det var en meget mærkelig tanke, at han ingen sjæl havde. Men det var derfor de negative følelser kun var forståeligt, fordi han var nærmest en tom skal. Derfor følte han heller intet, når han slog ihjel, så mange ting gav mening, selvom han ikke kunne omsætte det til følelser. Han løftede en hånd og strøg hendes kind forsigtigt og prøvende, som hun havde strøget hans kind. Hun havde faktisk overrumplet ham så meget, at han havde svært ved at finde ord at sige og det skete virkelig yderst sjældent! "Så det du siger er, at du nu forstår mig?" spurgte han direkte. Nu var det faktisk hans tur til at udspørge hende, efter alle de svære spørgsmål hun havde stillet den anden aften. Han blinkede med øjnene og sænkede sin hånd igen, som han foldede hænderne bag ryggen igen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne skam godt forstå, at det var en overvældende nyhed, og specielt så værdifuldt som en sjæl var værdsat, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu som det var sagt, så var hun måske en lidt anden person i dag, end den, som hun ville have været under normale omstændigheder, men det var vel også fordi, at hun havde en helt anden forståelse for hans situation, end det som hun havde haft fra før af? Det hele gav jo trods alt også mening nu, og det var en tanke, som faktisk gjorde hende temmelig.. lettet et sted. At han ikke bare så på hende, som en genstand, men fordi at han havde forsøgt at formulere tingene, og at det bare var kommet forkert ud. Det var det nærmeste følelserne som han kom, men i hendes øjne, var det vigtigste faktisk, at han forsøgte, når hun opfordrede ham til det. Det i sig selv, beviste jo en hel del. Hånden sænkede hun roligt. Om han stolede på hendes ord, nu hvor han vidste, at det var ord skænket af hans moder, vidste hun ikke, men hun troede på det. Hvem ville da ellers sige, at ens egen søn gik rundt uden en sjæl? Det som han havde tilbage, var noget som hans moder havde reddet, hvilket hun faktisk var glad for.. Ellers havde hun jo nok været død nu. Som han hævede hånden og strøg hendes kind, måtte hun for en kort bemærkning, tage sig selv i at nyde det, ved at lukke øjnene og bare.. give sig hen til det i den tid, som det nu måtte vare. ”Jeg kan i hvert fald sige, at det giver mening for mig, og jeg.. nok forstår det lidt bedre, end hvad jeg gjorde, før samtalen med din mor,” sagde hun med en mere rolig stemme. Selvfølgelig var det en problematik, som de var nødt til at arbejde på, og det uden tvivl heller ikke ville blive nemt for dem, når han var fuldstændig blank på ting, som virkelig var vigtig for ham at kunne styre og bare have lidt forståelse for, og specielt nu, hvor hun var så præget af hormoner som hun var. I det store og hele, synes hun, at han dømte hans mor lidt for hårdt, og specielt når det var tydeligt, at kvinden holdt af ham, som sin søn.

[Sephiran Acheron]

Sephiran syntes det hele var virkelig overvældende. Men det var til gengæld ikke svært at forstå, som hendes spørgsmål for nogle dage siden. Så når det blev sammenlignet, så var det næsten lettende at vide, hvorfor han ikke kunne. Han var heldigvis ikke bare dum, han kunne reelt set ikke svare på det, så det var jo altid noget. Men det gav da også en del spørgsmål. Hvor var hans sjæl? Hvor havde hans far fordrevet den til? Og hvorfor havde han revet den fra ham? Der var mange flere endnu, så mange, at han nærmest ikke kunne få hoved og hale på det hele. Så han måtte lade vær med at gruble dybere over det og så bare leve med det fakta, han nu var blevet præsenteret for. Det gav mening og så var den faktisk ikke længere i hans øjne. Han så på hende med et faktisk roligt blik, som også bar præg af chokket og det hele. Han håbede, at hun faktisk forstod det hele efterhånden og kunne forstå ud fra den viden hun nu havde fået, at han simpelthen ikke kunne finde ud af at svare på hendes spørgsmål. Han så hende ikke som en genstand, slet ikke, men han kunne virkelig ikke forklare hvordan det ellers betød. Han gik rundt uden sjæl, som det åbenbart var, men han ville heller ikke have den tilbage. Det bare kun bøvl med sig og fra nu af, så måtte de jo bare klare det sammen, hvis hun da kunne magte ham. Han var jo faktisk noget af en opgave om ikke andet, men han håbede, at hun faktisk ville tage den. Han tog hænderne frem fra ryggen igen og tog fat i begge hendes hænder, så han stod med hendes hænder i sine, med sådan én i hver. Han smilede prøvende til hende og nikkede. "Godt," endte han. Han vidste ikke helt hvad han mere skulle sige, for det var jo svært, for hvordan skulle han kunne formulere noget om det? Han sukkede let, for det var faktisk meget at tage ind, selvom han prøvede ikke at gruble over det.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det kunne godt være, at det efterlod Sephiran med en lang række spørgsmål, men det efterlod til gengæld også Tiyanna med en lang række svar på de spørgsmål, som hun faktisk havde haft brug for, og det var hun heller ikke bange for at fortælle ham. Det var jo trods alt også det, som hun havde fortalt ham, netop ved at komme til ham nu. Det var måske en grotesk skæbne et sted, at få at vide, at man gik rundt og stort set manglede sin sjæl, og det var da forfærdeligt at skulle undvære den, men hvis det var sådan, at han havde været vant til at klare sig og leve sit liv, kunne man jo næsten forestille sig, at det ville gå helt galt, hvis de satte jagten ind for den, for at placere den tilbage i hans krop og sind, for.. hun kunne jo lide ham som han var.. en mand som bare gjorde hvad der passede ham, selvom det hun manglede, jo var en større forståelse for det hele. Som han tog omkring hendes hænder og trykkede dem i sine egne, vendte hun kort blikket i retningen af dem, inden hun alligevel.. trykkede omkring dem, og vendte blikket mod ham. Det var måske ikke hende, at tage ordet ’undskyld’ i sin mund, men nu hvor hun vidste, at hun havde presset ham derud, hvor han ikke var i stand til at forklare sig, var jo faktisk hendes skyld, hvis man kunne sige det sådan. Hun nikkede mod ham. ”Som sagt, så tror jeg du dømmer din moder lidt for hårdt. Og… vi kan vel finde ud af det.. selv med en manglende sjæl?” spurgte hun roligt. Hun havde bare brug for at vide, hvad hun skulle forholde sig til, selvom det uden tvivl, ville blive en kæmpe udfordring for dem.. Specielt så følelsesladet, som hun var for tiden, og hun hadede sig selv, for at gøre sig de tanker, som hun gjorde sig lige for tiden, og hvor hurtig hun var til at trække konklusioner ud fra det her. Det var jo bare noget, som han jo måtte lære at tackle.

[Sephiran Acheron]

Sephiran stod tom tilbage, der hvor Tiyanna egentligt var oplyst. Han havde en million spørgsmål, som han ikke anede til hvem han skulle spørge. Det var uden tvivl frustrerende, men han blev nødt til ikke at tænke nærmere over det, eftersom han ikke havde brug for mere at gruble over. Han måtte bare tage det som en forklaring på hans væsen og så ikke dvæle mere ved det. Et sted, var det jo også rart at vide, at der var en grund til det hele. Men han ville slet ikke sætte jagten ind for hans sjæl, for det ville være som et lede efter der, hvor vinden opstod. Og han ville heller ikke ønske den tilbage, for han anede jo ikke hvad der var sket med den i alt den tid. Måske hans far torturerede hans sjæl i helvede et sted? Han turde slet ikke tænke på, hvordan han ville ændre sig, hvis hans sjæl blev plantet tilbage i ham efter alle disse år, for det var jo frygteligt mange år siden, at han faktisk havde slået sin fat ihjel. Han så roligt på hende. Han kunne godt lide hende, selvom det lidt irriterede ham, at hun var nærmest forandret med graviditeten, men i det mindste ville hun da komme tilbage til normalen når barnet var født. Indtil da, måtte han jo faktisk bare leve med hende. Og hun måtte jo også leve med ham, men hun kunne da bedre give det hele en chance nu hvor hun vidste besked. Besked, som han jo også først havde fundet ud af nu. Hun undskyldte og det behagede ham, da han havde siddet i den samme rolle den anden aften. Han holdt hendes hænder i sine, for det kunne han godt lide, det var et nærvær han slet ikke var vant til. "Du har lige mødt hende Tiyanna. Jeg har levet med hende hele mit liv, så kom ikke og fortæl mig om min mor," afviste han hende. Dog ikke med en hård tone, men en afvisning, der lagde op til, at han slet ikke ønskede at diskutere den sag. Hans lillebror havde fået alt kærligheden. Og uanset, så påvirkede kærligheden ham jo også i en så lille grad, at han blev nødt til at fokusere på Tiyanna. Han nikkede stille til hende, for han ville gerne finde ud af det med hende. "Ja. Som jeg sagde den anden aften, så vil jeg gerne have gensidig tillid mellem os," endte han fast. Lidt lå der også et spørgsmål, som hun skulle besvare; havde hun lyst?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det havde været et slag for Tiyanna at vide, men derudover, så var det skam også noget, som faktisk gav det hele en smule mere mening for hende, hvilket uden tvivl var noget som hun var glad for. At det ikke var fordi at han ikke ville give hende svarene, men simpelthen fordi, at han ej var i stand til at give hende dem. Hun vendte blikket roligt i retningen af ham, nu hvor de stod hånd i hånd.. Og hun kunne lide det. Det føles godt, også fordi at han var en mand med stort ’M’, og hoppede ind i rollen som det, hvilket var noget, som hun godt kunne lide, for hun skulle sættes på plads, ellers tog det fuldstændig overhånd. Hun var ikke vant til rollen som kvinde, selvom graviditeten faktisk tvang hende lidt i den automatisk. Han havde jo desuden aldrig fortalt, at hans mor havde været i huset, så det var jo tydeligt, at han slet ikke ønskede at have noget med den kvinde at gøre, men der var vel en grund til at hun ej lå i graven ved siden af hans far, og faktisk stadig var i huset? Noget måtte der jo være, eftersom han reagerede som han gjorde, og det var også det, som hun bed sig fast i. ”Jeg tror du holder af hende, mere end hvad du giver udtryk for.. eller kan give udtryk for. Jeg har måske lige mødt hende, men hun er her jo af en grund, ikke?” påpegede hun med en ganske sigende mine. Igen fangede hun hans ansigt. Hun var ikke bange for at sige ham imod, og det kunne godt være, at det ej var en ting som han ønskede at diskutere, så var hun faktisk lidt ligeglad med det. Hun satte sig måske en smule op mod ham, men det var ikke fordi at hun gjorde det for at være ond, grotesk eller noget lignende. Hun nikkede. Der lå et spørgsmål i det, men hun ville jo faktisk gerne.. Hun kunne jo lide ham, selvom.. ja, det var vel for tidligt at sige endnu? Han var den type mand som hun søgte, men Jason var han ikke.. Det var måske på tide, at forsøge at komme over den mand..? ”Og hvad så hvis jeg siger ja til det..?” spurgte hun roligt, da hun hævede blikket mod hans skikkelse igen, efter kort at have kigget på deres hænder.