The last dance..?

[Cassie Imirachi]

Det var svært for Cassie overhovedet at tænke på det bryllup, hun huskede intet om hvordan det hele var foregået og til tider plagede det hende virkelig. De havde aldrig været i stand til at få det til at fungerer på trods af at hun egentlig gerne ville, på sit vis var hun bare bange. Hun rystede på hovedet og strammede grebet en smule om hans skjorte. Det var irriterende at han ikke havde nogen forståelse for hendes valg. ”For stædig? Fordi jeg ikke ønsker at dele min mand? Og fordi jeg ikke ønsker at være spærret inde i mit eget hjem?” spurgte hun en kende frustreret. Nej hun orkede ikke at redde de tråde ud, nok mest fordi overskuddet var svundet bort på grund af den uforanderlige luft hun konstant havde gået i. Hun slap ham roligt.. det var ikke meningen hun ville holde ham fast, men efter han i sin tid havde omdøbt hende, så lod hun sig engang imellem gribe af stemningen.. som nu og hun længtes jo et sted efter ham. Hun lagde sig en smule tilbage… når han endelig hævede stemmen, så turde hun ikke at sige ham imod, sidste gang havde det taget hendes liv. ”Ved at gøre hvad? Ikke danse efter din pibe?” spurgte hun sigende og slog dynen omkring sine ben. Selvom hun egentlig var varm frøs hun stadig. Blikket fulgte ham. Han hadede at hun ikke fulgte hans ordre, men sådan havde det jo aldrig været.. det skræmte hende næsten hvor meget hun nød det andet.. nød at han tog kontrol over hende, det var jo netop den mand der i sin tid havde tryllebundet hende. ”Hvorfor prøve at holde mig her? Vi gør ikke andet end at skændes alligevel,” påpegede hun frustreret, det var sle tikke fordi hun havde lyst til det, men det var ikke udelukkende hendes skyld at det var endt som det var, og hun var træt af at føle sig som den mest elendige kvinde, han kunne jo bare finde bedre hvilket han havde på sit vis havde gjort åbenbart!.

[Deleted]

For Alex var dette virkelig én svær og meget hård situation at stå placeret i, og han kunne bestemt ikke lide det. Han vidste jo allerede nu, at Valerie ville give ham en endefuld for overhovedet at have taget Cassie med, nu hvor de havde arbejdet så hårdt på at hæve ham fra asken, og lade ham tyre det som den leder, som han nu havde været igennem rigtig mange år – også før Cassie for alvor var blevet en del af ham. Hans blik hvilede stift på hende, nu hvor hun direkte klamrede om hans tøj, for at holde ham der, selvom… han jo godt kunne lide det, men han kunne slet ikke lide, at hun skulle arbejde mod ham på den her måde. ”Du ville ikke dele den mand, som du ikke selv ønskede at tilbringe tiden sammen med? Du ved Dvasias er farligt,” påpegede han ganske kortfattet. Hun ville jo ikke være sammen med ham, og selv mistænkte han hende for at være sur, bare for at være sur, og det var noget som uden tvivl gjorde ham irriteret. Han trak sig roligt væk fra hende. Det var ikke fordi, at han ville kræve, at hun altid skulle følge ham og hvad han sagde, men i det mindste høre meningen bag, når han endelig gav udtryk for den, for han ønskede jo for pokker bare at passe på hende, og det kunne han virkelig ikke se noget forkert i! Han lod hende ligge sig til under dynen, uden at slippe hende med blikket. ”Jeg har ikke gjort andet end at forsøge at holde dig tryg og sikker, Cassie.. Det er bare dig, som ikke har kunne se det, tilsyneladende,” sagde han kortfattet. Han vendte kort blikket mod døren. Han ville gerne tilbringe tiden med hende, men… det var ikke som han ville kunne leve med det, og det gjorde uden tvivl også sit for hans vedkommende. ”Det her er og har altid været dit hjem, så bliv her da.. Jeg passer mit, og du passer dit, ikke? Som vi har gjort igennem de sidste rigtig mange år.” Den ene gang hvor de offentlig havde vist sig som et par, havde han nydt.. Han var bare ked af, at det ikke var sket oftere end det.

[Cassie Imirachi]

Cassie havde hørt rygterne om at en ny kvinde skulle være flyttet ind i Conveto, hvilket var en tanke som kun gjorde ondt. Det var ikke taget ham lang tid at komme over hende men et sted havde det vel også været lettere naivt at tro at han faktisk havde følt for hende, han var trods alt et dyr, han have flere gange selv sagt at han ikke ejede et hjerte. Hun slog blikket ned og følte sine kinder brænde en smule. Et sted blev hun faktisk vred over at han fik deres år sammen til at lyde så.. ligegyldige. ”Jeg ønskede ikke at tilbringe tid med dig? Jeg forsøgte Alex! Tro det eller ej, men dine øjne var tilsyneladende mere optaget af uskyldige lysvæsner,” svarede hun lidt spidst og vendte blikket den anden vej. Han skulle nødigt se jalousien i hendes blik, selvom hendes hjerte vel havde afsløret hende? Hun havde set det gennem nøglehullet, se ham danse med den smukke kvinde, set ham sætte tænderne i hende, hvilket havde givet hende en følelse af at være blevet erstattet. Hun knyttede hænderne om sengetøjet og bed sig i læben i et forsøg på at samle sig lidt igen, før hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. ”Jeg ved at du forsøgte at passe på mig, men jeg har brug for min frihed. Jeg har i hvad.. 200 år set de samme vægge, følt den samme luft, danset de samme trin,” hun trak på skuldrene. Hun havde ikke danset i måneder for sandt at sige så gad hun ikke, hvilket var skræmmende. Hun rystede på hovedet. ”Jeg ønsker ikke at færdes velvidende om at du vil gemme dig såvel som jeg selv vil og jeg vil ikke være i vejen for dig,” svarede hun med et svagt suk. Hun havde virkelig ikke lyst til at se ham gå, han havde ingen idé om hvor meget hun savnede ham selvom det var mere eller mindre nytteløst, de havde jo aldrig kunnet få det til at fungerer og nu var han kommet videre.

[Deleted]

Valerie var måske flyttet ind, men det var så sandelig ikke ensbetydende med, at der skete noget som helst, for det gjorde der bestemt heller ikke. De var ikke et par, agerede ikke som et, og hun var egentlig kun den hjerne, som Carmine havde været tilbage i det levende liv. Han havde intet rigtigt holdepunkt mere, og Valerie hjalp ham med at bevare det fokus, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit i hans hverdag. Han vendte blikket direkte mod hende ved hendes ord. ”Du ønskede at tilbringe tiden med mig? Du låste dig enden inde på værelset her, eller gik rundt og var sur på mig, Cassie! Jeg ved som regel aldrig hvad jeg har gjort for at du skulle rende rundt sådan!” Følelser forstod han sig måske ikke på, men han var slet ikke i tvivl om det, når hun var sur, og han hadede det virkelig, for han vidste, at det som regel havde noget med ham at gøre, og det var jo slet ikke tilfældet.. Han havde jo intet gjort! Han havde jo intet gjort! Han havde ikke gjort andet end at forsøge at passe på hende, og han havde endda gået så langt, som at indvilge i at tage hende med ud, men end ikke det kunne hun være tilfreds med. Han ville jo bare ikke have, at noget skule ske hende, og det var vel heller ikke så svært at forstå igen, var det? ”I så fald, så beklager jeg, at have prøvet for hårdt, hvis det ikke har vist sig, at være godt nok,” sagde han med en yderst kortfattet stemme. Han ville ikke gemme sig mere.. Han var færdig med at gemme sig, men af den grund, så havde han da stadig arbejde og andet at tage af sig af, og det ville han da langt hellere, og så vide, at hun var indenfor, og derfor ikke var ude og fryse ihjel, for den tanke, kunne han da slet ikke bære. ”Jeg gemmer mig ikke, Cassie. Jeg har mit arbejde og en hel race at styre. Om du er her i huset…” Han trak på skuldrene. ”Du må vel give mig ret i, at det er bedre end på gaden, ikke? Jeg skal nok huske at holde gang i pejsen,” sagde han endeligt. Den havde jo selv forvoldt mange småproblemer igennem deres tid sammen.

[Cassie Imirachi]

Hvad der præcist var med kvinden i huset, vidste Cassie ikke, hun havde blot hørt rygterne om at Alex havde fundet sig en vampyr, hvilket måske var meget godt, hun kunne vel opfylde nogle behov som hun ikke havde kunnet? Hans ord fik hende af ren frustration til at tage den ene af de mange pyntepuder og kaste mod ham. ”Jeg gemte mig ja.. jeg følte mig ensom og indespærret og det gav mig kvalme med alle dine bloddyr, måden du tiltalte mig og alle de kvinder der dukkede op på værelserne!” vrissede hun frustreret. Hun rystede. Kroppen var for træt til denne form for udmattelse, men hvis han absolut ville pålægge hende hele skylden, så skulle han endelig føle sig fri. Hun rejste sig igen stædigt for at stille sig foran ham, De blå øjne faldt til hans med det typiske stædige glimt. ”Der skal to til en tango Alex, jeg har ikke været perfekt det erkender jeg gerne,” svarede hun fast. Hun huskede at have givet ham de store ord og han havde.. undviget dm. Tanken stak til hende på ny.. hun kunne ikke blive her. ”Det er ligegyldigt hvem der gjorde hvad i sidste ende. Vi er som dag og nat, vi forsøgte og fejlede.. jeg ville bare ønske det var sket før jeg blev til grin og gav dig de store ord,” endte hun en kende stakåndet. ”Jeg kan ikke blive. Farvel Alex,” Cassie trådte igen forbi ham og hastede mod døren på de vaklende og skælvende ben. Tårerne pressede sig på og han skulle ikke se dem! Den tilfredsstillelse ville hun ikke give ham! Hendes hjerte bankede uendeligt hurtigt, dels på grund af anstrengelsen ved at bruge energi hun ikke havde, men også fordi han gjorde hende uendeligt ked af det.. hvad havde hun overhovedet været for ham? En pyntedukke måske? Hun flåede døren op til den kolde gang og følte hårene rejse sig.. det eneste hun sådan set fokuserede på var at få fred for sine alt for mange tanker!

[Deleted]

Alexander var kun ærlig i hans udtale, og det var tydeligt ikke noget som Cassie lige kunne rumme, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. Han tog imod puden som hun kastede mod ham. Han var jo trods alt hurtig. Hvorfor pokker gjorde hun nu det?! Han så fra puden og mod hende igen. ”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han. Okay, det var jo trods alt bedre, end alt det andet, som hun kunne have fundet på at kaste efter ham, hvis hun havde haft mulighederne for det. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg har for helvede forsøgt at give dig hvad du ville have, Cassie! Hvad mere forlanger du af mig?! Jeg er et dyr.. et uhyre, et monster, kald mig hvad du vil, og for pokker, hvor jeg prøver!” Valerie havde ikke bare reddet hans liv, da han havde været tæt på at opgive det hele, men givet ham det, som han havde haft brug for, for at komme videre herfra, så det var egentlig også noget, som passede ham fint. Specielt når det involverede et liv uden hende. ”Som jeg også ved, at jeg heller ikke var,” sagde han kortfattet. Han var ikke bange for at erkende det, for det var jo bare fakta, at det var sådan det forholdt sig. Han betragtede hende med en fast mine, da hun endnu en gang rejste sig for at komme ud af sengen. Igen gik hun mod det, som han krævede af hende, og det var virkelig ved at gå ham på! Han himlede med øjnene. Nu var det da for alvor ved at gå fuldstændig over gevind for hende, og han kunne slet ikke have det! ”Nu kammer det da fuldstændig overfor dig, Cassie! Jeg har ikke bedt dig om at søge nogen steder hen!” Hun var ukomfortabel.. Det var det som han kunne fortælle ud fra hendes hjertebanken, og han kunne slet ikke have med det at gøre! Som hun forlod værelset, så gjorde han det samme, for han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade hende søgen nogen steder hen! Ikke på vilkår! Han greb hastigt ud efter hende, da hun nåede gangen. Hun kunne jo for pokker ikke søge nogen steder i den forfatning. Han tvang hende op af den nærmeste væg. ”Hvem er det nu lige der flygter, hva´? Du skal ingen steder,” afsluttede han bestemt.

[Cassie Imirachi]

Det var i ren og skær frustration at hun var endt med at kaste puden mod ham. Hun sukkede og følte hvordan det hele sitrede måske af træthed men i den grad og så i frustration. Han gjorde hende ked af det. ”For at markerer min grænse,” svarede hun ærligt. Hun himlede med øjnene og endte med at rejse sig. Han skulle ikke råbe af hende, det fandt hun sig ikke i! ”Tror du at det var det her jeg ønskede?! Jeg kan ikke huske mit eget bryllup, pludselig er jeg grevinde, min mand hore rundt med ubetydelige kvinder og æder hvem der passer ham, går hvor det passer ham mens jeg bliver påbudt at sidde her.. det havde været det samme som hvis jeg forbød dig at nærer!” råbte hun vredt. Hun havde ikke overskud til det, men han gav hende ikke rigtigt andet valg. Ingen af dem havde været gode for hinanden, og uanset hvor ondt det gjorde, så var det vel bedst at stoppe mens legen var god? Han gjorde det bare ikke let for hende! ”Det behøver du ikke, jeg kan tænke selv,” vrissede hun og smækkede døren bag sig. Det gik sløvt for sig af gangen, hun nåede ikke særlig langt før hun mærkede det faste greb om sine håndled og ham der tvang hende op af muren. Hendes hjerte slog hårdt og hurtigt, hun var ikke bange for ham.. som sådan, men de kolde øjne og det at have ham så tæt på.. hun rystede tanken af sig og sank en klump. ”Det her ender ikke godt, det ved du såvel som jeg, så gør os begge en tjeneste og slip mig,” sagde hun fast. Hun havde forsøgt.. endda med de store ord og end ikke det havde været nok, mere kunne hun ikke gøre. Hun hævede de blå øjne til hans og lod det mildnes en kende, ubevidst selvfølgelig.. han gav hende lyst til at trække ham ind til sig, men der var ikke nogen grund til at gøre ondt værre, så hun kæmpede ikke imod men lod hænderne falde slapt ned langs siden.

[Deleted]

Alexander havde virkelig forsøgt, selvom det bare aldrig havde været godt nok for hende, også selvom det aldrig havde stoppet ham, så havde han da alligevel gjort sine forsøg! At hun kastet ting efter ham, var ikke ligefrem nogen nyhed, selvom det uden tvivl var noget, som virkelig måtte irritere ham! ”Jeg plantede en ring på din finger uden at gøre det til fulde, Cassie, vi havde alverdens muligheder for at lave det om, så det ville blive noget specielt og mindeværdigt. Hver gang jeg kiggede på dig, blev jeg mødt med en vrede eller frustration. Jeg forstår mig måske ikke på følelser, og jeg har længe accepteret, at det ikke er noget, som jeg kan give dig.” Alt for mange gange, var han blevet fremstillet som et monster, et bæst eller et uhyre, så det var ikke rigtigt noget som bed sig på ham længere, selvom det naturligvis gjorde ondt, at skulle være fremstillet på den måde.
At det denne gang var Cassie, som skulle tage flugten, var noget som uden tvivl gjorde ham temmelig sur og irriteret, for hvad skulle han da gøre ved det? Han ville ikke lade hende gå i den tilstand, som hun befandt sig i! Han var hurtigt efter hende, for at få hende stoppet. ”Du kan tænke selv? Så burde selv du kunne se, at du slår dig selv ihjel, ved at gå ud af den dør..” Han var hurtigt ved hende, inden han fik hende tvunget op af væggen. Det var uden tvivl typisk hende, at gå sine egne veje, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget! Han stirrede på hende med det næsten dyriske blik. Han ønskede ikke at finde hendes døde krop liggende i en rendesten i den kolde vinter, fordi at hun skulle stå imod hvad han direkte tryglede hende om at gøre. ”Uanset hvad, så er det her dit hjem, og jeg lader dig ikke forlade det, før det i hvert fald er blevet varmere.” Med disse ord, tog han fat i hende, kun for at føre hende op over skulderen og direkte tilbage mod hendes soveværelse igen. Det var den gamle ham, at tage de spontane valg, men noget var han jo nødt til at gøre!

[Cassie Imirachi]

Cassie blinkede lidt overrasket. Hvordan kunne han overhovedet sige det? De havde jo aldrig haft det særlig godt, det virkede fuldkommen urealistisk at skabe noget holdbart sammen. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg spekulerede aldrig på at vi ikke var rigtigt gift. Jeg går ikke ind for belejlige ægteskaber Alex, kald mig bare naiv men jeg vil have en der elsker mig.. du vil have et.. et dyr eller hvad ved jeg og det kan jeg ikke være, så hvorfor overhovedet prøve?!” udbrød hun med skinger tone. Tårerne var begyndt at trænge sig på, hun hadede at de ikke kunne være sammen, men de var simpelthen for forskellige. Hun blev stående op af væggen, ikke at hun havde noget andet valg, men hun nød lidt for meget at mærke det faste greb igen, han havde ikke vist denne side af sig selv i mange år, hvilket hun jo nok mere eller mindre selv var skyld i. ”Jeg finder en måde at klare mig på. Jeg kan ikke være dit ansvar resten af mine dage,” svarede hun fattet selvom hun nærmest krympede under hans blik. Hun sank en klump og tænkte ikke rigtigt over da hun faktisk lod hånden falde mod hans side. ”.. jeg får ikke lov? Det er ikke dit k,” hun nåede ikke at sige mere før han smed hende over den ene skulder og slæbte hende med tilbage til værelset. Lidt stædigt sparkede hun fra sig og forsøgte at vrisse sig fri selvom det ville gøre utrolig ondt på hende hvis han slap hende og hun faldt med hovedet først. ”Alex, sæt mig ned!!” råbte hun hidsigt og samtidig lidt overrasket. Hun kunne ikke huske hvornår han sidst havde gjort sådan noget. ”Hvad har du tænkt dig at gøre? Binde mig fast til sengen til forår?” spurgte hun vredt. Det var ment i ren og skær ironi, hun havde ikke rigtigt overvejet at hun faktisk risikerede og give ham de forkerte tanker. Hun ta hurtigt da hun kom i tanke om det. Han kunne finde på det, så det havde været yderst dumt!

[Deleted]

Det havde bestemt ikke været nemt for Alexander at erkende det, men det var bare gået op for ham, at det som hun havde brug for, ikke var noget som han kunne give hende, selvom han virkelig gerne ville, men han forstod bare ikke konceptet i de følelser, som hun var så stærkt påvirket af, selvom han virkelig havde forsøgt. Han ville have et dyr? Han rystede på hovedet. Det var en tabt sag på forhånd at snakke om det, og det var tydeligt for ham. ”Du ved tilsyneladende slet ikke hvad jeg vil have. Så lad være med at prøve,” endte han med en mere kortfattet og bestemt tone, for det gjorde ham faktisk ked af det, at høre hende sige det. Hvorfor overhovedet prøve? Ja, hvis han ikke var det værd, så kunne hun jo lige så godt lade være! Han ville ikke have, at noget ondt skulle ske hende, og hun måtte efterhånden bare forstå, at han ikke bare ville lade hende gå nogen steder! ”Du lå død derude nu, hvis jeg ikke havde taget dig med mig.. Hvis du kalder det for overlevelse.. så vil jeg gerne se dig ved godt vel i så fald,” endte han kortfattet. Det var der han tog beslutningen og tvang hende op over den ene skulder og tvinge hende med sig tilbage ned af gangen. Han ville ikke have at hun skulle gå udenfor, og det måtte hun da for pokker bare forstå efterhånden! Han bed tænderne fast sammen.. Binde hende fast til foråret? Ja, hvis det var det som skulle til for at holde hende inden døre og i sikkerhed, så måtte det jo være det, som skulle gøres! ”Fantastisk idé, hvis det holder dig inden døre,” endte han kortfattet. Det var dumt at sætte sådan nogen tanker i hovedet på hende, og det vidste hun jo udmærket godt. Bevidst valgte han at tage hende med i retningen af soveværelset igen. Han kunne ikke rigtigt gøre andet en at tvinge hende til at blive der, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre. Han slog dørene op ind til soveværelset og gik hen mod sengen, hvor han smed hende fra sig derpå. Reb havde han jo ikke rigtigt, så det skulle skaffes. Han forsvandt hurtigt ud af lokalet, for at storme ned med vampyrens hastighed ned i kælderen og hentede reb, inden han kom op på soveværelset igen og.. bandt hende fast. Han ville ikke have hun gik nogen steder!

[Cassie Imirachi]

Cassie kunne ikke finde hoved og hale i hvad det var han faktisk ønskede af hende. De ting hun havde gjort, havde tilsyneladende ikke været godt nok eftersom han havde haft behov for andre, ikke at det var underligt, hvad angik det intime så havde hun ikke været i stand til at give ham det uden at skade sig selv. ”Du vil i hvert fald ikke have det jeg kan give dig, så er den heller ikke længere,” svarede hun lidt spidst. Det gjorde ondt at de ikke kunne få det til at fungerer, men det var bare sådan det måtte være. Hun forsøgte at vride sig fri af hans stramme greb idet han slæbte hende ind mod soveværelset og lod hende ligge i sengen. ”Og hvad skulle jeg ellers gøre? En kvinde som mig kan tjene penge på én ting og det er min krop, og uanset om det er via dans eller ej, så ville det lade mig ende uden sind og sjæl Alex, så hellere døden,” vrissede hun og udstødte et lille gisp da han smed hende ned i den bløde madras og selv forsvandt. Hun turde ikke rigtigt rykke på sig for den mand havde et voldsomt temperament, det var dog ret fristende at stikke af mens han var væk. Cassie kravlede ud af sengen men nåede ikke meget længere da han vendte tilbage med reb. Hun gjorde store øjne og mistede farven i sine mørk glødende kinder. ”Du kan lige vove..” advarede hun velvidende om at det ikke ville have den største effekt. Hun kunne ikke gøre den største modstand mod ham og selvom hun virkelig kæmpede for sin frihed, så skete der frygtelig lidt, det tog ikke lang tid før hun lå bastet og bundet til sengen og forsøgte at kæmpe sig fri af de ellers stærke reb. ”Alex slip mig fri lige nu!” udbrød hun skingert. Tanken om at ligge fastlåst gjorde hende bange og direkte utilpas, det havde været mere end rigeligt at være spærret inde i et hus, hun havde ikke behov for at ligge i den samme seng for guderne måtte vide hvor mange uger endnu!

[Deleted]

Alexander ønskede bare at vide, at det arbejde han gjorde, var godt nok… Selvom det var tydeligt, at han ikke kunne gøre det, og han forsøgte bare at acceptere det, selvom jo mere hun kørte rundt i det, jo værre blev det, kunne man jo sige. Det var en frustration uden lige, at det var sådan, at det foregik! Han bed tænderne kraftigt sammen. Hun gjorde bare sagen værre, og det begyndte virkelig at gå ham på! ”Behøver du virkelig fortsætte med at køre sådan rundt i det?” spurgte han med en fast hvislen i den anden ende. Han tvang hende op over skulderen, inden han søgte direkte tilbage på hendes værelse, hvor han smed hende fra sig på sengen i stedet for. Han kneb øjnene sammen. Om hun ville det det eller ikke, så ville han hellere det her, end det som han ønskede sig det modsatte. Han ville hellere se hende ligge i sengen bastet og bundet, end det som han ønskede at finde hende død i en rendesten i Corvento, for det at hun overhovedet havde valgt at blive der, var mere end det som han lige kunne forstå, for hvorfor? Hun havde så mange andre steder, hun hellere kunne søge hen, og det vidste han jo trods alt også. ”Jeg vil hverken se dig sprede benene for en anden mand, eller ligge død i en rendesten, Cassie, så er det her næsten et bedre alternativ.” Han ville i det mindste have hende ved sig, også selvom han vidste, at det var en dum og spontan handling, for det var jo det eneste, som han jo kunne finde ud af i hendes øjne. Han var hurtigt ude og tilbage igen, hvor han fik hende bundet, inden hun kunne nå at fatte, hvad der egentlig var los. Han satte sig på sengekanten efterfølgende. At se hende der, gjorde ham trist, men hellere det, end at finde hende død et eller andet sted, for det ønskede han sig da slet ikke! ”Her ved jeg i det mindste hvor jeg har dig,” sagde han endeligt. Han tog fat om dynen, som han fik viklet fri under hende og lagde over hende i stedet for. ”Jeg flytter sengen til balkonen.. Når det er varmere, skal jeg nok slippe dig fri,” sagde han roligt. Så vidste han da, at det ikke ville være vejret som tog hendes liv!

[Cassie Imirachi]

Ingen af dem var i stand til at give hinanden hvad de hver især havde brug for, så meget var blevet klart, og Cassie forsøgte bestemt ikke at køre rundt i det, men hun var træt af at det hele skulle fremstilles som hendes skyld. Jovist havde hun krævet meget af ham og lange tider været afvisende, men han kunne ikke se at det var fordi han gang på gang havde gjort hende ked af det. Cassie tav og lod være at kommenterer det mere, hun tog det vel bare som at han faktisk gav hende ret. Hun endte hurtigt bastet og bundet til sengen og selvom hun forsøgte at kæmpe si gfri, så måtte hun i sidste ende opgive. Jo mere hun forsøgte, des mere gnavede rebene i hendes håndled. Dette var endnu en af hans ugennemtænkte, desperate handlinger, og for et år siden havde hun måske elsket det, men lige nu pissede det hende bare af! Hun stønnede hæst og lagde sig opgivende i den bløde madras med blikket hvilende på ham. ”Jeg ville ti gange sprede benene for en eller anden end at ligge her i uger!” vrissede hun. Det var ikke helt sandt, hun havde altid været ret ømtålelig overfor sin krop, men det ar symbolet i det! Det forundrede hende lidt at han faktisk satte sig på sengekanten og blev siddende ved hende.. det ville blive lange uger, han begravede sig i arbejdet og undgik hende, og hun kunne ligge her og bare længes efter at mærke den friske luft. ”Alex.. du kan ikke kontrollere mig på den her måde, jeg kan ikke leve i en seng,” forsøgte hun lidt mere roligt selvom utålmodigheden faktisk havde ramt hende. Sidst hun havde været i denne situation var dengang han havde bundet hende til tronstolen og det var en helt anden sag, hun regnede ikke med at han ville bevæge sig derud igen. Dynen gled om hende.. i det mindste var hun tryg, han ville næppe gøre hende ondt, men det betød ikke at hun ville ligge her. ”Der kommer en vinter igen Alex, du kan ikke bare lade mig ligge her!” udbrød hun frustreret.. faktisk var hun så frustreret at hun kunne tude!

[Deleted]

Alexander kunne jo godt se, at det virkelig frustrerede Cassie, at ligge der, men det var nu og da en direkte nødvendighed i hans øjne. Han ønskede ikke at se hende død, og så snart han gav hende fri, så vidste han jo, at hun ville tage turen væk derfra, og det var slet ikke noget, som han kunne lide! Han ville slet ikke have, at hun skulle tage nogen steder hen. Selv troede han ikke på, at hun hellere ville sprede benene for en anden mand, end at ligge der, for han vidste hvordan hun havde det med sin krop, og hvordan det var med at komme tæt på andre. ”Du vil ende os en grøntsag.. Det fortalte du selv mig, så jeg tvivler stærkt på, at det er sandt,” påpegede han med en ganske sigende mine. Ikke fordi at han ikke troede på at hun ville sige det rigtigt, men fordi at han kendte hende godt nok til at vide, at hun sagde ting for at gøre ham ked af det, når hun var vred nok.. Og det havde han allerede for længst spottet, så han tog det ikke som noget særlig højtideligt længere. ”Hvis det er det som skal til, netop for at redde dit liv, så er det sådan det bliver, Cassie.. Jeg vil ikke se dig rende rundt og fryse ihjel, når der er andre alternativer, kun fordi at du er for stædig til at opsøge det.” Det gjorde ondt at vide, at han ikke var god nok til at give hende, hvad hun ønskede, og hvad hun havde brug for, men han måtte jo bare gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev siddende på sengekanten.. Hvis det var sådan her, at de skulle snakke med hinanden i fremtiden, så var det jo sådan at det måtte blive, selvom han jo heller ikke ligefrem ønskede at se hende ligge der. Han bed tænderne kraftigt sammen. ”Du kan være sur på mig, alt det du vil. Det vil ikke ændre noget som helst.. Se på det som en handling gjort for din skyld.. Af det gode hjerte, som folk siger jeg mangler..” afsluttede han tydeligt mere bestemt. Folk kendte ham ikke.. og hun lod heller ikke til at gøre det.

[Cassie Imirachi]

Gennem årerne havde Alex taget utrolig mange dumme valg, dette var endnu en af dem. Hun hadede ham et sted for at lade hende ligge der, bundet på hænder og fødder, ude af stand til at vandre frit. Det var endnu mere et fængsel end hun havde levet under før og selvom det til nu kun havde været minutter, så føltes det allerede som evigheder. Hun bed sig i læben og hævede langsomt blikket til hans. ”Det er sandt, det er sådan det ville ende men det er vel irrelevant om jeg er fanget i min egen krop eller om jeg er bundet til den samme seng,” svarede hun lidt spidst. Det var så trættende altid at skændes med ham, hvad hun ikke ville give for bare at overgive sig, love at hun nok skulle blive det eneste det krævede var at hun hørte ham sige de store ord.. det var alt. Lige nu var hun bare vred på ham over at han kunne finde på dette, hun mente selvfølgelig intet af det hun sagde og det havde hun sådan set aldrig gjort. ”Alex du kan for pokker ikke tvinge mig til at ligge her i uger, det vil da først slå mig ihjel. Hvorfor overhoved gøre dig alt det besvær, vi er ikke gift, du har intet ansvar for mig,” påpegede hun lettere desperat og forsøgte lidt forgæves at rive i rebene for at komme fri. Han elskede hende ej heller, så hun havde virkelig svært ved at se hvorfor pokker han valgte at gøre det! Igen opgav hun kampen mod rebene og så op på ham med et nærmest bedende blik. Det ville være at foretrække at ligge i hans favn uden tvang uden noget, men det var intet andet end naive drømmetanker. ”Du har et hjerte, bankende eller ej. Men.. jeg er et menneske Alex, jeg har behov! Mad.. toilet, et bad i ny og næ jeg kan ikke ligge her i uger!” forsøgte hun igen. Det måtte han da også kunne se? Skulle hun sulte og tisse i sengen? Det ønskede han vel næppe heller.