The last dance..?

[Deleted]

Alex havde holdt varsomt øje med hende, selv da hendes hjerte var stoppet, også selvom han måske var blevet langt mere kold og ligeglad siden.. Så havde hun jo stadig den betydning for ham, som hun havde. Hun havde givet tydeligt udtryk for at hun slet ikke ønskede ham, eller at være omkring, og det var nu et ønske, som han virkelig forsøgte at leve op til.. At hun ikke ville have ham. Han betragtede hende liggende der, selvom hun lå med ryggen til i stedet for. Og selv der vidste han, at hans eget ønske om at holde hende her, var mod det som hun ville have, og derfor vidste han, at det faktum, at han havde taget hende med, nok havde været direkte dumdristigt, men han ønskede jo heller ikke at komme hende på tværs.. og det frustrerede ham virkelig, at det var disse tanker, som han gjorde sig om hende, for han kunne jo virkelig ikke gøre for det! ”Jeg kunne ikke lade dig ligge derude,” sagde han roligt. At hun så vendte sig mod ham, og med det spørgsmål, var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.. Med andre ord, indikerede hun igen, at han havde jgort noget forkert. Han bed tænderne kraftigt sammen. Efterhånden have han slået sig til tåls med tanken om, at han intet kunne gøre, for at stille hende tilfreds med tingene, og det var noget som han havde opgivet.. Det var bare ikke muligt for ham. Igen gled blikket ned mod hans hænder. Ringen havde han fjernet, og den hang nu i en kæde om hans hals, godt gemt under tøjet.. Han brugte den som erindring.. Tænkte over de ’fejl’, som han havde begået igennem sit ellers ekstremt lange liv. ”Jeg kunne ikke lade dig ligge derude, Cassie.. Selvom jeg ved, du ikke ønsker at være her,” sagde han endeligt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at hun kunne komme hurtigt nok ud af huset, da hun havde valgt at forlade det.. også selvom de havde haft en fantastisk god tid sammen.. og han havde nydt det.. Gud han havde nydt det!

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste virkelig ikke hvordan hun skulle tage det faktum at han ikke havde gjort noget for at omgøre hende, han havde været villig til bare at lade hende glide væk. De blå øjne faldt på hans ligegyldige skikkelse. Der var noget majestætisk over ham, hvilket var en tanke som morede hende lidt, hun kunne forestille sig ham sidde på tronen med det samme ligegyldige blik.. hvorfor nød hun det. Hun rystede på hovedet og fortrængte de tanker, den glæde skulle han skulle have. Hun slog blikket ned. Han havde ikke været i stand til at lade hende ligge, men hvorfor? Han havde intet gjort for at finde hende gennem de sidste mange måneder, i så fald havde han fundet hend e for lang til siden. Hun fugtede de endnu lettere violette læber og slog blikket ned. ”Det gør mig ikke noget.. at være her,” tilføjede hun sandfærdigt. Hun havde forladt hjemmet fordi han havde givet hende nok, ikke andet.. hun havde været ganske ung da han havde taget hende under sine vinger, det ville være løgn at påstå at hun ikke savnede det.. han havde i mange år været det der fik hende til at føle sig hjemmet, ikke stedet i sig selv. ”Tak.. for ikke at lade mig l-ligge,” hviskede hun stille og krøb en smule under dynen. Hun vidste endnu ikke hvor lang tid han havde tænkt sig at lade hende blive der, men hun ønskede ikke at være i vejen for ham eller det liv han havde fået siden hun havde forladt ham. Det ville bare uskyde det udundgåelige, vinteren var stadig lang, den kunne nå at slå hende ihjel endnu og den ville gøre det før eller siden, det kunne der ikke herske tvivl om. Cassie sagde dog intet til det, som sagt var det stort at han i det hele taget havde taget hende med hjem og særligt nu hvor han var tilbage ved sin typisk morderiske sjæl.

[Deleted]

Cassie havde aldrig ønsket sig det evige liv, og derfor var han heller ikke ude på, at give hende det. Hun ville ikke have ham.. hun ville ikke have et liv sammen med ham, og det faktum, at hun havde valgt at forlade stedet og forlade ham, og det var det som havde gjort udfaldet.. Havde det ikke været for Valerie, vidste han slet ikke hvad der skulle være af ham. Tungen strøg han let over sine læber. Han havde siddet der i timer nu, og det var noget, som han fint kunne fortsætte med, hvis det var det, som han ville. ”Det gør dig ikke noget at være her..? Du kunne ikke komme hurtigt nok ud af den dør, ej for at vise dig her igen,” påpegede han med en mere kortfattet stemme. Det kunne godt være, at han var en hård og kold, og nærmest ligegyldig mand nu, men det var jo stadig et meget ømt punkt for ham.. Et virkelig ømt punkt. Han rystede på hovedet. Han var begyndt at tænke mange ting og tanker, som han bestemt heller ikke kunne sige sig, at være vant til, men det var ting, som skete automatisk, når det nu kom til hende. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun bare lå der i sengen. Hun så betydeligt bedre ud nu, end da han havde fundet hende, hvilket skam også var noget som passede ham ganske fint i længden, og det var slet ikke noget, som sagde så lidt i den anden ende. ”Intet at takke for.. Det klædte dig ikke, at ligge i rendestenen,” sagde han endeligt. Han bed tænderne let sammen. Han burde virkelig have ladet hende ligge, og han vidste, at Valerie ville komme til at kommentere det for ham, stort set allerede med det samme, og den tanke, var noget som et sted irriterede ham. Hun var hans mage.. og visse ting, kunne han jo bare ikke undlade at lægge mærke til eller gøre for den sags skyld. ”Igen.. hvil.. Jeg får bragt noget mad op.” sagde han endeligt, idet han gjorde tegn til at rejse sig. Valerie var hjemme.. og han vidste, at det ville blive svært for ham, at manøvre ned igennem gangene i de timer solen nu var oppe, for mange var det ikke. Men det var bare svært for ham, at være omkring hende.. specielt nu.

[Cassie Imirachi]

De sidste mange år havde været.. turbulente. Alt Cassie havde ønsket sig var lidt fred og noget frihed. Hun havde følt sig indespærret i dette hus, velvidende om at det havde været til hendes eget bedste for at beskytte hende, så havde det været kvælende. Der var foregået så meget som hun ikke havde kunnet stå inde for.. ham og hans kvinder og bloddyr og fanger, det var blevet for meget! Hun havde vitterligt aldrig troet at hun ville savne det, men det gjorde hun en kende. Hans ord fik modet til at synke lidt. Hun så væk fra ham og nd på sin dyne i stedet. ”Jeg levede her i mange år Alex, jeg kunne have forladt stedet for lang tid siden, så jeg vil ikke vove og påstå at jeg var hurtig,” påpegede hun lavmeldt. Det var ikke fordi hun ville skændes med ham igen, men hvorfor skulle han altid bringe det op! Hun bed tænderne sammen da han kommenterede at det ikke havde klædt hende. Hvad skulle hun ellers gøre? Procias nægtede at lukke hende ind igen, desuden var hun end ikke sikker på at der var noget at komme til der. Hun nikkede stille. ”Tak men du behøver virkelig ikke at gøre noget for mig,” tilføjede hun hurtigt. Han skyldte hende frygtelig lidt, desuden gik hun automatisk ud fra at han ville sende hende tilbage på gaden når hun var udhvilet. Igen gled hun ned i sengen og lukkede øjnene. Tårerne pressede sig på men hun forhindrede dem i at falde, den tilfredsstillelse ville hun ikke give ham. Egentlig havde hun heller ikke meget lyst til at lade ham gå, hun havde jo faktisk savnet ham, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne sige. Det gik op for hende at solen stof højt på himlen. Hun slog øjnene op og satte sig næsten en smule bekymret op. ”Solen er oppe.. du kan ikke gå,” påpegede hun følte sig næsten glad for at hun havde formået at finde en dårlig undskyldning for at holde ham der, men alle gardiner i huset var næppe rullet for, og hun ville trods alt heller ikke have at han skulle brænde op.

[Deleted]

Alexander havde på ingen måder haft det nemt siden Cassie havde forladt stedet. Hun havde givet tydeligt udtryk for, at hun ej ville vide af ham, og var så taget af sted. Han havde valgt ikke at gøre noget ved det. Det kunne godt være, at hun havde været der i mange år, men tanken om at hun havde draget den så langt, som at tage derfra, var nok det værste som hun havde gjort. Han vendte blikket direkte mod hende. Han udstrålede hverken glæde eller sorg.. det hele var fastlåst.. Han havde slukket for det, kunne man nok snarere sige. ”Du kom da hurtigt nok ud af den dør i sidste omgang, Cassie. Jeg ved det er mod dit ønske at være i hus med et uhyre eller et monster som mig.. Eller hvad du nu kunne finde på at kalde mig,” sagde han næsten ligegyldigt. Det var jo ikke ligefrem nogen nyhed, at de ikke havde fungeret til sidst, selv på trods af en rigtig god tid sammen, hvor de jo faktisk havde delt seng, sovet favn i favn, og så var det hele bare gået galt.. Af grunde, som han stadig ikke havde forstået sig på, og havde opgivet at lære sig. Han rystede let på hovedet. ”Du ved hvor døren er,” sagde han endeligt. Hvis hun var utilfreds med, at han havde gjort noget for hende, jamen så skulle han da ikke holde hende tilbage på stedet her. Et sted havde han jo heller ikke lyst til at gå, men at friste skæbnen mere end det som var gjort til nu, vidste han heller ikke, om han var interesseret i. Cassie ville jo ikke vide af ham, og tanken om, at han end ikke kunne få sin mage, og hun hellere ville leve på gaden, end under samme tag som ham, gjorde det jo ikke ligefrem bedre, kunne man jo sige. Hendes argument for at han skulle blive, kunne han ikke ligefrem sætte sig op mod, hvilket uden tvivl irriterede ham et sted. Han bed tænderne kraftigt sammen og knyttede næverne. Han var vel bange for, at det bare var en dårlig undskyldning? Det lignede ham slet ikke at tænke så meget! ”Ønsker du virkelig, at jeg skal blive..?” Han vendte sig igen mod hende. Hun gjorde jo ikke andet, end at forvirre ham!

[Cassie Imirachi]

På trods af at han var vampyr, havde Cassie altid været i stand til at sporer en eller anden form for følelse, noger der fortalte hende at han ikke var ligeglad, men nu så hun intet andet end en kold mand. Hun rynkede på næsen og følte modet synke lidt i hende, han lod ikke ligefrem til at ville have hende omkring. Det var jo ikke fordi hun ej ville være der, men at være fanget bag de samme fire murer, det kunne hun bare ikke holde til. Hun bed tænderne fast sammen og så ned.. den var hun jo nok selv uden om, men når han ikke kunne accepterer hende, så kunne hun heller ikke accepterer ham. ”Du har misforstået hele situationen Alex. Tror du virkelig at vi ville være gift endnu hvis jeg synes du var et simpelt monster?” spurgte hun hæst og med tydelig træthed. Kroppen havde brugt alt sin energi på at finde varmen, men hun beklagede sig ikke. Hun satte sig op også selvom det gjorde ondt i hele kroppen hvilket fik hende til at stønne. Hun holdt dynen op for sig for ikke at komme til at fryse og betragtede ham med et bekymret blik. Han kunne ikke forlade kammeret så lang tid solen var oppe. Hans ord fik en skælven til at løbe igennem hende. Han ville ikke have hende der? ”J-jeg skal nok gå snart,” lovede hun en kende overrasket. Han havde altid haft en svaghed overfor hende, hun havde vitterligt aldrig regnet med at han ville smide hende ud. Dynen slog hun let til side hvilket fik hårene til at rejse sig af kulde. Forsigtigt forsøgte hun at komme på benene selvom de skælvede under hende. ”Hvorfor er du så vred på mig?” udbrød hun næsten opgivende og dumpede tilbage i seng. De havde ikke været gode for hinanden, hun havde knust ham såvel som han havde knust hende.. mere end en gang, og nu var han jo alligevel ligeglad med hende tilsyneladende, så der var ingen grund til vrede. ”Jeg holdt dig tilbage fra at leve det liv du ønskede og du holdt mig fanget. Jeg er din hustru Alex.. jeg deler ikke og jeg ser ikke den anden vej,” påpegede hun lidt fast.. i princippet var de vel stadig gift?

[Deleted]

Alexander lukkede af, for alt af følelser, udelukkende for at beskytte sig selv. Hun var hans ømmeste punkt, og det var jo også derfor, at det havde været fuldstændig umuligt for ham, at lade hende ligge der i rendestenen. Hun fortjente bedre end det, selvom han vel efterhånden havde accepteret, at det ikke var noget, som han kunne give hende? Om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Der var endnu intet at spore i hans mine eller mimik.. Det var jo udelukkende hendes egen fortjeneste. ”Vi har aldrig været gift, Cassie,” sagde han med en intetsigende mine. Han havde holdt hende der.. vogtet om hende, passet på hende efter bedste hensigt, selvom det aldrig havde virket efter hensigten for hans vedkommende, og naturligvis, var det en tanke, som gjorde ham trist, for han havde virkelig forsøgt! Som hun sagde, at hun nok skulle forlade stedet hurtigst muligt, gav ham en knude i maven, og tvang ham til at vende blikket den anden vej. Han kunne ikke gå ud herfra, uden at blive brændt.. Selvom det sikkert ville gøre langt mindre ondt, end det andet her, og han forstod da også godt hvorfor det skete! ”Gå når du vil.. den vinter vil tage dit liv,” påpegede han signede, inden han igen tvang blikket mod hende. Det gjorde ondt, at de ikke bare havde været i stand til at få det til at fungere, men det havde bare ikke lige været deres lod i livet, og det var en tanke, som han slet ikke kunne have med at gøre. Han havde prøvet, men det havde ikke været godt nok. Hun havde blevet, men det var skam ikke ud af hendes gode vilje, hvilket også var noget, som hun havde givet udtryk for mange gange. ”Jeg er ikke vred på dig, Cassie.. Det har jeg aldrig været..” Det var faktisk sandt. Han var ikke vred på nogen. Nok kun sig selv, hvis det endelig skulle gå udover nogen. Han rystede endeligt på hovedet. De var ikke gift, og havde aldrig været det, for den bryllupsnat havde aldrig været fuldbyrdet.. Han vidste jo hvilken forbandelse der hang over hende, og han frygtede virkelig, hvad der ville ske, hvis han havde gjort det med hende. Han sukkede tungt, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Vi fuldbyrdede aldrig bryllupsnatten, så vi er ikke gift, Cassie.. Kald det hvad du vil.. jeg har aldrig ment at holde dig fanget, og derfor accepterer jeg, at du ikke længere vil være her. Igen, når du er klar, så ved du hvor døren er.. Vent til foråret i det mindste.. og tag til Procias,” endte han.. Et sted næsten en lille bøn. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle komme galt af sted.

[Cassie Imirachi]

Det var næsten et vidunder at ingen vampyr havde fået den idé at spise hende, hun var en delikatesse og de ville uden tvivl formå at ramme Alex.. eller det havde hun i det mindste troet.. frem til nu. Den hårde mine og kolde facade afslørede kun en ligyldighed som skræmte hende og gjorde hende ked af det på samme tid. Hun bed sig i læben ved hans påmindelse om at de aldrig havde været gift. Det havde han jo fortalt hende allerede inden hun var taget herfra, Cassie havde næsten glemt den efterhånden livslange løgn han havde ladet hende leve med. ”Juridisk var vi muligvis aldrig gift Alex, men min overbevisning og ringen sagde noget andet,” påpegede hun med et stille træk på skuldrene. Hun så kort mod vinduet selvom gardinerne forhindrede hende i at se ud, sneen faldt så meget var hun næsten allerede klar over og han havde ret.. vinteren ville ende med at tage hendes liv og han virkede komplet ligeglad. ”Tænk ikke på det.. forhåbentlig var den ikke længe endnu,” forsøgte hun lidt naivt. Det var Dvasias, vintrene varede jo halve året, men han ville ikke have hende der, det mærkede hun jo tydeligt. Besværet lykkedes det hende at komme på benene igen også selvom de skælvede under hende. Hun så på ham en kende forundret. Han ville have hende til at blive helt til foråret? Det var ikke til at vide hvor lang tid der ville gå. ”Du er ikke begejstret for at have mig her, Alex, det kan jeg mærke på dig og jeg vil ikke være i vejen, desuden har jeg intet at gøre i Procias, jeg forlod det land for længe siden til fordel for dette.. og for dig,” tilføjede hun sandfærdigt. Da hun havde søgt job som danserinde på slottet havde det været med to intentioner: At udvikle sin dans og at komme tæt på ham, for hun havde altid været fascineret af ham. Hun faldt tilbage i sengen med et let støn og tog sig til brystet der var begyndt at stikke ubehageligt af stresset. ”Hvorfor ser du så på mig på den måde?,” spurgte hun direkte. Han virkede jo vred, det var det eneste hun kunne gå ud fra og det gjorde ondt eftersom hun jo.. elskede ham

[Deleted]

Vampyrerne turde vel ikke sætte tænderne i hende, fordi at de vidste, at det var hans bord? At det var noget som han havde frygtelig nært og tæt til sig, og at det ville koste dem livet, at gore det? Ikke fordi, at det var noget som egentlig gjorde ham noget, for han ønskede jo heller ikke at se hende ligge der i rendestenen. Hun fortjente bedre, selvom det som han kunne give hende, slet ikke var godt nok, så var det ikke noget som han kunne gøre det vildeste ved uanset. Han forsøgte jo bare at beskytte sig selv nu. ”Men juridisk har vi aldrig været,” fastholdt han med en ganske kortfattet mine. Han havde slet ikke tænkt sig, at skulle diskutere den slags med hende. Hun burde ligge i sengen, men hvis det var noget som hun ikke havde lyst til, så skulle han da heller ikke åbne munden, selvom han da tydeligt kunne se, at hendes ben, var ved at kollapse under hende, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende igen. ”Vintrene her er lange, og de er kolde.. Det ved du,” påpegede han sigende. ”Så læg dig ned i sengen igen..” Han rystede på hovedet. Han kunne jo ikke rende rundt og bede hende om alt muligt.. sige hun skulle gøre alt muligt, og den tanke irriterede ham, men det var jo det, som hun havde påpeget for ham, at han havde gjort forkert.. sammen med alt mulig andet, og det var virkelig en forfærdelig fornemmelse, at sidde igen med. Det var ikke fordi, at han havde noget imod at have hende der, men når han vidste at hun ikke ville, så ville han da heller ikke holde hende der mod sin vilje. Han knyttede næverne let.. Det der med at holde sig i skindet, var faktisk ikke altid lige let, selvom han virkelig forsøgte! ”Det var dengang.. Det er fortid… Hvad med bare at tage hjem dertil, så selv jeg ved, at du i det mindste er i sikkerhed, frem for rendestenen i Corvento?” spurgte han ganske sigende. Han ville jo gerne have hende der! Men han vidste jo, at han ikke kunne give hende hvad hun ville have.. Og det irriterede ham virkelig. Hans intetsigende blik, gled mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Ser på dig, hvordan?” spurgte han. Hun forvirrede ham jo kun!

[Cassie Imirachi]

De havde måske ikke været gift rent juridisk, men Cassie havde været overbevist om andet i alt for mange år til at hun bare kunne accepterer tanken om det ikke var sådan. Måske hun ikke havde været en nem hustru at have med at gøre, så var hun blevet til trods for deres forskelligheder, hun havde elsket ham. ”Måske ikke men vi levede som et ægtepar,” påpegede hun også selvom det kun var delvist sandt. De ting der normalt fulgte med den slags, havde de aldrig gjort, men de havde levet under samme tag. Igen faldt Cassie ned i sengen, hun opgav at rejse sig, hun var alt for udmattet. Hun sukkede. ”Det ved jeg godt,” svarede hun og lagde benene over sine ben dog uden at lægge sig ned, hun var jo næsten bange for at han ville gå. Hans ord fik hende til at falde en kende til ro. Hvis han bekymrede sig om hvor vidt hun var i sikkerhed eller ej, så havde hun vel ikke mistet den fulde betydning endnu? Hun burde ikke være lettet over det. ”Procias har ikke været mit hjem i mange år. Jeg havde aldrig noget der, Alex desuden ville de næppe lukke mig ind, jeg er trods alt kendt som Dvasias’ Grevinde,” svarede hun og så ned på sine fumlende fingre. De var stadig kolde, men hun arbejdede da på at få varmen. Hun rettede de blå øjne mod hans skikkelse og lagde hovedet en kende på sned. ”Uden følelse og betydning,” endte hun efter et øjebliks betragten af hans eget ansigt. Selvom det var frustrerende, så følte hun mest for bare at knuge ham ind til sig, men han ville hende jo ikke, det havde han allerede bevist med sine kvinder og sine bloddyr. Hun havde fået nok af at lytte ved dørene hvordan han bed andre smukke kvinder og hun havde fået nok af bare at rende alene rundt i dagtimerne bag de samme fire vægge fordi han nægtede hende udgang, ikke fordi friheden havde vist sig fra sin bedste side, hun var bare irriteret over ikke at kunne få både ham og sin frihed!

[Deleted]

Alexander kunne godt lide tanken om at have været gift med hende, selvom han vidste, at det aldrig havde været juridisk. Han kunne ikke få sig til at gøre det.. Han vidste jo hvad der hvilede overhovedet på hende. Hans blik hvilede direkte koldt på hendes skikkelse. Der var ingen følelse at spore.. Der var ingenting ved ham, som indikerede noget som helst, og det var noget som han uden tvivl stod fast på. ”Vi levede som et ægtepar? Vi levede under samme tag, Cassie, og det var det som vi gjorde,” irettesatte han hende, for det andet ville han da slet ikke høre på! Jovist havde de haft deres gode dage og stunder sammen, men dem havde der godt nok ikke været særlig mange af. Uanset hvad, så ville hun ikke få noget ud af, at søge ud nu, da det stort set kun kunne siges, at skulle koste hende livet i den anden ende, og det var slet ikke noget som han var interesseret i! Han ønskede hende i live, selvom det nok betød at han skulle undvære hende, så var det jo det værd i hans øjne. Han kunne vel lære at leve med det? ”Godt, så bliv liggende,” sagde han roligt. At hun så skulle bringe det ind på hans følelser var noget som et sted irriterede ham. Han vendte blikket ned mod sine knyttede hænder. Han var jo ikke ligeglad med hende, og det havde han så sandelig heller aldrig nogensinde været. ”Men dog stadig af lys race, så de må da lukke dig ind,” argumenterede han med en rolig og kortfattet stemme. At hun så skulle helt ind på hvordan han kiggede på hende, fik ham til at vende blikket mod hendes skikkelse og mod hendes ansigt i stedet for. Uden følelse eller betydning? Han vidste jo slet ikke hvad det betød engang! ”Og hvad mener du helt præcist med det? Du valgte at gå ud af døren, og forventer hvad? At jeg skulle åbne armene og tage dig ind til mig? Jeg har accepteret, at jeg ikke kunne give dig, hvad du havde brug for, Cassie.. Og derfor forventer jeg heller ikke, at du bliver her,” afsluttede han. Han var i bedre kontakt med følelser end det som så mange andre var, men han var uden tvivl stadig blank på rigtig mange af tingene.

[Cassie Imirachi]

Selvom Cassie i starten var blevet vred, så havde hun med årene faktisk lært at elske tanken om at være hans hustru, derfor også de gode stunder.. de havde ikke været mange, men ikke alt havde været lige dårligt. Hun huskede deres danse.. den intensitet han kunne få hende til at føle, som et helt nye bevægelser og hun huskede deres dag sammen i Rimshia, den eneste dag hvor de i offentligheden havde ageret som et par og hun havde elsket det! Det virkede alt sammen fjernt nu og særligt ved hans ord. Hun vidste at det var sandt, men det gjorde alligevel ondt og det fik hende til at føle sig utilstrækkelig. Hun kommenterede ikke hans ord men blev dog siddende i sengen, det var ikke fristende at søge ud igen, men hun kunne mærke at han ikke ønskede at have hende der, hvilket faktisk gjorde ondt. Hvorfor overhovedet tage hende med så? ”Det gør de ikke og det ved vi begge, desuden er dette mit hjem nu, jeg må bare finde min plads i det,” svarede hun med et svagt skuldertræk. Hvis hendes plads var som hjemløs, så var det sådan det måtte være, hun kunne ikke synke dybt og sælge sin krop på grund af forbandelsen, hvilket hun både var glad for men også frygtede lidt. Deres blikke mødtes, hun fastholdt det lidt krævende for svar, også selvom hun ikke ligefrem brød sig om de ting han sagde… han havde ret, hvad forventede hun egentlig? ”Jeg forventer ikke at du skal tage mig i armene eller noget der minder om. Jeg skal nok gå,” svarede hun overgivende. Hun orkede ikke at skændes med ham igen, der var tilsyneladende intet at komme efter uanset, så hun kunne skåne sig selv ved at komme hurtigt ud. Igen slog hun dynen væk og rejste sig. ”Tak for at tage mig med Alex, selvom jeg ikke forstår hvorfor,” tilføjede hun og holdt sig stædigt på benene for lidt vaklende at træde hen mod døren hvilket i sig selv krævede enorme anstrengelser. Hun var vant til at fører spillet og til hun blev tvunget tilbage var det hvad hun ville gøre.

[Deleted]

Alexander kunne så sandelig godt huske det møgfald han havde fået, da det var gået op for Cassie, at de var blevet viet i løbet af aftenen, selvom der ikke var sket noget yderligere end det. Han kunne ikke få sig til det, i frygten for, at det ikke var gjort rigtigt, og han ville nødigt have hende liggende der, som en fange i sin egen krop. Han havde faktisk forsøgt at tage hensyn til hende! Om hun ville det eller ikke, så vidste hun at han havde ret. De havde deres gode stunder, men havde aldrig nogensinde levet eller ageret som et par på nogen måde. Uanset hvad, så ville han slet ikke høre hende beskrive gaden som hendes hjem, også selvom det var noget som hun selv havde valgt, da hun havde valgt at forlade stedet her.. hvor hun havde været tryg.. Så var det jo op til hende at afgøre om gaden og døden var bedre end at være her sammen med ham, men det var det jo tilsyneladende, eftersom, det var noget, som hun havde valgt. ”Gaden har du selv valgt, som dit nye hjem, i så fald, Cassie.. Jeg gav dig muligheden for at blive her,” påpegede han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han ville ikke tvinge hende til noget som hun i princippet slet ikke havde lyst til, og det var jo ligesom også det, som han forsøgte at forklare hende, men det var bare som om, at det ikke var noget som fes ind ved hende. At hun så skulle rejse sig igen, for at komme ud, var noget som helt klart irriterede ham, for hun ville aldrig komme ud i den forfatning. ”Du kommer aldrig ud af den dør, sådan der, Cassie,” sagde han denne gang med en tydelig irriteret stemme, for det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at hun ikke bare kunne handle, som han ville have det for en gangs skyld, men at hun derimod altid skulle gøre som hun gjorde nu! Han rejste sig endnu en gang fra sengen, for at gå hende i møde, hvor han denne gang – lidt mere brutalt, end hvad han ville have gjort under normale omstændigheder, tog fat i hende, løftede hende op, og bar hende med sig hen og tilbage i sengen. ”Og når jeg siger du skal lægge dig, så bliver du liggende..!” endte han tydeligt frustreret.. Han var intet andet end en tikkende bombe lige nu!

[Cassie Imirachi]

Det var morsomt at tænke tilbage på den tid omkring deres bryllup nu, at han havde været så desperat at han havde udnyttet hendes tilstand også selvom han jo så ikke havde fuldført det. Det værste var næsten at hun ikke huskede noget som helst fra den aften, hun havde ingen idé om hvad pokker han havde tænkt. Gaden var måske ikke tryg og heller ikke ligefrem varm, men Cassie havde ikke været i stand til at finde andet. Hun havde ingen penge og kunne hverken læse, skrive eller regne så ingen ville give hende arbejde, det eneste hun jo faktisk var god til var dansen og Alex var den eneste der nogensinde havde været villig til at betale hende for at se det. ”Du gav mig muligheden for at blive, men jeg vidste hvad du lavede bag de lukkede døre og jeg blev kvalt af husets fire vægge, du efterlod mig intet andet valg,” svarede hun en kende tonløst. Stolt som hun var, forsøgte hun at søge mod døren selvom det var vaklende og ekstremt usikkert. ”Jeg skal ikke plage dig mere,” svarede hun roligt og krydsede ham. Det stramme greb kom som et chok for hende, hun gispede og var for overrasket til at råbe af ham, i stedet blinkede hun bare et par gange og blev tvunget tilbage i sengen. Han plejede ikke at råbe af hende på den måde! Blikket hævede hun til hans og greb hastigt ud efter hans skjorte for at forhindre ham i at trække sig idet han havde sluppet hende. ”Siden hvornår har jeg fulgt dine ordre?” hviskede hun i hans ører. Det var jo end ikke løgn, og hun var ikke bange for ham, visse ting havde Dvasias da lært hende. Hun tvang ham tæt på hende, selvom hun blev liggende i sengen denne gang. Et sted var det lettende at han ikke bare lod hende gå, for kulden ville tage livet af hende ret så hurtigt, særligt nu hvor den allerede havde været tæt på et par gange.

[Deleted]

Brylluppet var faktisk ikke noget som Alex ønskede at tænke mere på, end det som han gjorde nu, for det var bestemt ikke noget, som gavnede ham på nogen måde. Han bed tænderne sammen. Han havde ikke fuldført det, og hvad der egentlig havde været i tankerne på ham, da han havde gjort det, kunne han faktisk ikke engang sige med sikkerhed.. Det var uden tvivl forbandet frustrerende for ham at vide det! Han ønskede hende kun det bedste, og det var jo tydeligvis ikke noget, som han var i stand til at give hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så gjorde det jo ikke ligefrem sagen meget bedre for ham. Han var jo.. elendig på det punkt. Det gjorde ham ked af det, at det var gået så galt, men det var jo heller ikke fordi, at han som sådan kunne gøre det største ved det nu. Han vendte blikket ganske sigende mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Du har haft alverdens valg, andet end at søge til gaden, Cassie.. Det er bare dig, som er for stædig til at gøre noget ved det,” sagde han ganske kortfattet. Hun kunne søge ud om dagen, om det var det som hun ville, og ingen sagde, at hun havde brug for at sove på gaden, men bare.. undgå ham. Det plejede hun desuden være ekstremt god til i forvejen! Nu hvor hun var på vej hen mod døren, så kunne han jo kun mærke, hvordan han faktisk blev irriteret og til dels sur, for han var virkelig træt af, at hun ikke bare kunne høre efter, når han sagde noget! ”Du plager mig kun ved at gøre det der..!” Han hævede hende og bar hende tilbage i sengen, også selvom hendes greb omkring ham, forhindrede ham i at trække sig, uden at det skulle blive for voldsomt for hende. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen, og kneb øjnene let og fast sammen. Det irriterede ham virkelig! Hendes hvisken, fik ham selv til at lukke grebet direkte omkring sengetøjet, da han jo heller ikke ligefrem kunne trække sig nogen steder. ”Det har du aldrig gjort, Cassie.. Og det er virkelig irriterende..” endte han med en ganske kortfattet stemme, for han mente det virkelig. Det var virkelig irriterende!