The last dance..?

[Deleted]

Alex var efterhånden vant til at gøre den ene fejl efter den anden, at han ikke rigtigt gjorde det store ved dem længere, for hvorfor skulle han dog? Hun ville jo uanset ikke vide af ham på det punkt, og det havde hun gjort tydeligt og klart for ham, selvom det faktisk gjorde ham trist, så var han jo bare nødt til at acceptere det. Anset hvad, så var det ikke fordi, at han ønskede at skulle se hende ligge død i rendestenen, så var det her næsten et bedre alternativ i hans øjne. Han vendte blikket roligt i retningen af hendes skikkelse, som hun lå der, og nærmest begyndte at skælde ham ud igen. Ikke at det var nogen nyhed, for det gjorde hun jo altid.. Det var jo næsten det eneste som hun gjorde, lige på trods af de gode stunder, som de havde haft.. Det var noget, som han nu bare måtte mindes. ”Det er det ikke for mig, Cassie! Det er slet ikke det samme for mig! Jeg har ikke lyst til at se dig død i en rendesten, eller fanget i din egen krop! Så holder jeg dig hellere her,” konstaterede han endeligt. Han var betaget af hende.. han.. elskede hende vel, på menneskelig vis? Selvom det slet ikke var ord, som han havde taget i sin mund. Han havde aldrig gjort brug af dem. Han blev siddende ved siden af hende, også selvom han så tydeligt, kunne mærke på hende, at hans tilstedeværelse var uønsket, så måtte hun jo bare leve med, at han var der. ”Jeg gør ikke det her fordi at jeg skulle have ansvar for dig.. Men fordi at jeg ikke vil have, at der skal ske dig noget.. Og jeg kender din stædighed, og kender dig nok til at vide, at du er stædig nok til at blive på gaden, og dø af kulden der..” At hun ikke kunne se, hvad han egentlig var ude på, var en tanke, som faktisk gjorde ham direkte frustreret. Han havde jo ikke lyst til at noget skulle ske hende! Han bed tænderne kraftigt sammen. Alle de forbandede menneskelige behov.. Det gjorde det ikke nemt for nogen af dem! Bestemt ikke ham! ”Jeg skal nok sørge for at de behov stilles, Cassie… For pokker, kan du ikke bare lade mig passe på dig, igennem den vinter?!” Denne gang vendte han sig mod hende med hele kroppen. Var det så svært at forstå?!

[Cassie Imirachi]

Det havde ikke altid været så skidt. De havde haft deres små gode stunder, til tider kunne Cassie godt ønske sig tilbage i Imandra, hvor hun havde danset for hans syn hver eneste dag, nydt hans brændende blik, nydt at vide at hun var den eneste som interesserede ham, hvilket var en plads hun nu om dage havde mistet. Hun kastede et blik mod vinduet selvom det var rullet for så sollyset ikke slap ind. Friheden var det hun vægtede højest og den tog han fra hende. ”For mig er det, det samme! Kan du ikke se at dette kvæler mig?! Det ville være for mig som at nægte dig mad,” forsøgte hun træt. Hun ville tage sig til panden med hendes hænder kom hun ej langt med. Det var på sit vis ydmygende. At elske en mand som aldrig ville komme til at elske hende, måske det var hendes egen skyld men hvorfor skulle han så tvinge hende til at se det i øjnene hver dag? Have ham tæt på sig uden at kunne gøre det mindste. ”Jeg har brug for min frihed, vær sød at forstå det. Hvis du ikke vil have der sker mig noget så slip mig fri,” hun så bedende på ham og følte tårerne trænge sig på af ren og skær frusatation. Han ville passe på hende, men han følte intet.. i hendes ører gav det bare ikke mening! Det pludselige udbrud fik hende til at vende blikket en smule forskrækket op mod ham. Hun tav et øjeblik og overvejede sine muligheder. ”Hvis jeg lover at blive vinteren over.. og lover at holde mig inden døre, kan jeg så i det mindste få lov til at gå frit?” spurgte hun overgivende. Han havde ikke tænkt sig at give sig, og hun kendte den mand godt nok til at vide, at han ville gøre brug af alle midler for at få det som han ville have det, med andre ord ville det være meningsløst for hende at blive ved med at kæmpe imod, tværtimod kunne hun ligeså godt gøre det lidt lettere for sig selv. ”Jeg vil ikke plage dig eller noget, jeg bliver herinde hvis du kræver det, men lad mig i det mindste have lidt bevægelsesfrihed,” bad hun stille.

[Deleted]

Alex forsøgte bare at passe på hende, selvom han faktisk var klar over, at det her var virkelig drastiske midler at tage i brug, men hvad andet valg havde han egentlig? Hun ville jo ikke gøre som han ville have, og han ville jo bare passe på hende! Han sukkede tungt og bed tænderne kraftigt sammen. Hvis der var nogen som formåede at bringe hans pis i kog, så var det uden tvivl hende. ”Jamen så må det være sådan.. Hellere det, end at jeg skal finde dig død i rendestenen,” påpegede han sigende. Det havde jo allerede været tæt på det, bare i aften, og det var slet ikke noget som han ville have! Og specielt når han havde mulighederne for at gøre noget ved det. Han vendte blikket væk fra hende igen, også selvom han blev siddende på sengen. Hun vidste godt, at han slet ikke ville gøre hende noget ondt.. Det havde i hvert fald aldrig nogensinde været hans hensigt. ”Slipper jeg dig fri, så ved jeg jo, at du vælger at tage herfra, Cassie.. og så netop der, sker der jo dig noget,” påpegede han. Han forsøgte virkelig at drage de paralleller, som skulle til, men hun gjorde det godt nok heller ikke nemt! Han frygtede jo lidt, at hun.. løj for ham.. At han ville slippe hende fri, gå i kisten, og så stå op når det igen var mørkt, og så igen finde huset tomt. Det knuste ham jo lige meget hver gang. Han bed tænderne kraftigt sammen, og knyttede næverne.. Det var virkelig svært for ham, at acceptere, at det skulle være sådan, for der var noget helt forkert i det. Han vendte blikket mod hende igen. Hun kunne bevæge sig frit i huset.. det skulle han da ikke forhindre hende i. Det var bedre, end at vide, at hun gik rundt på gaden og forsøgte at finde varmen. ”Du løber vel ikke bare væk, når jeg er tvunget til at søge til kisten..?” Denne gang vendte han sig direkte mod hende. I solens hersken, kunne han intet stille op mod det, hvis hun søgte ud, for han kom ikke ud af kisten, før solen igen ville være væk, og det var det som han var bange for.. at hun ville se snittet til at forlade stedet uanset.. Det ville han jo slet ikke have..

[Cassie Imirachi]

Cassie havde ikke tænkt sig at finde sig i hvad som helst! Det gjorde ulideligt ondt på hende at han så sig tvunget til at lænke hende fast til en seng, bare tanken gjorde hende skidt tilpas og det lod ikke til at han overhovedet brød sig om det. Hun slog frustreret i madrassen i mangel på bedre, hun havde trods alt ikke bevægelsesfrihed nok til at slå på ham. ”Hellere død i en rendesten end tortur.. det her er tortur!” udbrød hun nærmest panisk. Hun hadede at blive holdt fast særligt når hun ikke vidste om hun overhovedet ville komme fri igen, det var trods alt Alex. Hun sukkede stille. Alternativet var at ligge her og stak hun af så ville han med garanti finde hende med mindre hun søgte til Procias og så havde han alligevel fået hvad han ville have. Det eneste fornuftige var at blive her og faktisk holde sit ord, selvom det gjorde ondt at skulle gå omkring ham nu hvor hun ikke længere kunne prale med at være hans, for det havde hun faktisk gjort, selvom han nok ikke vidste det. ”Tak for tilliden,” mumlede hun lidt tvært. Hun hævede blikket til hans igen. ”Alex jeg ved godt hvad mine muligheder er. Jeg holder ord, jeg bliver her vinteren over hvis bare du lader mig gå frit omkring, det andet her vil kun slå mig ihjel langsomt,” påpegede hun sigende med oprigtighed. Dette var et løfte hun ikke havde tænkt sig at bryde, selv hun kunne faktisk godt bruge hovedet en lille smule engang i mellem! ”Jeg bliver hvis du beder mig om det, og jeg vil ikke være i vejen men alt andet end dette,” gentog hun med bønfaldende øjne. Hun hadede at han sad med magten over hende på den måde, men efterhånden skulle man også tro at hun havde vænnet sig til det, et sted havde hun jo faktisk savnet den mand som satte hende på plads, tog hvad han ville have og ikke bare…. Holdt sig væk fra hende selv når hun opførte sig umuligt.

[Deleted]

Lige nu, kunne man godt sige, at Alexander var direkte ligeglad med hvad Cassie sagde.. Han så hende hellere ligge der, end at skulle til at gravlægge hende, fordi at vinteren skulle have taget hendes liv. Det havde jo allerede været forbandet tæt på! Lige hvad angik det her, så stolede han ikke på hende, for hun havde fået en irriterende tendens til at flygte fra tingene, og det var noget, som helt klart kun var begyndt at pisse ham af.. Han kunne jo intet gøre når solen først var oppe! ”Jeg ser dig hellere ligge her, end jeg vil se dig død i rendestenen,” afsluttede han kortfattet, som tegn til, at det ikke var noget, som skulle stå til nogen diskussion, for det ønskede han da slet ikke at slås med hende om. Selvom han nu sad i overvejelsen, om han skulle slippe hende fri eller ej, så var det uden tvivl noget, som virkelig irriterede ham.. Meget endda! Det kunne godt være, at det andet, ville slå hende ihjel meget langsomt, men hvad skulle han da gøre ved det? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst! Han havde jo ikke rigtigt noget at forsikre med, og den tanke irriterede ham kun for han havde jo kun hendes ord… Og dem vidste han ikke, om han kunne stole på. ”Du giver mig ikke andet end dit ord, som jeg ved kan brydes så nemt, Cassie..,” påpegede han sigende. Var det underligt han reagerede som han gjorde? Selv var han ikke rigtigt i tvivl om, at hun var hans mage, og det var slet ikke noget, som han ønskede at miste, hvis han ellers kunne blive fri for det.. Han ville jo gerne have hende her. Han sukkede.. Han kom sikkert til at fortryde det uanset hvad. Han kom med et større udbrud mere i frustration, da han fast rejste sig, og alligevel valgte at løsne hende fra sengen, så hun igen var i stand til at bevæge sig. Han vendte sig efterfølgende direkte væk fra hende, da han gik ud på gulvet. Han hadede virkelig den magt, som hun havde over ham!

[Cassie Imirachi]

I aften havde vinteren været tæt på at koste hende livet og jovist var hun skræmt af det. Cassie var ikke så gammel endda og hun havde aldrig rigtigt.. levet, eller jo sammen med Alex men der var mange ting hun endnu ikke havde prøvet, det var ikke fordi hun havde et dødsønske og når han tilbød hende en mulighed for andet, så ville det være dumt ikke bare at tage imod, selvom det ville dræbe hende at gå op og ned af ham og være tvunget til at se ham sammen med en anden kvinde. Hun opgav at diskutere det mere med ham, det var bare den samme smører de begge præsenterede for hinanden med andre ord det rene tidsspild. Selvfølgelig stillede han sig ikke tilfreds med ord, hvad pokker havde hun regnet med. "Hvad kan jeg give dig ud over mit ord Alex?” spurgte hun opgivende. Hun have ikke andet, hun ejede intet der bandt dem sammen, ikke nu hvor han havde afsløret at deres ægteskab havde været mere falsk end den stripper han havde været så glad for, for nogle år tilbage! Cassie gispede forskrækket da han bed sit udbrød valgte at løsne hende fra sengen alligevel. Bare efter de minutter hun havde ligget der, var hendes håndled røde og hævede. Hun ømmede dem en smule og åndede lettet op nu hvor hun igen var fri. Blikket faldt på hans skikkelse. Tøvende rejste hun sig og gik lidt forsigtigt tættere på ham til hun stod med fronten til hans. Skælvende hævede hun den ene hånd og lagde under hans hage for at se ham i øjnene. ”Tak, Alex.. jeg giver dig mit ord,” gentog hun oprigtigt inden hun igen trak hånden til sig. Det sitrede i hende efter at få lov til at lægge armene om ham og kysse ham, men til hvilken nytte når han ikke kunne elske hende og havde en anden kvinde et sted i huset? For at modstå fristelsen så hun væk og foldede hænderne høfligt foran sig. Til tider måtte man acceptere selv det uacceptable og i dette tilfælde var det bare at hun ikke kunne få ham!

[Deleted]

Alex ønskede ikke at miste hende, og det frustrerede ham virkelig, at hun ikke kunne se hvilket arbejde han faktisk lagde i, for at holde hende tryg og sikker. Måske han pakkede hende lidt for meget ind i vat, men det var han jo i princippet ligeglad med.. det var tanken der talte, var det ikke? Hendes ord, var jo ligefrem det eneste, som hun kunne give ham, og for ham var det bare ikke nok.. Han stolede ikke på hende på det punkt, og han var næsten ked af at sige det. ”Ord kan så nemt brydes..” påpegede han sigende, da han igen vendte blikket mod hende. Udbruddet skete egentlig automatisk, da han greb fat om rebene og tvang dem af hende igen, kun for at rejse sig op og bevæge sig længere ud på gulvet. Han stillede sig bevidst med ryggen til hende. Hun var her måske nu, men hvad så når han skulle søge til kisten? Hvilket han desuden vidste, var en smertende fornøjelse, for solen måtte jo også efterhånden være oppe nu.. En tanke, som han virkelig måtte hade. Han var anspændt.. Han frygtede virkelig, at hun ville søge ud. At hun så kom ham i møde, og lagde hånden.. den varme hånd under hans hage, vendte han blikket direkte mod hende igen. Han nikkede blot, inden han lod hende trække hånden til sig, inden han selv vendte blikket væk fra hende igen. Han ville ikke gøre hende ondt.. Han hævede brystkassen og sænkede den tungt. ”Det fint.” Han vendte blikket mod vinduet. Selvom det var ekstremt tunge gardiner som hang for, så kunne han stadig ane solen på den anden side.. Turen ind til kisten ville bestemt ikke blive behagelig, men dog mere hen mod nødvendig. ”Jeg må trække mig.. Du kan frit gå i huset, Cassie.. Det er lige så meget dit, som det er mit.. Gør hvad du vil.. Du vil have dit værelse her, og.. så skal jeg nok give dig fri og fred om natten,” sagde han endeligt, da han igen vendte sig mod hende. Det var hårdt for ham at indrømme, for han ville jo gerne være sammen med hende.. Det var bare ikke den skæbne som skulle tilfalde dem.

[Cassie Imirachi]

Alex var uden tvivl bange for at der skulle ske hende noget og han gjorde alt for at holde hende så sikker om han kunne, desværre betød det også at han til dels kvalte hende hvilket var langt mere kompliceret. Hun ønskede i princippet bare at de kunne fortsætte hvor de var sluppet, forsøge at få et ægteskab til at fungerer, noget som havde synet umuligt med to så forskellige væsner som dem. ”Jeg har ikke andet,” svarede hun med et stille skuldertræk. Hvis hun havde kunnet give ham mere, så havde hun gjort det, men ægteskabet var en løgn og hun kunne ikke give sig hen til ham uden at blive en grøntsag, hvilket hun ikke ønskede. Det var lettende at rebene blev løsnet og hun igen kunne bevæge sig frit. Hun rejste sig roligt kun for at søge hen til ham som han stod der med ryggen til hende.. gemte han sig? Hun bed sig i læben og så usikkert ned på sine nøgne fødder. Det virkede ikke fint for ham. Hun trak hånden til sig og foldede den i stedet med den anden foran sig. Solen var oppe, og der var ikke gardiner ned af gangen, hun huskede det udmærket fra sidst hun havde været her og tanken om at han skulle brændes af dets stråler gjorde hende bekymret. ”Der findes ingen gardiner på gangene, Alex. Jeg ved godt at det ikke er det samme som kisten, men jeg vil råde dig til at sove.. her i dag. Jeg vil ikke have at du skal have ondt, hvis du ønsker det skal jeg nok gå,” tilføjede hun hurtigt. Egentlig var det mest fristende at dele pladsen med ham og lægge sig ved siden af, men det ville ikke være særlig respektfuldt overfor den kvinde han efter sigende skulle have fundet. Hun ønskede sig ikke fred og ro – tværtimod ønskede hun sig ham men det måtte hun slå sig til tåls med ikke længere var en mulighed. ”Bare.. bliv,” bad hun dæmpet og rettede langsomt blikket op mod ham igen.

[Deleted]

Alex forsøgte bare, selvom han vel i princippet faktisk forsøgte for meget? Selvom det slet ikke var noget, som han gjorde med vilje! Han knyttede næverne og vendte blikket væk fra hende. Ord var det som hun kunne give ham, men ord vidste han udmærket godt, at man slet ikke kunne stole på, og det gjorde uden tvivl også sit for hans vedkommende lige nu. ”Det ved jeg,” svarede han kun. I princippet, så gav hun ham ikke rigtigt andet valg end bare. At hun strøg ham over hagen, var noget som faktisk var behageligt for ham, også selvom det var en kortvarig glæde, som intet andet i den anden ende. Han vendte blikket stille mod hende, som hun alligevel valgte at trække sig.. Det var bare på tide, at han gjorde det samme. Det andet var virkelig for akavet for ham uanset. At hun så stadig mindes at der ikke var gardiner på gangen, bed han nu bare i sig.. Det var en kort tur.. Han kunne jo gøre det hurtigt, og så ville det jo heller ikke gøre så ondt igen. ”Det er en smerte, som hurtigt er overstået..” Han vidste jo, at han ikke kunne lyve for hende, så han kunne jo lige så godt bare lade være med at gøre det. At hun så derimod skulle insistere så meget på, at han skulle blive, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med. Han gik vel ikke ud fra, at hun ville vide af ham, siden hun ikke havde ønsket ham der i udgangspunktet? Han sukkede dæmpet. Hvis hun ville have ham der, så… kunne han vel lige så godt? Hun gjorde det bare ikke nemt for ham, når han virkelig forsøgte! ”Meget vel, så bliver jeg.. Du behøver ikke gå nogen steder.. Jeg skal ikke jage dig ud af værelset, bare på grund af sollys,” sagde han endeligt, da han bare vendte om og søgte tilbage til sengen. Søvn havde han ikke som sådan brug for, men der var bare de timer i døgnet, hvor han skulle ligge ’død’, og var stort set umulig at vække.. uanset hvad man gjorde. Han lagde sig roligt ned og lagde sig godt til rette.. Han lå jo ikke i en seng, foruden når hun havde ligget ved siden af.

[Cassie Imirachi]

Ord var alt hun kunne give ham, og det vidste han vel også. Hun sukkede dæmpet og så ned på sine ømme håndled. De var måske lette at bryde og hun af alle havde ikke været god til at holde sine ord i forhold til ham, men guderne måtte vide at han virkelig heller ikke havde gjort det nemt for hende. Det var ikke ofte de havde været i direkte berøring slet ikke gennem de senere år og hun burde heller ikke, men det var fristende. Efter måneder væk fra ham var det for alvor gået op for hende hvor meget hun faktisk savnede ham. Hans stædighed fik hende til at sukke en smule opgivende. Smerten var kortvarig og han ville hurtigt heale igen men selv i hendes øjne var det ikke det værd! ”Jeg vil nok nærmere sige at det er en smerte som er unødvendig,” tilføjede hun sigende men dog ærligt. Næsten håbefuldt så hun op på ham. Det var ikke udelukkende for hans skyld hun ønskede at han skulle blive, men også for sin egen, det kunne hun dog ikke sige højt og slet ikke nu hvor de ikke længere udgjorde et par. Det lettede hende ligefrem da ha overgav sig og lagde sig hen i den bløde seng hvor hun netop havde ligget. ”Det gør du heller ikke, jeg vidste ikke om du ville have fred,” svarede hun bare og vovede sig hen på sengekanten ofr at sætte sig. Det ville uden tvivl bryde grænser at lægge sig ved siden af, selvom det pludselig var det som hun var mest fristet til. Cassie vidste godt at han kun var vant til senge når de havde ligget sammen for hun kunne ikke holde ud at ligge i en så lille kiste to mand, men ikke desto mindre var dette en bedre løsning end den der ville kræve at han ville få pokkers ondt. Hun så væk og overjede lidt hvad pokker hun skulle gøre af sig selv, det virkede også bare fjollet at sidde på sengekanten og kigge sig omkring.

[Deleted]

Af de to, var det uden tvivl Cassie, som havde haft de største problemer med at holde ord, og det var vel heller ikke så underligt igen, at Alex havde svært ved at tro på dem? Ord kunne brydes så nemt.. Der gjorde han i det mindste ikke noget, som var imod det som han havde sagt. En anden kvinde havde han ikke i sit liv, og hvor det ry og rygte kom fra, vidste han ærlig talt ikke. Han havde aldrig rigtigt haft nogen i sit liv foruden hende.. Og sådan ville det nok for altid være, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende. Smerten var måske unødvendig, men det var akavet at stå der.. Han hadede den magt, som hun pludselig skulle have over ham, når han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved den, hvilket jo næsten var det, som han måtte definere som det værste af det hele. ”Men dog stadig en, som jeg kan tackle.” Han havde været udsat for ting, som var langt værre end et par sekunder i den brændende sol. Hans krop var jo tydeligt indikeret af dette. Han så stille ned af sig.. Selvom han nu valgte at give efter, så var det kun fordi, at det var en mulighed, hvorpå at han kunne have hende tæt på, uden at der ville ske noget – fra hans side om ikke andet. Fred kunne han altid få på andre tidspunkter, så lige det her, var ikke noget, som han tog særlig højtideligt, hvis det var noget, som han ellers selv skulle sige det. ”Hvad jeg vil, er tilsyneladende meget underordnet,” kommenterede han, da han lagde sig ned i sengen. Det var underligt, når hun ikke lå der, men han ville ikke kommentere det. Han lagde sig under dynen, hvor han lagde sig godt til rette på ryggen, som han ville have gjort med en kiste. Om hun ville sidde og kigge, måtte være hendes sag.. Uanset hvad, så ville han ikke holde hende her, men hun var bestemt heller ikke tvunget til at gå nogen steder. Det var han slet ikke ude på. ”Du behøver ikke sidde der hele tiden,” påpegede han sigende. Han så kort på hende, inden han vendte blikket op mod loftet og lagde sig godt til. Han lukkede øjnene… og gled direkte ind i den tunge og døde søvn.. En søvn, som stort set var umulig at vække en vampyr af.

//Out

[Cassie Imirachi]

Tilliden havde Cassie selv formået at ødelægge hvilket hun godt vidste, men lige i dette tilfælde mente hun ramme alvor. Der var ingen grund til at stikke af når han bød hende ind i sit hjem og lod hende sove i en varm seng med mad nede i kammeret.. eller det havde der engang været, nu hvor der kun boede vampyrer tvivlede hun på at det var tilfældet mere. Mage princippet ville Cassie nok aldrig lære at forstå sig på, hun forstod sig på kærlighed som han ikke gjorde det, og hun vidste at han ikke kunne elske, han havde selv fortalt hende det og alligevel havde hun håbet af hjerte og sjæl at han ville gengælde de ord når hun gav ham dem. ”Det handler ikke om hvor vidt du kan tackle den eller ej, men om hvor vidt du behøver at gennemgå den,” svarede hun bare. Hvorfor ville han overhovedet gennemgå den smerte når nu hun tilbød ham en anden mulighed? ”Siger manden der netop bandt mig til en seng,” påpegede hun sigende. Han skulle bestemt ikke komme og sige at hun var ligeglad med hans ønsker, for det var hun ikke. Hun fulgte ham med blikket mens han lagde sig til rette i sengen, hun havde efterhånden lært at han var så godt som død når han sov, i sin tid havde det bare forskrækket hende men nu om dage havde hun fundet ud af at det egentlig kunne være ret så praktisk i visse tilfælde.. ”Nej, nej,” svarede hun bare og ventede et par lange minutter før hun næsten konkluderede at han var faldet i søvn. Forsigtigt lod hun hånden stryge gennem hans hår og da han ikke ligefrem lod til at reagerer på det, måtte hun gå ud fra at han var gået til ro. Hun overvejde situationen et kort øjeblik.. han ville sikkert blive vred men lige nu ville hun give hvad som helst for at ligge ved siden af. Forsigtigt rykkede hun sig ind til ham og bredte den ene arm ud fra hans krop så hun kunne lægge sig ned med hovedet på hans overarm og en forsigtig hånd på hans bryst. Det var vovet, men uimodståligt. Øjnene lukkede hun stille og der gik heller ikke mange minutter før trygheden lullede hende ind i en søvn.

//Out