The last dance..?

[Cassie Imirachi]

Det var blevet frygtelig sent. Sneen dalede ned fra den åbne, stjerneklare himmel og malede de allerede snedækkede arealer i Dvasias hvide. Cassie havde aldrig forladt Convento selvom det var en farlig by, hun havde måske forladt Alex men hun fortrak at holde sig tæt på ham. Til nu havde hun gemt sig i gyder og baggårde, alt hvor der var et skjul at finde, men det var ikke ligefrem det mest enkelte. Vinteren var nu kommet, hvilket havde gjort det mere eller mindre umuligt at finde mad eller varme. Cassie havde virkelig forsøgt at finde et snefrit sted, men havde opgivet for flere dage siden og i stedet slået sig ned i en gyde hvor sneen dalede åbenlyst. Siden i går havde et tykt lag lagt sig over hende som en dyne og gjort hendes krop mere blå end mørkglødet af ren og skær kulde. Hun skælvede og trak vejret i små stød, gispede i et forsøg på overhovedet at få ilt ind. Hendes øjne var lukkede, selvom hun ikke sov, var hun gledet i en form for dvale, og havde ikke rigtigt en idé om hvad der foregik omkring hende. I ny og næ kunne hun høre tunge skridt, men hun var for udmattet og havde for ondt til at prøve at åbne øjnene. Det ville snart være overstået. Hun havde ikke fået mad i uger, og nu var kulden så ubærlig at den forhåbentligt snart ville blive hendes død. Det mest ironiske var, at hun på sine sidste timer ikke kunne lade være med at se den mand for sig som hun havde forladt… og som hun ikke havde set i.. måneder? Tanken om ham var beroligende, til tider havde hun direkte bildt sig ind at hun havde kunnet høre hans stemme eller påstået at kunne kende lyden af hans skridt, og alligvel havde hans skikkelse ikke vist sig overhovedet. I starten var der gået rygter.. voldsomme rygter, men i takt med at hun var frosset fast i de forskellige gyder, så var hun stoppet med at høre dem, hvilket næsten kun havde gjort savnet værre.

[Deleted]

Der var gået måneder efterhånden.. Måneder siden han havde set den rigtige og sande Cassie sidst.. Det havde han troet, da han havde haft den svindler til at komme ind i hans hjem, som havde udgivet sig for at være hende, og siden dengang, havde han formået at lukke fuldstændig af for den slags. Det havde knust ham, at han var røget i med begge ben, men savnet var tydelig.. Han længtes, og han kunne ikke finde ro. Hvis det ikke havde været for Valerie, så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre, og det var bestemt heller ikke fordi, at det havde været nemt for ham, at gøre som han gjorde, men han forsøgte virkelig at finde den styrke frem, som han havde haft i besiddelsen tidligere. Corvento var en forholdsvis fredelig by i disse tider. Alt var fryd og gammen. Nætterne var lange, og dagene frygtelig korte, og det gav racen en fantastisk mulighed, for at søge ud og tilbringe tiden udendørs, og lige i dette tilfælde, så var han heller ikke noget undtag. Han kunne ej fryse, så han var rank i den lette beklædning som bestod af et par mørke bukser, en blodrød skjorte og den mørke kappe, som var kastet over hans skuldre. Han bevægede sig frem med lette og faste skridt. Hvor han egentlig var på vej hen, vidste han ikke.. Måske det var mere for at vise sig for hans folk, som den leder han burde være, i stedet for at gemme sig i sine egne sorger, som han faktisk kæmpede forbandet hårdt med i forvejen. Igennem det sidste lange stykke tid, var den gamle Alex tydeligt kommet frem i ham.. Den brutale, den stålfaste og den nærmest.. morderiske, for han var ikke mild af sig, og specielt ikke når Cassie ikke var der til at holde bare lidt af det menneskelige i ham, for det var der slet ikke. Han så sig omkring. Gyderne var store, tomme og mørke, men den oplagte genvej ind til de større gader. Han var ikke en mand, som man ikke skulle komme på tværs, og det var noget som rigtig mange, havde lært på den hurtige måde. Han skød genvej igennem en af de mange gamle gyder, også selvom det var lyden af et hjerteslag, som fangede ham som noget af det første. Han stoppede op.. Duften selv, var ham velkendt.. Det kunne da ikke være? Han fortsatte, frem til skikkelsen tog form under den smukke faldne sne. Cassie..?

[Cassie Imirachi]

Cassie stønnede hæst og mumlede noget uforståeligt. Kulden havde frosset hver eneste muskel i hendes krop, hun var ude af stand til at bevæge sig eller noget som helst, selvom den tunge sne, nærsten føltes varm. Hun havde ikke forladt Convento mansion med andet end det tøj hun nu engang havde haft på, hvilket betød at hun lå mere eller mindre blottet under dynen af sne, det var ingen hjælp i det hele taget. Et sted tiggede og bad hun til at det snart ville være slut og hun ikke længere skulle ligge og drømme om at glide væk. I det fjerne hørte hun tunge skridt nærme sig, men hun reagerede ikke på dem i det hele taget, det ville ligefrem være nemmer eom der kom en sulten vampyr forbi, det var fantastisk at det endnu ikke var sket, for hun var trods alt nymfe og Alex havde flere gange forklaret hende hvor populært det blod var. Snefnuggene der faldt kilede en lille smule, de smeltede ikke med det samme, da hun stort set var ligeså kold som jorden efter måneder ude i dette og særligt nu hvor det var blevet vinter, det ville være naivt at tro på at hun kunne overleve dette uden nogen form for hjælp. Hendes hjerteslag var yderst rolige.. for rolige, det slog ikke i samme rytme som det ellers plejede at gøre, man ville næppe kunne høre det slå i det hele taget, med mindre man selvfølgelig var en skarp vampyr i Alex’ kaliber som hørte selv de mindste ting. Hun rørte en smule på sig og tvang endnu et åndedrag frem, hvilket skar hele vejen ned i lungerne, det var virkelig blevet forbandet anstrengende jo mere kold hun var blevet, men der var bare ikke meget mere hun kunne gøre, andet end at vente på at døden ville indtræffe på en måde eller en anden, efter alt den tid regnede hun ikke ligefrem med at Alex ville komme og redde hendes ende som han ellers havde haft en fantastisk tendens til før i tiden.

[Deleted]

Alex var ikke ligefrem den mand, som man ønskede at komme på tværs af. Han vidste hvad han ville have, og nu hvor han havde fundet det gode og gamle morderiske frem i sig, så var det endnu færre, som turde løbe den form for chance, så det faktum, at de faktisk lod Cassie ligge, var der nok også en temmelig god grund til. Nu var det ham, som var på turen ned igennem gyden, hvor det var duften som selv var forbandet velkendt og lyden af hjerteslag, som hurtigt havde fanget hans interesse. Det var ikke ofte, at han indledte jagten i sin egen by, men at finde noget levende herude, var ikke ligefrem noget, som faktisk skete særlig ofte, kunne man sige, og derfor følte han også, at dette var noget, som han var nødt til at undersøge. Han fnøs let for sig selv, inden han fortsatte roligt ind. Han var gammel.. frygtelig gammel, og derfor havde han også sine sanser, som selv var så frygtelig skærpet, så han hørte selv det mindste omkring sig. Han fik øje på dyngen som lå op af muren og skælvede.. Det var levende ikke mindst, men vel bare så vidt? Vinteren var hård denne gang, og det var noget som uden tvivl kunne ses og mærkes på det levende, som faktisk turde bevæge sig udenfor efter mørkets frembrud. Han gik roligt hen til dyngen og knælede ved den. Selvom det var en duft så velkendt, så var han nødt til at være sikker.. Sikker på, at han ikke gik i den samme fælde endnu en gang, for bare det faktum, at han havde gjort det, var noget som gjorde ham direkte vred og rasende! Det eneste som egentlig ikke harmonerede med det.. var det brev som havde ligget igen. Cassie var elendig til at skrive, men det var jo aldrig til at vide, trods alt. Hånden hævede han varsomt.. Strøg den over sneen, for at børste den væk fra hende ganske forsigtigt. Det mørke hår, den ellers så blege hud, og det frygtelig velkendte ansigt. Han endte allerede med det samme langt mere fast i minen.. Det var en tanke, som faktisk gjorde ham direkte tosset et sted. Tænderne bed han sammen, inden han fjernede mere af sneen og rev kappen af sine skuldre. Uanset hvor meget han burde.. så kunne han ikke lade hende ligge der.. Ikke sådan. Det kunne han ikke!

[Cassie Imirachi]

De fleste turde nok ikke at røre hende på grund af Alex, hvilket nok også var grunden til at hun havde formået at holde sig i live til nu, desværre så var det kun et spørgsmål om tid før det ville gå op for dem, at bhun ikke betød synderligt meget for den mand mere, han havde allerede fundet andet så vidt hun havde hørt. Det var dog tanker som hun ikke gjorde sig i øjeblikkeligt, hun var for træt til at svælge i sin egen sorg og afsavn til den mand, hun havde affundet sig med at han ikke ville komme og bringe hende hjem eller overhovedet forsøge sig på det. Sneen blev langsomt børstet væk, hun kunne mærke den hårde vind prikke på hendes i forvejen forfrosne, blege kinder. Hendes ellers normalt mørke hud var blevet mere violet og mat, og hendes læber og fingre var blevet fuldkommen blå, nogle på grænsen til sorte hvilket indikerede at de ganske snart ville ryge af. Hendes underbevidsthed havde opfattet at nogle var omkring hende, men hvem og hvorfor vidste hun ikke. ”A-Alex,” hviskede hun dæmpet selvom det var et held hvis man overhovedet forstod det, for det at forme læberne var stort set umuligt så kold som hun var blevet. Hendes læber fortrak i noget der mindede om et fredeligt smil idet hendes hjerte opgav kampen og stoppede med at slå. Hun skød let bryst før hun faldt tilbage i sneen livløs. Hun havde bevæget sig på kanten i flere uger, nu håbede hun et sted endeligt at kampen var færdig. Hendes mund stod let åben, hendes øjne var lukket eftersom hun mere eller mindre havde sovet dagen væk, men nu hvor hun et sted godt vidste at hun ikke længere var alene, så kunne kroppen ikke længere følge med, det var som havde hun bare ventet på det, hvilket hun jo til dels også havde. Et halvt minut efter begyndte hendes hjerte igen at slå nogle svage slag, men det var et spørgsmål om tid før næste gang.

[Deleted]

Alex var blevet morderisk.. og det var jo også det som rygterne sagde, så det at Cassie bare fik lov til at ligge der, var jo i princippet ikke så underligt igen, kunne man jo sige. Når det nu var sagt, så var det slet ikke fordi at han var ligeglad med hende. Han havde ladet hende tage den beslutning på sin måde, og hun havde ikke rigtigt givet udtryk for, at hun ville ønske at være omkring ham.. Det havde gjort ondt, men det var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre det største ved, kunne man jo sige. Det havde knust ham.. han havde ikke ville nære sig, han ville ikke styre sit folk, og nu hvor han havde Valerie i den stilling som han havde haft Carmine, og det var noget som uden tvivl hjalp ham frygtelig, frygtelig meget. Nu så han hende ligge der i sneen, kæmpe for sit liv.. og et sted så.. frydede tanken ham? Hendes ord forstod han ikke, men hendes stemme derimod, var han helt med på! Han bed tænderne tydeligt sammen, så det trådte tydeligt frem i hans kæbe. Det var en akavet situation, som han ikke brød sig om, også fordi at han egentlig bare ønskede at.. lade hende ligge. Hun fortjente ikke noget andet, når hun bare havde valgt at kontrollere ham på den måde, og truet med det, når han ikke gjorde som hun ville have! At hun gled tilbage i sneen fuldkommen livløs, fangede han hurtigt. Ikke at han brød sig om det, men.. det var konsekvensen af de valg, som hun havde taget. Han rystede let på hovedet. ”Spar på kræfterne,” endte han endeligt, inden han rev sin kappe af, for at lægge den om hende og tvang hende op i sine arme i stedet for. At lade hende ligge der, var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til, hvilket nok heller ikke sagde så lidt. Han holdt hende tæt ind i favnen, velvidende om, at han intet kunne give hende af varme, inden han søgte tilbage i retningen af Corvento Manor.. At lade hende ligge der, kunne han bare ikke!
Med sin vampyriske hurtighed, så nåede han hurtigt op til huset, og tvang dørene op. Tog han ikke meget fejl, var Valerie ude, og ventede på at Yannich kom med aftensmaden, for det var stadig svært for hende stadig at bevæge sig rundt udenfor. Han nåede indenfor, hvor han søgte op mod hendes gamle værelse. Uberørt fra da hun havde forladt det.

[Cassie Imirachi]

Rygterne gik om at en ny kvinde befandt sig i Covento Mansion, en kvinde som havde hjulpet Alex på benene. Det sidste hun havde hørt, var at han på trods af sine morderiske idéer var blevet stærkere end nogensinde før, hvilket gav meget mening eftersom ingen vampyr havde turdet røre hende. Hun vidste dog ikke at det var Valarie som havde været med til at hjælpe ham tilbage, det var sket efter hun var frosset halvvejs ihjel. Hun vidste et sted at det var Alex der sad ved hende, selvom hun hverken kunne se eller høre ham. Hans navn var kommet ud af hendes tanker der konstant faldt på ham. Måske hun selv havde valgt dette, men tanken om ikke at være indespærret i et hus med en mand der ikke kunne nøjes med hende, var blevet for meget til sidst. Han havde vist hende en ringe respekt og forståselse og hun havde truffet en beslutning.. en frygtelig hård en, men en beslutning ikke desto mindre. Hendes hjerte stoppede med at slå i lange sekunder før slagene igen vendte tilbage. Det var smertefuldt.. hver gang det stoppede nærede hun håb om enden, men så slog det igen, tvang hende til at tage endnu et anstrengt åndedrag, hvilket var mere eller mindre umuligt.
Hun følte at hun bevægede sig frygtelig stærkt, og i et forsøg på at se hvad der foregik prøvede hun at slå øjnene op men uden held. I stedet faldt hun slapt hen i hans arme og lod sig fører til det hjem hun i sin tid havde forladt, hvor der var varmt og trygt. Varmpen prikkede på hendes hud, det sved ligefrem, men hun bemærkede det ikke i sin temmelig tunge besvimelse. Det mørke hår hang ned over hans arm og var blevet en del længere end det havde været før. Hun var stadig iklædt de samme lette klæder som hun havde båret da hun forlod stedet og de lette stoffer var ikke til megen gavn.

[Deleted]

I det store og hele, skulle man ikke kalde Corvento Manor for et varmt sted, for det var noget af det sidste, som man kunne sige, at det var. Det var koldt..det var mørkt, og nu hvor der ikke var noget levende der, så var det yderst sjældent, at der var gang i nogen pejs for at bringe nogen varme ud, men det var varmere, end hvad det var udenfor, og nu var hans førsteprioritet, at få hende med sig inden døre, i stedet for alt det andet her. Han førte hende ind i huset og op mod sit værelse, som selv stod fuldkommen uberørt hen, efter hun var taget af sted, for han ønskede slet ikke at røre det. Efter Valerie var kommet ind i huset, og havde indtaget den plads, så var han kommet lidt videre fra dengang, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint i den anden ende. Han søgte roligt hen til sengen, hvor han lagde hende ned og pakkede dynen om hende. Han kunne i hvert fald ikke ligge der og skænke hende nogen form for varme. Et sted så.. var han vel bekymret, kunne man sige, selvom det ikke var noget som han udviste. Det var gået tabt i og med, at Cassie havde valgt at forlade huset. Det havde uden tvivl knust ham, at se hende gøre det, også fordi at han virkelig forsøgte at gøre det rette, men det bare aldrig var godt nok for hende, så var det vel heller ikke underligt? Han så hvordan hun rystede.. Og om hun egentlig var bevidst om hvad der foregik omkring hende, var han heller ikke helt sikker på, hvis han nu ellers skulle sige det. Han rystede de tanker ud af hovedet lige nu.. For nu, var det vigtigt for ham, at hun fik noget varme, og muligvis ville blive bedre, selvom han vidste, at det var lange udsigter, og vel også fordi at han forberedte sig på, at hun i så fald, bare ville tage videre igen? ”Jeg forstår mig ikke på, hvordan du kan synke så dybt..” endte han med en ganske kortfattet og meget sigende mine. Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine. Han udstrålede ikke noget.. an kunne ikke.. Han var slet ikke i tvivl om, at hun var hans mage, men når hun ikke ville have ham.. Så forsøgte han selv at holde afstand.

[Cassie Imirachi]

Cassie lod kroppen søge ned i den bløde madras og faldt fuldstændigt til ro. Hun vidste ikke hvor han havde taget hende med hen, eller hvem hendes redningsmand var selvom hun nok genkendte hans stemme, det eneste hun vidste var at hun ikke var alene og at hun havde det direkte elendigt. Efter at være blevet lagt i sengen gik der ikke mange øjeblikke før kroppen faldt i en oprigtig hvile og hun gled ind i søvnen…

Hvor mange timer der var gået, var uvidst da Cassie langt om længe slog øjnene op. I løbet af den urolige søvn havde hendes hjerte været stoppet flere gange, frem til de mange tæpper og dyner havde formået at gøre hende nogenlunde varm. Selvom hun stadig var blå visse steder, så havde hendes hud antaget en mere mørk glød der tydede på at hun om ikke andet var i bedring. De blå øjne faldt på loftet. Hun gispede efter vejret og forsøgte at sætte sig op men blev tvunget tilbage a den ømhed der havde sat sig i kroppen efter at have været mere eller mindre frossen. Blikket gled omkring i det velkendte værelse der lignede sig selv. Duften efter de tunge stearinlys hun altid havde hat der, hang stadig som en tung luft. Det tog hende lange minutter før det gik op for hende at nogle havde bragt hende tilbage til Convento Mansion hvilket fik hende til at slappe lidt mere af. Hun faldt tilbage i hovedpuden og sukkede dæmpet til det gik op or hende at Alex stadig sad ved siden af hende. Hun sank en klump uden helt at vide hvad pokker hun skulle gøre eller sige, det var et vidunder at han overhovedet havde valgt at bringe hende hjem efter alt det de havde været igennem. ”A-Alex,” endte hun hæst og træt. Det var længe siden hun overhovedet havde gjort brug af sin stemme, hvilket ikke rigtigt kunne skules.

[Deleted]

Hvor mange timer der egentlig gik, vidste Alex ikke. Gardinerne var trukket for, så for alt hvad han vidste, så kunne det jo i øjeblikket, være den højlyse dag på den anden side, og han var ligeglad. I øjeblikket, ønskede han slet ikke at lade hende ligge der alene, for han var nødt til at være sikker på, at det gik i den rigtige retning. Selvom han vidste, at han burde have ladet hende ligge, og Valerie sikkert ville sige det samme, så var det bare ikke noget, som han havde fået sig selv til at gøre. Han hadede sig selv for at være så blød overfor hende, for det var slet ikke meningen, at det var på denne måde, at det skule være, men det var jo som om at det bare var noget der skete alligevel. Da hun begyndte at bevæge på sig, så var det som om, at det hele skete lidt af sig selv. Han vendte hovedet i retningen af hende, men der skete ikke rigtigt mere end det. Han lod hende vågne af sig selv. Hun havde allerede nu fået gløden tilbage enkelte steder, og han kunne jo se, at hun var mere afslappet, end det som hun havde været til nu. Han rørte ikke så meget som en muskel, og heller ikke, da hun faktisk valgte at sige hans navn.. Langt mere forståeligt denne gang, end hvad det havde været sidst. At hendes hjerte var så.. svækket, at det bare kunne stoppe på den måde, forundrede ham lidt, men det bekymrede ham også et eller andet sted. Han havde fundet hende.. og et sted, så var han virkelig træt af, at han havde gjort det! Han endte dog med at nikke, efter et kort øjeblik. ”Jeg sidder her.. Hvil du bare..” endte han dæmpet, selv uden at rokke sig ud af stedet. Han var en frygtelig hård mand nu… Han havde ikke længere følelserne ude på tøjet, og det var kun fordi at hun virkelig havde formået at såre ham, som han aldrig var blevet det før, så selvfølgelig var det noget, som passede ham selv ganske fint i den anden ende. Han vendte blikket ned mod sine hænder igen.. Skulle han røre ved hende? Smide hende ud? Han vidste det faktisk ikke, og det der med at tænke selv.. Det var han stadig ikke særlig god til!

[Cassie Imirachi]

Cassie frygtede lidt hvad Alex havde planer om at gøre senere når hun var rigtig vågen. Ville han smide hende ud igen eller lade hende blive? Hun turde ikke satse på første mulighed, men et sted så håbede hun inderligt at han ikke ville kaste hende ud i kulden igen. Dynen var dejlig varm, og omgav hendes krop så tæt at hun nærmest ikke kunne bevæge armene men det gjorde ikke så meget så lang tid det betød at hun kunne nyde godt af lidt hvile. Solen måtte være oppe efterhånden, med andre ord burde Alex sove i sin kiste, men der sad han og tvang hendes hjerte ind i en mere velkendt og fast rytme. Den velkendte stemme mindede hende om hvor meget hun havde savnet ham også selvom der var noget.. forandret ved ham.. noget hårdere. Selvom hun havde sovet i timer var hun stadig temmelig træt.. hun ønskede at hvile for så vidste hun om ikke andet, at der var flere timer omkring ham i en varm og blød seng, men på den anden side, så ville hun bare gerne.. høre ham snakke. ”Solen e-er oppe. D-du behøver ikke a-at sidde her hvis d-du er træt,” endte hun dæmpet. Selvfølgelig ville hun gerne have ham der, en hun vidste at han var en mand af mange pligter desuden skyldte han hende intet… han var kommet videre, hun var ikke sikker på at det var et syn og en viden hun ønskede yderligere del i end hun allerede havde. Et sted var hun fristet til at fortælle ham hvor meget hun egentlig havde savnet ham, men hun var ikke sikker på at det ville være synderligt fornuftigt.. for nogle af dem. ”Hvor lang tid har jeg sovet?” spurgte hun stille mest bare for at have et eller andet at snakke om også på trods af at det var frygtelig akavet efter deres sidste møde og alt det der var sket ind imellem.

[Deleted]

Alexander var måske ikke den mest snaksalige, og det ville han nok heller ikke blive igen. Han havde lært efter alt det med Cassie.. Hvor svækket hun egentlig havde gjort ham. Hvor menneskelig hun havde gjort ham.. Og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget! Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som hun lå der i sengen, og tydeligt kæmpede for at vågne ordentligt. Han blev stadig siddende.. Han var nødt til at sikre sig, at det hele gik som det skulle, og så måtte han jo finde ud af, hvordan det ville blive efterfølgende, selvom han vidste, at det rette valg, ville være at hjælpe hende med at holde fast i den beslutning, som hun havde taget tilbage dengang. Det var hårdt sagt måske, men det var ikke ligefrem nogen nyhed. Hun havde brugt det mod ham mange gange, og nu havde hun gjort det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. ”Gardinerne er trukket for, så det genere mig ikke,” sagde han kort for hovedet. Hvis det var fordi at hun ikke ville have ham der, så kunne hun jo trods alt bare sige det, for så var det overstået, og så behøvede ingen af dem, at tænke mere på det. Han bed tænderne let sammen, og vendte blikket væk fra hende. Hun havde været væk i det, som efterhånden måtte være temmelig mange timer, men det var jo heller ikke fordi, at han som sådan selv kunne gøre det største ved det, selvom han virkelig gerne ville. ”Du har sovet igennem mange timer, Cassie.. Men du har brug for det.. Sov du bare,” sagde han med en rolig stemme, dog nok snarere beordrende, end det var noget andet. Han var blevet en hård og fast mand, og det var noget som han uden tvivl kunne takke Valerie for. Det var noget af et samarbejde, de havde fået op at køre med hinanden. Selv nu rokkede han sig ikke ud af stedet.. Det var virkelig en overvejelse, hvorvidt om han skulle smide hende ud, eller om han skulle lade hende blive der.. For sidste nævnte, måtte jo faktisk være mod hendes ønske..? ”Du har været heldig til aften, Cassie.. Den vinter ville tage dit liv,” fortsatte han. Det irriterede ham virkelig.. Det irriterede ham, at hun skulle fortsætte med at plage ham sådan!

[Cassie Imirachi]

Cassie havde måske ændret Alex mere end hvad godt havde været, mere end hun nok også havde brudt sig om, men hun havde for pokker bare forsøgt at gøre ham til en mand hun kunne leve med. En som ikke slog enhver ihjel der kom for tæt på, eller holdt hende som fange i sit eget hjem, også selvom det nok havde været urimeligt at gøre ham så menneskelig. Uanset så lod det til at enhver rest var forsvundet og han var tilbage til at være den mand hun huskede fra Imandra, den konge hun havde været å.. besat af og som ikke havde kunnet taget øjnene af hende. ”Godt nok,” svarede hun stille og gled godt ned under den varme dyne. Hun frygtede at han ville smide hende ud så snart hun havde vundet en smule energi tilbage, dog forsøgte hun bare ikke at bringe det på banen. Den beordrende tone fik det til at gippe i hende. Hun nikkede tavst og vendte sig med ryggen til ham for at skærme sig en lille smule. Han virkede ikke synderligt interesseret i at have hende der, hvilket faktisk var en tanke der gjorde ondt, men han havde vel ikke skænket hende mange tanker siden hun var gået? Hun bebrejdede ham ikke. ”D-det ved jeg. Et kort øjeblik troede jeg at det var hvad den havde g.gjort,” erkendte hun ærligt og stirrede tomt ind i væggen foran hende. Det var rart at være hjemme og at det var som hun huskede det, også selvom hun næppe kunne tillade sig at kalde det for sit hjem mere. Hun ønskede ikke at plage livet af ham, hvis han ikke ønskede hende der, så ville hun forlade stedet så snart hun var i stand til det, men ind til da var der ingen hast med at komme ud, hvilket han vel også kunne fornemme? [color=FF6600}”J-jeg ønsker ikke a-at være dig i v-vejen,”[/color] tilføjede hun mere stille, næppe hørligt selvom hun vidste at en mand med hans hørelse, ville opfange det med det samme. Hun fik tårer i øjnene.. til dels havde det virkelig været nemmere hvis bare kulde havde taget hende!

[Deleted]

Alex havde virkelig forsøgt at forandre sig til den mand, som Cassie gerne ville have, selvom det bare ikke havde været muligt for ham. Han var ikke menneskelig, selvom han virkelig havde forsøgt at tilegne sig det, men når man ikke var vant til at føle eller gøre sig de tanker, hvordan skulle han så gøre det bare sådan? Han havde fundet hende nu, og det irriterede ham som bare pokker, at det var umuligt for ham, bare at passere hende og lade hende ligge der, nu hvor hun havde ønsket så meget, at skulle komme væk fra ham, for det var jo det, som hun havde ønsket sig. Solen udenfor generede ham ikke. Der hang tunge gardiner stort set i hele huset, så hvis han kunne og hvis han ville, så var han fuldt ud i stand til at bevæge sig rundt, når det egentlig passede ham. ”Tænk ikke på det,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han var blevet den mand, som han havde været i Imandra.. De følelser som han havde brændt inde med, var død og borte.. Han var en fast mand, og selvom han vidste, at han burde smide hende ud, så kunne han ikke. Han bed tænderne kraftigt sammen. Hun virkede bestemt heller ikke til at have travlt med at komme nogen steder.. Men igen, det var vel fordi at hun var kommet ind i en seng at ligge, i stedet for at ligge i sneen i en mørk og tom gyde? ”Den har været tæt på det. Dit hjerte gik i stå for et øjeblik, da jeg fandt dig liggende der,” bemærkede han kortfattet. Det havde det jo, og det havde vakt den gamle følelse af bekymring.. Et sted så var det jo frygten for at skulle miste hende, for det var jo heller ikke noget, som man kunne sige, at han var synderlig interesseret i. Hun ville ikke være ham i vejen? Han vendte blikket langsomt i hendes retning endnu en gang. [collor=red]”Hvad får dig til at tro, at du er i vejen for mig, Cassie? Så havde jeg ladet dig ligge derude,”[/color] afsluttede han næsten ligegyldigt. Sagen var jo, at han ikke var i stand til at lade hende ligge der, selvom han vidste, at han burde.. Det var umuligt!

[Cassie Imirachi]

Den mand Alex var blevet havde i sidste ende ikke været en hun ønskede, hvilket næsten var det værste. Der var dog noget der sagde hende, at han efter alt den tid var vendt tilbage til at være den mand hun i sin tid havde lært at kende.. de kortfattede svar og det føleleskolde blik. Hun frygtede at han langt om længe havde mistet interessen for hende, hvilket havde været en frygt gennem alle de år de havde været sammen. Hun blev liggende med ryggen til, han havde bedt hende om at hvile, men på denne måde kunne han ikke se at hun bare lå og stirrede ind i væggen. Tanken om at hendes hjerte havde været stoppet for et øjeblik, skræmte hende faktisk, særligt fordi han vel bare havde.. ladet det ske? Normalt ville sådan noget have fået ham til at omgøre hende uden at blinke, men denne gang havde han faktisk ladet hende dø? Hun sank en klump og bed tænderne sammen uden helt at vide hvad pokker hun skulle sige til det, ud over at hun var glad for at det ikke havde kostet hende livet. ”Jeg.. tak for a-at tage mig m-med,” svarede hun stilfærdigt. Han virkede ikke synderligt begejstret for at have hende omkring, men hun var faktisk glad for at han ikke bare havde ladet hende ligge selvom det havde varet i øjeblik før vinteren havde taget livet uldstændigt af hende, hvilken lettelse det havde været. Ikke længere at skulle tænke på ham til det gjorde ondt, eller udstå sneen, man kunne sige meget, at hun selv var skyld i det, og den tanke gjorde det jo slet ikke bedre. Et sted ønskede hun bare at komme hjem og fortsætte hvor de havde sluppet, men det havde han tilsyneladende ikke de samme forhåbninger om. ”Hvorfor tog du mig med?” spurgte hun lidt pludseligt og vendte sig om på siden så hun igen kunne tage hans skikkelse i betragtning. Var hun så ligegyldig, eller havde han været ude af stand til at lade hende ligge.