Stranded here..

[Deleted]

Aftentimerne havde for længst krøbet sig ind over Atterlin, og derfor havde mørket også lagt sig over landet. Kortere og kortere blev dagene, og derfor syntes Dvasias næsten altid at være henlagt i mørke. Køligere var det ligeså blevet, og det betød, at rim duggede på byens kros vinduer og besværede udsynet for de mange gæster. Fyldt var kroen, som det blandt andet var blevet fyraften for de velhavende herrer, og så var der de mænd og kvinder, som blot havde brug for at få varmen og nyde et godt måltid mad, eller glemme hverdagen gennem et glas. Lystigt pulserede pejsen og afgav lune til hele kroen, skønt det var tydeligt at se, hvordan der alligevel var kamp om pladserne tættest på selve pejsen. Munter var stemningen blandt de fleste, som den generelle sindsstemning var, at arbejdet var blevet lagt til siden, og at der nu var rum for venner, lystige kvinder og afslapning. Det var dog ikke alle, som tog del i festlighederne, og der var Tatiana en af dem.
Siddende ved et af vinduesbordene kunne man finde mørkelvernes leder. Tatiana. Alene sad hun, som mændene havde formået at respektere hendes tilstedeværelse i kroen.. eller de havde tvungent set sig nødsaget til at respektere hende i form af frygt, efter hendes makabre trusler. Rolig var hun derfor for nu, som hun blot sad for sig selv og fingrede med det rødvinsglas, som hun havde i hånden. Godt smagte det, men det var trods alt også en af de bedre kroer, som hun havde bevæget sig til. Elvisk standard var det dog ikke, men hvem ophøjede ikke også sin egen races fremstillinger frem for andres? Glasset førte hun roligt op til læberne, hvor hun tog en tår af den rige væske. En flot kvinde var hun nu, skønt hun havde et bidskt temperament, og var autoritært anlagt. Håret hang som sædvanlig i en stram og tilbagetrukket fletning, så det mest af alt lignede en pisk. Hendes tøj var ej som en normal kvindes, som hun ej bar skørt, men nærmere ’mandeklæder’. Stramme var hendes mørke bukser, der halvt var dækket af hendes knælange læderstøvler. På overkroppen bar hun en nydelig tunika, der måtte være med til at udtrykke hendes stand. Stoffet var nemlig af den fineste kvalitet, samt der var blevet indvævet de smukke og majestætiske elviske symboler i tunikaen. Mørkerød og pænt formene var den, som hun bar et sort læderbælte, der måtte holde tæt omkring livet. Hendes gennemborende blå øjne gled scannende omkring. Det var ikke just fordi, at hun ønskede at være her, som hun langt hellere ville tilbage til Maerimydra, men svært var det med den sne, som var begyndt at hagle ned udenfor. Uden formål var hun dog ikke endt her, som hun tidligere på dagen var ankommet i forretningens tegn. Det møde var dog endt, og nu kunne hun blot se frem til en nat her i Atterlin.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ved at være møkt, og det var ved at være koldt, så var det ikke noget, som rørte Lucifer I det hele taget. Tvært imod. Han havde ilddæmonen til at holde varmen når det var nødvendigt, som han havde isdæmonen til at køle sig ned, hvis han kogte for meget. Det havde da til tider, sine fordele. I øjeblikket, var det ham, som havde brug for at komme lidt ud for en gangs skyld, da det heller ikke ligefrem var noget, som skete særlig ofte. Faith var endnu ikke hjemvendt til Appolyon, og det begyndte at bekymre ham, for han havde ikke set noget os helt til hende i måneder, og det kunne han da slet ikke lide!
Trangen til luft var tydelig, da Lucifer valgte at søge ind til byen. Selv allerede nu, var han et kendt ansigt rundt omkring. Faith var ganske vidst ikke den kvinde, som havde skænket ham liv ved fødsel, men hun havde skænket ham muligheden for at blive til noget, og for det, så var han hende evigt taknemmelig, for han var virkelig glad for det. Han kendte ikke sin biologiske far, og han havde kun hørt historier om sin mor, hvilket uden tvivl var noget, som han var stolt af. Hans ansigt fortrak ikke så meget som en mine, da han søgte ned langs de smalle gader. Han var måske ikke særlig gammel, men han var modig af sig.. ikke mindst fornuftig, så han vidste, hvad han kunne tillade sig, og hvad han ikke kunne tillade sig, så var det jo også noget, som havde sin fordel, kunne man jo sige. Han nåede endelig den lille krostue. Han havde brug for noget, at varme halsen på, kunne man vel sige, og det var det, som han gerne ville have, da han endelig havde muligheden for det igen. Han kneb øjnene let sammen, idet han slog dørene op igen. Han så sig omkring. Kvinden ved vinduet, var dog noget af det første, som faktisk faldt ham i blik, da det ikke var ofte, at man fandt en kvinde på dette sted, og da bestemt heller ikke alene, hvilket var noget, som han meget gerne ville understrege. Han skød brynet kort i vejret og rystede så på hovedet. Det var bestemt ikke tiden for at dvale ved den slags. Han søgte direkte op til krofatter, hvor han bad om et glas whisky. Han bar den mørke kappe og den mørkerøde skjorte. Han var spinkel bygget, men dog fast. Man skulle så sandelig ikke tage fejl af hans unge krop.

[Deleted]

Det var bestemt ikke normen at se en kvinde alene her i Dvasias, og bestemt heller ikke her i kroen. Kendt blandt de mere velhavende mænd var den, samt de kvinder, som ønskede at ’sælge ud af sig selv’. Tatiana var dog ligeglad med de faktums. De velhavende mænd kunne hun muligvis benytte sig af forretningsmæssigt, men ellers sagde de hende ærlig talt ikke noget, og så var hun bestemt ikke kommet for at sælge ud af noget! Ikke på vilkår! Hun ønskede blot at slappe af, og nyde det glas, som hun havde købt. Det var også en besked, som de fleste i kroen havde forstået, men selvfølgelig var der altid dem, som skulle prøve grænser..
Opmærksomt søgte Tatianas blik over mod døren, som klokken på ny lød og afslørede, at en ny gjorde sit indtog i kroen. Kort studsede hun over den nye mandlige gæst. Blot endnu en velstående herre.. Denne by vrimlede da også med dem! Hun fnøs dæmpet ved tanken, inden hendes opmærksomhed igen gled til vinen, som hun nippede til. Hvordan hendes eget samfund kunne indeholde de eneste nytænkende individer, begreb hun vitterligt ikke.. og dog beviste det blot, hvor sublim hendes egen race var. De var nemlig de eneste, som ikke sad fast i denne tydeligt mandsdominerede verden. Hendes opmærksomme blik skævede en anelse til siden, som hun anede, hvordan en af mændene var på vej over i hendes retning. Hvori lå det dog, at hun ikke havde givet dem tydeligt besked? Hun hævede til en start ikke blikket, skønt hun hørte, hvordan stolen ved hendes side blev trukket ud. ”Hvad er dit navn, lille due?” lød den mandlige stemme ved hendes side. Selvsikker var han i minen, som han forsøgte at charmere hende, ligesom han gjorde med en hver anden enlig kvinde, som han mødte på sin vej. Han hævede hånden for at stryge hende over tindingen. ”Vær nu ikke ge…” Hans udtale endte brat, som hendes hånd havde tvunget hans hånd bort, inden den overhovedet havde nået at strejfe hende. Forbløffet var mandens mine, som han bestemt ikke havde forventet den styrke fra en kvinde. Tatiana lod sine negle bore ned i det sarte kød, der omgav mandens håndled. Hendes gennemborende blik søgte direkte hans. ”..Jeg vil bogstaveligt talt brække din hånd, før jeg vælger at løsrive den fra din arm, for derefter at fodre din beskidte mund med den, hvis du forsøger at røre mig igen, og hvis du forsøger at sige en stavelse mere,” begyndte hun i en faretruende rolig tone. Hun slap hans hånd. ”Jeg ville gå, hvis jeg var dig..” Stolen skrabede øjeblikkeligt hen over gulvet, som manden i al hast rejste sig og forlod krostuen. Tatiana selv tog blot i al ro og mag en ny tår af vinen, samtidig med, at hun ignorerede de lettere stirrende blikke, som hun havde fået på sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer, var ikke den, som viste den store interesse for det kvindelige individ. For øjeblikket, havde han et kæmpe ansvar, ved at skulle se efter dæmonerne, som hans moder havde efterladt. Han havde selv valgt at age det ansvar på sig, også fordi at han vidste, at han en dag, var den som skulle tage over Faiths store arbejde, og han var kend med det faktum, at han vidste, at det var ham, som en dag skulle tage over, og så måtte han jo prøve kræfter med det, selvom han ikke var særlig gammel, så skræmte den tanke ham ikke. Velhavende var han, selvom han selv ikke havde tilgang til pengene, som hans moder havde lagt til side.
Hans whisky fik han hurtigt tildelt, hvilket, var noget som faktisk passede ham ganske fint i den anden ende. Han vendte sig i retningen af kvinden og manden som tydeligt forsøgte at lægge op til ham. Nu var han måske ikke selv den bedste til at forføre en kvinde, da det var yderst sjældent han havde gjort det, så man kunne jo sige, at det var temmelig nyt for ham. Tilnavnet ’Due’, havde han skam hørt en gang eller to før, selvom han aldrig rigtigt havde forstået meningen bag det, for det var jo en dum fugl? Var det overhovedet ment som et kompliment? Han rystede de tanker ud af hovedet og tog denne mand nøje i blik, selvom det var tydeligt, at han intet fik ud af det, da han blev afvist på stedet, hvilket faktisk var en tanke som uden tvivl morede ham som intet andet i den anden ende. Han grinede let for sig selv. Det var faktisk utrolig underholdende, at se en mand blive afvist på den måde, også selvom det var en smuk kvinde, som sad der, så var det faktisk tydeligt, at det var af den lidt mere alvorlige kaliber, eftersom der heller ikke rigtigt var nogen mand, som turde bevæge sig i retningen af hende. ”Idiot..” sagde han let for sig selv, hvor han faktisk bare blev siddende og kiggede på hende. Det var underholdning nærmest i særklasse, da det var sjældent, at nogen i det hele taget tog sig det mod som det krævede, at skulle afvise en af disse ædle herrer. Endnu en gang tog han en tår af sin whisky, hvor han bundede glasset og satte det fra sig. Den mand kunne da heller ikke finde ud af at forgøre en smuk kvinde.

[Deleted]

Tatiana fulgte end ikke den flygtende mand med øjnene, som han tog flugten fra hende og kroen. Hvad havde den mand også overhovedet regnet med, med at lægge op til hende? Hende.. Tatiana Vanessë Móreadhiel. Mørkelvernes leder. Den mand måtte være født i går, siden han nogensinde havde troet, at han havde en chance hos hende.. eller også var han blot ligeså fortabt som alle andre mænd.. Et sørgeligt køn var det. I hvert fald dem, som ej var født mørkelver. De mænd kunne trods alt bruges. Hvordan mænd generelt kunne regere størstedelen af verdenen, begreb hun vitterligt ikke, men det sagde måske også noget om ikke-mørkelviske kvinder? At de dumme narrede de mindre kloge.. ellers ville det trods alt ikke være muligt. Hun drak af rødvinen, og det var i det øjeblik, at hun blev ramt af den følelse, at hun blev beluret. Tungen lod hun let glide over den lille mund, så den fangede den sidste smag, af de røde druer, inden hun roligt stillede glasset fra sig. Blikket endte hun med at kaste over skulderen, og der var han.. Belureren. Hvis hun ikke tog meget fejl, var det den selvsamme mand, som for kort tid siden var trådt ind i kroen. Eller rettere sagt … unge mand. De blå øjne lod hun studse over hans skikkelse. Hvem denne mand var, sagde hende ikke lige umiddelbart noget, men en flot ung herre var han da. Det eneste udtryk hun kom med, var dog kun et hævet øjenbryn, inden hun igen så væk. Om denne mand skulle være særligere end de andre, var skam muligt, men det var kun i de sjældneste tilfælde, at det var således, og derfor gik hun med ingen høje forventninger til mænd. Hendes blik søgte videre til en af servitricerne, der gik omkring bordene og serverede for de forskellige gæster. Roligt vinkede hun hende over til sig, hvor hun derefter tog omkring sit glas, som hun drak ud. ”En genopfyldning,” bestilte hun kortfattet, inden den unge servitrice tog imod glasset, som hun stillede på sin bakke. ”Så gerne, frøken,” svarede hun høfligt og nejede for Tatiana, inden hun fortsatte turen op mod selve bardisken, for at hente bestillingen. Roligt lænede hun sig tilbage i sin stol igen, alt imens hendes blå øjne fæstnede sig på vinduet ved hendes side. Synderligt meget kunne hun dog ikke se, som frosten havde sneget sig op på ruden, og derfor forvrængede det meste af udsynet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste, at hans betydning for denne verden, udelukkende var med den opgave, som han blev opfostret til. Det var end ikke noget, som han var blevet født til, da det ej var hans biologiske moder, der fremstod som leder for dæmonerne. Når tiden var inde, var det ham, som skulle tage over. En opgave, som han glædeligt pådrog sine unge skuldre! Han sad roligt og betragtede sig af hendes skikkelse. Manden som havde lagt op til hende, havde tydeligvis ikke haft nogen anelse om, hvad pokker han havde haft gang i. Det kunne han selv sige, som en nybegynder, for det var jo heller ikke ligefrem meget, som han selv havde fået lov til at prøve af endnu. Som hun vendte blikket mod ham, så han dog ikke bort, da det nærmest virkede som en stirrekonkurrence - En stirrekonkurrence, som han faktisk gik hen og vandt, eftersom, det var hende, som vendte blikket væk først. Et kort, men tilfredst smil gled over hans tynde læber, inden han bundede sin whisky og satte glasset fra sig igen. Det var først der, han faktisk vendte blikket væk fra hende. Han måtte jo erkende, at han alligevel var nysgerrig. Lige hvem hun var, måtte han dog erkende, var gået forbi ham, da det ikke rigtigt sagde ham noget som helst.. Han havde lært om det som var vigtigst for dæmonerne at kende til, og der kunne man jo ikke ligefrem vove at påstå, at Mørkelverne udgjorde nogen direkte trussel. Han rystede på hovedet. Han måtte jo være rablende vanvittig, at gøre det her, men han ville vel vise at han var bedre end den mand, som netop var stormet ud af stedet? Ja, det var uden tvivl flovt at blive afvist på den måde, men det var jo heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre ved det nu. En mørkelver var hun.. Hendes attitude, havde jo allerede afsløret hende, samt de ører og de trusler.. Det var jo almen kendt, at mændene var bunden i det samfund, så meget vidste han da. Han gjorde tegn til påfyld, hvilket han fik stort set med det samme, inden han tog fat om sit glas og rejste sig. Han kunne jo lige så godt bare være.. lidt mere irriterende, end hvad han havde været til nu. Nu havde han jo trods alt bare beluret hende. Han valgte at tage pladsen direkte overfor hende, uden egentlig at spørge, om han måtte først. ”Mænd kan være nogen idioter til tider,” sagde han kortfattet, inden han tog den første tår.

[Deleted]

At belureren havde anset Tatianas blik for at være en del af en stirre konkurrence, anede hun selv intet til. Selv havde hun nemlig blot set væk i det sekund, som hun havde tabt interessen for ham. Hurtigt var det desuden gået, som hun lige umiddelbart blot havde antaget ham for at være endnu en mand, og mænd var ikke just det køn, som hun vægtede højest på denne planet. Derfra ’glemte’ hun ham rent faktisk også, som hun i hvert fald ikke tænkte mere over hans eksistens. Tilbage til sine egne tanker, trak hun sig, alt imens hun ventede på sit nyskænkede vinglas. Hendes blik hvilede tavst på vinduet, men skønt man skulle tro, at hun var uopmærksom, tilhørte hendes ører endnu krostuen. Derfor opfangede hun også, hvordan tungere skridt end servitricens, nærmede sig hende. Lige umiddelbart valgte hun at vise ham den flabethed, ej at erkende hans tilstedeværelse, skønt han direkte talte til hende, og havde taget plads ved hendes bord. I et par sekunder valgte hun at trække tiden ud, som hun ønskede at vise manden, at han ikke havde hendes billigelse bare fordi, at hun havde værdiget ham et blik, for det havde han bestemt ikke! Hvad han lavede her, begreb hun ej heller, men han håbede vel, at han blev den som omvendte hende? Hun kunne nemlig høre, at han havde bemærket sig af hendes lille sammenstød med den flygtende mand. ”Og idioti rejser tydeligvis i flok,” svarede hun stilfærdigt, alt imens et kynisk blik landede på ham. Direkte ind i hans øjne så hun, som hun ønskede at vise, at han ikke rørte noget i hende. Hun var nemlig ikke en af deres uskyldige kvinder, som de så fint var vant til. Nok kom de fra det samme land, men mørkelverne mindede ikke om nogen anden race.. eller måske valkyrierne, men de betrådte knapt nok denne jord. Blikket løsrev hun fra manden, som servitricen nu også kom tilbage med glasset. ”Deres glas, frøken,” sagde servitricen, alt imens Tatiana tog imod sit glas. Hun nikkede let til pigen, som et tegn på, at alt var vel, og kort tid efter svandt servitricen også bort. Igen måtte Tatiana tage sig tid, som hun nippede til vinen, før hun tog manden i blik igen. Hendes blik gled studerende op og ned ad ham, som hun målte ham med øjnene, før de igen fæstnede sig i hans. ”Hvad håber du på, med at sætte dig her, knægt? At du kan gøre det bedre end den forrige? ..I så fald er du ude, hvor du ej kan bunde..” Hård og kold var hele hendes mimik, som hun testede manden. Hun regnede alligevel med, at hun kendte til udfaldet på dette scenarie. Udefrakommende mænd havde det nemlig ikke med at kunne tackle hendes fjendtlighed. Hun var nemlig intet af, hvad deres verden repræsenterede.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne slet ikke lade være med at more sig over at manden var blevet afvist på den måde, og endda af en kvinde. Når det nu var sagt, så kunne det godt være, at det var hovmod, at tage sit glas og bare sætte sig ved hende. Han rørte da i det mindste ikke ved hende! Han var måske ung, men modig var han, og han havde et ry og rygte, at leve op til, udelukkende fordi at det var kendt for de nærmeste dæmoner, at det var ham, som skulle tage over, og ikke enhver anden efter Faith, når hun engang stillede træskoene. Det var først der, at han vidste, at det ville komme til at ske uanset hvad. De isblå øjne søgte direkte til hendes skikkelse. Ordene var tydeligt henvendt til ham, også selvom han ikke tog det særlig tungt. Det var en test i hans øjne.. Og han var fast besluttet på at skulle bestå denne, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. ”Ønsker du da ikke selskab? En smuk kvinde, burde ikke sidde på et sted som dette, alene,” sagde han endeligt. Det var skam ikke fordi, at han var ude på at fremstille hende som svag eller en, som ikke kunne passe på sig selv, for det havde han da tydeligt erfaret allerede, at hun var i stand til. Han betragtede hende med en kortfattet og intens mine. Han tog endnu en tår af sin whisky, inden han satte den fra sig på bordet igen. Han lænede sig efterfølgende over bordet. Mænd kunne være nogle idioter, men han havde absolut intet med den mand at gøre, som hun netop havde afvist! Han rettede sig efterfølgende op igen, da hendes glas blev placeret foran hende. Han tog hendes ord som afvisende.. men der var jo ikke nogen, som sagde, at han var ude på noget som helst. Han kunne godt lide at prikke til folk.. han kunne godt lide at prøve kræfter med det ukendte, og selv vidste han, at det faktum, at skulle komme tæt på en mørkelver, var forbandet svært, og man skulle være forbandet heldig, hvis man ville have nogen chancer, men var det noget, som nogen mand ville? En som ikke var en mørkelver i hvert fald? ”Hvad jeg ønsker, er vel noget, som jeg kan tage til mig, som min egen lille hemmelighed? Desuden.. så er jeg en rigtig god svømmer,” påpegede han, som en kommentar til hendes ord, om at han var ude hvor han ej kunne bunde.. Så måtte han jo svømme.. og det var han god til.

[Deleted]

Fjendtlig af sjæl var Tatiana, når det kom til andre end hendes egne. Derfor var hun også kun leder af sin race, og ej regent af landet. Det hændte selvfølgelig, at der var de udefrakommende, som hun valgte at acceptere, men mange var de ikke. Hendes tungespids gled over hendes underlæbe. Om hun ønskede selskab? Det var ikke just en handling hun havde efterstræbt, og derfor var det hende også irrelevant. Hun tvivlede desuden på, om der overhovedet herskede godt selskab i denne kro. Indtil nu havde hun jo kun stødt på idioter. Hendes blik dvælede på hans unge skikkelse. Ingen tryghed var der at finde i hendes gennemborende blå øjne, men hvad kunne man også forvente? Manden måtte dog forvente noget af hende, siden han vovede at sætte sig ved hende, og tildelte hende komplimenter. ”Skønhed er som regel bare en illusion.. Vil du stadig finde mig smuk, hvis jeg skær dine øjenæbler ud med denne dolk?” spurgte hun ham i tone, som hvis hun havde talt om vejret med ham. Som hun nævnte udskæringen af hans øjne, bøjede hun sig desuden en anelse - uden at hun tog blikket fra hans øjne – hvor hun roligt fremdrog en dolk. Dolken var uden tvivl af elvisk fremstilling og af elvisk stål, og derfor var kvaliteten bestemt ikke til at spøge med. Nok foragtede de fleste racer mørkelverne, men deres medicin, bygninger og våben, kunne man ej tage fra dem. Roligt fingrede hun let med dolken, som hun lod den dingle fra det lette fingregreb hun havde i den. Hendes hoved gled en kende på sned, som hun søgte hans respons. Hun var uden tvivl en kvinde, som sagtens kunne passe på sig selv. Når det så var sagt, var hun som sagt også kvinden, der turde gøre alvor af sine trusler, og for eksempel skære øjnene ud af mænd. Indtil nu holdt hun sig dog i ro.. Hun hævede det ene slanke øjenbryn. ”Næppe. En hemmelighed er blot en passage, som venter på at blive brudt,” svarede hun med et kynisk smil på læben, og sandt var det kun. Hun havde i århundreder fungeret som mørkelvernes torturmester, og derfor var det ej til at kimse med, hvad hun kunne få frem på folks tunger. ”..og jeg er ufatteligt god til at få folk til at tale.” Umiddelbart regnede hun dog blot med, at han kom af samme årsag, som alle andre mænd gjorde. Enten ville de varme hendes kolde hjerte, som den forrige mand havde forsøgt, eller også ville de forsøge at teste hendes temperament … det sidste fik de dog aldrig muligheden for at tale om igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var slet ikke i tvivl om, at dette var en kvinde, som kunne passe på sig selv. Når det nu endelig var sagt, så ønskede han jo faktisk heller ikke at sidde der, for at passe på hende, for det havde han da også tydeligt erfaret allerede, at hun selv var i stand til. Han var ikke en følsom mand, og han var bestemt heller ikke den, som åbnede op for kvinderne. Han vidste desuden også, at en kvinde som en mørkelver, aldrig nogensinde ville blive aktuelt for ham, da han faktisk huede efter Faiths anerkendelse, og det fik han under ingen omstændigheder, hvis det ikke var en dæmon. Og det var faktisk noget, som var vigtigt for ham. De isblå øjne gled direkte til hendes skikkelse med et intetsigende, men dog yderst gennemborende blik. Hendes trussel om at fjerne hans øjne, var nu heller ikke noget, som han tog som det værste, for han havde efterhånden oplevet temmelig mange ting, så det var ikke fordi, at det havde nogen direkte afskræmmende effekt på ham. Tvært imod, så var det ikke ligefrem det, som man kunne sige, at det gjorde. Han lod hovedet søge let på sned. ”Mine smukke øjne? Se, det ville jo være en skam, ville det ikke? Hvem skulle så skænke dig disse komplimenter?” spurgte han ganske kortfattet, og alligevel med en kæk undertone. Hemmeligheder havde de skam mange af, og det var noget af det, som han meget gerne ville holde fast i, i den anden ende. ”Hemmeligheder, er noget af det, som slet ikke kan undværes her i livet.. Det gør det værd at leve.. med lidt risiko, ikke sandt?” Han hævede et sigende bryn, også selvom han havde øje for den dolk ud af øjenkrogen, for det var jo aldrig til at vide. Det var dog ikke bare ham, som skulle passe på, men så sandelig også hende. Han var en dæmon.. endda af en meget farlig blanding, så det var noget, som man så sandelig også skulle være lidt påpasselig med i den anden ende. ”Du vil meget hurtigt blive overrasket over, hvor god jeg selv er til at få folk til at gøre.. som jeg vil..” Han tog endnu en gang om sit glas, blinkede let til hende og tog en tår. Han var bestemt ikke bange for at lege med ilden.

[Deleted]

Tatiana fnøs dæmpet. Hvem der i så fald skulle give hende komplimenter? Jovist, at selv hun brød sig om at blive komplimenteret, men alligevel.. Hun ville næppe gå glip af noget. Hun nød desuden komplimenter fra sine egne langt mere, end hun nød med dem fra en fremmedracets. Andre racer end mørkelverne havde nemlig en ganske sølle plads i hendes hjerte, hvis de da overhovedet havde en. Kontrolleret lænede hun sig ind over bordet, så begge hendes albuer måtte hvile imod bordpladen. Blikket slap hun ham ikke med på noget som helst tidspunkt, skønt det ej synede, at han frygtede hendes øjne. Klingen hævede hun, hvor hun valgte at lade det kolde stål møde hans varme kind. Hun smilede kynisk til ham. Hendes hoved faldt på sned, alt imens hun lod det skarpe blad glide kærtegnende over hans hud, så en tynd rød steg langsomt boblede op. ”Dine smukke øjne? Er det således, at din mor beskriver dem?” spurgte hun i en rolig tone, skønt man ikke skulle tvivle på den hånd der lå i ordene. At hans ’mor’ var dæmonernes leder, anede hun dog intet om. Hun kom blot med sin udtale, fordi han lignede en knægt, der først lige havde revet sig løs. Hendes blik forlod nu hans, så hun i stedet betragtede betagende det mørkerøde blod, der nu let strejfede ned ad hans kind og kæbeparti. ”Jeg higer ej mænd som digs komplimenter,” afsluttede hun kortfattet. Nej, det ville ikke være noget tab, skønt hun skam tog komplimenter til sig. Hun havde let det ene øjenbryn, som han beskrev hemmeligheder, som var det ham dyrebart. Hvad var hans hemmelighed? Eller måske … hemmeligheder? Det kunne muligvis være interessant at undersøge nærmere.. men det var også kun måske. ”Og hvad bær du rundt på, som gør dit liv værd at leve?” endte hun stilfærdigt med at spørge. Hemmeligheder var vel en af hendes specialiteter her i livet. I hvert fald en specialitet i at bryde dem. Længe havde hun gjort det, og mange sind havde hun brudt. Det var selvfølgelig ikke sagen at gøre her på en kro, men nærmere en handling man kunne benytte sig af i en mørk kælder.. I et mørkelvisk fængsel for eksempel.. Hun lod de kolde blå øjne søge hans igen. Han var god til at få folk til at tale? Denne kønne lille dreng? Simple kvinder muligvis.. Og hvad var der med hans blink? Troede han, at han var kæk? ”Jaså? Hvad har du nogensinde fået en person til? ..og stik mig ikke en sødladen barnehistorie om en lille knægts narrestreger,” bad hun ham direkte.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde slet ikke nogen grund til at frygte for denne kvinde.. Han kunne så nemt som ingenting, få hende til at trække sig væk fra ham.. Der var intet mentalt beskyttelse for en som hendes slags overfor en som hans.. Han var jo ikke bare ild og is, men også mentaldæmon. At hun så derimod lod klingen danse let over hans kind, var ikke noget som han sagde noget til som sådan, hvor han bare blev siddende fuldstædig stille i stedet for. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen i en advarsel. Hans fødselsmoder var afgået ved døden ganske kort efter han selv var kommet til live, kunne man jo sige, og selvom det ikke var noget som rørte ham så sådan, så var det jo stadig et ømt punkt. Den blodige rende gled over hans kind, hvor han roligt trak sig en anelse og lod hånden stryge over det, kun for at lade blikket glide mod det efterfølgende. ”Min moder vil ej være i stand til at beskrive dem,” sagde han kun kort for hovedet. Faith agerede som hans mor, selvom han ikke måtte kalde hende ved den titel, og selvom det var svært.. og havde været sværere, så levede han med det. Det var hans lod i livet, uanset hvor hårdt sagt, det så end var. Komplimenter vidste han at kvinder kunne lide.. Det var hans erfaring af tingene om ikke andet. ”Vil du da komme og fortælle mig, at du ej kan lide at få at vide hvilken smuk kvinde du i sandhed er?” spurgte han ganske sigende. Hun higede måske ikke efter at få det at vide, men de kunne lide det.. og det vidste han!
En mand af mange hemmeligheder, kunne man snildt kalde ham. Det kække smil bredte sig tydeligt på hans læber. Han havde fanget hendes opmærksomhed, hvilket var noget som faktisk kun passede ham selv ganske fortrinligt! ”Hvis jeg fortalte dig det, så ville det jo ikke være en hemmelighed, vel?” endte han ganske sigende. Han satte sig roligt tilbage med sit glas i sine næver med en tydelig tilfreds mine. Han havde fanget hendes opmærksomhed.. gjort hende nysgerrig.. og det i sig selv, var jo et frygtelig stort skridt på vejen. ”Hvad jeg har gjort? Jeg kan være frygtelig, frygtelig overbevisende. Jeg fik en ung mand til at springe i søen.. Fortalte ham, at han ikke måtte komme op igen.. Han druknede,” fortalte han med en ærlig stemme. En mand som havde plaget ham.. Han havde ganske enkelt bare fået nok.

[Deleted]

Opmærksomt dvælede Tatianas blå øjne på den røde rand af blod, som smukt dansede ned over hans kind. Fascinerende fandt hun det, men fascineret af kroppens smerte skulle man formentligt også være, når man igennem længere tid havde beskæftiget sig som torturmester. Et ganske brutalt erhverv, som på ingen måde var kvindeberettiget i den ’normale’ verden. Som manden selv trak sig tilbage, fjernede Tatiana også kniven fra hans kind. Ikke for at fjerne den helt, men derimod for roligt at studere den. Pur lyserød så væsken helt ud, som stålbladet svagt skinnede igennem bag laget. At manden langsomt så sig provokeret, ignorerede hun selv til fulde. Ikke at hun ikke var opmærksom på et muligt angreb, men hun var nærmere blot ligeglad med hans følelser. Han havde selv valgt at sætte sig ved hendes bord, og derfor måtte han også blot følge med på den tur, som hun lagde op. Hun havde nemlig ikke i sinde at tilrettelægge sig for ham. ”Hvilken skam..,” sagde hun sarkastisk. ”Døde din moder under fødslen? Lever hun, og er der en, som har pløjet hendes øjenæbler ud? Har hun forladt dig, fordi hun ikke kunne snuppe din eksistens? Nej, vent! … Jeg er faktisk ragende ligeglad,” endte hun sødladent med at sige. Roligt lænede hun dig tilbage i stolen, mens hun nu valgte at tørre blodet af i dækservietten, der havde fulgt med vinglasset. Som klinge på ny var ren, smed hun let stoffet fra sig, inden hun førte kniven ned i støvleskaftet igen. Scenariet havde tydeligvis ikke påvirket manden synderligt meget, hvilket hun alligevel måtte finde en anelse interessant.. Manden var nemlig ej vampyr, og derfor kunne han sagtens føle smerte, samt såret ville heale, som hos en almindelig dødelig. De blå øjne søgte igen hans. ”Hvad håber du på at opnå, ved at kalde mig for en skønhed? At få en plads i min seng? At jeg vil give dig en fremtid i denne verden?” spurgte hun sigende igen. Der måtte ligge noget bag.. og hvis ej han tænkte på noget nu, ville det blot komme senere. Hjernen var ikke just så svær at forstå. Alle ønskede sig noget. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Du er virkelig et geni, hva’,” sagde hun ironisk. Selvfølgelig ville det ej være en hemmelighed, hvis den blev sagt højt. Det var simpel logik. Det var dog også et faktum hun var ligeglad med.. Hun havde nemlig aldrig ladt en hemmelighed holde hende tilbage. Blikket holdt hun på hans ansigt, og som han fortalte, hvordan han havde fået en mand til at drukne ved hjælp af ordets kraft, kunne hun ikke benægte, at der blev leget med hendes nysgerrighed. Hun trak svagt og sigende på mundvigen. ”En mentaldæmon..,” sagde hun tænksomt for sig selv. En farlig race, men hun kunne ej benægte, at hun brød sig om det makabre i hans tankegang. En morbid fornøjelse var det i sandhed, men det var også de færreste, som ville stemple hende som normen. ”Det er ikke mange, som kan gøre, hvad du kan, men det ved du formentligt allerede selv. Hvem er du, knægt?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denne kvinde skulle nok vise sig, at være en hård nød at knække.. en nød, som han ville elske at knække! Selv med den blodrøde stribe henover sit kind, så han ikke nogen grund til at skulle hidse sig op. Hvorfor skulle han dog gøre det? Det var ikke noget, som nogen af dem, ville få det fjerneste ud af, når det nu endelig skulle komme til alt. De isblå øjne søgte til hendes skikkelse, og med en næsten gennemborende mine. Hun spurgte ind til hans mor, og hun fik det klare svar, også selvom det nu heller ikke var noget, som han faktisk ønskede at snakke synderlig meget om. Faith agerede som hans mor, og hun var forsvundet i øjeblikket.. med andre ord, så stod han ganske alene med tingene. Rigtig mange ting. ”Og hvorfor skulle det da vække en Mørkelvers interesse?” spurgte han ganske sigende. Det var skam slet ikke fordi, at hun ville få det mindste ud af hvad han kunne fortælle. For nu var det bare vigtigt for ham at understrege, at han også kunne gøre hende nysgerrig. ”Lad det forblive en hemmelighed, ikke sandt? En Mørkelver vil ej kunne føre mig frem i denne verden. Min skæbne tilsiger mig en ganske anden ting,” sagde han med en ganske kortfattet mine. Hvis han selv skulle sige det, så ville han næsten foretrække at blive kaldt for et geni… for der måtte vel også være noget om det, måtte der ikke? Han smilede let tilfreds. Ved hjælp af kraften som lå i det talte ord, havde han fået en mand til at drukne sig selv.. velvidende om, at han egentlig bare kunne have rejst sig, men ikke gjorde det. At hun så regnede hans race ud på det grundlag. ”Det… blandt så meget andet,” sagde han ærligt, og med en tydelig stolthed i minen. Han var måske forældreløs.. Om hans far overhovedet var i live, havde han virkelig ingen anelse om. Han vidste hvem manden var, men det gjorde det ikke ligefrem nemmere at finde ham på det grundlag, hvis han nu selv skulle sige det i den anden ende. Hvem han var..? ”Mit navn er Lucifer Phoenix Isthar Jaceluck,” præsenterede han sig roligt, og med en tydelig stolthed i hans mine. Det sidste, var blevet ham skænket af Faith, som havde skænket ham hendes eget navn, så han havde noget at være stolt af, og noget at relatere til, nu hvor han heller ikke ligefrem havde haft noget andet.

[Deleted]

Ligegyldigt trak Tatiana på skulderen. ”Det gør det heller ikke.. Hvis ikke det havde været fordi, at du er halvdøv, havde du også opfanget, hvad jeg egentligt sagde. Hør bedre efter næste gang, knægt,” lød det hårdt, men sandt, fra hende. ”Dine kvaler betyder intet for mig..” Ragende ligeglad var hun med folk, der bar rundt på nykker. Synderligt sympatisk var hun nemlig ikke, som hun havde svært ved at føle empati for andre. Det gjorde, at andre end hendes egne havde svært ved at se det menneskelige i hende. Hun var dog heller ikke menneskelig, som hun var mørkelver, og det ønskede hun også, at folk huskede. Hun tog en tår af vinen, hvor hun lod druerne hvile på tungen, inden hun slugte væsken. Hun hævede let øjenbrynet, som han begyndte at inddrage skæbnen i sin tale. Han fik det helt til at lyde som om, at han var ment for noget … stort. ”Godt for dig.. Jeg er alligevel ikke gavmildt anlagt,” sagde hun kortfattet og sandt var det. Hun var nemlig ikke typen, som gav og hjalp andre. Hun var nærmere typen, som gjorde ting for egen vindings skyld, og det havde hun ikke et problem med at fortælle ham. Hun var nemlig meget direkte og ærlig af person. ”Jaså..,” sagde hun blot. Så han var altså en blanding. Enten en varylblanding, eller også blanding af diverse dæmonracer. Lige meget hvad, var han dog svagere stillet end en fuldbyrdet fuldblod. Hendes øjne hvilede intenst på hans ansigt. Phoenix, Isthar og Jaceluck.. Alle disse efternavne var hun bekendt med. Hun var måske mørkelver, men blind for omverdenen var hun bestemt ikke! Phoenix og Isthar var efternavnene på to dæmoner, som var blevet kendt for den ravage de havde lavet i Procias. Og navnet Jaceluck … Ja, det var nok det mest kendte dæmonnavn. Det indgød desuden et slægtskab til den nuværende leder. Faith. Hun tog endnu en tår af sin vin. ”En dæmon med stamtavle altså,” konkluderede hun sigende, som havde han været en gemen avlshingst. Ja, hun var endnu ikke færdig med at teste ham. Blod sagde hende dog intet. Det gjorde handlinger derimod. De viste nemlig, hvad man havde at byde på, fremfor hvilken slægt man var født ind i. Selv var hun ikke blevet født til at være leder af sit folk. Det var et erhverv, som hun selv havde efterstræbt og kæmpet sig op til. Derfor var det også, hvad hun søgte i folk. ”Har du andet at byde på?” spurgte hun ham, som om hun endnu ikke var imponeret over ham.