Stranded here..

[Deleted]

”Jeg påstår ej heller, at det er en konkurrence. Hvad jeg siger, er at I føler, at Jeres veje er den korrekte, såvel som vi føler, at vores er. Problemet er blot, at I er flere til at mene det, end vi er. Hele verdenen er nemlig nået frem til Jeres dom, hvor vi kun er to racer i denne verden, som har turde skille sig ud,” sagde Tatiana sigende, inden hun fjernede blikket fra ham. Denne selvsamme diskussion var uden tvivl begyndt at kede hende. Hun betragtede vinduet. Måske var vejret begyndt at blive bedre? Hun havde i hvert fald i sinde at forlade dette sted så snart det blev således.. Underholdningen her på kroen var nemlig ikke just i top, så af hvilken grund skulle hun virkelig blive? Knægten her havde måske interesseret hende for et øjeblik, samt givet hende nogle nyttige oplysninger, men nu syntes han blot at falde i interesse igen. Hendes blå øjne fandt ham igen. ”Det kan jeg se,” sagde hun roligt. At han fortsatte med, at mændene i det mørkelviske samfund blev anset for at være slaver, kunne hun selvfølgelig ikke benægte. Det var nemlig sandt, at de fleste blot var slaver. Helt ret havde han dog ej heller, da der var de enkelte mænd, som formåede at skille sig ud og gøre en sublim indsat, og rent faktisk formåede at opnå en respektabel tilværelse i samfundet. Det tvivlede hun dog på, at denne unge dæmon kendte til.. ”Hvor charmerende..,” sagde hun sarkastisk og med et sødladent smil på læben, som han begyndte at tale om at knalde. Frastødt var hun dog langt fra, da hun ikke var en af deres kvinder, hvis ører der brændte, når de hørte noget med kant på. ”Har du tænkt dig at kæmpe for mit folks rettigheder, knægt? Har du ondt af vore mænd? Hvordan vi driver vores samfund er dog op til os, og eftersom det har fungeret i århundreder, vil det fungere i flere århundreder endnu. Mændene arbejder for os, og når vi skal formere os, ligger vi med dem. Det er alt sammen naturens gang.” Hårde ord var det med garanti for en mand, som var vant til sin fulde frihed, men det kunne hun ikke tage højde for. For på det punkt ville de nemlig aldrig nå til enighed. Øjnene kneb hun sammen. ”Er det en trussel?” spurgte hun skarpt. Det lød nu som en, sådan som han nævnte deres udryddelse! Fejl tog han dog, som det mørkelviske folk ej ville falde. For selvom de var en lille gruppe, var de en stærk gruppe. Knægten her var muligvis ikke enig, men i så fald måtte han blot se væk.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At snakke om de forskellige samfund på denne måde, havde Lucifer faktisk ikke noget imod, da han var yderst fascineret af, hvordan de gjorde det, kontra så mange andre, og det var noget, som han gerne stod fast på. At det jo så derimod, var noget som var begyndt at kede hende, kunne han ikke gøre noget ved. Han gik ikke nogen steder, så var hun træt af at høre på ham, så måtte hun jo pænt rejse sig op og gå. ”Vel kun fordi, at vi er nogen, som har set nogen fornuft i det her?” spurgte han ganske sigende. Det kunne godt være, at samfundet her, var mandsdomineret, men det var slet ikke noget, som særlig mange havde noget imod. Mange kunne godt lide tanken om at en mand passede på dem.. Det vidste han, også selvom han endnu ikke havde en kvinde selv, som han kunne passe på. Han var ikke sart, og som enhver anden, så snakket han lige ud af posen, og uden at pakke tingene ind. Han så virkelig ikke hvorfor at mændene i det mørkelviske samfund, fandt sig i den behandling, for det ville han godt nok ikke kunne klare eller holde ud i den anden ende, hvis det nu havde været ham! Han vendte blikket ganske roligt i retningen af hende igen. ”Du er vel ikke sart, er du?” spurgte han ganske sigende, som han let lod hovedet søge på sned. Det var da i det mindste noget, som han faktisk havde svært ved at forestille sig. Roligt lod han en finger glide over kanten af det tomme glas foran sig. Han var nysgerrig på hvordan de gjorde det, og det var derfor han fortsatte med at snakke eller nok snarere, at diskutere med hende. ”Jeg har bestemt ikke tænkt mig, at kæmpe for jeres rettigheder.. Det siger du jo, at I gør fint på egen hånd,” bed han hende af. Det var bestemt heller ikke alt han selv måtte finde sig i, i den anden ende. At hun havde opfanget hans ord som en trussel, var noget som han kun måtte more sig over.. Kunne hun da sige ham imod? De ville da dø ud på et tidspunkt! ”Vælger du at tage det sådan? I vil jo falde før eller siden,” endte han med en ganske kortfattet stemme.

[Deleted]

”Selvfølgelig finder I Jeres egne veje fornuftige. Hvorfor skulle I ellers have valgt dem?” lød det fra Tatiana, som havde hun fundet hans ord umådeligt dumme. Det havde hun dog også, for selvfølgelig sagde det sig selv, at de kunne lide deres egne metoder! Irrelevante havde hun altid fundet sådanne samtaler, da hun mente, at logik for hende blot burde være logik for alle. Især når det kom til dette.. Hun hævede det ene øjenbryn. Sart? Hende? Han måtte have spist søm! Der var ikke det, som hun ikke allerede havde set, hørt eller gjort, og derfor kunne hun umuligt ryge ind under definitionen; sart. Hun smilte kynisk. ”Lad os se.. mellem os to, vil jeg tro, at du vil være den, som vil bukke under først,” svarede hun i en kold tone. Sex, vold, mord.. Nej, intet af det kunne påvirke hende til fysisk ubehag. Hun havde prøvet og oplevet mangt og meget, og ud fra hans livstid, vidste hun, at han umuligt kunne sige det samme. Det var dog heller ikke ens betydning med, at han var helt ude af billedet indenfor den verden. Hendes hoved faldt på sned. ”Nej,” sagde hun ligeud. ”Vi har ikke brug for en dæmon, til at være iblandt os.” Nej, udefrakommende var ikke ønsket i det mørkelviske samfund. Sådan havde mændene det ligeså, som det blot var sådan de var. De omgik sjældent verdenen udenfor, og det havde de det fint med. Blikket holdt hun stirrende på ham, som hun mærkede, hvordan hendes pulsåre begyndte at pumpe. Denne elendige lille hund af en knægt, var i sandhed begyndt at gå hende på nerverne! ”Vi er ved at falde? Ser på jer selv, knægt. Din elskede leder ligger formentligt død i rendestenen et sted, hvor hun bliver kneppet af de hunde, der kommer forbi, samt pisset på af de mænd, som blot ser på hende som forfald,” hvislede hun kynisk af ham. ”Frøken Móreadhiel?” peb en nervøs stemme ved hendes side. De kolde øjne vendte Tatiana mod den unge servitrice. ”En besked fra stalden.. Deres hest står klar til Dem udenfor. Vejret har vist sig at være nådigt, og har mildnet sig,” Tatiana tog en dyb indånding, inden hun nikkede. Stolen trak hun nu uanfægtet ud, hvor hun rejste sig, som om intet havde hændt. I sin lomme fandt hun en læderpose frem, hvor hun derfra tog nogle mønter op, som hun lagde i servitricens hånd. ”Tak for deres service her til aften,” endte hun høfligt, inden hun sendte Lucifer et koldt blik. ”Knægt,” endte hun afsluttende, som tegn på, at det var det farvel han fik fra hende. Hun kom heller ikke med flere miner, som hun blot vendte ryggen til og gik mod døren, for at ride væk fra dette sted.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

”Fordi det jo netop er det fornuftige valg,” pointerede Lucifer med en kortfattet stemme. Han kunne jo godt mærke, at han var ved at gå denne kvinde på nerverne, og det var jo slet ikke fordi, at det gjorde ham noget. Han ønskede jo bare at udveksle meninger og holdninger, og hvis det ikke var noget, som hun var i stand til at rumme, så vidste han da ikke hvad det var. Han rystede let på hovedet. Hun var da den sarte, siden hun tog de toner i brug. Han selv havde måske ikke oplevet særlig meget af alt det, som hun måske kunne sige, at have med i rygsækken, men det gjorde virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende. Han kunne klare det. Det var han overbevist om. ”Tør du teste det?” spurgte han denne gang bevidst provokerende, for det andet, var da virkelig ved at irritere ham efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han trak kækt på smilebåndet. ”Du går virkelig i overbevisningen om, at I skal klare Jer, gør du ikke?” spurgte han. Han ville og måtte jo beundre hende for hendes optimisme hvad angik hendes egen race, for det var ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han gik rundt med af tanker af nogen slags. Han truet hende måske.. men det var jo kun med en kendsgerning, mere end det var noget, som han selv personligt ønskede at stå for, og det var der forskellene jo måtte ligge. Faith kendte hun tydeligvis ikke, og hun var ikke død, før de faktisk havde fundet et lig, og selv tvivlede han stærkt på, at det var den skæbne som havde mødt hende. ”Før eller siden, skal det nok gå op for dig, hvilken race, du netop vælger at sætte dig op mod.. Faith er en stor leder, og jeg ved, hun har sine grunde til at være væk.” Denne gang var det mere kortfattet i hans ord, for det var ham et ømt punkt. Faith var jo ligesom det eneste, som man kunne sige, at han havde af familie her i livet, eftersom alt det andet, var blevet revet så brutalt væk fra ham. At hun derved så sit snit til at forlade stedet, forundrede ham ikke, selvom han nu kun fandt det morende. ”Mørkelver,” hilste han blot efter hende, idet han så hende forlade stedet, for at søge hjemover. Han morede sig betragteligt. Det var altid sjovt at prikke til andre folk!

//Out