Stranded here..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer gik bestemt ikke ud fra, at der var noget ved ham, som hun som sådan var interesseret i, da han ikke fremstod som en mørkelver eller et elver-væsen uanset. Han var dog alligevel stolt af det som han havde, selvom det bestemt ikke havde været nemt.. Han var født af en kvinde, som døde kort efter fødslen, og en far, som han aldrig havde set så meget som skyggen til, og et sted, så måtte han jo sige, at han klandrede sin far, for hvad der var sket med hans fødselsmoder. Han lod hovedet søge let på sned. Hun var en hård kvinde.. uden tvivl. Det gav ham da lidt blod på tanden uanset, til at skulle overbevise hende om andet. ”Du taler i mørkelviske koder.. Gået op for dig, at andre, måske ikke altid er i stand til at læse dem?” spurgte han med en ganske sigende mine. Han tog selv en tår af sin egen whisky, inden han igen lod den klinge mod bordet foran sig. Skæbnen havde ment noget andet for ham.. Havde hans forældre været intetsigende dæmoner, havde han været død. Ingen tvivl om det. Han trak lettere tilfredst på smilebåndet, for han var naturligvis tilfreds med omstændighederne. ”Det ses… Og jeg kan lide det,” påpegede han med en sigende mine. Man havde jot rods alt kun den sjov, som amn selv havde, og nu hvor han havde fundet en, som han kunne side og prikke til, og som faktisk virkede til, at kunne rumme det, og klare det, så var det faktisk noget, som passede ham selv særdeles udmærket, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. At han derimod skulle fremstilles som et væsen med stamtavle, som havde han været et gement dyr, var noget som dog gjorde ham tydeligt utilfreds. Nogen var bare født med lidt andre muligheder, end det som andre var, og mere end det, lå der altså ikke i det! ”Du fremstiller mig, som var jeg et gement dyr,” påpegede han sigende. Han var en dæmon med en farlig blanding, når han lærte at kontroller det ordentligt, for det var jo ikke bare noget, som man gik hen og gjorde, kunne man jo sige. ”Om jeg har noget andet at byde på? Det kunne du lide at vide, hva´? Ønsker du at vide det ud af din egen fantastiske nysgerrighed, eller ligger der andet i det? Hån… Eller ønsker du at nedgøre mig yderligere? Fordi du et sted ved, at du ikke er bedre end mig?” spurgte han videre. Det var jo ikke noget, som han bare ønskede at dele ud med alle og enhver!

[Deleted]

Så Tatiana talte altså i mørkelviske koder for ham.. Det havde tydeligvis ikke gået op for ham, at det ville gå ham langt lettere, hvis han rent faktisk bare lyttede til hende. Hans uvidenhed gav hun dog både hans unge alder og hans race skylden for. Aldersmæssigt havde han nemlig ikke nået at danne sig den erfaring, som hun besad. Racemæssigt var han blot enormt ensformig, som alle udefrakommende var lige tåbelige, når alt kom til alt. Det var det store verdensbillede jo et tydeligt tegn på. ”Du kalder det måske for mørkelviske koder, men jeg kalder det at være fatsvag. Det er ej min opgave at få dig til at forstå.. Selv en knægt som dig må lære at stå på sine egne ben,” svarede hun blot. Hun hævede let det ene slanke øjenbryn. Han kunne lide, at hun ej var gavmild? Det var vel lige indtil, at han fandt ud af, hvad det omfattede. Det skulle nemlig ikke undre hende, hvis han tabte glæden ved hende, inden dette møde var omme. Det gjorde de fleste mænd, når det gik op for dem, at hun virkelig var denne komplet enerådige kvinde. ”Det behager dig,” bemærkede hun. ”Hvorfor?” Hvad denne knægt helt præcist gik og håbede på, vidste hun endnu ikke, men mon ikke det kom frem før eller siden? Det gjorde det altid. Det kunne også blot være, at hun blev træt af ham og smed ham væk inden da. Mulighederne var der i hvert fald. Hoverende trak hun på smilebåndet, som han tydeligvis blev påvirket af hendes ord. Ja, det var blot en stamtavle han bar og intet andet.. og det ville hun nyde at fortælle ham, indtil andet var bevist. ”Er du måske andet end det? Er du mere, end blot en fornem stamtavle?” spurgte hun ham nedladen. ”Phoenix og Isthar refererer lige umiddelbart til parret Ilosonic og Ilaria. Et par der umiddelbart er mest kendt for den ravage de formåede at lave i Procias. Jaceluck er derimod det mest kendte dæmonnavn, som de fleste dæmoner er yngel fra den gren. De eneste bemærkelsesværdige er dog Faith og Noelle. Henholdsvis leder af racen og hærfører over dvasianske krigere. Hvad har du bidraget med, Lucifer?” Navnet, Lucifer, var hun ej bekendt med, og derfor tvivlede hun på, at han havde gjort noget bemærkelsesværdigt endnu. Derfor levede han mildt sagt på sit navn. Det havde han også udtrykt med den stolthed, som han havde båret i stemmen. Roligt drak hun af sin vin, alt imens han skældte hende ud. Hun havde ramt et ømt punkt.. Det var tydeligt. Hele situationen var ved at briste for ham, og ærlig talt følte hun ingenting endnu. Det var dog også bedst, at man fastholdt den følelse i hende, da vrede bestemt ikke var den følelse, som man ville ønske at fremprovokere hos hende. ”Eftersom du ej er I stand til at give mig noget konkret, så ja. Jeg er bedre end dig knægt,” afsluttede hun direkte.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ung måske, men det var skam slet ikke ensbetydende med, at han ikke var bange for at løbe nogen chancer og risikoer, for det ville han da i allerhøjeste grad mene, at han gjorde. Denne kvinde var en hård nød at knække, også selvom han faktisk ikke tog det tungere end som så, for det var der slet ikke nogen grund til, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine. Det var ikke ligefrem et irritationsmoment, men derimod en udfordring.. som han ikke bare kunne lade gå for sig. ”Lære at stå på egne ben? I øjeblikket leder jeg dæmonernes race i Faiths fravær.. Tro mig.. Jeg kan udmærket godt stå på egne ben,” sagde han med en ganske sigende mine. Hvor Faith var, var der jo ikke direkte nogen, som var i stand til at fortælle ham, men han vidste, at hun ikke var død og borte.. og hun skulle nok komme hjem igen! Han bundede glasset, inden han igen satte det fra sig. Han var ung.. men hun måtte jo så til gengæld lære hvordan virkeligheden egentlig så ud, når det kom til alt det her! Det måtte faktisk behage ham, at hun var en kvinde, som sagde tingene ligeud, for det andet, var der virkelig ikke nogen, som kunne bruge til noget. ”Jeg synes godt nok, du stiller frygtelig mange spørgsmål,” påpegede han kortfattet, som han let viftede det til side. Det var slet ikke fordi, at det var en tanke som egentlig gjorde ham noget, for.. han kunne lide det. Han kunne virkelig godt lide det faktum, at han alligevel et sted, havde formået at fange hendes nysgerrighed. Han ville bestemt ikke vove at påstå, at han var et dyr med en stamtavle, bare fordi at han havde de forældre, samt modtaget den opvækst, som han havde fået Han havde været heldig.. forbandet heldig. ”Det lyder da til, at rygtet om mine forældre, er kommet vidt omkring, hvis de sågar er nået mørkelvernes ører. Til nu, kan jeg ikke påstå, at jeg har udrettet noget mindeværdigt som de øvrige har.. Jeg har mine planer.. jeg har mine metoder, og jeg har mine mål, og tro mig, jeg skal nok vise at jeg er andet end et gement avlsdyr,” sagde han med en ganske kortfattet mine. Ja, et sted, så kunne han ikke rigtigt undgå, ikke at bide sig fast i, at det var sådan at hun fremstillede ham, for det var slet ikke meningen! Han var den kommende leder af dæmonerne, og dette var noget som han agtet at gøre med stolthed!

[Deleted]

Tatiana nippede til rødvinen. ”Så du er altså Faiths unge? Tør hun ikke give dig det fulde lederskab, siden det kun er i hendes fravær? Hun må dog være faldet af på den, siden hun har brug for så ung en assistent.. Har du nogensinde overvejet at gøre krav på den?” lød det sigende fra hende. Videre sentimental lød hun ikke, som hun direkte hentydede til, hvorfor han ikke blot skubbede den nuværende leder af pladsen. Respektfuld lød hun ej heller, som det ikke syntes at røre hende, at han faktisk stod med lederpositionen her midlertidigt. Helt sandt var det sidste dog ikke, da lederrotationen alligevel måtte få hende til at tænke. Selv stod hun nemlig som leder for sin egen race, og derfor var det nødt til at være i hendes interesse at vide, hvad der foregik omkring i landet, og selv udenfor landets grænser. At han mente, at hun stillede mange spørgsmål, tog hun nu ikke særligt tungt igen. Hun var strandet her.. Han var her.. og så var der det lille faktum, at han faktisk fik hende til at tænke over en ting eller to. ”Gør jeg?” spurgte hun uinteresseret, inden hun vendte blikket ud mod vinduet. ”Noget må jeg jo kvæle tiden på..” Med blikket fæstnet på den isnede rude, førte hun igen glasset op til læberne. Nakken lagde hun en anelse tilbage, som hun ligesom ham valgte at bunde glasset. Meget havde der alligevel ikke været tilbage.. Med et tilfredst suk, stillede hun igen glasset på bordpladen. Hendes blå øjne søgte nu igen hans. Kynisk trak hun på mundvigen som han nævnte, at selv mørkelverne havde hørt om hans forældre. ”Som leder anser jeg det for at være min pligt at vide ting. Dæmonerne fascinerer mig muligvis ikke, men I er – om man vil det eller ej – en del af denne verden. Derfor er det ganske enkelt svært at komme udenom,” sagde hun stilfærdigt. Om han indtil nu havde vidst, hvem hun var, tvivlede hun på, men et problem havde hun ikke med, at det nu engang var fremme. Hun var trods alt stolt af, hvad og hvem hun var! Især fordi, at hun rent faktisk havde kæmpet, hvor der var ham, som blot havde fået det foræret. ”Jeg er en kvinde, som kan lide resultater. Din alder er end ikke undskyldning.. Da jeg var i din alder, kæmpede jeg i krige.” Hvor gammel han helt præcist var, anede hun dog ikke. Hun gik dog ud fra, at det ikke var længe siden, at han blev myndig. Derfor var der ej heller ingen undskyldninger! Der var kun én vej, og den vej var fremad.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var kendt med sin plads i samfundet, og dette var ikke noget undtag. Han fremstod som en midlertidig leder til Faith ville komme retur, også fordi at han vidste, at han slet ikke var dygtig nok, til at overtage pladsen som leder, som det var lige nu. Han havde stadig rigtig meget at lære. ”Noget af det første, som man kan forvente af en leder, er at de ved hvornår der er tid til at overtage, og hvornår man skal vente. Nu mens Faith er fraværende, er det mig der sidder med magten,” sagde han med en ganske rolig, men kortfattet mine. Han vidste jo, at den plads ville blive hans den dag, Faith ville gå bort, så han var egentlig ganske rolig, hvis han selv skulle sige det. Han kunne dog godt lide det faktum, at han havde formået at gøre hende så nysgerrig, at hun faktisk stillede spørgsmål, og gemte det bag, at hun bare skulle have tiden til at gå. Hvis det var sådan, hun ville have det, så fint. Den leg, kunne han godt være med på. ”Du er en yderst mærkværdig kvinde, ved du godt det?” spurgte han denne gang frygtelig direkte i forhold til hvad han ellers ville have gjort. Det fascinerede ham faktisk et eller andet sted, og det var noget som han faktisk ikke havde noget imod, at skulle understrege for hende, for han stod fast på det. Han var måske ung, og der var mange ting, som han ikke havde nået at opleve endnu, og mange erfaringer, som han var nødt til at gøre sig, netop for at kunne indtage den plads som leder, som han vidste, at han ville få før eller siden. Han trak let på smilebåndet. ”Af hvad jeg ved, er dæmonerne langt mere gennemgående i verdenshistorien og sågar i den dvasianske, end hvad mørkelverne har været. Mine forældre er måske et pragteksemplar på en sand dæmon.. Men jeg kan love dig, at jeg vil gøre dem kunsten efter. Bare en kende mere fornuftigt,” endte han ganske sigende og med et kækt smil på læberne. Han skulle skam nok vise hende, at han var en værdig leder, den dag han skulle overtage. Han knyttede den ene næve ganske let. Krig havde han måske ikke været i, men han trænede.. og han trænede hårdt for det som han skulle opnå. ”En kvinde har intet at lave på krigens marker, i mine øjne, må jeg sige.. Jeg kan love dig, at du meget snart vil høre mit navn på folkemunde,” afsluttede han bestemt.

[Deleted]

”Måske.. men en udebleven leder, er ingen leder. En leders plads er blandt sit folk. Hvad er så vigtigt for den kære Faith Jaceluck, siden hun har valgt at udeblive fra sin post?” spurgte Tatiana ham i en kynisk tone. Ja, der var vel en smule hån i hendes ord? Nok var Faith kendt for at være en stor kvinde, men selv store personer kunne falde. Intet var trods alt evigt, og det vidste selv hun. Selv vidste hun også, at hun næppe kunne være væk i længere tid fra sit sæde i Maerimydra. Mørkelverne anså hende måske for at være en stærk leder, men hvis hun skulle være bortrejst i en måneds tid, ville der uden tvivl komme nye, der ville forsøge at tilrane sig hendes plads. Der ville det så være op til hende at slå konkurrenterne ihjel, eller vige frivilligt tilbage. Det sidste hændte dog aldrig i det mørkelviske samfund. Det var de for stolt en race til. De gennemborende blå øjne hvilede på hans ansigt. ”Og dog tiltrækker jeg din fulde opmærksomhed,” sagde hun i en rolig tone, som var hun sikker i sin sag. Det var hun dog også, som han selv havde opsøgt hende, og selv blev siddende ved hende. Tilbage mod stoleryggen lænede Tatiana sig, alt imens hun lod armene glide over kors. Det var sandt, at dæmonerne var en mere gennemgående race i historien, men det gjorde ej mørkelverne mere mindreværdig. ”Det er sandt, at dæmonerne er mere fremtræden i historien. Det gør dog også, at I har slækket på Jeres races renhed og ideologer. En tilstand, som jeg ej vil putte på mit folk.” Hun lænede sig sikkert frem, mens hun placerede begge arme på bordbordet. Hænderne foldede hun. ”Ser du.. Jeg sætter min races interesser højere, end det at føje resten af verdenen. I er mere fremtræden, fordi vi ikke bare siger muh, og går i enden på andre.” Øjnene endte hun med at knibe sammen, som han kom med sin lille fikse bemærkning om kvinder i kamp. Hun havde nu aldrig brudt sig op selvophøjede mænd. En rigtig mand, var han nu ej heller, for hvis han havde været det, havde han anerkendt kvindens stærke plads i denne verden. Derfor var mørkelviske mænd også kun de eneste rigtige mænd. ”Sagt af en ægte usikker mand..,” lød det fra hende med et koldt smil. ”Ligesom de fleste andre mænd, ser du dig truet af en stærk kvinde. I tør ikke lade Jeres kvinder udvikle sig, og derfor holder I dem i hjemmet. Det er heldigvis ikke et billede, som vi lider under.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Let måtte Lucifer trække på skuldrene. Der var ikke rigtigt nogen, der vidste hvor Faith var henne, og når end ikke Evan vidste hvor hun var, så var der virkelig ikke nogen der gjorde. Af den grund, så ville ingen af dem bakke ud fra den ledende plads, før der var et lig at hente hjem, og en ærefuld begravelse at holde, og først der, ville det være Lucifer naturligt, at skulle indtage den ledende plads i det dæmoniske samfund. Det var nu allerede gået op for ham, at han havde sagt for meget med henblik på Faith, og den tanke, gjorde ham en kende vred på sig selv, for han ønskede jo selv at gøre racen stolt, og ikke det modsatte. ”Ingen ved hvor hun er,” svarede han kun kort for hovedet. Ellers ville han i den grad slet ikke have haft den rolle at spille, som han havde nu. Desuden var det en mulighed for ham, at prøve kræfter med en ledende, som han skulle overtage, når tiden engang var rigtig.. Og han ønskede jo at gøre det rigtigt og optimalt! Smilet bredte sig let på hans læber. ”Er det virkelig så underligt, når man endelig sidder overfor en kvinde, som har andet at have det i, end den kønne mund?” spurgte han sigende. Han ville bestemt ikke påstå at dæmonerne havde slækket på noget som helst, og tanken om at blive fremstillet sådan, var noget som gjorde ham hidsig et sted, for det var bestemt ikke tilfældet! ”Ej mærkværdigt, at høre det fra en, som ej ved hvad man taler om. Hvordan det dæmoniske samfund er bygget op om, og hvilke ideologier som finder sted, er måske yderst vekslende i forhold til hvad du vælger at arbejde med,” sagde han med en kortfattet og mere bestemt stemme. Skulle han endelig sige det, så var det jo heller ikke fordi, at han ønskede at fremstille sig selv, som en usikker mand, for han ville ikke ligefrem påstå at det var tilfældet. Han kneb øjnene let sammen, inden han satte sig til rette, og endnu en gang med armene over kors. Hun trykkede på punkter, som slet ikke skulle trykkes på. ”Tvært imod.. Det er igen, mærkværdigt, at se en med det end andet i munden. Usikker er jeg dog ikke..” Denne gang lænede han sig mere mod hende endnu en gang. Hendes mine skræmte ham ikke.. Og han ønskede at understrege for hende, at han slet ikke var bange for hende. ”Gjort dig tanken om, at vi ønsker at passe på Jer, og derfor drager i krigen selv? Mænd kan faktisk godt være følsomme et sted under det hårde ydre,” afsluttede han.

[Deleted]

Betænkningsværdigt fandt Tatiana det, at dæmonernes leder – Faith – var sporløst forsvundet. Yderst interessant var det faktisk. Det satte desuden dæmonerne i en dårlig position, da en midlertidig erstatning for noget, man end ikke kendte til, var en utrolig ringe løsning. Dumt var det desuden af denne Lucifer, at han frit talte om sin races anliggender, men det beviste blot, hvilken knægt han var, og hvor ringe dæmonerne egentligt stod, og det havde hun det egentligt ganske fint med. Nok var de ét land, men ét folk ville de aldrig blive. ”Ikke det? Interessant,” sagde hun, uden at der var tvivl om, at hun kunne lide, hvad hun havde hørt. Håbløse mænd.. Der skulle aldrig andet end en pæn kvinde, og deres egen stolthed, til at få dem til at tale. Fantastisk var det i sandhed, hvad små ting kunne gøre. En lille opadvendt bue, viste sig i hendes mundvige, ved hans ord. Ja, hun havde i sandhed mere at have det i, end i sin mund og sit ydre. Hun var præcist, hvad hun gav udtryk for at være, og hvis folk ikke troede hende, havde hun ikke et problem med at vise dem det. Desværre levede de personer sjældent til at berette det senere.. ”Og hvilke kvinder er du vant til at omgås? Det lyder dog ikke til, at de er særligt nævneværdige,” lød det roligt fra hende. Nej, kvinder der ej var af mørkelvisk afstamning var sjældent nævneværdige. Andre kvinder var nemlig som ofte blot kedsommelige husmødre. En sådan mørkelvisk kvinde var ikke at finde i Maerimydra! Hun hævede let det ene øjenbryn, som han valgte at bide af hende. Ja, ømme punkter var i sandhed lette at ramme. Især når man var vant til at prikke til folk. ”Og gudskelov for, at jeg ej er en del af Jeres samfund, og at jeg har mine egne stærke ideologier, som jeg fører frem. Jeres historie har ej været en historie, som jeg har ønsket at følge,” sagde hun sigende. Mærkværdig var hendes holdning dog ikke, da mørkelverne generelt aldrig havde været kendt for at kunne med andre end deres egne. Derfor var de også så isolerede, som de nu engang var. Hun havde dog den tanke, at de skulle begynde at blive mere set, end hvad de førhen havde været. Det var dog ikke som marionetdukker, som alle de andre racer var endt som. ”Ikke det?” lød det roligt fra hende, og dog med en kold undertone bag. Hun endte med at fnyse ad ham. De var følsomme? Var det virkelig det argument, som han ville bruge mod hende? Følelser? ”Følelser er for svæklinge. Det kan ruinere enhver god kvinde eller mands dømmekraft, og derfor bør det kureres.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var allerede gået op for Lucifer, at han havde snakket over sig, selvom det dog ikke var ensbetydende med, at dæmonerne var svagere stillet end det som de øvrige var, bare fordi at der var sat en midlertidig ind.. eller rettere, at han havde krævet sin plads, som Faiths søn, til hun ville vende tilbage igen. Han vendte blikket mod hende. Hvorvidt om det var information, som hun kunne bruge til noget, var han i princippet fuldstændig ligeglad med. ”Interessant ligefrem?” spurgte han ganske sigende. Han synes bestemt ikke at det var synderlig interessant, at Faith var borte, og der ikke var nogen, som kunne fortælle ham, hvor pokker hun var henne! Det kunne godt være, at de kvinder som han omgik sig med, ikke var Mørkelvere, men han ville bestemt ikke påstå, at de ikke var nævneværdige. Faith derimod.. en mere stolt og stærk kvinde, skulle man godt nok lede længe efter, og han var stolt over, at have den plads ved hende, som det han havde. Ingen tvivl om det. ”Jeg troede ikke, at mit personlige liv, var noget som interesserede dig? Jeg kunne nævne mange kvinder, som er nævneværdige i mine øjne,” endte han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, når det nu endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket roligt i retningen af hende. Han var nu glad for, at han ej heller var en del af hendes samfund, for tanken om at skulle underlægge sig kvinderne på den måde, ville han slet ikke kunne klare! Han trak let på smilebåndet. Det var egentlig en ganske underholdende diskussion at have med en, som kom fra et helt andet samfund, end det som han selv måtte sige sig, at komme fra. ”Som jeg også kan sige mig, at være glad for, ej at være kommet fra dit samfund. At skulle underlægge mig en kvinde på den måde.. lade mig kurre af en kvinde, som tror hun ved alt.. det ville jeg aldrig klare,” sagde han ganske kortfattet. Ja, han var vokset op med at man skulle værne og passe på det som man havde, og ej underkurre hinanden på den måde, for det ville jo kun gøre ondt værre. Som hun fremstillede følelser, var det næsten som en sygdom. ”Du fremstiller det som en sygdom.. Følelser kan være godt, som det kan være skidt. Det kan godt være, at det er mørkelvernes samfund, som står tilbage i stenalder og aldrig rigtigt er kommet videre, og kun tænker på at bringe arven videre,” sagde han ganske kortfattet.

[Deleted]

”Hørte du mig ikke den første gang?” svarede Tatiana blot, som hun indikerede, at hun ej havde i sinde at gentage sig, og ej heller at uddybe sig. Det måtte han selv stå og fumle med, hvis det var, hvad han lystede. Hun mente dog, at det var af betydning, at den dæmoniske leder var forsvundet sporløst. At han muligvis ikke gjorde det, var hans egen idiotiske fejl.. men det var vel også derfor, at han ikke var leder, men kun stand in. Kedsommeligt drejede hun blikket væk fra ham, som han troede, at han havde vundet hendes personlige interesse, men nej.. De interesserede hende ikke just at høre om alle de kvinder, som han fandt interessant. Hun betvivlede ej heller, at listen kunne være umådelig lang. Mænd ... og særligt unge kønne mænd, havde det med at nyde mange kvinder. ”Det gør det ej heller,” lød det direkte fra hende. ”Jeg tvivler desuden på, at de ville kunne interessere mig. Jeg tvivler nemlig på, at vi ser det samme i folk.” Nok havde hun selv en vis interesse i kvinder, men hvad hans interesse var, interesserede næppe hende. At han ej ønskede sig at underlægge sig hendes folk, undrede hende skam ikke. Det var nemlig de færreste udefrakommende mænd, som kunne godtage ideen om, at de blev ’kvinden’ i forholdet. Dobbeltmoralsk fandt hun dem, da de ej var bedre, end hvad de frygtede. Hun vidste dog, at de ej så således på det.. ”Hvad er problemet i det? Kan du ikke klare Jeres egen medicin? ..Nej, selvfølgelig kan du ikke det. I nyder, at det hos Jer er kvinderne, der er de underdanige, og derfor ønsker I ej at bytte rundt. Sådan har det jo været hos Jer i årtier, og omvendt har det også været sådan hos os i årtier. Forskellen på os og det gense samfund er blot, at vi er de eneste som har modet til at skille os ud,” sagde hun sigende. Så sandt som det var sagt, var hendes ord skam, og derfor var han et fjols, hvis han forsøgte at modsige hende. Verdenen havde kun svært ved at tolerer mørkelverne, fordi de levede omvendt dem, og fordi de var så standhaftige i deres tro. Når det så var sagt, forventede hun ikke, at han eller nogen anden udefrakommende ville forstå. Det gjorde de aldrig. ”Vi er tilbage i stenalderen, knægt? Tænk på jer selv..,” sagde hun afvisende, og dog i en fattet tone. ”Men hvis du har det fint med følelser, så behold du dem. Det er et slæb, som jeg fint kan klare mig uden..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Næven måtte Lucifer lukke mere fast omkring glasset foran sig, for han kunne godt mærke, at hun begyndte at irritere ham. I hans øjne, var denne kvinde umådelig snæversynet, som hun direkte vovede at komme med den form for udtalelse omkring den verden som hun faktisk var en del af. I det store og hele, så var det ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det som sådan, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans øjne lynede let. Hun interesserede sig ikke? Og alligevel blev hun ved med at sidde og snakke med ham.. Ja, det var noget som holdt hans interesse en smule ved lige, og det var ikke fordi, at det var noget som han så noget skidt i, hvis det nu endelig skulle siges. Han tak let på smilebåndet. ”Jeg tror minsandten heller ikke, at vi færdes om de samme folk.. En mørkelver, er ej det værd i mine øjne.. Så snæversynet som Jeres folkeslag er blevet over tid,” sagde han kortfattet. Han ville bestemt ikke ligefrem vove at påstå, at han ønskede at ligge overdanig en kvinde, for han havde bevidst valgt at underlægge sig Faith, og han havde det faktisk fint med det. Han skulle nok lære at blive en god leder med tiden.. Det var blevet et mål for ham, og specielt nu hvor han stod ansigt til ansigt med nok den mest snæversynede som han nogensinde havde set. De var virkelig som fanget i stenalderen, ville han da sige! Han slap glasset, kun for at lægge armene over kors i stedet for. ”Hatten af, for at I tør skille Jer ud… Men i og med, at I har taget det voldsomme valg, at skille Jer ud, har I valgt at forlægge hvad der hedder fornuft. Vi har skam intet imod en kvindelig leder.. Jeg har intet imod at underkaste mig Faith i det øjeblik, at hun hjemvender til at indtage pladsen som leder igen.. vi kender vores plads.. I samfundet, i vores hverdag – i forhold til visse andre,” sagde han med en kortfattet stemme. Hun kunne sige hvad hun ville, men der var intet galt i at værne om det, som man holdt nær og kær.. I en mands tilfælde, så en kvinde. ”Du kan sige hvad du vil, Mørkelver.. Mændene i Jeres samfund må være ligeglade med Jer,” afsluttede han kortfattet.

[Deleted]

Tatianas hoved faldt på sned, uden at hun tog blikket fra hans ansigt. Fattet forholdt hun sig, skønt denne mand begyndte at gå hende på nerverne. Han var intet andet end en lille knægt, og derfor havde han intet at byde på i forhold til hende. Isnende var hendes gennemborende blik, som hun bestemt ikke ejede én varm følelse for denne mand. Selv begyndte hun helt at fortryde, at hun ej havde truet med at skære hans tunge af, og at hun derfra ej havde gjort det. Tålmodig var hun nemlig ikke, og med denne her mand, følte hun, at han var på nippet til at sætte hendes gode humør på prøve. ”Hvis jeg ej er det værd i dine øjne, og hvis blot jeg er denne snæversynede kvinde for dig.. hvorfor bliver du så siddende? Det synes i hvert fald, at jeg alligevel er det værd,” sagde hun sigende. Hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde ikke brug for en lille dreng. Hvis hun overhovedet behøvede en mand, behøvede hun en rigtig mand, og en som kendte sin plads i livet. At han fortsatte med at nedgøre hendes folk, måtte langsomt få hendes blod til at pumpe stærkere. Nok forholdt hun sig roligt, men et kraftfuldt temperament havde hun skam! ”Og som du mener, at vi ingen fornuft besidder, mener jeg ligeså, at du er en tabt sag,” sagde hun i en kold tone. Hun lod blikket glide en enkelt gang op og ned ad hans krop. ”..Og næppe en sag, man kan rette op på.” Hun vendte blikket bort for i stedet at betragte kroens andre gæster. Kedsommelige fandt hun verdens andre racer. Hver og en var de ens, og derfor var der intet at interessere sig for. Mørkelverne derimod var en helt anden sag, og det kunne ingen anden race modsige hende i. Der måtte hun i sandhed være stolt af sit folk! De blå øjne lod hun igen falde på ham. ”Ville det lune dit hjerte, hvis det var således? Jeg må skuffe dig og sige, at det ej er alle, som ser had i os,” svarede hun blot. ”Hvis det er således, hvorfor er de så stadig omkring os?” Enhver mørkelvisk mand var muligvis ikke til himmels over deres lod i livet, men de kendte om end deres plads. Der var også dem som brød den gense rolle, og gjorde sig af større betydning end som så.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde sine holdninger, som denne kvinde også havde sine, og han kunne faktisk godt lide at diskutere dem, og specielt når man bare ikke kom til enighed. Han lod hovedet søge en kende på sned, uden at slippe hende med blikket. Han ville ikke sige, at hun ikke var det værd, for hun havde nok sine måder at se tingene på.. Men et ufornuftigt væsen, fandt han nu mørkelverne.. Der var jo intet fornuft i den måde, som de styrede deres samfund og kultur på! ”Er der noget værd at samle på i et væsen, som kun ser sin mulighed og sin handling som korrekt, uden at tage notits af, hvordan andre har og gør tingene? Det er da i mine øjne, at være frygtelig snæversynet,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han var måske ung, men han forsøgte at lære.. Han forsøgte faktisk at finde ud af, hvordan og hvorfor hun gjorde sig de tanker, som hun gjorde, uden at der egentlig skulle ligge mere i det, end som så, og det var det eneste, som han nu var kommet frem til. Denne kvinde var et stolt medlem af sin race, og det var nok også grunden til at hun gjorde sig de tanker, som hun nu gjorde. Hun dømte ham på hans race.. Kun tydeligt et tegn på, at hun virkelig var snæversynet, og næppe noget, som var værd at spilde sin tid på, selvom han nu næppe var den, som ville rejse sig og gå først, for det var et nederlag, som han bestemt ikke ville vedkendes. ”Du dømmer mig på forhånd.. På baggrund af min race og unge alder.. du vil tidsnok blive overrasket..” Der lå en hentydning bag hans ord. Han ville vise hende den dag, at pladsen som en retmæssig leder, ville blive hans.. Han ville bestemt ikke være den, som skulle fejle den slags! Han trak tilfredst på smilebåndet. Det kunne godt være, at han var begyndt at kede hende, men hun brændt da stadig inde med spørgsmål.. Han var ganske vidst ikke kendt med hvordan det fungerede i mørkelvernes samfund, men det som han derimod vidste, var at mændene blev fuldstændig underkurret, som havde de været en form for slave for en kvindes hånd, og det i hans øjne, var virkelig at synke frygtelig lavt. ”Gjorde de ikke det, ville jeres slags, da for længst være fuldstændig udryddet.. Det anser du vel som en ligeså står skam?” spurgte han kortfattet.

[Deleted]

”Hvorfor skal vi gøres til synderen, og ikke jer andre? Hvem har bestemt, at jeres måde er den korrekte, og at vores er den forkerte? At have det største tal, er ikke tegn på, at man er sejrherren eller at man er korrekt. Min races valg bliver der kun set ned på, fordi vi samfundsmæssigt er et mindretal,” sagde Tatiana sigende. Ja, folk havde altid afskyet mørkelverne, medmindre det omhandlede en krig, som de deltog i på vegne af nogle andre. Det var dog ikke en samarbejdsvilje, som hun støttede op omkring, som det for hende var alt eller intet. Det andet var blot en hån! Knægten der sad overfor hende var ligeså grinagtig. Forsøgte at belære hende, samt nedgjorde hende og hendes folk, når han først lige havde lært at stå på egne ben. Hun stod som en af de ældste blandt sit folk, samt han ej kendte til de mørkelviske veje, så nej … han ville ikke rokke hendes syn. Hun slap en følelseskold latter. Han ville overraske hende? At han direkte ønskede at bebyrde sig selv med at overraske hende, overraskede hende rent faktisk. Men hvem vidste? ..måske havde hun rørt noget i den unge knægt? Eller måske var han blot en knægt, der stolt ønskede at udviske alle andre? ”Hvorfor dog bære den form for interesse? Hvorfor imponere mig og ikke dine egne? Det er deri al din interesse burde ligge,” lød det roligt fra hende. Hundred procent fokuseret havde hun altid været på sin egen race, og derfor stod hun i dag som leder af den. Denne knægt var al for fokuseret på sine omgivelser, og hvad han var født til.. Hvad man var født til.. Magen til værre vås! Alle skulle være berettiget det samme i denne verden. Det ville munde ud i, at de korrekte personer tog den ideelle plads for dem selv. Ikke dette nonsens med arvinger! Hun betragtede ham med løftede bryn. ”Sidder du inde med absolutingen hjerneceller, siden du kan finde på at spørge mig om, hvordan jeg ville have det, hvis min race blev udryddet?” lød det hårdt fra hende. Ingen nærmere besvarelse lød fra hende, men han havde forhåbentligt også fattet hentydningen i hendes ord. Nej, hun vidste skam, hvordan det hang sammen med ’bierne og blomsterne’ og derfor vidste hun, at der ej kunne komme en ny generation, hvis racen kun bestod af kvinder. Derfor var hun og resten af racen bekendt med, at der skulle eksistere kvinder, såvel som der skulle eksistere mænd. Antallet af mænd behøvede selvfølgelig ikke at være ligeså højt, som antallet af kvinder, men det kunne man ikke gøre synderligt meget ved. Der ville desuden komme en gang, hvor hun havde brug for en mand til at føre sin generation videre. Det var nemlig en kvindes pligt at tilføre flere til racen, når tiden var inde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Kvinden misforstod fuldstændig, og det var noget som virkelig irriterede Lucifer frygteligt, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen. Han lod hovedet søge let på sned. At hun var ved at være irriteret, kunne han udmærket godt høre. Han ville ikke påstå at dæmonerne var sejrsherrerne, da han heller ikke ønskede, at skulle diskutere det med hende. For ham, var det ikke en konkurrence, som det tydeligvis måtte være for hende. ”Har jeg da fremstillet det som en konkurrence, om at få lov til at stå som en sejrsherre? Det rager mig hvem der står som en sejrsherre, men derimod hvad man gør i livet, som er med til at afgøre om man har sejret, eller fejlet,” påpegede han ganske kortfattet. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at hun faktisk havde berørt noget i ham, som gjorde, at han var nødt til at bevise for hende, at han var en knægt, som havde lidt andet at gøre brug af, end det som han måske lige havde givet udtryk for til nu. ”Jeg lægger interessen hvor jeg vil lægge den,” afbrød han hende, for at skubbe det hele lidt til side, for han ønskede heller ikke ligefrem at være blind og kun se med et kikkertblik, men derimod skabe sig et overblik over tingene, og gøre det bedst muligt, når det endelig ville være hans tur til at gøre noget ved det, og det var det, som han helt klart måtte se frem til i den anden ende. Hun var ved at være sur.. Det kunne han så sandelig godt høre på hende, og et sted, så var det noget, som faktisk morede ham! ”Jeg tror du er mere væk, end hvad jeg troede i udgangspunktet.. Mændene er da tvunget til at blive.. leve som en slave i Jeres samfund, hvis I kun ønsker at knalde Jeres egen slags..” Lucifer trak let på skuldrene, for det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine. ”Før du ved af det.. så vil I ikke være flere tilbage,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han kunne godt lide, at prikke til hende!