Payback!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var sent på natten, da de endelig nåede rebellernes lejr. Tiyanna var godt kold, da hun ikke havde andet end en skjorte at sidde i, og så sent på året, så var det ved at være temmelig kold udenfor. For hende, var det bare vigtigt, at de nåede frem, uden at Sephiran vågnede, for han skulle i den grad have lov til at føle, det som hun havde følt igennem hendes tid i hans hjem, for det var bestemt ikke noget, som hun brød sig om i længden, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Hun kneb øjnene sammen, da hun endelig nærmede sig grænsen ind til rebellernes lejr, som lå frygtelig langt inde i skoven, for det var jo heller ikke ligefrem meningen, at nogen skulle finde det, bare sådan uden videre, og det var noget som hun stod fast på, og det var jo for folkets egen skyld, at det var sådan det forholdt sig. Hun sukkede dæmpet, inden hun kort kastede blikket ned mod Sephiran, som stadig lå slapt foran hende, så hun kunne støtte ham, så han ikke røg af. Foreløbig, gik alt helt efter planen.
”Tiyanna er vendt hjem!” udbrød en ung mand, som gik langs grænsen med hans spyd i hænderne. Det kunne godt være de levede primitivt, men de levede godt omkring hinanden, og alle tog sin andel af arbejdet. Hun smilede og nikkede mod ham, inden hun red direkte ind i byen til folks glæde over at se hende igen, for hun havde været væk igennem det, som var flere dage trods alt. ”Jeg er kommet hjem, men har brug for en hjælpende hånd. Få ham ind i mit telt og bind ham til pælen,” sagde hun kortfattet. Hun var jo kun en kvinde, og en mands dødsvægt, var ikke noget, som hun kunne løfte og bære alene, for så stærk, var hun altså heller ikke. To større mænd kom hende i møde og tog fat om Sephiran og fik ham bragt til det største og mest sikre telt på hele pladsen, hvor de – som de havde fået besked på, bandt ham fast med sikre og stærke knuder, som man ikke bare kunne komme fri af. Tiyanna trådte efterfølgende ind i teltet selv. ”I kan gå. Tak for hjælpen,” sagde hun roligt, inden de forlod stedet og de blev ladt alene. Hvornår han mon ville vågne? Hun klædte ham af. Han skulle opleve den samme ydmygende fornemmelse, som selv hun havde haft.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var væk i bevidstløsheden og havde været det lige siden Tiyannas sidste ord om, at han ville vågne op i ingenting. Den tanke rumsterede i hans sind i ren vrede, for han fandt sig ikke i, at en simpel tøs kunne ydmyge ham så dybt. Han var stadig rundt på gulvet, for hun havde virkelig formået at ryste ham i det indre, så han vidste ikke hvordan det ville være at vågne op igen. I og med at magien var ham frarøvet, så følte han sig faktisk som ingenting, hvilket var en tanke, der næsten gav ham lyst til at dø. Han hang blot slapt over hesten, prøvede at komme til sig selv, men kroppen lukkede jo ned efter hun havde lukket for hans luft for at beskytte hjernen. Så den skulle først være sikker på at have luft og ilt nok, før den ville vågne op. Egentligt havde han ikke lyst til at vågne op, for det var ydmygende nok som det var, men han blev jo desværre nødt til det på et tidspunkt.
Hvor de endte henne det anede han ikke. Han begyndte først at komme til sig selv, da han blev løftet af to personer, hvor det let gav et lille ryk i hans krop. Rebene var stramme og låste hans hænder fast bag pælen, så han jo faktisk sad direkte fast. Eftersom han endnu var slap, så var de nødt til at have ham siddende, da han alligevel bare ville glide ned ad pælen hvis de prøvede at stille ham op. Hans vejrtrækning blev mere almindelig igen, eftersom han var tæt på at vågne op. Han fornemmede at hans tøj blev taget af svagt og endeligt så slog han øjnene op. Det første, der faldt ham i blik var hans bare ben og han krøllede sig sammen med et sæt, da han blev ordentlig vågen således, at hans bøjede ben dækkede for ham. Han var nøgen, hvilket var virkelig nedværdigende og han kunne ikke fordrage, at hun kom sådan under huden på ham! I det indre frygtede han bare for konsekvensen af hans kæmpe bommert som dette var. Let dirrede han, som han hev i sine hænder bag pælen som hans ryg støttede op ad. Rebene var virkelig stramme og klemte næsten livet ud af hans slanke håndled. Han var vred, det var tydeligt, men han var stadig lidt omtåget efter at have været bevidstløs. Han så op på hende med et skarpt blik og var spændt i det meste af kroppen, fordi han rystede af vrede. "Lad mig tage hjem… og jeg skal skåne dit sølle liv," sagde han sammenbidt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det glædede naturligvis Tiyanna, at Sephiran først begyndte at vågne, da de endelig var fremme. Hun var ganske vidst klar over, at han havde hørt hendes ord, og det var jo egentlig slet ikke fordi, at det var noget som rørte hende, for hvorfor skulle det? Hun ville da om ikke andet, så være lidt mere menneskelig, end det som han havde været, da han havde tvunget hende til at stå igennem de sidste mange dage kun i lænkerne. Hun kunne i den grad godt mærke det i sine ben endnu, men det var ikke noget som hun tog tungere end det. De to mænd hjalp hende med at få ham bundet fast med knuder, som hun vidste, at han ikke bare ville komme ud af, som det var uden videre, og det var noget som faktisk passede hende selv ganske glimrende, og det var tydeligt. Tøjet fik hun hurtigt fjernet fra hans krop og med det ganske tilfredse smil, da han endelig åbnede øjnene og hævede blikket. At han endnu måtte være omtåget, var hun i princippet fuldkommen ligeglad med, for det var hendes måde at tilbagebetale det, som hun selv havde været udsat for igennem den sidste tid, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun kneb øjnene let samme. Spare hendes sølle liv? Hun havde udrettet meget mere end det som han nogensinde ville gå og tude at drømme om! ”Du glemmer lidt, at det er mig som står med magten her, Sephiran.. Jeg er endda så gavmild at lade dig sidde ned og.. skjule den sølle manddom som du har. Tro mig.. Jeg har set det der er bedre,” påpegede hun med en ganske sigende mine, inden hun vendte sig med ryggen til ham, for at lade skjorten falde, så hun selv stod der i det rene ingenting. For hende, ville det bare være rart at komme over i det, som hun faktisk kunne kalde for hendes eget, og det var det, som hun var ude på, og intet andet. Desuden.. ville hun gerne have, at han skulle se hende lidt. Hun fandt en kjole frem, som hun til sidst, endte med at kaste over hovedet og rette lidt til, inden hun igen vendte sig mod ham. ”Ydmygende, ikke sandt?” fortsatte hun med et næsten nedladende smil. Han bad om den behandling, da hun havde været udsat for det samme!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var tvær og han vidste ikke hvordan han skulle ramme hende nok, eftersom hun jo stod med magten og det gjorde tydeligvis noget ved hende således, at hans ord prellede af hende. Det var nok fordi hun vidste, at hans magi var låst af lænken om hans hals, der virkelig var ydmygende, for han var ikke bare et dyr man kunne sætte et halsbånd på! I og med, at han sad ned, så var han da kun tilfreds - hvad hun forsøgte at opnå med at behandle ham lidt bedre, det anede han virkelig ikke, for han synes det var pinligt nok. Han turde virkelig ikke tænke på det han ville komme hjem til, for den tanke nagede ham virkeligt og det var jo ikke noget han direkte kunne forklare hende. Han vidste han stod for et møgfald når han kom tilbage, for Kimeya ville næsten med garanti finde ud af, at en tøs var reddet væk med ham og ud af Dvasias. Heldigvis ville Kimeya vel ikke vide noget om dette, hvordan det var gået til og det fik han heller aldrig at vide! Han tog en dyb vejrtrækning og pustede let ud, mens han blot holdt et skarpt blik på Tiyanna. Han var ikke bange for hende på nogen måde, bare direkte magtesløs overfor hende, eftersom hun havde frarøvet ham hans magi samt at han sad bundet rundt på en simpel pæl med reb. Igen, ydmygende og nedslående, at hun formåede dette. Et sted syntes han om, at han faktisk fik denne reelle modstand, men følelserne forstod han ikke og skubbede det derfor voldsomt på afstand. Han fnøs let og da han kom mere til sig selv i takt med at han blev mere vågen og mindre omtåget, så strakte han også benene ud igen, for han havde jo faktisk intet at skjule. Han vidste at han havde udstyret i orden, for han havde tilfredsstillet mange kvinder, for der var han faktisk ikke den brutale mand; han skulle jo også selv have det sjovt under samleje. "For nu, Tiyanna. Bare vent," startede han muggent. "Jeg har intet at skjule, det var ren refleks. Og hvad med dig? Du er snart mere fladbrystet end en tyk smed," sagde han med et skævt smil, for den tanke morede ham direkte. Hun skulle ikke tro hun kunne køre sådan med ham, for det kunne hun ikke! Han tog hende i blik, da hun vendte ryggen til og smed en af hans skjorter som hun skiftede ud til en kjole. Det øjeblik hun stod nøgen faldt han kort i staver over hende og en lyst til at røre hende steg op i ham, selvom han hurtigt skubbede tanken væk. Han sukkede da hun fik kjolen på og så på hende. Han vædede flygtigt læberne og kneb øjnene sammen, som han fik en ny tanke. "Her er da meget behageligt… Er det dit telt?" sagde han og så sig rundt med de isblå øjne. Det var et ret stort telt. Hvis han nu faktisk lod som om han havde det behageligt her, så ville hun måske slet ikke finde det morsomt?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det glædede virkelig kun Tiyanna, at alt var gået som hun ville have det skulle gå, og Sephiran sad der hvor han sad. Det var ikke fordi, at hun havde intentioner om at give ham en bedre behandling, end den, som hun selv havde været igennem, men fordi at hun var nødt til at gøre et eller andet, også for at understrege at hun slet ikke fandt sig i noget som helst, og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At blive kaldt for fladbrystet og det hele, vidste hun jo godt, var en sandhed, for det var ikke fordi at man gik mæt i seng herude. Jo, der skete visse dage, hvor jagten kunne siges, at have været særdeles vellykket, og nu var der jo en ekstra mund at mætte. Hun blev stående med ryggen til ham, før hun fandt kjolen, kun for at skule direkte mod ham. Han sad pænt der, og hun måtte dog give ham den, at han havde udstyret i orden. Det så bestemt ikke særlig tosset ud. ”Forsøg du at leve på ingenting herude i vintermånederne, hvor fuglene er fløjet sydpå og dyrene søger til nye græsmarker. Jeg er en overlever.. I forhold til visse andre,” bed hun ham af, for det andet, var da slet ikke noget, som hun ville høre tale om på nogen som helst måde i det hele taget. Hun fik kjolen på, og vendte sig denne gang helt mod ham i stedet for. At han så derimod ville lade som ingenting, var ikke noget nyt. Desuden var hendes telt det største her, og ikke mindst det flotteste. Hun havde en seng at sove i, tøjet i en kiste ganske vidst, og den pæl som han sad bundet til, var også den, som holdt teltet oppe lige så. Hun søgte roligt hen mod ham, inden hendes hånd kraftigt greb fat om hans kæbe og tvang hans blik mod sig i stedet for. Hun var en hård kvinde, og nok langt hårdere end det, som så mange andre ville være af hendes køn normalt ikke ville have været, og hun var uden tvivl ligeglad med det. Han havde bare at makke ret! ”Og hvis du vil gøre dig nogle forhåbninger om at få noget at æde i aften, så burde du tiltale mig i en lidt anden tone,” advarede hun med en fast tone. Nu var det hende der bestemte.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke just fornøjet. Det var pinligt, at hun havde nedlagt ham så let som ingenting, men hun havde jo også låst hans magiske evner inde i ham, hvilket jo faktisk gjorde ham virkelig sårbar, og han hadede den tanke! Han regnede ikke med en bedre behandling end han selv havde fået, for som hun selv havde sagt, så var dette jo payback for hvad han havde gjort hende, så selvfølgelig forventede han også at få de samme vilkår. Han måtte bare klare det bedre, lade som ingenting for at gøre det så mindst muligt fornøjeligt for hende. Hun fandt sig ganske vist ikke i noget, det havde hun da understreget for ham, men han fandt sig til gengæld heller ikke i nogle ting fra hende. Han smilede skævt over hans kommentar, som selv morede ham en smule, selvom det jo i det inderste ikke gjorde ham noget. Faktisk kunne han godt lide hendes krop, den måde det føltes under hans hænder de gange han havde rørt hende, og det var jo det som også var ligeså frustrerende som at sidde fanget her! Han smilede bare overlegent da hun skulede og måtte holde et grin inde over hendes kommentar, for det var jo trods alt bare en dårlig undskyldning så at sige. "Du har selv valgt dette Tiyanna… Hvis du ville, kunne du sagtens få det bedre med din viljestyrke," påpegede han nedladende. Han var også en overlever, han havde da overlevet i mange år! Hendes telt så dog pænt ud måtte han indrømme, for hun havde jo en seng og en kiste samt, at teltet jo faktisk var stort. At hun så kom hen til ham forundrede ham ikke og han kneb bare øjnene hårdt i da han sendte hende et skarpt blik, som hun greb kraftigt fat i hans kæbe. Det satte en sitren i ham, at hun kom så tæt på, men han skubbede ønsket om hendes nærvær langt væk, for det kom da slet ikke på tale! Han rullede med øjnene og hev sin hage fri af hendes greb. "Og hvad forventer du så, tøs? Hvad vil du gerne kaldes? Fladbryst?" sagde han med et skævt tilfredst smil.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var uden tvivl en overlever, og det var ikke noget som man kunne sige om særlig mange. Hun stod jo faktisk i den situation, at hun var prinsesse af dette land, men havde taget det valg, at leve på lige vilkår med dem, som hun havde gjort det frem til nu, så det var noget som faktisk passede hende ganske udmærket. Hun var fladbrystet, også selvom hun havde ammet og havde været med barn, og nu havde en voksen søn. Og det var noget, som hun faktisk var stolt af, selvom det var meget lidt, som hun så til ham efterhånden. Hun var fladbrystet, men der var dog visse ting ved det, som hun alligevel havde bidt sig mærke i. ”Du har da ikke virket til at have noget imod at røre ved mig af den grund.. Jeg kan se det lystige glimt, selv i dine øjne,” påpegede hun med en kortfattet tone. Hun knælede foran ham. For hendes vedkommende, havde hun set det store vildsvin, som var smidt over bålet, så hun vidste, at de lige i aften, skulle spise frygtelig godt. ”Jeg valgte dette liv til fordel for et liv i luksus i et land, som jeg ikke kunne fordrage eller på en trone her.. Tro mig.. Selv ikke efter disse dage jeg har tilbragt som pynt på din væg, ved du noget som helst om mig,” påpegede hun med en ganske kortfattet tone, for det var jo ikke nogen løgn. Det forundrede hende nu heller ikke ligefrem, at han ikke gik op i den slags, for det var heller ikke hendes indtryk af ham. Han var en standhaftig mand.. og det var det, som hun godt kunne lide. Hun smilede let for sig selv. Hvis det var det værste, som han kunne kalde hende, så var det jo tydeligt, at han ikke var vant til meget andet, end et liv i luksus, hvor folk gjorde tingene for ham. ”Du har ingen anelse om hvad livet egentlig er, Sephiran.. Du lever livet i luksus, og får andre til at knokle for dig.. Har du nogensinde oplevet sved på panden? Kæmpe for overlevelsen? Finde føde på de mest øde områder og få et helt samfund til at finde ud af det? Du vil hurtigt finde ud af, at verdenen er anderledes end den luksuriøse boble, du har levet i,” endte hun kortfattet, da hun igen rejste sig op. Duften af vildsvin bredte sig hurtigt, og det gjorde hende virkelig sulten.

[Sephiran Acheron]

Sephiran og Tiyanna kom helt sikkert fra to forskellige verdener, men hans liv havde ikke været lut og lykke og luksus altid, for han havde haft en hårdt ungdom inden han havde taget sig alvorligt sammen omkring magien og samlet sit fokus på det. Før det havde han været dumdristig og ugidelig, for når faren ikke tæskede ham til at træne, som han på daværende tidspunkt ikke gad, så gik han ud og ødelagde noget eller gik på horehus, eller kom i værre problemer, så knubs havde han jo også fået. Men det hele var faldet bort i de år han havde trænet og fokuseret stærkt på magien, så det havde fuldstændig overtaget ham og derfor kunne han ikke rigtigt klare sig uden. Ingen kærlighed havde han oplevet, så derfor gad han ikke give det til andre, for han vidste end ikke hvad det var. At hun havde bemærket hans lystige glimt irriterede ham, men forundrede ham ikke. "Du kan heller ikke benægte, at du nyder min berøring, kære Tiyanna… Jeg har hørt dine suk," sagde han med et skævt og tilfredst smil, for hun reagerede jo trods alt på hans berøring. Lige nu havde han også lyst til at rive kjolen af hende, det kunne han bare desværre ikke, men det kildede i hans manddom efter hende. Han så på hende, som hun forklarede sig udenom med at have valgt dette liv. "Så stop med at belære mig. Du kunne nemt få det bedre, men du vælger jo selv at pine dig igennem vintrene - gør dog noget ved det, hvis du skal være så utilfreds," sagde han fast til hende. Hun skulle ikke komme og først belære ham om at skulle leve herude i vintermånederne og klage, og så bagefter komme at sige, at hun selv valgte det; så var det også hendes skyld! Han var faktisk ligeglad med at vide noget om hendes fortid eller ligende, han var mere interesseret i at kende hendes styrker og svagheder, så han kendte hendes personlighed. "Jeg ved mere om dig end du tror… Måske ved jeg ikke om fakta, men jeg kender til de små personligheder," svarede han fast, for det var jo sandt trods alt. Han gik ikke op i titler, men nærmere… magt, for han havde selv skabt sit ry og sin magt. Han sukkede dog let da hun ikke reagerede på hans øgenavn til hende. Han kneb øjnene sammen, da hun bebrejdede ham for aldrig at have oplevet andet end luksus. Det var først kommet, da han havde slået sin far ihjel. "Vi kommer af to verdner, Tiyanna. Du ser hvad jeg er i dag, men du tænker jo heller ikke på hvad der er bag det hele. Måske har jeg ikke kæmpet for overlevelse i vildmarken, men jeg har kæmpet for at overleve," sagde han fast og bed tænderne sammen, for nu ville han ikke sige mere uden at afsløre om sine familieforhold. Han ville dog ikke klare sig ude i den barske vildmark, for det var ikke den overlevelse han havde, men hans liv havde ikke været en dans på roser. "Du har stadig ikke fortalt hvad du regner med at blive kaldt," påpegede han med et skævt smil.

[Tiyanna Direshade Acheron]

De kom måske fra hver deres verden, men i princippet, så ønskede de jo det samme; De ønskede begge at overleve, de ønskede begge at opnå noget, og det var ikke fordi at hun ønskede det meget anderledes end ham. Hun havde bare lidt andre måder og nok mere.. rette måder at opnå det på, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun havde haft muligheden for at leve livet som en prinsesse, men havde fravalgt det, set hvordan hendes far havde taget hendes moders liv, og nu forsøgte hun faktisk kun at gøre sin mor stolt ved at handle, som det hun gjorde i denne stund. Hun ville ikke benægte, at det havde påvirket hende, men derimod at hun havde nydt det.. Det var ikke noget, som han skulle vide! ”Det er vidst noget du tror. Det er en naturlig reaktion!” endte hun med en fast tone. Det var skam ikke fordi, at hun var utilfreds med noget, for det var slet ikke sådan at det var. ”Jeg er ikke utilfreds med mit liv, Sephiran. Jeg er derimod stolt af, hvad jeg har opnået herude,” fortalte hun ærligt. At fortælle ham om sit liv, ville hun under ingen omstændigheder komme til, for det var ikke en historie som hun ønskede at dele med nogen, og tanken om at fremstille sig selv som svag og blotlægge sine tydelige svagheder overfor ham, var da slet ikke noget som kom på tale for hendes vedkommende. ”Du ved langt mindre om mig, end det som du lige går og tror, min fine ven. Du ved intet om mig..” Hun lod kort hånden stryge over hans kind, inden hun trak den til sig igen. Ja, noget, havde han faktisk gjort ved hende. ”Jeg kæmper for at opnå noget stort og ekstraordinært, i stedet for hvordan jeg skal opnå det mest luksuriøse i tilværelsen. Her kæmper vi for at mætte de mange kvinder.. de mange børn, og for at sikre os, at lejren her aldrig bliver afsløret.. Det er lidt noget andet end fire mure, et kæmpe hjem, og en tjenestestab, synes du ikke?” Ja, hun havde ingen respekt for den måde, som han havde valgt at leve sit liv på, og det var hun bestemt heller ikke bange for at understrege for ham. Hun rejste sig roligt op, da en mand kom ind med en tallerken – ganske vidst en smule beskidt, men det måtte man takke sig til ro med herude. ”Ønsker du at spise med os eller her?” Hun vendte sig mod ham. Det duftede himmelsk. ”Jeg spiser her i denne omgang. Jeg kommer ud senere, og meddeler alt,” afsluttede hun. Hun tog imod tallerkenen med en god bunke kød på, inden hun vendte blikket mod ham. Det var røget og frisk fanget. Det var det bedste de vidste.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var sikker på at de ønskede de samme ting, for ellers ville han have slået hende ihjel på stedet, men hun havde bare et væsen, der sagde ham et eller andet et sted og det var frustrerende. Men på den måde, så ønskede han hende også og havde ikke noget imod at have hende i nærheden, for hendes måder at reagere på med mere det afslørede meget om hende, selvom hun måske ikke troede det. De gjorde tingene på hver sin måde og de ville aldrig kunne blive enige om hvilken der var den bedste, eftersom de jo kom af to forskellige verdener. Han måtte slippe et grin over læberne af morskab over hendes reaktion på hans ord og smilede skævt. "Netop. En naturlig reaktion på nydelse," svarede han og så fast på hende. Han trak vejret roligt og så på hende, som hun fortalte at hun var stolt. Det kunne godt være, men så måtte hun jo også være tilfreds med vintrene, eftersom hun vel sagtens kunne gøre det bedre. "Og jeg er tilfreds med og stolt af mit liv," svarede han blot fast igen. Det var han jo. Han var tæt på sin egen races leder, den højre hånd for Kimeya og en ligeså stærk magiker, så sammen var de jo næsten uovervindelige. Han havde givet sin familie et ry i Dvasias således, at folk frygtede ham og han nød jo godt af det, for ingen turde trodse ham… ja faktisk lige pånær Tiyanna her, hvilket jo faktisk var ret tiltalende, selvom hun bestemt ikke skulle vide det. "Jeg ved langt mere om dig, end du tør indse, kære," sagde han og blinkede let. Det sitrede helt i ham, at hun strøg hans kind og han spændte helt i kroppen over det. Hun gjorde noget ved ham som han både kunne lide og ikke kunne lide, for han vidste ikke hvad han skulle gøre med det. "Jeg synes det er primitivt og latterligt at spilde tiden på at rende rundt herude og gemme jer i telte. Hvis du har så mange mænd under dig som jeg formoder, så indtag dog en fæstning her et sted og skænk dem varme lokaler om vinteren," bed han ad hende, for hvorfor vælge naturen når de sikkert kunne indtage en gammel borg her i Imandra? Han fnøs let og smilede skævt, for måske var det noget andet, men han kunne bedst lide sin egen tilværelse og han havde ikke brug for at påpege for hende, hvad han kæmpede for, bare at han kæmpede. Da en anden kom ind, så så han på vedkommende, men blev bare siddende, eftersom han ikke havde noget at skjule. Han kunne godt lugte maden, der faktisk duftede ganske godt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

De ønskede måske det samme, men at blive set ned på, på den her måde, var slet ikke noget som Tiyanna fandt sig i, for hun vidste udmærket godt, at hun var langt mere værd, end det som han lige gav hende credit for. Ikke fordi at det var noget nyt, men derimod noget, som hun efterhånden var ved at være vant til, at folk udefra gjorde. De kunne ikke forstå hvordan nogle som hende, kunne leve på den måde, som de gjorde, og specielt når de havde muligheden for at opnå så mange andre ting. Hun kneb øjnene fast sammen. Ja, hun havde nydt det, men det var slet ikke noget, som han havde behov for at vide eller kende til, for det ville da kun for alvor ødelægge det hele! ”Krop og sind er to helt forskellige ting, kæreste,” påpegede hun ganske sigende og med et let smil. Kroppen nød det, så var det jo ikke ensbetydende med, at det var noget, som hun også gjorde af sind! Han var tilfreds med sit liv, men i hendes øjne, havde han ikke opnået andet end magt, og der var andre ting i livet end som så, og det vidste han vel også godt? ”Magt er ikke alt i denne verden.. Nu får du lov til at se hvordan det foregår her,” endte hun med en ganske kortfattet stemme. ”Så fortæl mig, hvad du ved om mig,” opfordrede hun med en ganske sigende stemme.
At mændene kom ind med mad, var noget som faktisk passede Tiyanna ganske fint, for man kunne jo heller ikke ligefrem sige, at hun havde modtaget noget føde igennem den tid, hvor hun havde stået som pynt på Sephirans væg. Hun vendte blikket mod ham, da mændene igen havde forladt hende, da de forstod, at det var der, hun havde i sinde at være lige nu, for ærlig talt, hvor skulle hun da ellers være? ”Hvis man ikke ønsker at få de royale på nakken, så er det ikke en forladt fæstning, man slår sig ned på, ikke sandt? Brug noget af den logik, hvis du da har den.. Desuden.. Vil du have noget at spise?” Hun stak gaflen ned i det, inden hun selv fik noget af det i munden. Det smagte virkelig udsøgt!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var utilpas med at sidde her. Det var en dræbende tanke, at han ikke kunne benytte sig af sin magi og hadede det virkeligt. At han sad nøgen var en ting, der ikke berørte ham videre, men at han ikke kunne bruge sin magi, det var virkelig for meget. Han hadede at være sårbar, sidde bundet og bare være til fri 'berøring' for hendes vedkommende, for det burde være omvendt! Han fandt sig ikke i, at hun forsøgte at vende magten på den måde. I hans øjne, var hun jo faktisk en del værd, men det var jo slet ikke noget hun skulle vide, for de tanker skulle hun ikke kunne gøre sig. Men med hendes væsen, så var hun jo faktisk tiltalende. For uanset hvor ydmygende det var at sidde her, så var det alligevel lidt imponerende, at hun havde formået at få ham hertil. Han vædede let sine læber og så på hende; han vidste at hun faktisk havde nydt det, for han kendte forskel på en horers sukkelyd og den hun havde givet fra sig. "Bestemt ikke, kære… Tvært i mod," sagde han og blinkede til hende. Han var meget tilfreds med sit liv, for han havde opnået ry og rygte og et godt samarbejde med Kimeya således, at han faktisk hjalp med ledelsen af warlockerne, hvilket han jo var glad for. Han skabte også frygt i Dvasias, for folk veg tilbage for ham. De ønskede jo vidt forskellige ting og derfor ville hun jo aldrig tilkendegive, at han havde opnået noget, som han jo heller ikke syntes, at hun havde opnået noget. "Selvfølgelig er magt alt. Har man magt, så kan man gøre hvad man vil," svarede han roligt. Han trak vejret dybt og så mod hende, som hun opfordrede ham til at fortælle hvad han vidste om hende. Burde han gøre det? Det kunne måske sætte en stopper for hendes irriterende og desværre, fascinerende væsen. Han smilede skævt og så på hende med et lumsk, sigende blik, for nu skulle hun da lige høre. "Jo… nu skal du høre Tiyanna; Du er en ledertype, der altid ved hvad hun skal sige. I form af dine racer, så har du også skiftende humør på forskellige dage, alt efter hvilken der skinner stærkest igennem den pågældende dag. Du elsker dyr, deraf naturen, for jeg har set hvor fascineret du så på min hest den dag vi mødtes på bjergsiden. Du er viljestærk, eftersom du kan lede hvad end du prøver på herude i ingenmandsland… og sidst men ikke mindst, så hader du mænd, medmindre de lystre dit ord," svarede han konkluderende. Han håbede virkelig hun tabte mund og kæber, for han vidste han havde ret, for han havde jo kunnet konkludere ud fra de små hints der var kommet i den tid hun havde stået på hans væg.
Han pustede roligt ud og så på hende, mens hun gav sig til at spise. Han fnøs let af hendes ord. "Hvilke royale? Du kan da bare slå dem i kamp og bestige tronen selv… nu må du da selv lige tænke dig om," svarede han roligt. Hun valgte selv dette, men hun kunne få så meget mere og det begreb han virkelig ikke. Han rynkede panden ved hendes spørgsmål… var det mon et snydespørgsmål? "Så må du jo komme tættere på, hvis du skal made mig," sagde han med et skævt smil. Egentligt ønskede han hende bare hen så han kunne tage hendes krop i blik.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en meget fast og bestemt kvinde, og det havde hun i den grad også altid været. Det var vel heller ikke underligt med det liv som hun havde haft, og hvordan hun havde oplevet at en mand havde taget røven på hende, og efterladt hende. Ja, det havde gjort hende til en hård kvinde, og hun var bestemt ikke bange for at vise, hvad hun nu ville have, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du kan tro, at det er to helt forskellige ting,” fastholdt hun med en ganske kortfattet stemme, for det var slet ikke noget, som hun ønskede at vide noget andet af! Han skulle bestemt ikke vide, at hun havde nydt det, som han havde skænket hende, også fordi, at det var noget som skete så forbandet sjældent, at hun ikke kunne lade være med at nyde det! I hendes verden, så var magt bestemt ikke alt. ”Magt er en ressource til at opnå noget andet, og ikke nødvendigvis den afgørende faktor, for at få tingene som man vil have.. Det er jo trods alt dig, som sidder bundet på gulvet, og ikke mig.. Og du påstod du havde magten,” påpegede hun ganske kortfattet. Hun rettede sig op, også selvom hun virkelig var ved at være vred på ham. Han skulle bare irritere hende, og hun kunne slet ikke have med det at gøre i den anden ende. Hans ord omkring hende og hendes personlighed, var fuldstændig korrekt, og det var en tanke som gjorde hende direkte vred, for hun fandt sig slet ikke i det! Hun blev tydeligt og langt mere sammenbidt, end det som hun havde været ude for til nu, hvor hun kort vendte blikket væk fra ham, også selvom det nok var tydeligt svar i sig selv, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Der kan man jo se.. Af en mand at være, så er du virkelig opmærksom.. Så giver det jo endnu mindre mening, at du skulle falde for mit lille trick,” påpegede hun ganske sigende, inden hun søgte i retningen af ham. Hun gik roligt i knæ ved ham med tallerkenen i hånden. ”Jeg er ikke ude efter magt.. Jeg ønsker bare fred,” påpegede hun ganske kortfattet. At han fortsatte med at køre rundt i den, var noget som faktisk irriterede hende temmelig voldsomt. Hun tog hårdt fat i hans manddom med sin frie hånd, kun for at klemme til, velvidende om, at han ikke kunne stoppe hende. ”Pas på med hvad du siger, Sephiran.. Det er mig der afgøre alt herfra,” endte hun fast.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at man ikke bare blev en hård og bestemt person, men at det var på grund af fortiden, for det havde jo selv præget ham, selvom det dog ikke var noget han lagde mere vægt i. Nok var fortiden grunden til, at man blev den man blev, men han gik ikke op i eller hang sig i fortiden, for så kom man da overhovedet ingen vegne. Hun var den første kvinde, der havde formået at tage røven på ham, og det var imponerende, selvom hun da slet ikke skulle vide det! Han smilede bare skævt og undlod at kommentere yderligere, for han vidste udmærket godt, at han selv havde ret, så han behøvede egentligt ikke hendes samtykke. Han så roligt på hende med sine isblå øjne, som hun prøvede at påpegede for ham, at magt var en ressource fremfor det endelige produkt, der måtte han da virkelig være uenig. Han kunne gøre sig enig i, at det var begge dele, men det var ikke kun måden at få andre ting på. Han kneb øjnene sammen da hun tværede ud i hans fjæs, at han sad bundet - men hun havde jo trods alt været lænket i hans hjem, ikke? "Det er måden at få alt og blive ved med at have alt…" konkluderede han fast. Han nægtede at kommentere på det sidste, for igen nagede det ham tydeligt, at han sad bundet til denne pæl. At han så ramte så plet, at hun måtte se væk så sammenbidt, så bredte smilet sig kun yderligere på hans læber, for det var virkelig et fantastisk tegn i sig selv, at han igen havde haft ret. At hun så igen førte det over på ham, fik ham selv til at knibe øjnene sammen og skule let efter hende. "Jeg vil tro, at du end ikke kan give mig samme smøre igen," sagde han. En lille udfordring i sig selv, om hun ville kunne gennemskue ham fuldstændigt, som han lige havde gennemboret hendes personlighed. Han fnøs let. Han holdt blikket mod hende som hun kom over mod ham og han løftede et bryn. Hvem pokker ønskede dog fred? Det var da det mest kedelige der fandtes, det var da langt sjovere når folk slagtede hinanden - hvis man da kunne stå på sidelinjen og se til om ikke andet. Men han elskede jo at sprede frygt således, at han jo faktisk var med til at skabe ufred. "Fred? Det var da det værste jeg har hørt," sagde han hånligt. At hun så greb fat i hans manddom, fik ham til at spærre øjnene op og skære en kort grimasse, da hun direkte holdt hårdt og klemte til. Det gjorde ondt, men det tændte ham også, så hans manddom endte hård og stiv til gengæld, hvilket i hans tanker fik ham til at bande og svovle, for det var jo slet ikke meningen. "Javel ja," sagde han blot med en dryppende sarkasme, for han gad absolut ikke lystre hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var måske præget temmelig meget af hendes fortid, hvor hun stort set kun følte, at hun havde oplevet svigt fra det mandlige køn, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hendes vedkommende. Den eneste dreng eller mand, som hun faktisk stolede på, var hendes voksne søn, selvom det bestemt heller ikke var særlig ofte, at hun så eller hørte fra ham, så vidste hun også godt, at hun ikke behøvede at være bange for lige netop den del. Han havde ganske vidst helt andre levevilkår, end det som hun havde, så det at han havde et helt andet syn på tingene, var egentlig ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget. Hun kneb øjnene fast sammen. Han begyndte virkelig at irritere hende temmelig voldsomt, og hun kunne lide det.. Det var en modstand ved det mandlige køn, som hun ikke ligefrem kunne sige, at hun oplevede ofte, og det tændte hende, og hun ville slet ikke have, at han skulle have den magt over hende! ”Du lever i en boble, hvor du tror du har det hele, Sephiran.. Og det her beviser det da tydeligt,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme. Hun var afsløret, for han havde ramt lige for meget rigtigt, og hun brød sig slet ikke om det, for det var slet ikke meningen, at hun skulle være så letlæselig! Og hun havde aldrig rigtigt oplevet at en mand, kunne sige så meget om de ting, som hun var en del af, og hendes personlighed og så med grunden til hvorfor, og det pissede hende af! ”Er det en udfordring?” spurgte hun med en kortfattet stemme. Grebet omkring hans manddom, var egentlig kun for at sætte ham på plads, og samtidig understrege på en temmelig hård måde, for ham. At han så derimod skulle blive fast og hård, havde ikke lige været meningen, så hun slap forholdsvist hurtigt igen. ”Og tager jeg ikke meget fejl, så kan du virkelig godt lide en fast og hård kvindes hånd,” påpegede hun ganske kortfattet. Meget kunne man sige, men udstyret, det havde han da om ikke andet i orden. Hun stak gaflen ned i kødet. Det var mørt, og det smagte uden tvivl bedre end det som han var vant til, da det var friskfanget. ”Gab op,” endte hun kortfattet.