Payback!

[Sephiran Acheron]

Et sted, var Sephiran og Tiyanna vel præget af en fortid, der havde påvirket dem på lidt samme måde i voksenlivet. Ingen af dem nærede specielt meget for det andet køn, det var et had der kom naturligt fra opvæksten, fordi de var blevet svigtet. Men i og med de selv var af hvert sit køn og med andre ting der havde præget dem, så var det jo også forskelligt hvordan de gik til det i dag. Hun hadede mænd, og han følte sig bare hævet over kvinder, der fungerede bedst som genstande for ham. Han havde aldrig stolet på en kvinde og ville bestemt heller ikke komme til det, for han kunne kun stole på sig selv og Kimeya. Det var jo end ikke alle mænd, han skænkede sin tro og tillid, for det gav altid bagslag, det havde han da erfaret i sine unge dage. Hun var selv voldsomt irriterende for ham, så det gav jo igen bare god mening, hvorfor han så på kvinder som han gjorde. Men han kunne bedre lide hende, end han nogensinde havde kunnet lide en anden kvinde, for den modstand hun gav havde han aldrig oplevet før. Han rullede med øjnene, for han havde jo alt, selvom dette selvfølgelig var et brist på hans boble. Det var som om hun havde stukket kniven ind, således boblen var opretholdt endnu, men hvis hun hev kniven ud, så bristede det hele for ham; tanken var skræmmende. "Jeg har ikke det hele, Tiyanna. Men jeg kan få det hele," sagde han og blinkede skævt til hende bare for at irritere hende endnu mere, for det var sjovt at pisse hende af. Han vædede tilfreds sine læber, for det var skønt for ham, at han havde gennemskuet hende så meget og gennemboret hendes personlighed; for han kunne jo også dokumentere hvordan han havde fundet ud af det. "Hvis du tør," svarede han roligt. Han kunne da godt tænke sig at finde ud af, hvad hun egentligt kunne finde ud af om ham. Han vidste, at grebet om hans manddom var for at pointere en ting, men at han så blev hård og fast var jo bare forbandet, for han havde jo lige sagt til hende et krop og sind var det samme, så nu kunne han jo ikke ligefrem påstå, at det ikke var! Han bandede virkelig i det indre. "Det andet er da kedeligt… Horerne ved i hvert fald som regel hvad jeg vil ha'," svarede han for at lede samtalen lidt ud og for at lade som om, at han faktisk var ligeglad med hvordan han kunne lide det. Han fulgte gaflen med blikket og vidste ikke, om han burde gabe op som en anden baby, men han kunne bedst overleve på lidt mad. Han åbnede munden for hende, selvom hans hænder var fuldstændig knyttede bag pælen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Begge havde de oplevet et hårdt liv, og begge levede de med varige men efter dette, også selvom det slet ikke var noget som rørte Tiyanna på nogen som helst måde i det hele taget. Som det nu var sagt, så var det ikke fordi at hun havde i sinde at lukke ham tæt på, for hun ville ikke svigtes igen, og det irriterede hende virkelig, at han havde formået at læse hende, som havde hun været en åben bog, og det kunne hun slet ikke have med at gøre! Magt var ikke alt, og det var noget som uden tvivl kunne udnyttes. Prøv bare at se hvad hun havde gjort ved ham.. Hun havde gjort brug af så simpel en handling, som at låse hans magi, og det gjorde ham fuldstændig forsvarsløs.. Han kunne jo intet stille op! ”En mand der ikke engang kan slå fra sig uden magi..? Hvad skulle der være af specielt i det? Prøv at se hvor du er endt min kære ven..Tror du, at nogle her, vil slippe dig fri, bare fordi at du har magt?” spurgte hun med en ganske kortfattet stemme, for det gjorde hende direkte irriteret, at han troede, at han skulle være noget som helst i det hele taget, ofr det var slet ikke tilfældet! At han så direkte opfordrede hende til det, var noget som fik hende til at smile let for sig selv. ”Du lever det, som du tror, er et sikkert liv. Du holder dig højere hævet, fordi du ikke tør andet. Du lever livet efter en overbevisning om at du er bedre end alle andre, og dine lyster stiller du på kvinder, som du betaler for at sprede benene, i stedet for at finde en hustru, som gør det ganske gratis for dig. Hmm… Lad mig se hvad mere der er.. Magien er alt for dig. Jeg formoder at det er det eneste, som du nogensinde er trænet i. Din måde at reagere på, og din beklædning indikere en høj stilling indenfor warlockernes sanfund. Tager jeg ikke meget fejl, så som lederens højere hånd. I mine øjne, intet andet end en simpelt bangebuks, som lever på at gør andre bange, for at gøre dig selv frygtet.. Deraf kommer magten,” forklarede hun ganske kortfattet. Grebet omkring hans manddom havde hun sluppet, også fordi at det skræmte hende lidt, at han reagerede på den måde overfor hende, men hvad skulle hun da gøre? Hun stak gaflen ned i maden, og selvom hun havde spist med den samme gaffel, så tog hun det ikke så tungt. ”God dreng,” påpegede hun hånligt, inden hun begyndte at fodre ham af.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var den mand han var i dag af simple grunde fra fortiden, selvom han ikke direkte hang sig i den. Han var den han var og det kunne der ikke laves om på, for han kendte jo faktisk ikke andet end den vej han gik. Han var en brutal, hård og ond mand og det vidste han jo udmærket godt - men hvis han ikke var den mand, så var han ingen og derfor følte han sig også virkelig sårbar uden sin magi. Han nød at have gennemskuet hende, for det beviste jo bare han trods alt have en hjerne og en gennemskuelighed, for han var jo faktisk mester i at manipulere. Tiyanna var bare undtagelsen, hvilket vel var derfor, at han kunne lide hende et sted og at hun var interessant som hun også var irriterende. Han fnøs let. Nok havde hun gjorde ham forsvarsløs, men hvad ville hun ikke også være hvis han skar armene af hende? "Min magi er mit svær, min kniv, min bue og pil. Det er specielt, fordi det giver alle muligheder… Hvis jeg nu skar begge dine arme af, så ville du også være ret forsvarsløs, ikke sandt?" svarede han hende blot med et grumt smil, for han fik et kort lyst til at amputere hendes arme og se hvordan hun så klarede sig! Han nægtede dog at svare på, om nogle her ville slippe ham fri, for det ville de jo ikke når de fulgte Tiyanna. At hun så tog udfordringen op forundrede ham ikke, men at hun kunne fortælle den lange smøre allerede fik ham til at bide tænderne hårdt sammen, for det var jo ikke meningen hun skulle kunne læse ham ligeså gennemborende, som han havde gjort med hende. Han fnøs let som han tog en lidt tungere vejrtrækning. Han var dog noget uenig i, at han var en bangebuks, for han var jo i princippet ikke bange for noget! Jo… kærlighed og alt det gode, var direkte væmmeligt, men det var jo ikke en frygt der gjorde ham til en bangebuks. "Godt gennemskuet… Du konkludere det blot helt forkert, kæreste, for jeg er ikke bange for noget som du måske formoder, at min personlighed er til for at dække over," svarede han hende kortfattet. At hans manddom var blevet hård, var lidt mindre irriterende med tanke på, at hun faktisk havde sluppet hurtigt, fordi hun nok ikke kunne lide at være skyld i den effekt. Han kneb øjnene hårdt sammen da hun hånligt sagde 'god dreng', men han spiste bare det han nu fik. Da han ligesom havde fået nok eller hun sagde stop, så lænede han sig tilbage og lukkede munden igen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sephiran var en mand, som troede at han var noget, og det var det som Tiyanna faktisk godt kunne lide, selvom det ikke var noget, som hun havde i sinde at fortælle ham. Hun kunne godt lide, at han var en mand, som kunne give hende den nødvendige modstand, uden at hun direkte følte sig som en byrde. Jovist var han irriteret på hende, men det var da ikke så underligt igen, når man tænkte på, hvad der egentlig hang ved. Hun havde jo trods alt fået ham bundet til en pæl, og i ingenting, så han kom jo ikke rigtigt nogen vegne, selvom det uden tvivl var noget som virkelig måtte more hende! Hans magi var uden tvivl hans liv, også selvom det var den slags, som man skulle klamre sig til. ”Og det at du har været så omklamrende, er ene og alene den grund til at du sidder her i øjeblikket,” påpegede hun med en ganske sigende og kortfattet mine, for det morede hende uden tvivl at se ham på den måde – Sidde der for hendes fødder, og ikke være i stand til at gøre noget for sig selv. At hun alligevel havde ramt så rigtigt, at han kun havde den ene ting at sætte på det, var næsten det, som faktisk morede hende mere end det som var noget andet i den anden ende. Smilet bredte sig ganske tilfredst på hendes læber. Han var en hård og brutal mand, og med mangel på det lyse og det gode, indikerede jo næsten kun, at han aldrig havde oplevet noget godt i livet, og det var jo det, som hun havde, var jo noget, som faktisk var fint nok for hende, for det var en erfaring, som hun ikke kunne være foruden. ”Du skræmmer alle andre, for at virke frygtløs selv.. Tro mig.. Jeg kan gennemskue det med det samme,” fastholdt hun, mens hun roligt gik i gang med at fodrer ham af. Han skulle jo også have mad, for hun ønskede heller ikke, at han skulle undvære.. Selvom han nu heller ikke ligefrem havde været særlig god ved hende lige på det punkt. Smagen var udsøgt, og selv hun tog en gaffel fuld i ny og næ, selvom hun.. faktisk gav ham mest. Det var hende som en leder, for sådan havde hun altid gjort det. Hun satte den fra sig. ”Du er sølle, Sephiran.. Virkelig sølle,” afsluttede hun kortfattet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var af den overbevisning, at eftersom han havde opbygget det rygte om sig selv, så kunne han da bestemt også tillade sig at gøre brug af det. Han gav modstand fra sig, eftersom han ikke fandt sig i at blive overrumplet og det havde hun formået lidt for godt efter hans mening, så derfor var det jo også både imponerende og forbandet. Kimeya hjemsøgte ham lidt i tankerne, for med det næsten broderlige bånd de delte, så blev han jo også bare slået ekstra hårdt ned på en sådan fejltagelse som denne og han var jo faktisk lige bange for at vende hjem til det. Hun skulle bare ikke vide, at han sad med den smule frygt i kroppen, for så ville hun da blive alt for selvtilfreds i forhold til hvad hun allerede var. Hans magi var ganske vidst alt, men han var jo aldrig blevet introduceret for andet, så hvad pokker skulle han da ellers gøre? "Det kan meget vel være…" sagde han lettere sammenbidt, da han lidt tabte tråden til at svare igen, eftersom hun jo faktisk ramte plet lige på det punkt. Hans far havde skubbet og pacet ham igennem livet med magi som det eneste, så han ikke kendte til andet, så det var jo klart, at når hans magi blev lukket for og låst inde i ham, så var han også forsvarsløs og derfor sad han her. Han vidste dog, at hun ikke havde gjort det alene, for hvem havde overhovedet give hende ringen? Tanken slog ham først nu, for han havde været alt for vred lige i starten da hun havde overmandet ham, at han ikke havde tænkt over at spørge. "Hvem har du fået hjælp af til at skaffe den magi… dims?" sagde han fast og kneb øjnene let sammen. Han ønskede et svar, for han skulle kværke hvem der havde gjort det imod ham! Han så på hendes tilfredse smil og rullede let med øjnene, som han blot lænede sig op ad pælen der fungerede som ret god støtte til ryggen. Hans hænder sov lidt, fordi rebene var så stramme, men ikke noget han tænkte videre over lige nu. Han havde intet lyst ved sig og derfor var han jo også den han var, for alt erfaring kom fra Dvasias, mørket og ondskaben. Han rystede på hovedet. "Det må du gerne tro, men det er naivt at tro på det… Jeg skræmmer alle, fordi det simpelthen er ren morskab for mig," sagde han roligt. Det var dog sandt, for når han kedede sig, så tydede han jo til ødelæggelse. Han tog imod den mad han fik, selvom han virkelig ikke kunne lide tanken om at blive madet på den måde. Tanken om at de faktisk delte mad af den samme gaffel, tænkte han ikke videre over. "Det siger du kun, fordi du er bange for at have fundet en mand, du faktisk frygter kan være lige med dig, Tiyanna," svarede han og så på hende for en reaktion af hans ord.

[Tiyanna Direshade Acheron]

For Tiyanna var det faktisk rart, at der var nogen som kunne give en et modspil, uden at virke decideret irriteret på hende, og det var næsten det, som var det sjoveste af det hele for hendes vedkommende, men det var skam også derfor, at hun følte, at hun kunne give igen. Det var ikke ofte at hun stod overfor en mand som kunne tackle det, og derfor tændte det hende virkelig et sted, at hun nu stod overfor en mand, som faktisk kunne, og det var virkelig, virkelig rart for hende for en gangs skyld. Hun smilede kynisk for sig selv. Hun havde tydeligvis ramt en nerve. Han kunne ikke andet end magi. Den havde hun aldrig lært, for hun havde aldrig haft nogen til at lære hende det, og derfor tydede hun som regel til brug af de øvrige racer, som hun havde i sig, for dem var der jo temmelig mange af. ”Jeg formoder jeg har ret..” påpegede hun med en tydelig tilfreds mine, inden hun roligt satte sig tilbage igen. Ringen som han havde omkring halsen, havde hun fået af en som han faktisk husede hjemme, og hvem det var, var slet ikke noget, som hun ville fortælle til nogen som helst, og det var nogets om hun selv stod fuldkommen fast på, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Vedkommende gav mig en oplagt mulighed for at få skovlen under dig og jeg står vedkommende i gæld.. Hvem det er, kan være dig bedøvende lige meget,” sagde hun med en ganske kortfattet stemme, for hun havde slet ikke nogen intentioner om at skulle fortælle ham at det var Helon som havde været hende den store hjælp, da han havde haft ondt af, at hun havde stået der, som intet andet end pynt på en væg. Selv troede hun ikke på, at det havde været simpel morskab fra hans side af, når det kom til det med at skræmme folk, men fordi at han ikke havde set andre alternativer for at hæve sig selv til en højere plads. ”Du benægter..” påpegede hun med en sigende mine, idet hun roligt lod hovedet søge på sned, for det morede hende uden tvivl frygtelig, frygtelig meget! Hun frygtede for at åbne op for en mand igen, så det var ikke meget løgn. De havde kun bevist for hende, at de ikke var nogen, som man kunne stole på. ”Mænd er ikke til at stole på, kæreste.. Tro mig.. Jeg begik den fejl en gang, og aldrig igen. Jeg har i det mindste oplevet det.. I forhold til visse andre.” Hun strøg ham kort over håret. Det var ved at blive sent, så måske de skulle springe i seng. Han kunne da pænt få lov til at blive siddende der. ”Det bliver koldt i nat.. Bare så du ved det,” afsluttede hun kortfattet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste ikke helt hvordan han skulle tage, at Tiyanna gav ham modstand, for det var klart med blandede tanker og følelser, det var ikke til at tage fejl af. Det var rart, at der endelig var en kvinde der kunne, men han brød sig heller ikke om at have fundet en nærmest ligeværdig i det andet køn, for kvinder hørte til under mændene. Han kunne dog fint tackle hende, for hun skulle ikke tro noget uden, at han nok skulle slå det ned på hendes ord. Nok var det irriterende, at hun havde ret i en del ting hun havde gennemskuet hos ham, men han kunne jo det samme med hende, så det gjorde jo kun godt op for det. Han havde kun lært magien og han havde jo altid vidst, det vel ville give bagslag en dag, men han havde jo levet højt på magten. "Fint… Du har ret. Jeg har aldrig kendt til andet end magi, for jeg har ikke fået muligheden for andet," sagde han lettere sammenbidt. Vidste ikke om han ubevidst lige havde fortalt lidt fortid og hemmelighed, eller om hun var uforstående overfor det; han håbede på det sidste, så hun ikke gennemskuede noget yderligere. Han vidste ikke hvorfor hun kom sådan under huden på ham, at han kom til at vise små ting af sig selv som ikke var meningen, men uanset, så var det virkelig frustrerende. At hun havde fået hjælp, var han stensikker på, for hvor skulle hun ellers få ringen fra? En af hans egne havde forrådt ham og vedkommende skulle bøde. Når han kom hjem skulle alle under forhør, hvis de da var der; ellers skulle de hentes ind og sættes på plads. "Så faktisk… Har du kun halvdelen af æren for det… Fortæl mig nu, hvem det var. Og spar resten af mine ansatte for nogle virkelig hårde måneder, når jeg kommer herfra," sagde han fast og kneb øjnene sammen. Han formodede, at hvis hun ønskede fred, så måtte hun jo også udpege de skyldige for, at det ikke skulle gå kollektivt ud over alle. Han vædede let sine læber og blev siddende. Han kunne ikke lide følelsen af, at han vel nu var hendes pyntegenstand, for det var da en virkelig forstyrrende tanke han ikke ønskede at finde sig i. Han rystede let på hovedet til hende. "Jeg benægter ikke noget, du tror bare ikke på det. Jeg synes blot det er sjovt at se folk lide og dreje sig for mine fødder… det giver en følelse af… ekstase," sagde han med et skævt smil og blev næsten helt ekstatisk over tanken om andres smerte. Han kneb øjnene let sammen… det var da ikke det han havde sagt, for to væsener kunne da godt være lige uden at stole på hinanden. "Kvinder er heller ike til at stole på, kære," svarede han blot igen. Han havde aldrig stolet på sin mor, for hun havde valgt hans bror fremfor ham, så derfor skulle han aldrig stole på nogle. Det sitrede i ham, at hun strøg ham over håret, men han flyttede dog hovedet let væk. Han bed tænderne sammen ved hendes ord, for kulde var ikke en del af det mørke han elskede.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var faktisk glad for modstanden et sted, for det var ikke noget, som hun oplevede særlig ofte, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun kneb øjnene sammen. De havde begge ramt temmelig rigtigt når det kom til hinanden, og hun stod fast på, at det eneste som han havde lært, var sin magi, hvor hun derimod, havde været nødsaget til at kæmpe med alt det andet i stedet for, og det var bestemt ikke fordi, at det var småting, men det havde været en kamp for overlevelsen. Alle de gange hun havde været på slottet og pint og tortureret for sin fars hånd. At han så måtte erkende for hende, at han ikke kendte til andet end magi, fik det ellers så tilfredse smil til at brede sig på hendes læber, for hun vidste, at hun havde haft ret! ”Og som sagt.. der findes langt mere end bare magi i den her verden.. At du ikke kan andet, kunne meget vel, have taget dit liv,” endte hun sigende. Det var ikke fordi at hun ville belære ham med noget, men det var jo trods alt en sandhed. At opgive Helon, ville hun ikke, så et sted så ville det nok næsten være.. dumt af hende ikke at gøre det, men det var nu bare sådan at det nu var i den anden ende. ”Halve æren er min.. men jeg ser da slet ikke nogen grund til at skulle opgive hvem min medsammensvorne er,” endte hun med en kortfattet stemme. Måske hun skulle opgive den forbandede engel som han husede? Hun var ikke meget værd alligevel, og bestemt ikke når det kom til hvilken race som hun faktisk kom fra og det land som hun nedstammet fra! Men det ville jo være en løgn.. En god løgn faktisk. At han fandt glæde og ekstase ved at se folk lide for hans fødder, var noget som gjorde hende arrig, også fordi at hun havde været udsat for det rigtig mange gange, og det pissede hende virkelig af! ”Det ligger måske til din race, at nyde at se folk for dine fødder.. Det er bare et ensomt liv og en ensom tilværelse,” endte hun kortfattet. Hun selv havde jo mange omkring sig, og det var noget som hun naturligvis var glad for, selvom det slet ikke var nok for hende. Hun gik roligt hen til feltsengen som hun lagde sig i. Den tynde dyne skubbede hun til side, inden hun satte sig. ”Sov godt..” afsluttede hun kortfattet, inden hun pustede lysene ud.

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret roligt, for han kunne godt fornemme, at det var ved at blive virkelig koldt. Han var ikke vant til at sove i et telt, men at have de varme mure omkring sig, så han skulle nok komme til at fryse i nat. Han havde mistet næsten et døgn på, at Tiyanna havde taget ham hertil og den tanke var jo faktisk også frustrerende. Men om ikke andet, så havde han da stadigvæk en masse at forsvare sig med verbalt, når han nu ikke kunne slå fra sig med sin magi og han direkte sad bagbundet til pælen med armene i spænd. Han havde kun lært magi og hun havde aldrig lært magi, så derfor var det jo klart de var hinanden overlegne - han følte bare ikke det var på fair hold, fordi hun jo nærmest havde amputeret ham og gjort ham så forsvarsløs. Han hadede den tanke, og i det skjulte måtte han virkelig også gøre noget ved det når han kom herfra. Det tilfredse smil på hendes læber var direkte irriterende, for han havde virkelig lyst til at tørre smilet af hendes ansigt, selvom han ikke rigtigt kunne det. Hans far havde været meget hård ved ham som barn, mere end han nok endda ville indrømme overfor nogen. "Meget muligt, at der gør det. Men min magi er alt. Og jeg sidder her da endnu, ikke?" svarede han blot stilfærdigt og blinkede let til hende. Han fandt det irriterende, at hun ikke ville opgive sin sammensvorne, men så måtte han jo gå den lange vej. Måske var det hans bror? Måske Helon? Eller nogle få andre, kunne han også pege på. Men han vidste også hvem, han bestemt ikke regnede med det kunne være. "Du siger du ønsker fred… Men nu giver du mig jo kun grund til mere ulykke og ufred," sagde han med et selvtilfredst smil. At hun også blev arrig som følge af hans næste ord, det gjorde ham kun mere tilfreds og han måtte holde smilet i sig, så han ikke pissede hende fuldstændigt af, for han var jo trods alt forsvarsløs. "Ensomt? Bestemt ikke, jeg har da masser af folk omkring mig," svarede han roligt. Han synes hendes tilværelse var ensom, såvel som hun synes at hans var. Han fulgte hende med blikket hen til feltsengen og endte i det fuldkomne mørke, da hun pustede lysene ud. "Godnat," svarede han sammenbidt og sukkede. Han lagde hovedet tilbage mod pælen og lukkede øjnene, selvom han sov meget uroligt.

//Out.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det frydede virkelig Tiyanna, at det ikke havde krævet mere af hende, at skulle tage alt fra ham på den måde, som hun nu havde gjort det. Hun havde ganske vidst aldrig nogensinde lært magien, men for hende, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel, for hun havde klaret sig til nu, selvom hun havde stået i situationer, hvor magien uden tvivl ville kunne have gjort en massiv fordel, men det var jo ikke noget, som hendes forældre havde ønsket at lære hende. Hun kneb øjnene let sammen. Hans magi var måske det som han havde, men det var jo tydeligt, selv for hende, at det ikke var noget, som ville komme ham særlig godt til gode, og det var næsten det, som faktisk frydet hende mest. ”Aha.. Du sidder her da endnu, men i og med at magien har været alt det som du har haft, så sidder du bundet her, uden en trævl på kroppen, og med armene i lås. Jeg kan forsikre dig om, at du ikke vil få de arme fri bare sådan uden videre,” påpegede hun med en ganske kortfattet og sigende mine. Han sad jo fanget i en situation, som han ikke bare kunne komme ud af. De var uden tvivl stærke og kraftige modsætninger med hver deres måde at se på det hele. Helon havde været hendes engel i denne situation, og givet hende den mulighed for at komme fri, så naturligvis ønskede hun ikke at lade det gå ud over ham! ”Hvis du tror, at det er måden at finde ud af det på.. så tager du gruelig fejl,” påpegede hun med en ganske kortfattet mine, inden hun rejste sig op. Han sad der i ingenting, så han ville uden tvivl komme til at fryse igennem natten. Lyset slukkede hun, så han ikke så det, da hun klædte sig af i stedet for. Hun lagde sig roligt op i sengen og med blikket vendt mod ham. Selskabet var rart et sted, selvom det var noget af det sidste, som hun ville erkende overfor en mand som ham. ”Fordi de faktisk ønsker det, eller fordi du tvinger dem? Godnat,” sagde hun kort for hovedet. Den kunne han da få lov til at tygge på natten igennem i hvert fald. Selv lagde hun sig roligt til rette i sengen, hvor hun ganske hurtigt faktisk faldt i søvn. Det var virkelig rart at være hjemme.

//Out