Just waiting for the one day..

[Deleted]

I Marcells øjne, var Gabriel en af de værste han kunne støde på, fordi at Gabriel havde næret ham tillid og han ville hade at ødelægge den, specielt nu. Det var meget stort for ham, at en anden stolede på ham og derfor ønskede han også at leve op til den tillid. Han trak vejret dybt, for han hadede det faktum, at han faktisk havde gjort Syrena ked af det, for det havde jo slet ikke været meningen. Han mente det jo kun godt og ville hende give tid til at forstå det, inden han ville søge til hende igen og spørge ind til, om hun kunne acceptere den gave. Han bed sig i læben, for det værste ved alle disse følelser var disse mørke følelser som skyldfølelse og bebrejdelse. Han trak vejret dybt og sukkede. Lige nu bemærkede han ikke at det var koldt for hans tanker omkring Syrena gjorde, at de blev kastet helt ud af billedet for øjeblikket. Det tog dog ikke det faktum væk, at han frøs og faktisk havde virkelig kolde arme, for solen var jo ikke ligeså varm mere som den havde været. Han vendte blikket mod Gabriel, som han fik givet sin underlige hilsen. Han var ikke god til det, det indrømmede han, men han ville jo gerne gøre det ordentligt nu hvor Syrena stod kongen af Procias så nær. Han ville gerne passe ind for en gangs skyld og ikke være det sorte får, som han altid havde været. Han trak blot lidt på skuldrene, som Gabriel bemærkede, at han havde husket sine manerer. "Gør mit bedste," sagde han. Hans mund var mut fordi han ikke kunne tage tankerne væk fra Syrena. Han var sikker på at have gjort det rigtige, men han ønskede jo ikke ligefrem den reaktion fra hende, hvor hun direkte flygtede fra ham. Følelsen af at blive løbet fra var faktisk virkelig ubehagelig og det gjorde ham ked af, at han havde forvoldt det. Han så mod Gabriel som han kom nærmere, selvom det ikke gjorde ham noget, for han virkede ikke sur. Han tyggede på hans ord og så overvejende på ham, men det gav faktisk god mening. "Jeg håber bare, at hun kan acceptere det. Jeg ønsker virkelig for hende at hun kan se landet. Sit hjem. Alle hendes kære," sagde han påpegende. Han bed sig i læben og stirrede frem for sig i luften. Kort efter fulgte der dog nogle helt andre ord, et totalt emneskift og Gabriel virkede i det mindste ikke sur eller noget. Han så mod ham, som han var kommet tæt nok på. "Når," sagde han og så på sine arme, hvor kuldegysningerne ramte ham og han gnubbede igen sine arme med hans hænder. "Jeg ved ikke hvordan jeg kan skaffe noget varmt," startede han ud og rejste sig op. Han foldede hænderne foran sig og sukkede let, inden han fortsatte: "Men jeg går virkelig meget ind for at klare mig selv. Det er gået godt henover sommeren, fordi vejret var varmt nok og regnen nærmest lun. Jeg fandt ud af at lave våben, lærte at bruge dem og jeg kan finde føde. Nu hvor det er blevet koldt, så er jeg vel bare ikke så god som jeg troede. Jeg ødelagde det første skind jeg prøvede at få ud af et dyr og har ikke turde prøve siden, fordi jeg følte mig som sådan en fiasko. Så fik jeg snue oveni, fordi vejret har skiftet ret hurtigt og nu er jeg her. Jeg ønsker at finde en måde hvorpå jeg kan forsørge mig selv og… muligvis en mere." Det var nok en lang smøre, men han håbede det gav mening.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var tydeligt for Gabriel, at det var gået galt et eller andet sted. Hvis denne mand havde gjort Syrena ondt, så ville an nok have taget turen derfra hurtigere, end at Gabriel kunne nå udenfor. Desuden havde han i udgangspunktet valgt at vise den unge knægt en tillid. Det var måske naivt gjort, men han havde en god mavefornemmelse omkring det hele, og han vidste, at drengen nok før eller siden skulle falde sig til rette. Men man havde vel alle sammen brug for, at der var nogen til at vise den tillid? Og det var noget som han gerne gjorde. Manererne havde Marcell da beholdt, og det glædede ham. Der var stadig et klart og tydeligt skille på ham og kongen af Procias, og det var skam et skille, som han gik meget op i, blev opretholdt på den rigtige måde, og at det var sådan at det fortsatte med at gå for sig. Han nikkede mod ham. ”Jeg forlanger ikke mere,” sagde han roligt. Selvom solen måske skinnede, så var det bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at der var varmt, for det var der ikke. Vinteren lå lige om hjørnet, og det ville uden tvivl blive en hård og kold tid denne gang. Et sted ikke noget som gjorde ham noget. Han havde jo et hjem at søge til, og han havde en kvinde ved sin side. Bedre kunne den mørke tid bestemt heller ikke blive for ham. ”Bagtanken har været god, Marcell, det kan jeg se. Hun skal nok vænne sig til det. Jeg vil anbefale dig, at give hende lidt tid,” sagde han roligt. Han var ikke sur. Manden havde jo trods alt gjort det hele med en god mening, selvom det måske ikke var noget, som Syrena kunne se i øjeblikket, så håbede han da, at det var noget, som kom før eller siden. At han ikke vidste hvordan han skulle skaffe sig noget varmt, fik ham til at rynke let på næsen. Hvad mente han? Havde han ikke noget sted at opholde sig? Han nikkede mod ham. ”Du har klaret det godt, selv på trods af de omstændigheder, du har været præget af, Marcell.. Og det er godt. Vintrene her i Procias er milde i forhold til hvad de er i for eksempelvis Dvasias, men dog stadig hårde. For de trængende, er slottets porte åbne. Vi tilbyder et værelse for en hjælpende hånd med diverse opgaver her rundt omkring. Lad mig vide, om det kunne være af interesse,” afsluttede han sigende. Et kongehus var det måske, men Gabriel gik op i at være folkelig. Meget endda.

[Deleted]

Marcell syntes ikke, at han havde gjort det af en ond mening med at tvinge det på Syrena. Hun var nok bange for hvad det ville åbne for hende, fordi det var overvældende, men han fortrød ikke noget, for han troede på at hun nok skulle komme godt igen og være glad. Når hun havde accepteret det, så håbede han bare, at han fik lov til at mærke hendes glæde, for han elskede når hun grinte. Det var det dejligste grin i hele verden og det satte en sådan glæde i ham, at han følte for at briste og smelte på stedet for hende. Han vædede let sine læber og så roligt mod Gabriel. Manden var konge og han vidste godt, at han var intet i sammenligning, han havde bare aldrig vidst hvordan man tiltalte nogle højere stående før Syrena, fordi han havde aldrig omgået dem. Tilliden var stor for ham, fordi ingen nogensinde havde troet på ham, så der var Gabriel og Syrena næsten alt for gode ved ham. Han syntes ikke han fortjente noget, for han havde lovet sig selv ikke at være egoistisk for at ære sin afdøde mors og søsters minde. Han bad når han besøgte kirken, som skete regelmæssigt og det var jo altid noget, der var rart. Han nikkede let og fjernede blikket fra ham, for det var jo også uhøfligt at stirre og han havde vel ingen ret til at have sine øjne mod ham hele tiden. "Det er jeg glad for," svarede han dæmpet. Solen var skarp, men ikke nær så lun og det vidste han jo godt. Den stod lavere på himlen og var der kortere tid af dagen, så det hele var faktisk bare en tabersituation for ham. Han trak vejret dybt og prøvede at finde varmen, men det var svært med bare arme og virkelig tyndt tøj på kroppen. "Det vil jeg også… Derfor løb jeg ikke efter hende nu," sagde han stille og nikkede. Han kunne jo godt tænke selv og med alle de nye følelser, så kunne han jo også nå til nogle fornuftige tanker om ikke andet. Han prøvede sit bedste i alt han gjorde og han hadede at fejle, for det var faktisk den værste følelse. Han kunne se på Gabriel, at han ikke vidste hvad han mente helt og præcist, men han kunne bare ikke lide at definere sig selv som hjemløs, selvom han var det. Han vidste faktisk ikke hvad et hjem direkte var, for med sin mor og søster, havde de strejfer omkring på forskellige hoteller. Mens han forklarede, så gik han rundt med blikket mod jorden, og han så først mod kongen da han talte, for det var da det høfligste at gøre; at vise, at han lyttede. "Jeg kan forestille mig de er mildere, men med så lidt som jeg har, så skal det nok blive hårdt," sagde han dæmpet. Han rynkede panden ved Gabriels tilbud om et værelse for en hjælpende hånd, og at han kunne gå til ham, hvis det var af interesse. "Tak…" svarede han, dog høfligt. Tak'et var specielt for ham, for det var ikke et normalt ord i hans ordbog. Han vidste dog ikke om han ville gøre det. På for siden var, at han ville være samme sted som Syrena, han ville have en seng at sove i og et sted at holde varmen. På imod siden var, at det lå under hans værdighed at tage imod noget fra andre. Han var vant til at klare sig selv, og det ville han jo også gerne. Det at give en hånd for værelset var jo fair, men det ville ikke hjælpe ham derudover og når vinteren var fordi, ville han stå uden noget som helst igen. Han ønskede at finde en måde, hvorpå han kunne tjene til sig selv og skabe noget, som kunne gøre Syrena stolt af ham; en måde han kunne forsørge sig selv og derved have noget at tilbyde hende. "Det… det lyder jo meget rart," sagde han så, da tankerne havde været igennem. Han så ned i jorden og trak vejret dybt. "Men det vil ikke få mig nogen vegne. Jeg ønsker at skabe et levebrød. Og det er selvfølgelig fair at tage hjælp for værelset… men det vil ikke hjælpe mig fremover, for jeg tjener jo ikke noget på det," afsluttede han forklarende og håbede ikke at han lød uhøflig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Syrena havde uden tvivl bare brug for tid til at finde ud af det hele, for det Marcell havde gjort, var jo uden tvivl en rigtig stor ting for hende, som hun lige skulle vænne sig til. Nu var den unge tøs jo i forvejen kendt for at være stille og usikker, og det var jo noget, som man snildt kunne sige, at Marcell havde revet fra hende nu, selvom det sikkert kunne vise sig, at være sundt i den anden ende. Han sendte ham et let, men overbærende smil. Måske han bare skulle have forberedt Syrena en smule, i stedet for bare at gøre tingene, men det var der nu ikke noget, som man kunne gøre noget ved. Han nikkede til hans ord. ”Jeg kender hende. Lidt tid, så burde hun være obenpå igen. Det er jo noget af en omvæltning, du tvinger hende igennem.” Selv vidst Gabriel hvor meget hun var bange for at ende alene, og nu hvor hun var blotlagt på den måde, så var det heller ikke underligt. Han stolede på den unge knægt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Hvis du ønsker at tage imod, selvfølgelig,” sagde han med en rolig stemme. Det var bestemt heller ikke fordi, at han skulle føle sig tvunget til noget som helst, og det var noget, som han gerne ville bekræfte for ham. ”Det er naturligvis en styrke, at kunne klare tingene på egen hånd, men til tider, gælder det også at finde styrken i det, at spørge om hjælp. Jeg kræver ikke meget, andet end en hjælpende hånd, og du kan blive her igennem vinteren. Mens den er hård selvfølgelig. Om du ønsker et job ved siden af – til løn, er op til dig.” Det var bestemt ikke fordi, at det var noget som han ville lade sig stoppe af. Hvem den anden, som Marcell ville huse, kunne næsten kun være Syrena, sådan som han opførte sig, og med de ofringer, som han havde gjort sig, så var det jo egentlig det eneste som faktisk gav mening. ”Jeg er ikke krævende. Jeg ønsker bare, at vi alle hjælper hinanden.. Så vi igen kan blive et stolt og stærkt folk.” Det var jo bare en ærlig tanke, kunne man vel sige?

[Deleted]

Marcell håbede at Syrena ville acceptere det hurtigt, for han ville uden tvivl savne hende i tiden hvor hun kom sig over det overvældende faktum, at hun nu kunne se. Hun ville jo være blevet ved med at sige nej, så derfor var han nød til at tage en chance og bare gøre det, for hendes skyld. Det var det mindst egoistisk han nogensinde havde gjort, for han havde jo slet ikke haft sig selv i tankerne. Han trak vejret dybt og pustede let ud, som han igen måtte gnubbe sine hænder over hans bare arme. Det var irriterende at fryse. Han modtog smilet og sank en klump. "Jeg håber, at du har ret," bemærkede han stille, til at hun om lidt tid ville være ovenpå igen. Han vidste det var en omvæltning, men han ønskede jo, at hun skulle føle sig modig til at have hele verden som hendes hjem, for hun fortjente intet mindre. Det, at han sagde 'du' og ikke 'De' var blot en gammel vane, for han vidste jo næsten ikke at 'De' fandtes, det var aldrig noget han havde brugt. Med tiden ville han måske lære det, men han var jo end ikke vant til at se sig selv som en underdanig for nogen. Det havde han dog lært, for han vidste der var forskel på ham selv og Kongen, eftersom det jo stod tydeligt med hvad de kom fra og hvor de boede. Han stolede på at kongen ønskede det bedste for alle, og at han viste tillid lagde jo nærmest kun et pres på ham, at han skulle udvise det samme for Gabriel. Han nikkede stumt til hans næste ord, for det var han jo stadig i tvivl om. Han var vant til ikke at tage imod noget fra nogen overhovedet, altid at klare sig selv. Men i hans gamle liv, havde han jo også kun haft sig selv, det havde han jo ikke mere; Syrena var en del af dette liv. Han kneb øjnene let sammen samtidig med at han rynkede panden, da Gabriel udtalte, at det også var en styrke at spørge om hjælp. Var det virkelig det? Sådan havde han aldrig tænkt på det, det havde altid været svagt, der hvor han var kommet fra. Hans ansigt klarede op, da det lød som om Gabriel tilbød et job ved siden af. Det ville jo løse alle hans problemer for nu, for så kunne han holde sig varm og rask samt tjene penge, og så spare op til den plan for fremtiden, han forhåbentligt ville komme frem til. "Hvilke… Hvilke job, er der?" spurgte han lidt forsigtigt. Det lå meget imod hans natur, men han måtte jo gøre det for Syrena og så kunne han jo også være tættere på hende - hvis hun da ville se ham efter dette. "Du er en god konge," kom det stille fra ham og han vendte blikket rundt, fordi det var så meget ikke ham at komplimentere en anden mand.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Syrena havde en ganske særlig betydning for Gabriel, og derfor var det vigtigt for ham at understrege det, og derfor følte Gabriel kun for, at det var hans pligt, at undersøge, hvad det her gjaldt. Det var måske overvældende for Syrena pludselig at skulle stilles i det lys, som hun aldrig havde været en del af. Knægten havde gjort det med en god hensigt, og derfor kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle stå og skælde ham ud, når han var mindst lige så frustreret over det. ”Jeg kender hende efterhånden temmelig godt. Hun plejede at gemme sig bag undskyldning at hun intet kan se. Nu har hun ikke den undskyldning at gemme sig bag længere,” påpegede han med en rolig mine. Han ønskede at lade knægten vide, at selvom han havde gjort det af god mening, og måske var blevet afvist på det grundlag, som han ikke ligefrem kunne sige sig, at have ventet sig, så var det ikke fordi, at han ønskede at dømme ham på det, og Syrena nok skulle komme med tiden, når hun vænnede sig til det. Det håbede han da i hvert fald.
Nu hvor han stod i den situation og tilbød ham et sted at være og et job, så han kunne lægge lidt til side, så var det ikke fordi, at han ikke stolede på ham, men fordi at han troede på, at der var noget godt i alle. Det var nok noget af det som Elanya havde lært ham, og det var noget af det, som han også havde lært at holde godt fast i, i den anden ende. Han sendte ham et venligt smil. ”Gartner, tjener, tror også Dafnir kunne bruge noget hjælp i stalden, og jeg står og mangler en personlig kammertjener,” sagde han roligt. Hans elskede hustru havde jo sin egen, og det var også noget, som han ville have. Bare for at lette den tunge hverdag bare en smule. At blive kaldt for en god konge, var noget som han dog virkelig godt kunne lide at blive kaldt, for det var et mål for ham, og det var naturligvis rart at få det bekræftet i ny og næ. ”Det betyder meget for mig at høre dig sige det. Kom med ind og få varmen, i stedet for at stå her og fryse. Jeg er sikker på, at jeg også kan skaffe dig aflagte kapper,” sagde han med en rolig stemme, inden han selv vendte om på hælen, for at søge indenfor igen.

[Deleted]

Marcell vidste at Syrena var af særlig betydning for Gabriel, det var jo derfor det havde været så stort for ham at få lov til at tage hende med ud. Men for ham, havde hun jo også en virkelig stor betydning og hun overraskede ham gang på gang ved at sætte nye følelser i ham. Det var underligt at blive påvirket sådan af et andet menneske, men det var sandt og han accepterede det også. Han tog følelserne til sig og prøvede at gøre med dem hvad der var rigtigst, for det var jo nyt for ham det hele. Han var derfor ked af at have overrumplet Syrena og nærmest berøvet hende fra sit gemmested, men det nyttede jo intet, når der var så mange muligheder i at kunne se. Han nikkede dæmpet, for han forstod nu udmærket Gabriels ord omkring det hele. "Det forstår jeg også godt. Håber virkelig, at hun kan acceptere det og blive glad med tiden. Jeg ønsker hende jo bare at være lykkelig," sagde han med et stille suk. Det at ønske andre lykke i livet var jo også noget andet stort for ham, for det var så ikke-selvcentreret som noget kunne være. Han havde et godt hjerte, det havde Azrael sagt da han vågnede op efter sin død, og det agtede han også at bevise. Der var lang vej endnu det vidste han godt, men han prøvede jo bare sit bedste og ønskede at ende på en god destination af den nye vej, han havde valgt at gå ned ad. Han stod nu lidt ved en skillevej og vidste jo godt hvilken vej han burde gå, selvom det gik imod hans person - men var han overhovedet den person mere? Var han måske ikke bare en, der bar lidt præg af en forhistorisk person og han i virkeligheden, var en helt ny, der skulle finde sig til rette. Han var glad for tilbuddet fra Gabriel, for selvom alle ville have fået det, så følte han sig alligevel glad for at han også havde fået det. Og for Syrena, så blev han nødt til at tage det, for han nægtede at gå i døden igen og det ville han garanteret, hvis han blev i skoven over vinteren. Tanken gøs ham langt ned ad ryggen. Han lyttede til mulighederne og overvejede, om Gabriel ville have nævnt at han manglede en personlig kammertjener til alle, men han slog tanken bort. "D-det ved jeg i-ikke… Altså, hvad jeg skal vælge," sagde han og kløede sig let i nakken. Han bed sig eftertænksomt i læben, trak vejret dybt og pustede let ud. Han vendte blikket mod Gabriel igen og sendte ham et skævt smil. "Okay… Tak," sagde han blot dæmpet og valgte at følge efter Gabriel, for varmen kunne han uden tvivl godt bruge. Han gik i mens og tænkte på, hvad han kunne vælge af jobs. Gartner virkede mystisk om vinteren, planterne blev dækket af sne og så kunne de vel kun passe de indendørs potteplanter, hvilket virkede lidt kedeligt. Tjener vidste han ikke hvordan han kunne takle, for han var jo i forvejen dårlig til at tiltale folk og have gode manerer med korrekte titler og det hele, så det ville kræve ekstra meget oplæring. Stalden ville være nemt og dog hårdt og han vidste ikke hvad han synes om heste, for han havde aldrig haft en og aldrig været tæt på en. Personlig kammertjener ville nok også blive problematisk, for igen lakkede hans korrekte tiltale bagud. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle vælge! Da de nåede indenfor, mærkede han straks varmen og kuldegysningerne forsvandt hurtigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke noget imod at skulle fortælle og sætte ord på hvad det sikkert var Syrena gjorde sig af tanker i udgangspunktet, for det hele var jo trods alt også svært for hende, når det nu var hendes evige undskyldning som det var gået ud over, for nu kunne hun jo ikke rigtigt bruge den mere. Han var temmelig sikker på, at hun bare skulle vænne sig til tanken, og så var det måske også lettende for hende at have Marcell omkring, og Gabriel ønskede virkelig at se den unge kvinde udfolde sig for en gangs skyld, nu hvor hun endelig havde fundet en, som faktisk ønskede at give sig tiden til hende. ”Jeg vil bare gerne give hende muligheden for at.. ja, udfolde sig. Det er nok også bedst med dig omkring,” sagde han roligt. Hvordan det egentlig forholdt sig for Marcell at gøre de mange forskellige ting, vidste han ikke, og det var egentlig heller ikke noget, som han havde i sinde, at skulle tænke yderligere over. Han blev vel indviet, hvis det var meningen? At tilbyde ham de jobs, var egentlig for at markere for ham, hvad han egentlig manglede og hvilke stillinger, som han var temmelig sikker på, at denne unge mand, nok skulle kunne klare. Han smilede ganske let. Det var skam heller ikke fordi, at han ønskede at stille ham i et dilemma, men foreløbig, så havde Marcell, heller ikke udvist ham andet end grund til at stole på ham, og det var også noget, som han gjorde netop ved at vise ham disse muligheder. ”Du skal ikke tage en beslutning nu, men tænke over det, og.. eventuelt komme tilbage i morgen og informere om dit valg?” foreslog han. For nu ville han egentlig bare gerne indenfor igen, inden han selv endte med at blive fuldstændig kold. Desuden skulle der stilles et værelse i stand. Han gik næsten ud fra, at han kunne føre ham til tjenestefløjen allerede med det samme, og give ham resten af dagen til at se sig om i, og specielt, hvis han havde i tankerne, at blive her og arbejde for ham, for det var ikke fordi at han havde afvist det. Han vendte kort blikket over skulderen i retningen af den unge Marcell. Knægten var jo temmelig ung i forhold til ham selv. ”Jeg formoder, at jeg med det samme, kan vise dig vejen til et ledigt kammer i tjenernes fløj,” fortalte han med en rolig stemme, inden han satte kursen derned. Den unge knægt, kunne jo lige så godt vænne sig til tilværelsen her og omkring på slottet.

[Deleted]

Marcell var glad for, at Gabriel kendte Syrena så godt som han gjort, for det gav ham da et håb om, at han ikke havde handlet helt forkert. Han burde nok ikke have tvunget det på hende, men på den anden side, så kunne hun vel ikke hade ham resten af sit liv for sådan en gave? Det håbede han i hvert fald ikke, så tankerne blev hurtigt slået bort, for han kunne vel ikke blive ved med at få tanker, der talte imod hans ellers gode gerning. Han havde ganske vist frarøvet Syrena hendes skjul, men han ønskede jo at stå der for hende ethundrede procent, så hun kunne læne sig op ad ham. Han ville give hende alle muligheder med synet og lære hende alt det fantastiske, som hun var gået glip af; han ville gøre alt for at kunne tilbringe hvert sekund af hver dag med hende. "Det samme vil jeg jo. Det glæder mig du ser det på samme måde… Og jeg vil stå der for hende," sagde han ærligt. Han savnede jo allerede nu Syrena og frygten for, at hun ville afvise ham i fremtiden, var stigende i ham lige nu, selvom han prøvede at holde den nede.
Gabriels tanker angående jobsene var han usikre på, for havde han monstro remset alle op på hele slottet, eller dem som han troede, passede til hans egenskaber? Det sidste ville selvfølgelig være bedst, men han tvivlede jo selv på sine evner, eftersom han ikke før dette liv havde kendt særlig meget til at bruge sine hænder praktisk. Han vidste langt fra også alt om det at bruge sine hænder til noget praktisk og udnytte sin kropsstyrke, men det gik fremad, for han fandt jo ud af nogle ting i skoven om ikke andet. Nu var det bare ved at blive for koldt til det, eftersom han jo fejlede med at skaffe sig noget, der kunne holde ham varm. Han trak vejret roligt. Et dilemma var det blevet, for hvad skulle han vælge? Hvad var han mest egnet til? Og gad vide, om kongen monstro ønskede at han skulle vælge ét job mere end andre, men blot fremsagde nogle forskellige af høflighed? Tankerne forvirrede ham, for han var slet ikke vant til at gå så dybt ind i en sag. "Jeg vil tænke på det til i morgen," lovede han og nikkede. Det lød fair, for så kunne han da lige sove på det, inden han skulle give et svar. Nu ville han så bare bruge resten af dagen på at gruble over det, hvilket også var irriterende. Han sukkede lettet da han mærkede varmen omslutte ham og det føltes virkelig rart, når han kun havde færdes udenfor den sidste lange tid. Han var ganske vist ung i forhold til kongen, men han havde jo også være død i lang tid, hvor han ingen erfaring havde fra. "N-nu? Vinteren er da ikke så hård endnu?" sagde han spørgende og lidt forvirret. Han drejede let hovedet bagud mod døren, mens han gik efter Gabriel og vendte så hovedet efter ham og fulgte ham mere nøje. Men Gabriel havde jo sagt, at det kun var når vinteren var hårdest? Men hvis han skulle have et job, så ville han jo være ansat her og have mere rettighed til et kammer, ikke? Det måtte være forklaring. "Tak," sagde han lidt kejtet. Det ord kom bare aldrig rigtigt ud syntes han!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var overvældende for Syrena, og Gabriel forstod skam godt hvorfor, så det var ikke fordi, at han sagde noget til det. Han kendte sin kære niece, for det var sådan, at han så hende, og nu var hun tvunget ud i en helt anden form for selvstændighed, end det som hun måske lige var forberedt på, så det var virkelig ikke underligt, at det var sådan at hun reagerede på tingene. Han smilede let for sig selv. Hvis det var noget som glædede Marcell at vide, så var det information, som han meget gerne ville skænke ham. Det var vigtigt for ham, at den unge mand, også vidste hvad han skulle forholde sig til. Han støttede om ikke andet, så op af ham. ”Det er det jeg vælger at tro på, når du vælger at sige det,” sagde han alligevel med en rolig, dog ganske alvorlig stemme, for det var kun vigtigt for ham at understrege, at det var sådan, at han havde det med tingene. Det var vigtigt for ham at lade Marcell vide, at han stolede på ham.
Gabriel havde valgt at stole på Marcell, og derfor ønskede han også at gøre det hele vejen igennem. Han havde ikke bare remset de job op, som var ledige her på slottet, men derimod dem, som han var temmelig sikker på, at han kunne være denne mand tiltro med, og derfor lade ham vide, at der var plads også til ham, selv på trods af den mørke fortid, som måtte ligge bag. Nu var Igleéias jo ikke ligefrem et ukendt efternavn her på egnen, men selv han vidste, at der alligevel var noget godt i alle. Det var også det, som Matthew havde udvist i sin tid, da han havde boet i skoven, sammen med Eniqa. Selv i den mørkeste mand, kunne der være noget godt at finde. ”Glimrende,” sagde han ganske tilfredst. Det kunne godt være, at det var hurtigt, men hvorfor udfordre skæbnen? Umiddelbart havde han ikke det indtryk af, at den unge mand egentlig havde et sted at søge hen, som kunne skænke ham varme. Specielt fordi at han heller ikke havde en kappe at vandre rundt i. Han stoppede op ved hans ord. Var det for hurtigt da? ”Er det en forhastet draget konklusion, Marcell?” spurgte han med en rolig stemme. Han forstod skam godt, hvis det var hurtigt, men det var skam også noget som passede ham selv ganske glimrende. Han smilede let, da han takkede og fortsatte så at gå i retningen af tjenestefløjen. Ganske vidst noget, som lå langt fra Syrena, men det var da stadig tættere på.

[Deleted]

Marcell ville for nu prøve at skubbe tankerne væk omkring Syrena, for det gjorde ham kun ked af det med alle de tanker, for det påvirkede ham jo hvis han var skyld i noget, der var så overvældende for hende. Han vædede let sine læber, for han vidste, at han ikke kendte Syrena ligeså godt som Gabriel, men han følte alligevel han kendte hende rimelig godt. Han holdt i hvert fald meget af hende og derfor var det også så nemt for ham at tvivle på det hele. Han blev dog beroliget ved Gabriels ord, så han valgte at sige til sig selv, at Syrena nok skulle blive god igen og når hun gjorde, så ville han stå der for hende. Han nikkede stille, glad for at Gabriel faktisk stolede på ham. Han var aldrig blevet troet på eller stolet på i sit gamle liv, for der havde det hele handlet om magt og magi samt drengestreger, som jo i sidste ende havde kostet ham livet. I dag lå det jo stadig i ham et sted, men han ønskede at forbedre sig om ikke andet. Det eneste han ikke kunne skjule, det var de mange sorte tegn på hans arme og overkrop, for der var mange tegninger af forskellige figurer og former, der kun bevidnede om hans mørke fortid. Men han ville se fremad, for han havde et mål med sit liv. Han skulle kunne forsørge sig selv og en anden således, at han ville føle sig god nok til at kunne spørge om Syrenas hånd. Han ville ikke byde hende sit tidligere omstrejfende liv, for hun fortjente noget tryg, nu hvor han havde berøvet hendes blinde skjulested. Han trak vejret roligt, glad for at Gabriel ville give ham muligheden for at tjene penge. Det var stort at få tilbudt et job, så han måtte jo sluge stoltheden og så tage imod hvor han kunne få. Nu skulle han over natten bare finde ud af, hvilket af dem han syntes, han var bedst egnet til. Hans efternavn var ganske vist ikke ukendt, det havde han jo erfaret i sin første tid her på jorden som engel, hvor han havde mødt Silia i slotshaven, som han senere havde erfaret var dronningen, da han havde mødt Syrena på kirkegården og senere Gabriel, som var kongen. Silia vidste han var en Igleéias og derfor havde han også fortalt det til Gabriel, eftersom han jo nok ville få det at vide uanset og så skulle han da høre det, fra ham selv. Han var derfor bare endnu gladere for, at han fik den tillid om ikke andet. Han stoppede op, da Gabriel gjorde og rystede så lidt på hovedet. "N-nej," sagde han. Hvis han ikke skulle fryse flere nætter dette efterår og denne vinter, så var han faktisk kun tilfreds. Han fulgte efter igen ned mod tjenestefløjen. Der var sikkert langt til Syrena herfra, fordi slottet var jo massivt, men om ikke andet så var de i samme bygning. Han følte for at sige et eller andet angående hans efternavn. "Jeg… vil godt sige. At jeg er glad for, du tilbyder mig alt dette, på trods af… ja, du kender mit efternavn," sagde han og håbede ikke han snakkede sort snak. Han mente jo bare, han var glad for chancen, nu hvor Gabriel godt vidste hvad hans efternavn som regel bar med sig. Men den dreng var han ikke mere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel håbede selvfølgelig, at det var noget som Syrena ville vænne sig til, selvom han nok måtte erkende, at han havde en sjov tendens til at tvivle, når hun var så usikker som hun var, og det var naturligvis en trist tanke, men ikke noget, som han kunne gøre det største ved uanset hvad. Han vendte blikket roligt i retningen af ham igen. Han havde valgt at tilbyde ham temmelig mange ting, og det var ikke fordi at han fortrød. Han var ganske vidst kendt med mandens efternavn, men selv han havde set hvor meget Matthew havde ændret sig, så han gik faktisk ud fra, at ved at vise denne form for tillid, så var et ikke noget, som blev udnyttet, men derimod noget, som blev gengældt. Gabriel ønskede jo naturligvis, at det hele skulle gå i den rigtige retning, og at de kunne hjælpe hinanden. Det var vel også noget som den unge knægt havde brug for? Han havde kun tilbudt ham jobs som han håbede at manden kunne leve op til, og samtidig hjælpe ham ordentlig ind i det her i Procias, hvor han gik meget op i, at alle skulle hjælpe hinanden, og det var noget, som han faktisk holdt fuldkommen fast i, når det nu endelig skulle være. Han nikkede roligt mod ham. Så langt tid, at det ikke gik for hurtigt for ham, så var det noget, som faktisk passede ham ganske fint. ”Glimrende,” sagde han med en rolig stemme. ”Jeg kender dit efternavn, Marcell, men selv jeg ved, at der dybest set, er noget godt i alle. Du har vist mig, at jeg kan stole på dig, så vil jeg gerne vise dig det,” begyndte han roligt. Stedet her var stort, men på slottet, var han da tættere på Syrena, end der hvor han normalt ville opholde sig, og så slap han da for at rende rundt og blive syg og alverdens andet, for det var da slet ikke noget, som ville gavne nogen af dem, og det ønskede han naturligvis også at vise på den måde, som han nu kunne gøre det. Han stoppede op foran et værelse. De kunne hurtigt gøres klar. Han skulle bare have fat i en af stuepigerne. Hun kunne gøre det i løbet af ingen tid! Han sendte ham et let smil. ”Jeg vil gerne skænke dig det værelse her. Du melder fra til mig i morgen, om hvilket job du kunne ønske dig. Jeg får en stuepige til at ordne det hurtigst muligt. I mellemtiden, skal du være velkommen til at kigge dig omkring,” afsluttede han roligt.

[Deleted]

Marcell vidste, at hans far var landskendt i dette land, men ikke hvorfra eller hvorfor, for han anede intet om sin far. Han havde kun mødt Matthew en gang, og der havde han fået en overhaling, fordi det kom frem, at han havde forgrebet sig på sin egen søster. Det havde været et meget dannende punkt i hans liv, havde for en periode været tæt på at ændre tingene, men så var han faldet i igen og så var det virkelig gået galt for ham. Så galt han havde ladet livet og nu stod her som en ny race. Det var stadig skræmmende når de gamle minder kom tilbage, som om de lige var sket og det så gik op for ham, at han havde englevinger på ryggen og han jo ikke var i den tid mere. Fortiden var ham så fjern, som at han ville våge at sige, at han faktisk var et helt nyt menneske i dag. Med nøkker fra fortiden, så var han en ny person i dag, det var han stensikker på og derfor ønskede han også at gøre det hele rigtigt denne gang. Han udnyttede på ingen måder tilliden fra Gabriel, for den mand var den første, der havde skænket ham tillid og han agtede at opfylde kravene til det. Han glædede sig til, at han havde fundet ud af hvilket job han ville have, så han vidste hvordan han skulle tjene penge og hvad han skulle forberede sig på. Han ønskede at gøre det godt, så folk de bare kunne acceptere ham om ikke andet, fremfor at se ned på hans blege hud og sorte hår. Han nikkede let. Han trak let på mundvigen, ved svarene, der igen blev ledt hen på tilliden og det gjorde ham kun glad hver gang. Han nikkede stille. Selvom han ikke havde kendt sin far, så havde hans mor altid skældt ham ud for at ligne sin far så meget og det var ikke ligefrem noget, som han kunne sige sig at være stolt af den dag i dag. Men han kunne jo ikke direkte sige, at han ingen kobling havde til Igleéias navnet, for det ville være at lyve og det ønskede han ikke. "Og det gør mig virkelig lettet, at du stoler på mig," sagde han dæmpet. Endnu en indrømmelse, men det var som om man ikke kunne stoppe, når posen først var åbnet op for og det var selv skræmmende for ham jo. Han vædede let sine læber og stoppede op, da Gabriel gjorde. De stod ude foran et værelse, han fandt ud af skulle være hans og det gjorde ham nu glad. "Tak, Deres Højhed," sagde han og bukkede let hovedet for ham, inden han så op igen. Nu kom ordene lidt mindre kejtet ud, fordi han havde sagt dem før i dag. Han bed sig i læben, så sig omkring for at kunne huske, hvilket værelser der præcist ville være hans. Han drejede om på hælen, for at gå tilbage igen, eftersom han jo ikke kunne være på værelset før stuepigen fik det ordnet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt hvilken familie Marcell kom fra, for man kunne bestemt heller ikke sige, at den mand var ukendt for nogen som helst, så det at mange havde svært ved at have ham rendende, var ikke underligt, men nu var Gabriel den mand, som ønskede at give alle en chance, for han havde jo også kun vist, at han var en ung mand, som han faktisk kunne stole på, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Som det var sagt, så var det noget som faktisk betød meget for ham, for hvis det var en, som kunne komme tæt ind på Syrena, så var det kun noget, som gjorde det meget bedre i det store og hele. Han nikkede ganske kortfattet mod ham. Det ville ikke være svært at få gang i det hele, når det kom til Syrena, så derfor var det måske en god ting, at han faktisk var omkring. Det gjaldt jo at finde mulighederne i de småting, når de nu endelig var der, ikke sandt? Han sendte ham et roligt smil. ”Til nu, har du ikke givet mig en grund til ikke at skulle gøre det, Marcell. Jeg vælger at stole på dig.. For jeg ved, og har en god fornemmelse af, at det er det rette at gøre,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Desuden havde han fået Syrena til at smile, hvilket var mere end man kunne sige, at nogen anden havde formået, også selvom hun måske var meget skræmt lige nu.
At skaffe en stuepige til at ordne værelset, var da det mindste Gabriel kunne gøre for hans nyligt ansatte i.. ja, den stilling, som han nu ville tage til sig. Om ikke andet, så ville han heller ikke have noget imod at den unge Marcell faktisk opsøgte Syrena igen, så de kunne få styr på det hele igen, for det var uden tvivl noget ,som alle parter kunne have brug for. ”Syrenas værelse befinder sig ovenpå, Marcell.. Som sagt.. Du skal være velkommen til at kigge dig omkring,” sagde han roligt, som havde der været en tydelig hentydning ved hans ord. Han forlod selv tjenernes fløj, for at søge tilbage til sit eget arbejde. Nu hvor Marcell var der, og han havde fået sit at tænke over, så gik han ud fra, at han igen skulle stå ansigt til ansigt med den unge mand meget snart.

//Out

[Deleted]

Marcell trak vejret roligt, for han var faktisk tryg her på slottet, hvilket var en underlig fornemmelse for ham men dog også sand. Hans far ønskede han ikke at møde nogensinde igen, for manden ville sikkert slå ham ihjel hvis det kom dertil, så han ønskede slet ikke at krydse veje med Matthew. Han agtede også at forblive indenfor Procias' grænser, for der var meget han ikke havde set endnu, så det gjorde ham heller ikke det store. Han havde en stor eventyrlyst, men den var blevet mindre i takt med at han lærte Syrena bedre at kende; han ville hellere være sammen med hende end lave noget andet. Dog måtte han sætte det til side når han skulle til at arbejde, for han blev nødt til at arbejde hårdt for at tjene og spare op, før han for alvor turde spørge Syrena om hendes hånd. Det var hans drøm og noget han ønskede at følge til døren og virkelig gennemføre på den helt rigtige måde. Let vædede han sine læber, mens han modtog Gabriels smil og selv smilede skævt tilbage igen. Han nikkede stille, for det var rart for ham at blive bekræftet i, at han faktisk kunne stoles på. Det var noget han jo selv betvivlede, for hvis han nu ønskede det for meget, kunne det vel også gå galt, ikke? "Så har jeg valgt den rigtige vej," svarede han med en munter tone. Det gjorde ham faktisk glad, at han alligevel omfavnede denne chance, selvom han lige skulle over sin stolthed først, men den havde han faktisk allerede glemt. Chancerne var bedre for ham her til at kunne klare sig og derfor måtte han jo gøre det, for sin skyld og for sine drømmes skyld. "Og tak," sagde han igen. Tak føltes ikke at kunne siges nok i dette land, specielt ikke her overfor kongen eller overfor Syrena. Det var virkelig en helt ny verden for ham på alle måder. Han modtog taknemmeligt informationerne om hvor Syrenas værelse lå, for der ville han finde hen, nu havde hun da fået tid nok, ikke? "Udmærket," afsluttede han, for han havde jo sagt tak, så mon ikke det gik? Han forlod tjenerfløjen og kom tilbage til den kæmpemæssige indgangshal, hvor han stoppede op og indsugede øjeblikket. Han bed sig i læben og fandt en trappe der gik opad, som han langsomt begav sig op ad. På vejen så han en pige klædt i uniform, så det måtte betyde hun arbejdede her. "Undskyld mig, kan du fortælle mig hvor Syrenas værelse er?" spurgte han og prøvede at lyde så høflig som mulig. Stuepigen nikkede tavst og gav ham direktioner, som han fulgte og så stod han foran døren. Hans hjerte begyndte at hamre og han bankede på. "Syrena? Det er Marcell. Må jeg komme ind?" spurgte han dæmpet, afventende om han fik lov til at komme ind eller ej. Han ville ikke bare gå ind uden lov.