Just waiting for the one day..

[Deleted]

Det var højlys sol, også selvom det var ved at være ganske kold. Hvilken tid på dagen det egentlig var, vidste Syrena ikke, for hun kunne jo ikke se noget som helst. De mange indtryk som hun havde været offer for, da hun havde haft synet for den korte tid, var stadig noget som hjemsøgte hende. Det var næsten underligt for hende at tænke på det, på den måde, som hun havde forestillet sig tingene, var så langt fra det virkelige, og et sted, så var det næsten uhyggeligt for hende at tænke på, at det var sådan at det forholdt sig. Hun trak vejret dybt. Det blæste mod hendes ansigt, så hun endte med at trække den hvide kappe godt omkring hendes skuldre. Der var en pelskant på, for at sikre sig, at hun ikke blev syg, og halsen derved var dækket, så den ikke blev udsat af den ellers så kolde vind, som hærgede rundt omkring for tiden. Tungen strøg let over hendes læber. Haven var hun efterhånden ganske godt kendt med, men hun kunne jo heller ikke lade være med at tænke på, om det som hun forestillede sig, faktisk var rigtigt, eller om det var forkert, ligesom alt det andet.
Hånden strøg mod den kolde stenbænk som hun sad på, inden hun lod hænderne falde i hendes skød. Hun savnede Marcell.. Og den tanke var virkelig underlig for hende, for hun havde aldrig nogensinde stået i en situation, hvor hun faktisk savnede et andet individ. Hun smilede langt mere nu, end det som hun plejede at gøre, men den unge mand, havde jo også skænket hende langt flere muligheder, end det som nogen anden, nogensinde havde gjort for hende, og det var også noget som faktisk betød ekstremt meget for hende. Det var jo ikke hendes families pengebeholdning, var det? Det troede hun faktisk ikke på, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun sukkede indædt, og lukkede øjnene igen. Det var ved at blive ganske koldt, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste, for hun kunne lide det. Udenfor følte hun sig fri, og ikke nær så anderledes end så mange andre, og for hende, så var det virkelig, virkelig rart.

[Deleted]

Marcell kunne nemt mærke, at det var ved at blive koldere i vejret og det var ikke just behageligt for ham. Han havde ingen tag over hovedet og skoven var svær at holde sig varm i som alle andre steder, og han havde jo ingen penge. Han havde stadig det samme sæt tøj; de hvide lange bukser, der var lavet af tyndt stof og så den hvide tank-top, der var lavet af det samme tynde stof. Han kunne ganske vist lave mange ting selv efterhånden, men det var primært våben så han kunne få mad. Han kunne dog ikke skyde større dyr, så han kunne ikke skaffe sig et varmt skin at holde sig varmt under, så han frøs. Han holdt sig mest varm ved at holde sig i gang, men det var jo svært om natten. I det mindste var han blevet meget muskuløs gennem sit liv i skoven, så det hjalp ham trods alt også. Nok kunne hans vinger også holde ham lettere varm om armene om natten, men kulden nåede stadig ind gennem hans tynde bukser. Han havde intet at ligge på andet end jorden og den var også iskold. Det havde gjort, at han på det sidste var blevet mere sløv i det, fordi han havde fået snue eller noget lignende. Snot tilstoppede i hvert fald hans ansigt og han hadede det faktum, når han gerne ville holde sig i gang i løbet af dagen. Da snuen havde været værst for et par dage siden, havde han virkelig savnet Syrena, for hendes varme hænder kunne måske have holdt hans kinder varme. Han savnede faktisk Syrena hele tiden, men ønskede jo ikke at smitte hende med noget. I dag var det blevet bedre med snuen og solen lunede alligevel lidt, når han stod op og ikke mødte kulden, så han valgte at søge mod slottet og være sammen med Syrena i dag, nu hvor han var mere rask. Han trak vejret roligt, da han varmede sine overarme med sine hænder på vejen som han gik. Slottet tårnede sig op foran ham og han måtte smile stort, for han glædede sig til at se hende. I dag ville han foreslå næste skridt i planen, med at skænke hende halvdelen af hans syn; det der svarede til synet fra hans ene øje, som skulle blive hendes. Han var virkelig glad for hende, holdt af hende på en speciel måde, som han aldrig havde prøvet før. Han var jo ikke engang vandt til at savne. Han mødte en af de ansatte på slottet og spurgte efter Syrena, der svarede at hun var i slotshaven og han takkede. Han satte kursen mod slotshaven og da han kom derud, så så han hende på den stenbænken. "Syrena, det Marcell," kaldte han på lang afstand, så hun var klar over at han var på vej. Han smilede stort og nød at se hende sidde der. Han glemte at han frøs og nåede hen til hende. "Hej…" sagde han med en varm stemme og satte sig ned på bænken ved siden af hende. "Jeg fik at vide, at du var herude," forklarede han, for det spørgsmål ville sikkert komme; hvordan vidste du jeg var her? Han trak vejret roligt og så mod hende.

[Deleted]

Syrena måtte virkelig erkende, at hun savnede Marcell. Nu var det ved at være flere dage siden, hun sidst havde set ham, og et sted, så var hun jo bekymret. Det var umuligt for hende, at opsøge ham, for hun vidste ikke hvor han holdt til – om han overhovedet havde et sted at være, men det var vel noget, som han ville fortælle hende, hvis der var noget, som hun kunne hjælpe med. Hendes blik var mørkt, som det havde været næsten hele vejen igennem hendes liv. Hun nød det dog ikke, men derimod så tænkte hun konstant tilbage på det indblik, som hun havde fået af Marcell, da hun faktisk havde været i stand til at se. Han var den første, som hun havde set nogensinde, og det syn var noget som selv dukkede op i hendes drømme frygtelig mange gange. Omverdenen om hende, var virkelig smuk, og selv hun ønskede at se mere til det, så ville hun jo heller ikke lægge det pres på Marcell – Hvis han da overhovedet kom tilbage til hende. Så usikker som hun var, så skulle der heller ikke ligefrem meget til, før hun begyndte at tvivle, og det var hun allerede begyndt med. Det var dog noget som hun meget hurtigt kunne stoppe med, da hun hørte en stemme, som meget hurtigt var genkendelig for hende. Et sted var det med lettelsen, som fyldte hende allerede med det samme, og smilet var noget som vel også måtte sige det hele. Hun vendte blikket mod ham, også selvom hun slet ikke var i stand til at finde am eller fokusere på ham med blikket. ”Jeg troede ikke du ville komme mere..” begyndte hun roligt. At han havde spurgt sig frem til hendes destination, var en tanke, som hun faktisk godt kunne lide. Hun nikkede mod ham. Det var jo heller ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at hun var vant til i udgangspunktet, så det var også noget, som faktisk var utrolig vigtig for hende. ”Jeg er glad for, at du er kommet. Jeg kan godt lide at sidde herude. Selvom det er ved at blive koldt,” tilføjede hun med en rolig stemme, da hun roligt vendte blikket mod ham igen. Automatisk blev hun langt mere fummelfingeret omkring ham. Hun kunne virkelig godt lide, at han var der med hende.

[Deleted]

Marcell havde virkelig savnet Syrena de sidste par dage hvor han havde lagt syg og nærmest ikke havde formået at trække vejret gennem næsen, fordi hovedet var som tilstoppet med snot. Han var heldigvis kommet over ved at lave urtete, som han holdt varmen med også, selvom kulden jo desværre hurtigt satte sig. Han havde bare ikke ønsket at smitte hende, så derfor ville han vente til han var mere frisk og følte sig udenfor smittefare, før han opsøgte hende igen. Han holdt til i skoven, forskellige steder i skoven vel at mærke, så det ville være svært for hende at finde ham. Han håbede at hans prøvelse med hende, hvor hun havde set, havde hjulpet hende til at indse at hun ønskede det nok til at lade ham give hende halvdelen af hans syn. Han havde levet højt på hendes ord om, at hun syntes han var smuk og flot. Han havde regnet med hun blev forarget over hans lyse hud, det sorte hår og de krystalklare øjne, men det havde hun ikke. Det var en stor ting for ham og han holdt om muligt mere af hende. Det fyldte ham op… hun fyldte ham op med ukendte følelser, som gjorde at han hvert andet minut måtte smile dumt for sig selv over at tænke på hende. Han syntes hun så godt ud i hendes pelskappe, for den klædte hende uden tvivl godt. Han ville ønske han selv havde en, for det var jo ikke nemt at holde varmen når vejret blev koldere, så han ledte altid efter solen. Men hvis det var en overskyet dag hvor solen ikke kom igennem, så var det en meget dårlig dag for ham. Han ønskede dog ikke at spørge Syrena om hjælp, for han ville slet ikke lægge det over på hende, at hun skulle betale for ham, det var jo ikke det han var ude på. Han løftede et bryn da hun sagde, at hun troede han ikke ville komme mere, men han vidste jo godt hvorfor. "Undskyld… Jeg ved godt der er gået længere end normalt, men jeg har haft snue og ønskede ikke at smitte dig," sagde han med et skævt smil til hende. Han lod sin hånd finde hendes og tog den blidt i sin - hendes fingre var varme imod hans iskolde fingre; han havde jo stadig bare arme. "Her er også smukt," sagde han. Han kommenterede med vilje ikke på, at det var ved at blive koldt, for han ville ikke have, at hun skulle føle ansvar for ham på nogen måde. Han smilede let og så sig rundt. Han kunne jo ligeså godt sige, hvad han havde på sine, ikke sandt? "Jeg har et forslag til dig… Som jeg håber du vil tage imod," startede han ud og vendte blikket mod hende. Han ønskede hendes opmærksomhed og at hun skulle lytte godt efter nu. "Jeg vil gerne skænke dig synet på mit ene øje. På den måde er du kun halvt blind og du vil kunne se verden omkring dig og lære den at kende," tilbød han så. Håbede virkeligt hun ville sige ja, for han ønskede så brændende at give hende den gave.

[Deleted]

Syrena synes at ensomheden pludselig var blevet meget værre, efter hun havde stiftet bekendtskab med Marcell, selvom det nu ikke var noget som hun ville sige alt for højt, hvis det var noget, som man ellers kunne blive fri for det. Hun sukkede tungt, også selvom det hele ændrede sig, da hun hørte Marcells stemme, for det var virkelig noget, som faktisk betød utrolig meget for hende. Hun smilede let for sig selv, da han havde taget pladsen ved siden af hende, for det var slet ikke noget, som hun havde noget imod. At han så derimod havde ligget syg, var noget som fik hende til at rynke bekymret på næsen, for det var slet ikke noget, som hun kunne lide. ”:.. Har du ligget syg?” spurgte hun med en tydelig bekymret mine, for det var slet ikke noget, som hun kunne lide! Smukt var der sikkert.. Det skulle hun ikke kunne sige, for stedet her, havde hun jo trods alt aldrig nogensinde set med sine egne øjne, og den tanke i sig selv, var faktisk skræmmende for hende et sted, specielt når hun havde fået lov til at se for nogle minutter hvordan verdenen omkring hende, egentlig så ud. ”Det er det som man siger,” sagde hun med en rolig stemme, for det var heller ikke fordi, at der var nogen løgne i det. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvor smukt det egentlig var omkring hende. Hun trykkede varsomt om hans hånd. Den var virkelig, virkelig kold, og det var slet ikke noget, som hun kunne lide! ”Du er virkelig kold, Marcell..” sagde hun med en tydeligt bekymret stemme. Hun tog den anden arm, og rakte den mod ham. Han strøg den over hans arm. Der var ikke noget til at holde ham varm? Hvordan ville han klare det igennem vinteren? At han havde et forslag, som han ville dele med hende, fik hende til at spidse øre, også selvom det som han fortalte hende, slet ikke var noget, som hun havde regnet med at skulle høre i det hele taget. Hendes hjerte begyndte omgående at hamre mod hendes bryst, for det var slet ikke noget, som hun havde forestillet sig i det hele taget! ”Jamen.. det.. det vil da gøre dig blind på et.. nej.. Nej, det kan jeg da ikke..” Hun rystede på hovedet. Hendes problemer i livet, var da ikke noget, som han skulle påtage sig!

[Deleted]

Marcell var efterhånden mindre glad for skoven end han havde været igennem foråret og sommeren, fordi den blev kold og ikke kunne holde ham varm på nogen måde. Ligeså, så var han jo alene derude og jo større savnet blev til Syrena, jo mere ønskede han at være hos hende på alle tider af døgnet. Jo større savnet også blev, jo større blev ensomheden også i skoven og den tanke var faktisk direkte frustrerende. Han ville jo ikke trænge sig på, han ville slet ikke spørge om de skulle flytte sammen, for reelt havde han jo intet at give hende. Han måtte komme op med en plan, der kunne sikre ham noget arbejde, så han kunne tjene penge og skabe sig et mere værdigt liv; værdigt til at få hende. Dette var ikke noget han ville sige højt til hende, men noget han gik rundt med i det indre. En håb og en drøm han ønskede at realisere for at kunne få hans drømmepige, som hun faktisk måtte have titlen som i hans hjerte. "Ikke meget syg. Bare nok til at jeg kunne have smittet dig og det ønskede jeg ikke," sagde han til hende med et smil. Han kunne se at hun var bekymret, men det havde han også forventet. Det var dog ikke gået galt og snuen var jo hurtigt aftaget også. Solen var dejlig på hans ellers kolde arme, men den hjalp jo ikke meget, for den var jo langt fra ligeså lun som over sommeren og sensommeren var i hvert fald forduftet. Han smilede let, for der var jo smukt her i haven, selvom hun var den smukkeste af dem alle. "Men den yndigste rose har jeg her foran mig," sagde han varmt til hende og komplimenterende. Han trykkede let omkring hendes hånd, selvom han kunne mærke at hun reagerede på hans kulde. Han trak vejret roligt, som hun bemærkede for ham, at han var kold. Det var jo et faktum. Han svarede ikke og bed tænderne sammen, da hun strøg ham over armen og det gyste helt i ham. Hendes hånd var varm mod hans bare arme. "J-jeg… har ikke noget at varme mig med," bemærkede han mumlende, selvom hun nok kunne opfange hvad han sagde. Han sukkede, han ønskede jo ikke at være den hjælpeløse også. Han så mod hende som han tilbød hende det og han havde dog næsten forventet, at hun sagde nej, men han havde modargumenter. "Og det gør jeg glædeligt Syrena. Vær nu sød at tage imod. Det ville betyde alverden for mig at kunne skænke dig den største gave af alle," sagde han og tog også hendes anden hånd, som han vendte sig mere mod hende. "Det vil ikke ændre noget for mig, men det vil ændre alt for dig og jeg ønsker virkelig du skal se verden," sagde han til hende. Hun blev nødt til at sige ja!

[Deleted]

Syrena havde aldrig rigtigt turdet at gøre sig nogle forhåbninger om noget som helst, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Hun var vant til, at alle var ligeglade med hende omkring sig, fordi at hun var for krævende, når hun intet kunne se, og derved gjorde det hende jo også langt mere forsvarsløs, end det, som hun havde været ellers, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. At han havde været dårlig, var noget som gjorde hende direkte bekymret, for det var slet ikke en tanke som hun brød sig om i det hele taget, for han ville da blive endnu værre, når det nu blev koldere med vejret, og det skiftede jo så frygtelig hurtigt. ”Jeg vidste da ikke du var syg, Marcell.. Om det så er en forkølelse eller lungebetændelse..” forsøgte hun med en dæmpet stemme, inden hun igen vendte blikket i retningen af ham igen, også selvom hun intet kunne se. Hans kompliment var uden tvivl om hende, så godt følte hun alligevel, at hun kendte ham, og det var noget som fik smilet til at brede sig fjoget på hendes læber. ”Hold da op..” mumlede hun med en næsten forlegen stemme. Tanken om at han ikke havde noget at varme sig med, fik hende til at sidde fuldkommen stille. Hun blinkede med øjnene, inden hun mere stramt lukkede grebet om hans hånd. ”Vi må finde noget du kan varme dig med. Jeg.. jeg ved at far har mange aflagte kapper og kåber liggende,” sagde hun med en rolig stemme, dog alligevel bestemt. At han så til gengæld var så bestemt på, at det var dette, som han ønskede at give hende, var derimod noget, som hun faktisk havde svært ved, for det var virkelig en frygtelig stor ting for hende, så det var ikke noget, som sagde så lidt. Tænderne bed hun let sammen. Det var da en kæmpe ting at give hende, så det kunne hun da slet ikke tage imod! ”Det er virkelig for stort, Marcell.. Det.. det kan jeg da ikke. Jeg.. jeg blev født sådan her.. Det er virkelig for meget. Det.. nej, det kan jeg ikke..” Igen rystede hun på hovedet. Det var jo en kæmpe ting, som han forsøgte at give hende, og det var slet ikke noget, som hun kunne tage imod! Ikke på vilkår!

[Deleted]

Marcell havde aldrig regnet med at skulle få noget lignende, som det han følte han havde med Syrena. Han havde aldrig turdet håbe det blev bedre ovenpå hans sidste liv, selvom han ønskede at gøre det godt denne gang. Han følte, at det hele var rigtigt sammen med Syrena og at han gik ad det rette spor. Han havde alt for tit drejet forkert, men nu gik han rigtigt og det betød virkelig alt for ham, at han gik den vej med hende. Hun havde åbnet en helt ny verden for ham og det var han virkelig taknemmelig for, for hun gav ham virkelig meget selvom hun måske ikke var klar over det. "Nej… Men jeg blev hurtigt rask og frisk igen," sagde han til hende. I dag havde han det meget bedre, for han kunne faktisk få vejret gennem næsen og han var ikke nær så udmattet i hovedet af snot, som han havde været de seneste dage. Han var dog bange for at fange noget nyt, for vejret blev stødt koldere og temperaturen faldt hurtigt, som en kugle der trillede ned ad en bjergside. Han smilede genert, da han så hendes fjogede smil over hans kompliment. Han nød at se hende sådan, for det beviste jo kun, at det rørte noget i hende og det var jo den ønskede effekt. Han ønskede at hun skulle føle det samme for ham, som han gjorde for hende, for det var vigtigt for ham de var på samme side, og det virkede jo sådan. Han rystede på hovedet og trykkede omkring hendes hånd, for han ville ikke holde op med komplimenter. "Nej jeg vil ikke," sagde han med en forlegen men dog varm stemme. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud, selvom smilet dog falmede, da hun alligevel opfangede hans mumlende ord. Han ville ikke have noget fra hende, for han kunne jo ikke betale for det. Og desuden ville han slet ikke nasse på hendes far, for han var jo ikke ude efter det på nogen måde og han havde aldrig taget imod noget fra andre. Han sukkede dæmpet. "Det kan jeg ikke tage imod," endte han dæmpet og rystede på hovedet. Det var dog ikke ham, han ønskede at tænke på lige nu men derimod hende og det skulle hun ikke tage fokus fra. Han sukkede let da hun igen afviste det, men så var det jo godt, at hun ikke kunne se endnu. Han lod sine hænder stille lyse op omkring hendes, nu hvor han holdt begge hendes hænder, for det var jo sådan set en perfekt indgangsvinkel. "Okay," svarede han bare dæmpet. Han gav dog ikke slip på hende, men lukkede selv sine øjne og satte alt fokus ind på den magi, han var ved at sætte i værk. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud, som han fremmanede magien i sig. Han havde en stærk psyke og vidste lige hvor han skulle sætte ind. Han tømte sit hoved og tænke kun på at bytte synet på deres venstre øje, hvor hun ville kunne få hans seende øje og han modtog hendes blinde øje. Han åbnede sine øjne og mærkede synet svinde på hans venstre øje for til sidst at blive sort, selvom han stadig så ligeså klart, bare kun med højre øje. Han sank en klump, trykkede omkring hendes hænder og lod magien ende. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst, som han slap hendes ene hånd; hånden løftede han op for at stryge hendes kind og han smilede. "Undskyld. Men du fortjener det virkeligt," sagde han. Nu var hans venstre øje nærmest blevet hvidt med en anden krystalklarhed over sig end hans øje, der kunne se.

[Deleted]

Syrena var glad for at Marcell havde valgt at opsøge hende alligevel. Det var lettende, at der var nogen, som faktisk gerne ville hende, i stedet for det andet, for hun var vant til at være den, som blev kastet til side, når der var noget som blev mere spændende, og det var det som skete, stort set hver eneste gang, og det var noget som faktisk gjorde hende ked af det, for det var slet ikke en tanke, som hun kunne lide at gøre sig, men det var ikke rigtigt noget, som hun kunne gøre noget ved. Hun smilede let for sig selv. Hun var vel ved at blive forelsket? Og det var ikke noget, som hun kunne gøre noget ved, og derfor var det mere skræmmende for hende, for hun var virkelig bange for at blive droppet, hvor det denne gang, ville blive mere ondt for hende, end hvad det var normalt. ”Godt..” sagde hun med en rolig stemme, idet at hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Selvom det stadig var helt mørkt for hendes blik, så var det ikke noget, som gjorde hende noget, for det var egentlig bare en vane og noget som hun var vant til. At han så derimod skulle sidde og fryse derhjemme – hvor det så end var, var slet ikke en tanke som hun brød sig synderlig meget om, og en, som hun uden tvivl ønskede at gøre noget ved! Hun ville jo ikke have, at han skulle sidde og fryse, og derved også komme galt af sted. ”Jeg kan ikke lide, at du er så kold, Marcell.. Han har mange og de er aflagte.. Du kan da godt få en enkelt eller to med dig hjem..” sagde hun med en sigende mine. Selvom han fortsatte med at forsøge at overbevise hende om, at hun burde tage imod, så var det slet ikke noget, som hun var i stand til på nogen som helst måde, for det var virkelig for stort, at skulle tilbyde hende sit syn på den måde! At han så allerede var i gang med at give hende det, gik først op for hende, da lyset meldte sig i det venstre øje. Hun blinkede med øjnene, inden hun gned sig i det. ”Marcell! Hold op!” bad hun med en næsten desperat stemme. Selvom lyset blev mere og mere klart, så sved det stadig, for hun var jo slet ikke vant til lyset, men derimod mørket. Hun vendte sig derefter mod ham. Han var jo iskold! Hun rystede på hovedet, inden hun trak hånden til sig. Havde han virkelig gjort det permanent denne gang? ”Hvorfor gjorde du det..?” spurgte hun næsten desperat, inden hun trak sig væk fra hans hånd. Han skulle ikke have gjort det!

[Deleted]

Marcell var virkelig glad for Syrena og han havde hadet de dage han måtte vente for at komme til hende igen, fordi han var bange for, at hun skiftede mening i de dage. Han var bange for, at han en dag ville troppe op og hun sagde, hun ikke ønskede at se ham mere. Det var ikke en frygt han sagde højt, men den var der da, og derfor var det altid lettende at komme og få bekræftet, at han var ligeså velkommen som altid. Han var vant til at blive opgivet på, fordi han var umulig og det ville han jo virkelig gerne ændre med hans nye chance i livet som engel. Han var forelsket, det måtte være sådan det føltes, for det kunne vel ikke beskrives anderledes end forelskelse. Han kendte det jo ikke rigtigt, men sådan måtte det jo føles, det var han næsten sikker på. Han smilede let, som hendes blik blev vendt mod ham. Snart ville det ikke længere være sort for hendes blik, for han ville skænke hende synet om hun ville have det eller ikke; i længden ville hun vel faktisk takke ham og være lykkelig, ikke? Det håb havde han da i sig, ellers ville han jo ikke tvinge det på hende og overrumple hendes usikkerhed. Han ønskede hun skulle blive stærk og hun fortjente virkelig at se verden omkring sig, for den var smuk og det perfekte sted for hende. Han ønskede at give hende håb for, at de måske i fremtiden kunne være sammen som et par og at hun havde modet til at være det og ikke ville skubbe ham væk, fordi hun følte hendes syn var i vejen for det. "Jeg kan ikke tage imod det Syrena. Jeg vil ikke have noget, der har været din fars. Jeg har lovet dig, at det ikke var det jeg gik op i," sagde han. Med det mente han, at han ikke gik op i hendes fars penge og velstand, som jo smittede af på hende og at han kom fra fattigere kår. Han smilede skævt og var nu glad for, at hun ikke opdagede det før magien var færdiggjort. Det kunne ikke gøres om nu, for han nægtede at gøre det om og han var sikker på, at hun ikke besad den samme magi som ham selv, fordi hun jo ikke havde kunnet øve fordi hun havde været blind. Han bed tænderne sammen og glædede sig til hun kunne se, for når hun så slotshaven, ville hun nok bare blive glad endnu engang, det håbede han da. Hun trak begge hænder væk, men hun beholdt jo synet denne gang. "Fordi du er den mest fantastiske pige jeg kender og du fortjener hele verden som dit hjem… og det kan du kun få, hvis du kan se, så meget har vi jo erfaret," sagde han, endnu med bankende hjerte. Han bed tænderne let sammen. Han gnubbede sine arme med hans egne hænder, for det var jo stadig virkelig koldt! Han rejste sig op og rakte hende sin hånd, for han ville have hende med rundt omkring slottet. "Kom… Lad os se slotshaven," sagde han opfordrende og håbede hun tog hans hånd.

[Deleted]

Syrena var bange for, at Marcell på et tidspunkt ville finde det som var bedre, og derfor havde hun længe overvejet, om hun bare skulle skubbe ham fra sig, som det hun plejede at gøre. Ikke fordi, at det var noget, som hun kunne få sig selv til, for han havde allerede formået at krybe under huden på hende, og det var slet ikke noget, som hun egentlig brød sig synderlig meget om, for det var et sted.. uhyggeligt for hende, for hun var slet ikke vant til, at det var sådan det foregik! Hun bed tænderne let sammen. Hun ville helst ikke se ham gå hen og blive syg, og derfor ønskede hun jo også at han skulle tage imod det, som hun faktisk stod og tilbød ham; Hendes fars aflagte kapper, for de blev jo ikke brugt til noget alligevel, og så var der jo nogen derude, som kunne få gavn af dem. ”Jamen.. Du kan da heller ikke rende rundt og fryse på den måde, Marcell.. Det kan da gå hen og blive farligt for dig..” Hun bed sig svagt i læben. Ikke fordi, at det var noget som gjorde det meget bedre for hende.
At han så derimod valgte at give hende synet alligevel, selvom det var mod hendes vilje, var et sted en tanke som skræmte hende. Hun ville ikke have, at han skulle gøre sådan nogen ting for hende, for det var jo store ting, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Det var vel et sted, at komme lidt for tæt på hende? På alt for kort tid. Hun rystede på hovedet. ”Nej, Marcell… Du.. du skulle ikke gøre det.. Du skulle slet ikke have gjort det. Det er min byrde at bære for livet, og ikke nogen andens..” Hun bed sig svagt i læben. Det var for hende en alt for stor ting, og det var virkelig for overvældende for hende, og mere end det, som hun lige kunne rumme! Hun trak sig væk fra ham. ”Det kan jeg ikke, Marcell.. Jeg… undskyld..” Hun endte med at vende sig mod slottet, selv næsten overvældet af hvor stort og prægtigt det egentlig var. Hænderne faldt for øjnene, idet hun bare løb ind. Hun kunne jo vejen på slottet, da det var et sted som hun var vant til at færdes, kun for at storme op mod sit eget værelse. Det var virkelig for meget for hende på alt for kort tid.

//Out

[Deleted]

Marcell vidste, at han aldrig ville finde noget der kunne matche Syrena, så det var helt udelukket for ham at skulle skubbe hende fra sig. Han var jo mere bange for det omvendt, at hun skulle skubbe ham fra sig, for det ville han næsten ikke kunne bære sådan som hun var kommet under huden på ham. Hun var altid med ham, i hans hjerte og i hans tanker, og han kunne ikke forestille sig ikke at skulle være sammen med hende mere. Han holdt meget af hende og han kunne ikke lide tanken om, at deres venskab kunne gå i stykker. Der var et bånd til hende, som han aldrig ville få til andre og det ville virkelig knuse ham at miste det, så han ville gøre alt for at holde fast og kæmpe for det og for hende. Uanset hvad, så ville hans liv blive en kamp for pigen, det havde han jo besluttet sig for, og derfor ønskede han ikke at tage imod noget fra hende, fordi det skulle være omvendt. Han ville arbejde for at kunne forsørge hende så han en dag kunne få hende; ja, det lød som en god plan i hans hoved. "Jeg skal nok løse det selv," sagde han og nikkede. Bare det at se hende i dag, gav ham mod til at ønske at løse et problem han havde. Løste han det problem, så var han et skridt tættere på sejr og det var jo den rigtige vej at gå. Han gav hende synet fordi det virkelig var fortjent, men han forstod godt hvis hun blev sur og ked af det, han håbede bare det ikke ville ødelægge det hele. Uanset hvad, så havde han da gjort det bedste han kunne for hende, selvom det ville gøre ondt at miste hende nu. Men han ville aldrig fortryde at have gjort det for hende, for hun fortjente hele verden. Han sukkede let, som hun trak sig væk fra ham med de ord, som satte en knude i hans mave. "Det behøver ikke være din byrde… Du fortjener det virkelig Syrena. Jeg vil aldrig fortryde det," sagde han bestemt til hende. Det største ved det for ham var, at han gjorde det udelukkende for en anden og var ikke det mindste egoistisk i dette; det hele var med henblik på hendes lykke. Han sukkede, da hun endte med at løbe derfra og han skulle til at løbe efter hende, men valgte at give hende tid, så han blev ved bænken. "Jeg ønsker jo bare du skal være lykkelig!" råbte han efter hende, men hun var væk. Han slog hånden ud i luften, inden han dumpede ned at sidde på stenbænken igen. Han lod hænderne falde gennem sit hår, mens han stirrede frustreret ned i jorden. "For pokker," sagde han tvært til sig selv og støttede panden mod hans håndflader, mens han holdt blikket ned mod sine fødder.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde holdt øje med Syrena og Marcell fra vinduet, efter at han havde hørt fra en af tjenestestaben, at den unge mand endnu en gang var her for at spørge efter hende. Et sted var det underligt at tænke på, at Syrena faktisk var hans biologisk, selvom det nu ikke var noget som han sagde højt. Den form for bånd, ville han aldrig få til hende, og det var egentlig også noget som passede ham fint. Han havde Silia, og de havde nu også igennem et stykke tid, snakket om at de skulle få deres egne, og den tanke, var derudover, en tanke som han virkelig godt kunne lide.
Uanset hvad det var Marcell gjorde ved Syrena, så var det tydeligt ikke noget, som den unge pige brød sig om, og derfor følte Gabriel for at handle. Han forlod sin plads ved vinduet, kun for at komme ned af gangen, kun lige tidsnok til at høre Syrena grædende løbe forbi. Hvad havde han gjort? Havde knægten sagt noget? Et sted, kunne han næsten ikke lade være med at lade den tanke gå ham på, for han holdt jo af de unge pige, som han holdt af hele søskendeflokken. Det var jo en familie, som faktisk stod ham temmelig nær, også på grund af det nære bånd, som han havde med Jason. Han rystede den tanke ud af hovedet, idet han roligt kom udenfor. Hænderne foldede han roligt over sin ryg, idet han vendte blikket mod hende med den samme ganske kortfattede mine. Han var en hård mand af sind, men en varm og venligsindet af hjerte, og det var vel også det vigtigste af det hele? Marcell havde han selv set på afstand. Han havde jo selv givet den unge knægt lov til at tage Syrena med ud i skoven, velvidende om at Jason næppe ville være særlig begejstret for den tanke, selvom det nu heller ikke var noget som Gabriel tog særlig tungt. ”Jeg håber De kan give mig en god grund til denne pludselige ændring ved den unge frøken Nimanhra,” begyndte han roligt med en spørgende mine. Han ville ikke få et rationelt svar fra Syrena, så meget vidste han. Derfor gik man direkte til kernen; Marcell.

[Deleted]

At der var en som havde overvåget dem, var ikke en tanke som direkte havde slået Marcell, for hvem skulle dog se dem her i haven? Det var et åbent sted lige her ved stenbænken, så han ville fornemme hvis der stod en for tæt på og holdt øje; og folk der var udenfor hørevidde, var ikke noget som bekymrede ham, for de ville jo ikke hvad der var foregået og han ville vide, at deres rygter var usande hvis de blev startede. Tanken om at Syrena nu var blevet så frustreret og ked af det, var noget som selv efterlod ham frustreret og ked af det. Han ønskede jo ikke at såre hende, men han forstod ikke hvorfor hun ikke bare kunne tage imod og blive glad for den gave det var. Hans syn betød intet for ham, hvis han bare kunne beholde Syrena og han ønskede jo at give hende muligheder, chancer og lykke og det viste han jo at synet ville give hende. For en små 5 dage siden havde de jo været i skoven, hvor han havde lånt hende synet og han havde jo set hvor glad hun havde været; derfor turde han trække den videre og så reagerede hun sådan. Han kløede sig let i panden og rystede på hovedet, som han blev siddende i den samme stilling, med blikket vendt direkte i jorden, for det var virkeligt irriterende med denne følelse. Han var slet ikke vant til at kunne blive påvirket sådan af følelser, så det var virkelig overvældende for ham gang på gang at møde noget nyt sammen med hende; men det var jo forfriskende og befriende. Han sukkede dybt. Stemmen i hans øre fik ham til at stivne, for han havde da af alle her på slottet håbet, at det ikke var Gabriel der kom ud. Manden havde givet ham lov til at tage hende med i skoven og givet ham den største gave for ham: tillid. Han bed tænderne sammen og løftede blikket, som han kom hen til ham. Han rejste sig op og nikkede hovedet i respekt, for den mand nærede han faktisk stor respekt til, hvilket jo også var nyt. "Deres Højtidelig… øh, jeg mener Højhed," sagde han og slog sig selv i panden. Han var ikke vant til at tiltale kongelige og han havde spurgt Syrena om hvordan det skulle gøres, men så gjorde han det forkert. Han var jo pludseligt nervøs, hans hjerte slog hårdt igen og han fumlede let med hænderne foran sig. Han satte sig ned på bænken igen med et opgivende suk og så op på ham. Der ville være forskel på hans blinde øje, og hans seende øje. "Jeg har givet hende mit syn på venstre øje. Jeg troede det ville gøre hende lykkelig… fordi, da vi var i skoven, så lånte jeg mit blik til hende for en rum tid og hun var så begejstret og glad, også bagefter," svarede han så med en rolig stemme. Han frygtede faktisk Gabriels reaktion.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var nok ikke den værste, som man kunne støde på, for han var ikke den som dømte folk på forhånd, og til nu, havde Marcell jo kun vist ham, at han kunne stole på ham, for han havde jo passet på Syrena som lovet, og den kære pige, var faktisk kommet hjem med et stort smil på læben. Ikke et smil, som de havde set igennem frygtelig mange år, så det var jo faktisk noget, som betød noget for dem alle sammen. Herude var der koldt, selvom det nu heller ikke var noget, som Gabriel tog sig særlig meget af, som det stod lige nu, for hvorfor skulle han da gøre det? Det var jo nok bare for en stund, at han ville stå der alligevel. Han foldede hænderne roligt over ryggen, og vendte de grønne øjne mod den unge mand, som sad på bænken foran ham. Han havde det skidt.. Det strålede jo langt ud af ham, selvom det nu heller ikke var noget, som han tog særlig tungt, og specielt, hvis han faktisk havde formået at gøre Syrena ondt. Derfor ønskede han at finde ud af det. Den kejtede hilsen, var noget som et sted morede ham, selvom han nikkede i retur. ”Du husker dine manerer, Marcell,” sagde han med en rolig stemme. Han lyttede til knægtens forklaring og jo mere han sagde, jo mere forstod han det. Det var da heller ikke underligt, at det hele var overvældende, at man pludselig kunne se permanent, når man var vant til at gemme sig i mørket. Han rystede let smilende på hovedet. Det var ikke fordi at han ville blive sur, for han kunne jo se på knægten, at han havde gjort det i bedste mening og hensigt. ”Det er ikke underligt, Marcell, hvis du tænker over det. Mørket har været hendes gemmested siden hun blev født, og det har du taget fra hende. Det er hende overvældende..” Han trådte roligt mod ham. Han var ikke sur eller noget lignende. Hvorfor skulle han dog være det? ”Du ligner en der står og fryser,” bemærkede han endeligt, da han kom tæt nok på det, til at bide sig mærke i det. Så var det ikke ligefrem noget, som han brød sig om. I Procias hjalp de alle hinanden, og det var noget, som han jo også ønskede at vise Marcell.