Just waiting for the one day..

[Deleted]

Det havde virkelig skræmt Syrena med alt det, som hun pludselig kunne se. For hende, så var det virkelig overvældende, og det var virkelig noget som efterlod hende med en voldsom panik i sindet, og det var noget, som hun var nødt til at gøre noget ved! På værelset havde hun trukket alt for af gardiner, for at gøre det så mørkt som overhovedet muligt, mest fordi, at det var sådan at hun kendte tingene, selvom hun stadig kunne se tingenes omrids. Det var jo midt på dagen, så det var vel heller ikke så underligt igen? Hun havde sat sig ned i det ene hjørne – rystende. Det var virkelig skræmmende for hende! I det store og hele, så var det heller ikke fordi, at hun havde haft synderlig meget lyst til at gøre noget som helst andet end at gemme sig, for det var lige overvældende nok for hende. At have det på ganske kort tid var en ting, men at vide, at det nu var hendes permanent, var faktisk direkte uhyggeligt. Hun strøg hænderne igennem håret, og trak benene en smule op under sig. Hun lukkede øjnene. Selv det føles næsten mere behageligt.
Ved lyden af stemmen på den anden side af døren, måtte hun alligevel hæve blikket en anelse. Øjnene åbnede hun endnu en gang, også selvom hun hurtigt lukkede dem igen. Det var jo lige før at mørket var mest behageligt for hende, for hun kunne slet ikke have med det andet at gøre, for det var faktisk for voldsomt for hende lige nu. Hun nikkede. ”J-ja, Marcell. Det.. det må du godt..” sagde hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, og det var faktisk ubehageligt for hende, at skulle sidde der med det hele alene, for hun kunne faktisk slet ikke lide det. En tåre trillede ned af hendes kind. Hun havde aldrig været så panisk før i sit liv, og hun vidste jo godt, at det ikke var noget, som han havde gjort for at være ond ved hende eller noget lignende, men det var bare uhyggeligt, og så havde hun forsøgt at løbe fra det. Selvom hun vidste, at det slet ikke hjalp det mindste.

[Deleted]

Så snart at Syrena havde godkendt med ord, at Marcell måtte komme ind, så åbnede han døren og gik ind. Han lukkede døren pænt efter sig, men blev blot mødt af mørket herinde, fordi hun havde trukket alle gardiner for. Han bed tænderne sammen, for hun var åbenbart mere overvældet end han havde forestillet sig og det gjorde ham jo ked af det, at han havde forvoldt hende det. Han gik stille hen over gulvet til hende i hjørnet, hvor han satte sig ned ved hendes side og foldede benene op til sig. Han lagde sin hånd mod sit knæ, med hånden åben, som var en gestus for hende til at tage hans hånd. "Undskyld Syrena. Jeg mente virkelig ikke at være skyld i denne reaktion. Men jeg mener virkelig at du fortjener det, og jeg skal nok være her for dig hele vejen," startede han ud ligeså stille, for han ønskede, at hun høre på ham nu og så i sidste ende godkende det og give det en chance. Let vædede han sine læber og tog en dyb vejrtrækning, for nu skulle han jo faktisk bruge hendes mening omkring jobbet. "Gabriel har tilbudt mig at bo her over vinteren. Jeg har sagt ja, så jeg kan være her for dig. Og så har han endda også tilbudt mig et job, så jeg kan spare op. Jeg har tænkt på at tage imod jobbet i stalden," sagde han med et stort smil og lagde med det sidste også op til, at hun skulle sige om det var en god idé eller ej, at han skulle hjælpe den omtalte Dafnir i stalden. Han sukkede blødt og vædede let sine læber, mens han overvejede om han skulle sige mere, men for nu lod han hende bare svare på det. Han mente ikke at tage opmærksomheden fra hende og køre det over på ham, men måske hun bare skulle tøs lidt op med noget snik-snak, før han kunne slå til og tage fat på det hele med synet. Han trak vejret roligt, mens han vendte blikket roligt mod hende og sendte hende et forsigtigt smil.

[Deleted]

Det hele var overvældende for Syrena, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tackle det. En ting var midlertidigt, men nu hvor hun vidste, at det hele ville foregå permanent, så var det langt værre for hende, og det var slet ikke noget som hun kunne klare, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Hun hævede hovedet varsomt, da døren gik op og Marcell kom ind. Som det nu var sagt, så var det noget som faktisk betød temmelig meget for hende, at hun ikke skulle slås med det alene, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt i den anden ende. Hun blev dog siddende, selv da han rakte hende hånden, for hun var bange.. Nej, hun var mere end bange, og det var slet ikke noget, som hun kunne lide i den anden ende. ”Det.. det ved jeg godt, det ikke var, Marcell.. Men jeg ønskede det jo.. aldrig,” sagde hun med en dæmpet stemme. Hun ville et sted bare gerne have sit mørke, nu hvor hun havde fået et indblik i hvordan det var at se, så var det lidt mere end det som hun egentlig kunne holde til, og det var slet ikke en tanke, som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Hun lyttede til hans efterfølgende ord. Havde hendes onkel faktisk skænket ham et arbejde? Hun blinkede med øjnene. Det var stadig svært for hende det hele. Hun nikkede mod ham. ”Jeg.. jeg tror ikke Dafnir ville have noget imod noget selskab i de kongelige stalde. Han står for det hele alene, forstår du..” begyndte hun med en rolig stemme, for det var ikke en løgn. Til tider havde hun virkelig ondt af ham, for han arbejdede hårdt for at holde styr på det hele, og have styr på alle de heste? Det var ikke nogen let udfordring, og hun vidste det jo. Hun sad til tider dernede, bare for at holde ham med lidt selskab. ”Min onkel er virkelig gavmild mand. Jeg synes du skal tage imod det,” sagde hun med en rolig stemme. Det gjorde hende langt mere rolig, at han var omkring hende på den her måde.

[Deleted]

Marcell vidste ikke hvor dybt det rakte, men han kunne se panikken i hendes ansigt. Det var jo overvældende lige nu, fordi hun følte for at afvise synet selvom det jo ikke var så nemt. Han bed tænderne sammen og var et kort øjeblik direkte bange for at fejle og blive sendt tilbage i dødsriget, hvilket han da slet ikke ønskede. Han måtte få Syrena til at acceptere det og blive så lykkelig som hun kunne, for han ønskede jo ikke at forlade hende. Han kunne jo bare ikke forklare hende det på nogen måde, for så ville Azrael nok blive vred. Han bed tænderne sammen, for hun kiggede da mod ham i det mindste, men hun tog ikke hans hånd. Det var næsten som en kniv i maven, at hun ikke tog imod hans hånd, for han hadede virkelig at blive afvist, det var noget af det værste han kunne tænke sig i denne verden. Det afgav nogle følelser, som han ikke vidste han han skulle gøre af og han vendte blikket ned. Han lukkede hånden sammen og flyttede den med i sit skød, hvor han foldede sine hænder sammen. "Der er bare så mange muligheder Syrena. Når du har synet, så kan du blive den selvstændige kvinde, som du aldrig troede du kunne. Du fortjener alle chancer i livet… omfavn synet, lær det at kende. Jeg skal nok lære dig alt med synet, at fokusere, at se, det hele… Hvis du bare vil give det en chance, i det mindste?" sagde han og sank en klump. Hvis hun bare kunne give det måske en uge eller en måned før hun besluttede sig, så kunne han jo indvie hende i alt det fantastiske ved synet og så var han næsten sikker på, at hun aldrig ville ønske at blive blind igen. Han vædede let sine læber. Gabriel havde tilbudt ham arbejde og vel også givet ham det i og for sig, han skulle jo bare vælge mellem de forskellige han havde fået. Han var stensikker på, at han ikke skulle være tjener, så derfor virkede staldjobbet som et godt job. "Endnu mere grund til at vælge dét job," sagde han og nikkede. Hvis manden var alene, så kunne han da dele arbejdet med ham og han ville få mindre travlt. Han regnede med der var virkelig mange heste i stalden, så det at én mand stod for det alene, det lød jo for godt til at være sandt. Han sendte hende et smil da hun medgav, at han burde tage det, for det var vel også at sige god for, at han skulle bo her på slottet? "Det gør jeg så. Jeg skal melde tilbage i morgen," sagde han og nikkede stille.

[Deleted]

Syrena vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere på tingene, og derfor var det virkelig svært for hende, at skulle tage imod den hjælp, som han valgte at byde hende. Han gjorde det ikke for at være ond.. Det var noget, som hun gang på gang, måtte sige til sig selv. For det var vel heller ikke hans hensigt? Så ville hun godt nok føle sig snydt! Hun vendte blikket mod ham. Selvom det måske var en lille afvisning, så havde hun jo alligevel valgt at lade ham komme ind på hendes værelse, også fordi at hun jo vidste at hun havde brug for hans hjælp. Nu manglede han synet på det ene øje, og hun havde fået det på det ene, og det var uden tvivl forbandet svært for hende! Hun rystede på hovedet. ”Jeg kunne bedre lide det, da det var midlertidigt.. Jeg.. jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det her..” Hun rystede stille på hovedet. Det var virkelig ikke fordi at hun brød sig om det, og det var virkelig svært for hende! Hun lod ham tage pladsen ved hende i stedet for. Det derimod, var noget som hun virkelig godt kunne lide. At vide, at han faktisk skulle være omkring på slottet, og at Gabriel havde givet ham den mulighed, var uden tvivl noget, som han virkelig skulle være glad for, for det var ikke noget, som blev tilbudt til særlig mange, og specielt ikke bare sådan uden videre. Hun vendte blikket varsomt mod ham. Hun kunne se hans omrids, og det at han var der for hende, var noget som faktisk passede hende fint. Det var noget som faktisk gjorde hende ganske rolig. Dafnir stod og havde staldene alene, hvilket automatisk gjorde, at han arbejdede hårdt fra morgen til aften.. Hun havde faktisk ondt af ham, hvis hun skulle være helt ærlig. ”Jeg tror ikke han ville have noget imod det. Han arbejder virkelig hårdt,” fortalte hun med en ærlig stemme. Hun nikkede og med et svagt smil. Hun var faktisk allerede faldt temmelig meget til ro igen, og det var uden tvivl rigtig rart for hende. ”Det tror jeg han vil sætte pris på.. Så kan du også introduceres til Dafnir. Han er ellers noget af en gentleman,” sagde hun med et let smil. Hun kunne godt lide ham. Han var hende en nær ven.

[Deleted]

Marcell vidste det måtte være svært at omfavne noget ukendt efter så lang tid, men det var jo virkelig en fantastisk chance og han håbede virkelig, at hun om ikke andet bare ville give det en chance. Han mente det overhovedet ikke ondt, men syntes derimod, at det var noget godt, for han mente det jo godt. Han ønskede ikke at være den onde mere, for det var fortid for ham og var i hans gamle liv, som han bare allermest ville glemme, for det var jo faktisk en kæmpe fiasko. Dette liv gik ud på chancer og successer og han ønskede jo i den grad, at hun skulle være en del af det. Han vædede let sine læber og så på hende. Han var bekymret for hende, for hun reagerede jo virkelig kraftigt i forhold til det og han havde jo slet ikke ment, at det skulle gå så langt ud. Han var nu bare glad for, at han havde fået lov at komme ind, men han følte sig så tom uden hendes hånd i sin. "Men jeg kan hjælpe dig med, hvad du skal stille op med det. Giv mig en måned til at hjælpe dig og vise dig alt det fantastiske. Hvis du da stadigvæk ikke kan lide det, så skal jeg nok gøre det om," sagde han dæmpet og direkte bedende. Han ønskede ikke, at hun skulle give op allerede, for han ville jo gerne have chancen for at vise hende det hele. Han sank en klump og blev siddende ved hendes side. Han flyttede sine arme og lod dem hvile rundt om hans knæ, som var bøjede foran ham i hans siddende stilling.
Muligheden fra Gabriel var stor og derfor tog han jo imod den, for andet ville jo faktisk være dumt, for hans stolthed måtte han jo virkelig lægge på hylden. Stoltheden var det som forbandt ham til Igleéias og det navn var han ikke det mindste stolt af overhovedet. Nu hvor han var blevet sikker på, at stalden var det sted han agtede at starte sit job, så var han faktisk også lettet og han glædede sig også. Dafnir stod alene og det gjorde ham kun mere sikker på, at det var der han burde hjælpe. Hun virkede dog til at være faldet til ro igen, så det gjorde ham da kun gladere. "Det lyder godt. Så er det jo bestemt. Jeg skal arbejde med heste," sagde han. Det lød godt nok i hans øre, for han ville jo gerne udvide sin horisont til at kende til heste. Han nikkede til hendes sidste ord og smilede skævt til hende, mens han igen prøvede at lave en gestus til at måtte holde hendes hånd.

[Deleted]

Det var uden tvivl svært for Syrena at skulle omfavne noget så stort som dette, men ikke desto mindre, så var hun allerede nu, blevet mere rolig, eftersom Marcell sad der, og hun var i stand til at høre ham, så var det stadig meget svært for hende, nu hvor hun kunne se ham. Hun kunne ikke engang genkende sin familie, for hun havde jo aldrig nogensinde set dem før! Hun havde jo aldrig nogensinde set sig selv! Hun vendte blikket mod ham. En måned? Det var ikke lang tid, og hun tvivlede ærlig talt på, at det var tid nok, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun bed sig svagt i læben og endte dog alligevel med at nikke. Det kunne hun vel godt give ham? Selvom hun var bange for, at sidde alene efterfølgende. ”Og hvad så med bagefter, Marcell..?” spurgte hun med en dæmpet stemme. Hun blev nu alligevel siddende. Det var en kæmpe mulighed som hendes onkel havde givet ham, og det ville uden tvivl være meget dumt at skulle takke nej til så generøst et tilbud, og det var noget som hun gerne stod fast på, når det nu endelig skulle være. Hun lod blikket falde ned mod det mørke gulv. Hun havde nu alligevel formået at falde tydeligt mere til ro, end det som hun ellers kunne sige, at hun havde været for bare et lille øjeblik siden, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham igen og med et svagt smil. ”Det synes jeg.. Heste er ellers et stort, men.. fascinerende dyr,” sagde hun stille. Hun havde til tider hjulpet Dafnir med at strigle dem, og bare yde ham et selskab, når han stod dernede fra morgen til aften alene. Det var jo så sjældent, at den mand i det hele taget havde muligheden for at komme ud og opleve andet end en ikke så godt lugtende stald. ”Jeg er sikker på, at du nok skal blive glad for at være der,” sagde hun med et let smil. Det gjorde hende faktisk en kende mere selvsikker.

[Deleted]

Marcell vidste at en måned måske ikke var lang tid men han var alligevel sikker på, at han kunne lære hende alt det vigtigste, introducere hende for de mennesker hun burde vide hvordan så ud og gøre sådan, at hun ville savne synet virkelig meget hvis det nogensinde skulle tages fra hende. På den måde ville hun jo acceptere at arbejde videre med synet og beholde det, som han klart håbede på ville blive løsningen, for det ville være ærgerligt om de skulle starte næsten forfra igen. "Så regner jeg stadig med at bo her… Og være sammen med dig hver dag og lære dig endnu mere om synet, når du først har lært alt det basale," svarede han roligt til hende. Han ville blive der for hende så længe hun ønskede det og lige indtil den dag hun døde. Han ville ikke give op på hende, hvis hun en dag fortalte ham, at hun ikke ønskede at se ham mere. Han ville da udforske sagen, finde ud af grunden og så kæmpe for hende, det var han fast besluttet på. Frygten havde allerede en løsning, så det var derfor ikke det han tænkte oftest over. Han sendte hende et opmuntrende smil, for han ville støtte hende i alting. Selvom hun flyttede blikket, så holdt han stadig blikket mod hendes ansigt og søgte også lidt hendes øjne. Hun væmmedes stadig ikke ved ham, så det var altid kun lettende, men måske hun ville, hvis hun så alle andre her på slottet kontra ham selv? Den chance måtte han jo bare tage og håbe på, at hun ikke ville se ned på ham. Det regnede han dog ikke med da de kendte hinanden godt af sådan karakter og person, så udseendet måtte betyde minimalt for hende. Han vædede hurtigt sine læber og smilede til hende, da hun vendte blikket mod ham igen. Nu slog han dog så blikket lidt ned og så ned mod sine knæ, der var omfavnet af hans arme. "Jeg har aldrig været indenfor 5 meter af en hest… Så det bliver da spændende," indrømmede han sagte. Han havde aldrig aet en hest, set den tæt på og deraf heller ikke siddet eller reddet, selvom han dog faktisk ønskede at lære det; heste var et fantastisk transport-dyr fremfor at gå på sine ben. Han smilede let og flyttede blikket op til hendes ansigt igen. "Godt," sagde han med et skævt smil liggende i mundvigen.

[Deleted]

Syrena var allerede faldet betydeligt mere til ro, end det som hun havde været frem til nu, og hun måtte erkende, at det virkelig var rart. Det var en sjov påvirkning som Marcell havde på hende, og det var virkelig rart for hende, at hun kunne have det sådan med nogen. Hun blev siddende, også selvom hun var blevet langt mere rolig nu, end det som hun havde været til nu, så det var naturligvis noget, som gjorde sit, også for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt ned i maven og pustede langt mere roligt ud nu. Selvom hun frygtede lidt, at han ville være væk efter en måned, hvis det var den eneste tid, som han ville give hende, så var det et sted faktisk en tanke, som kunne gøre hende lidt trist, og så var det jo kun en grund til at lukke af for ham allerede nu. Hun smilede let for sig selv. ”Du fremstiller det jo næsten, som du kun tager imod det job, for at være i nærheden af mig,” bemærkede hun forsigtigt, næsten fordi at hun var bange for, at hun havde antaget forkert, og det var heller ikke ligefrem noget, som hun havde synderlig meget lyst til, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Denne gang hævede hun blikket mod ham. Havde han virkelig aldrig nogensinde været i nærheden af en hest før? For hende, og for dem omkring slottet, så var det jo bare en normal ting og del af hverdagen, og derfor havde hun faktisk heller ikke noget imod. Hun kunne godt lide at sidde nede i staldene, når hun vidste, at hendes søskende rendt rundt og havde det sjovt, og som hun ikke havde haft nogen mulighed for at deltage i. ”Du vil hurtigt blive fanget af hvor fantastiske dyr de er.. De har heller aldrig nogensinde dømt mig. Jeg har ofte striglet dem sammen med Dafnir derude,” fortalte hun langt mere roligt. Ikke noget med at være skælvende i stemmen eller noget lignende, for hun var faktisk blevet ganske rolig igen, og det var faktisk også utrolig rart for hende, at det var sådan. Hun betragtede ham med en sigende mine. Hun kunne jo se ham, og hun havde jo heller ikke dømt ham. ”Jeg tror du vil komme til at blive glad for det,” afsluttede hun med en ærlig stemme.

[Deleted]

Marcell kunne mærke at Syrena var faldet til ro og det gjorde ham kun lettet, for det var rart for ham at vide, at han havde den effekt på hende. Hun havde den samme effekt på ham jo, for når hun ikke var der, så var han virkelig ude af den og når hun var der, så faldt det hele på plads. Det var lidt som et puslespil; uden hende, så var alle dele fra hinanden og han kunne ikke lægge dem sammen, men sammen med hende, så kunne han pludseligt lægge alle brikkerne sammen. Han sendte hende et varmt smil og trak selv vejret dybt og blødt, som han kiggede hende i øjnene. Han rakte denne gang ud efter hendes hånd og tog den i sin, for hun virkede rolig nok til at han kunne holde hendes hånd, uden at hun ville trække hånden til sig. Han smilede varmt til hende da hun bemærkede det, for det var jo netop hvad det hele gik ud på! "Fremstiller det? Det er sandheden Syrena. Jeg tager kun det job og flytter ind her på slottet for at være i nærheden af dig," sagde han med det mest ærlige blik og smil til hende, mens han også udtalte ordene fuldkommen uden tøven på nogen måde. Hun tog på ingen måder fejl omkring det, for det var jo sådan det hang sammen og han glædede sig til det. Bo her, kunne se hende hver eneste dag og lære hende det hele. Han trak let på mundvigen og kom til at le let, fordi han var lettet i det indre og faktisk fandt det lidt morsomt, at hun sendte ham et sådan blik over, at han aldrig havde været i nærheden af en hest. Det havde aldrig været en del af hans hverdag, eftersom han i sit sidste liv havde gået rundt til bens og det gjorde han jo også nu. Han så roligt på hende, da hun sagde, at han ville blive fanget af hvor fantastiske heste var. Det håbede han da om ikke andet. "Så må heste være enestående," medgav han med et glimt i øjet, hentydende til at hun aldrig var blevet dømt af dem. Han trak vejret dybt. Hendes stemme var også rolig og det var dejligt at vide, at han havde den effekt på hende. "Det håber jeg. Men allermest er jeg glad for, at jeg kun et en etage væk fra dig," sagde han ærligt.

[Deleted]

Syrena var langt mere rolig nu, end det som hun havde været for bare et øjeblik siden. Det var en effekt, som Marcell havde på hende, så var det faktisk rart, at man havde nogen at snakke med, udenom familien, for.. det var vel meningen, at de skulle være der, var det ikke? Hun vendte blikket stille mod ham og med den lette usikkerhed, som hun ikke rigtigt kunne lægge skjul på alligevel. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige..” Denne gang var hun mere mundlam og forlegen, end hun var noget andet. Han formåede at fjerne hendes fokus, på det som hun faktisk anså som det største problem, og det var faktisk noget, som passede hende selv ganske fint, så det sagde bestemt heller ikke så lidt igen i den anden ende. Hun hævede den ene hånd, og gned sig i øjnene. Det kørte hende også træt at skulle være så bange, men det var slet ikke noget, som hun bed sig mærke i mere. At snakke om heste, var noget som faktisk også gjorde sit for hende, for det var faktisk en trøst for hende et eller andet sted. Det var noget som faktisk havde været beroligende for hende, for hun havde ikke haft behov for synet, for at være omkring dem, og det var virkelig rart for en som hende. ”Det er de virkelig..” sagde hun endeligt. Hun valgte denne gang at tage imod hans hånd, inden hun roligt krøb ind og satte sig i hans favn. Hun kunne godt lide at være tæt på ham, også fordi at han havde gjort så meget for at passe på hende, og det var noget, som hun virkelig var ham taknemmelig for. Hun smilede svagt for sig selv. Måske at det ikke var så slemt igen for hende, at have muligheden ved et ordentligt syn? ”Jeg synes virkelig det er rart, at vide, at du er tæt på nu, Marcell..Så går der måske ikke så lang tid, mellem de gange vi ses,” sagde hun med en rolig stemme, selvom den stadig var prøvende. Hun ville jo heller ikke trænge sig på.

[Deleted]

Marcell var selv mere rolig og lettet nu, hvor Syrena var blevet det, for så var den værste fare gået over og frygten var forduftet til fordel for håbet, der igen kom til sin ret i det indre. Hun havde en speciel effekt på ham og var nok den eneste, der nogensinde ville kunne komme til at såre ham helt og særdeles inderligt. Han bed sig let i læben, fordi han blev lidt genert over at han havde gjort hende mundlam. Han smilede let og slog blikket ned på sine knæ, da han selv var forlegen nu hvor han faktisk havde indrømmet hele grunden til at flytte ind her; hende. Det hele drejede sig jo om hende og det ville hun med tiden også bare blive bekræftet i gang på gang jo! "Men det lyder ikke negativt, at du ikke har ord til det… Så jeg behøver ingen ord," sagde han beroligende til hende, for hun behøvede ikke sige noget, hendes tavshed var nok i denne situation. Han trak vejret roligt og vendte blikket op mod hende igen, hvor han måtte sende hende et dæmpet smil. Hun var træt, fordi hendes hjerne ville være udmattet ovenpå det hele i dag og hun ville også være træt den næste uge, med alle de nye indtryk hun skulle gøre sig med synet. For nu så holdt han bare samtalen helt ude af synet, fordi han ville lade det ligge for i dag, så hun kunne sove på det i nat. Han nikkede til hendes ord, for så snart han vidste mere om heste, så ville de forhåbentligt have et nyt fælles interessepunkt. Og snart kunne hun jo også få lov til at se en hest og se hvor smukke de var! Han smilede, da hun krøb ind mod hans favn og han gav slip på hendes hånd for at lægge armen omkring hendes skuldre og byde hende helt ind i hans favn. Han kunne virkelig godt lide at være sammen med hende. "Det glæder mig at du siger det. Det… det betyder meget for mig, jeg har gjort det rigtige," sagde han varmt og sank en let klump. Han trak vejret roligt, selvom hans hjerte bankede let, fordi han følte sig varm indeni. "H-hvis… det ikke er for meget for dig, så synes jeg vi skal ses mindst én gang hver dag," afsluttede han med et skævt smil.

[Deleted]

Syrena var allerede nu blevet langt mere rolig, end det som hun havde været til nu. Det var den effekt som Marcell havde på hende, og selv hun havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende af det her tidligere. Hun havde aldrig oplevet det, at nogen i det hele taget havde givet hende den form for opmærksomhed, og havde taget sig af hendes interesser og ønsker før, de ville vende sig mod sine egne. Denne knægt havde givet hende et halvt syn.. Det var mere, end hvad hun nogensinde havde turde at drømme om, selvom det omlagde stort set hele hendes tilværelse, og det i sig selv, var den skræmmende tanke. At han så havde taget imod Gabriels generøse tilbud, udelukkende for hendes skyld, var næsten det, som faktisk overraskede hende mest. ”Det.. det er ikke negativt ment. Jeg.. jeg er bare ikke vant til at nogen.. vil gøre den slags ting for mig..” For hende, så var det en virkelig stor ting, og det var noget, som hun meget gerne ville stå inde for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. At han bød hende velkommen, da hun søgte til hans favn, var noget som gjorde hende glad, for det var jo der, at hun følte sig tryg for tiden, og det var virkelig rart for en som hende. Hun lagde hovedet ned mod hans skulder. Heste, var virkelig en stor ting for hende. Hun elskede det dyr, selvom hun aldrig nogensinde havde set dem, men hun havde været omkring dem rigtig mange gange. Hun var træt, men det var også udmattende med de mange indtryk, og det faktum, at hun havde været så bange for den tid, som hun nu havde været det. Hun sukkede let og med et svagt smil. ”Selvfølgelig kan du gøre de rigtige ting.. Hvem siger da, at du ikke kan?” spurgte hun sagte. Meget af hans fortid, var hende jo endnu ukendt, og det var heller ikke fordi, at hun havde spurgt ind til det, for hun havde den opfattelse af tingene, at det ikke altid var noget, som han ønskede at snakke om. At han ville komme dagligt, var uden tvivl en lettende tanke for hende, for det betød utrolig meget. ”Hver dag, som… du mener.. at du vil se mig hver dag?” Det var hun jo heller ikke ligefrem vant til!

[Deleted]

Marcell var rolig som Syrena blev rolig, så det betød at hun slappede af omkring ham og så kunne han også selv tillade sig det sammen med hende, så de kunne hygge sig sammen som de altid gjorde. Hun havde en god effekt på ham og derfor kunne han jo også virkelig godt lide at være sammen med hende, fordi hun var så speciel for ham som noget kunne være og som ingen havde været før hende. Det, at hun gerne ville være sammen med ham, betød virkelig alt for hans del, for det var noget han ikke havde oplevet i sit sidste liv. Han ville give sit liv for Syrena, men det ville han dog ikke fortælle hende. De små ting hen ad vejen ville få hende til at indse hvor meget han faktisk holdt af hende og havde gjort fra start. Han tog jo imod Gabriels tilbud for hende, men selvfølgelig også med den tanke i hovedet, at han ikke skulle fryse vinteren over, men det førte også til hende, fordi han ville være rask for hendes skyld. "Så kan du godt vænne dig til det," svarede han sagte og med et smil på læben, for det var som om smilet aldrig gik bort i hendes selskab. Han trak vejret roligt og holdt armen trygt omkring hende, da hun selv kom helt ind i hans indbydende favn og lagde hovedet mod hans skulder. Han lukkede let øjnene og lod sit hoved blidt lægge sig mod hendes, som de bare sad der sammen i et lille lykke-øjeblik. Han vædede let sine læber og trykkede hende blidt ind til sig, mens han bare smilede for sig selv, eftersom hun jo ikke kunne se det med hendes hoved på hans skulder. Han glædede sig til at lære stalden og hestene at kende, ligeså denne Dafnir, som hun jo talte godt om, om ikke andet. Det skulle blive spændende at lære flere at kende og også se, om Dafnir reagerede som alle andre i byen eller om han faktisk også var en undtagelse på 'reglen'. "I mit gamle liv… valgte jeg altid alt det forkerte. Så at jeg endelig gør det rigtige, det… er rart," svarede han hende roligt. Hun skulle tidsnok lære hans fortid at kende. Faktisk vidste han ikke, om hun kendte til hans navn og hvad det stod for. Måske det var tid til at fortælle det? Eller var hun for sårbar i dag, det anede han ikke. Han løftede let hovedet, da hun spurgte om han mente, at han ville se hende hver dag. "Ja. Hver dag, måske flere gange på én dag," sagde han og smilede bredt.

[Deleted]

Syrena var langt om længe faldet en smule til ro, også selvom hun kendte sig selv godt nok til at vide, at det ville gå galt igen før eller siden, uden at hun egentlig kunne gøre det største ved det, og det var næste det, som var hende det værste af det hele, for det var en overvældende ting, at blive udsat for, og hvad skulle hun da gøre ved det? Hun vendte blikket ganske sigende i retningen af ham endnu en gang, også selvom hun blev siddende i hans trygge favn. Det var faktisk rart selv at have nogen at gå til, når hun vidste, at hendes søskende gjorde det samme, og de havde fundet en. At nogen direkte gjorde ting for hende, var uden tvivl en tanke, som hun lige skulle vænne sig til, men det var faktisk en behagelig fornemmelse, selvom hun virkelig frygtede for følgerne af det, og hun var jo bange for, at han før eller siden, ville finde det som var bedre for ham, end det som hun kunne være, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om i det hele taget. ”Det er det jeg skal.. Og det er det som tager tid..” sagde hun med en rolig stemme. Hun lagde hånden varsomt mod hans bryst, som hun varsomt forsøget at stryge. Det var underligt.. men en behagelig fornemmelse, som hun sad igen med, og det var vel også det som var det vigtigste. At han tog imod jobbet i stalden, så var hun temmelig sikker på, at det var noget, som han nok skulle nyde godt af. For ikke at glemme, at det ville give Dafnir en arbejdspartner, som uden tvivl også ville komme dem begge rigtig godt til gode. Hun nikkede til hans ord. Hun var faldet helt til ro nu. ”I den tid jeg har kendt dig, har jeg kun set en række rette valg. Uanset hvilket liv du har haft, så har du nu muligheden for at gøre det om. Og jeg synes det går dig rigtig godt,” sagde hun roligt. Hvorfor lyve for ham? Det var der slet ikke nogen grund til i hendes øjne. At han ville se til hende hver dag, fik kun smilet til at brede sig, selvom det virkelig var store ord at give hende. ”Ikke at det vil gøre mig noget, men.. vi ser vel det hele an først? Nu hvor du også får et job og se til, og den slags..” sagde hun roligt. Hun turde ikke gøre sig nogle forhåbninger.