A beautiful day or is it?

[Deleted]

Blidt slog den friske havbrise ind over stranden i Cetiul. Det var godt og vel eftermiddag, og derfor stod den bagende sol endnu højt på himlen. Mildt havde vejret altid været i Manjarno, som det var den perfekte blanding mellem Procias og Dvasias. Det afspejlede vejret sig også af i dag, som solen herskede enerådigt på den klare blå himmel, og derfor gav borgerne et strålende godt vejr. Det var dog ikke alle borgerne i Cetiul der nød det gode vejr, som de fleste var blevet påpasselige, eller helt havde forladt byen. I løbet af dagen havde et berygtet piratskib nemlig lagt til i havnen. Nemlig; The Cursed Baron. Dets sejl bøjede let i vinden og gjorde de fleste skræmte, skønt det for øjeblikket syntes at være unødvendigt. Skibet var nemlig mere eller mindre ubemandet. Kaptajnen og de fleste af besætningsmedlemmerne var nemlig søgt ind til de større byer, såsom Ityrial, hvor de formentligt ville blive gennem hele natten. Det var nemlig ikke unormalt, at besætningen besøgte byernes horehuse, samt fandt nye rationer, når de endelig lagde til. Dem der var tilbage på skibet var hovedsageligt slavinderne, og de var ganske harmløse. Det var dog heller ikke alle slavinder, der blev tilbage, da Jarniqa for eksempel havde søgt væk fra dækket og ned ad Cetiuls strand. Det var den eneste gode hun besad heri livet, og derfor søgte hun altid længst muligt væk fra skibet, når hun endelig kunne.
Jarniqa var i øjeblikket at finde i det bløde og gyldne sand, som hun havde sat sig, da hun havde bedømt afstanden til skibet for at være tilstrækkelig. Hvis hun spejdede til sin venstre side – mod havnen – kunne hun kun ane det mørke omrids at et skib, og det både nød og plagede hende. Hun nød nemlig følelsen af ikke at have det hårde træ under sine fødder længere, men ideen om, at hun skulle vende tilbage igen, når der engang var afgang, plagede hende. Hun ønskede nemlig ikke at vende tilbage. Hun ønskede at være fri. Desværre blev hun konstant påmindet om, at det ej var hende muligt, når hun som nu gik rundt og pludselig ikke kunne gå længere, grundet magien der bandt hende. Fingrene lod hun grave i det bløde sand, til hun pludselig mærkede en fast genstand. Roligt lod hun de slanke fingre lukke sig om den lille runde gestand, der skulle vise sig at være en grålig sten. De uskyldige blå øjne glansede hen over den, inden de faldt tilbage på det krystalblå hav. Smukt var det, men desværre blev skønheden forpurret af, at hun altid blev tvunget derud mod sin vilje. Den knyttede hånd førte hun om bag hovedet, inden hun valgte at slippe stenen i et kast, så den fløj ud af hendes hånd, så den to gange ramte den klare vandoverflade, inden den brød den. Et suk undslap hendes læber. Hun ville ønske, at hun kunne blive her på land, hvor hun hørte til, men det kunne hun næppe. Hun skulle ud på havet igen, som den sten hun lige havde kastet, og med som den ville hun med tiden ryge tilbage til land, for blot at blive trukket tilbage igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var måske et umådelig flot vejr, men selv det, var ikke rigtigt noget som Matthiel bed sig fast i som sådan, for ham gled alle dagene stort set sammen. Hans egen tid ude på havet, havde ganske vidst været det bedste som han længe havde oplevet, også selvom det stort set havde været ufrivilligt. Hans kaptajn var død og det samme var stort set hele den besætning som havde været ombord på skibet med, da de havde været i havnen for at hente rationer og nyde en dag, uden at tænke på alt mulig andet. En varulv var gået amok og havde revet det hele fra hinanden, så nu havde han ikke rigtigt noget at give sig til mere. Ja, selv en frihed kunne gå hen og blive for meget for en, som faktisk var blevet vant til at blive kostet rundt med på den måde. Og det var svært for ham i det hele taget, at finde noget som helst at give sig til, og det var vel også tydeligt? Han gik hvor han ville, og han havde ikke rigtigt noget sted at bo, hvor man stort set kunne sige, at han var endt arbejdsløs og hjemløs. Det passede ham nu fint et sted, for han havde altid været en meget flyvsk person, som gjorde hvad han ville, og det samme gjorde han nu. Han kunne i ny og næ tjene lidt på nogle tricks og kunstner, hvor hans evner og gaver som alkymist kom ufattelig godt med, og det var noget som passede ham fint, men det var ikke i den overflod, at han skulle passe på, med hvad han gik med i lommerne, for folk havde ikke i sinde at røve ham, for han gik jo ikke rigtigt rundt med store formuer på sig.
Matthiels tøj var fuldkommen laset og stort set ødelagt, selvom han ikke tog sig af det. Turen til stranden, gjorde han stort set hver dag, også fordi at det var rart med den friske havbrise, når det nu også havde været det, som man havde været vant til ude på havet. At andre skulle siges, at være til stede i dag, var ikke rigtigt noget som han havde taget højde for, for det skete generelt sjældent, at folk bevægede sig herud. I frygten for det ene eller det andet, hvilket han ikke rigtigt havde forståelsen for, for folk vidste da slet ikke hvad de gik glip af, som når solen gik op eller ned over det smukke hav. Der var intet smukkere i hans øjne, men nu hvor han heller ikke havde nogen at dele den med, så havde selv den falmet frygtelig meget for ham med tidens løb. Blikket gled til den enlige kvinde som sad der ganske alene. Et sted, så var det ikke et sted, som man ville forvente at finde en kvinde siddende alene på den måde, og specielt ikke her. Han endte dog med at stoppe op, hvor han lod hovedet søge en kende på sned. En køn en af slagsen måtte man jo sige, men selv han vidste, at de kunne vise sig at være farlige i længden. Han knyttede let den ene hånd. Han havde aldrig været god til denne slags, og hvis han skræmte hende væk, så var der ingen nyhed i det. ”Et mærkværdigt sted for en kvinde, at befinde sig på egen hånd. Ingen mand til at passe på dig?” begyndte han med en ganske sigende mine. Han var en mand som talte lige ud af posen og ikke noget med at pakke ting ind. Det var også det som folk flest havde store problemer med, når det var ham.

[Deleted]

Komplet i sine egne tanker sad Jarniqa, men det var der heller intet at sige til, når nu hun befandt sig mutters alene på stranden. Det var en fred der gavnede og glædede hende, da det hele altid gik stærkt for sig, så snart de nåede ud på det åbne hav igen. Derfor værdsatte hun de stunder, hvor hun blev ladt for sig selv, som hun var blevet nu. Hun kunne helt ligne en fri kvinde, som hun sad i det gyldne sand, men det var hun langt fra. For det første bar hun en tynd læderhalskæde, der altid indikerede hende om, at hun var slavinde, som hun ej måtte tage den af. For det andet var hun magisk lænket til skibet og det betød, at hun ved afgang altid var tvunget til at bevæge sig tilbage til skibet, ligesom hun ej var i stand til at gå synderligt langt væk derfra. En tung byrde var det, og det var ej en byrde hun kunne slippe bort fra. Derfor nød hun at sidde her på stranden, langt væk fra galskaben, da hun i så fald kunne føle sig som sig selv igen.. skønt hun ærlig talt var i tvivl om, hvordan det var at være fri, da det var omkring 30 år siden, at hun sidst havde smagt den sødme.
Det bløde plop hørte Jarniqa, som den kastede sten brød vandoverfladen og skabte en del ringe omkring sig. Det var en enlig lyd ved siden af havbrisen, men det nød hun kun. Det forekom hende nemlig noget så fredeligt. Det var dog indtil hun opfangede lyden af skridt i sandet. Skridt der kom i hendes retning. Til at starte med, tog hun sig ikke af det, men tvunget til det blev hun, som stemmen pludselig henvendte sig til hende, og ikke just med en venlig mine. Med et sæt endte hun på benene, hvor det måtte vise sig, at hun havde bar tæer, som hun på et øjeblik kom op i en stående stilling. De lettere skræmte, men strålende blå øjne, faldt på mandens skikkelse. ”Jeg kan sagtens klare mig på egen hånd. Jeg har intet af værdi på mig, så fortsæt blot din rute,” sagde hun i et forsøg på at virke selvsikker, da manden måtte forekomme hende truende. Derfor forgav hun sig også at være stærk, skønt det ikke just var tilfældet, da hendes kamptræning var lig med nul. Det var dog sandt, at hun ingen værdifulde genstande ejede, og eftersom hun regnede med, at manden var ude på at røve hende var det, hvad der forlod hendes læber. Fattig så han nemlig ud, og derfor skulle det ikke overraske hende, at han håbede på en gevinst, nu når han stod overfor hende. Som hun stod op var det dog tydeligt, at hun ej havde noget på sig. Det eneste hun bar, var en blå kjole, der ej tydede på rigdomme. Kjolen var nemlig simpel og af lidt stof. Længdemæssigt gik den hende nemlig kun til knæene, og derfor var hendes ben at spotte. Ved overkroppen, bagtil, var ryggen bar, og fortil kunne man andre hendes mindre kavalergang. Det var desuden muligt at ane hendes nydelige figur, som den blev fremhævet ved hjælp af en række tynde reb. Rebene var nemlig viklet om hendes slanke liv, hvor det var med til at give hendes kjole en smule facon, som den var spændt ind der. Videre rig var hun derfor ikke at se på, men ej heller så hun slidt ud. Nej, hun var smuk at se på eller nærmere… en fryd for øjet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Tankerne om at være en fri mand, var nok en tanke som ville glæde selv de fleste, men Matthiel, vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre eller bruge sin tid på, og det var lige før, at man kunne sige, at der var for mange timer i døgnet, som han brugte på ingenting. Han var blevet vant til livet til øs, og nu var han jo bare.. fri. Fri som en fugl, og han havde faktisk svært ved at forholde sig til det, at det var svært for ham, at afgøre hvad han havde nydt mest af mere end det andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Kvinden som sad der for øjnene af ham, virkede til at sidde fuldstændig i sine egne tanker. I princippet, kunne det jo faktisk vise sig at være temmelig farligt, men ikke noget som han videre kunne sige noget til, for det var jo altid rart at glide lidt væk, og bare være i sin egen lille verden. Han gjorde det for eksempelvis temmelig ofte, for noget skulle han jo trods alt også bruge tiden på i den anden ende.
Selvom Matthiel havde valgt at henvende sig til denne kvinde, så var det skam ikke fordi at han havde nogen intentioner om at røve hende. Selvom han havde været vant til livet som en pirat, så var det skam slet ikke fordi at man kunne sige, at det lå til ham naturligt, for han havde aldrig brudt sig om den levevej, men det havde dog været spændende.. Det havde jo aldrig været til at sige, hvad der skete på vejen eller færden i den ene eller den anden retning, hvilket jo også var noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han stoppede roligt op, og med hovedet en anelse på sned. Selv var der intet af følelse at spore i hans blik, også selvom det nu heller ikke var noget som han tog tungere end det. ”Selv en kvinde uden dyrebare værdigenstande, kan være interessant for frygtelig mange, kære frue,” påpegede han med en ganske sigende mine. Den ændrede sig ikke det mindste. Han søgte roligt i retningen af hende. Det var spændende at møde en anden kvinde, og specielt en af de smukkere, da det ikke var noget som forekom ofte, at de gik rundt alene, da det var noget som primært var sammen med en anden mand. Det var i hvert fald hvad er forekom mest naturligt. Han lod hovedet søge en kende mod den anden side, da læderkæden om hendes hals, var det næste som faldt ham i blik – den slags, som han kun måtte genkende alt for godt, da han selv havde været bærer af det tidligere, og haft en i hus, som han havde tvunget til at bære det selv – et tydeligt tegn på det at være en slave, og ganske alment kendt om ikke andet. ”Desuden ser jeg ej en grund til at røve en slave. Hvor er din herre?” spurgte han sigende, inden han igen stoppede op. Smuk var hun uden tvivl, og derfor havde han uden tvivl svært ved at forestille sig, at nogen mand ville lade en kvinde som hende sidde alene. Han ville i hvert fald ikke have gjort det.

[Deleted]

Det overraskede egentligt Jarniqa, at hun blev forstyrret. Hun var nemlig vant til, at det var de færreste der søgte ud, når først piratskibet lagde til havn. Derfor havde hun for en stund overvejet, om det blot var en besætningsmand eller en slavinde, som hende selv. Det viste det sig dog ikke at være, som stemmen tilhørte en mand. En mandestemme hun ej kunne placere. Ordene var desuden en fremmed persons varsel, og derfor var hun umådelig hurtig til at komme til bens igen. Hendes blå dådyrblik søgte derefter talsmanden, hvor hun studerede, hvilken type han var. Det var meget muligt, at hun tog fejl af ham, men lige umiddelbart brød hun sig ej synderligt om ham. Det kom muligvis af, at hans fattige klæder og advarende mine, lød faretruende. Sådan så hun i hvert fald på omstændighederne. Derfor kunne hun ej heller lade være med at trække et skridt bort fra ham, som han blev ved med at nærme sig hende. Hun ønskede trods alt at beskytte sig selv, hvis han virkelig var ude på at gøre hende ondt. Nok var hun vant til det grundet sit arbejde, men når hun havde fri, ønskede hun at have fri. ”Du kan umuligt gøre noget ved mig, som jeg ikke allerede har prøvet,” svarede hun kortfattet igen og sandt var det. Hvis han var ude på skrammer, havde hun før prøvet at blive ydmyget. Hun var før blevet slået, ligesom hun også før var blevet voldtaget, som det mere eller mindre skete dagligt. En ganske grum skæbne at have. Og dog havde hun ej prøvet alt slemt heri verden, som hun ej havde prøvet direkte tortur, skønt hendes liv føltes således. Men hvor stor var chancen for, at denne mand ville torturere hende? Hun håbede dog, at han gjorde ingen af delene, da det var hårdt nok, at hun blev udsat for al elendigheden i sin dagligdag. Hun vidste dog, at man ej kunne bestemme sådanne skæbner. Hvis det skete, skete det. Hun bad dog til, at han ikke var således. At hun havde fejlbedømt ham. Hun bed sig selv flygtigt i den bløde underlæbe, som han direkte gættede, at hun var en slavinde. Det var ikke just en konfrontation hun brød sig om, da hun ej var stolt af sit liv. Det var dog ej et liv, som hun selv havde valgt. Hun trak på skulderen. ”På skibet, her i byen eller i Ityrial.. Hvem ved?” sagde hun, hvor det måtte være tydeligt at høre, at hun ej satte sin herre særligt højt. Det gjorde hun dog heller ikke, som hun hadede manden. Når hun fik fri fra []The Cursed Baron[/i], var det første hun altid gjorde, at hun gik fra dæk. Derfra søgte hun altid længst muligt væk fra piratskibet, hvilket hun også havde gjort i dag. Det storslåede skib var nemlig kun en plet i det fjerne, og hun agtede først at gå tilbage, når hun var tvunget til det. Ikke et sekund før! Hun var dog i tvivl om, at hun var nødsaget til at skifte plads inden da, da hun ærligt talt var usikker på, hvad denne mands hensigter var. Han talte nemlig om hende, som var hun en smuk og skrøbelig kvinde. Der var muligvis en vis sandhed i det, eftersom hun var en nymfe uden den allerstørste kamptræning, men det var, hvad det var.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Synet af et piratskib, var ganske vidst ikke noget som man kunne sige, havde overrasket eller skræmt Matthiel det mindste, for hvorfor skulle det? Han havde selv været på et skib så frygtelig mange gange, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han var en kold mand, han var direkte og han gjorde hvad der passede ham, hvilket nok kunne virke til dels truende overfor folk som slet ikke kendte ham, men han var en mand som selv havde været udsat for lidt af hvert, og det var bestemt ikke fordi at han ville lade sig skræmme bort af et sølle piratskib som havde lagt til kajen, når han selv havde været så stor en del af det hele. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. Hun var gået direkte i forsvar overfor ham, også selvom han jo egentlig ikke havde nogen intentioner om at gøre nogen noget som helst, for han ønskede jo egentlig bare at leve sit liv, og det var vel heller ikke så slemt igen, var det? Hvorvidt om han var grænseoverskridende for hende, var slet ikke noget som han tænkte over, for han havde jo i sig selv, slet ikke været vant til at skulle tage hensyn til nogen som helst, så det at skulle begynde på det nu, var faktisk sværere end det så ud til. Han trak ganske svagt på smilebåndet alene til hendes forsvar. ”Hvem siger da, at jeg er ude på at gøre dig noget ondt?” spurgte han med en næsten ligegyldig stemme. Som hun selv hentydede til at hendes herre måske var ombord på skibet, indikerede kun for ham, at hun havde noget med et at gøre, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Han havde jo selv været udsat for noget lignende, og selvom han måske ikke havde brudt sig om det, så måtte han jo erkende, at han savnede det en smule, så var det ikke noget som han fortalte åbent. Det var noget som han alligevel valgte at forholde ganske tæt til sin egen krop. ”Ser man det, ser man det.. En slave fra et skib. Mærkværdigt, at din herre vælger at lade dig gå.. En smuk kvinde som dig, vil hurtigt rive i mænds evige lyst,” påpegede han ganske sigende, og dog ærligt. Selv som en slave ombord på en gammel skude, vidste han selv hvordan det var for en mand, at skulle undvære det. Han blev dog stående, for han var slet ikke ude på noget. Han kneb øjnene let sammen. Måske at han så laset, mørk og uhyggelig ud, men ikke desto mindre, så han ikke nogen grund til at skulle overfalde en kvinde.. Det var virkelig for nedladende, selv i hans forstand, så det så han ikke nogen grund til. ”Frygter du mig?” spurgte han pludseligt, og lige så tonløst som han havde gjort tidligere, da det ikke just var en tanke som frydede ham. Nej tvært imod, så var det jo bare hverdag for ham, at det var sådan det foregik.

[Deleted]

Selvom manden ej tænkte, at han var ude på skrammer, kunne Jarniqa ikke lade være med at frygte, at det var tilfældet. Han fremførte nemlig ikke sig selv, som en mild mand. Nej. Han kom derimod frem mod hende med nærgående spørgsmål, og et mindre soigneret ydre. Derfor var det intet under, at hun betvivlede hans venlighed. Selv var hun blot ude for at nyde dagen, og derfor håbede hun, at han ville lade hende. Hun var nemlig ingen ond sjæl, som hun var uskyldig og varm. Hun ønskede derfor blot at slappe af, da det ej ville blive hende muligt, når først hun kom op på dæk igen. Der ville den hårde hverdag nemlig kun starte. ”Ingen, men ulven fortæller ej heller lammet, at det vil dræbe det, når den sniger sig ud på jagt,” sagde hun stilfærdigt. Lige umiddelbart stolede hun ej på manden, men det var muligvis også fordi, at de fleste mænd gjorde hende fortræd. På skibet udviste de hende nemlig aldrig venlighed, og til tider satte det sig i sjælen på hende. Hun brød sig desuden ej heller om hans tone, som den var hende faretruende med sin manglende følelse. Forværret blev hans position i hendes hoved desuden, som han kaldte hende for smuk, og direkte sagde, at det ville vække mænd lyst. Det kunne meget vel lyde som om, at han mente sig selv, og det fik helt hendes krop til at stivne. Det var nok med, at hun frygtede for sin krop på skibet. Hun ønskede ikke også at frygte for den, når hun var i land. Det var nemlig hendes paradis, og det skulle landjordens mænd ej ødelægge for hende. ”Og mænd som dig burde lære at besidde en større selvbeherskelse,” endte hun med at sige en anelse skarpt. Det var dog kun fordi, at hun følte sig truet af ham, og det brød hun sig bestemt ikke om! Det var også derfor, at hun langsomt begyndte at gå, hvor hun valgte en rute, der var en stor bue rundt om ham. Hun ønskede nemlig ikke at komme for tæt på ham. Hun frygtede nemlig, at han ville gribe fandt i hende, og det ønskede hun bestemt ikke for sig selv! Derfor anså hun det nærmest for at være for det bedste, at hun søgte videre. Hun var nemlig ikke ude på ballade, som hun blot ville klare sig gennem fritimerne i sikkerhed, men var det for meget at forlange? Hun fnøs dæmpet af hans ord. ”Det ville formentligt glæde dig, hvis jeg sagde ja,” svarede hun blot, som hun ej gav ham et ja eller nej. Det var dog et ja, da hun var usikker på, hvad han kunne finde på, selvom han ikke direkte havde gjort hende noget ondt endnu. Hans ilde fremtoning var dog nok for hende, til at få hende til at søge væk. Det var også derfor, at hun langsomt var begyndt at gå i det bløde sand. Hun havde dog ingen intentioner om at vende tilbage til skibet allerede nu. Sørgeligt ville det nemlig blot være, hvis hun ikke længere brugte sin fritid.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var for sit vis, en ganske fredelig mand, frem til man gav ham en grund til noget andet. Desuden var det jo heller ikke ligefrem en hemmelighed, at han i øjeblikket stod overfor en utrolig smuk kvinde, og at det var lang tid siden, at han faktisk havde haft en mulighed for at være tæt på en anden kvinde, for sådan som han så nu ud, så vidste han udmærket godt, at det ikke var noget, som nogen kvinde havde lyst til. Et sted gemt bag det beskidte og lasede ydre, var han jo en okay flot mand, og det vidste han jo godt. Han spillede bare ikke p det. Han blev dog stående. Et sted vidste han vel godt, at han havde overskredet en personlig grænse for hende, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Hun havde i hvert fald markeret den frygtelig tydeligt. ”Ulven vil aldrig begive sig frem i det åbne, dersom jagten var indsat. Overraskelsesmomentet er det som dræber, frem for jagterfaringen,” påpegede han ganske sigende. Ville han, kunne han sagtens have slået hende ihjel, men hvorfor skulle han syne så lavt? Han var ikke ude på at gøre nogen ondt, som sagt, og hun mindst af alt, også fordi at hun jo var en kvinde, så det burde hun da også efterhånden have forstået.
At denne kvinde var slave på et skib, gjorde kun, at de havde haft noget tilfælles, og det var skam også noget som gjorde sit for ham. Han kunne jo se at hun ikke var glad for det, hvilket var en fornemmelse, som han kun kendte selv alt for godt. Det intense blik hvilede på hendes skikkelse, selvom det nu synes som hun kun måtte gå mere og mere i forsvar. ”Jeg siger bare tingene som de er, og står jeg med blikket på en smuk kvinde, fortæller jeg hende det. Har jeg da lagt op til noget som helst..?” Denne gang var hans stemme præget af langt større irritation, for det føles som hun stemplede ham, uden at han i princippet havde gjort noget som helst, og det fandt han sig bestemt heller ikke i. At hun valgte at gå i en stor bue udenom ham, fik ham kun til at følge hende langsomt med blikket. Hans mine ændrede sig ikke det mindste, også selvom det nok var den største afvisning som han havde oplevet igennem frygtelig mange år. Han trak langsomt på skuldrene. ”Jeg vælger at tolke det som et ja,” sagde han endeligt, idet han bare vendte blikket mod vandet igen og begyndte at gå i den modsatte retning af hvad hun selv gjorde. Hun søgte vel bare tilbage mod skibet? Han valgte alligevel at sætte sig i sandet. Ikke så langt fra hvor hun selv havde siddet, hvor der var en hel del flere sten, som man kunne kaste i vandet. Han tog en spejlglat en op i sine hænder som han nærmest kærtegnede med sin tommel. Han rynkede let på næsen inden han kastede den i vandet. ”Søg du bare tilbage til skibet. Jeg har ikke været ude på at gøre dig noget, og jeg beklager hvis jeg skræmte dig,” afsluttede han endeligt, idet han igen vendte blikket mod hende. Ja, ensom blev man hurtigt, når man gik rundt alene, men .. det behøvede hun skam ikke at vide.

[Deleted]

I selvforsvar var Jarniqa vel hurtigt gået, men kunne man bebrejde hende for det? Hun levede konstant i usikkerhed på skibet, som hun aldrig vidste, hvad der ville ske, og hvem der ville gribe fat i hende. Derfor satte hun sine frie stunder utroligt højt, og når hun så mødte en mand, som denne, der var usoigneret og faretruende direkte, var det klart, at hun frygtede for glæden ved sin sparsomme fritid. At han i virkeligheden var en nydelig mand, og at han ej var ude på skrammer, kunne hun selvfølgelig ikke vide, da det ej var, hvad han viste hende. Derfor var det et sted også hans egen fejl? ”Det er meget muligt, men der findes også andre måder at gøre fortræd på, end ved blot at slå ihjel,” sagde hun sigende, hvor det end ikke var lyv. Der var nemlig vold, og som han halvt og halvt selv havde været inde på, var der også voldtægter. Selv bad hun ej til, at han ville gøre nogen af delene, da hun allerede havde nok af al det i sin hverdag. Direkte truet hende, havde han dog ikke endnu, men det var vel også hans tone der skræmte hende? Tonen der ej afgav nogen følelser, og derfor ej viste, om han var overrasket, vred, glad etc.
De blå øjne hvilede på hans skikkelse. At; en smuk kvinde som dig, vil hurtigt rive i mænds evige lyst, havde været en kompliment, havde Jarniqa ikke haft den fjerneste anelse om. Hun havde nærmere taget det som en trussel for, at hun rev i hans lyst. Det havde end ikke kommet bag på hende, hvis det havde været således, da hun var vant til, at det blot var det hun gjorde ved mænd. Sådan var det i hvert fald på skibet, som de ofte rev hende til siden, hvis hun var indenfor deres rækkevidde, og hvis tiden var til det. ”Hvis du mener, at det er en kompliment, og ej at lægge op til kvinden at sige; at hun vækker mænds nedre dele til livet, må du hellere få en anden opfattelse af, hvad en kompliment og opfordring er,” sagde hun ærligt, hvor hendes stemme ej var hård, skønt hun fornemmede, at han ej var tilfreds med hendes tale. Fremmedet var det for hende at tale således til en mand, da hun levede af at være underdanig. Hun var dog ude i dag, og eftersom hun hurtigt havde kunnet spotte, at denne mand ingen stand ejede, havde hun valgt at tale, som det lystede hende. Rart var det faktisk at sige sine tanker, men om det så ville bide hende, måtte hun finde ud af. At han gættede, at hun følte sig skræmt af ham, kommenterede hun ej, som hun blot forsøgte at gå væk fra ham. Svært havde det vel heller ikke været at gætte, at landet lå således? Hun havde nemlig veget bort ved hans første ord. Selv regnede hun med, at hun blot ville træde bort, som han lod hende. Derfor måtte det overraske hende selv, da hun pludselig fandt sine skridt stoppet, og sit blik tilbage imod ham. ”Jeg har ingen intentioner om at søge tilbage til skibet før tid,” endte hun stille med at sige. Kroppen lod hun vendes, så hun igen stod med fronten i hans retning. Hun bed sig selv flygtigt i den bløde underlæbe, alt imens hendes hoved faldt en anelse på sned. ”Hvis du ej er ude på skrammer, burde du tage din fremtoning til eftertanke. Du agerer truende, og hvis ej det er ment, er det en stor skam.. Både for dig og din omverden.” Intet ondt var der i hendes ord, men ingen ond person var hun ej heller. Hun besad en mild og varm sjæl, og det ville man også få at se, hvis blot man havde den rette fremgang. En fremgang der ikke just havde lykkedes for ham, men hun prøvede vel at hjælpe ham nu?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde altid været direkte og meget hen af sin egen herre, og specielt nu. At det så var noget som denne kvinde måtte finde truende, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved. Selskabet måtte hun selv om, og det var bestemt heller ikke fordi at han var ude på at gøre hende noget. Det var da bare tilfældigt, at deres veje skulle krydses på et sted som dette, for stranden opsøgte han som regel, når han ønskede at være selv med sine tanker. ”Har jeg da gjort dig noget ondt, andet end bare at være til stede her?” spurgte han næsten ligegyldigt. Sådan som hun gik i forsvar, så var det jo heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at fortsætte nogen samtale, for hvem gad snakke med en, når det kun var en mur af forsvar man blev mødt af? Som en slave, kunne han skam godt forestille sig, at der skete meget for hende, også fordi at han jo faktisk kendte det selv.. Han havde faktisk gjort hvad han kunne, for at lette sit liv på den måde, som han nu kunne, og det havde bare ikke altid virket som han ville. Temmelig frustrerende faktisk. ”Kan du da sige mig imod? En smuk kvinde, er da noget som enhver anden mand ønsker at have ved sig.. både personligt og i sengen. Tag det som du vil.. I min verden, er det et kompliment,” fastholdt han kortfattet, som han egentlig bare lod hende passere og søge mod byen i stedet for. At hun så skulle stoppe op igen, tog han sig ikke af som sådan, ikke før hun faktisk henvendte sig til ham i stedet for. ”I så fald, så skal jeg da ikke afholde dig fra at opsøge andre steder, før skibet igen søger mod det åbne hav,” afsluttede han endeligt, inden han igen vendte sig mod hende. Han var slet ikke ude på at gøre nogen noget ondt, men at tage ordet ’undskyld’ i sin mund, var slet ikke noget som ville komme på tale i det hele taget! Han var ikke en følelseskold mand, selvom det måske kunne se sådan ud.. Det var bare ved at være lang tid siden, at der var nogen, som havde fået den side frem i ham, men det var dog ikke helt umuligt. ”Jeg ser ikke nogen grund til at ændre mig for folk. De må leve med mig som den mand jeg er, eller vende ryggen til mig og gå. Jeg er ikke ude på noget, hvis man ikke giver mig en grund til det.. Desuden ser jeg ikke nogen grund til at gøre noget ved et individ, som jeg ved hvordan har det..” Han trak let på skuldrene. Han var skam ærlig. Han havde sine små tricks i ærmet måske, men selv en ærlighed, vægtede han selv ganske højt. At hendes ord var ment som et råd, tog han ikke så højtideligt. Han stolede ikke på nogen længere, og det var der en række gode grunde til. ”Hvis det var et råd, så takker jeg,” afsluttede han, med noget som et sted nærmest kunne minde om et smil, også fordi at han slet ikke var ude på, at gøre hende ukomfortabel. Han ønskede ikke at hun skulle gå direkte i forsvar, selvom han havde forståelsen for det, med det som skete som slave på et skib. En historie og fortid, som han selv, slet ikke ønskede at tænke for meget over. ”Ønsker du at blive hængende, eller søgte du ind mod byen?” spurgte han videre. Måske en anelse krævende.. Men det var bare den mand han var.

[Deleted]

”Det har du ikke, nej,” svarede Jarniqa roligt. Sandt var det nemlig, at han ej havde gjort hende fortræd, som han end ikke havde forsøgt at lægge hånd på hende nu. Det var hun også kun glad for, da det ej skulle undre hende, hvis hun i så fald havde forsøgt at løbe. Hun gav dog ikke manden en længere line, fordi han ikke havde gjort hende ondt. Der var nemlig endnu det faktum, at han ej havde en god fremtoning, som man ikke just kunne sige, at førstehåndsindtryk var hans stærke side. Han havde nemlig en skræmmende adfærd, som hans udseende ej var rent, og så talte han i en tone, som var han ligeglad med folk. Det var derfor ikke en fremtoning hun brød sig om, men det havde hun vel også allerede indikeret for ham? Det virkede dog ikke som om, at han vægtede hendes tanker synderligt højt. Øjenbrynene kunne hun ikke lade være med at skyde i vejret, som hun fandt hans kompliment så upassende, som noget kunne være. Hun gik nemlig dagligt med frygten for at blive voldtaget, og at denne mand så komplimenterede hende med det, kunne hun slet ikke rumme! ”Jeg vil langt hellere sætte pris på at høre, at du finder mig smuk, end at mænd vil se mig i deres seng,” endte hun ærligt med at sige, som denne mand tydeligvis ikke havde forstand på kvinder! Det skulle end ikke undre hende, hvis hun var den eneste kvinde, han nogensinde havde mødt. Han opførte sig i hvert fald sådan, og hvis han havde mødt andre end hende, havde han formentligt skræmt de andre væk med sine kommentarer. En bedrift han var på nippet til at få hende til, som hun bestemt ikke ønskede at være i en ubehagelig situation! Dem havde hun allerede nok af. At han ej ville afholde hende fra at søge væk, rystede hun blot på hovedet af. En spøjs mand var han i sandhed. Det virkede ikke just som om, at han var interesseret i en samtale med hende, og dog var det ham, der havde henvendt sig til hende. Det fik hende også til at blive lidt endnu. ”Du ser muligvis ingen grund til at ændre dig for folk, men hvis du ønsker at have folk i den nærhed, burde du derimod tage det til en nærmere overvejelse.. Og ja, det var ment som et råd,” sagde hun roligt. Det lød ikke just som om, at han ville tage hendes ord til eftertanke, men det måtte være hans eget problem. Han skræmte nemlig folk væk, som han også var på nippet til at skræmme hende væk. Det var kun hendes gode hjerte, der fik hende til at blive. Hans efterfølgende krævende spørgsmål, satte desuden hendes godhed i dilemma, for en hård mand var han tydeligvis, og hun vidste ikke just, om hun brød sig om det. Hun kunne dog ikke lade være med at undre sig over, hvorfor han var således. Der måtte nemlig være en årsag til, at han var så spydigt anlagt. ”Ønsker du, at jeg bliver?” spurgte hun ham i stedet, som hun besvarede hans spørgsmål med et nyt. Lige umiddelbart gav han hende nemlig en del blandede signaler, om hendes selskab var ham ønsket eller ej, og hun var her ikke just for at lege julelege.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det kunne meget vel være, at Matthiel forgav at være ligeglad med folk som han passerede på sin vej, og et sted, så var det jo ikke just nogen løgn, for det var han. Alle så ikke ham, så hvorfor skulle han skænke dem en tanke? Desuden havde han ikke gjort denne kvinde noget, og han havde ikke lagt så meget som en finger på hende, så derfor fandt han det vel bare passende at lade hende gå, siden hun allerede havde stemplet ham som en ulv i fåreklæder? Ikke fordi at han brød sig om det stempel, når han egentlig bare forsøgte at få ordentlig styr på sit eget liv. ”Netop. Du har ikke nogen grund til at frygte mig, før du selv vælger at skænke mig en grund for det,” fastholdt han med en ganske kortfattet stemme. Kvinder havde ganske vidst aldrig været hans kop the, selvom han nu altid havde nydt at have dem i sengen. Ganske vidst var det bedste, når de selv ønskede det, så i hans forstand, så var det hele faktisk ment som et kompliment. En smuk kvinde i sengen.. kunne en mand da nogensinde ønske sig noget bedre end det? At hun ikke tog det som nogen god ting, kunne han virkleig ikke tage sig af, for det var hendes holdning mod hans, og hvorfor skulle han da tage sådan hensyn? Det var slet ikke noget som lå til ham. ”Tag det som du vil eller lad være. Jeg er nu temmelig sikker på, at din herre må være enig med mig,”sagde han endegyldigt, inden han igen vendte blikket mod hende. Han tog det nu ikke tungere af den grund, for hun var jo stadig fri til at gå, hvis det var det som hun var interesseret i. ”Hvorfor ændre sig for et andet individ, som alligevel vender en ryggen? Gør en ondt eller lignende? De må lære at tage mig som den mand jeg er, ellers skal de være fri til at gå.” Det var jo stort set den samme situation, som han havde placeret hende i, i og med, at han havde valgt at give hende muligheden at gå, eller blive, hvis hun ville. Desuden talte han ud af sin egen erfaring. Isobel havde hadet ham, taget ham til sig på sit skib, også selvom det havde været under tvang, og nu stod han pludselig uden noget som helst. Var det underligt, at det var svært for ham at kapere? Ved hendes spørgsmål, vendte han sig roligt mod hende endnu en gang, hvor de mørke øjne søgte direkte til hendes skikkelse. Hvad han ville, var yderst sjældent noget som folk faktisk tog hensyn til, så det var han jo slet ikke vant til, hvis han skulle være helt ærlig. Et selskab ville gøre godt, også selvom han nok ikke vidste hvordan han skulle være omkring det.. Og han brød sig faktisk ikke om den uvished. ”Jeg vil ikke have noget imod, hvis du gjorde,” svarede han efter en længere pause, for.. hvad skulle han da sige? Folk tog aldrig hensyn til ham mere, og derfor gjorde han jo egentlig bare hvad han selv ville.

[Deleted]

Jarniqa var vel det man kunne beskrive som den usikre type, men det tog hendes liv også æren for. Derfor forholdt hun sig mistroisk overfor den fremmede mand, da hun ej ønskede at brænde fingrene på ham. Det var bestemt ikke alle hun agerede således over for, som hun fra start af sagtens kunne agerer munter og mild, men det havde hans fremtoning desværre ødelagt. Derfor holdt hun også fast i, at han skulle moderere sit væsen, da han i hendes hoved blot ville skræmme flere end hende væk, hvis han fortsatte i denne dur. Sørgeligt ville det desuden være, hvis han virkelig ikke var denne slem mand, som han forsøgte at fortælle hende. ”I så fald vil jeg tage dig på ordet,” sagde hun stille, som hun indvilgede i at give ham en chance, hvis han virkelig ikke var ude på at gøre hende fortræd. Guderne måtte også vide, at hun havde brug for selskab, der ej var ude på at gøre hende ondt. Derfor forsøgte hun sig nu, samtidig med, at hun blot håbede, at han talte sandt. Stram blev hun dog i minen, da han vovede at nævne hendes herre. Det var nemlig ikke længe siden, at den mand havde ønsket hende i sin seng, og det var en tanke hun bestemt ikke behøvede at have i sit hoved! Desværre plantede han den i hende, hvilket fik hende til at løsrive blikket fra manden, så hun i stedet kunne betragte det krystalklare hav. Selv måtte hun nemlig bruge en stund på at trække vejret, som det bestemt ikke var ord hun ønskede at høre. Hun vidste nemlig, at de var rigtige. Kaptajnen ønskede hende i sin seng, ligesom resten af besætningen.. det var trods alt af den årsag, at hun var blevet slavinde. Det var først ved hans efterfølgende ord, at hun kiggede i hans retning igen. ”Hvem siger overhovedet, at de har i sinde at vende dig ryggen? Man skal desuden lukke en ind, før det kan ske, og det tvivler jeg på, at du gør,” sagde hun ærligt. Det var måske hårdt sagt, men manden var også af en spøjs substans. Selv kendte hun ikke til hans liv, og hun tvivlede ærlig talt også på, at det ville ske, ud fra den person han viste hende. Han forekom nemlig utroligt indelukket og bitter, og det var utroligt, når hun end ikke havde gjort ham noget. Som han vendte blikket mod hende fra sin plads i sandet, så hun ej bort. Hun var ikke just vant til at se folk i øjnene, da hun ej havde tilladelse til det på skibet, men det gjorde hun vel med ham? Underligt var det altid at være ude i det fri, da omvæltningen altid var der, ved siden af hendes plads på skibet. Det var dog en omvæltning hun hellere end gerne tog imod, når den blev hende budt. ”I så fald.. så bliver jeg,” sagde hun endelig, og med de ord vovede hun sig forsigtigt tættere på ham igen. Helt tæt gik hun dog ikke, da der endnu var en meter eller to mellem dem, da hun endelig stoppede op. Hun vidste sig trods alt ikke helt sikker på ham endnu. De uskyldige blå øjne, tog hun ej fra hans ansigt, som hun langsomt lod sig glide ned i en siddende stilling igen. ”Fortæl mig, hvem du er,” endte hun opfordrende og mildt at sige.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel kunne virke som en hård mand, men et sted så ønskede han jo egentlig bare det samme som alle mulige andre, men det var bare ikke fordi at det var en mulighed som han havde. Han bed tænderne en smule sammen. Hun irriterede ham et sted, også fordi at.. hun var så meget i forsvar, at han ikke vidste, om det var noget som han kunne bryde eller hvad det var, så han valgte vel bare at opgive den kamp på forhånd. ”Udmærket,” sagde han ganske tilfredst. Han havde ikke nogen grund til at gøre denne kvinde ondt, for hvorfor skulle han? For det første, var hun en kvinde, og for det andet, så var hun slave, ligesom han selv havde været, så han havde jo slet ikke nogen grund til at skulle gøre det, for det var jo bare.. for det første pinligt, men også nedladende overfor et kvindeligt individ. Han havde gjort sig sine egne erfaringer med denne slags, og derfor handlede han som han gjorde. Hun vidste ikke hvordan det var, eller hvordan det føls, og derfor havde hun slet ikke nogen anelse om hvorfor han var den mand som han var i denne stund, og det var skam også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han kneb øjnene let sammen. Hun kunne prøve at overbevise ham om så meget som hun ville, men det ville bestemt heller ikke have lov til at virke, for hans vedkommende. ”Min erfaring fortæller mig anderledes,” begyndte han kortfattet. Ikke fordi at han ville diskutere det, men hvis hun ikke ønskede at være på skibet, så burde hun da også vide hvordan det var at blive.. ja, udnyttet? Misbrugt på sit vis? ”Det virker ikke som du ønsker at søge tilbage til skibet.. Vil du da stå fast på, at folk ikke ønsker at gøre dig noget ondt? Vende dig ryggen, når de har fået hvad de vil?” spurgte han ganske sigende. Det var ikke fordi at han var den som gav folk det største indblik i hans liv, eller hvordan han havde det, men han formodede lidt, at hun vidste hvordan det var. At hun spurgte ind til hvad han ønskede, var lidt noget som han ikke havde forestillet sig, at nogen ville spørge ham om, og derfor havde han vel bare reageret på den måde, som han nu havde? Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det vildeste med. At hun valgte at blive, glædede ham et sted. ”Okay,” sagde han roligt. Der var dog ikke noget i hans stemme som indikerede glæde eller det modsatte, for han vidste ikke, om det var noget som han skulle udvise eller ikke, men det var vel også noget som alt sammen skulle komme med tiden? Hun virkede forsigtig, så han valgte at blive siddende, selv da hun valgte at komme tættere på ham. Han fulgte hende dog med blikket, men uden at virke truende.. Han forsøgte da om ikke andet, selvom det jo faktisk var en smule svært selv for ham. ”Hvem jeg er..? Ingen specielt længere.. Det kan man vel godt kalde mig.. Mit navn er Matthiel,” afsluttede han. Et navn havde han, men det var vel det eneste efterhånden?

[Deleted]

En chance var Jarniqa skam villig til at give manden, og det beviste vel også en ting eller to om hende? Hun havde det måske svært med manden, men alligevel mente hun, at folk skulle have en chance. Det kunne trods alt være, at manden ønskede det bedste, men blot var socialt handicappet. Det sidste vidste hun allerede med sikkerhed, for hans fremtoning var nemlig på ingen måde den rette. Slet ikke når hun intet havde gjort ham. Hun valgte dog at blive, som hun tog ham på ordet om, at han ej var ude på at gøre hende fortræd. Selv vidste hun udmærket, at ord var lette at tage i munden uden at mene dem, men alligevel håbede hun på det bedste. Ens håb blev vel en anelse naivt, når man konstant var udsat for elendighed? Blikket endte hun at drage væk fra ham, og ned mod sine hænder, der legede med hinanden, som han nævnte skibet for hende igen. Hun ønskede på ingen måde at drøfte sin miserable tilstand. Hun var nemlig både ulykkelig og flov ved den, men intet kunne hun gøre. Hun kunne ikke stikke af, og hun kunne ej heller købe sig ud. ”Hvorfor skulle nogen ønske at gå frivilligt tilbage til sit fængsel?” lød det kortfattet fra hendes side af, hvor det denne her gang var hende der talte med en tonløs stemme. Skibet ribbede nemlig alle gode følelser ud af hende, men det var også fordi, at det var, hvad hun sagde. Et fængsel nemlig. Hun havde ingen forbrydelse gjort, som hun blot havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og nu bød hun dagligt for det. ”Jeg gider ikke tale om det,” hørte man hende derefter sige, og det mente hun. Hun gad ikke drøfte med denne mand, at hun dagligt blev misbrugt og derefter smidt tilbage til arbejdet, som om intet var hændt. Hun kendte ham nemlig ikke, og det var desuden en del af hendes liv, som hun dagligt forsøgte at fortrænge. Derfor ønskede hun ikke at drøfte det i sin fritid, og var det virkelig så underligt? Derfor sagde hun ikke mere til den sag, som hun derimod valgte forsigtigt at nærme sig ham, for derefter at tage plads i det gyldne sand igen. Rart var det i sandhed at mærke det bløde og dog den faste jord under sig igen, og derfor lod hun sine bare tæer grave sig ned mellem de bløde sandkorn. Det var en følelse hun nød hvert et øjeblik af, da hun vidste, at hun ville tilbringe flere timer til søs, end hun ville tilbringe dem til lands. Det var vel også den eneste gode side ved at være slave? At man værdsatte alting langt mere, end hvad man ellers ville have gjort. Prisen for det var dog al for stor. ”Ingen specielt længere? Hvem var du da før?” spurgte hun ham, hvor hun ej kunne undgå at lyde en anelse nysgerrig. Det var også fordi, at han talte så pokkers spøjst! ”Mit navn er Jarniqa,” endte hun med at fortælle ham, skønt han ej havde spurgt om det. Det var ej et navn hun hørte mange tage i brug, som besætningen på skibet enten kaldte hende for kvinde, eller gav hende sleske kælenavne. Det var derfor kun slavinderne der kaldte hende ved navn.