A beautiful day or is it?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var ikke særlig god til det sociale, og det erkendte han gerne, for han havde aldrig været den mand med den største omgangskreds, og det havde aldrig forholdt sig anderledes. Han havde altid holdt sig alene, passet sine ting, og nu stod han jo så fuldkommen alene, efter Isobels bortgang. Tanken nagede ham, for han havde pludselig ikke rigtigt noget at bruge sit liv på, og det var jo slet ikke hans hensigt, at det skulle gå sådan ud over denne kvinde. Hun var uden tvivl lys af sig, det kunne han jo godt mærke på hende, også fordi at hun gik sådan i forsvar. Hun gav ham chancen og hun valgte at blive, hvilket jo faktisk passede ham selv ganske fint, for hvad andet kunne han da gøre? Han ville ikke tage hendes frihed fra hende, nu hvor hun tydeligt endelig havde den. "Hvorfor søge tilbage dertil, når der ikke er nogen herre til at rive i den læderkæde om din smukke hals?" spurgte han. Personligt, ville han have taget hver en mulighed, for at komme derfra, hvis han kunne, og specielt hvis det havde forholdt sig sådan, at han ikke kunne fordrage at sidde i de situationer selv. Det forvirrede ham faktisk, og specielt fordi at det var tydeligt at høre på hende, at det var en situation og tilværelse, som hun slet ikke brød sig om. Hvorfor så ikke tage muligheden, når den var der, og så komme derfra?
Det var ikke nogen hemmelighed, at Matthiel engang, havde været en større mand, end hvad han var i dag, og det gjorde det jo kun mere flovt for hans vedkommende, og han måtte erkende, at han direkte hadede den tanke. "En anden mand end hvad jeg er nu. Før havde jeg hus og have.. Ja sågar en slave selv," fortalte han ærligt, idet han så mod hende ien. Hun havde sat sig. Ganske vidst et stykke fra ham, men han var endnu i stand til at føre en samtale med hende, selvom han måske skulle hjælpes en god del på vej, da det slet ikke lå til ham personligt, at skulle snakke med nogen i det hele taget. Hendes navn. Jarniqa. Et smukt navn, og han kunne lide det. Han vendte de mørke øjne mod hende igen. Nok et af dem, som var mere besværlige at huske, også fordi at han vel.. ikke regnede med at se hende igen, hvis hun var en slave ombord på en skude? "Et højst usædvanligt navn må jeg sige.. Ikke typisk Dvasiansk.. Jeg formoder at du er Procianer..? De er ellers begejstret for denne form for navn.." Denne gang gjorde han måske sit eget forsøg på at føre en samtale, så det ikke bare blev hende som skulle gøre hele arbejdet, og ham som bare skulle sidde og besvare en masse spørgsmål. Roligt lod han sin ene hånd glide om endnu en smuk og glat sten, som han kærtegnede med sin tommel. Smut havde han aldrig lært at slå med dem, så den fløj bare i en ellers elegant bue, og direkte ned i vandet med et 'plop', for så at synke til bunds istedet for. Stranden havde han altid været glad for, også fordi at det ikke var særlig besøgt af andre mennesker, og det kunne han godt lide.

[Deleted]

Hvad der funderede rundt i denne mands hoved, vidste Jarniqa ikke, men som han ønskede, at hun blev, samtidig med, at han lovede hende, at han ej var ude på skrammer, var hun villig til at give ham en chance. Intet ondt væsen var hun, og et sted kunne man vel sige, at slaveriet gjorde hende mildere. Det gjorde nemlig, at hun kendte til den værste elendighed og ej ønskede, at folk sad inde med lignende følelse som hende. Det lignede dog ikke, at denne mand var slave, som han nærmere lignede.. tja.. en hjemløs. Beskidt var han nemlig og ej i de bedste klæder, men det fik hende ej til at stikke halen mellem benene, som hun derimod satte sig ved ham. At han antydede, at hun ligeså godt kunne flygte for sit slavebånd, når nu hun gik frit, fik hende til at slippe et sørgmodigt suk. Hun ville ønske, at det var så vel. Blikket tog hun fra ham, hvor hun lod sine slanke fingre glide igennem det varme sand, der nærmest svømmede mellem hendes fingre. ”Jeg ville ønske, at det var så ligetil,” sukkede hun, inden hun igen skævede til ham. ”Ser du.. Jeg kan ikke flygte, selvom det måske ligner, at jeg kunne, og selvom det er i mit ønske. Da jeg havde været på skibet tilstrækkeligt længe, kastede min herre en besværgelse over mig. Det er både en sikkerhedsforanstaltning, og så lader den mig også gå et vist stykke væk fra skibet. Jeg kan derfor ikke gå, så langt jeg vil, og jeg kan ej blive væk, så længe jeg vil. Når tiden er inde, vil magien rive i mig og tvinge mig tilbage, om jeg vil det eller ej.” Sand var hendes fortælling, hvor den både måtte være hende en plage og en velsignelse. Fantastisk var det nemlig at blive tilbudt lidt af landjorden i tide og utide, men forfærdeligt var det, at hun altid ville vide, at det ej var for evigt.
Forbløffet – og med et snert af væmmelse – så Jarniqa på ham, som han fortalte, at han engang havde været mere betydningsfuld end dette. Det var ej huset og haven hun væmmedes ved, men derimod slaven han engang havde holdt. Det var nemlig ingen hemmelighed, at hun var imod slaver, da det ikke burde være tilladt, at et andet individ frit kunne røve en anden persons frie vilje. Det ville dog næppe ophøre, da modbydelige personer altid ville have et ønske om at have andre til at trække deres tunge læs. ”Hvad skete der? .. Siden du mistede al det?” spurgte hun ham, som det selvfølgelig gjorde hende nysgerrig. Hun gik dog ud fra, at det formentligt var en handel der var gået galt, og at han derfor havde mistet sine værdier. At han fandt hendes navn usædvanligt, var der ikke just noget at sige til, da hun ganske rigtigt hverken var herfra Manjarno, eller Dvasias, som han også nævnte. ”Det undrer mig ej, at du er ej bekendt med sådanne navne, hvis ej du er fra de egne, men jo.. Engang kom jeg fra Procias. Deres skove for at være helt præcis,” fortalte hun ham roligt, hvor der måtte være et snert af længsel at spotte i hendes øjne. Hun tvivlede dog på, at hun ville finde hjem igen. Det krævede nemlig, at hun enten blev solgt til en prociancer, eller at hun blev sat helt fri. Det sidste var dog næsten helt usandsynligt, da pirater kun tænkte på rigdomme. Derfor ville de formentligt have noget for hendes afsked. ”Hvor stammer du selv fra? Herfra Cetiul?”

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var en mand som var lidt sin egen, og det havde han været igennem rigtig mange år, og specielt efter han var endt på skuden for Isobels magt, som han ikke rigtigt havde været i stand til at gøre noget ud af, af den grund. Nu var han alene, han havde ikke rigtigt nogen om sig, så ja, han gjorde hvad der passede ham, selvom det nok var noget som skræmte folk væk fra ham, hvilket var noget som i princippet passede ham ganske fint, for så vidste han da, at han ikke skulle ende skuffet igen. Et sted var det jo bare en sikkerhedsforanstaltning for ham selv? Han lyttede til hendes ord. Selv havde han været slave, men det havde tydeligvis været under helt andre foranstaltninger, end hvad hun lige var, kunne han forstå. Han trak vejret dybt. Det gjorde det hele langt mere problematisk, hvilket han godt kunne se. ”Det lyder da.. problematisk. Du er ikke kendt med nogen, som kan bryde den magi? Den lyder for mig, nu ganske.. simpel..” Han havde kastet selv det, som var langt værre end det, men det var nu heller ikke noget som han ville fortælle hende om, da han havde været en ganske.. forfærdelig mand, når det kom til den slags, og det vidste han jo godt.
Matthiel var ikke andet end ærlig overfor hende, og han mente det, når han sagde, at han havde haft det hele, og han havde mistet det. Grunden derimod, var også grunden til at han var påpasselig med at lukke nogen tæt på sig i det hele taget. En slave havde han haft, og det var – tro det eller ikke, hende som havde væltet ham af pinden til sidst. Han vendte blikket koldt i retningen af hende. Følelser var ikke noget som lå naturligt til ham på nogen måde, og det var svært i det hele taget bare at finde rem bare sådan uden videre. ”Jeg blev taget bagfra af en magt, som jeg ikke lige havde set komme.. Slaver er ment for at ligge i bunden ikke? Hun kæmpede sig op, fik mig slået ned, ombord på en skude, hvor hun var kaptajn.. Det frarøvede mig alt af værdi.. Nu har jeg intet tilbage,” svarede han ærligt, næsten blot afventende til at hun ville grine af ham, for det var næsten det, som han var vant til, når han fortalte sin historie, og derfor var det heller ikke noget som han delte med mange, men.. med en procianer, kunne det vel ikke være farligt? ”Jeg har hørt det skulle være et smukt sted,” sagde han endeligt, som havde det været en opfordring til hende, om at dele det med ham. Han rystede på hovedet til hendes ord. ”Nej.. Fra det gamle Imandra. De døde skove og den tørre bund. Jeg har boet stort set hele mit liv i New Dale,” forklarede han. Før han var kommet ombord på skuden om ikke andet.

[Deleted]

Trist var latteren der gled over Jarniqas læber, som han kaldte de magiske lænker for simple, og at hun blot skulle finde en magikyndig til at bryde dem. I hendes øjne så det nemlig håbløst ud. Hun kendte ingen andre end besætningen, eller.. udover dem var der de borgere – som Matthiel – som hun kortvarigt faldt i snak med på sine udflugter. Derfor tvivlede hun på, at hun blot kunne finde en magikyndig, og selv hvis hun fandt en der ville, havde hun sine tvivl om, at det var så simpelt igen. Det skulle nemlig ikke undre hende, hvis kaptajnen havde været snedigere end det. ”Hvem skulle jeg kende? Du gættede det selv.. Jeg er en slave.. Så hvilke andre magtfulde personer, skulle jeg kende, end mine fangevogtere?” lød det fra hende, hvor hun ikke lagde skjul på, at det syntes håbløst for hendes vedkommende. Det ville desuden ødelægge hendes psyke, hvis hun håbede for meget på, at hun inden længe ville blive sat fri. Så hellere tage tingene, som de var. Derfor tog hun blot en dag ad gangen, og indtil videre var hun kommet gennem dem. ”Nej.. Jeg tror, at den største sandsynlighed for, at jeg slipper væk fra skibet, er hvis jeg bliver solgt videre.”
Nysgerrigt lagde Jarniqa øre til Matthiels livsberetning. En beretning der måtte overraske hende, da han fortalte hende, at han var gået fra magt til ingenting. Ironisk forekom det hende, at han var blevet taget ved næsen af sin egen slave, men håb gav det hende vel også? Håb om, at hun selv en dag kunne gøre oprør mod sin kaptajn og derfra slippe bort. Hun behøvede ej at tage rigdommene fra The Cursed Baron, kun sin frihed. Det var den hun så brændende ønskede sig. ”Ironisk, at du som rigmand blev revet ned til en slaves stand,” sagde hun, som hun ikke just følte medfølelse med ham. Han havde nemlig været slaveejer, og derfor befandt han sig på den forkerte side af; gode og dårlige personer. Hun hadede slaveri, og ønskede det forbudt! Men det gjorde denne mand tydeligvis ikke, som han selv havde holdt dem. En tanke hun kun kunne væmmes ved. ”Hvordan kæmpede din slave sig op?” spurgte hun ham i stedet, som det til gengæld måtte fange hendes interesse. Det kunne trods alt være, at hun fik en række gode ideer. Blikket lod hun tavst rettes imod bølgegangen, som han snakkede om Procias, som var det et smukt sted. Ifølge hendes drømme, var det som at være i himlen. Desværre kunne hun ikke sige, om det virkelig var tilfældet, da hun ikke havde været der i umindelige tider. ”Jeg har ikke sat min fod der i omkring 30 år, så jeg er vel næppe den korrekte person at spørge..,” sagde hun stille i en ærlig tone. Nej, Procias var kun et minde for hende nu. Et utroligt smukt minde. ”New Dale? Fortæl mig, hvordan Imandras hovedstad er. Det er ej længe siden, at vi var i Det Gamle Peula, men New Dale har jeg aldrig sat min fod i,” sagde hun opfordrende. En nysgerrig kvinde var hun, og derfor var hun villig til at lægge øre til, hvad hun ej kendte til. I hvert fald så længe at det lå indenfor hendes interesse.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Var lænkerne enkle at få på, var de som regel også temmelig enkle at få af, hvis man kendte til smutvejene, som visse personer gjorde, så selv ikke den triste latter, var noget som Matthiel tog særlig højtideligt, for det var jo tydeligt for ham, at denne kvinde ikke virkede til at være særlig overbevist om at hun ville være i stand til at få sin frihed tilbage igen. Hovedet lod han søge let på sned. Han kendte måske ikke selv nogen, men han skulle da ikke kunne udelukke, at han ved lidt hjælp, og vejledning, sagtens selv kunne fjerne dem, men det krævede jo bare, at hun lod ham komme tæt på, så han kunne undersøge dem. Selvom han måske ikke var den mest kendte alkymist, så kunne han jo alligevel en ting eller to. ”Du befærder dig på land, men forsøger end ikke at opsøge muligheder for at genvinde din egen frihed?” spurgte han en kende uforstående. Hun havde måske sin fangevogter, men som nu, hvor hun gik rundt på egen hånd, uden at have andres øjne i nakken, hvorfor ikke forsøge at gøre sin andel af indsatsen? Det forstod han da slet ikke! ”Sidder man og venter på den oplagte mulighed og på at andre skal komme og redde den smukke skønjomfru, er det nok desværre sådan det ender,” svarede han ærligt. Det der synes-synd-på-mig-noget, det gad han virkelig ikke.
Matthiel var ganske ærlig omkring sin historie. Hans slave fra den tid, havde valgt at tage flugten, da hun havde fået muligheden, og det havde jo så til gengæld bidt ham kraftigt i røven. Han havde holdt dem, og nu hvor han selv havde været en del af dem, så var det bestemt ikke en tankegang som man kunne sige, at han dyrkede mere. ”Hun var dygtig.. tog flugten, da hun fik en mulighed for det, og det gav pote.. Jeg endte som hendes slave ombord på hendes skude.. Og der var jeg frem til hendes død,” fortalte han sigende. Efter at have været slave igennem temmelig lang tid, ombord på en skude hvor han faktisk var endt med at trives godt, så var det svært for ham at finde ud af noget at lave nu, når han havde været vant til så meget andet i en helt anden boldgade. ”Hold mig for nar, når hun løb ærinder for mig. Samlede sig en gruppe, skaffede sig et skib. Fik mandskabet til at styrte huset og slå mig ud.. Jeg vågnede i cellen under dæk,” svarede han. Umiddelbart havde han tendenserne til magi, men ikke som en warlock, så han havde ikke kunne stille noget op af den grund. Hendes procianske baggrund, var uden tvivl noget som fascinerede ham meget. ”En skam.. Har ellers hørt, det skulle være smukt på denne tid af året,” fortalte han sigende. Han smilede let for sig selv. Hun var nysgerrig.. Og en som alligevel havde vist sig at blive så svær at snakke med alligevel, og det kunne han godt lide. ”Det er en flot by, hvis du begiver dig ned af stræderne og de mange gader. Der er boder og handler stort set overalt. Byen er præget af lys.. Selv i nattens tid.. Det er en by som skal opleves,” fortalte han med et stille smil på læben. Det var faktisk ved at være længe siden, han selv havde sat foden der.

[Deleted]

At han ej forstod sig på hende, kunne Jarniqa vitterligt ikke gøre noget ved. Hun ønskede skam ikke at leve resten af sine dage som slavinde på The Cursed Baron, men alligevel kunne hun intet gøre ved, at hun aldrig havde stødt på en magikyndig, der ville kunne fjerne de magiske lænker fra hende. Om en magikyndig overhovedet ville være i stand til at hjælpe hende, vidste hun end ikke, som det var meget muligt, at der lå mere bag besværgelsen end som så. ”Hvis jeg en dag skulle støde på en magikyndig, ville jeg uden tvivl lade forespørgslen falde. Det er dog ikke så ligetil, som du muligvis går og tror. Der er nemlig sjældent overtal af personer i de havne, hvor vi lægger til,” svarede hun. Sandt var det hele skam, som hun ej var bleg for at spørge, hvis muligheden skulle byde sig. Sandt var det også, at havnene de lagde til ikke just var overbefolket, men det var også fordi, at folk ofte blev bange og flygtede ved synet af et piratskib. Kloge personer. Hun trak på skuldreren. ”Det er ikke just, hvad jeg venter på, men det er, hvad jeg ser, som min bedste mulighed,” svarede hun ærligt. Slavinder kom og gik nemlig på skibet, og derfor ville det ikke være unaturligt, at hun blev solgt videre. Det ville dog ikke være frihed, hun ville få, men et nyt ejerskab, og derfor måtte end ikke den løsning være det bedste for hendes vedkommende. Hun anså det dog for at være bedre at være til lands end til søs.
Underligt fandt Jarniqa det, at hun sad med en mand, der førhen havde holdt slaver. Det var en tanke der var til at brække sig over, da det kun var væmmelige personer, der gjorde således, og var han derfor en væmmelig skabning? På historien kunne hun dog også forstå, at han havde lært lektien, som han selv var blevet til en, og derfor kunne man kun håbe, at hans syn på slavehold havde ændret sig. ”Siden du har prøvet begge veje, hvad er din holdning så til at holde slaver, og at være slaver? Nu har du trods alt både været den, der svang pisken og den, der fik frarøvet sin frie vilje,” spurgte hun ham direkte. Hun var nødt til at vide det! Hvis han endnu ikke kunne se problemet i det, tvivlede hun på, at hun kunne blive siddende her med ham. Hun havde nemlig ikke brug for et selskab, der var som kaptajnen og resten af hans elendige besætning. ”Det lyder som en kløgtig kvinde. Det er dog også lettere at styrte én mand end 50,” lød det fra hende. Det var uden tvivl et flugtforsøg hun ej ville glemme, men svær for hende syntes den at være at præstere. Det var nemlig utroligt mange mænd, der stod i vejen for hende. På den anden side var det muligvis en mulighed, at man kunne få revet kaptajnen og Joshia – warlocken der havde kastet besværgelsen – til side, og derfra tvinge dem til at give hende sin frihed. Det var dog ikke noget, som hun ville blive i stand til at præstere på egen hånd. Hun smilede skævt. ”Jeg husker somrene som eventyrlige, men det må uden tvivl være for det bedste, at man selv søger dertil,” fortalte hun. Det gjorde ondt, at hendes hjemstavn ikke længere stod hende soleklart, men det var der intet at sige til, når nu hun ikke havde sat sin fod der i 30 år. Hun drømte dog om, at hun en dag ville vende tilbage dertil igen. ”Det lyder som en flot by, men jeg har også kun hørt gode historier om den på min vej. Hvorfor er du ej vendt tilbage, når nu du har genvundet din frihed?” lød det interesseret fra hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde svært ved at forstå at hun bare ville sidde ned og vente, i stedet for at forsøge at finde en, som faktisk ville være i stand til at hjælpe hende, for det var noget som hun uden tvivl havde brug for. Han lyttede til hendes ord. I hans øjne, så havde hun slet ikke gjort nok, men det måtte hun jo selv om. Hun virkede så ikke til at være en som ville fri. I stedet for at sidde her på stranden, så hellere søge efter en som kunne hjælpe, for det var det som han uden tvivl ville have gjort. Men alle havde vel hver deres måde at reagere på i de forskellige situationer? ”Folk frygter det af oplagte grunde. Kun tåber vil befinde sig ude, når et skib af den kaliber lægger til havn.. Hvor langt fra skuden kan du bevæge dig?” spurgte han. Et sted var det jo faktisk en realistisk interesse, som han havde fået til hende, for han var jo fascineret af hendes historie. ”Du venter bare på at blive solgt videre? Er et hvad du bruger livet på?” spurgte han en kende roligt. Det var da i sig selv, slet ikke en tankegang som han forstå sig det mindste på.
Nu hvor Matthiel havde oplevet det at holde slaver, men også været en, så havde han uden tvivl ændret sin holdning og mening hvad dette angik, og det var noget som han uden tvivl var glad for, for det gjorde ham vel, til det som mange ville kalde for en bedre mand? ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg bryder mig ikke om begrebet ’slaver’, eller at være en.. opføre mig som en, eller holde en, for den sags skyld,” svarede han ærligt. Man skulle næsten prøve at være en slave selv, før man gjorde sig nogle holdninger eller meninger omkring det – det var sådan at han havde det om ikke andet, for det havde uden tvivl været en forbandet hård omgang, selv for hans vedkommende. Isobel havde været mere kløgtig og klog, end det som han lige havde taget hende for, og det var noget som naturligvis kunne irritere ham i dag. ”Det var hun ja.. Dengang,” svarede han ærligt. Mulighederne var der for dem, som ville tage den, og det var jo bare at gribe dem, når man havde muligheden. Han smilede svagt. Procias havde han hørt, skulle være utrolig smuk på denne tid af året. ”Jeg er desværre bange for, at det er umuligt at betræde Procias, hvis man ikke har en adgangsbillet dertil. Han rystede let på hovedet. Han vidste det faktisk ikke. [colo=orange]”Skal jeg være ærlig…? Så ved jeg det ikke.. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver her.. Turen hjem er vel bare… lang..” sagde han med en varsom stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Turen var lang, det var det med at finde overskuddet til det. ”Jeg vil gerne dertil en dag… men jeg må erkende, at jeg føler mig hjemme langs vandet nu,” fortsatte han ærligt.

[Deleted]

”Det er det, og derfor er det desværre de færreste jeg møder på min vej. Det er de færreste der vil have med pirater at gøre, og for det forstår jeg dem udmærket. Jeg ville også have flygtet, hvis jeg var dem..,” sagde Jarniqa i en ærlig tone, inden hendes ansigt gled over i tænksomme folder. ”I denne by kan jeg for eksempel bevæge mig lidt udenfor selve bebyggelsen, ellers mener jeg, at jeg kan bevæge mig indenfor en radius af 3 kilometer. Det er ikke meget, men det er også kun tiltænkt, så jeg kan gøre indkøb til skibet i de byer, vi lægger til.” Det var ej megen line hun fik, men igen, hun var også blot en slavinde, og derfor skulle hun holdes i en kort snor. De andre besætningsmedlemmer kunne derimod gå hen, hvor end de ville, og det misundte hun dem for. De var der dog også af egen fri vilje, hvor hun var der af tvang. Derfor ville hun også have stukket af, hvis hun ej havde haft det magiske bånd om sig. Blikket vendte hun imod ham. ”Jeg vil ikke sige, at jeg venter på noget, for hvis jeg venter på noget, drømmer jeg om noget, og drømme går meget let i stykker, når man har mit liv. Derfor tager jeg blot en dag ad gangen, og føler glæder og sorger ud fra det.” Det var muligvis et liv, han ej kunne sætte sig i forståelse for, men det var om end sådan hun levede. Andet ville nemlig blot gøre det sværere for hende, og hun ønskede ikke at få det hårdere, end hvad godt var. Derfor gjorde hun sig ikke de store forhåbninger, selvom hun selvfølgelig ønskede, at hun en dag slap bort.
Usikker havde Jarniqa været med ham, men tilfreds måtte hun blive, med hans svar. Han måtte desuden have en fornuftig mening på det punkt, når nu han havde været på begge sider af vejen. Selv mente hun nemlig ikke, at man måtte holde slaver, hvis ikke man selv havde prøvet det, og derfor vidste, hvad jobbet indebar. Derfor hadede hun også sin herre, da han hundsede rundt med slavinder, straffede dem, satte dem til modbydeligt arbejde, skønt han ikke selv havde prøvet det på egen krop og sjæl. ”Din holdning glæder mig selvfølgelig.. Du har prøvet begge liv, og ved derfor, hvad begge dele vil sige,” sagde hun roligt, inden hun valgte at fortsætte mere tøvende og forsigtigt. Hun vidste nemlig ikke, om det næste ville gøre ham vred, og når hun normalt set gjorde folk vrede, udøvede de vold på hende. ”Jeg… Jeg vil ikke sige, at det er synd for dig, at du mistede alt. Jeg vil nærmere sige, at det var en behøvet livserfaring til det der er bedre. Når det så er sagt, håber jeg selvfølgelig, at du får trukket dig op igen.” Ærlig var hun i sin tale, og ondt mente hun det ej, og derfor håbede hun blot, at han ej blev arrig på hende. Hun var desuden endnu usikker på hans temperament, da hun tidligere havde fundet ham faretruende, og derfor havde hun det kun fint med, at de sad med lidt mellemrum til hinanden. Intet sagde hun til hans ord, om hans tidligere slavinde og herre, men inspireret følte hun sig skam af kvinden. Hun vidste dog, at hun ikke kunne tage flugten præcis som hende, hvis det da overhovedet var muligt. ”En skam, hvis blot du ønsker at nyde naturen.. Jeg har dog også hørt, at der skulle være smukke punkter i Manjarno. Jeg har dog ikke selv besøgt dem, da jeg i tiden inden skibet kun færdedes i Procias,” fortalte hun, som om hun ønskede at hjælpe ham. Ondt gjorde det dog, da hun selv ønskede at se stederne, men selvom hun ikke kunne, ønskede hun ej at holde andre tilbage. Slet ikke når de var frie som ham. Hendes hoved faldt undrende på sned. ”Turen er muligvis lang, men medmindre du har arbejde her i Manjarno, er der vel intet til at holde dig tilbage,” lød det fra hende. Blikket vendte hun dog mod havet, som hun pludselig forstod, hvorfor han blev, som han fortsatte sin tale. ”Hvis du føler dig hjemme langs vandet, hvorfor søger du så ikke hyre på et skib?”

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

”Har du intet af værdi, så har man som regel intet at frygte.. Historierne om de store pirater er mange, men af hvad jeg har erfaret, så er det de færreste, som formår at leve op til det, som i mine øjne, ikke er noget andet end simple vandrehistorier,” forklarede han med en ganske ærlig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Nu som det var sagt, så var han selv blevet glad for havet, selvom det pirateri ikke rigtigt var noget som gav nogen mening for hans vedkommende. Forfærdeligt måtte det uden tvivl være, at tænke på, at man ikke kunne bevæge sig frit, men at man var direkte nødt til at blive i nærheden af skibet hele tiden, og var tvunget tilbage til det, når skibet igen lagde fra land. ”Det må da være forfærdeligt at være fri til at gå og alligevel bundet til hvad en anden beder og beordre dig til..” endte han med en ganske sigende mine, da han vendte blikket mod hende. Selv følte han ikke rigtigt at hun gjorde sin indsats, hvis det virkelig var hendes frihed som hun havde i hovedet, og som hun værdsatte mest, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Drømme er kun til for at knuses.. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har drømt en.. De er som regel uopnåelige, men kan dog give den drivkraft, som skal til, for at man faktisk kan komme det videre i sit liv. Uden drømme, kommer man ingen vegne..” Selv det var han ganske bestemt på, for det havde han jo selv erfaret undervejs. Nu havde han jo selv intet tilbage fra sit eget liv.
Matthiel så ikke nogen grund til at være andet end ærlig overfor hende, nu hvor hun selv spurgte ind til det. Man havde et standpunkt til man tog et nyt, og det var det, som han også havde gjort i denne stund. Han havde været for slavehold i mange år – til han selv havde oplevet, hvordan det var på den anden side. ”Jeg lærte på den hårde måde, det kan man vidst godt sige. Jeg ændrede mening.. Jeg har intet imod at folk arbejder under andre, men det skal være menneskeligt.. og ikke det umnenneskelige arbejde, som jeg selv fik hende til.” Det var ikke fordi at han ville sige, at han skammede sig over, at have haft sit eget slavehold, for det gjorde han ikke, og det erkendte han skam gerne. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang og med et roligt smil. ”Kender man ikke andet, så bliver man hurtigt blind for hvordan tingene egentlig forholder sig. Jeg lærte som sagt på den hårde måde, og det er ikke noget som du skal have ondt af. Jeg klarede mig jo, og jeg lærte noget, som jeg sikkert aldrig ville have lært ellers.” Han havde virkelig lært efter alt dette, og det erkendte han gerne, og det var tydeligt, at det var en tanke som behagede hende. ”Procias skulle efter sigende være det smukkeste på denne tid af året. Jeg ville gerne se det. Jeg elsker at færdes ude. Skove specielt, er noget som ligger mig nært til hjerte..” Han vendte blikket ud over vandet med en tænksom mine. ”Jeg har intet nogen steder.. Jeg laver småtricks for lidt håndøre i ny og næ.. I dette vejr, sover jeg udendørs.. Jeg har overvejet det mange gange. Jeg kunne lide at være ombord til sidst.. Den friske luft i ansigtet. Jeg er bare ikke til handelsskibe.. Jeg vil opleve noget.. Og jeg har ikke fundet et sted, som jeg har fundet passende endnu,” fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Jarniqa nikkede medgivende til hans ord. Sandt var det, at pirater ej var til at frygte, hvis ikke man havde noget af værdi. Desværre havde de fleste det, da de fleste holdt sig selv kært. Pirater plyndrede nemlig ikke kun, som de også bortførte, som de havde gjort med hende. En kidnapning hun aldrig havde slippet bort fra, skønt hun længe havde fantaseret om det. ”Jeg vil nu mene, at min herre er en af de værre. I hvert fald, hvis man som jeg, er en af de personer, der ej ser sig enig i hans gøren.” Selv brød hun sig ikke om pirateri, og derfor brød hun sig ikke om, hvad hun dagligt blev udsat for, og hvad hun dagligt så. Lidt af hvert havde hun desuden oplevet, da det ej var få år hun havde brugt til søs. I hendes øjne spildte år, som hun ikke ville kunne få igen. ”Det er forfærdeligt at føle friheden, og så ikke at føle den alligevel.. Det smerter mig at søge ud og vide, at jeg skal vende tilbage igen, men alligevel kan jeg ikke lade være med at søge ud,” sagde hun stille. Hun nød oprigtigt at komme ud, men alligevel var det hende en torn i øjet at vide, at hun skulle bort igen. Det gjorde, at hun ikke kunne gøre, som hun ønskede. Det gjorde også, at hun dårligt nok kunne møde personer, eller hun kunne sagtens snakke med dem, men det var også det. Hun var nemlig altid på farten, fordi skibet var det. ”Jeg har skam drømme om, at jeg engang vil finde tilbage til Procias igen.. Jeg ved dog, at det ikke er op til mig at opfylde dem, da jeg ej er herre over mit eget liv længere. Du siger måske, at jeg blot skal finde en magikyndig, men så simpelt er det ikke.. Det hele er langt sværere end som så.”
Det var ikke fordi, at Jarniqa havde noget imod det at have en tjener. Hun havde noget imod det at have en slave. En der uvilligt blev sat til elendigt arbejde, som hende selv. Hun ønskede nemlig ikke at skrubbe dækket rent, for mænd der alligevel tilsvinede det, og ej værdsatte det. Ej heller gad hun kokkerere til mænd, der blot åd det, som var svin, mens hun knapt nok fik noget. Det værste var dog, at hun blev tvunget til at have samleje med dem, og selvom hun var nymfe, og derfor skabt til at være intim, så brød hun sig ikke om, at hun ikke selv måtte vælge. ”Hvad satte du hende til?” spurgte hun, som hun ikke kunne holde nysgerrigheden borte. Hun fandt det dog også fascinerende, at han var en tidligere rigmand med slavehold, der senere selv var blevet nedgraderet til en sølle slave. Som han rent faktisk smilede til hende, som hun afgav sin vovede mening, mærkede hun faktisk, hvordan roen lagde sig over hende. Hans opførsel gjorde hende rent faktisk glad, som det glædede hende at føle retten til at sige sin mening. Det glædede hende desuden også at høre, at han var blevet en bedre person med årene. ”Der vil altid være dem, som har brug for at lære tingene på en noget hårdere måde.. Min herre er uden tvivl en af dem.. Det glæder mig blot at høre, at du i hvert fald har fået øjnene op for en anden livsholdning, end den du før gik inde med,” sagde hun ærligt i en rolig tone. At han ligesom hende havde skoven kært, fik et oprigtigt smil til at glide frem på hendes læber. Et smil der helt lyste hendes ansigt op, og gjorde hende om end kønnere at se på, end hvad hun før var. ”Procias er smuk på alle døgnets timer og årstider.. Jeg boede engang i dets skove, med græsset under mine tæer og trækroerne oppe over med hovedet,” udtalte hun i en varm røst. ”Jeg har ej lyst til at foreslå, at du skal søge hyre på et piratskib, men der skulle være skibe med mænd på opdagelsesrejse. Hvis ikke det er at opleve noget, at søge nye byer og lande, ved jeg ikke, hvad var jeg ellers kunne foreslå dig til søs,” fortalte hun roligt, som hun lyttede til, hvad hans ønsker var.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det kunne godt være, at man ikke skulle frygte piraterne, hvis man intet havde af værdi, og nu hvor Matthiel ikke var kendt med hendes herre, så kunne han jo kun gå ud fra sine egne erfaringer og de mange vandrehistorier, som man havde hørt som lille. Ja, selv dem havde han jo fået med sig. ”Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen kaptajn på nogen piratskude, skulle kunne leve op til vandrehistorierne, Niqa… Må jeg kalde dig det?” begyndte han med en rolig stemme, for løgn var det bestemt heller ikke i den anden ende. Som det nu var sagt, så havde han det egentlig ganske fint med at snakke med hende, for det var.. rart ikke bare at sidde alene. Han nikkede. Han forstod hende jo så til gengæld godt. ”Det ville forundre mig kraftigt, hvis du ikke søgte ud i det hele taget. Nyd det når man kan, ikke sandt?” begyndte han med en ganske rolig stemme. Når det nu var sagt, så forstod han slet ikke at hun gjorde sig de tanker om de ting som hun gjorde, for hun var da endnu herre over en del af sit liv, for andet kunne det da slet ikke være. ”Jeg vil ikke påstå, at selv i slavehold, at det hele er drømmeløst.. Jeg forstår mig måske ikke helt på problematikken som du sidder i, men der kan altid gøres noget.. Om ikke andet, så kan meget af tingene forebygges,” forklarede han med en ganske sandfærdig mine.
Slavehold var en helt anden ting, end at holde en tjener. En tjener fik løn for sine handlinger, og det var slet ikke noget som man kunne sige, at en slave gjorde. Han havde været strid ved Isobel, og det vidste han godt, og det som han havde fået hende til, var ikke ligefrem noget som han kunne sige sig at være stolt af, for det var han da på ingen måde, om man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende igen. ”Ting som jeg ikke kan sige at være stolt af. Alt jeg kunne gøre, for at håne og nedgøre hende,” svarede han med et kort skuldertræk. Han nikkede igen. Han havde lært på den hårde måde, men når man havde oplevet det hele fra den anden side, så var det vel heller ikke så underligt igen? ”Jeg lærte i hvert fald. Det kan vi godt sige,” sagde han roligt. Han endte med at vende sig mod hende. Det var jo heller ikke fordi at han ville sidde der og tage af hendes sparsommelige tid her på land, hvis hun havde andet hun hellere ville. Se noget måske? Ja, det lå ikke til ham at tænke i de baner, men n hvor han vidste hvordan hun havde det, så.. var sagen også en smule anderledes for hans vedkommende. ”Procias skulle nærmest efter sigende, være grøn året rundt. Jeg kunne forestille mig, at det er et smukt syn,” sagde han roligt. Han førte hænderne roligt op foran sig og betragtede sine beskidte lange negle. ”Jeg tvivler på at nogen vil lade mig komme ombord.. Ja, se på mig.. Der er ikke rigtigt noget at prale af, og jeg er møgbeskidt, har intet tøj, har ingen penge eller noget at tilbyde dem for at tage mig med sig. Det er nu bare en drøm jeg går med. Jeg vil bare gerne tilbage til havet.”

[Deleted]

”Og hvad er din forestilling, når det kommer til min kaptajn og resten af besætningen?” spurgte Jarniqa ham nysgerrigt, når nu han tvivlede på, at et piratskib kunne leve op til historierne. Hun kunne så heller ikke vide, hvilke fortællinger han havde hørt, da der uden tvivl var mange i omløb. De blå øjne søgt ned mod det gyldne sand, som hendes hånd roligt legede med. Niqa? Det var vel, hvad man kunne beskrive som et personligt kælenavn. Sådan et havde hun aldrig haft. Det var dog også de færreste der kaldte hende ved navn. ”..Det må du vel,” sagde hun langsomt og med et kort skuldertræk, som hun gav ham tilladelse til at kalde hende for Niqa. Hendes blik faldt tilbage på hans ansigt igen. ”Det er i hvert fald sådan jeg tænker,” medgav hun roligt. Nok brød hun sig ej om ideen om, at hun skulle vende tilbage til skuden, men alligevel kunne hun ikke holde sig fra følelsen af frihed. At han valgte at fortsætte med, at hun sagtens kunne opnå fuld frihed, måtte irritere hende en anelse. Ikke fordi, at hun ikke ønskede friheden, for det måtte guderne vide, at hun inderligt gjorde. Problemet var nærmere, at han tog det, som var det ingenting. Utroligt simpelt, og det var det ikke. ”Og hvordan vil du da mene, at jeg kan forebygge?” spurgte hun ham stilfærdigt. Selv havde hun nemlig svært ved at se, hvordan hun kunne gøre tingene anderledes, end hvad hun allerede gjorde dem.
At han havde været strid og hård imod sin slavinde, gjorde ondt på Jarniqa, skønt hun end ikke kendte kvinden. Ondt af hende fik hun dog, som hun selv kendte til det at være slavinde og blive hånt og nedgjort. Det fik hende desuden til at spekulere over, om Mattiels slavinde havde været udsat for det samme som hende. Der fandtes nemlig forskellige måder at holde slaver på, og personligt mente hun, at hun blev udsat for det ringeste arbejde. Hun nikkede svagt med hovedet. ”Det vigtigste er, at du er stoppet nu,” sagde hun stille, hvor det både var et svar på hans første og anden sætning. Det var også virkelig det vigtigste, da Matthiel nu havde prøvet det på egen sjæl og derfor vidste, hvad han havde gjort, og at han nu angrede det. Selv håbede hun også skjult på, at det engang ville ske for hendes kaptajn og hans besætning, da de uden tvivl fortjente det! ”Jeg husker det også selv, som er det et frodigt land. Hvordan det har ændret sig gennem tiden, kan jeg dog ikke sige,” sagde hun ærligt, som det desværre var mange år tilbage, at hun havde været en fri kvinde og havde vandret gennem sit hjemland. Hendes blik endte med at blive fanget af hans beskidte hænder, som han trak dem frem. Hun kunne uden tvivl forstå, hvad han mente, og det var trods alt også af den grund, at hun havde været en anelse tilbageholden, da hun først havde kastet et blik på ham. ”Dit udseende er det mindste problem. Medmindre du kan lide at rulle dig i mudder, er det blot at vaske dig og dit tøj, enten i havet her eller i en sø.. Det kan godt være, at du ej har rigdomme at tilbyde folk, men du har din erfaring, og er det ikke det vigtigste, når man er om bord på et skib?”

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel trak let på skuldrene. Lige hvad han skulle tro omkring hendes kaptajn, vidste han ikke. Han vendte blikket i retningen af hende igen. ”Hvorfra skulle jeg vide det? Jeg har bare til nu, ikke oplevet at der har været nogen som har levet op til rygterne om den berygtede sørøverkaptajn og hans frygtelige og store skude. Jeg vil hellere møde din kaptajn og dernæst besvare dit spørgsmål,” sagde han med en rolig og alligevel ganske kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som han var særlig lukket overfor. Han var direkte.. meget direkte, og det var mange som havde svært ved at vide, hvordan de egentlig skulle tackle det. Han nikkede. Kælenavnet fik han lov til at give hende, hvilket passede ham fint, for så var det nemmere for ham at huske hendes navn. ”Så langt, er jeg enig med dig.” Det var faktisk rart at sidde og snakke med hende, og det var noget som han meget gerne erkendte. Han betragtede hende sigende. Man burde nyde og gøre brug af alle de ressourcer og muligheder som man havde, for at komme ud af det. Det var det som Isobel havde gjort, og han havde jo set, at hun uden tvivl havde fået noget ud af det. ”Tillad mig at sige det, men i mine øjne, virker det kun til at du venter på at blive solgt videre, uvidende om den dag nogensinde kommer,” sagde han ærligt.
Man kunne ikke ligefrem sige at Matthiel var stolt over hvad han havde gjort, for det var han ikke, nu hvor han selv havde oplevet det at være en slave. Han nikkede. Han var stoppet med det, og det var bestemt heller ikke fordi at han ville sige, at han ønskede sig tilbage til det liv, som han havde haft dengang. ”Lige mine ord..” Han rejste sig roligt op endnu en gang, kun for at bevæge sig ned til vandet. Vandet var blevet et sted, som han følte sig hjemme, og det var vel også derfor at han ikke søgte tilbage i retningen af New Dale? Skulle han være helt ærlig, så vidste han ikke hvorfor han ellers blev her, men.. han følte sig hjemme her, af en underlig grund, selvom han ikke havde noget fast sted at opholde sig. ”Jeg tvivler stærkt på at den årlige cyklus har ændret sig. For din skyld, håber jeg lidt, at du får muligheden for at vende hjem til det igen.. ” Han vendte sig mod hende endnu en gang. Selvom han var kold i minen, så kunne hans øjne sagtens fortælle en anden historie, selvom det var det som man yderst sjældent lagde mærke til først. ”Det er det eneste sæt jeg har, og jeg ønsker ikke at vaske det i saltvand, og turen er lang herfra og til de store søer, men du har ret.. Jeg kender bare ikke nogen som vil lade en fattiglus af en alkymist komme med ombord på deres skib. Desuden er min erfaring ikke så stor, for så lang tid tilbragte jeg ikke ude på havet.. Ellers en skam.” Han trak let på skuldrene, inden han roligt søgte ned til vandet, hvor bølgerne let slog op over hans bare fødder. End ikke et sko var han ejer af.

[Deleted]

Jarniqa fnøs dæmpet. Ikke ligefrem på grund af ham, men nærmere grundet tanken om sin kaptajn. ”Jeg tvivler på, at du bare kan træde ind til audiens hos ham. Han er frygteligt … storsnudet, når det kommer til folk der ser ud som dig. Han vil formentligt enten ignorere dig, prøve at slå dig bort eller sælge dig,” fortalte hun ham sandfærdigt, som hun oprigtigt tvivlede på, at der ville være en ide for Matthiel at søge hendes kaptajn. Selv tænkte hun nemlig, at det blot ville gå værst ud over ham selv, og det var hun alligevel ikke interesseret i, selvom hun ikke rigtigt kendte ham. Den tanke afhang dog ej heller af kendskab, men om hun brød sig om sin kaptajns opførsel, og om hun ville have, at andre blev udsat for det, som hun oplevede. Kortfattet endte hun med at trække på skuldrene til hans ord. Hun brød sig ikke just om hans mening, men det måtte også være, hvad det var. ”Det er meget muligt, men det er også fordi, at jeg anser mine muligheder for at være bedst der,” sagde hun afsluttende, da hun ikke gad diskutere den sag med ham. Selv mærkede hun nemlig blot, hvordan det gjorde hende irriteret, og det gad hun bestemt ikke spilde sin dyrebare fritid på! Hun brød sig nemlig ikke om hans belærende tone, som om han meget bedre kendte til hende og hendes liv, end hende selv.
Opmærksomt fulgte Jarniqas blå øjne ham med blikket, som han forlod sin siddeplads i det bløde sand, for i stedet at føre sig tættere på havet. Blidt brusede det ind over sandfladen og vædede det, inden det trak sig bort igen. En af de mest naturlige rytmer i denne verden. Smukt var det, men hvis hun skulle være ærlig, var det en cyklus hun var mere end træt af. For hendes vedkommende behøvede hun aldrig at spotte havet igen, og hvis hun nogensinde blev fri fra sit slavebånd, ville hun næppe søge tilbage til kysterne igen. Både fordi, at hun havde set nok hav igennem årene, og fordi, at hun ville frygte, at hun ville blive slæbt om bord på et skib igen. Landemidterne var derimod områder hun glædeligt ville holde sig til, og særligt skovene. Hendes elskede og savnede skove. ”Og det er ligeså mit håb,” erkendte hun roligt, som det næppe var den helt store overraskelse. Hun havde nemlig ikke lagt skjul på, at hun hadede sit nuværende liv og ønskede sig tilbage til sit gamle. Det kunne man formentligt heller ikke klandre hende for. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig håb, men det kan jeg næppe, hvis det du siger, er korrekt. Jeg er klar over, at man skal se anstændig ud, hvis man ønsker hyre. Ligeså ved jeg, at man skal kunne tilbyde erfaring,” sagde hun stilfærdigt, mens hun betragtede, hvordan han bevægede sig helt ud i havet. ”Hvad lavede du før i tiden? Inden du fik frataget al værdi..,” spurgte hun ham. Det kunne trods alt være, at han gamle erhverv kunne gavne ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var skam ikke fordi at Matthiel havde nogen intentioner om at skulle opsøge hendes kaptajn for at få sig en audiens, for han vidste at det nok ikke ville være en ting som der ville komme noget godt ud af. Han kendte ikke mande, og ud fra hvad hun fortalte, så var det skam heller ikke af den kaliber, som han havde lyst til at stifte nogen som helst former for bekendtskaber med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Ud fra hvad du fortæller mig, vil jeg heller ikke mene, at det er en mand værdig mit selskab. Jeg ønsker ikke at underlægge mig en, som går ind for slavehold.. Og han kan da lige prøve på at sælge mig. Jeg er ikke en genstand,” endte han med en langt mere fast og bestemt tone, for han fandt sig bestemt heller ikke i at blive snakket til eller om på den måde! Nu hvor han havde været en slave selv, så vidste han pludselig godt hvordan det var, og den tanke, var næsten noget som han måtte finde skræmmende. Alene det at han selv havde gjort det dengang, selvom han måske var en hård mand ude på, så havde han faktisk taget ved lære af det. I hans øjne, så gjorde hun ikke nok for sin frihed, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han rynkede let i panden og trak på skuldrene. Han var på ingen måder enig med hende, men han ville heller ikke skændes med hende, for det ville sikkert bare få hende til at gå. Og det ville han ikke. ”Det må du selv om. Jeg synes personligt bare ikke at det er nok,” sagde han med en stemme næsten præget af en skuffelse. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være!
Vandet slog let over Matthiels fødder og let op af hans ben, så hans bukser blev våde, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen. Efter hans tid på havet, selvom den ikke havde været særlig lang, så følte han sig skræmmende vel tæt ved det, og han ønskede faktisk at komme ud på det igen. ”I så fald så håber jeg for dig..” Med hendes indstilling til livet og til hjælp, så vidste han allerede nu, at han ikke var i stand til at hjælpe hende. Igen vendte han blikket mod hende. Han havde skam slet ikke noget imod at hun spurgte sådan ind til ham, for han kunne faktisk godt lide den interesse som blev lagt i det. Han trak let på skuldrene. Det var jo et sted næsten pinligt, men han kunne jo lige så godt få det sagt, for han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det uanset hvad, om det var noget som han nu ville det eller ikke. ”En mand med en fod indenfor handel med Dvasias og Manjarno. Jeg ved ikke om det er gået op for dig, at jeg er en mand af mening og holdning, og er temmelig glad for at tale? Det var hvad jeg levede af dengang,” fortalte han sandfærdigt, inden han igen vendte blikket mod vandet. Tanken og drømmen om at komme derud igen, ville han på ingen måder opgive, men det ville bestemt heller ikke blive for enhver pris.