A beautiful day or is it?

[Deleted]

At Matthiel ikke ønskede at møde Jarniqas kaptajn, forstod hun godt. Hun ville nemlig ikke selv gøre sig med pirater, hvis hun havde muligheden for selv at bestemme det. Den eneste grund til, at hun var omkring dem var nemlig fordi, at hun intet valg havde. Det var nemlig ej gode mænd, som de derimod var modbydelige, og det var ikke den person hun selv var. Hun var en blid og varm sjæl, men hun tilhørte også en af lysets racer, samt hun kom fra lysets land. Derfor var det ej utroligt, at hun ej heller brød sig om pirateri. ”Jeg tror, at min kaptajn mener, at alt andet end ham selv er en genstand. Han forstår sig ikke på andre personer.. Kun på sig selv. Jeg vil derfor heller ikke klandre dig for at mene, at det ej er en mand, som du vil mænge dig med. Det ville jeg ej heller gøre, hvis jeg selv havde magten til at bestemme,” sagde hun roligt. Kaptajnen var en væmmelig mand, skønt hun ligeså måtte indrømme, at han ej var den værste, man kunne ryge i sengs med. På den front havde hun nemlig prøvet lidt af hvert, og det var bestemt ikke en bedrift hun var stolt af! Blikket holdt hun ikke på ham, som han sagde, at hun ikke prøvede nok. Det måtte han om. Selv mente hun, at hun gjorde, hvad hun kunne. Det var nemlig de færreste personer hun mødte, og aldrig havde hun mødt en magtfuld en. Stederne de nåede til, var desuden ofte øde, da ingen brød sig om pirater. Derfor forlod de klogt nok byen i den tid, som skibet lå til havn. ”I så fald må det glæde dig at vide, at det ej er dit tab,” sagde hun kortfattet for at lukke samtalen af. Han kunne være ligeglad med, hvad hun gjorde og ikke gjorde, for hun betød trods alt intet for ham. Hun betød intet for nogen.
Medgivende nikkede Jarniqa med hovedet. Hun håbede ligeså brændende på, at hun en dag ville blive fri og derfor ville være i stand til at vende tilbage til Procias. Det var utroligt, hvordan hun savnede det land og dets skove, men det var nu engang sådan det var. Blikket lod hun opmærksomt følge ham, som han bevægede sig længere ud i vandet. Selv blev hun roligt siddende i sandet, som hun ikke delte hans passion for havet. Hun var vel det man kaldte for en rigtig landkrabbe. Derfor var det næsten ironisk, at hun var den der var på havet, og han var den der var på land. Selv ville hun ønske, at de kunne bytte plads, og dog ønskede hun ikke for nogen, at de var en slave. ”..Og det kan du ikke benytte dig af i dag? En ting er jo, at du mistede dine penge, men dit talent mistede du vel ikke,” sagde hun stille. Hvad han præcist havde lavet, var hun ikke helt sikker på. En blanding mellem en handelsmand og en talsmand måske?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var en mand som udtalte sin mening, og selvom han måske ikke havde mødt hendes kære Kaptajn endnu, så troede han altså ikke på at manden kunne være så slem. Naturligvis opfattede hun ham sådan, men det var jo heller ikke ligefrem underligt, i og med at hun var underlagt ham som en slave. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han var måske væmmelig, men det var bestemt ikke ensbetydende med at han var direkte grusom i alles forstand. Der skulle specielt meget til, når det kom til Matthiel, men det var jo en helt anden snak. ”Det er den form for tankegang som fører til fald, kan jeg sige dig.. Jeg tænkte det samme, og se hvor jeg endte. Jo højere oppe man er, jo dybere vil man falde.. Før eller siden, så skal turen nok også komme til ham,” endte han med en ganske stilfærdig stemme. Nu hvor hun virkede til at blive temmelig utilfreds, så måtte han alligevel vende blikket mod hende. I princippet kunne han jo være fuldstændig ligeglad, og han måtte jo erkende, at det jo også var hvad han var. Han himlede med øjnene. Kvinder skulle også altid blive så tøsefornærmet, når man valgte at åbne munden, men det måtte hun jo så selv om. Det var og blev ikke ligefrem hans problem. ”Du er utilfreds,” bemærkede han endeligt. Han forstod ikke hvorfor. Hun gjorde jo ikke ligefrem noget andet end at vente på at blive solgt videre. Det gav hende da slet ikke hendes frihed.
Havet var blevet en af Matthiels store passioner, og han erkendte gerne, at han ville derud igen, men det ville bestemt heller ikke blive med slavehold, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han kneb øjnene sammen. Han forstod skam godt at hun i hendes situation, ønskede sig af skuden og tilbage til de procianske skove i tryghed og sikkerhed, men at det ville blive svært.. Specielt hvis hun havde den form for valgfrihed, som hun alligevel havde, for den kunne han bestemt heller ikke sige sig, at have ombord, da han havde været der. Han var og havde været halvstor indenfor handel med de øvrige lande, og dermed været med til at placere Imandra på landkortet, selvom det var ved at være temmelig lang tid siden, så kunne han ikke gøre det største ved det. Han så ned af sig, og derefter mod hende. Der var absolut intet ved ham som indikerede at han havde været en mand med en god pengepung før i tiden, og folk ville uden tvivl have svært ved at tro og stole på det. ”Er der noget ved mig, som indikere at jeg var en handelsmand, Niqa? Jeg kan sikkert udnytte det til at komme ombord, men jeg vil ikke være en slave eller noget som bare udnyttes. Jeg vil være nyttig.. Det er en helt anden ting. Jeg er en fattiglus som stiller krav til den kommende skude, hvis jeg skulle være med ombord, og hvilken kaptajn vil efterkomme det?” spurgte han. Han tvivlede stærkt på, at det var noget som selv hendes kaptajn ville være med til.

[Deleted]

Selv håbede Jarniqa inderligt på, at Matthiel havde ret i, at Alvaros fald ville komme. Selv hadede hun den mand, som han var pest i hendes øjne. Han havde gjort hende til sin slave, hvilket end ikke havde ligget i hans ret. Hun havde engang været en fri kvinde, og end ikke en sølle en af slagsen, som hun rent faktisk havde haft et godt liv. Et liv som nymfer nu engang levede. Nu var hun ikke længere fri, som hun derimod blev tvunget til at gøre ting, som hun bestemt ikke ønskede, for modbydelige mænd. Alle var formentligt ikke af samme mening som hende, når det kom til kaptajnen, da der var dem der frivilligt havde sluttet sig til ham, men alligevel tvivlede hun ikke på, at størstedelen af de almene borgere ville være af hendes mening. At kaptajnen var grusom, som pirateri var forfærdeligt. ”Jeg håber, at du har ret. Det er i hvert fald, hvad han har fortjent med alle de liv, som han har ødelagt,” sagde hun stilfærdigt. Desværre var det ikke op til hende at vælte kaptajnen, som hun kun var en person. Hun ville muligvis kunne få 5 andre om bord – de andre slavinder – men alligevel ville det være dem imod resten af den store besætning. Elendige odds der blot gjorde, at man lod være. At han opdagede, at hun var utilfreds, var hvad det var. Hun brød sig nemlig ikke synderligt om hans stærke holdning, da hun ikke følte, at det stemte overens med, hvad hun kunne udarte. ”Kommer det som en overraskelse?” svarede hun blot, uden at hun kiggede på ham, som hun selv blot betragtede sig af havet.
Matthiels passion delte Jarniqa bestemt ikke! Hun foragtede havet, hvor hun vitterligt ikke forstod, hvorfor han ville tilbage til det, når han havde haft samme lod som hende. Hvis hun en dag blev fri, ville hun nemlig aldrig sætte sin fod på et dæk igen! Derfor spekulerede hun også, om hans slaveskab havde været ligeså slemt, som hendes havde været. Hun tvivlede faktisk stærkt på det. Et sted måtte han nemlig have nyt det, siden han savnede at være i de omgivelser. Det valgte hun dog ikke at sige højt, som det blot forblev hendes tanker. Øjnene lod hun stirrende glide op og ned ad hans krop, som han spurgte, om han havde en snert af handelsmand over sig. Nej.. Det havde han ikke. ”Du ligner måske en, men du kan vel bevise, at du har forstand på det, og derfor på den bevise dit værd? Og jeg ved godt, hvad du ligner, men har du nogensinde forsøgt at søge hyre, eller er det blot en tanke du har kastet fra dig på forhånd? Du kan jo først vide med sikkerhed, at du ej kan bruges, når du har fået et afslag,” sagde hun roligt. Selv vidste hun ikke, hvad han brugte sine dage på. Måske forsøgte han at søge arbejde.. måske gjorde han ikke. Måske sad han hver dag på stranden her og blot håbede, at noget ekstraordinært ville ske.. måske gjorde han ikke.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Mænd som følte at de var på top, var som regel også dem som led det største fald, hvilke Matthiel havde set mere end en gang, så det var ikke noget som han tog så tungt igen. Han selv led nu på bunden af hierarkiet, da han absolut ikke havde noget som helst at søge til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han lod hovedet søge let på sned. Han var enig med hende. En forfærdelig mand måtte det jo være, men om han var så grusom, tvivlede han faktisk på. At hun så sådan på det, var ikke underligt, i og med at manden jo havde gjort hende til sin slave, så at hun ville se på ham som den mest grusomme i hendes liv, var skam ikke noget som han satte spørgsmål ved. ”De største mænd lider altid det længste fald. Før eller siden så skal det nok komme. Det er umuligt altid at være flere skridt foran, så før eller siden, så kan jeg næsten garantere dig for, at han vil falde før eller siden. En mand med slavehold, får yderst sjældent lov til at lide alderdommen,” sagde han med en ganske rolig stemme. At hun så skulle blive så utilfreds, kunne han ikke gøre noget ved. Han var ærlig i sin mening, og det var hvad han så, og han var bestemt ikke videre imponeret over hendes egen indsats for sin frihed, men hvad.. det var jo ikke hans problem. ”Hvad ved jeg. Det eneste jeg ved, er at du igen er utrolig utilfreds,” svarede han kortfattet. Tanker og følelser var og havde aldrig været hans stærkeste kompetence.
Matthiels slaveskab havde måske ikke været det værste, som man kunne komme ud for, men med tanke på at det havde været hans egen slave, som havde taget ham som sin, så gjorde det jo sagen en lidt anden. Han havde desuden også siddet i en celle under dæk i frygtelig lang tid, før han i det hele taget havde fået lov til at komme ud. Det var måneder med søsyge, som han slet ikke ønskede at tænke yderligere over, for lige den del, kunne han sagtens undvære. Der var intet som kunne bevise at han var hvad han var, og derfor havde han vel heller ikke taget chancen? Desuden ønskede han sig ombord på den rette båd, så han stillede krav, og det var noget som de færreste faktisk fandt sig i. Han trak vejret dybt. Han gjorde måske ikke nok, men han betragtede.. Han stillede krav, og levede end ikke skuden op til det, så opsøgte han dem heller ikke, for at søge et hyre. Han endte langt mere stram i minen, inden han vendte sig væk fra hende igen og mod havet. ”Jeg ønsker mig ombord på et skib, hvor der faktisk hænder noget. Jeg ønsker ikke at være på en handelsskude, som sejler fra den ene havn til den næste og læsser af og på. Jeg har brug for spænding.. Ja, som på et piratskib..” Han vendte blikket mod hende igen. Et sted overvejede han for en ganske kort stund, at søge om hyre ved hendes kaptajn. Se, det kunne jo hurtigt gå hen og blive en interessant ting.

[Deleted]

Selv vidste Jarniqa ikke, om han ville få ret, men det var muligt. Pirater var også kendt for at begå mytteri før eller siden, og derfor kunne det ej heller komme som et chok, hvis besætningsmændene pludselig så sig utilfredse og forsøgte sig på et oprør. Personligt så hun dog intet formål i, at kaptajnen skulle blive udskiftet, da det alligevel ikke ville hjælpe på hendes sag. Hun ville nemlig blot få en ny herre.. og dog ville hun selvfølgelig nyde at se Alvaro få som fortjent. Igen ville hun dog vente og se tiden an med, hvad der ville ske. Det kunne nemlig endnu være, at kaptajnen havde mange gode år endnu. ”Jeg vil ikke se mig helt enig i dine ord, for der er også dem, som dør på toppen. Jeg kender dog også til pirater, og derfor skulle det ej heller undre mig, hvis kaptajnen skulle ende med at blive en af de mindre heldige. Det er en barsk verden.. Selv for dem der har valgt stien,” sagde hun stilfærdigt, som det aldrig gik stille for sig på skuden. Kaptajnen havde desuden et utroligt flyvsk humør, og derfor skulle det ikke undre hende, hvis det skulle irritere flere med tiden. Hun fnøs dæmpet, som hun ikke brød sig om den drejning, som deres møde havde taget. Det fik hende til at overveje, om hun havde gjort en fejl, da hun havde valgt at give ham en chance. ”Du ved ingenting.. Du kender mig end ikke,” endte hun næsten med at bide af ham. Selv håbede hun blot, at han ville stoppe sin snak, da han begyndte at gå hende på nerverne med den. Hun forstod heller ikke, hvorfor han overhovedet skulle begynde på det, for kunne han ikke bare være ligeglad?
At Matthiel ønskede spænding i sit liv, undrede ikke Jarniqa, da det var et ganske normalt ønske. Især blandt unge. Han ønskede en anderledes hverdag, og ej det, at man lavede det samme dag ud og dag ind. Derfor var arbejdet som en handelsmand formentligt heller ikke det rette erhverv for ham. Hvorfor han nogensinde havde besat et sådant job, forstod hun så ikke. Den sag var dog også op til ham, som hun blot lyttede og kom med råd, hvis hun tænkte, at hun kunne hjælpe til. Hun endte dog med at vrænge på næsen, da han foreslog livet som en pirat for sig selv. Hvis han ønskede hyre på et piratskib, var han ligeså slem som resten af besætningen, og det kunne hun bestemt ikke bruge til noget! Det var dog hans eget valg, som hun ej kunne bestemme, hvilket liv han ønskede for sig. ”Hvis du søger den samme spænding, som den der er på et piratskib, er der vel intet andet at gøre, end at søge hyre på et sådant et,” sukkede hun, som hun bestemt ikke bifaldt hans tankegang. Det var dog op til ham, hvordan han ville leve sit liv, men hvis han så sig selv i billedet som en pirat, var han bestemt ikke en mand, som hun ønskede at have noget med at gøre.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var nu temmelig sikker i sin sag. Det var primært dem på toppen som ville lide det længste eller største fald, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at blande sig i. Det eneste som han gik og drømte om, var dog at komme bare en anelse højere op, end der hvor han var nu, for nu følte han sig for lille og ubetydelig, og det var noget som han uden tvivl faktisk havde det ganske svært ved. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Hun beskyttede sin kaptajn på sit vis, og et sted, så var det en tanke som han ikke helt kunne forstå sig på, når det kom til hvad den mand tilsyneladende havde gjort hende. ”Som sagt de på toppen som lider det største fald. Det kan være i døden, eller bare som jeg.. til bunden,” fastholdt han. At hun skulle til at nærmest vrisse af ham, var noget som uden tvivl vakte en tydelig irritation, hvor han let knyttede næverne. Kunne hun ikke klare, at han gav udtryk for sin mening, jamen så var hun da fri til at gå, for han skulle da endelig ikke stoppe hende, hvis han var så chikanerende ved at give udtryk for sin egen mening, for den tanke i sig selv, var noget som meget hurtigt måtte frustrere ham selv en hel del. ”Jeg ved hvad jeg ser,” snappede han igen. Han så en kvinde, som sad på sin flade og ventede på at helten kom hende til undsætning. En skam, at verdenen ikke var sådan skruet sammen, for ingen hjalp hinanden længere, og det måtte hun jo bare indse. Med den tankegang, så kunne hun vel se frem til et evigt liv ombord?
Matthiel havde brug for spænding, ellers kom han virkelig til at kede sig, ligesom han at han følte han gjorde med det liv som han havde nu. Der skete ikke rigtigt noget, og han gik jo bare fra A til B, og uden at der egentlig.. hændte noget som helst. Han bed tænderne let og kraftigt sammen. Hun virkede ikke til at være synderlig begejstret for ham, hvilket han jo et sted var ligeglad med, for det var der ingen der var. Han forstod sig bare ikke på hendes tankegang, men det var vel bare typisk en kvinde i nød? Det eneste som de kunne se, var dem selv? Han havde dog højre ambitioner end at lade sig hyre ombord. Han ville ikke lade nogen koste rundt med ham på den måde, som han havde været udsat for det en gang tidligere. Hans mine forblev stram og følelseskold. ”Keder jeg dig med min snak, Niqa?” endte han efter en længe tænkepause, inden han igen vendte blikket mod hende. Selv virkede hun på ingen måder tilfreds, hvilket var noget som han kunne læse i hendes stemme, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde den største forskel for ham. Hun dømte ham vel på grundlag af hans tanker, som han dømte hende? Og synet af hende, var på ingen måder positivt.

[Deleted]

Om Alvaro ville ende på bunden som Matthiel, eller dø på toppen, vidste Jarniqa ikke. Selv håbede hun dog, at der skete det samme med ham, som der var sket med Matthiel, da han uden tvivl havde fortjent det. Hvis han mente, at det var retfærdigt at slavebinde uskyldige, var det også kun retfærdigt, hvis det samme skete for ham. Sådan så hun i hvert fald på det. Hun tvivlede dog på, at hun kunne gøre det samme som Matthiels slave, da besætningen ej lyttede til hende. Slavinderne var ligeså skræmte, og så var der dem der var blevet ligeglade. Derfor tvivlede hun på, at hun kunne gøre noget ved sin kaptajns fald. Derfor håbede hun blot på, at hun engang ville slippe væk. Måske ville hun blive så heldig, at hun rent faktisk mødte en stærk magiker, der kunne hjælpe hende ud af hendes slavebånd. Det krævede dog, at der var en magikyndig i den havn de lagde til, og hvis det skulle ske, skulle hun være ligeså heldig, som hun ville være, hvis hun formåede at finde en nål i en høstak. Det var nemlig igen ikke så simpelt, som han sagde det. ”I så fald vil jeg se frem til, hvilket et af udfaldene det bliver,” sagde hun roligt. Som det hele syntes at tippe mellem dem, rystede hun på hovedet af ham, inden hun selv skubbede sig op på benene. Hvis han alligevel ikke mente eller ville hende noget godt, behøvede hun bestemt ikke at blive. Hendes fritid var nemlig sparsom, og derfor gad hun ikke spilde den på idiotiske møder. Det begyndte i hvert fald hurtigt at slå sig fast i hende, at hun bestemt ikke kunne lide ham. ”Ja ja, hvis det er, hvad du tror,” sagde hun affejende, alt imens hun bevægede sig en anelse tættere på havbredden. Hun mærkede, hvordan vandet begyndte at søge ind over hendes bare fødder, og sænke hende i sandet, som det bølgede ind over land. Hvor han blev mere og mere stram i minen, blev hun kun ligeså. Irritationen gik nemlig begge veje. At han troede, at han kedede hende, var ikke just tilfældet. Hun så sig blot ikke enig med ham.. På nogen måde. ”Min tanke er blot, at du ikke er en tand bedre selv, hvis du overvejer at søge hyre på et piratskib.. Og eftersom jeg ikke mænges med pirater i min fritid, kan du vel godt se, hvor dette bær os hen,” sagde hun med et løftet bryn. Modbydelige personer var pirater, hvor det var hver og en af dem! Derfor gad hun ikke bruge sin dyrebare tid på Matthiel, hvis han skulle vise sig at være en af dem. Han var imod slaver? Hendes bare røv.. Han var garanteret endnu ligeså slem som dem. En gang ond, altid ond. Det var i hvert fald, hvad hun begyndte at tænke. Derfor begyndte hun også at sende lange blikke ned langs kysten. Hun gad virkelig ikke mundhugges. Hun ville blot nyde dagen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var med at nyde livet mens man havde det, og selv kunne Matthiel næsten gætte og regne sig frem til at hendes kære kaptajn ville lide faldet før eller siden, for det var det som skete som oftest, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Denne kvinde var ham dog en mærkværdig en af slagsen, som hun bare sad og nærmest ventede på at nogen ville komme hende til redning. Han ville i hvert fald personligt bruge hans fritid på lidt andre ting end at sidde og nyde tilværelsen, for hvad var der at nyde, hvis man var så træt af det? Han var en mand som var hård i meninger og holdninger, og han kunne jo tydeligt mærke på hende, at det var ved at gå hende på, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre alverdens ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han himlede ganske let med øjnene og trak på skuldrene. Hvis det ikke var noget som hun ønskede at spilde sin tid på, så var hun da fri til at tage af sted, og han skulle endelig ikke opholde hende i det tilfælde. Han kunne bare ikke have den tankegang med at man sad og bare.. ventede. Det var i hans øjne spild af tid! ”Sig mig imod, hvis jeg tager fejl,” opfordrede han hende ganske kortfattet til, hvis det var noget som hun var interesseret i om ikke andet. Han spildte vel hendes tid i hendes øjne?
Han håbede dog alligevel lidt, at han satte lidt gang i den tankegang som tilsyneladende var gået i stå, for temmelig lang tid siden, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Matthiel vendte blikket mod hende, som hun var kommet tættere på vandet og selv stod i det til fødderne var dækket, hvor han selv stod i det til knæene. Selv fandt han det beroligende at være i nærheden af vand, og det var skam også derfor at han selv ikke havde taget turen tilbage mod Imandra. Det land var i forhold til det her, slet ikke noget at prale om. At hun valgte at dømme ham på samme grundlag som hendes kaptajn, var noget som et sted gjorde ham direkte hidsig. Han trak vejret dybt og prustede frygtelig tungt ud igen, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Du vælger så at dømme mig på grundlag som din kære kaptajn, selvom jeg ikke går ind for slavehold og har lært af at være en slave selv? Jeg er ikke ude på at spilde din tid, og hvis det er hvad du føler, er du mere end velkommen til at søge bort, som du var på vej i udgangspunktet.” afsluttede han med en ganske kortfattet tone, inden han igen vendte blikket væk fra hende endnu en gang. Ja, et sted skuffet, men hvad havde han forventet? Han var blevet lidt for god til at skræmme folk væk fra sig, og det var vel også hvad han havde gjort her?

[Deleted]

Øjnene kneb Jarniqa en anelse sammen, som hun bestemt ikke brød sig om mødets drejning. Faktisk så hun kun frem til, at det ville slutte nu. Hun brød sig nemlig ikke om hans person, som han vel var hendes direkte modsætning. Han var nemlig en kold og hård mand, hvor hun var en varm sjæl. Ikke just den bedste kombination, hvis man spurgte hende. Og dog tvivlede hun på, om der var nogen der brød sig om ham. Han var nemlig ikke synderligt venlig, som han faktisk slet ikke var venlig. Derfor tvivlede hun på, at han havde mange i sit liv. Han ville nemlig hurtigt skræmme folk væk, som han nærmest skræmte hende væk. Selv havde hun i hvert fald hurtigt mistet lysten til at sidde med ham, som hun ikke just kunne se, hvad det skulle gøre godt for. Han gjorde trods alt ikke andet end at nedgøre hende, og hvorfor skulle hun spilde sin tid på det? ”Jeg er muligvis ikke tilfreds med mit liv, men hvor du muligvis kan styre hele verdenen, og lade alt indordne sig efter din mening, kan alle andre ikke det. Vi kan ikke få ting til at ske bare ved et pift,” begyndte hun i en hård tone. ”Hvis du mener, at du kan hjælpe mig, når nu det er åh så simpelt, så hjælp mig. Hvis ikke, så vil jeg venligst bede dig om at tie stille eller gå.” Ufatteligt sjældent var det, at hun talte således til folk, men denne mand gjorde ikke andet end at irritere hende. Han gjorde intet andet end at spille klog overfor hende, for at spille var hvad han gjorde. Han hjalp hende nemlig ikke just. Blikket lod hun et øjeblik vende væk fra ham, som hun blot mærkede irritationen stige, og det var ikke just en følelse hun ønskede indenbords. Hun kunne ikke overskue, at hun skulle føle sig bitter, men det fik han hende allievel til at føle. Spild af dyrebar tid forekom det hende, og derfor så hun helst, at han lod hende være i fred. Øjnene slog hun mod ham igen, som de på ny valgte at tale sammen. Dog ikke om det mest muntre emne. ”Ja. Jeg dømmer alle der er, vil være eller kan lide pirater. Jeg kender til dem, og derfor ved jeg, hvilken type de er, og det er ej en type, som man skal mænge sig med. At du kan overveje en livsstil som en pirats gør, at du selv stiller dig i den forkerte boldbane,” sagde hun sigende, som det var den ting i livet, som hun så mellem fingrene med. Hendes hoved faldt en anelse på sned, uden hendes blå øjne forlod hans ansigt. ”Hvorfor skal jeg og ikke du gå? Du hænger måske ofte ud her, men jeg var her først i dag, og derfor må jeg have retten til at blive af dig og mig.” Selv gad hun ham ikke længere, men alligevel kunne hun ikke se, hvorfor hun skulle være den, der skulle bakke væk af de to.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Jarniqa kunne tilsyneladende slet ikke klare Matthiels holdninger eller meninger, selvom det nu heller ikke forundrede ham som sådan. I hans øjne, gjorde hun bare absolut.. intet for at redde sin egen ende, og derfor havde han svært ved at forestille sig, at nogen i det hele taget gad, hvis hun ikke udnyttede sin tid på land bedre, end bare at sidde og glo på stranden. Ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i, for det var jo slet ikke hans sag, men i hans øjne, så var det jo slet ikke det værd, hvis man ikke selv gjorde en indsats for at få sin frihed tilbage! De mørke øjne gled mod hende. Hun havde jo for pokker allerede dømt ham, og det var uden tvivl en tanke som meget hurtigt kunne gå hen og gøre ham en smule sur, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hvem siger jeg vil tvinge alle under min ordning og min mening, Niqa? Jeg giver bare udtryk for den, og at folk ikke kan klare den, jamen så hæng mig for det. Dybest set, så ved du at jeg har ret.. Der kommer ikke nogen hjælp til folk, der ikke beder om den,” sagde han med en ganske kortfattet tone. Isobel havde søgt hjælpen og hun havde fået den, og prøv at se ham nu? Han led jo stadig under det! Han endte langt mere stram i minen. En kvinde skulle slet ikke komme og tale sådan til ham! Men at hun så derimod bad ham om hjælp oveni, var noget som alligevel fik ham til at vende blikket mod hende. Han kunne nu alligevel ikke undgå at tænke tanken; Hvorfor skulle han? Magen til utaknemmelighed, skulle man så sandelig lede længe efter! ”Du har ikke spurgt, om jeg kunne yde nogen form for hjælp, Niqa,” påpegede han med en kun ganske kortfattet stemme.
Jarniqa var ved at blive hidsig, selvom Matthiel forstod hende. Hvis hun havde en helt anden opfattelse af tingene, end hvad han havde, så var det da heller ikke underligt at de gik galt af hinanden, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne sige noget til som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene kraftigt sammen. Han gik på ingen måder ind for pirateri, hvor han derimod aldrig havde fået lov til at være med i land, når de var, hvor han derimod havde været tvunget til at være ombord, men der skete noget! ”Du dømmer folk skræmmende hårdt, uden at vide hvad bagtankerne er må jeg sige.. Det må være det naive væsen af en nymfe som gør det. Du kender ikke mig, eller mine intentioner om bord på en piratskude – hvis det skulle vise sig at blive en mulighed for mig..” påpegede han kun med en ganske så kortfattet mine. Var det løgn da? Hun dømte ham jo! Han så ikke nogen grund til at gå. Stedet her, var hans fristed, og hvis hans tilstedeværelse generede hende så meget, jamen så måtte hun jo bare gå. Han himlede med øjnene. Kvinder.. Der var virkelig også verdenens mest irritable ting! ”Meget vel..” afsluttede han, inden han vendte sig mod hende, inden han faktisk valgte at bukke – i ren og skær ironi og sarkasme selvfølgelig. ”På gensyn prinsese, Niqa,” afsluttede han kortfattet, inden han rettede sig op og fortsatte ned af stranden. Magen til frækhed!

[Deleted]

Skjult var det ikke just, at Jarniqa ikke brød sig om Matthiel. Irriterende fandt hun ham nemlig, som hun fandt ham kold og bedrevidende, og det kunne hun ikke ligefrem bruge til noget. Hun følte kun, at han bed af hende, og derfor kunne hun ikke se, hvorfor hun skulle tale pænt til ham i retur. På det punkt lagde hun heller ikke længere bånd om sig selv, som hun derimod havde taget en langt hårdere tone i brug, samt hun var blevet mere spydig i sit ordvalg. Selv følte hun ikke, at hun gik for vidt, og hvorfor skulle hun også føle det? Hun var ikke bundet af denne mand, og derfor skulle hun ikke bukke for ham, som hun skulle med piraterne. Ej heller brød hun sig om hans opførsel overfor hende, så derfor fik han blot igen af samme kaliber. ”Du siger måske, at jeg ikke kan klare din mening, men som jeg ikke kan klare din, kan du ej heller klare min. Jeg kan desuden ikke se, hvorfor vi skal diskutere det med hinanden. Jeg forsvinder alligevel snart til søs, hvor du bliver her.” Hun fnøs ad ham, som han udtalte, at hun ikke havde spurgt ham op. Selv tænkte hun, at han selv ville have bragt det op, hvis han havde været i stand til at hjælpe hende. Derfor tænkte hun blot, at han var en mand der gik omkring og gav folk bedrevidende svar i ny og næ. Han kunne næppe redde hende ud af sit helvede! ”Og du har ikke tilbudt mig nogen hjælp, skønt du bragte det op,” svarede hun kortfattet igen. Hun gad ej heller spørge ham nu, da det blot ville tilfredsstille ham, hvis hun gjorde, og at han så kunne afslå hende, for det var, hvad han ville gøre.
Om de blot misforstod hinanden, kunne Jarniqa ikke sige. Han havde nemlig skubbet hende for langt væk med deres samtale, og lige nu syntes det ikke, at de kunne komme tilbage på det rette spor. Han havde nemlig sagt noget, som vel var det værste man kunne sige i hendes nærhed. At han overvejede at blive pirat. Det var en livsstil hun direkte væmmedes ved, og derfor ville hun end ikke høre tale om det! Derfor lukkede hun fuldstændigt af. ”Og hvad skulle dine intentioner være? Det man laver på en piratskude er; at drikke, voldtage, lemlæste folk, kæmpe, plyndre byer og opdage skatte. Undskyld mig, men det er ikke folk, som jeg frivilligt vil vælge at spendere min tid med,” sagde hun stilfærdigt, og kunne man bebrejde hende for at tænke således? Hun havde ikke et let liv, og hvis denne Matthiel overvejede at blive en del af den verden, kunne hun bruge sin tid langt bedre og på noget andet. Læberne endte hun med at snerpe sammen, som han i ironi valgte at bukke for hende. Hans handling irriterede hende, da hun selv mente, at der havde været rimelighed i hendes tankegang. Det var ham der havde den mørke sjæl! ”Jeg har mine tvivl,” svarede hun ham kortfattet og dog ærligt igen. Inden længe ville hun være til søs igen, og han fortsat til lands. Det var dog medmindre, at han rent faktisk fandt hyre et sted.. og måske på hendes kaptajns skib? Armene lod hun glide over kors, alt imens hun lod sit blik falde væk fra ham og tilbage på havet. Mænd! De var dumme … hver og en af dem! Hun fnøs ved tanken. Det blev dog ikke længe, at hun stod således, da hun efter kort tid fik nok, grundet den dårlige oplevelse hun nu havde haft der. Derfor rettede hun inden længe snuden mod selve havnebyen.

// Out

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var efterhånden gået op for Matthiel, hvor dette møde ville bringe dem hen, også selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede anderledes. Hun var tydelig utilfreds med at han var en mand som gav udtryk for sin menig, også selvom han stod fast på, at der var hold i det. Han dømte hende måske på det grundlag, som han ikke var kendt med, men det var noget som han i princippet, var ganske ligeglad med. Han kneb øjnene let sammen. At hun skulle bide sådan af ham, var noget som han slet ikke fandt sig i, men det var jo egentlig ganske oplagt, hvis hun virkelig følte, at han havde trådt hende over tæerne. ”Og tro mig, jeg ville hjertens gerne skifte og tage din plads for dig. Jeg kan ikke klare en holdning til en kvinde, som sidder og venter på prinsen på den hvide hest,” påpegede han med en ganske kortfattet og bestemt tone, inden han igen vendte sig mod hende. Hjælpe hende? Han måtte erkende, at han slet ikke havde lyst, og hvorfor skulle han tilbyde sin hjælp til en som snakket sådan til ham? Det ville han da slet ikke! Han trak på skuldrene. ”Som sagt, forventer du at prinsen på den hvide hest kommer. Spørger du ikke, kan du ikke hjælpes. Desuden ser jeg ikke nogen grund til at hjælpe en som snakker sådan til mig,” bed han hende af. Altså hvad havde hun regnet ham for?
De gik tydeligvis forbi hinanden, selvom Matthiel allerede nu måtte opgive at snakke med hende, for det var fuldkommen umuligt at snakke fornuft med en kvinde som hende, og den tanke var naturligvis en tanke som faktisk frustrerede ham som intet andet! Han overvejede det ja, men det var ikke ensbetydende med, at han ville dyrke det til fulde! Han blev betydeligt mere stram i minen. Der skete mere på en piratskude, og ja, det havde været spændende, og han kunne faktisk godt lide at blive kostet rundt med, så det i sig selv, var slet ikke noget som han havde noget imod. ”Og hvem siger at jeg dyrker voldtægter af kvinder? Hvem siger at jeg vil plyndre? Jeg har aldrig nogensinde været med i land, men derimod blive ombord, skurre og skrubbe og passe en forholdsvis tom skude,” vrissede han af hende. Ikke fordi at det var noget som han nu ville sige noget til. Han bukkede for hende. Ja, for at indikere, at selv ikke han var tilfreds, hvor han ignorerede hendes sidste ord, kun for at søge længere ned af stranden i stedet for. Hun var virkelig for meget, men dog af den grund, så håbede han virkelig, at han havde formået at placere lidt tanker i hovedet på hende, så hun måske ville gøre lidt mere for sig selv, når hun ville få muligheden for det? Han fnøs. Kvinder! De var og blev forbandet besværlige!

//Out