Royal Visit

[Deleted]

Det var rart at se en mere afslappet side af Xavier, for Lilith var trods alt til forretningsmanden for enden af bordet. Hvem skulle have troet at hun faktisk ville få noget ud af en dag på markedet? Ligegyldig shopping havde aldrig rigtig sagt hende noget. Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham med et intenst glimt i de isblå øjne. ”Jeg synes skam at De er umådelig flot mand, Mr. Erredy, men jeg har respekt for Deres liv og for Deres ægteskab, desuden er jeg ordentlig kvinde,” påpegede hun med en morskab der afslørede at det nok var årets løgn. Hun var ingen engel og havde aldrig været det. Noget af det der hindrede hende i at åbne sin seng for ham, var mindet om hvad hun havde været tvunget til at gøre med den sidste. Til tider kunne hun stadig savne ham. Hendes blik var blevet tomt med tankerne. Hun kom tilbage til sig selv og sendte ham et smil som var intet hændt og hun lyttede opmærksomt til hans ord. ”Du mener noget alla.. giv mig din søns hjerte så jeg kan flå det i stykker og bruge det til eksperimenter, eller.. giv mig din højre arm og se mig fodre mine kæledyr med det?” spurgte hun og lavede for dramaens skyld, en dybere og mere alvorlig stemme, før hun lo lidt af sig selv og viftede affærdigende med hånden. ”Det er vidst mere min moders stil end det er min,” erkendte hun ærligt. Hans ord fik hende til at lyse en kende stolt op. Når de ord kom fra hans læber, så troede hun dem faktisk. ”Eller også gør det mig bare til en frygtelig forkælet prinsesse?” foreslog hun lidt kækt. Måske begge dele, ikke desto mindre så var hun en manipulerende, lille unge og hun fik som oftest altid hvad hun ville have, ikke fordi hun plagede, men fordi hun var utrolig velargumenterende. Duften af mad hang tungt på restauranten, hvilket virkelig fik hende til at føle sig sulten. Kokkene ville næppe sløve sig afsted, ikke når det kom til en af landets royale. ”Det er sandt.. nævn evigt liv så fanger du mandens interesse ligeså nemt som havde du stået foran ham med en blottet barm,” endte hun og himlede med øjnene, også selvom det var gjort i ren og skær morskab. Der var trods alt ikke noget overraskende ved det. Lilith sad passivt mens Xavier sørgede for noget drikkelse. Tjeneren kom hurtigt løbende tilbage med en slidt og gammel udseende flaske. Hun så imponeret på ham. ”Vin fra Procias? De er sandelig sjældne nu om dage. Jeg har aldrig smagt den,” endte hun lettere begejstret. Det var uden tvivl en oplevelsesrig dag!

[Deleted]

Xavier kunne sagtens være mere rolig og slap af sig, end det som han ville være ellers, hvis selskabet var det rigtige om ikke andet. Om han skulle tage hendes ord for gode vare, vidste han dog ikke, for han vidste da allerede nu, at hun på ingen måder var den form for ordentlige kvinde, som hun ønskede at give udtryk for. ”Hvor ordentlig De vil være, har jeg svært ved at tro på, skulle være så rent, som De giver udtryk for, Prinsesse. Desuden har jeg set, hvordan De har kigget efter mig til forretningsmøderne,” påpegede han med en morende stemme, idet han let blinkede mod hende. Selvom han måske var ved at være en aldrende mand, så var han stadig ung af sind, og han kunne sagtens følge en joke på denne måde. Ved hendes opremsning, måtte smilet brede sig, for det var præcist det, som han havde ment! ”Det er nok meget hen af det som jeg havde forestillet mig, ja. Det er en pris, som jeg meget gerne ville være foruden at betale, og så lever jeg hellere med mit liv, som det jeg har,” fortalte han ærligt. Han værdsatte sig selv for meget, til at han ville give for meget af det op. Han smilede let for sig selv. ”Som mor, som datter, ikke sandt?” Det var ikke fordi, at man kunne afholde ham fra at gøre sig den tanke, for det var noget, som nærmest skete helt automatisk. Nu vidste han jo at forholdet kongefamilien imellem her i Dvasias, var en ganske anden, end det som den ville have været ellers, så var det jo et stærkt bånd som bandt det hele sammen, og det var naturligvis også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende.
Xavier rystede på hovedet ved hendes sammenligning, selvom det vel var ganske rigtigt. En god og fyldig barm var altid hvad der kunne få en mand til at gøre stort set hvad som helst. ”En yderst bemærkelsesværdig teori må jeg sige,” sagde han roligt. Tjeneren kom hastigt mod dem og præsenterede den gamle procianske vin som de havde stående. Der var ikke mange flasker tilbage, og der blev jo heller ikke ligefrem lavet flere. Tjeneren nikkede i et halvvejs buk. ”Det er en af de sidste flasker, som i det hele taget er til, Deres Majestæt,” fortalte han, mens han roligt skænkede op til dem, og på Xaviers opfordring, lod flasken stå. Xavier drejede let med glasset i sin hånd. ”Som sagt, så har De min fulde opmærksomhed,” tilføjede han endnu en gang, som han roligt foldede hænderne foran sig på bordet. Hvis hun kunne stille et bedre tilbud, end hvad han forestillede sig, så var han lutterøre!

[Deleted]

Dem som kendte hende godt nok, ville vide at det ikke var ord man skulle tage for gode vare. Hun var ingen engel, hvordan kunne man være sådan med de forældre hun havde? Måske hun var en engel med af den mørke og farlige slags. Tanken om at han havde bidt sig fast i hendes blikke under middagen, var blot noget som fik smilet til at brede sig. Hun udviste ikke skam eller forsøgte at benægte hans ord i det hele taget. ”Det er ikke en underdrivelse at De er observant må jeg sige. Jeg vil ikke benægte det faktum er jeg er tiltrukket af Dem,” svarede hun ærligt og betragtede ham med et kækt glimt i øjet. Hun mente det skam, det eneste hun var spændt på var at se hvordan han ville reagere på informationen, det var trods alt ikke en løgn. Til nu spillede han tilsyneladende med på det, hvilket forundrede hende en kende, han slog hende ikke som den slags mand. ”Det tænkte jeg nok, og jeg kan love dig for at min pris ikke er noget nær det. Jeg er hverken interesseret i din ældste søns hjerte eller i din højre arm for den sags skyld,” endte hun med et stille smil og foldede hænderne i skødet igen. En latter brød hendes læber. ”Ja det havde muligvis været sandt, men som bekendt har min mor ikke haft mulighed for at sætte den slags præg på mig,” sagde hun roligt og rystede på hoved.t Desuden gik hun ikke så højt op i alkymien så den slags ville ikke komme hende eller Mattheus til gavn for den sags skyld, det var noget ganske andet hun ledte efter.
Efter mange års erfaring vidste Lilith udmærket hvad der skulle til at fange en mands opmærksomhed, og gøre ham som smør i sine hænder. Det morede hende blot at han ikke én gang havde set ned på den fyldige barm som var godt skubbet op af det stramme korset, han så i hendes øjne, hun gik næsten ud fra at det var af respekt for sin hustru. ”Kan De modsige mig?” spurgte hun sigende og lod tjeneren skænke vinen op i hendes glas. Flasken måtte være lynende dyr, som han selv havde påpeget s¨å var det jo en af de sidste eksisterende i dette land. ”I så fald er den perfekt til anledningen. Jeg takker mange gange,” sagde hun høfligt og sendte tjeneren et smil der gjorde ham helt befippet. Hun lænede sig en kende ind over bordet og strg næsten kælent hovedet mod sin skulder inden hun så op. ”Mit tilbud er ret enkelt, Xavier.. om jeg må,” tilføjede hun lidt spørgende, da det jo personliggjorde det hele mere. ”Det er nok gået op for Dem, at jeg har en umådelig interesse inden forretning. Jeg ønsker at blive Deres lærling.. fuldtid, adgang til alle dokumenter og arrangementer og en stemme på lige fod med Deres og selvfølgeligloyalitet til kongehuset til De går i graven, men det behøver jeg vil ikke nævne,” svarede hun med en underlig myndig tone.

[Deleted]

Xavier var måske af ældre generation af handelsmand, men selv han kunne være lidt mere løs i det, end det som så mange andre gik og troede om ham, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit, selv for hans del. Han vidste at Lilith på ingen måde var dum af sig, men bestemt heller ikke så uskyldig, som hun gav udtryk for. Desuden havde han sin egen måde at være på, når han sad til de store møder, også fordi, at han havde fundet ud af, at det var sådan at tingene faktisk virkede bedst. Han smilede let tilfredst. ”Det er min egen ganske særlige metode. Jeg er observant. Aldrig den mest aktive til møderne, men jeg vil dog vove at påstå, at jeg er en af dem, som får mest ud af det,” fortalte han med en ærlig og fredelig stemme, for løgn var det bestemt heller ikke. ”Og De er tiltrukket af mig? På hvilken måde?” spurgte han med en dog nysgerrig stemme. Prisen for det evige liv, var som regel frygtelig høj, og det var på ingen måder af den slags, som Xavier ønskede at betale, så hellere leve med det forholdsvis korte liv, som han nu havde. Det som dog var mest fascinerende, selv for ham, var det faktum, at han alligevel havde formået at opnå så meget, på så kort tid. ”Det glæder mig om ikke andet, Prinsesse. Det er desuden ikke en pris, som jeg er villig til at betale. Mange forretningsmand fremstår som yderst egoistiske, men mine børn og families velbefindende, vil jeg ikke sætte en synlig pris på,” fortalte han med en sigende mine.
Hendes teori omkring mænd og den kvindelige barm, kunne Xavier dog ikke modsige, for der var jo hold i den, og det selv var noget, som han måtte se, også selvom det nu heller ikke ligefrem, var noget som gjorde ham det mindste. Han smilede let for sig selv, som han endelig trak på skuldrene. ”Mænd bliver som regel strøget over en kam, Deres Højhed. I mange tilfælde er det måske sandt,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nogen løgn på nogen måde. Flasken blev stillet på bordet og igen blev de efterladt. Xavier nippede let til den søde vin. Han måtte erkende, at han i særdeleshed, var blevet overrasket over de procianske vine, for de smagte virkelig godt! Specielt dem fra den gamle greve Marius’ tid. Liliths tilbud, var næsten af den kaliber, som han ikke kunne modstå. Det var jo nærmest som at få kastet det evige liv i nakken! ”Det er mig et yderst generøst tilbud, Prinsesse. Hvis det er hvad de forventer og kræver af mig i retur, så kan jeg ikke se noget problem. Jeg har brug for en lærling. Jeg har brug for en, som jeg kan skænke mine dybe hemmeligheder, og en som jeg ved, kan overtage forretningen fra det øjeblik, jeg ikke selv ville være i stand til det. Jeg kan jo næsten ikke gøre andet, end at tage imod denne generøse gave,” svarede han endeligt. Lige der, behøvede han stort set ikke betænkningstid.

[Deleted]

Det var ikke svært at mærke på Xavier at han var af den ældre generation, om ikke andet i forhold til sin race. Det morede stadig Lilith at hun ikke have været meget yngre end det som hun var nu, den dag han var blevet født, hun havde set ham kravle af stien. Han var en mere stilfærdig mand i forhold til så mange andre, men hun havde fundet ud af at det kun kom ham til gavn, hvilket hun var imponeret af. ”Jeg er slet ikke i tvivl om at De har ret. Mange af de øvrige mænd, nyder desværre at høre deres egne stemmer en tand for meget, hvilket blot medfører en række nytteløse diskussioner der aldrig tager ende. Den ene er mere stædig end den anden,” endte hun ude af stand til at skjule sin frustration over disse. Det var irriterende at høre på, særligt når man som hende sat i selskabet uden en stemme, det var noget som hun frygtelig gerne ville lave om på, blandt andet ved at blive hans lærling. Hun hævede et slankt øjenbryn, lidt forundret over at han spurgte. ”Tiltrukket af dem som en ung kvinde nu engang bliver af en flot mand som Dem. Desuden er jeg bange for at jeg har en svaghed intelligens. Det opstemmer mig.. meget,” tilføjede hun ærligt og lagde ikke to fingre imellem. Hun var en kvinde af ærlighed og hun skammede sig ikke over sin seksualitet, det var en del af hende som væsen også. Hun nikkede stille. ”Og det har jeg skam den fulde forståelse for, De er en familiemand og det skal ikke fratages Dem,” medgav hun roligt. Desuden så hun ingen grund til at lade en aftale for ham, infiltrere hans familieliv, hun forsøgte trods alt bare at gøre det rette for alle. Lilith fugtede læberne og så på ham med et morende glimt. ”Og de vil påstå at være en af disse undtagelser, Mr Erredy?” spurgte hun med et lille grin. Hvis ikke han havde stirret på hendes barm én eneste gang, så var det hendes fejl og ikke hans.
Han virkede næsten forbavset over det generøse tilbud, men hvorfor gøre det nærmest umuligt når de havde ligeså meget brug for ham som han havde brug for dem? Det ville komme alle til gavn i sidste ende. ”Og jeg vil være den person.. ingen hemmeligheder, adgang til alt og en stemme. De har måske fornemmet på mig at jeg er en kende træt af at skulle sidde som en eller anden pyntedukke og smile sødt til de vamle mænd der betragter mig som var jeg et stykke kød,” forklarede hun uden nogen form for aggressioner. Hun hævede glasset med vinen. ”Men i så fald går jeg ud fra at vi kan skåle på vores første forretning?” spurgte hun med et glimt i øjet.

[Deleted]

Det var mærkværdigt at tænke på, at Lilith ikke havde forandret sig det mindste igennem Xaviers levetid. Altid lige så smuk og ung at se på, som hun altid havde været, og her sad han. En aldrende mand, som vidste, at han ikke havde langt tid igen, og her sad hun med et evigt liv som ung og frejdig. Ja, det var jo ikke altid at det var lige retfærdigt. Han var en årvågen mand. Han havde ikke mange år, og han vidste det, og derfor forsøgte han jo at udnytte den tid, som han nu havde, på bedst mulig måde. ”Det gælder om at udnytte det, mens man har, og kan det, Prinsesse. Det er min måde at gøre det på, og det er det som jeg selv personligt, synes har haft den største succes. Du kan jo se; Et menneske som styre hele det magiske marked.. I Marvalo City,” påpegede han alligevel med en tydelig stolthed i minen, for det var jo noget, som han uden tvivl var utrolig stolt af. Ingen tvivl om det! Selv nu hvor han stod her, så måtte han jo erkende at hun var en smuk ung kvinde, selvom hun var meget ældre end ham selv. ”Det er da en glimrende ting for en aldrende mand som jeg selv, at kunne… opstemme landets Prinsesse.. Det kan jo have sine fordele..” sagde han med en sigende mine. Han var en familiemand, og en som satte det temmelig højt i værdi, og det var noget, som han for altid nok ville gøre. Han nikkede til hendes ord. Familien var det mest værdifulde som man havde, o det var det som han var vokset op med, og forsøgt at give videre. Dog tydeligt mislykket. ”Jeg vil da påstå at jeg stirre mere i Deres smukke ansigt, end på Deres barm, Prinsese,” påpegede han sigende.
Tjeneren kom endelig ud til dem, med deres bestillede måltid. Den rødlige bøf foran Lilith og kartofler og en god steg foran Xavier, inden han bukkede og lod dem sidde igen. Xavier smilede ganske tilfredst. Maden her, havde han intet imod, og det smagte som regel altid vidunderligt. Han nikkede sigende. ”De har større ambitioner i livet, end at sidde som kongens pyntedukke, Deres Højhed. Hvis det er hvad De kræver i retur som betaling, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne efterkomme dette,” påpegede han med en ærlig og fredelig stemme. Han hævede glasset, for at skåle med hendes. Det så ud som om at de begge to, havde fået noget ud af dette. ”Og forhåbentlig mange kommende,” sagde han endeligt, inden han tog en tår af sin vin. Det smagte uden tvivl!

[Deleted]

Alder var en spøjs ting og særligt fordi det jo kunne variere mellem de forskellige racer. Her sad hun ligeså smuk som da han blot var spæd, og nu var han en aldrende mand. Normalt ville hun som alle andre se ned på mennesket som race, men lige i hans tilfælde var stoltheden kun berettiget netop på grund af hans væsen. ”Jeg forstår skam udmærket Deres stolthed, den er ganske berettiget. De færreste af Deres slags var kommet lige så langt, og med det, har De formået at imponere frygtelig mange mennesker, Xavier, det er imponerende,” medgav hun og vovede at kalde ham ved navn denne gang. Hun var en ligefrem kvinde og man skulle ikke spørge hvis ikke man kunne tåle svaret. Det lettere diplomatiske svar fik hende til at trække svagt på smilebåndet. ”Det er ikke noget alle formår, selvom rygterne siger noget andet. Desuden kunne det have været en fordel for os begge, men jeg vil næppe være den som lokker Dem i fordærv og forsager et tab af en familie,” endte hun roligt. Normalt plejede det ikke at have nogen betydning for hende, men han var en familiemand og det var noget som hun spillede lidt videre på. Blikket faldt på den lækre tallerken der blev stillet foran hende. Bøffen var rød – nøjagtigt som hun havde bestilt den. Duften bredte sig i hele stuen, hvilket nærmest fik hendes tænder til at løbe i vand, hun holdt dog blikket på Xavier. ”Det gør De, den må jeg give Dem. Spørgsmålet er om det er respekt for mig og for Deres familie eller om det er mig som ikke har anstrengt mig nok,” sagde hun med en lidt sigende mine, løgn var det ikke. Hun var bestemt ikke vant til at mænd var i stand til at se væk fra hende på den måde. Hun nikkede. ”Jeg er langt mere end blot et kønt ansigt, hvilket min broder udmærket godt ved. Jeg er sikker på at han vil finde idéen ligeså brilliant som jeg selv,” forsikrede hun med et selvsikkert sil og hævede glasset kun for at klinge det mod hans for et øjeblik inden hun nippede til den søde vin. Den var helt igennem udsøgt! Alle pengene værd, synd at der ikke fandtes flere flasker end det gjorde. ”forhåbentligt,” istemte hun og satte glasset fra sig, for i stedet at brede servietten ud i sit skød. Som på slottet skulle manden spise før hun selv, det var de gamle skikke hun holdt fast i.

[Deleted]

Xavier havde udrettet meget på temmelig kort tid, og det var jo trods alt også det, som han var klar over. Derfor nagede det ham virkelig, at hans tid var ved at rende ud, for han havde så meget, som han endnu ønskede at fortsætte, for det var slet ikke fordi at han var færdig endnu. Han følte sig slet ikke færdig endnu! Han smilede let for sig selv. Han elskede at blive rost, og specielt fordi at han vidste, at det var berettiget på alle måder, og det var noget som uden tvivl også gjorde sit for ham. ”Jeg er kendt med hvordan frygtelig mange anser mit folk. En skam at blive undervurderet på den måde. Jeg føler stadig at jeg har ting at udrette igennem mit arbejde. Det er en passion mere, end det er et arbejde for mig,” fortalte han. Forretningerne var stort set hans liv, også fordi at han følte, at han var ganske.. god til det, som han faktisk lavede, og han voksede uden tvivl med opgaven. Smilet måtte alligevel brede sig let på hans læber, selvom det ikke rigtigt sagde noget som helst om hvorvidt det var godt eller skidt. ”Rygter er en ting. Hvad jeg derimod er interesseret i, er sandheden, Prinsesse,” erkendte han sigende. Rygter var ikke noget som han tog for gode vare, og specielt ikke når det kom til det dvasianske kongehus. Der blev sagt en ting eller to rundt forbi derude.
Deres mad blev serveret, og Xavier kunne ikke være andet end tilfreds med hvad der stod på tallerkenen foran ham. Han satte sig til rette. Det havde jo alligevel vist sig at blive en ganske interessant aften. ”Det må jeg sige, Prinsesse. Det er i en yderst tidlig alder at miste kampgejsten,” påpegede han ærligt, inden han begyndte at skære sin mad ud. Selv han var ved at blive temmelig godt sulten efterhånden! Han lukkede øjnene næsten nydende. Ligesom altid, så var maden her virkelig udsøgt! ”I det tilfælde, så vil det være mig en sand ære, at tage Dem til mig, som min lærling, Prinsesse. Hvordan vil proceduren blive?” spurgte han sigende. Foreløbig gik han jo automatisk ud fra, at noget eliksir og noget hokus-pokus, var hvad der skulle til, og ikke noget andet. Han smilede let for sig selv og tog endnu en tår af vinen. En skam at der heller ikke var mange flere af dem, for de var virkelig gode. ”Jeg ser frem til det,” tilføjede han ærligt. Det gjorde ham faktisk.. spændt?

[Deleted]

Med alt det han havde udrettet, så ville Lilith ikke tillade ham at lade tiden rende ud hvos hun faktisk kunne gøre noget for at forhindre det. Rent personligt havde han ingen betydning som sådan men for kongehuset, så var han uvurderlig hvilket de måtte tage med i deres overvejelser. Hun var ret sikker på at Mattheus også ville synes det var okay. Hun trak svagt på skuldrene. ”Mennesket er et intelligent væsen, de færreste overlever bare ikke længe nok til at bevise det. Det De har udrettet har været fantastisk og jeg ser helst ikke en ende på det allerede, specielt ikke hvis jeg kan gøre noget for at forhindre det,” sagde hun sandfærdigt og tillod sig igen at nippe til den søde vin. Det var næsten bedre end blod. Hun trak svagt på smilebåndet og så opmærksomt op på ham. Det var ikke ofte mand fandt mænd som ham, som direkte interesserede sig for sandheden. Mange mænd havde forsøgt sig på hende gennem tiden, og det var bestemt ikke alle der havde fået æren af at besøge hendes sengekammer. ”Sandheden? Jeg ved ikke engang om jeg tror på den slags mere, ikke når alt bliver fordrejet på en så sygelig måde som det gør, særligt når det kommer til mit forhold til mænd,” endte hun med et dæmpet suk og tog bestikket i hænderne da han selv havde smagt på maden. Hun startede med at smage på et lille stykke af det røde kød, som direkte smeltede på tungen. Hun stønnede hæst. ”Men det her.. det er bedre end hvad nogen mand kan gøre, det er sandheden” endte hun med et lille grin. ”Åh nej, den har jeg skam ikke mistet, det betyder blot at jeg må gøre et mere ihærdigt forsøg næste gang,” svarede hun med det lidt kække glimt i øjet. Maden var virkelig ingen skuffelse – det bedste hun havde fået længe. Hun havde et slankt øjenbryn. ”Proceduren? Lad os tage den i morgen, skal vi ikke?” foreslog hun også selvom det egentlig ikke stod til diskussion, det var en del af hendes egen, syge lille leg, men noget i hendes stemme afslørede tydeligt at det ikke ville blive en blid omgang. ”Jeg vil råde dig til at få Deres søvn i nat, De får brug for energien. Og inden De drager til middag på slottet i morgen, bør du kysse din hustru, jeg kan ikke give garantier, så hellere være på den sikre side,” fortalte hun upåvirket og smagte på de friske asparges.

[Deleted]

Mange valgte at undervurdere det menneskelige væsen, og det var noget som kun kom til større skade i denne situation, for han var en mand med et talent, som han besad, og han ville jo selv mene, at det ville være en skam at miste det. Ikke fordi at han ville være egoistisk eller noget lignende, men derimod fordi at han vidste, at han havde noget, som ikke særlig mange faktisk havde. Han vendte blikket mod hende. At blive rost af selve kongehuset, var derimod noget, som han faktisk godt kunne lide, for så vidste han da, at det som han gjorde, var berettiget. ”De beskriver mig, som var jeg noget særligt, og noget værdifuldt, Prinsesse. Jeg har kun gjort, hvad der falder mig i interessen, og som jeg føler er til landets bedste,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at der var nogen løgn i det. Han var ganske vidst ikke kendt for at være den mest beskedne mand, men man var vel bare lidt mere påpasselig med hvad man sagde, når man stod eller sad overfor de kongelige. Han lod hovedet søge en kende på sned. ”Men ikke desto mindre, er der en sandhed at finde, for den, som søger dybt og grundigt nok. Det eneste jeg stoler på, er sandheden. Rygter har en tendens til at brede sig, fra det modsatte,” påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende.
Maden her var god, hvilket Xavier vidste, for kun det bedste, var noget som blev skænket her. Et stort set ukendt sted, foruden dem som vidste hvor det var. At hun derimod kunne lide det, var en tanke som gjorde ham tilfreds. Ikke glad, men tilfreds. ”Jeg formoder at De kan lide det,” påpegede han sigende. Selv gik han glædeligt ombord i maden. Det var uden tvivl bedre, end det som han kunne få hjemme, og han brød sig faktisk ikke om at være hjemme. Desuden ønskede han jo at vide, hvad han havde at se frem til, og hvad han skulle igennem. ”Udmærket. I morgen,” istemte han, også selvom det ikke var en mening, som han var helt enig i. Tænderne bed han skjult sammen. Han vidste, at den slags, næppe kunne gøres med nogen garantier, så.. han nikkede blot. Hvis det var hvad hun ønskede af ham, så var det vel også noget, som han kunne og burde leve op til? ”Jeg skal tage det til eftertanke, Prinsesse,” afsluttede han. Det gjorde ham faktisk temmelig spændt.

[Deleted]

Til tider var det rimeligt at være egoistisk, Lilith synes det var vigtigt at kunne se sine egne talenter, noget som særligt kvinder havde en tendens til at overse. Hvorfor ikke rose sig selv for de ting man gjorde godt? Hvis kun man konstant kunne fremstille kritik, så måtte det kun være en person som hadede sig selv.. hun kunne med en hel lang liste af ting hun var stolt af omkring sin person, talenter og bedrifter. ”De er noget særligt og værdifuldt, Sir. Erredy. For kongehuset er De uvurderlig og for Deres familie uundværlig. Vi er alle noget særligt, ikke sandt? Det De har gjort er bare noget som de færreste andre har formået,” svarede hun og sendte ham et bredt og næsten uskyldigt smil. Det glædede hende et sted at han ikke troede rygterne, for det kunne godt være at hun var lettere på tråden end så mange andre, men selv hun havde sine standarter. ”Rygter har oftest intet med sandheden at gøre. I dette tilfælde må jeg jo nok erkende at der er et gran af sandhed i det. Mit væsen forudsætter at jeg jævnligt deler intime stunder med en mand, men selvfølgelig får medierne det blæst op,” mumlede hun med et lidt tungt suk. Ja tanken irriterede hende, for selvom hun var utrolig glad for intimitet og selvom hun var en yderst flirtende kvinde, så var hun ingen hore, og hun ville ikke være kendt for det ligesom sin mor.
Med største velbehag gav hun sig i krig med den fantastiske mad. Hun forsøgte at bevare roen og spise stille og roligt, selvom den saftige bøf gav hende lyst til bare at sluge det råt og helt. Hun tog en bid af kartoflerne og nikkede bekræftende. ”Det smager virkelig fantastisk, Xavier,” roste hun som havde han lavet maden, men han havde trods alt bare vist hende stedet som hun ikke havde været klar over eksisterede før nu. ”Jeg vil guide Dem igennem det i morgen,” medgav hun upåvirket af den lette utilfredshed der var at spore i hans stemme. Hun smilede sødt til ham, og tog endnu en bid uden at bryde øjenkontakten. Det morede hende at drille ham lidt. ”Godt. Jeg vil selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan for Dem, men i sidste ende kommer det an på hvor stor en vilje De besidder,” fortalte hun ærligt, for hun ville ikke være i stand til at holde ham i live, hvis han i virkeligheden ikke ønskede at gennemgå forvndlingen.

[Deleted]

Xavier kunne faktisk godt lide den tanke om, at han havde udrettet noget, som havde en værdi for kongehuset. Det var noget som gjorde ham stolt. Igennem stort set hele livet, havde han arbejdet på at gøre sig til nytte, og ikke bare være et sølle menneske, som sad ved siden af væsnerne med evigt liv, og stort set bare ventet på at tiden var forbi, for det ville han ikke! ”Såfremt mit arbejde, er af kaliberen, som kan bruges, så er eg glad, Prinsesse. Det er noget som har en uvurderlig stor betydning for mig,” sagde han endeligt. Han var skam godt kendt med hvad rygterne sagde omkring hendes kære mor, og det var jo på ingen måder positivt. Hvordan den daværende dronning havde fået sig selv til at synke så lavet at rygterne havde spredt sig i det omfang, som det nu havde, forstod han sig så til gengæld slet ikke på, men der var vel altid en mening med tingene som de var? ”Jeg har skam forståelse for Deres væsen og behov som det medfølger, Deres Højhed. Jeg ved bare af erfaring, at der altid er en sandhed bag.. Og det er den, som jeg hellere bruger tiden på at finde, end hvad jeg vil bruge på at lytte til løgne. Måske at der er en gran sandhed i det.. Men jeg formoder skam også derimod at der spiller andet ind i rygtet om at De skulle være let på tråden,” afsluttede han sigende.
Maden smagte virkelig fortrinligt, og det tog ikke Xavier lang tid at tømme sin tallerken. Han lagde roligt sit bestik fra sig, og skubbede tallerkenen bare en smule ind på bordet, inden han igen tog om sit vinglas. Han nippede igen til den, inden han vendte blikket mod hende. Det var uden tvivl en chance af frygtelig få, som hun tilbød ham, og han kunne ikke sige nej, selvom han vidste, at det uanset hvad, ville komme til at koste ham hans hustru. ”Det glæder mig, at De kan lide det,” sagde han med en tydelig stolthed i stemmen, for det var faktisk noget som faktisk gjorde ham glad. Selv Marvalo havde visse ting at tilbyde dem af høj stand, og det var noget som han agtet at holde det, da det var og blev hans by. Det ville altid forblive hans by! Nu hvor Xavier end ikke vidste, hvad han skulle igennem, så var det ikke underligt, at det et sted gjorde ham.. nervøs? ”Jeg ville ønske, at jeg vidste hvad der forgik i Deres Hoved, Deres Højhed.. Og hvad jeg havde at forvente allerede fra i morgen,” påpegede han ærligt. Uvidenhed, kunne han mildest talt ikke fordrage!

[Deleted]

På trods af dårlige odds havde Xavier hvilket formået at udrettet noget som de færreste andre havde formået, og selv hun var imponeret også fordi hun var blandt dem der så ned på hans race. Hun nikkede bekræftende. ”For os er Deres arbejde uvurderligt, og derfor kan jeg ikke få over mig at skulle se en ende på det, Deres Exellence,” svarede hun. Stoltheden var rimelig, han kunne være stolt. I virkeligheden havde han udrettet mere på sine få år, end hun havde formået gennem sit efterhånden lange liv, men hun havde trods alt også været låst inde blandt et hav af snotforkælede børn og madammer som altid havde frygtet hende. Hvad angik rygterne så var de selvfølgelig skabt ud fra sandheden. Der var mange som frygtede den magt hun havde tendens til at vinde over dem, og frygtede for hendes giftige sind, men hun var ikke som sin mor der levede gennem nydelsen ved en mands nærvær. ”Det burde være flere men som Dem, Xavier. Folk bliver hurtigt fordømmende og desværre er der en tendens til at de fleste mener at jeg er en yngre udgave af min moder blot fordi jeg er kommet af hendes skød. Jeg er min mors datter. Rygter opstår på de mest mærkværdige grundlag, men det ved De selvfølgelig alt om med den position De har opnået her til lands,” tilføjede hun og så op på ham næsten lidt spørgende.
Det tog ikke lang tid at færdiggøre tallerkenen men det mættede i allerhøjeste grad. Kort efter ham lagde hun bestikket ned og foldede hænderne i sit skød dog uden at rejse sig. Hvorfor haste med at komme hjem nu hvor der faktisk var lidt selskab at nyde? ”Det smagte i allerhøjeste grad,” sagde hun med et høfligt smil og sørgede fortsat for at sidde rank i ryggen. Hvordan man var en prinsesse, det havde hun lært efter flere år med intensiv træning. Hans ord morede hende tilsyneladende. Langsomt trak hendes læber sig i et tilfredst smil. ”De færreste ved hvad der foregår i mine tanker, kæreste, det er ikke personligt. De må blot stole på at jeg vil gøre hvad som helst for at det skal lykkes, mere vil jeg ikke fortælle Dem på stående fod. Yderligere instrukser vil De modtage under middagen i morgen,” fortalte hun ærligt og nød virkelig at pirre ham på den måde. For hendes del var den slags leg ligeså godt som et forspil!

[Deleted]

Det havde ganske vidst været en kamp uden lige, at opnå hvad Xavier havde opnået, men det var noget som han gjorde, selv med den største glæde, for det var noget, som faktisk betød en hel del for ham. Selv på trods af hans race, og menneskelige levealder, så havde han alligevel opnået en del, og så lang tid, at det var noget, som havde sat sig i kongehusets værdi, så var det noget, som han faktisk var utrolig glad for. Han voksede med ordene, og det at vide, at det som han gjorde, havde betydning for andre. ”Jeg værdsætter Deres ord, Deres Højhed. Så langt jeg kan fortsætte med at udføre mit arbejde, så gør jeg det glædeligt for Dem,” fortalte han med en ærlig stemme. Selv havde han for kort tid at leve i, til at han ville gå og overbevises om løgne, og specielt når han vidste, at der var andre ting i det, end som så, så var det naturligvis, også en hel del som gjorde sit, selv for hans vedkommende. ”De er måske af Deres moders skød, Deres Højhed, men jeg ser og ved, at der er mere i det, end som så. Jeg er kendt med rygter, løgne, bedrag og snyd. Det bunder i jalousi. Kan de ødelægge det, så gør de det,” forklarede han ganske sandfærdigt.
Maden var hurtigt væk, selvom Xavier ikke havde travlt med at rejse sig. Nu hvor han vidste, at der lå noget i fremtiden til ham, som ville have betydning for hans efterfølgende liv, så var det vel heller ikke underligt, at han reagerede som han gjorde i denne stund? Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Hvad der foregik i hendes tankegang, ønskede han faktisk at vide, så han havde nogenlunde anelse om, hvad han havde at se frem til. ”Det glæder mig, at det smagte, Deres Højhed,” fortsatte han høfligt. Det var dog allerede for længst, gået op for ham, at hun intet ville dele med ham som det var lige nu, og det gjorde ham jo kun mere spændt, end det som godt måtte være i den anden ende, så var det naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”De piner mig ved at tilbageholde information, Prinsesse.. Men vel.. Jeg venter til i morgen,” afsluttede han sigende. Han var på ingen måde tilfreds, men hvad andet valg havde han, end at slå sig til ro med informationen hvad angik det som han skulle igennem? Uanset hvad det så end måtte være.

[Deleted]

Lilith var ikke klar til at give slip på ham, ligesom hun vidste at Mattheus ikke var. Det ville blive et helvede at skulle underlægge det en anden når han ville gå bort, så hvad hun gjorde nu var måske ikke noget hendes broder var kendt med, men ikke desto mindre så tog hun en del af presset fra hans skuldre. ”Jeg ønsker at De skal fortsætte Deres arbejde, for jeg betvivler at der vil være nogen som er i stand til at gøre det halvt så godt som De har gjort gennem årene, desuden har det altid været et familieforetagende forstår jeg, og jeg er klar over at jeg ikke kan gå under samme navn som Dem, men det er vel bedre end at lade det dø, ikke sandt?” spurgte hun med det lettere intetsigende smil på læberne. Hun betragtede ham en smule indgående og kunne ikke lade være med at lade sig berøre en smule af hans ord. Hans tilgang til den form for løgn og bedrag var bemærkelsesværdigt eftersom han kom fra et land hvor den slags var centralt, særligt når det kom til kongehuset og snakken gik som oftest livligt. ”Hvis De ikke lytter til de sølle løgne der går omkring vores kære kongehus, så fortæl mig hvad De ser.. indvi mig i Deres tanker,” opfordrede hun og lænede sig ind over bordet med en hånd under hagen som tegn på at hun lyttede intenst.
Lilith havde ganske vidst ikke travlt men hun havde mange ting at nå også med tanke på den middag som skulle planlægges til i morgen og som hun havde hjulpet at hjælpe med. De ville trods alt se hinanden snarest igen. Hendes tankegang forblev et mysterium for nu, det var sådan hun ønskede det, til tider havde en så kontrolleret mand brug for at lade tingene være ude af sine hænder. Selvfølgelig skulle hun nok tage sig af ham så vidt som muligt. Hans ord fik en næsten blid latter over hendes læber. ”Lad os endelig fastslå det med det samme, kære Xavier. Muligvis rygter er løgne, men jeg nyder at pine mine mænd på enhver tænkelig måde, den del er skam sand og du er intet undtag,” erkendte hun oprigtigt og nippede let til den søde vin. Det var hendes måde at lege på og det måtte han bare finde sig i, for det ville ikke blive anderledes, så meget kunne hun love.