Royal Visit

[Deleted]

Xavier havde stort set bare accepteret, at hans egen tid nærmede sig med hastige skridt, for han kunne jo ikke rigtigt gøre det vilde ved det uanset hvad, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Som født menneske, så havde man stort set alle odds mod sig, også selvom han på trods af det, havde kæmpet sig op til at være en af de førende handelsmænd i Dvasias. Selv han måtte være temmelig imponeret over hans egen bedrift. ”Jeg er enig med Dem, Deres Højhed. Visse mænd besidder status som en flot og adelig handelsmand, men ej med hjernekapasitet til at opnå deres fulde potentiale,” istemte han roligt. Mange så kun hvad der var for deres næse, og selv derfor nød han selv bare at sidde og kigge, samt kun snakke, når han blev snakket til, for man fik så meget mere ud af at betragte hvordan andre gjorde det, og det var noget som han allerede havde lært for mange år siden. Han trak let på skuldrene. ”Tanken har strejfet mig mere end blot en enkelt gang. Jeg er blot ikke kendt med nogen som ønsker at.. underkaste sig et menneske som en lærling, så jeg er bange for, at mit talent som handelsmand går bort i takt med jeg selv gør,” sagde han med en rolig stemme. Med en datter som Mallorie og sønner, hvoraf den ene kun var dummere end den anden, så var det slet ikke en forretning, som han ønskede at efterlade til dem den dag han gik bort. Han havde ikke evigheden på sin side, og han var ikke dum nok til at tro, at alderdommen skulle have lov til at tage ham, for det vidste han udmærket godt at den ikke fik lov til i det store forløb. ”Jeg er min hustru tro, Deres Højhed. Jeg har aldrig stået med… Fingrene i kagedåsen, som De beskriver det. At Kongen skulle besidde flere elskere end blot min egen datter, ønsker jeg ej at blande mig i. Tanken om at blive udnyttet som et stykke legetøj, bifalder jeg ikke, og der gør det ingen forskel om man er Konge af det mægtigste land, eller blot en simpelt bondemand,” afveg han ganske let, idet han vendte blikket i den anden retning. Han ønskede slet ikke at snakke om det emne i det hele taget! Selvom han kom hurtigt frem, så han kunne tage æsken med den smukke kæde i, for hende, så sendte han hende blot en rolig mine. Der var mange steder hvor de endnu kunne besøge, men det kom jo helt an på hvordan hun ville have det med det. Desuden kendte han den unge konge nok til at vide, at der nok var et tidspunkt hvorpå hun også skulle være hjemme. ”En kvindelig handelsmand er en frygtelig sjælden ting, Deres Højhed. Næppe med samme respekt til start, er jeg sikker på, at hun vil kunne opnå det samme som en mand,” sagde han roligt. Det hele kom jo trods alt an på talent. ”Det afhænger af frygtelig meget, Deres Højhed. Er der flere smykker De ønsker at kigge på, eller er det tid for noget at spise?” spurgte han roligt, idet han gjorde let tegn til at de kunne søge udenfor igen. Vagterne stod jo fuldkommen rastløse.

[Deleted]

Et menneske levede ikke evigt, hvilket Lilith kunne forestille sig, kunne være noget af det sværeste at acceptere, særligt når han daglig færdedes omkring alle mulige former for væsner, som havde flere tusinde år. Som hun selv. Alderen havde slet ikke sat sine spor på hende, tværtimod var hun ved at blive en smuk ung kvinde i sin bedste alder. ”Det er sandt. Desværre er der ikke op til mig at bedømme hvilke mænd som er værdige eller ej, det er blot tanker som en prinsesse kan sidde og lege med, når hun alligevel spiller en tavs rolle,” svarede hun sagte. Løgn var det trods alt ikke. Hun smilede let for sig selv. Han havde nogle synspunkter som hun delte på mange måder. Ved hans ord så hun dog en kende forundret på ham. Det burde ikke være et problem for ham at finde sig en lærling. ”De som fravælger landets dygtigste på baggrund af noget så simpelt som en race er naive og direkte dumme. Havde jeg haft muligheden med henblik på min stilling og position, så havde jeg ikke tøvet et øjeblik,” erkendte hun med et skuldertræk. Bare tanken om at få chancen for at lærer og for at viderefører noget så stort, var noget som fik det til at krible helt ud i fingrene, men det var ikke noget hun bare kunne gøre. Et sted var det også dybt tåbeligt at Mattheus ta tage sig en elskerinde som havde muligheden for at viderefører dette, han ville nok komme til at savne det, men det var noget som han måtte bikse med. Hun strøg fingrene gennem sit mørke hår og havde endnu det lettere hemmelighedsfulde glimt i øjet. Den lille buttede mand vraltede ud med et stolt smil på læben. Lilith trådte et skridt mod Xavier og lagde sin hånd over hans overarm. ”Jeg begriber ikke hvordan, men jeg har respekt for mænd som Dem. Mr. Erredy. Jeg er ganske sikker på at Deres hustru er smuk af sin alder, det er blot min erfaring at mange mænd fortrækker.. ungt kød,” endte hun dæmpet nu hvor hun kommet frygtelig tæt på ham. Hun hævede blikket til hans med noget der mindede om uskyld. ”Jeg kan vinde enhver mands respekt,” hviskede hun med et glimt i øjet, inden hun roligt trak hånden til sig og lod den falde slapt ned langs sin side. Hun smilede bredt og nikkede uden tøven. Lidt mad ville bestemt ikke være af vejen. ”Lidt mad ville bestemt ikke være ringe. Hvis du viser vej og lover at nyde en middag med mig, så er jeg frisk,” svarede hun og foldede roligt hænderne foran sig. Æsken med kæden lod hun ham holde for hun stolede trods alt på ham.

[Deleted]

Tiden var kun ved at rende ud, og Xavier vidste det. Det var begrænset af tid, som han havde tilbage, og derfor forsøgte han bedst muligt at styrke hvad han havde, inden han for alvor ville glide bort, for det var jo i sig selv, slet ikke noget som han var interesseret i. Han gik omkring folk som kunne leve i flere tusinde år, hvor nogen grænsede til det uendelige.. Var det noget vidunder, at han følte sig en smule snydt? Han havde ganske vidst accepteret, at dette var hans lod i livet, og han levede livet til fulde. Det som bare var underligt, selv i hans forstand, var at den kære prinsesse havde kendt ham siden han havde været en lille dreng, og nu var en mand på vej igennem sin bedste alder. Han havde ikke mange år igen. Han sendte hende et ganske så let smil. ”Det har jeg bemærket, og det er et job, som De gør fortrinligt, Deres Højhed,” fortsatte han med en rolig stemme. Mallorie ville uanset ikke have en jordisk mulighed for at videreføre hvad han havde kæmpet og arbejdet så hårdt på at opnå, ganske enkelt fordi at hun var for flyvsk. En tanke som irriterede ham, for han vidste, at alt det som han havde arbejdet på, ville gå tabt. ”Det er nu ikke så underligt igen, Prinsesse. Folk har trods alt sine holdninger og meninger om mennesket som race. De har allerede en yderst vigtig position her til lands, selvom jeg nu er sikker på, at De ville gøre det godt som en lærling af mig,” tilføjede han sandfærdigt. Han så slet ikke nogen grund til at lægge skjul på sin ærlige mening, nu hvor det var en som hun alligevel søgte så ofte. Kagedåsen havde han aldrig stået med fingrene i, og skulle han være helt ærlig, med alt det arbejde, som han havde at se til, så var det vel heller ikke underligt? Han var jo stort set aldrig hjemme længere.. Og det var heller ikke fordi at hans hustru sagde ham noget som sådan længere. Det var vel mere pligt, end det var noget andet? At hun lagde sin arm over hans, var noget som tydeligt kun fik ham til at smile let. Ellers sjældent. Han vendte de sølvgrå øjne mod hende. ”Ungt kød, kan ganske vel være lokkende og tiltrækkende, men når man min alder, er det ganske andre ting, som værdsættes. Jeg er min hustru tro, men ej har jeg tiden til det, og ej har jeg fundet den i mange år,” forklarede han med en rolig mine. Det var for længst gået op for ham, at Lilith kunne tåle den form for snak. Hendes hvisken i hans øre, var noget som fik nakkehårene til at rejse sig, og sendte et gys igennem ham. Det var rart. ”Ingen tvivl, Deres Højhed. Det ved jeg, De ville.” Han førte hende roligt med sig ud igen, hvor vagterne vendte sig mod dem. Han nikkede mod hende, som havde det været halvvejs et buk. ”Det skal være mig en glæde, Prinsesse,” sagde han ærbødigt, idet han roligt gjorde tegn til at hun skulle følge ham ned af gaden igen. Han kendte til det perfekte sted – dyrt ganske vidst, men det var kvalitet, og det betalte han gerne for.

[Deleted]

Lilith betragtede ham roligt. Hans ro var imponerende taget i betragtning af at hvert sekund talte for hans vedkommende. Om ikke lang tid ville sandet være løbet ud og det var en tanke som selv hun fandt trist, ikke mindst fordi hun vidste hvor meget han havde gjort for landet. Hun fandt det dog endnu en kende morsomt, at hun havde levet langt længere end han havde og hun stod endnu og var kun knap det man kunne kalde for en kvinde. [color990000]”Tro mig Mr. Erredy, De har ingen idé om hvad der foregår i mine tanker under disse middage,”[/color] endte hun med et hemmelighedsfuldt smil. Hun var et sensuelt væsen og det kom til udtryk i hendes attitude, ikke at hun gjorde noget for at skjule det. Bare at høre ham bekræfte hvilken god lærling hun kunne udgøre, fik hendes hjerte til at banke. Hun nød at sno folk om sin lillefinger, og på trods af at hun ligeså nød sine pligter som prinsesse så følte hun sig til tider lidt ubrugelig. ”Folk har ganske vidst meninger og holdninger, men hvis disse blænder dem for det som er stærkt, så er de meninger og holdninger svage som intet andet. Med en lærermester som Dem ville de fleste gøre det godt. Jeg forsikre dig, at havde jeg haft muligheden så havde jeg ej takket nej,” svarede hun sandfærdigt og fulgte ham med ud af butikken hvor vagterne omgående lod blikket falde på dem. Hun himlede med øjnene. Det var til tider til at blive vanvittig af, altid at have øjne i nakken uden mulighed for at være sig selv bare en time eller to. Hun hævede dog alligevel et slankt øjenbryn og begyndte at følge Xavier uden at værdige vagterne et blik mens hun lyttede til ham. Han var en umådelig flot mand, som nemt ville kunne finde noget.. bedre end det han havde derhjemme, det forundrede hende at han til nu havde været en tro mand. ”De er måske ikke helt ung mere, Sir men jeg tror ikke på at man nogensinde bliver for gammel til at udforske den mørke seksualitet. Jeg er sikker på at deres hustru ville værdsatte hvis De gav Dem tiden,” svarede hun uanfægtet. For hende var det et ganske naturligt samtaleemne og det generede hende slet ikke at snakke så intimt med ham. Hun strøg nogle af lokkerne væk som strøg ind foran hendes ansigt ved et lille vindpust og fulgte ham ned af gaderne. Hun vidste at han var fristet af ungt kød, hun kunne se det i hans blik, men det gjorde trods alt ingen forskel hvis ikke han reagerede på det. ”Æren er skam på min side,” svarede hun høfligt. Pris var ikke af større betydning så lang tid det var kvalitet, hvilket var noget de lod til at kunne blive enige om.

[Deleted]

Xavier vidste skam udmærket godt, at han ikke havde alverdens med tid tilbage, for han havde levet størstedelen af sit liv. Han sendte hende et roligt smil. Der var jo slet ikke nogen grund til at handle eller reagere med panik, for der var ikke noget som han kunne gøre ved det, og han havde længst accepteret at sådan forholdt tingene sig jo. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Jeg har mine anelser,” sagde han med en rolig stemme, som han let blinkede til hende. I forhold til ham, så var hun virkelig ved at være gammel, selvom man slet ikke kunne se det. Hun havde bare været mere heldigstilet, end hvad han selv lige havde været, og det havde han faktisk ikke noget imod. Han så dog ikke nogen grund til at skulle lyve for hende. Hun ville gøre sig utrolig dygtig som hans lærling, selvom han vidste, at det nok slet ikke var noget som ville komme til at ske. ”Jeg vil ikke tøve med at tage dig til mig som en lærling, Deres Højhed. Med Deres talent, og Deres observante øjne og utrolige ordbog, ved jeg, at De ville gøre det godt,” roste han hende med et ganske så svagt smil. Han var måske fristet af det unge kød, men ikke desto mindre, så var han sin elskede kone tro, og det var noget som han vel agtet at gøre igennem resten af sit liv? Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det største ved det bare sådan uden videre, og det vidste han jo udmærket godt. Han var gift, og han havde været lykkelig. Nu var tiden blot ved at rende ud, og han havde så meget som skulle ordnes og komme på plads, inden han ville stille træskoene. For hende var det måske et meget naturligt emne at snakke om, men det var det bestemt ikke for ham. Det var noget som man forbeholdt sig bag husets fire vægge, og kun diskuterede med den, som det faktisk omhandlede. ”Jeg er blot ved at blive en gammel mand, Prinsesse. Hun vil muligvis sætte pris på det, men med den lille tid jeg har igen – og som jeg ved jeg har igen, så har selv jeg meget som jeg skal have på plads, inden jeg selv ender sengeliggende,” svarede han med en ærlig mine. Han vidste det jo. Stokken var måske for hans image, men selv på længere ture, så satte det sig jo trods alt også i benene, også fordi at han havde kæmpet hårdt for dette, siden han havde været ganske ung, og hårdt slid og arbejde, satte sig i kroppen med tiden. Han fulgte hende stille ned af gaden, selv uden at skænke vagterne så meget som noget som kunne minde om et blik. Hvorfor skulle han? Han gik med landets prinsesse ved sin side i stedet for, hvilket passede ham meget fint! ”Jeg tror ej vi bliver enige,” afsluttede han roligt, inden han kom ud på hovedvejen igen og søgte i den modsatte retning af hvad de havde gået i forvejen.

[Deleted]

Det ville ikke ændre det mindste at gå i panik, men at leve med bevidstheden om at man snart ville være tvunget til at sige farvel til en verden som lå for fødderne af én.. midt i en storhedstid, det havde selv Lilith svært ved at acceptere også på hans vegne. Hun kastede blikket over skulderen med et let glimt i blikket. ”Jeg tror end ikke dine anelser ville kunne gøre det,” svarede hun lidt kækt. Hun var en ung kvinde af meget stærke holdninger også selvom det ikke var hendes ret, men hvilke tanker hun gjorde sig i løbet af en middag, det ville han næppe gætte. Man kunne kalde det held i uheld at hun stod som prinsesse og dermed ikke kunne gøre som hun lystede. Det var fristende at udfordre ham til at tage hende til sig som en lærling, men at gøre det uden Mattheus’ tilladelse, turde end ikke hun begive sig ud på. Vagterne fulgte dem bag dem med tunge skridt, Lilith tog slet ikke notits af dem. ”Det glæder mig om ikke andet at det er de tanker De gør Dem om mig, Sir. Jeg lover Dem at hvis jeg en dag får muligheden, så lader jeg den ikke gå fra mig,” lovede hun med et oprigtigt smil. Hun ønskede inderligt at blive en del af handelen landene imellem, det var trods alt noget som hun rigtigt kunne være god til. Lilith sagtnede farten en smule blot for at betragte Xavier bagfra mens han strøg ned af gaden. Tanken om at han var sin kone tro var overraskende, men ikke desto mindre så havde han levet enhver mands drøm. Han var rig.. han havde magt og status og hans kone som engang havde været smuk og ung, havde givet ham fire børn. Det var et liv hun aldrig ville leve om hun kunne blive fri. ”Det forstår jeg udmærket, Sir men jeg finder det dog ærgerligt at De lader Deres.. menneskelige behov glide i baggrunden til fordel for arbejde som gør Dem grå før tid uanset. Hun nåede igen op på siden af ham og fulgte ham langs gaderne også selvom hun ikke længere hvor de bevægede sig hen af. Han kendte stederne langs bedre end hun selv. ”Jeg tror at De har ret,” påpegede hun istemmende og og lagde hovedet en kende på sned. Han var høfligheden selv, dog havde hun en idé om at han som hende var djævlen i forklædning og det var det som gjorde hende pokkers nysgerrig. ”Hvor fører De mig hen?” spurgte hun nysgerrigt og rynkede lidt på panden. Nu var de ude hvor hun ikke var sikker på at hun nogensinde havde sat sin fod.

[Deleted]

Xavier vidste at tiden var ved at rende ud, og han havde accepteret dette allerede for mange år siden. Det var jo heller ikke rigtigt fordi at han havde noget andet valg. Han vidste godt, at der var muligheder hvorpå at man kunne blive skænket en udødelighed, og han var ikke bleg for at erkende, at han havde tænkt tanken mere end en gang. ”Nu skal du ikke spolere en mands retfærdige tankegang, min pige,” sagde han morende. Det kunne godt være, at hun var langt ældre end ham, men i forhold til hans levetid, så var han jo ved at være en gammel mand. Han vidste godt, at han næppe kunne tage hende ind som en lærling, og i og med at hun havde den betydning for landet her, som hun havde, og derfor var en lærling af et simpelt menneske nok heller ikke lige sagen, og det vidste han jo udmærket godt. Han sendte hende blot et af sine mere neutrale smil. Dem var han derimod god til, hvorimod dem som der lå noget i, var noget som blev set frygtelig, frygtelig sjældent. ”Hvis den dag nogensinde skulle dukke op, må De endelig sige til, Prinsesse. Jeg vil føle mig yderst beæret over at have Dem som en lærling, om De kunne være interesseret i det,” sagde han endeligt. Selv vidste han lige hvor han ville have den unge Lilith med sig hen, hvis det var til det fine måltid som hun var. Selv måtte han erkende, at han ikke helt vidste, om hun faktisk fik menneskeføde, eller om hun faktisk levede af blod, ligesom sin mor. Han smilede let for sig selv. Den tanke om det intime og det sensuelle, var bestemt ikke noget som han havde haft i sinde at snakke med en som hende om, men som en sensuel dæmon, eller delpart af en, så tilfaldt det hende vel bare ganske naturligt? ”Jeg glider hellere bort i en storhedstid, end at nyde min hustru i sengen på den måde, Deres Højhed. Uanset hvad, så har selv jeg mit ry og rygte, at passe, og en forretning, som skal køre på skinner. Jeg har valgt min vej at gå, og derfor vælger jeg at nedprioritere hvad der sker hjemme på soveværelset,” sagde han roligt. Det var jo ikke fordi at valget havde været synderlig svært for ham, for det var jo bare sådan at tingene forholdt sig, hvis han endelig skulle være ærlig. Han smilede let for sig selv. Måske en flot mand nu, men ikke om 5 år eller noget i den stil. Han vidste lige hvor han ville hen for at dele dette måltid med hende. Han vendte blikket mod hende, hvor det tydelige hemmelighedsfulde glimt tydeligt måtte melde sig i hans blik. ”Lad det blive en overraskelse, kære Prinsesse,” sagde han roligt, idet han let drejede af, og fortsatte ned af en mindre gade. Det var næsten en hel labyrint, men han kunne sagtens finde rundt. Han søgte ned mod en gammel og næsten intetsigende bygning. Den havde dog rygtet for at være det bedste spisested i hele Marvalo City.

[Deleted]

På trods af at der ikke var meget man kunne gøre med en mand som ham, så ærgrede det selv Lilith at han snarest ville gå i døden – inden hun overhovedet nåede at blive meget ældre end hun var nu. En forfærdelig tanke. ”Jeg troede det var en kvindes kald? At spolere enhver mands form for retfærdighed og stolthed og i stedet nedbryde ham til små, sårbare stykker med sine bare hænder, sine søde kys og hendes varme skød?” svarede hun dæmpet uden at give udtryk for flovhed over at snakke til ham på den måde. Hendes smil fortrak i et næsten forførisk også selvom hun ikke besad den form for intentioner.. lige nu. Hun foldede hænderne foran sig og nikkede. ”Det ville være mig en ære Sir. Erredy men jeg er bange for at Kongen behøver mig i øjeblikket,” svarede hun sandfærdigt. Desværre var tiden jo begrænset, hvilket ville sige at hun ikke kunne vente længe med at blive hans lærling hvis det nogensinde skulle være en realitet. Lilith fulgte trit ned gennem gaderne, med den overbevisning han at ville lede hende til et godt spisested. Hun levede skam udelukkende af menneskeføde og så blod engang imellem – ikke fordi hun behøvede det, men fordi hun nød godt af dets virkninger. Som sensuel dæmon faldt det hende fuldkommen naturligt at snakke om ting som andre måtte anse for at være yderst intime og private, det var ikke noget hun tog tungt. Hun lyttede og overvejede hans ord nøje inden hun endte med at give et forstående nik. ”Jeg forstår at der må prioriteres når levetiden ikke er længere end den er. Det er sørgeligt men sandt, jeg forstår Dem godt. Det De har gang i er for vigtigt også i forhold til kongehuset,” medgav hun uden videre spørgsmål. Hun var nysgerrig på hvor han havde tænkt sig at dele sin middag med hende, men hun nærede tillid til at maden ville være udsøgt, han virkede trods alt som en kræsen mand. [color990000]”Så længe De ved hvor De fører mig hen, for jeg er bange for at jeg har mistet overblikket,”[/color] erkendte hun med et sagte smil. Der var dog ingen uro at sporer, for hvis han ønskede hende ondt, så havde han haft chancen rigeligt med gange. ”Desuden nyder jeg overraskelser,” tilføjede hun og kastede et blik på ham der var præget af en form for drilskhed. Han var en mand lige efter hendes smag, og hun var beæret over at få muligheden for at lære ham at kende særligt eftersom de skulle sidde til møder sammen frem over. Et kendt ansigt var altid behageligt.

[Deleted]

Xavier kunne slet ikke følge den unge Lilith i hendes tankegang, for det var slet ikke noget som lå til ham at snakke så åbent om, at man gjorde det udendørs. Han trak vejret dybt. Det var ikke fordi at evigheden var på hans side, men det var som sagt en skæbne som han havde accepteret allerede for længst. Visse var bare mindre heldig stillet end andre, og derfor ville han hellere sikre sig, at hans forretning kunne fortsætte med at køre sådan på skinner, inden han ville gå i graven. ”Det er det sikkert.. Men en reel mand som jeg selv? Det ville være en skam at ødelægge det,” argumenterede han med et kækt glimt i øjet. Visse ting kunne han naturligvis godt følge hende i, og det havde naturligvis også sine fordele engang imellem, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at tingene forholdt sig i det store og hele. Kongen havde brug for hende, så han regnede bestemt heller ikke med at ville få nogen lærling. Desuden var han ved at være gammel, og et gammelt menneske? Intet væsen med et evigt liv, ville underlægge sig ham på den måde. ”Hans Majestæt har brug for alle de hænder som han kan få, og jeg forstår. Skulle muligheden dukke op, er De velkommen til at kontakte mig. Det ville være mig en ære, at oplære en som Dem i handlens kunst,” fortsatte han sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt ikke.
Med en kort levetid, og nu hvor han var kommet så langt hen i hans liv som menneske, så var han nødt til at lægge sine prioriteter om. Selvom hans kære sønner ikke var noget at prale med, så var han nødt til at gøre hvad han kunne for sin elskede forretning, for han nægtede at lade den falde i grus i takt med hans egen kommende bortgang. For ham gjaldt det jo bare at nyde tiden mens man havde den, hvilket var en tankegang som de øvrige væsner ikke rigtigt var kendt med. Han nikkede sigende til hendes ord. Hun havde fat i det i hvert fald. ”Min største kærlighed, er min loyalitet til det dvasianske kongehus, Prinsesse. Jeg føler endnu, at jeg har så meget jeg kan gøre, som kan hjælpe til og markedet her, er jo blot et skridt på vejen. Jeg er en kræsen mand.. Og en buttet hustru hjemme, som sidder i tryghed, er ikke hvad jeg finder attraktivt,” fortalte han sandfærdigt. Han væmmes mildest talt ved tanken om sin hustru, og det erkendte han gerne. Hvor de var på vejen hen, fik kun Xavier til at smile. Han var en kræsen mand, også når det kom til hvad han ville proppe i munden, men så lang tid hun stolede på at han ville føre hende godt frem, så var han glad. Han kuklo. ”En første tanke og lektion, min kære prinsesse: Hav altid et overblik,” påpegede han sigende og med et kækt glimt i øjet, inden han søgte ned af gaden, hvor de endte på endnu en stor hovedgade. Foran dem, lå der en større bygning, og det duftede skønt af varm mad. ”Mit foretrukkende spisested. Tillad mig at skænke dig et måltid. På min regning naturligvis,” sagde han roligt, inden han førte hende med sig. Man skulle holde sig på god fod med kongehuset, og det formåede han da at gøre med stil.

[Deleted]

De færreste formåede at følge Lilliths tankegang og hun måtte jo nok desværre erkende, at hun faktisk nød den tanke. Hun var en yderst åbensindet, ung kvinde der var en grund til at hun var slottets ansigt udadtil, taget i betragtning af at Mattheus ganske simpelt, var en for travl mand. Vagternes tunge skridt bag hende fik hende til at sukke. En bagside ved at være prinsesse, var at de skulle følge hende i hoved og røv altid! ”Selv en reel mand som dem, Mr. Erredy, kan lade sig påvirke af en kvindes fordele,” påpegede hun næsten morende. Mænd som ham var næsten de sjoveste for at kvinde at bryde ned. Det ville have været hende en sand ære at stå som hans lærling, også fordi hun ikke lagde skjul på sin interesse inden for handel. Desværre var det nok ikke noget som kunne lade sig give sig lige foreløbig. Lillith sendte ham et smil der formåede at blænde de fleste mænd.. alle de mænd som ikke faldt hende i smag vel og mærke. ”Jeg er skam yderst interesseret, Sir. Handel har interesseret mig siden jeg lærte at kravle. Jeg vil sige til hvis muligheden byder sig,” lovede hun med et lille nik og drejede med ham ned af den lidt smallere gade hvor husene begyndte at blive langt mindre imponerende. Eftersom hun havde tilbragt en stor del af sit liv i en lille forstad, så havde hun ingen chance for at finde igennem denne labyrint uden en som ham. Hun fortsatte med hænderne foldet høfligt foran sig. Måske hun var ganske formel også i sin tiltale, så var hendes valgte samtaleemne dog en langt mere personlig og en af hendes favoritter også fordi hun var en sensuel dæmon og dyrkede det også ganske meget. At han så i det mindste selv kunne se at hans buttede og ucharmerende hustru var langt under hans standart var altid noget. ”Jeg respekterer skam din vej at gå. Hvem kunne være mere taknemmelig for den end jeg? Og jeg forstår skam udmærket hvad De mener. Deres kone og Dem har trods alt skænket landet hele fire børn, hendes pligt er gjort og du er godt på vej til at færdiggøre din egen inden det er for sent. I har tjent os godt,” konkluderede hun sandfærdigt. ”Kvinder har desværre en tendens til at miste en del af deres charme efter at have født fire børn. Jeg har set uheldigere mænd end Dem,” kommenterede hun sandfærdigt og trak skævt på smilebåndet. Blikket gled mod ham med det intense glimt malet i dem. Det var ikke underligt, hun var en sulten ung dame, og hun lagde sjældent skjul på hvad hun ville have. Ligesom ham stoppede hun op da de kom til den uimponerende bygning. Hun dømte den dog ikke for.. man skulle aldrig dømme en bog på udseendet, hun ville ikke undervurdere den. ”Det vil jeg tage til mig,” svarede hun. Når først disse gader blev mere kendte for hende, skulle det heller ikke være et problem længere. Normalt ville hun aldrig have ladet nogle betale for hende, eftersom hun havde guld i overflåd, men lige i dette tilfælde najede hun blot. ”I så fald takker jeg ydmygt,” endte hun og vendte sig mod vagterne. ”I bliver herude. Jeg er ganske sikker på at Mr. Erredy vil tage sig godt af mig,” beordrede hun selvom vagterne igen ikke var særlig glade for det. Hun smilede og vendte sig mod bygningens hvis dejlige duft bredte sig i hele gaden.

[Deleted]

Det kunne godt være, at Liliths tankegang var direkte forskruet, men Xavier kunne da om ikke andet, så forstå den, og følge den, og det var noget som han faktisk var utrolig glad for. Han vnendte blikket mod hende endnu en gang. ”Sig mig, Prinsesse, forsøger De at få mig med til sengs?” spurgte han med et let hævet bryn. Nu var han kendt med hendes slags, for ikke at glemme, at han var kendt med hendes familie og hvor stor en del af hendes væsen, at dette var ganske normalt for hende at snakke om, så var det jo noget, som han i princippet havde det fint med. Han havde bare svært ved det. At hun var så interesseret i handel, var naturligvis en tanke som glædede ham, for man kunne ikke klare at styre et land uden. ”Handel kan landet ikke klare sig uden, så det er vigtigt, at det opretholdes så godt som det nu er muligt. Det beklager mig i den sammenhæng, at jeg ikke er her i længere tid, end hvad jeg er. Jeg håber blot, at jeg inden min tid, finder en som kan tage over for mig,” fortalte han. Det krævede ganske vidst en lærling, men der var ikke nogen som ville underlægge sig et menneske. Ikke fordi at det forundrede ham, for han var ganske godt kendt med hvordan mange så på deres væsen; Svagt og ynkeligt. De skulle bare vide, hvad mennesket var i stand til!
Landet havde Xavier altid været trolig loyal til, og det var noget som han ville fortsætte med, til den dag, han faktisk gik i graven. Han nikkede. ”Dvasias er mit hjem, og det har altid været mit hjem. Jeg vil være det land loyalt til den dag jeg ikke er i stand til at trække vejret længere. Min hustru har skaffet mig 4 smukke børn, men ej af slagsen, som er i stand til at fortsætte mit foretagende. Hun har gjort sin andel.. Jeg mangler stadig min,” sagde han endeligt. Han følte ikke at han var færdig endnu.
Turen til spisestedet, var stort set skjult for dem som ikke vidste, at det var der, og det gjorde naturligvis også sit for hans del. Han ønskede desuden at fedte lidt for kongehuset, og det var noget som han uden tvivl gjorde med maner. Endnu en gang, måtte vagterne stille sig udenfor, inden han søgte indenfor med hende. ”Den glæde er skam helt på min side, Prinsesse,” afsluttede han sigende, inden han søgte hen over gulvet. Folk som var derinde, bukkede for hende omgående, da de jo vidste hvem hun var! Han trak roligt stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig. Man var jo en gentleman. ”Hvad ønsker De at spise, Deres Højhed? Hvad de ikke har her, kan skaffes.. Så fortæl mig.. hvad som helst..” afsluttede han, inden han roligt satte sig.

[Deleted]

Landets prinsesse kunne være lidt en udfordring for mange. Hun snakkede som det passede hende selvom det måske ikke altid var lige passende i forhold til situationen. Hans ord fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Hun vendte blikket mod ham med et forførende glimt i det isblå blik. ”Det var lidt af en antagelse, Sir.. Virker det?” spurgte hun lidt drilsk. Ja der var noget ved ham som drog hende mod ham, men om hun var modig nok til at bringe ham til sin seng, det måtte tiden vise. For nu ønskede hun blot at imponere ham. Modsat sin bror, så havde hun fundet en helt anden interesse i handel end så mange andre. Hun hævede et slankt øjenbryn. Eftersom han ikke havde børn til at tage over, så var det ekstremt upraktisk for dem alle, at han ikke ville blive meget ældre. ”De er klar over at der findes muligheder, ikke? Vi værdsætter Deres arbejde, Mr. Erredy, hverken jeg eller min broder ønsker at se en ende på det. Hvis De ønsker det kan vi give dig det der er bedre,” fortalte hun roligt. Selvom hun ikke havde talt med sin bror om det endnu, så betvivlede hun ikke at han ville give sin tilladelse til det. Om det nogensinde ville blive en mulighed at komme under hans kyndige hænder som en lærling, vidste hun endnu ikke, men det ville da give slottet nogle fordele. Måske hun burde tage en snak med Enrico om det. Mennesket var svagt i de flestes øjne, man skulle ikke undervurdere deres intelligens, det var Xavier jo et klart eksampel på, det var selv samme tanke som gjorde hende en kende fyrig. ”Deres loyalitet røre mig. Jeg vil ikke påstå at De mangler at gøre Deres pligt. De har gjort det godt, Sir selvom De stadig mangler at sikre det fremtidige marked. Uanset om De ville tage imod et genereøst tilbud eller ej, så har De trods alt stadig nogle gode år,” påpegede hun og sendte ham et lidt køligt smil. Det lå bare til hende. Vagterne lod hun stå ude, for selv at følge ham ind i restauranten hvor duften af mad omgående nåede hende og næsten fik hendes tænder til at løbe i vand. Hun samlede roligt sin kjole, så hun kunne hoppe ind foran stolen og roligt sætte sig ned. ”Mange tak,” endte hun høfligt. Hun samlede hænderne i skødet og så lidt overvejende op på ham. ”En rød bøf ville jeg aldrig takke nej til.. men lad det være vores lille hemmelighed,” bad hun og holdt fingeren for læberne som en understregning af hendes ord. Det var trods alt ikke ligefrem et feminint valg.

[Deleted]

Xavier holdt faktisk af at snakke med landets prinsesse, også selvom hun på trods af hendes familie, faktisk virkede til at være så godt nede på jorden, og det var rart. Derfor havde han ingen kvaler ved at skulle forsøge at føre snakken videre, for det var jo tydeligt for ham, at hun var ude på noget. ”Er det hvad De er ude på?” fortsatte han, selv med et stille smil på læben. Han havde måske nogle gode år endnu, men som et simpelt menneske, så var det jo stadig meget begrænset hvad han kunne gøre og ikke gøre, for at få noget som helst ud af dette, og det var noget som naturligvis et sted måtte.. frustrere ham vel? Han følte slet ikke at han var færdig og det at hun fortsatte snakken, måtte uden tvivl fange hans interesse på en måde, som han ikke ligefrem kunne sige, at have regnet med i den anden ende. ”Jeg er skam klar over mulighederne, Prinsse, men er samtidig også kendt med det faktum, at det som regel medfører en frygtelig dyr pris, som jeg ikke er villig til at betale. Dette er nu og da mit liv, Deres Højhed.. Og vi opfostres med, at vi må få ud af det, hvad vi kan, inden vi når enden på det,” fortalte han ærligt. Han vidste at det som regel var dyrt, at få muligheden for det mere evige, også selvom han slet ikke følte, at han var færdig endnu, og naturligvis, var det også noget som gjorde ham langt mere frustreret, end det som godt måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, idet han åbnede døren for hende og lod vagterne stå udenfor. Det var rart, selv for ham at komme indenfor, og det at vagterne pænt måtte stå udenfor, når det var sådan et sted her, han kunne bruge lang tid på at sidde på. Han sendte hende et let smil, idet han satte sig ned overfor hende. Folk kiggede, men det var jo heller ikke ligefrem steder som dette, at man forventede at landets prinsesse ville opsøge. Det var et snusket område, men dog et ganske fint spisested, som selv Xavier holdt frygtelig godt af. Han kendte til kvalitet, og dette var nok et af de bedste i hele Dvasias, og det var noget som han ønskede at vise hende. ”Det er vældig generøst af Dem, Prinsesse. Hvad vil Deres pris være for en tjeneste af denne kaliber? Er det noget som De har diskuteret med Kongen?” fortsatte han. Det var skam ikke fordi at han ikke tvivlede på det, men han ønskede heller ikke at gøre sig nogle forhåbninger, hvis det nu skulle vise sig, at være frygtelig, frygtelig dumt for ham. Han nikkede, inden han vendte sig, for at kalde en tjener til sig. En som kom hastende. ”En rød bøf til Prinsessen og en mediumstegt til mig, kartofler og meget gerne asparges om muligt. Og lad det gå lidt tjept,” afsluttede han ganske kortfattet. Tjeneren nikkede og forlod dem til fordel for køkkenet. Xavier smilede tilfredst. Han vidste hvad han ville have. Han vendte sig mod hende endnu en gang. ”Fortæl mig mere om dette generøse tilbud, Deres Højhed. De har min fulde interesse,” opfordrede han.

[Deleted]

Måske Lilith var det mere rolige selskab i familien, men hun nød faktisk af at fører en ganske normal samtale. Måske hun som regel var manipulerende i samme, men efter at have været indespærret på et hjem i guderne måtte vide hvor mange år, så var det rart endelig at komme ud og møde befolkningen. Hun lagde hovedet på sned og kunne ikke holde det lidt morende smil tilbage. ”Slår jeg Dem som kvinden der forsøger at forfører gifte mænd?” spurgte hun med en drilskhed der tog fornærmelsen ud af ordene. Hun gled ned på stolen og foldede hænderne i sit skød mens hun blot lod ham bestille. Det var trods alt sådan hun fortrak en mand. De flestes øjne hvilede på hende, og hun forstod hvorfor. Det var tydeligvis ikke et af de finere områder, stedet kunne godt virke snusket, men det var nu engang noget som Lilith faktisk fandt lidt hyggeligt.
Hendes ansigt var lys op af det levende lys som stod på bordet. ”Det er sandt, og jeg er klar over at særligt min familie, har ry for at have yderst høje priser. Når det er sagt så må vi trods alt tage højde for alt det arbejde du har ydet, og hvad vi får ud af det i sidste ende, ikke sandt?” svarede hun med en uhyggelig sød tone. Af sin alder var hun frygtelig moden og bevidst, og det var bestemt ikke underligt at deres middag næsten havde forvandlet sig til en form for forretning, det var jo primært det de begge dyrkede, og nu hvor hun ikke var omgivet af fede mænd med status, ja så havde hun faktisk et ord at indfører. Hun rystede på hovedet. ”Det er intet jeg har diskuteret med min bror endnu, men jeg er sikker på at han ville kunne se fornuften i det, desuden har min broder en vane med at give mig hvad jeg beder om,” tilføjede hun ærligt. Hvorfor lægge skjul på at hun var en forkælet, lille møgunge? Det var hun jo. Dog knoklede hun for de ting hun fik og bad kun om det hun anså for at være inde for rimelighedens grænser. Hans ord fik hende til at le. ”Jeg var ikke klar over at der skulle så lidt til at fange en mands opmærksomhed. Det må jeg huske for fremtiden,” endte hun morende og rettede ryggen. Hun var trods alt ude og skulle også té sig ordentligt. ”Min pris vil være lille i taknemmelighed for de ting som De allerede har gjort for os,” svarede hun sandfærdigt og så ned på sit tomme glas. ”Har huset en vin der er værd at smage på?” spurgte hun og så op på ham.

[Deleted]

Xavier kunne skam godt være lidt mere løs på tøjlerne og være langt mere afslappet, end den hårde forretningsmand, som han nu stod frem som, og det var noget som faktisk var rart engang imellem, da det var noget som skete så frygtelig sjældent. ”Med Deres familienavn, ville det da ikke kunne forundre mig, hvis det jo faktisk var tilfældet, Prinsesse.. Desuden beskriver De mig som en flot mand, så jeg ville blot forsikre mig,” påpegede han med et glimt i øjet, som udelukkende hentydede til, at det var ren og skær drilleri. Ja, selv han kunne tåle en joke i ny og næ faktisk, og han nød af det, når det endelig skete.
Alene det faktum at Lilith sad der og nærmest tilbød Xavier muligheden for et langt og godt liv, var uden tvivl noget, som virkelig måtte komme bag på ham, men han kunne jo ikke ligefrem benægte, at han ville have noget imod det. ”Det er naturligvis sandt. Jeg har ydet et stort arbejde, men jeg kan ikke benægte, at jeg frygter for prisen er noget, som jeg ikke vil kunne betale.. eller er i en prisklasse eller form, som jeg vil betale,” påpegede han ganske sigende. Han var virkelig glad for hans arbejde, og han var virkelig glad for at det var så værdsat på slottet, at de havde bemærket sig af det. Smilet bredte sig en anelse, også fordi at han ikke rigtigt kunne lade være, nu hvor han havde den mulighed for det, så det i sig selv, var ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Der kan man jo bare se. De har allerede fat i det vigtigste af det som vil sige, at blive en god forretningsmand, Prinsesse, hvis De formår at få hvad De beder om, og det er en ganske tydelig mangel her i det her samfund. De kunne uden tvivl blive frygtelig stor indenfor forretning,” sagde han roligt. Maden var bestilt, og det passede ham fint, for selv han ville ikke have noget imod at få noget godt at spise, inden han ville tage hjemover. Det havde nu alligevel været et ganske fascinerende at møde prinsessen under disse omstændigheder. ”Hvad skal jeg sige? Hvis man først har fundet kernen til en mands interesse, og for mit vedkommende; Hvem vil da ikke ønske sig et evigt liv?” spurgte han med en ganske sigende mine. Hvad prisen var, var det o
som faktisk afhang af det hele, for han ønskede slet ikke at blive udnyttet mere end hvad man gjorde som en forretningsmand. ”Naturligvis.” Han hævede endnu en gang hånden, hvor tjeneren kom hastende. ”Den fineste og dyreste vin, som I har her i huset.. Igen; Tjept,” påpegede han med en kortfattet og sigende mine. Tjeneren hastede væk, inden han kom tilbage med en forholdsvis dyr flaske. ”Yderst velsmagende til kødretter, Deres Højhed. Fra Højlandet i Procias fra den gamle vinplantage. Det er en yderst sjælden flaske,” præsenterede han så høfligt som det nu var ham muligt. Xavier gjorde tegn til at han skulle skænke op, og han gjorde lige så.