Royal Visit

[Deleted]

Det var naturligvis en glæde for Xavier at besidde viden om, at de slet ikke ønskede at hans arbejde skulle gå i sig selv, og at det var noget som de faktisk ønskede at han skulle fortsætte med. Han smilede let for sig selv. Det i sig selv, var jo en bekræftelse, som selv en mand som ham, kunne bruge til noget, og det gjorde naturligvis også en hel del, og specielt for ham, så var det noget som faktisk passede ham ganske fint når det nu endelig skulle være i den anden ende. ”Jeg vil ikke have nogen kvaler ved at tage Dem i lære, Deres Højhed. Tvært imod, så vil det være mig en ære, at vide den dag, jeg finder det nødsaget at trække mig, at der vil være en, som kan fortsætte de ideologier, som jeg har arbejdet så hårdt for at opnå,” fortalte han med en ærlig stemme, for det var jo faktisk sådan at han havde det med tingene. Hun ville være hans lærling, og hun virkede heller ikke til at være en, som havde noget imod at arbejde under ham, og det var noget, som han også havde det ganske fint med i den anden ende. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Han havde sin egen tilgang til tingene. Selv han vidste, at hans tid havde været knap her i livet, og så ville han da heller ikke spilde tiden unødvendigt med at skulle tænke på alle disse ting, for det var slet ikke noget, som nogen af dem, ville få det mindste ud af, og det vidste han jo udmærket godt. ”Se.. Det er jo min egen store hemmelighed, som jeg vil dele med Dem, om De bliver min lærling, Deres Højhed,” påpegede han sigende. Det var jo en hemmelighed bag hans store sans for forretning.
Xavier var bestemt ikke meget for hemmeligheder, og den som hun holdt i sig, var en som faktisk kunne tage hans liv, og derfor ønskede han da naturligvis at vide, hvad han havde at forholde sig til, for som det lød til at være, så var det bestemt heller ikke ligefrem småting. ”I så fald, så må jeg smøre mig med tålmodighed, og så se hvad morgendagen bringer mig. Jeg formoder ikke, at De har fortæller mig noget, før jeg ankommer til middagen,” påpegede han sigende, inden han dømte sit glas. Han måtte erkende, at han virkelig var glad for den vin. En skam, at der ikke var så mange af de flasker igen. ”Det har været mig en spændende og meget.. informationsrig aften, Prinsesse, med hvis jeg skal samle mig energi, og kysse min hustru ’farvel’, er det på tide, at vore veje skilles,” fortalte han ærligt. Hun havde vel også meget at se til med den kommende middag?

[Deleted]

Lilith ønskede ikke at skjule det faktum at kongehuset behøvede ham, og det som han havde formået at stable på løbet i sine ellers få år. Det var yderst imponerende, og det ville kun glæde hende hvis hun blive lov til at få del i det. Hun smilede for sig selv og betragtede ham roligt. Stoltheden var ret tydelig at sporer i hans blik, og man behøvede ikke at være Nathaniel Diamaqima for at se hvilken stolt mand han var generelt, det var noget af det som fængede hende. ”Jeg tror vi kan blive enige om, at vi begge ville få noget godt ud af et samarbejde, og jeg er mere end villig til at underkaste mig Dem og være en klump ler i Deres varme hænder,” svarede hun med et næsten sensuelt glimt i blikket. Ja hun var jo hvad hun var af en grund og det satte sine spor i hende. Hun havde ingen idé om hvem hendes far var, men hun måtte jo konkludere at dødsenglen og den sensuelle dæmon måtte komme fra ham et eller andet sted. Hun havde intet imod at han spillede lidt med på legen, hans ord fik hende blot til at trække sig med et tydeligvis legesygt smil. ”Meget vel.. jeg spørger Dem igen om en måned,” advarede hun lidt morende. Hun var bestemt ikke en der ville glemme sådan noget, og særligt ikke når han først formåede at vække hendes nysgerrighed. Hun tømte sin glas med vin og nød de sidste dråber der gled ned i svælget. ”Se.. det har du ret i,” svarede hun let. Det forundrede hende som sådan ikke at han gerne ville hjem. Der var en del forberedelse som de begge skulle gøre sig, og der skulle trods alt også dækkes op til middagen som Mattehus havde planlagt for i morgen. Hun nikkede roligt og tørrede sine fingre i servietten i skødet. ”Det forstår jeg, jeg har skam også en del forberedelse inden. Om ikke andet så takker jeg for en fantastisk rundtur og en udsøgt middag, Mr. Erredy. Jeg glæder mig til at se Dem i morgen,” endte hun roligt og bukkede sig roligt ned for at kysse hans kind som en høflig afsked, inden hun igen rettede sig op og forlod restauranten uden videre. Hun var jo kendt for at være en hemmelighedsfuld og unik kvinde, hvilket hun gerne ville holde fast i. ”Kom så,” beordrede hun vagterne som fulgte hende mod Castle of Darkness.

//Out

[Deleted]

Bekræftelsen i det hele, var noget som især passede Xavier ganske fint, for han synes lige så, at han havde opnået skræmmende meget igennem hans korte levetid i forhold til så mange andre, så det at vide, at kongehuset faktisk havde brug for ham, var virkelig en bekræftelse i sig selv, og det var noget, som han uden tvivl også havde brug for at vide, eller høre for den sags skyld. Han smilede let for sig selv. Det gjorde ham jo stolt at vide. ”Det vil være mig en stor glæde og ære, at få lov til at være med til at form Dem, Deres Højhed. Jeg ved, at det er noget som De vil klare fantastisk,” forsikrede han hende. Hans måde at se tingene på, var måske meget anderledes end så mange andre, men noget havde han jo haft, men det var jo heller ikke fordi at han havde tid til at sætte sig ned og gruble for meget over tingene. Han smilede let for sig selv. ”Og det samme svar, vil De få,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, nu som det var sagt. Han tog den sidste tår og tømte derfor også sit vinglas og satte sig tilbage på sin plads. Det hele startede med en kommende middag, og nu vidste han, at der kom til at ligge lidt mere i det, end som så, og det var jo egentlig noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Det var noget som gjorde ham nysgerrig, og det var ikke noget, som han kunne lade være med at bide sig fast i. Han havde jo ikke nogen anelse om, hvad det var han skulle forberede sig på. Han nikkede roligt. ”Det starter med en middag, som i princippet, kan ende ud i at koste mig livet, Prinsesse.. Det kræver lidt en forberedelse for mig. Jeg ser dog frem til det,” sagde han med en ærlig stemme, for han mente det jo trods alt også. Det at få muligheden for at være omkring med det, som man næsten kunne definere som et evigt liv, var slet ikke noget som han ville have noget imod, for han var slet ikke færdig her.. Det var bare den fornemmelse som han havde. At hun rejste sig, kyssede hans kind og tog sin afsked, fik ham til at se på hende. Det var ikke sådan han havde regnet med det! ”Vi ses i morgen, Deres Højhed,” sagde han med en rolig stemme, inden han så til at hun forlod stedet. Han forlod det selv ganske kort efter. Han havde pludselig meget at arrangere inden middagen i morgen aften.

//Out