Royal Visit

[Deleted]

Solen var gået ned. Landet var atter vågnet fra dagens dvale og levede i største pragt. Gaderne var livet op af det kæmpe marked som i løbet af aftenen voksede sig større og større jo flere handelsmænd som vadede frem og tilbage. Bare for lidt afvekslings skyld, havde Lilith insisteret på at komme en tur på markedet. Mattheus var aldrig meget for når hun tog ud på egen hånd, og derfor blev hun som sædvanlig, fuldt af en større eskorte af vagter som havde forsøgt at ville køre hende gennem gaderne i vognen, noget som hun havde nægtet, for hun trængte til at føle luften på sin hud. De ravnsorte lokker hang frit ned omkring hendes skuldre i lette krøller. For at få både det og de isblå øjne til at skille sig lidt ud, havde hun iført sig en lettere rød kjole som smygede sig tæt omkring hendes slanke skikkelse og afslørede rigeligt med kavalergang. Hvorfor skamme sig når hun nu vidste at hun var en flot, ung kvinde? Hun fugtede sine læber og bevægede sig ned af gaderne af brosten med en intens mine. Handelsmænd stirrede på hende, det var jo ikke ligefrem et hverdagssyn, langt de fleste bukkede for hende hvilket selvfølgelig også var det klogeste. Det kunne godt være at hendes rolle havde været skjult op gennem hendes barndom, men nu hvor hun var blevet gammel nok til selv at drage sine beslutninger, så var hun mere at se udadtil. Vagterne fulgte hende tavst, de vidste at hvis de forsøgte at bryde ind, så ville de få hendes vrede at føle hvilket bestemt ikke var behageligt. Hun smilede til en ung sælger som hun passerede på vejen med et lidt giftigt glimt i øjet. Den blege hud blev lyst op af månen som stod højt på himlen. Roligt stoppede hun op foran en smykkebod hvori der var opstillet nogle tydeligt ekslusive nogle af slagsen. Hun lod en pegefinger glide let hen over en af de grønne ædelstene på en af halskæderne. Smuk var den. ”Smaragder ikke sandt?” spurgte hun med næsten syngende toner, også selvom der var en form for ligegyldighed at spore. Den slags var sjældne og derfor langt mere imponerende end mange af de andre han kunne tilbyde. Sælgeren nikkede og bukkede dybt for hende. ”Kan De garantere mig at de er ægte?” spurgte hun videre og så denne gang op på den ældre herre med gennemborende øjne. Som prinsesse kunne hun trods alt ikke bære noget billigt ragelse omkring sin hals, det var på ingen måde godt nok eftersom hun var langt mere værd end falske sten!

[Deleted]

Det var aften, og selvom man måske skulle sige sig, at det ikke var tiden for et menneske at bevæge sig ude, så vidste Xavier udmærket godt, at den by her nærmest kunne siges, at være hans egen. Med rolige skridt, bevægede han sig ned af markedet og med den tydelige intense mine, som man på ingen måder skulle kunne tage fejl af. Han var en selvsikker mand, og selvom an var ved at være af den ældre kaliber, så var han nu sikker på, at han endnu havde mange gode år at gøre godt med. Han håbede i hvert fald.
At selve Prinsessen var i Marvalo City i dag, var slet ikke noget som han havde fået med sig, selvom dette dog var noget som hurtigt gik op for ham, ved alt postyret med vagter henne ved en af de boder, som han ellers selv havde haft temmelig meget i blik igennem den sidste tid. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han igennem de sidste 30 år, havde været den som stod for markedet her, og selvom han selv ikke havde meget til overs for det falske og det uægte, men det var svært for ham at styre og kontrollere alt hvad der kom ind og ud af markedet, men han havde om ikke andet, så sat en indsats ind for det. Han søgte direkte i retningen af boden, hvor den yndige prinsesse, allerede synes at være faldet for en af de kæder som var til udstilling. På lang afstand, strålede den af at være falsk. Han havde efterhånden lært at kende lidt forskel, så det var jo egentlig noget som passede ham selv ganske fint, når alt endelig skulle komme til alt i længden. ”Jeg vil ikke anbefale Dem at købe den, Prinsesse,” begyndte han med en rolig stemme, som han let bukkede hovedet. Vagterne reagerede nærmest instinktivt på hans pludselige tilstedeværelse, at de selv valgte at trække til håndvåben. De vidste jo at den kære prinsesse stod kongen frygtelig nært, og efter alt det som var sket, så var det yderst vigtigt, at der ikke skete hende noget. Xavier var enig. Det var på tide, at der blev taget højde for det hele, og at alt igen faldt til ro. ”Ser De om smaragden, er den brun. Det indikere tydeligt, at den pågældende sten er belagt med magi. Tro mig, Deres Højhed. Jeg kender falskhed og uægthed, når jeg ser det,” forklarede han roligt. Det kunne meget vel være at han kun var et menneske, men han var en af de mere magtfulde her til lands, også selvom han måske ikke oplagt viste, at han vel et sted var en kende.. magtgal? Han vidste hvem han skulle vise respekten, og derfor valgte han langt om længe ,at søge let ned i knæ i respekten for hende, og derved også udvise respekt og accept for hende, som en højtstående her til lands. Hånden lukkede han let om stokken som han havde ved sin side. Det var jo udelukkende for hans images skyld.

[Deleted]

Lilith betragtede de smukke ædelstene som glitrede i månens blege skær. De var utrolig smukke også selvom hun havde sin mistanke om at de næppe var ægte, og alt andet kunne ikke gøre det. Sælgeren rømmede sig en smule hvilket i sig selv fortalte hende at han netop skulle til at give hende en løgn. Smilet falmede hurtigt og efterlod hende med et vredt udtryk. Sælgeren åbnede munden men tav hurtigt da Xavier meldte sin ankomst. Lilith vendte sig ikke om med det samme, men lod igen det legende smil spille hen over hendes læber. Måske hun ikke kendte den kære mand særlig godt, mens hans stemme, den genkendte hun langt væk. Hun vendte sig langsomt mod ham og lod de klare, blå øjne tilfalde hans skikkelse. Hans alder og race taget i betragtning, var han en utrolig flot mand.. et stærkt kæbeparti, muskuløs… ”Mr. Erredy.. altid en fornøjelse,” hilste hun med det sensuelle glimt i blikket. Det var en stor del af hende, og desuden et bæst som var blevet vækket for mange år siden da hun endnu havde været frygtelig ung. Hun himlede med øjnene. ”Vær venlig at sænke jeres våben, gentlemen,” bad hun med en intens mine. Vagterne sænkede omgående deres våben og blev stående bag hende. Som Xavier gled i knæ for hende, trådte hun et skridt frem og rakte ham sin blege hånd. ”Jeg beklager den hårde velkomst, jeg er bange for at min broder har truet dem en tand for meget,” erkendte hun og bukkede hovedet for ham i respekt. For hende at se, var det intet problem at han var et menneske, det var tværtimod imponerende at han var kommet så langt. Ved hans ord vendte Lilith sig igen mod smykkerne med et hævet øjenbryn. Sandt at se, så var stenen brun om kanten. ”Interessant. Det vil jeg huske til næste gang en sælger forsøger at sælge falske smykker til landets Prinsesse,” svarede hun og stirrede på den pludselig blege sælger med et mørkt blik. Hun brød sig ikke om at blive snydt, selvfølgelig skulle der være mænd som ham, der var trods alt de stakler som ikke havde råd til at købe den ægte vare. Hun vendte sig mod Xavier. ”Og kender De tilfældigvis et sted, hvor en prinsesse kan købe sig værdige smykker, kære Mr. Erredy?” spurgte hun næsten lokkende. Hun var nødt til at købe noget pænt til middagen i på slottet i morgen, desuden brugte hun gerne sine penge på markedet hvis blot der blev skænket hende ærlighed til gengæld, hvilket var noget som han tilsyneladende havde tænkt sig at give hende.

[Deleted]

At se selveste prinsessen af Dvasias på hans marked, var noget som især vækkede en vis interesse for Xaviers vedkommende, for han ønskede på ingen måde at se den kære kvinde blive snydt, også fordi at det var noget som kraftigt ville gå ud over hans ry og rygte, og det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde i det hele taget! Selvom hans pludselige tilstedeværelse, måske kom en smule bag på vagterne, som med det samme trak deres våben, også selvom han blev stående uden egentlig at reagere. I forhold til de mange væsner som gik på to ben på et sted som dette, så vidste han godt, at han var svagt stillet, men alligevel havde han kæmpet sig op af ranglisten, og det var noget som uden tvivl passede ham helt fint! ”Fornøjelsen er skam helt på min side, Deres Højhed,” sagde han ærbødigt. Han var en mand med mange finurlige tanker måske, men af den grund, så værdsatte han og respekterede han kongehuset, som han altid havde været dem loyale og trofaste, og det var skam også grunden til at han valgte at bukke, selv for en kvinde som hende, som man i princippet kunne sige, ikke havde nogen former for statsmagt, så var betydningen for Mattheus, ikke rigtigt til at tage fejl af. Han smilede ganske let, idet han roligt rettede sig op igen. ”Med den betydning som De har for Kongen af Dvasias, er det ikke underligt. De er den mest uvurderlige skat for ham, har jeg hørt ham udtale,” sagde han roligt, idet han rettede sig op. Sælgeren var måske ikke tilfreds med at Xavier ødelagde handelen som meget vel kunne være sket, men det var uden tvivl noget som han gjorde med en rigtig god grund, for han ønskede slet ikke at have det ry på sig, for det ville kraftigt gå ud over ham! Folk skulle slet ikke have lov til at have noget på ham! Han nikkede mod hende, idet han roligt lagde begge hænder over stokken som han gik med. ”I og med, at det er mit område og min handelsdel, vil jeg ikke se landets Prinsesse vandrende omkring med et falsk smykke købt på min plads, når jeg ved, at der er mange andre steder, hvor man kan gøre en ordentlig handel.. Tillad mig, Deres Højhed, at vise Dem hvor De kan gøre Dem fabelagtige køb kun en prinsesse værdig,” bad han med en rolig stemme, idet han med den ene hånd, gjorde tegn til at søge lidt længere ned af gaden. Selv begyndte han blot at gå. Han kunne jo lige så godt vise frem til stedet. Boden var nok nærmere en butik, som lå for enden af en temmelig mørk handelsgade og blandt de faktisk billigere butikker og boder, så den var temmelig godt skjult, så kun dem med pengepungen i orden, var i stand til at finde den. Her var der smykker af alverdens slags, i guld, sølv og sågar med rubiner og smaragder. Alt til en smuk prinsesse.

[Deleted]

Det hørte til sjældenhederne at Lilith opsøgte markedet. Mange gange havde hun trods alt selv pligter hun skulle tage sig af, som ikke tillod hende at spendere lidt tid på sig selv. Det var ikke kommet hende som en overraskelse at støde på Xavier, han var trods alt manden bag dette paradis af butikker og boder, en bedrift som han ifølge hende, kunne være stolt af, særligt taget i betragtning af hans race. Hun fastholdt det intense blik på hans skikkelse. Måske hun ikke havde nogen statsmagt som sådan, men hun var stadig en magtfuld kvinde og ikke en man skulle komme på tværs af. Selv hun udviste faktisk ham respekt selvom han blot var et ”simpelt” menneske. Hun vidste at Mattheus holdt utrolig meget af hende, de havde trods alt kun haft hinanden, og tanken om at han pralede med det morede hende kun. ”Det lyder som ord der sagtens kunne forlade hans læber. Tilgengæld er jeg bange for at han helst ser mig gemt af vejen i en kiste på en fremmede Ø,” svarede hun lidt morende. Den mand ville gøre hvad som helst for at beskytte hende og hvis det indebar at gemme hende af vejen, så var hun ikke i tvivl om at han ville gøre det om hun gav ham lov. ”Det ville være en sand katastrofe. Jeg stoler på Deres sans for kvalitet Xavier, så vidt jeg ved har den endnu ikke slået fejl. Vis mig endelig vejen,” bad hun med et glimt i øjet og begyndte roligt at gå i den retning hans hånd indbød til. Hendes skridt var elegante og smidige og hendes hoved hævet højt som hun med ham i front bevægede sig ned af gaderne til de mere billige butikker, hvilket ikke var underligt. Naturlig fordeling, de rige nød oftest at påminde de fattige om hvad de havde som de ikke selv havde. Roligt stoppede hun op foran den antikke udseende butik med smykker i alle skikkelser i vinduerne. Hun vendte sig mod vagterne med et strengt blik. ”Bliv herude. Jeg har brug for en rigtig mands mening,” afsluttede hun og vendte blikket mod Xavier med noget der mindede om uskyld i blikket. Vagterne var tilsyneladende skeptiske ved at lade deres prinsesse følges alene med et sølle menneske, som ikke ville kunne beskytte hende. ”Vil De gøre mig den ære, Mr. Erredy?” spurgte hun lokkende og gjorde gestus mod butikkens åbning. Hvis der var nogen på dette sted som havde øje for kvalitet og skønhed så måtte det være en mand som ham, desuden så ønskede hun faktisk hans ærlige mening så hun ville komme hjem med det helt rette.

[Deleted]

Xavier tog turen op af de handlestærke gader flere gange om dagen, blot for at sikre sig at det hele gik ret for sig. Han legede måske med magter, som han i det store forløb, ikke ville være i stand til at styre eller kontrollere, men han gjorde et nu efter bedste mening og hensigt. At skulle se landets prinsesse blandt de handlende, havde han ikke just regnet med, og at hun var i færd med en falsk handel, var slet ikke noget som han ønskede komme på tale for hendes vedkommende, og derfor så han sig nødsaget til at blande sig. ”En kiste på en fremmed ø, er måske hårdt sagt, Deres Højhed. Jeg er blot af den overbevisning, at kongen ej vil hæmme for at beskytte dig med alle midler,” medstemte han roligt. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. De grå øjne udstrålede muligvis kulde, men et sted derinde gemt bag det menneskelige væsen, var der faktisk strategi og intelligens, som udstrålede de fleste af hans slags, og han var bestemt heller ikke ligefrem bange for at gøre brug af det i længden, dersom han ellers ville være tvunget til det. ”Jeg vil næsten betegne ordet ’kvalitet’, som nært til hjerte, som havde det været et mellemnavn, Deres Højhed. Jeg stiller mig gerne til Deres tjeneste, så De får et hyggeligt ophold og en god handel med Dem hjem igen,” sagde han roligt, som han let bukkede med hovedet for hende i stedet for.
Xavier fulgte hende roligt ned af gaden. Det var en temmelig oplagt placering, men det var stadig vigtigt, at man vidste, at det var der, for ellers kom man ikke rigtigt nogen vegne med det. Han stoppede op ved butikken med alskens smykker i vinduerne. Her vidste han at det var ægte. ”Her gør jeg mine egne forretninger,” forklarede han sandfærdigt. At hun derimod stadig ønskede hans ekspertise, fik det tilfredse smil til selv at brede si på hans læber, idet han roligt nikkede. Vagterne stod udenfor, og der var kun en vej ind, så hvad kunne der ske? ”Naturligvis, Prinsesse,” sagde han roligt, idet han rakte hende sin arm, så han kunne følge hende indenfor, som havde han kun været en gentleman. Han var en mand, som gik meget op i ære.. Han gik frygtelig meget op i det, og derfor var det dyreste og reneste kun godt nok til en som hende. Han førte hende med sig op til døren, som han åbnede for hende, så han tillod hende at træde ind som den første. Butikken bundede af smykker af alverdens slags til håndled, ører og hals i guld og sølv, samt sten i frygtelig mange forskellige farver. En lille, men dog fed herre stod ved disken, og han bukkede ydmygt. ”Prinsesse,” hilste han respektfuldt.

[Deleted]

Efter de mange år væk fra slottet, så måtte Lilith erkende at hun ikke kendte disse gader synderlit godt. Sammen med ham bevægede hun sig ned langs gaden hvor hun endnu fik reaktioner fra de handlende. Hun antog næsten at disse boder var for de mere fattige? Hænderne foldede hun roligt foran sig og så for en kort stund i hans retning. ”Det er hans mål i livet at beskytte mig, såvel som det er min at tjene ham,” svarede hun sandfærdigt. Mattheus var selv det vigtigste i hendes liv, den eneste som altid havde været der, ud over Enrico vel og mærke. Kulden i hans blik var ej noget Lilith bed sig fast i. Menneskerne var som regel ligeså meget være som små kryb til myrer, som sneg sig mellem fødderne hen over gaden. Xavier var anderledes, han rummede mystik og selvtillid på en ganske andet niveau end langt de fleste af hans slags, han imponerede hende og det var noget som de færreste formåede. Den lille butik som tårnede op foran dem, fik hende blot til at smile en smule veltilfredst. ”I selskab med dem Mr. Erredy er jeg ikke i tvivl om det bliver en yderst komfortabel og tilfredsstillende oplevelse,” svarede hun og så på ham med det legende glimt i blikket.
Vagterne var slet ikke tilfredse med at skulle lade hende gå alene derind med Xavier, men der var kun en vej ind lod det til, og hvis de blot sørgede for at bevogte den, så var Lilith overbevist om at de nok skulle klare sig. ”I så fald vil det næppe skuffe, taget Deres stil i betragtning,” komplimenterede hun og lod ham åbne døren for hende. Hun trådte roligt ind. Selve stedet var mørkt og dunkelt. Fakler hang på væggene og dets flammers skær lyste de mange smykker op så stenenes glitrende genskær kunne ses i loftet. Hun nikkede anerkendende og bukkede hovedet mod den lille, buttede mand bag baren. ”Sir. Hvilken nydelig butik,” sagde hun roligt og vendte sig mod Xavier. ”Igen vælger jeg at sætte alt min lid til din ekspertise som forretningsmand og som mand ikke mindst. Jeg skal bruge noget som kan imponere en mand som mildest talt er umuligt at imponeret.. noget unikt,” forklarede hun med begejstring i stemmen. Hvem kunne være bedre til at vejlede hende end manden bag alt dette? Hun var virkelig imponeret over hvor langt han var kommet med tiden på trods af den lave alder og frygtelig korte levetid. Han havde vel omtrent 10.. måske 20 år tilbage, hvilket i hendes øjne måtte være en forfærdelig tanke, særligt med henblik på at han ikke havde nogle til at overtage dette vidunder. Det ville blive et tab for kongehuset.

[Deleted]

At kongen værdsatte Lilith, var Xavier på ingen måder i tvivl om, og derfor ønskede han også at vise kongen respekten, ved at vise den for hans kære lillesøster, for det virkede uden tvivl også til at have sin effekt på det hele. Han nikkede mod hende. ”Et respektabelt og evigt mål i livet, må jeg sige, Deres Højhed. Jeg betvivler ej, at det er noget som den unge konge værdsætter,” sagde han roligt. Han var ikke direkte kendt med deres familiesituation, da han selv vidste, at hans egen var ukendt for de fleste, og det var noget som passede ham særdeles fint. At hun gerne ville have ham til at give hende en god oplevelse med det hele, var bestemt ikke noget som han havde noget imod, for det gjorde han faktisk gerne. Det var trods alt hans marked, og hvis han kunne få hende til at ville handle her frem for de mange andre steder, så gav det jo trods alt også ham penge i lommen, og det gjorde ham bestemt ingenting! ”De lægger et pres på mig Deres Højhed. Jeg skal gøre hvad jeg kan, for at give Dem en god oplevelse med mit handelsmarked,” lovede han endeligt.
Xavier vidste skam godt, at han havde levet en lang alder i forhold til at han var et menneske, og sikkert kun havde et årti eller to tilbage at leve i, selvom han nu ikke just gik og tænkte på de negative ting, for det vidste han skam godt, kun ville gøre ham negativ, og det var noget som kunne udnyttes. Han trådte roligt ind i butikken sammen med hende, hvor vagterne pænt fik lov til at blive udenfor. ”Hvorfor nøjes, når man kan få det bedste, hvis man ved hvor man skal lede?” spurgte han sigende. Det var jo stort set, også det som han brugte under forhandlingerne, når han sad midt i dem, og som regel fik han det jo som han ville have det, så det passede ham fint. Den lille buttede mand, bukkede tydeligt med hovedet, da han vidste hvem hun var. ”J-javel Deres Højhed,” sagde han en smule forfjamsket. Så fint besøg var han dog slet ikke vant til. Han begyndte at finde smukke kæder frem i ren guld og sølv med alverdens sten og smukke detaljer. Xavier stillede sig ved siden af hende og lod blikket glide over dem. ”De skal bruge en kæde? Javel ja. .En mand som ikke kan imponeres.. Så ved jeg lige hvad det skal være.. Undskyld mig,” afsluttede han roligt, inden han trådte frem mod manden bag disken. Han hviskede let i hans øre. Manden bag disken nikkede med et stort smil og hastede ind i det lille baglokale som var, mens Xavier trådte tilbage igen. ”Denne er jeg sikker på, du vil kunne lide,” afsluttede han roligt, inden manden igen kom ud med en lille intetsigende mørk boks og åbnede den for hende. I den lå en smuk kæde i hvid guld med det som lignede en stor dråbeformet pendant med en smuk mørk sten omringet af dybblå sten og en diamant eller to. Yderst sjældent set på noget marked.

[Deleted]

På trods af sine få leveår så havde Xavier allerede formået at give et fantastisk indtryk ved kongehuset deriblandt hende selv. Han kendte Kongen, og hun havde selv set ham ved nogle forretningsmøder og selvom hun var tvunget til at spille uinteresseret, så var hun faktisk yderst interesseret i handel og politik generelt. Hun regnede også stærkt med at Xavier var selvskreven til den middag som skulle stå den følgende dag, ellers ville hendes søgen efter det perfekte smykke være forgæves. ”Uden tvivl,” medgav hun lidt kortfattet idet de smukke smykker, i højere grad havde fanget hendes opmærksomhed end noget andet. Diamanter var kvindens bedste ven, den kunne man ikke løbe fra. Enhver som påstod andet, løj. Det morede hende at se den buttede mand forfjamsket over det fine besøg også selvom hun forholdt sig roligt og udviste respekt. ”Jeg lægger intet pres på Deres skuldre kære Mr. Erredy, men med Deres ry vil jeg ikke forvente meget mindre,” erkendte hun og sendte ham et stille smil. For hende som havde alt for mange år tilbage, var det svært at forstå hvordan menneskene levede i bevidstheden om at døden nærmede sig med hastige skridt, særligt for dem som havde formået at opbygge noget så stort som den kære Xavier, hun vidste at det var en gennemgående bekymring i kongehuset, den dag han gik væk. Hun nikkede sigende til hans ord og lod fingrene glide gennem hendes mørke lokker. ”De slår mig ikke som en mand som nøjes,” erkendte hun lidt kækt inden hun vendte sig mod juveleren som allerede var begyndt at finde alskens kæder frem. Den mand som hun ønskede at imponere var bestemt ikke nem, derfor skulle det være noget ganske særligt. Det lod dog til at Xavier havde fuld kontrol under situationen. Hun sendte ham et lidt nysgerrigt blik men blev dog stående med hænderne foldet foran sig. ”Hvad er det dog De går og fifler med, Sir?” spurgte hun lidt morende. I og med at hun lod ham vælge, så vidste hun allerede hun ville formå at imponere manden. Den lille boks som manden kom ud med, fangede hurtigt hendes opmærksomhed. Blikket faldt på den smukke kæde. Sjældent havde hun set magen til, den var utrolig smuk! ”Den er bedårende,” erkendte hun tydeligt imponeret. ”Kan jeg prøve den?” spurgte hun roligt manden som nikkede ivrigt og pillede kæden ud af dens boks. Hun hævede sit sorte hår så han kunne komme til, hvorefter hun lod ham hægte den fast omkring hendes slanke hals. Blidt lod hun fingrene stryge hen over pendantet, hvorefter hun vendte sig mod Xavier. ”Må jeg bede om en mands ærlige mening?” spurgte hun ham med det lette glimt i øjet.

[Deleted]

Invitationen til middagen havde Xavier skam fået, og takket ja til, så selv han stod til at skulle finde det fine tøj frem endnu en gang, også selvom det nu heller ikke ligefrem var hvad han ønskede at snakke om i denne stund. Sagen var at hun havde en mand at imponere, hvilket var noget som han meget gerne ville hjælpe hende med, nu hvor hun faktisk spurgte om det var noget som han kunne være interesseret i, og naturligvis var det noget som han gerne gjorde for hende. Et menneske levede måske ikke evigt, og selv han vidste, at han ikke havde forbandet mange år tilbage, så han ønskede jo egentlig bare at nyde af det så længe som det var ham muligt. Hans datter stod som en kongelig elskerinde, og selv det, var noget som han uden tvivl havde svært ved at acceptere, for han hørte jo selv folk snakke om det i baggrunden. ”Det føles ikke som et pres, Deres Højhed. Jeg hjælper Dem gerne med at imponere denne ukendte mand,” sagde han med et let kækt glimt i øjet. Han var uden tvivl ikke en mand som valgte at nøjes med noget som helst, for det gjorde han ikke. Ikke når han vidste, at han kunne få det bedste af det bedste. ”Jeg har muligvis sat mig en høj standard for mig selv, men en som jeg, lever ikke evigt. Det er at nyde det, før man bliver gammel, ikke sandt?” begyndte han roligt, som manden bag disken fandt den lille æske frem, hvilket var noget som fik ham til at vende blikket mod hende. ”Forsøger at imponerer landets prinsesse,” svarede han ærligt, som han lod begge hænderne fatte om stokken som han havde foran sig, idet at kæden blev afsløret. Hendes reaktion, var uden tvivl noget som sagde ham det hele, for det var tydeligt, at den var faldet lige i smag ved hende, og det var noget som naturligvis var noget som glædede ham. Han blev stående, som manden hjalp hende på med kæden, inden hun igen vendte blikket mod ham. Såvel som hun ønskede hans ærlige mening, så var det noget som han heller end gerne, ønskede at give hende. Han trådte roligt mod hende, som han betragtede hendes skønne ansigt og videre til kæden. Den klædte hende. ”Tillad mig at give udtryk for min personlige mening, Deres Højhed. Den klæder Deres yndige og slanke hals. Farven klæder Deres øjne, som den klæder Deres smil. Hvem det end er som De forsøger at imponere, er jeg ikke i tvivl om, at dette er noget som De nok skal lykkes i,” sagde han roligt. Uden tvivl var det en kæde som han kunne godkende til hende, for smuk var den uden tvivl.

[Deleted]

Lilith forventede at se Xavier ved middagen for hun vidste at han med største sandsynlighed havde modtaget invitationen. Det var ingen hemmerlighed at hun havde en større svaghed for mænd, men han skilte sig ud på mange måder, ikke blot ved at være en af Dvasias’ mest charmerende mænd men også ved hans bedrifter og hans viden. Hun var skam glad for at han gav sig sin tid til at hjælpe hende, det var også en oplagt mulighed for hende med henblik på at komme lidt nærmere ind på ham som mand, men også få et større indblik i forretningen, der var trods alt bagtanker med alt. En kende tilfredst smilede hun for sig selv dog med blikket hvilende på den buttede mand. Ukendt… den mand hun forsøgte at imponere var ham nok ikke så ukendt, men det så hun ingen grund til at afsløre for ham nu. Kom tid, kom råd. ”Det glæder mig. Han er en ganske særlig en af slagsen, yderst vigtig,” fortalte hun sandfærdigt og så til mens juveleren kom gående med den lille æske. Smykket der gemte sig deri var helt særlig af sin slags, enkel og dog klassisk hvilket gav rig mulighed for at vælge en mere prangende kjole. Hun vendte blikket mod ham med et intenst glimt og nikkede sagte. ”Det er sandt. Det bliver et stort tab for kongehuset den dag De går bort, Mr. Erredy, jeg ved at min broder allerede frygter den, særligt nu hvor han har taget Deres yndige datter som sin elskerinde, og eftersom jeg ikke har set nogle af Deres sønner til møderne, går jeg ikke ud fra at det er meningen at skal overtage?” spurgte hun lidt nysgerrigt. Måske hun forholdt sig frygtelig analytisk til omverdenen, men det var jo sandt. Hun lagde ikke skjul på at hun allerede havde forelsket sig i den smukke kæde, dog ønskede hun hans mening omkring det hele. Den buttede hrre hang den om hendes hals, hun kunne mærke ham ryste lidt og låsen smuttede gennem hans tykke fingre et par gange før det lykkes. Det mørke hår holdt hun oppe selv da hun vendte sig mod Xavier igen. På trods af at hun var vant til at modtage komplimenter, så kunne hun ikke lade være med at trække lidt morende på smilebåndet ved hans ord. ”De ved tilsyneladende hvad en kvinde vil høre. Ikke et under at De er et vidunder inden for handel,” påpegede hun med et lidt kækt glimt i øjet, før hun vendte sig mod den tykke mand. ”Jeg tager den.. nævn din pris,” bad hun med et høfligt smil. ”Vil De hjælpe mig?” spurgte hun og vendte kort blikket over sin skulder med ryggen til Xavier som tegn til at han skulle hjælpe hende med at få den af, den skulle næppe gå i stykker inden i morgen.

[Deleted]

Xavier tog en ting af gangen, og nu hvor han stod selv for den kommende middag som skulle finde sted oppe på slottet, så var det vel også bare på tide, at finde det fine tøj frem igen? Det var altid spændende, og ikke mindst fascinerende at sidde der og bare.. observere, for det var primært hvad han gjorde. Han lærte om folks strategier, største ønsker, samt deres mål i livet. Selvom han gerne stod ved, at alt for mange, satte målene frygtelig lavt i henhold til deres evner og talent, men det var endelig ikke hans problem. ”Hvilken mand til den royale middag, er ej det, Deres Højhed?” spurgte han roligt. Han formodede uden tvivl, at alle som var inviteret, var fordi at de havde en vis form for betydning, så hvem denne mand skulle være, var endnu ikke noget som han havde den fjerneste anelse om. Evigheden havde han måske ikke på sin side, så det gjaldt at nyde tiden så lang tid man nu havde den, inden det hele ville gå tabt igen. Specielt for hans vedkommende, for han havde på ingen måder hvad man kunne sige, var et evigt liv, eller noget som bare kom i nærheden af det. Det var egentlig sjovt at tænke på.. Han var kommet til verden længe efter Lilith, og her stod han som en halv gammel mand, og hun endnu ung og frejdig. ”Den dag jeg går bort, er naturligvis tragisk, men ikke værre end at jeg bliver erstattet.. Som jeg har erstattet alle som har været der før mig. Med henblik på min datter, vil jeg ønske og bede dig om ej at udtale hendes navn i mit nærværd. Jeg værdsætter på ingen måder den titel som Deres broder og min konge, har skænket hende for livet,” sagde han med en langt mere bidsk stemme, end hvad han havde gjort brug af til nu. Tanken gjorde ham vred og ikke mindst dybt skuffet, for der var intet ærefuldt i en titel som kongelig elskerinde! Slet ikke! I hans forstand, var det ikke andet end en royal skøge eller prostitueret, som lod kongen udnytte kroppen til fordel for dyre gaver, og han brød sig slet ikke om den tankegang! Det var ikke den som hans hustru såvel som han selv, havde fostret hende med!
Uden tvivl, var det en kæde som måtte klæde Liliths yndige hals, og det var noget som han meget gerne stod ved. Han sendte hende et af sine ellers så sjældne smil, for det var yderst sjældent at det skete i det hele taget. ”Med sans for forretning, har De ordet i Deres magt, Deres Højhed. Med ordet i Deres magt, kan De få tingene præcis som De vil.. Sådan fører jeg forretning.. Og sådan kan jeg stå som den førende handelsmand i Dvasias,” fortalte han roligt, som havde det været en form for lektion. Han var uden tvivl en mand, som vidste hvordan tingene hang sammen i denne verden. Han smilede let. ”Naturligvis Deres Højhed,” sagde han roligt, idet han hævede begge hænder og løsnede smykket omkring hendes hals. Han lagde det roligt i sin håndflade og rakte det mod hende. Den fede mand ved disken strålede nærmest ved tanken om at selveste prinsessen købte noget hos ham. ”Det.. Det er et meget eksklusivt smykke, Deres Majestæt, og det er det eneste af sin slags. Det.. Det er dyrt, men ekslusivt! 50 guldstykker,” sagde han.

[Deleted]

Lilith glædede sig oftest til de store middage fordi det som regel betød politiske debatter og diskussioner vedrørende forretninger, hvilket hun nød at observere, ikke kun for det var ophidsende at se 15-20 mand blive røde i hovedet over hinandens holdninger, men også fordi hun nød at observere deres måder at håndtere det på hver især, det var yderst lærerrigt. Hun sendte ham et anerkendende smil. ”Det er sandt.. dog nogle mere end andre,” svarede hun roligt. Hun fandt som regel altid en mand eller to som ikke hørte hjemme omkring bordet men det var trods alt ikke op til hende at vurdere den slags. Det var overraskende så roligt Xavier tog det omkring sin død, det var både imponerende men samtidig en kende trist, der var ikke mange som ham. Udtalelsen omkring hans datter fik hende dog til at vende sig mod ham med en panderynken. ”Selvfølgelig vil min broder være tvunget til at erstatte Dem, men end ikke Deres forfædre havde det samme talent inden for dette som Dem, Mr. Erredy, så jeg forsikre dig at det bliver en trist dag for os alle. Hvad angår Deres datter så tør jeg godt love Dem at min broder er landets bedste elsker og at han vil behandle hende med den respekt hun indbyder til. Når det er sagt så forstår jeg Deres syn. De færreste fædre ønsker at se deres døtre med en titel der nærmest minder om en slaves,” erkendte hun med et mørkt glimt i blikket. Hun havde ikke de samme moralske skubler som skulle forhindre hende i at køre lidt i det. Dog var det begrænset hvad hun vidste om fædre, hun var trods alt ikke klar over hvem der stod som hendes egen, det nærmede hun kom var Enrico og han havde altid frasagt sig titlen. Hans smil en bølge af varme til at brede sig gennem hende.. han så yderst godt ud når han smilte særligt med det mystiske glimt i hans øje. Hun vendte ryggen til ham og lyttede til hans lektion. ”Måske er det grunden til at jeg sjældent bliver nægtet min vilje.. jeg har ordet i min magt. Gør det mig til en god forretningskvinde Xavier?” spurgte hun med en hemmelighedsfuld tone og lod ham fjerne halskæden også selvom det fik en skælven til at løbe igennem hende. Hun tog imod kæden og rakte det til juveleren der pakkede den tilbage i sin æske. For et øjeblik stirrede hun gennemborende på manden, men det næste fandt hun en større pose penge frem. ”Prisen er irrelevant hvis værdigen af stykket overstiger den. Der burde være nok og lidt ekstra.. fordi jeg kan lide Dem. Køb noget pænt til Deres hustru for dem, det vil hun elske,” bad hun roligt manden og sendte ham et lidt sigende smil.

[Deleted]

Xavier var enig i, at der altid var visse som slet ikke burde være til stede under disse forretningsmøder og middage på slottet, udelukkende fordi at de intet havde at lave der. Han vendte de grå øjne direkte i retningen af hende. ”Det er mig en hård udmelding Deres Højhed,” påpegede han ganske sigende. Det var ikke fordi at han berigede døden, for det gjorde han på ingen måde, men selv han vidste, at han var over halvvejs igennem hans liv, og at det var begrænset hvad tid han egentlig havde tilbage, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre alverdens ved det. Dødeligheden ville slå ind før eller siden. Og der var det jo kun ekstra morende, selv for ham, at se sig selv som en oldgammel mand, og hun endnu så ung og frejdig, som hun var i dag. Det var jo bare at acceptere sine lod i livet, for de havde uden tvivl været hårde ved ham, men det var også noget af det som havde gjort ham til den mand, som han var i dag. Han rystede en kende på hovedet. ”Det er altid en i denne verden som er bedre end hvad man selv er, Prinsesse. Selvom det måske vil vise sig at være et tragisk tab, så ved jeg, at jeg vil blive erstattet.. Om end af en som vil være bedre end jeg. Det er meget muligt landets konge er en udmærket elsker. Jeg kender min datter, og jeg ved hvilken mund hun kan have. Det er måske en yderst fin titel at skænke hende, men dog er den på niveau med en slaves.. Jeg bifalder det ikke,” afsluttede han med en ganske kortfattet tone, for det var ikke nogen løgn. Han brød sig slet ikke om den tanke i det hele taget!
Uden tvivl ville Lilith have den oplagte mulighed for at være en fabelagtig forretningskvinde, og det var noget som han gerne stod ved. Det var yderst sjældent man så dem i disse dage, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Ha smilede svagt. Det var ikke ofte, at det forekom. ”De trænger mig op i en krog, Deres Højhed. De har ordet i Deres magt, og de ved så sandelig også hvordan det skal bruges. Ej er jeg i tvivl om, at forretning er Deres element,” sagde han roligt, idet han varsomt fjernede kæden omkring hendes hals, så hun kunne tage imod den. At berøre den ellers så silkebløde hud, var noget som selv satte en voldsom sitren helt ud i hans fingerspidser. Den fede mand ved disken nikkede ærbødigt mod hende og tog imod kæden, kun for at få den tilbage i æsken som han glædeligt rakte hende. ”Naturligvis Deres Højhed!” sagde han med en helt ydmyg stemme. Xavier kom hende lidt i forkøbet og tog æsken. ”Lad mig bære den for Dem, Prinsesse. Er der øvrige steder De ønsker at skænke Deres visit under Deres ophold?” spurgte han sagte.

[Deleted]

Det var slet ikke alle som havde fortjent at indfinde sig omkring bordet i det selskab, også selvom det slet ikke var op til hende som kvinde og som prinsesse at bedømme. Hun trak glat på skuldrene. ”Det er måske en hård udtalelse, men ikke desto mindre er den sand,” påpegede hun sigende. Hans forhold til døden var ulig mange andres, og jo mere tid Lilith tilbragte omkring ham, des mere fascinerende fandt hun ham og hun havde en svaghed for mænd som formåede at prikke til hendes nysgerrighed. Med sygdomme der florerede og racer der kæmpede om magten, så var det et under at han endnu var i live og i bedste velgående, også selvom hun desværre tvivlede på at det ville vare længe endnu. Selv for hende var det en underlig tanke, at hun var kommet til verden længe før han og her stod hun på sit smukkeste mens han allerede var præget af alderdommens tegn. Mens juveleren lagde kæden tilbage i sin æske, foldede hun atter hænderne foran sig og lagde hovedet let på sned. Udadtil var der ingen som kunne gætte hvilken djævel der gemte sig i det indre. ”Måske. Men hvor mange generationer har vi ikke måttet vente på en som Dem? Har De nogensinde overvejet at tage en lærling, nu hvor Deres børn tilsyneladende ikke har tænkt sig at gøre deres pligt som dit kød og blod? ” spurgte hun uden at lægge fingre imellem. Både hende og Mattheus var sat i verden for at sikre tronen såvel som hans var for at sikre markedet og det lod ikke til at det ville ske. ”I mine øjne ville det være en skam at lade alt den viden gå til spilde. Hvad angår Mallorie, så forstår jeg udmærket Deres uro, Sir. Det er ikke unormalt for en mand at tage en eller flere elskere, særlig ikke en Konge som kan slippe af sted med det. Prøver De at fortælle mig at De aldrig selv har stukket fingrene i kagedåsen?” spurgte hun med et lidt udfordrende glimt i blikket. Det var måske en meget personlig sag, men hun havde ikke nær de samme grænser. Lilith smilede veltilfredst næsten.. stolt ved hans ord. ”Og som kvinde? Tror De at en kvinde ville kunne vinde samme respekt i de kredse som en mand?” spurgte hun videre. Idet hun rakte ud efter den lille æske, blev hun hurtigt slået af pinden af Xaviers. Hun så lidt overrasket på ham, men trak blot hånden til sig igen. ”Jeg takker, Sir... De kender dette sted langt bedre end jeg selv. Fortæl mig om der er nogle steder der er værd at se,” opfordrede hun. Nu hvor hun var der, kunne hun ligeså godt se så meget som muligt.