Back home..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var en utrolig flot forårsmorgen. Solen stod smukt på den store himmel, det var faktisk ved at være varmt, fuglene sang og træerne og skoven stod i fuld flor atter en gang, hvilket var noget som uden tvivl faldt i utrolig god jord hos Salvatore. Med rolige og målrettede skridt og med hænderne roligt foldet bag på hans ryg, så han gik tydeligt rank og med brystet let skudt frem. De mosgrønne øjne stirrede frem for han. Han kunne ane egern i træerne, duerne i buskene og tog han ikke meget fejl, så kunne han næsten høre hjortene græsse i det fjerne, hvilket i sig selv, var en tanke som fik ham til at smile. Han elskede at gå langs floden her, også fordi at der var så stille og så fredeligt.. Et af naturens mange vidundere, som ikke rigtigt blev værdsat, som det burde, hvilket uden tvivl var noget som han måtte finde som en frygtelig stor skam.
Efter snakken med Denjarna, havde han valgt at tage hjem igen, også fordi at han havde sit arbejde at tage sig af, og det passede jo desværre ikke helt sig selv. Han vendte blikket roligt omkring sig, da et vindpust ramte ham direkte i ansigtet, og derved tvang hans ansigt ned mod det grønne græs. Endelig så det ud til at landet Procias, var ved at komme tilbage på benene igen, hvilket samtidig også var noget som passede ham selv helt fint, for nu kunne han da for alvor begynde at genkende det igen. ”Fantastisk.. Simpelthen fantastisk..” mumlede han let for sig selv. Det var skam ikke første gang, at han tænkte højt, for det var efterhånden ved at være en irriterende vane, som han havde fået sig, men det var vel heller ikke underligt med alle disse år alene, som han nu efterhånden havde fået på bagen?
Vandet rislede smukt i bækken ved siden af ham, hvilket for alvor, fik ham til at vende blikket i retningen af den. Fiskene søgte op af den, med største sandsynlighed for at yngle.. Tog han ikke meget fejl, så var det laksen som var på vej. Med et stille smil, så tog han kappen af sig, kun for at lægge den i græsset, så han kunne sætte sig ved bredden. Hovedet søgte tænksomt på sned, som han roligt satte sig til rette og bare.. stirrede. Næsten som han var gledet i sin egen verden.

[Deleted]

Melrose havde gemt sig bag en af buskene ved bredden af floden. For et stykke tid siden var hun styrtet i floden efter et lettere uheld. Hun forstod faktisk ikke hvorfor hun overhovedet havde bevæget sig ud på vingerne denne forårsmorgen. Hendes plan havde været at gemme sig indtil aften. Men der havde været noget med det gode, lune vejr som havde lokket hende ud af sit skjul. Og hun vidste ikke hvordan hun var endt i floden. Ikke andet end at et vindpust havde blæst hende omkuld og slået hende ud af kurs. Hun var styrtet. Forsvarsløs. Og i det øjeblik havde hun inderligt ønsket at hun var styrtet i døden. Men nej. Hun havde ramt floden som havde taget imod hende med åbne arme.
Melrose ville væk så hurtigt som muligt. Hun brød sig ikke om dette sted. Der var for mange minder. Det var her… Her hun havde mødt Lucas i sin tid. Det var her hun havde reddet hans liv. Ikke fra langt hvor hun sad sammenkrøbet, havde han ligget med det frygtelige sår. Hun havde ladet lyset forlade sine fingre og såret var helet. Tårerne pressede sig på, men hun ville ikke græde. Hvad ville folk ikke tænke? Det var jo lang tid siden han blev slået ihjel.
Hun prøvede at rejse sig op, men så fik hun øje på den fremmede som gik langs bredden. Hun satte sig hurtigt ned igen og lurede. Det var ikke en skikkelse hun kendte. Men hvem kendte hun egentlig i Procias nu? Så længe havde Melrose været væk. De fleste herfra kendte vel ingen gang hendes navn. Den tanke gjorde hende trist. Men så blev tristheden erstattet af bitterhed. Hvis der var nogen som kendte hendes navn, så ville de ikke kunne huske hende alligevel!
Hun vred sine våde klæder. Hvor ville hun dog ønske hun var styrtet i døden. Så var alt dette overstået!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At der var andre til stede, var slet ikke noget som var kendt for Salvatore, også selvom det ellers var yderst sjældent at han i det hele taget undlod at bide sig mærke i disse småting. Nu som det var sagt, så havde han brug for afslapning og tømme hovedet lidt, for det var bestemt ikke bare småting som han havde der, men frygtelig mange andre ting. Vinden var god, solen varmede og det hele virkede så idyllisk at det hele var sådan. Fuglene sang, og selv de alle virkede til at være kommet frygtelig godt over branden som havde påvirket skoven for mange år tilbage. Det var jo næsten ikke noget som man kunne se nogen spor af efterhånden.
De mosgrønne øjne valgte han roligt at slå op. Der var nogen omkring ham, hvilket han kunne mærke, men selvom Procias ikke var sikker at færdes i efterhånden, så følte han sig alligevel mere tryg og mere komfortabel der, end det som han gjorde så mange andre steder, så det i sig selv, var ikke noget som han tog så tungt igen, når det endelig skulle være. Med et svagt smil på læben, så rettede han sig en smule op, kun for at trække det ene ben til sig, hvor han lod armen hvile mod det. Ikke fordi at han var bange af sig.. Desuden skulle der efterhånden temmelig mange ting til, før det i det hele taget var en tanke som han gjorde sig. Uden at se sig omkring, så blev han bare siddende og kiggede på det rendende vand. Så smukt og idyllisk som det var, med de mange fisk som søgte mod strømmen. Blot en smuk del af naturens gang.
”Du behøver ikke gemme dig for mig. Jeg bider ikke,” sagde han med en rolig, dog dyb stemme, uden at kigge op eller noget som helst, for hun skulle slet ikke være bange for ham eller noget lignende, for han var ikke farlig, og han gjorde ikke nogen noget, før de gav ham en grund til det. Måske han var meget anderledes af hvad man som regel ville forvente af en leder og en af hans kaliber, men det var hans måde at gøre det på. Alle skulle have chancen til at bevise sig for ham, og hvorfor skulle han gøre et undtag ved dette væsen, som luskede rundt i buskene ikke så langt væk fra ham?

[Deleted]

Ved lyden af mandens stemme foran hende, fór hun sammen. Hun havde håbet i sidste ende at hun ikke var opdaget. Men hun blev siddende uden at røre på sig. Hvis hun bare blev siddende ville han ikke opdage hende! En stemme fortalte hende, at den ide var komplet åndssvag eftersom han havde opdaget hende. En spirende vrede blomstrede op i hende. Hvad bildte han sig egentlig ind? Sådan at kommander med folk. Hvem troede han egentlig at han var? Kongen måske? Melrose bed sig i læben. Nej dette var ikke kongen af Procias. Hun havde hørt at det var en engel. Ikke hørt hans navn, men det var også fuldstændig ligegyldigt. Langsomt rejste hun sig op. Var det virkelig sandt at hun ingen gang havde brækket bare den mindste knogle? Hun havde en lumsk mistanke om at Lucas holdt hånden om hende, men hvorfor skulle han det? Hun havde jo svigtet ham. Ham og Irryathen. For ikke at tale om Jenaro og resten af Himmeriget. Hvorfor skulle han holde hånden over en som ikke kunne holde sine løfter?

Melrose vidste godt at hun var ved at miste sig selv. Det havde varet længe. Den her mørke som voksede indeni hende og som hun ikke kunne sætte nogen finger på. Hun var kommet ud for situationer hvor hun nærmest havde kastet sig over vidt fremmede, fordi det betrådte hendes grænser. Det havde skræmt hende for vid og sans, men i sidste ende havde hun siddet med den her tilfredse, hånlige følelse. Hun famlede efter sin daggert og holdt den i et fast greb. Hun gemte den i sit ærme og trådte langsomt frem uden en lyd.

Hun lignede en skygge, med sit våde tjavsede snavsede hår, og skjorten som hang i laser om hendes spinkle krop. Vingerne så forfærdelige ud. Fjerene sad i uorden og indtil flere af dem var knækket. Hele hendes ansigt var dækket af skidt og rifter.

Så stoppede hun op og betragtede ham med sine tomme grå/blå øjne.

Indeni skreg hun. Hun havde set denne mand et eller andet sted, men hun vidste ikke hvor. Hun ville flygte og i forvirringen snublede hun over sine egne fødder. Daggerten fløj ud af hænderne på hende..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så slet ikke nogen grund til at skulle være bange for dette væsen, også fordi at han slet ikke vidste hvad det var, så ville han skam heller ikke kræve at hun skulle komme frem, hvis det ikke var noget som hun var videre interesseret i. Nu som det var sagt, så forholdt han sig egentlig ganske rolig, og med blikket hvilende på den rendende flod foran ham. Det var minsandten et smukt syn, og han måtte erkende, at han virkelig godt kunne lide det. Med et roligt smil på læben, så lod han den ene hånd let glide over hans skæggede hage og med den samme mine. Hvis det var et væsen udenfor, så måtte det næsten være en procianer, for han vidste hvor meget dvasianerne foragtede stedet og lyset her, for ikke at glemme, at den skærpede bevogtning om muren, gjorde at det var utrolig svært, og næsten umuligt at komme ind, så derfor var det jo bare yderligere en grund til at han ikke skulle frygte for sit liv. Hvem gad da bruge tiden på at gøre det fra morgen til aften?
Hvad der skete bagved ham, vidste Salvatore ganske vidst ikke, men han ønskede at vise vedkommende den tillid ved bare at blive siddende og kigge i sin egen retning, for han ønskede at det skulle ske komfortabelt, frem for det modsatte, for det var slet ikke noget som nogen af dem kunne bruge til noget som helst. Han endte dog med at vende blikket over sin skulder, hvor de mosgrønne øjne faldt direkte til en.. meget sølle engel, som så ud til at være faldt over sine egne fødder. Med et næsten overbærende mine, valgte han yderst forsigtigt at rejse sig op. Han var en bred og høj mand, også selvom han virkelig forsøgte ikke at virke truende på nogen måde, for hun så virkelig ud til at kunne bruge en hjælpende hånd. Det var så der han valgte at stoppe op.. Denne engel havde han i den grad set før.
”… Melrose?” spurgte han endeligt. Ganske vidst var det frygtelig mange år siden, han havde set hende, og det havde jo mere eller mindre kun været omkring Lucas. En gammel ven af han, som han jo selv vidste, var gået i døden allerede for frygtelig mange år siden. Et forfærdeligt tab for Procias havde det uden tvivl været, men et tab som man nu måtte komme over, og se det lyse i det som er, frem for mørket som konsekvens af det som er sket. ”Melrose, er det virkelig dig..?” spurgte han. Han var nødt til at være sikker.

[Deleted]

Hun blev liggende. Hun orkede ikke at sætte sig op. Hvis hun satte sig op skulle hun se ham i øjnene og det der med at se folk i øjnene var ikke noget Melrose havde gjort i lange tider. Til sidst satte hun sig op og betragtede ham i noget tid. Hun fik øje på daggerten, men den lå et stykke fra hende. Så hun blev siddende og betragtede manden foran hende med et skeptisk blik. Hun vidste hvem han var, men hun kunne ikke huske hvad han hed. ”Melrose?” Det var lang tid siden nogen havde sagt hendes navn. Ikke havde hun glemt det, men hun reagerede ikke længere på det. ”Melrose! Ja det er mig!” udbrød hun i et kort glædeligt øjeblik som blev erstattet af mistænksomhed. ”Hvem er du?” spruttede hun og kneb øjenbrynene sammen. Hun rejste sig op og knyttede hænderne. ”Hvor kender du mit navn fra?” Hun begyndte at vandre frem og tilbage. ”Jeg troede folk havde glemt mit navn, eftersom jeg selv har glemt det,” sagde hun mere til sig selv end til manden foran hende. Hun samlede daggerten op fra jorden og lod fingrene glide henover det blanke blad. Denne daggert var Lucas’. Det var en af de få ejendele som Melrose havde fået fat i efter hans død. Det meste af hans ejendele var forsvundet efter han blev slået ihjel. Og alle Melrose spurgte, havde ingen anelse om hvor det var blevet af, men Melrose havde en mistanke om hvem der stod bag. Hun kiggede eftertænksomt på manden foran hende. ”Jeg går ud fra du kendte Lucas Himalaro?” spurgte hun spidst. Hvordan skulle han ellers kunne vide hvem hun var? Hun lod en finger hvile på æggen af daggerten. Hun nød det pirrende øjeblik og den skarpe smerte mod hendes finger. Blommen i fingeren brast og blodet flød ud i en lille strøm ud over kniven. Hun var vældig betaget af syndet og glemte for et øjeblik mandens tilstedeværelse.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det lille håndvåben som Melrose havde haft i sine hænder, var slet ikke noget som Salvatore havde lagt mærke til, også fordi at det var så lille og sølle, at det ikke rigtigt udgjorde nogen trussel for ham, for han havde meget andet at forsvare sig med hvis det endelig skulle være. At det jo så måtte være Melrose, var han slet ikke i tvivl om. Hun virkede lige så forvirret, som hun altid havde gjort, så var det ikke fordi at det var noget som han tog særlig højtideligt på hverken den ene eller den anden måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Det var ved at være frygtelig mange år siden at han havde set hende, og sidst han havde det, så havde hun været sammen med Lucas.. Var det virkelig så mange år siden? Han rystede den tanke let ud af hovedet, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Det skulle meget gerne være dig, Melrose,” sagde han med et stille smil på læben, for han tog det virkelig ikke så hårdt.
Som Melrose rejste sig, så trak Salvatore sig bare en smule, for at give hende det albuerum som hun kunne have brug for. At hun så skulle blive skeptisk overfor ham, havde han skam ikke ligefrem forestillet sig. Han rynkede let i panden og lod hovedet søge tænksomt på sned. ”Mange år har passeret, hvis du ikke mindes mig, Melrose.. Ja, jeg kendte Lucas, som jeg kendte dig. Han var en frygtelig god ven af mig,” sagde han roligt, for hvorfor skulle han lyve? Melrose havde altid været et kært væsen, selvom hun altid havde været… en kende forskruet, men det var vel bare en del af charmen? Den lille kniv som hun tog op i hånden, hvor hun lod fingeren løbe langs det skarpe blad, fik ham til at følge det med blikket. Ikke fordi at han var bange eller noget lignende, for det havde som regel slet ikke lagt til Melrose, at gøre nogen eller noget ondt, så hvorfor skulle hun da gøre det nu? Han vendte blikket roligt i retningen af hende, da det begyndte at bløde, selvom det slet ikke så ud som om at det var noget som hun reagerede synderligt på. Med rolige skridt, endte han med at søge direkte hen til hende, hvor han tog omkring hendes kniv og tog den ud af hånden på hende. ”Du bløder..” bemærkede han endeligt.

[Deleted]

Melrose stivnede da han vristede kniven ud af hendes hånd. Hun slap den frivilligt og så ned på fingeren der var dækket af blod. Hun tørrede den af i sin skjorte og vendte sig om imod ham.
”Jeg husker ikke dit navn,” sagde hun med en lille sølle stemme, som lød en anelse som den stemme hun havde haft engang. For det meste lød det som en hæs væsen, for hun brugte ikke stemmen særlig tit, da hun som regel undgik andre væsner.
Efterhånden havde hun glemt hvordan Lucas så ud. Men hun kunne huske hans himmelblå øjne, og hvordan hun forsvandt fra omverdenen hver gang hun så ind i dem. Hun huskede ikke hans smil, men varmen der bredte sig i hende hver gang han smilede til hende. Men sådan forholdt det sig ikke når det gjaldt Irryathen. Deres søn. Når han vandrede i hendes tanker, så hun kun det iskolde blik han havde sendt hende, før han var fløjet sin vej. Han forstod ikke hvorfor hun så pludseligt ikke kunne se ham i øjnene længere. Og sandheden var at hun ikke selv forstod hvorfor. Smerten skar hende i hjertet hver gang hun så ham i øjnene. De samme himmelblå øjne.
”Jeg husker ikke Lucas, som jeg gjorde engang,” hviskede hun sørgmodigt. Tårerne pressede på, men det var så lang tid siden hun havde ladet tårerne trille. Hun gav slip og tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun bøjede hovedet så de våde, filtrende lokker dækkede hendes ansigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Melrose var fanget i sorgen efter tabet af Lucas, selvom det virkelig kom bag på Salvatore, at hun endnu ikke var kommet over den. Det var frygtelig mange år siden, at manden var gået i døden, og naturligvis, var det en tanke som selv gjorde ham trist. Mange havde han mistet i årenes løb, selvom det værste tab som han havde været igennem, var tabet af Eniqa. En kvinde som han havde elsket, men som han nu havde mistet, og som han vidste, at han ikke ville få at se igen. Han lod hovedet søge tænksomt på sned, som han roligt slap kniven i græsset. Det var jo ikke fordi at det var en trussel for ham. ”Mange år har passeret, kæreste Melrose.. Her, lad mig hjælpe dig,” bad han endeligt, som han roligt tog omkring hendes hånd og finger, hvor et lys forlod hans ene hånd, hvor han automatisk fik lukket hendes sår, så det ej længere ville bløde. Man var jo trods alt ikke magiker og leder for ingenting, så det var noget som han havde styr på.
Sorgen var så tydeligt at se i Melroses blik, at det næsten var noget som måtte komme bag på selv Salvatore. Jovist var det noget som man hver især brugte forskellig tid på, men dette var virkelig lidt i overkant. Manden havde været død i frygtelig mange år, selvom han vidste at Lucas havde været hendes eneste ene, så måtte man jo også se lidt frem.. ikke sandt? ”Det er mange år siden, han gik bort, Melrose.. Har du selv siddet i sorg i alle disse år..?” Han vendte blikket roligt mod hende. Han havde måske ikke præsenteret sig ved navn, for han ville give hende den oplagte mulighed til at tænke tingene igennem.. mindes tingene som de førhen havde været, også selvom han vidste, at det ikke var meget igen, som han havde haft med hende og Lucas at gøre, for de havde selv haft utrolig meget at slås med, hvilket han var klar over. Han sendte hende et svagt og stille smil. ”Vil du med hen og sidde ved bækken sammen med mig?” spurgte han. Venlig var han skam, og det håbede han også at hun så tydeligt kunne se.

[Deleted]

Melrose havde ikke kunne håndtere sorgen. Hun huskede stadig at hun opsøgte Kimeya og beskyldte ham for at slå Lucas ihjel, hvor hun havde fået at vide at det var Paige der stod bag. Paige havde stået i vejen for en del, men det havde været umuligt for hende at forhindre Melroses og Lucas’ kærlighed. Melrose havde altid set synderen for at være Paige, men det var vel også Lucas? Melrose var bare ikke i stand til at hade Lucas. Hun elskede ham for højt. Hun havde forsøgt at komme videre. Det havde hun. Men hun kunne ikke komme videre. Og hver gang hun prøvede, gik det galt. Som med Jenaro.
Hun blev en smule forundret over da han helede hendes finger, men hun blev ikke synderligt overrasket. Hun havde lagt mærke til hans magiske aura. Engang havde hun også været i stand til at hele sår. Det kunne hun stadig, men den hjælpsomhed som havde siddet så naturligt på hende, var forsvundet. Hun ønskede ikke at hjælpe andre. For hvem havde hjulpet hende? Men hun havde heller ikke ladet nogen hjælpe hende, for der var ingen der formåede at trænge ind i hendes mørke sind. Ikke før nu hvor denne fremmede som ikke var nogen fremmede, men en bekendt, var dukket op. Men hun kunne ikke huske hans navn.
”Det har jeg Salvatore. I al den tid har jeg ikke kunne komme videre. Og Irryathen. Han… han er væk! Hvordan kan en moder vende sin egen søn ryggen?” Et lille lys fjernede mørket fra hendes sind for et kort øjeblik, og tågen i hendes tanker, blev til klare billeder.
”Dit navn er Salvatore Salizmara,” hviskede hun. 

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var mere end tydeligt for Salvatore, at Melrose slet ikke var i stand til at tackle den sorg som hun brændt inde med, også selvom han naturligvis godt kunne forstå hende med det nære og tætte bånd, som hun havde haft til den kære Lucas, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som kunne komme synderlig bag på nogen. Han healede varsomt hendes finger, inden han igen gav slip på hende. Hun havde altid været mærkelig af sig, men denne gang var hun langt mere fjern end det som hun havde været før, og han ville lyve, hvis han påstod at det ikke var noget som bekymrede ham, for det gjorde det faktisk.
Som Melrose gav ord til kende, vendte han de mosgrønne øjne i retningen af hendes atter en gang. En smuk kvinde var hun, og det at hun ikke var i stand til at komme over sorgen, var jo faktisk en tanke som gjorde ham en anelse trist, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset hvad. Han sendte hende et betryggende og let smil, inden han hævede hånden og lagde den mod hendes skulder, selvom det var ganske varsomt. Nu hvor hun ikke svarede på om hun ville med ned og sidde ved det rendende vand, så ville han heller ikke lægge pres på hende, mere end det som var gjort i forvejen. ”Enhver bruger den tid som er nødvendigt for at overkomme sig et tab af den slags, og jeg ved at han havde en utrolig stor betydning for dig, kære Melrose,” begyndte han roligt. Hvem Irryathen var, vidste han faktisk ikke, for selv han havde haft sine problemer at slås med. Han rynkede let i panden. Var hun en mor? Det var vidst en nyhed som havde gået ham forbi. ”Jeg vidste ikke du var blevet mor,” bemærkede han endeligt.
At det var gået op for hende, hvem han var, var noget som naturligvis glædede Salvatore, da det var tydeligt, at hun faktisk kunne mindes ham, hvilket han jo faktisk var glad nok for i længden. Han nikkede til hende. ”Det er rigtigt.. Det er mig. Vil du med ned til vandet at sidde? Og komme lidt ud i lyset, i stedet for at gemme dig i skyggerne?” spurgte han igen. Selvom han måske ikke gav hende andet valg, ved at lade hånden falde let og blidt mod hendes ryg, kun for at føre hende med sig.

[Deleted]

Melrose havde svært ved at forholde sig til at han ikke bare gav op og gik sin vej. Det var der så mange andre der havde gjort de sidste par år. Men hun undrede sig i den grad også over hvorfor hun ikke bare gik sin vej. Så længe havde hun bare forsøgt sig med at undgå folk og nu kunne hun på ingen måder få sig selv til at forlade Salvatore. Hun vidste dybest inde, det var fordi han kendte Lucas som hun gjorde det. Hun vidste ikke at han havde mistet sin elskede Eniqa og de havde mere til fælles end hun gik og troede. Hun kiggede taknemmeligt på ham efter hendes finger igen var healet. Et lille smil viste sig på hendes læber og hun tørrede tårerne væk med den frie hånd. ”Jeg kan ikke give slip, Salvatore. Og jo mere jeg prøver på at blive mig selv igen, jo dybere ryger jeg ind i mørket. Og samtidig… mindet om Lucas er det eneste der har holdt mig i live. Og ja, jeg blev gravid med Lucas’ barn kort før han blev slået ihjel.” Det sidste hviskede hun. Det med at tale om hans død var svært. Nævne hans navn var endnu sværere. Det skar hende i hjertet hver gang. Armen på hendes skulder som faldt ned på hendes ryg, virkede så betryggende og hun gik villigt med ham ud i lyset. Det var så længe siden hun havde mærket solens stråler mod sit ansigt velvilligt. Hun fortrød intet. Ikke andet end at hun havde givet slip på Irryathen. Hvis hun kunne, ville hun skabe kontakt til ham og undskylde. Ingen mor vendte sit barn i ryggen. Det havde hendes egen heller ikke. Hendes egen moder havde ofret sig for hende. Om Melrose havde ofret sig for Irryathen vidste hun ikke, men hun var ikke i tvivl om den ubetinget store kærlighed hun følte for ham. ”Det er vidst på tiden jeg ser lyset igen,” sagde hun lidt mere sikkert.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var tydeligt for Salvatore, at Melrose havde det svært, og det var noget som faktisk gav ham selv en lidt dårlig samvittighed, for han havde slet ikke skænket hende så meget som en eneste tanke igennem de sidste mange år, eftersom han havde haft sit eget at slås med, så var det vel heller ikke så underligt igen? De mosgrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Han forstod skam godt, at det var hårdt for hende, men så lang tid hun fortsatte med at sidde i sit lille mørke, så gjorde hun bestemt heller ikke sig selv nogen tjenester! Tvært imod! Han rynkede let i panden i en bekymringsfuld mine. ”Jeg ved godt, at det kan være hårde ord, kæreste Melrose, men du gør ikke dig selv en tjeneste, ved at sidde fanget i mørket på den måde, og ej komme videre. Det gør mig ondt hvad angår din søn.. Jeg er sikker på, at han endnu må være derude et sted, og han sikkert har brug for en stor og stærk moder.. Jeg kan hjælpe dig til at blive det,” sagde han roligt.
Hånden lod Salvatore roligt og stille glide mod hendes skulder og videre mod hendes ryg, næsten som han ikke rigtigt ville give hende noget andet valg end at komme med ud i solen. Han gik med rolige skridt, også så hun ville føle at han var lidt på hendes side. Det var på tide, at hun så lyset igen, hvis det virkelig var så lang tid siden, at hun havde oplevet det, så det var han skam kun enig med hende i. Han nikkede roligt til hendes ord. ”En engel som dig, fortjener at være ude i lyset, kære Melrose. Du må atter lade lyset ramme dig, opsluge dig.. blive en del af dig,” sagde han med en rolig stemme, som han førte hende ned mod bækken, inden han slap hende og roligt tog plads stort set på den samme plads som det han havde gjort frem til nu. Han gjorde roligt tegn til at hun skulle tage pladsen ved siden af ham. ”Sæt dig endeligt.. Nyd solen og det fine vejr, mens vi nu atter en gang har fået det,” sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

Melrose fulgte ham villigt og satte sig ned ved bredden. Solens stråler ramte hendes ansigt med en uvant varme. Hun kneb øjnene sammen, men slappede derefter hun mere af, og lod solen varme hende. Hun tog med begge hænder omkring sit hår, og vred det til der ikke var flere dråber som forlod hende hår. Hun rettede en smule på skjorten. Måske skulle hun finde noget nyt tøj før det hun havde på gik i opløsning, men hun kunne ikke smide skjorten fra sig. Det var en af de få ting hun stadig havde tilbage, som tilhørte Lucas.
”Jeg står stadig i mørket. Og sorgen sidder stadig og gnaver. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, skønt jeg har prøvet i ualmindelig tider. Og du siger jeg fortjener lyset, men hvis Amora vidste hvilke utilgivelige synder jeg har begået, ville hun smide mig i den flammende undergrund. Når alt kommer til alt, blev jeg født som dødsengel. Måske har lyset, renheden og varmen aldrig været en del af mit sind, men blot en skygge. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller sige længere,” sagde hun. Hun troede på hvert et ord hun sagde. Hun kunne ikke vende tilbage til himmeriget. Og hvis hun ikke kunne det, måtte hun vel være en falden engel? Hun rejste sig kort op og vandrede frem og tilbage. Den varme hun mærkede fra solen havde hun ikke fortjent. Ikke efter alt det hun havde begået.
”Hvordan tilgiver en søn sin moder, efter at hun har smidt ham ud af reden? Jeg har ikke fortjent andet end hans had.” Hun vendte sig om imod ham, men hun kunne ikke se ham tydeligt fordi solen skar hende i øjnene. Hun så kun omridset af hans krop. Og det skræmte hende en smule, for det var som om at stå og kigge på en som var alt andet end menneskelig.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore brød slet ikke ind i Melroses talestrøm, for han kunne jo så tydeligt mærke på hende, at hun havde utrolig meget på hjertet, som tydeligt måtte tynge hende ned, og faktisk tvinge hende tilbage i skyggerne, også selvom det slet ikke var en placering som Salvatore ønskede at se hende på. Han havde set det gode i hendes hjerte og hendes sind, og ikke mindst hendes øjne, og han havde jo set det lykkelige glimt i Lucas’ ligeså, så han vidste, at det var her hun hørte til, også selvom det tydeligt måtte lyde som om at hun var overbevist. Hun burde tage det et skridt af gangen, også selvom det så tydeligt kom bag på ham, at hun slet ikke var kommet bare det mindste over tabet af manden. Han ville vel selv ønske at hun kunne komme videre? I stedet for det andet her? ”Selv du må tage et skridt af gangen og et sted at starte, kunne være nogen nye klæder, kære Melrose. Lucas og jeg, har set det gode i dit hjerte og det er ikke i ly af mørket og som dødsengel, du skal leve dit liv.. Heller ikke for din kære søn,” begyndte han rolig. Han var skam slet ikke ude på at lægge pres på hende eller noget lignende, for det var tydeligt for ham, at hun faktisk havde det svært med tingene som de var lige nu, selvom han slet ikke kunne gøre det vilde ved det af den grund. Det var vel ikke noget forkert i at ønske det bedste for folk som man faktisk havde omkring sig?
Salvatore lod hende rejse sig, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han var meget for, specielt hvis hun selv blev så overbevist om at tingene var så negative som de var for hende. Han var selv sikker på at hendes søn ville forstå, hvis de engang skule ende med at stå ansigt til ansigt med hinanden. Tungen strøg han ganske let over sine læber, idet han selv roligt blev siddende. Han ønskede ikke at tage alle valgene fra hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af. ”Med den tankegang er det ikke underligt, at du ikke kan komme videre, kære Melrose. Du får absolut intet ud af at gemme dig for alt i denne verden. Du er ensom, du bliver overbevist om dine egne tanker og konklusioner, som slet ikke hører hjemme nogen steder. Det er ikke helvedsilden som venter på dig. Selv Herren og Skæbnen har vist sig at have en anden betydning for dig. De skænkede dig pladsen som engel, og det gjorde de af en grund. Hvis du har brug for hjælp, så lad mig vide, så jeg kan hjælpe dig.. Sæt dig ved mig, og fortæl mig hvad du har på hjerte,” opfordrede han igen med en rolig stemme.