Back home..?

[Deleted]

Melrose blev i første omgang stående og stirrede vantro på Salvatore. Det gode i hende? Sådan havde hun ikke set sig selv i flere år! Og hun spekulerede kort på om al denne mørke og tvivl i virkeligheden stammede fra, at hun tvivlede på om Lucas virkelig havde elsket hende. Og denne tvivl havde vokset sig større med årene. Og uanset hvor mange gange hun havde fortalt sig selv, at selvfølgelig havde Lucas elskede hende, jo mere mistroisk blev hun. Og i sidste ende ville hun altid stå på bar bund, for mistroen skabte mere splid imellem hende selv og den kærlighed hun følte for Lucas. Den kærlighed havde været det eneste som havde holdt Melrose i live. Det var også det, der havde resulterede i at hun forsøgte at tage sit eget liv, men hver gang det skete, overlevede hun. Hun sad fast. Og uanset hvor meget hun rykkede sig, sank hun mere ned i dybet. Den eneste vej frem, var med hjælp fra andre. Pludseligt smilede hun et af sine forsigtige smil til Salvatore.
”Er du sikker på at Lucas elskede mig?” hviskede hun. Hun kunne ikke lade være. Hun måtte høre ham sige ordene. På mange måder var hun sikker på at det ville få hendes tvivl til at forsvinde.
Melroses tøj hang slasket omkring hendes tynde krop. Hun spiste sjældent og når hun spiste, var det ikke meget. Men sulten var blevet hendes ven på mange måder. Smerten havde mindet hende om at hun stadig var i live.
”Jeg ved ikke længere hvad folk går i af tøj og hvad der er på mode,” svarede hun flovt som en lille undskyldning. Der lå dog mere bag; hun brød sig ikke om at færdes med andre væsener. Hun brød sig ikke om deres blikke.
Dog gibbede det i hende, da han bad hende om at sætte sig ved siden af ham og fortælle ham om de ting hun havde gjort. Hvordan skulle hun kunne gøre det, når hun ingen gang selv var klar over de fleste af de ting hun havde begået? Hun kiggede ned på sine fødder, som var opsvulmet og røde. Og hun kom til at tænke på Tom. Hun vædede sine læber med tungen og tog tøvende Salvatores ene hånd i sin. Mest for trygheden og nærhedens skyld. Hun måtte vide han var virkelig.
”For det første, kære Salvatore, jeg vil gerne have din hjælp. Jeg føler mig så fortabt. Jeg ønsker at blive den jeg var før. Så varm, lys og betænksom. Jeg ønsker at heale folk igen og se deres smil på deres læber. Men min fortid tynger mig. Ikke husker jeg meget af de ting jeg har begået. Nogle af dem er i min bevidsthed som enkle glimt der ikke giver nogen sammenhæng, men jeg ved at jeg har truet en del mennesker, med at skære deres hals over hvis de ikke gav mig det jeg ønskede. Jeg har brækket næser, flækket øjenbryn og læber. Jeg har tildelt blå øjne som en fuld sømand og sådan fortsætter det. Jeg har teet mig tosset. Råbt og skreget på åben gade. På et eller andet tidspunkt bliver jeg mig selv igen, og jeg husker hvordan jeg som et frådende rovdyr har kastet mig igennem folkemængderne. Jeg skammer mig. Og jeg ved at hvis Lucas var vidne til alt dette, ville han næppe kendes ved mig igen. Jeg har opført mig utilgiveligt. Skammeligt. Hvordan kan en moder vove at vende sit eget barn ryggen?” Hun snakkede med en lav, hvislende stemme, som om hun ønskede at få det hele overstået så hurtigt som muligt. Hun stirrede ud mod floden. Det var ved denne bred hun havde mødt Lucas og meget havde dog ikke forandret sig.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Melrose var fanget i mørket.. Det dybe og intense mørke, som Lucas havde revet hende ud fra i sin tid, også selvom det var ved at være frygtelig mange år siden, så var det uden tvivl noget af en udvikling, som han ikke tog som nogen god ting, for hvem ønskede at hoppe helt tilbage til det punkt, hvor de startet, når de havde så mange muligheder for faktisk at kunne formå at udrette noget? Han vendte blikket direkte mod hende. At hun så alligevel smilede til ham, var noget som glædede ham, for så gjorde han da i det mindste noget rigtigt. Selv han var ikke særlig god til det med den sociale omgang endnu, men han arbejdede på det, og han var bestemt heller ikke bange for det. Han måtte dog erkende, at det direkte overraskede ham voldsomt, for det var slet ikke noget som han brød sig det mindste om, for selv havde han slet ikke været i tvivl. Han lod hovedet søge en kende på sned. Det var vel en bekræftelse som hun havde brug for at høre? Selvom han slet ikke kunne se, hvordan det skulle hjælpe hende videre.
”Jeg tror du har været blind for det glimt du efterlod i Lucas’ blik, bare han så dig eller snakket om dig, Melrose. Aldrig har jeg været i tvivl om at manden elskede dig,” sagde han endeligt, som han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. At hun ikke ønskede at færdes omkring andre mennesker, var så derimod noget som han havde den store forståelse for, men ikke noget som han lige kunne gøre det største ved nu, for det vigtigste var at hun fik det bedre og fandt det mod til at komme ud blandt andre og kunne færdes omkring dem, frem for at sidde herude og gemme sig, for det var ikke noget som nogen kunne bruge til noget som helst. ”Hvad der er mode, er vel underordnet? Det vigtigste, er at du er komfortabel med dig selv, og ikke skal sidde herude i skjul. Du har brug for at komme ud i lyset igen, og møde nogen folk,” sagde han med en rolig stemme. Han ville ikke dømme hende på dette, for det var der vel heller ikke nogen grund til?
Salvatore lod atter engang Melrose tage pladsen ved siden af ham, hvor han også lod hende tage hans hånd. Hvorvidt om det var en søgen for tryghed eller hvad det var, betød intet, hvor han ønskede at hun skulle lette hjertet og for en mand som ønskede at lytte til hende. Talestrømmen som hun skænkede ham, var dog længere end det som han lige havde regnet med, hvor det næsten også var noget som formåede at komme temmelig meget bag på ham, så tog han det ikke tungere end det. At hun direkte havde vist sig så.. mørk, havde han dog slet ikke regnet med, hvilket uden tvivl også var noget som måtte komme en anelse bag på ham. Han vendte sig mere mod hendes skikkelse. ”Jeg anser det ikke som handlinger gjort i ren og skær ondskab, Melrose. Derimod ser jeg på det som et råb om hjælp. Et råb skænket for folk af døve ører, og det er virkelig.. en tragisk tanke. Jeg tror ikke på at Lucas vil vende dig ryggen, jeg tror derimod det frustrerer ham yderligere, at han ikke er i denne verden til at hjælpe dig. Skam er kun en menneskelig ting.. Du ved det du gjorde var forkert, og naturligvis er det noget som kan tilgives. Hvem kan da ikke tilgive en kær engel, som har været igennem en frygtelig hård tid?” Han holdt en pause, idet at han roligt trykkede omkring hendes hånd, kun for at sende hende et roligt og betryggende smil. ”Jeg vil gerne hjælpe dig. Du er bare nødt til at fortælle mig helt præcist, hvad det er du ønsker hjælp til,” afsluttede han med en rolig og ganske sandfærdig mine.

[Deleted]

Hun nærmest klamrede sig til hans ord om at han ikke var i tvivl om at Lucas havde elsket hende. Hvorfor skulle det ikke være rigtigt? Hun fik tårer i øjnene men denne gang tørrede hun dem ikke væk. Hun gav dem frit løb. Det meste af tiden skjulte hun sine tårer, eller ligefrem benægtede dem afgang. Hun havde gemt tårerne væk, men nu hvor der ingen grund var til at gemte dem væk længere, lod hun dem løbe frit.
Tanken om at færdes andre, skræmte hende. Men måske var det på tide? Hun savnede det klare lys i himmeriget. De venlige ansigter. Men hvordan ville de tage imod hende? Ville de se hende som en falden engel, eller ville de ønske hende velkommen hjem? Så mange ubesvarede spørgsmål. Den eneste måde hun kunne finde svar, var at kaste sig ud i det. Hun følte sig mere og mere som sig selv, jo længere tid hun tilbragte herude i solen, sammen med Salvatore. Og hun følte en taknemmelig overfor ham. Han havde givet hende muligheden for at vende tilbage igen. Og måske havde Salvatore ret? Måske havde hun kun ageret som et frådende dyr som et råb om hjælp. Men hvis det havde, havde det været ubevidst for alt det hun havde begået, virkede i sidste ende som en andens handlinger. Det var på tide hun blev den lyse engel igen, som hun havde været dengang før hun mødte Lucas.
Hun gav hans hånd endnu et klem.
”Jeg bliver nødt til at lære hvordan jeg færdes iblandt andre mennesker igen. Uden at flå dem i småstykker. Jeg ønsker også at blive den jeg var engang. Der kunne jeg kalde mig healer og heale folks sår, men det lys der før boede i mig er forsvundet og jeg håber at du kunne hjælpe mig med at finde det igen?” Hun så på ham med sine grå øjne. Den grå tåge som skyggede for den himmelblå farve. Men pludseligt var det som om at tågen blev brændt væk og igen så de blå øjne på ham. Hun smilede igen. Denne gang var det ikke så forsigtigt længere, men varmt.
”Det må være på tide jeg siger farvel. Giver slip. Salvatore, jeg fik aldrig sagt farvel til ham,” hviskede hun. Langsomt så hun sig omkring. Hun slap hans hænder og rejste sig. Langsomt søgte hun i græsset for at finde det hun søgte. Hun fandt det; små spæde blomster tittede frem i det høje græs ved bredden. Med en koncentreret mine, samlede hun forsigtigt blomster og græs sammen og flettede en krans. Hun kyssede den let med sine læber. Derefter trådte hun vande ud i floden, indtil vandet nåede hende til lige under brystet. Hun gav slip på kransen holdt øje med den, indtil floden førte kransen så langt væk at hun ikke længere kunne se den. Tårerne trillede ubehersket ned af hendes kinder. Men selvom hun på det ydre var et rent uvejr, hvilede hun indeni i sig selv. Hun følte sig underligt tom indeni.
Uden tøven begyndte hun at synge en sang man plejede at synge oppe i himmeriget, når en engel gik bort.
Lidt tid efter stoppede hendes sang. Med begge hænder plaskede hun vand i ansigtet. Hun var parat til at starte livet igen. Med livets glans. For Lucas’ ære ville hun aldrig falde så dybt ned i mørket igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede selvfølgelig kun at Melrose havde det godt, og hvis det hjalp hende at få bekræftet at Lucas i sandhed elskede hende, så gjorde han mere end gerne det, for det var noget som også gjorde sit for hans del. At se hende blive så lettet, at hun faktisk måtte fælde tårerne, var også noget som påvirkede ham, for han havde stået Lucas nær tilbage i sin tid. Han hævede varsomt sin frie hånd, kun for at stryge den mod hendes kind, så han kunne fjerne hendes tårer, for det var slet ikke hans hensigt at gøre hende det mindste ked af det. Tvært imod, så ønskede han at være der til at hjælpe hende tilbage til det lys som hun kom fra. Det var lyset og det håb som hun havde været med til at brede, som Procias havde brug for lige nu, og naturligvis var det også noget som han agtet at give hende, når han nu endelig havde muligheden for det! At hjælpe hende og give hende de redskaber som hun havde brug for, når han nu var i stand til det, for det var jo allerede længst gået op for ham, at det ikke var fordi at det krævede så frygtelig meget. Hun skulle ud blandt andre mennesker, lære at begå sig endnu en gang, og finde sin plads i det hele, også selvom han vidste, at det hurtigt kunne vise sig, at være en udfordring, så var han ikke bange for at give det et forsøg.
”Kan jeg hjælpe dig, så skal jeg glædeligt gøre det, Melrose. Jeg vil ikke se så smuk en engel falde tilbage i skyggen, når jeg har set hvad hun kan udrette i lyset. Det er blevet dig et nyt hjem, og det er her du hører til,” sagde han med en rolig stemme. Det var på tide at hun gav slip – også for Lucas’ skyld, selvom han tydeligt kunne se og ikke mindst fornemme på hende, at det var svært. Som hun igen rejste sig, så gjorde han det samme, kun for at vende sig i retningen af hende endnu en gang. Han lod hovedet søge en anelse på sned, inden han selv rejste sig. ”Du gør dig selv, såvel som ham en tjeneste, ved at give slip og komme videre. Det giver ingen af Jer hvile, at du har det sådan, kære Melrose,” sagde han med en rolig og behersket stemme, som han lod hende lave kransen og sende den af sted i floden, som tydeligt bar den med sig, næsten som den var klar over, at den havde en større værdi end som så. Han lagde roligt hånden mod hendes skulder, som han klemte blidt omkring. ”Lucas vil uden tvivl ønske at se dig i lyset udføre de gode mirakler og bringe håbet tilbage til folket, som nu længe har været mistet. Du har så mange ting som du kan udrette for dem, kære Melrose, og jeg vil meget gerne hjælpe dig med at gøre det,” lovede han med en rolig stemme.

[Deleted]

Melrose følte en underlig ro indeni. Var det hele virkelig slut? Havde det været så nemt at komme videre? Hvorfor havde hun ikke gjort dette noget før?
Måske var det fordi hun havde været blændet af så stor en sorg, også stort et had til alt og alle omkring sig. Mørket havde opslugt hende, og hun havde ikke været i stand til at se lyset omkring sig. Men efter hun var vendt tilbage til den kendte verden, kom hun langsomt til sig selv. Hun følte sig dog også en smule fejlledt. Hvordan kunne det ’at give slip’, give hende så stor en indre ro på bare få sekunder? Hun slog det hen. I det øjeblik, gik det langsomt op for hende, at Salvatore havde fuldt hende med ud i vandet. Dog ikke ud i vandet. Han gik på det. Det undrede hende dog ikke. Hun havde hele tiden vidst at han måtte være en eller anden form for magiker. Han var gået ned på knæ for at lægge hånden på hendes skulder. Men han blev ikke våd af vandet. Det syntes hun var en lille bitte smule mærkeligt, men måske brød han sig ikke om at få våde tær? Hun vendte sig kort imod ham og så ham ind i de isblå øjne.
Alle de gode minder hun huskede om Lucas, dukkede frem fra hendes indre blik. Som var de brudt ud af den mentale mur hun havde dannet. Han var heller ikke omkring hende på samme måde som han havde været før. Den kvælende fornemmelse var væk, og Lucas’ tilstedeværelse virkede mere som når en lun brise rammer ens ansigt.
Hun strøg en hånd igennem de våde lokker, før hun smilede blidt til ham.
”Nu er jeg endelig på rette vej igen. Tak for din hjælp og overbevisning,” sagde hun og uden og tænke videre over det, gav hun ham et kram. Af taknemmelighed. Af lettelse.
Det hele virkede forhastet, men hun havde vandret i mørket for længe. Hun måtte lade sig opsluge af lyset endnu engang.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At komme videre, vidste Salvatore godt, kunne være sværere end det var sagt i udgangspunktet, men selv han ønskede selvfølgelig at hun havde det så godt som muligt, for det andet, var jo slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende. Han havde valgt at følge hende ud i vandet, også fordi at han slet ikke ønskede at hun skulle sidde med fornemmelsen af at være alene, for det var slet ikke hensigten ved noget som helst. Han lod hånden hvile mod hendes skuldre, mens de mosgrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun havde været så fortabt og forvirret, men det virkede da også til at hun var langt mere fortrolig med det hele og det at være omkring ham nu, hvilket skam også var noget som passede ham fint. Han nikkede i retningen af hende. Det var skam ikke fordi at han var bange for at blive våd eller noget lignende. Han så bare ikke nogen grund til at blive våd, hvis han kunne undgå det. ”Så lang tid jeg er i stand til at hjælpe, så er jeg glad, Melrose. Så lang tid at Procias kan få en af de mange gode engle tilbage igen, så er det til gavn for alle,” sagde han roligt.
Minderne var måske mange, men det var jo de gode ting som man skulle holde fast i og ej det negative og det onde, for dem var der uden tvivl også mange af, når det kom til Lucas, og det vidste Salvatore uden tvivl også godt. Som det nu var sagt, så tog han mere end glædeligt imod hendes omfavnelse, hvor han selv bevidst valgte at hæve hende fra vandet, kun for at tage hende ordentlig ind i favnen igen, kun for nærmest at ’svæve’ tilbage på land igen, inden han roligt satte hende. Selvom det måske var ved at blive varmere i vejret, så var det vel stadig koldt at stå der i vandet? Han vendte blikket mod hende igen. ”Har du et sted du kan kalde for hjem, Melrose? Du skulle jo nødigt ende med at blive syg,” påpegede han med en rolig stemme, og næsten helt.. bekymret. Selvom han selv nu var blevet våd, fordi han havde haft hende i favnen, så tog han sig ikke rigtigt af det. Det vigtigste var at hun følte, at han var der for hende, for det var noget som han faktisk ønskede at være.

[Deleted]

Melrose var i sandhed glad for at Salvatore var dukket op. Hun tænkte kort på at for nogle timer forinden havde hun været en sand skygge af sig selv. Så længe havde hun været alene, at det var mærkeligt for hende at stå så tæt på et andet menneske, men hun havde absolut ikke noget imod det. Hun følte sig tryg og hun stolede på Salvatores ord.
”Jeg er dig evig taknemmelig, Salvatore,” sagde hun. Hun bemærkede knap at han løftede hende op og bag hende op på land. Ikke før de stod på jorden igen.
”Men jeg ved ikke hvor meget gavn jeg kan give Procias. Ikke endnu,” hviskede hun lavt.
Når hun så tilbage på det liv hun havde haft i løbet af de mange år, skræmte det hende. Men hun følte også en dårlig samvittighed ved at have forladt Procias. Alting var så forandret fra da hun havde forladt det. Og det gav hende et stik i hjertet. ”Alt er så forandret fra da jeg forlod det, Salvatore. Der er ikke meget her i Procias jeg kan genkende. Måske lige bortset fra denne flod. Den forandre sig næppe,” sagde hun til ham imens hun så på ham med en trist mine. Før i tiden havde hun levet for at Procias stod stærkt. Også var hun så pludseligt forsvundet. Men ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til de mennesker omkring hende. Havde hun overhovedet gjort dem en tjeneste ved at forsvinde? Næppe. Da Salvatore kort efter spurgte om hun havde noget sted hun kunne kalde hjem, rystede hun kort på hovedet, men afbrød.
”Himmeriget, men jeg har ikke været der siden jeg rejste. Jeg frygter en smule hvordan de vil tage i mod mig,” hviskede hun blot.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ville nu ikke mene, at han havde gjort alverdens andet end at snakke med Melrose, og få hende lidt på rette spor igen, for det havde uden tvivl været en nødvendighed, så det var egentlig noget som han agtet at gøre det, også mest for hendes egen skyld vel at mærke,. At hun så skulle være så taknemmelig for det, indikerede jo blot, at det han gjorde, ikke var helt uden et formål, og det var egentlig en tanke som han havde det ganske fint med, for han elskede at hjælpe folk, specielt når det var en taknemmelighed som denne, som han blev mødt af i retur. Tro mig, min kære Melrose. At se dig smile igen, er mere end glæde nok i sig selv. Jeg tør næsten påstå, at jeg kan genkende dig nu,” påpegede han med et ganske roligt smil på læben, for løgn var det bestemt heller ikke set i hans øjne. Glimtet i hendes øje, modet i sindet. Det var alt sammen noget som gjorde utrolig meget, selv for hans del, for det at blive bekræftet i, at han faktisk var i stand at hjælpe nogen, var noget som faktisk betød meget for ham.
Salvatore hjalp roligt Melrose op på bredden igen, så hun ikke skulle ende med at blive syg. Selvom det var ved at være varmere i vejret og ved at være forår, så var han slet ikke det mindste interesseret i, at hun skulle komme galt af sted eller blive syg på nogen måde. Han lod hovedet søge let på sned, og med blikket roligt hvilende i hendes. ”Altid vil der være noget at genkende i denne verden, om det så skal være floden som igennem årtusinder har flødet i samme retning, eller om det er et ganske særligt træ i skoven, eller noget så værdifuldt som et levende eller afdødt individ. Der er ikke nogen forskel. Alt er som det altid har været, bare med lidt forandringer,” forklarede han ganske sandfærdigt.
At Melrose ikke havde noget som hun ville kalde for et hjem, var naturligvis en tanke som gjorde ham en smule trist, også fordi at det jo ikke bare var til for at han kunne tage hende med sig, selvom.. han kunne jo heller ikke efterlade hende herude, når han vidste, at hun havde det som hun havde det. Det kunne godt være, at hun var på vej mod bedring, men det kunne meget hurtigt og meget vel gå den forkerte vej, og det var slet ikke noget som han ville sige at han var det mindste interesseret i. ”Naturligvis vil de tage vel imod dig, Melrose. Du er jo trods alt en engel, og noget af det mest lyse, som de i mange år har haft bosat deroppe. Jeg er sikker på, at de nok vil hjælpe dig,” sagde han opmuntrende. Han forsøgte om ikke andet.

[Deleted]

Melrose var i den grad taknemmelig for Salvatores hjælp. Nok havde han kun talt med hende. Men det havde i sig selv været nok. At nogle havde snakket med hende. Især når det var en som Salvatore som kendte hende selv og som havde kendt Lucas. Salvatores ønske om at hjælpe, var noget som inspirerede hende til langsomt at komme tilbage til sit gamle jeg. Og hans ord om at han kunne genkende hende, varmede. ”Det er jeg glad for at høre,” sagde hun med en rolig stemme. For Melrose var det som om hun var vågnet, efter at have sovet ufatteligt længe. Som når forårsblomsterne gå i hi for den hårde vinter, og vågner op ved forårets kalden. Nu hvor hun stod med fødderne på bredden igen, vristede hun sig endelig fri fra deres omfavnelse. Hun prøvede at vride væden ud af tøjet og håret med ihærdige hænder, men der var ikke ligefrem en stor mulighed for at hun ville få varmen af dette. Hun lagde armene tæt om sig. Hun frøs noget så forfærdeligt. Hendes tænder klaprede og de rosa læber blev blå. Hun lyttede til hans ord. Han havde ret, men han havde ikke forstået hendes ord. ”Salvatore..” begyndte hun tænderklaprende. ”Jeg har ikke været her i mange, mange år. Jeg kan ikke genkende Procias som det var da jeg forlod det. Her er sket meget, både godt og ondt.” Det var måske derfor hun ikke turde tage hjem? Hun var bange for de forandringer der var sket med det hun kendte. Og for alt i verden så turde hun ikke se dem i øjnene. Det var ikke tit en engel svigtede sit hverv og lod mørket gennemtrænge lyset.
”Jeg skal nok vende tilbage engang, men jeg ønsker det ikke, før jeg er blevet mig selv fuldkommen,” fortalte hun ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore synes nu ikke han havde gjort alverdens for Melrose, men hvis det han havde gjort, havde været til hjælp for hende, så var han bestemt heller ikke den som ville brokke sig over det foretagende. Han betragtede hende med en rolig mine, også selvom han faktisk mente hvad han havde fortalt hende; Han kunne genkende hende nu. Hendes glimt i øjet, det varme smil og det at hun bare var den som hun var, og det var jo egentlig noget som han faktisk havde det ganske fint med. En mand som hvilede i sig selv.. ja, naturligvis var det også noget som han ønskede at lære videre til hende lige så, så hun også kunne lære det videre til sine nærme, som kunne gøre det videre. En dominoeffekt måske, men det var uden tvivl noget som de alle sammen ville få det meget bedre af. Han nikkede med et stille smil på læben, for han mente det jo trods alt også. ”Godt, kære Melrose,” sagde han med en rolig stemme.
Mange ting havde uden tvivl forandret sig, men i et individs fravær, så var det vel heller ikke så underligt igen? Som det nu var sagt, så ønskede han at hjælpe hende tilbage til den hverdag som hun havde haft før, også selvom han vidste at Lucas ikke var der mere, så var det ikke noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende, selvom det nu bare var sådan at det var. Han vendte blikket i retningen af sin kappe som lå på jorden, inden han roligt fik den til at svæve op og lagde sig i hans hånd, så han kunne lægge den forsigtigt omkring hende, for det var bestemt heller ikke meningen at hun skulle stå der og fryse, for det var slet ikke noget som han var det mindste ude på. ”Verden vil altid være den samme, bare i en anden forklædning. Træerne vender sig i andre retninger, de bliver større.. de mister deres blade, men når foråret kommer igen, vil de springe ud og blive grønne, præcist som de gjorde året i forvejen, Melrose. Meget har hændt på både godt og ondt, og hvis der er nogen som kan hjælpe folk videre, så er det den gamle Melrose, som jeg kender..” Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med et stille smil på læben. Han var af den overbevisning, at der nok skulle komme noget godt til Procias igen, hvis de alle sammen bare kunne hjælpe hinanden, og det var det som han ønskede sig. ”Med fuld forståelse, kære. Englene kan uden tvivl hjælpe dig tilbage til det helt rette spor. Kald på mig, hvis du skulle have brug for mig.. Jeg kan udmærket godt høre dig,” lovede han med en rolig stemme.

[Deleted]

Det var tydeligt for Melrose at Salvatore nød at hjælpe andre. Han hvilede så godt i sig selv, at Melrose beundrede ham for det. Han virkede så voksen og moden. Den tanke fik hende til at smile, for han måtte have levet i lige så mange årtusinder som hende selv. Men Melrose følte sig stadig som et barn på mange måder, også selvom hun var blevet mor. Men måske hang det sammen med at hun på disse få timer på en eller anden led var blevet ’født’ på ny. Og den lethed der fyldte hende, affandt hun sig med. For det gav hende en tryghed hun ellers ikke havde været i besiddelse af længe. I forhold til Lucas, vidste hun at hun med tiden ville hvile mere i sig selv og acceptere at leve uden ham. Der var stadig mange ting hun ønskede at få opklaret men med tiden ville svarene komme. Det var hun overbevidst om. Hun så sig kort omkring. Der var så meget som havde forandret sig i tidernes løb. I en stor grad hende selv. Alligevel kunne hun genkende stedet selv med de store forandringer. Den lyse flod ville altid være et sted som Melrose ville føle sig tryg ved. Hans kappe svøbte sig om hendes skuldre og der gik ikke længe før tænderklapren forsvandt. Hun så taknemmeligt op på Salvatore. Hun smilede ved hans ord. ”Du har ret Salvatore. Naturens rytme forandrer sig aldrig. Det gør vi tværtimod. Men jeg er overbevidst om at hvis vi står sammen kan det gode atter skinne igennem,” bekendtgjorde hun. Melrose havde dog svært ved at flyve op til Himmeriget for at søge tilgivelse. Før hun ønskede at søge derop, ville det være rart med et sted at sove under tag og varme dyner. Hun vendte ham ryggen et kort øjeblik. ”Salvatore.. er det muligt at vores veje først skilles i morgen? Jeg vil gerne have et sted at sove i nat, men jeg finder mig selv hjemløs. Kunne vi tilbringe natten sammen?” I hendes øre lød det vældig forkert. Hun ønskede slet ikke det af Salvatore. Men trygheden var hende tiltrængt. Hun vendte sig om og studerede Salvatore med let rødmende kinder.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det forundrede egentlig Salvatore hvor følsom Melrose var, også selvom det var tydeligt, selv for ham at se, at hun på ingen måder var kommet over tabet af Lucas, men det var nu og da ved at være så mange år siden, at hun måske burde se frem, i stedet for tilbage. Han forstod skam godt usikkerheden, hvis det var sådan her hun havde haft det igennem frygtelig mange år, men selv dette var noget som man burde komme videre af. Han smilede let for sig selv. At hjælpe folk, var noget som uden tvivl selv måtte give ham en rigtig god fornemmelse af tingene. Han var enig med hende. Procias skulle endnu en gang vokse til at blive en stærk nation, og derfor havde de uden tvivl brug for hinanden for netop at opnå dette mål, og nu kunne han jo starte med Melrose, hvilket var noget som han gjorde allerede med det samme. ”Vi bliver ældre, vi forandre os, som vi forandre mening, holdning og synspunkt, og det er blot en del ved at være menneskelig. Det lille lys som ligger i os alle, må vi atter gøre stærkt, og for det, så må vi hjælpe hinanden.. og jeg hjælper gerne dig,” sagde han roligt. Hun behøvede slet ikke at takke ham på denne måde, for han gjorde det fordi at han havde lyst, og ikke fordi at det var noget som han følte sig tvunget eller nødsaget til, og det var uden tvivl utrolig lettende for ham. At hun ikke ønskede at søge til Himmeriget nu, forstod han dog ikke, for det ville da uden tvivl være det mest ideelle når alt endelig skulle komme til alt. Han nikkede. ”Naturligvis,” begyndte han roligt, som han lukkede sin kappe tæt om hende, for det var jo heller ikke meningen, at hun skulle stå der og fryse, for det havde så sandelig aldrig været hans hensigt. Bedst af alt, så var det jo vigtigt, at hun slap Lucas og kom videre, for det ville den mand uden tvivl have det bedst med. ”Hvad du finder mest komfortabelt, så er det naturligvis hvad vi gør. Jeg kan tage dig med til Den Magiske Cirkel? Give dig en nat og dag med ro, blot du lover mig at søge mod det høje og for den tilgivelse, som du har brug for,” sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

Følelserne var altid noget der havde hængt ude på tøjet på Melrose. De var mere eller mindre blevet pakket væk efter Lucas’ død. Og som hun nu på mange måder var blevet født på ny, kunne hun mærke hvordan følelserne vældede igennem hende, som blodet i hendes årer. Lucas havde betydet alverden for hende. Selvom det var en meget basal ting, så havde Lucas lært hende at elske. Han havde fået hende til at acceptere sig selv. Respektere de ting hun foretog sig. Anerkende sig selv for den hun var. Og nu hvor han var væk, havde hun ikke en til at minde sig om det længere. Hun havde været hjælpeløs. Men noget havde ændret sig i hende. Og det var i dette øjeblik det var gået op for hende, at hun værdsatte det at hun var i live. At hun ikke havde taget det forgæves. Hun var taknemmelig for at hun var stødt ind i en som Salvatore, som igen havde vist hende vejen, da hun ikke selv kunne se den. Hun smilede let til Salvatore. ”Så lad os i det mindste prøve at gøre Procias til et bedre sted at være,” sagde hun. Hun tog blidt hans hånd og klemte den let før hun slap den igen. Hun havde hørt kort om den magiske cirkel men aldrig været der. ”Det vil jeg gerne, men er der ikke noget om at den magiske cirkel er stærkt beskyttet og kun fuldblodige magikere kan betræde stedet?” spurgte hun undrende. ”Og ja, jeg vil søge til himmeriget for tilgivelse,” erklærede hun endeligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ville ikke umiddelbart sige, at han havde gjort noget særligt for en som Melrose, men når man var så følsom som det hun var, så var det ikke underligt, at hun havde reageret så kraftigt, som det hun nu havde. Han var nu bare glad for muligheden for at hjælpe hende, for det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Igen kunne han genkende glimtet i hendes øjne. At Lucas havde en stor betydning for hende, var han på ingen måder i tvivl om, for det var tydeligt, at det var noget som hun værdsatte frygtelig, frygtelig højt, og det var noget som han faktisk delte med hende. Følelser var ikke nødvendigvis en svaghed, men man skulle derimod også være meget påpasselig med hvad og hvilke man udviste. Ved hendes udtalelse, kunne han slet ikke lade være med at smile bredt. ”Det er netop den indstilling som jeg søger,” sagde han med en sandfærdig stemme. At lade hende vide hvordan Den Magiske Cirkel så ud, var egentlig ikke noget som alle fik lov til, så det var egentlig en ganske stor ting, selv for hans vedkommende. Han lod hovedet søge let på sned. ”Normalt ja. Et andet væsen, kan ikke betræde Den Magiske Cirkel, uden at være i ledtog med en magikyndig.. Og i dette tilfælde, så følges du med mig, så jeg kan snildt få dig derind, uden at der sker dig noget,” sagde han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn, hvilket jo faktisk egentlig var noget som passede ham selv ganske udmærket. Han kappede sin kappe mere omkring hende. At hun havde brug for tid til at komme sig, inden hun søgte til Himmeriget, var derimod noget som han faktisk godt kunne forstå og det var en tid som han hellere end gerne ville give hende, nu hvor han havde muligheden for det. Han lagde roligt den ene arm, idet han roligt ført hende med sig væk fra bækken, kun for at søge mere ind mod byerne og i retningen af Den Magiske Cirkel. At hun så ville søge til Himmeriget, var noget som passede ham fint. ”Jeg tror ikke du skal være bange for ikke at få den tilgivelse, kære Melrose.. Jeg ved at du vil få den,” beroligede han hende roligt, idet han søgte væk fra bækken, væk fra skoven og søgte mere ind mod byen, så de kunne komme ind og i varmen, så hun heller ikke skulle ende med at blive syg.

//Out

[Deleted]

Melrose følte sig i sandhed taknemmelig for at hun var stødt ind i Savatore. Hvor længe kunne hun være gået rundt som sin egen skygge, før det var endt mere galt. Hun havde vænnet sig til den grå tåge som havde fandtes i hendes sind. Hun havde vænnet sig til vildskaben og havde efterhånden givet slip på fornuft og tanker. Hun følte sig taknemmelig over at der stadig fandtes nogen som kendte hendes navn og som ønskede at hjælpe. Hendes følelser var blevet sat på standby, efter Lucas’ død. Hun havde spærret dem inde, som hun havde spærret mindet af ham inde. Som hun havde skubbet Irryathen væk selvom han var hendes eget kød og blod og den som mindede om Lucas’ sande billede. Men alt det tillod hun ikke længere. Hun kunne igen ånde frit og det var hun glad for. Melrose var ikke en som lagde skjul på sine følelser, det havde hun ikke gjort siden hun blev engel. Hun huskede ikke tiden som dødsengel, men det havde været en mørk og trist tid. Da hun blev engel var der pludselig noget at leve for og følelserne fik pludseligt frit løb. Melrose var pludselig i stand til at vise hvad hun følte og det gjorde hende også til en engel som var i stand til at hjælpe andre.
Hun smilede stort. Med den rette ånd, kunne hun endnu engang hjælpe de mennesker som havde brug for det.
Hun vidste at det var sjældent andre end fuldblodsmagikere som betrådte den magiske cirkel. Det var et mystisk sted som mange ikke havde hørt om. På mange måder ligesom hendes eget hjem – Himmeriget. Hun hørte på hans ord og nikkede sigende. Det var en rar tanke at hun ikke skulle tilbringe nætterne ude under en mørk himmel længere. Desuden følte hun en nysgerrighed hun ikke havde bemærket længe.
”I det tilfælde glæder jeg mig til at se Den Magiske Cirkel,” sagde hun roligt.
Hvis hun ikke var kommet tilbage til Procias for at søge mod himmeriget – hendes hjem, så vidste hun ikke hvorfor hun var kommet igen. Dog var hun evigt taknemmelig for at Salvatore forstod hvorfor hun havde brug for tid. På mange måder var det for at trække tiden ud, men også fordi hun var ængstelig for at se alle englene – hendes folk, i øjnene igen. Hun ville gerne vende sig til at hun efterhånden var blevet sig selv igen. At hun atter kunne tilslutte sig sit folk igen uden at være flov over den hun var. Dog forsikrede Salvatores ord hende om at hun nok skulle få den tilgivelse. Hun gik villigt med Salvatore, med hans arm om sig. Kort kastede hun et blik mod Den Lyse Flod. Dette ville altid være et sted som havde en plads i hendes hjerte. Hun hviskede Lucas’ navn, før hun vendte sig om mod det der ventede forude.
//Out