For once - I'm going out

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, selvom det slet ikke var noget som bed på Jacqueline. Efter tabet af sin mand, sin søn og sit lille barnebarn, som hun slet ikke havde nogen anelse om hvor var endt henne, så følte hun sig for alvor alene, også selvom det virkelig burde være noget som hun var vant til efterhånden. Bølgerne slog kraftigt ind mod molen, hvor hun gik langs den sandede strand med tæerne i vand. Et sted så var det en glimrende måde hvorpå at hun kunne lufte tankerne lidt, hvilket hun uden tvivl også havde brug for. Vinden rev i det lange lyse hår, og fik det kastet over hendes skulder og bag hendes nakke, så det afslørede hendes ansigt. Kappen trak hun om sig. Det var ganske vidst forår, men stadig koldt om natten.
Jacqueline snøftede en anelse og tørrede roligt næsen af i ærmet. Selvom hun måske bar med sig en lille forkølelse, så var det slet ikke noget som hun tog sig af som sådan. Hun vendte sig roligt omkring. Generelt var der frygtelig stille i Peula, og det var jo styret af de store familier – der hvor hun vidste, at hun fremstod som blandt de største og rigeste, selvom det vitterligt ikke var meget at prale af mere.. Hun var jo bare en skygge af sig selv. Der var jo ikke nogen til at rive hende op af det sorte og bundløse hul, hun var kastet direkte i.

[Lestat De Lochér]

Lestat sad på stranden. Han havde slået sig ned Peula for mange år siden, boede i en meget lille hytte som han lige kunne have råd til, ved at arbejde som bartender om natten, med 1 fri nat om ugen. Og den nat, var i nat. Han kiggede ud over bølgerne. Her var flot, beroligende med bølgerne og det hele. Han kiggede på havet med en blød bølge. Han havde nu været vampyr i mange år, og han var fuldt tilpasset i denne form. Det var den eneste rigtige for ham. Hans blå øjne hvilede ud i mørket, for det var blevet end sen aften. For hans vedkommende var det dog faktisk tidlig morgen. Han sad med en smøg. Det at ryge var lidt af en vane - på jobbet og hjemme. Tanken var beroligende. Han holdt den ud fra sig med to fingre, puffede lidt af det ydre af med en finger og tog et sug mere. Han pustede ud, lavede små ringe med munden. Han bar nogle sorte støvler i et par cowboybukser og en skjorte, der var trukket udover bukserne. Et suk passerede hans læber, inden han tog endnu et sug ind af smøgen og pustede ud igen - helt uden at hans brystkasse bevægede sig, for hans lunger var jo døde. Han fik øje på en skikkelse foran sig, en skikkelsen han syntes at have set før og en han kendte lidt til. Han blinkede let med øjnene. Jo det var absolut Jacqueline der gik derhenne - en af de mere velhavende i Peula, men ikke noget han tænkte nærmere over, eftersom han selv havde været konge i en fjern fortid. Han bed sig i læben, rejste sig op og gik stille ned mod vandet. Han stod nu et par meter forud for hende i vandkanten, så hun egentligt gik hans vej. Han kiggede ned i vandet og tog et sug mere af hans smøg.

[Deleted]

Jacqueline havde det bestemt ikke særlig godt, selvom hun med sin mentaldæmon, var i stand til at skjule det lidt bedre end det som man nok ellers ville være af. Når hun endelig var ude på den her måde, så var det jo der, at man for alvor kunne sige, at det var slemt. Hun frøs.. Men på denne aften – årsdagen for hendes mands bortgang, så var det faktisk utrolig svært for hende at være hjemme, så derfor søgte hun udenfor. Hun ville lyve, hvis hun ville påstå, at hun ikke savnede ham, for det gjorde hun. Men igen, så var det vel heller ikke underligt med alle de år, som de faktisk havde været gift i? Hun prustede let, som vinden nærmest pustede hende i nakken, hvilket fik hendes nakkehår til at rejse sig i et kraftigt gys. Det ville nok gøre hende syg, at rende rundt ude på denne måde, men.. hellere det end at sidde tudefærdig hjemme, og her kunne hun da få lov til at tænke på lidt andre tanker. At det var Lestats friaften i aften, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om. De havde ganske vidst slået en snak af i tide og utide, når hun havde været i baren, og hun måtte erkende, at han virkede som en rigtig flink mand.. Mere flink end så mange andre, som hun havde mødt her i Peula, også fordi at det bestemt heller ikke var mange mænd som hun følte at hun kunne stole på i det hele taget, og det var jo også noget som kun gjorde, at hun havde endnu større besværligheder med at åbne op for dem. Hun hævede blikket, da hun nærmede sig, da en anden skikkelse trådte hende i blik. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Jeg vidste ikke det var din friaften i aften, Lestat,” sagde hun endeligt, som hun næsten automatisk rettede sig op. Det glædede hende faktisk at se ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat kiggede ud over vandet. Han vidste ikke om han kunne tillade sig at tale til Jacqueline udenfor arbejdet, men når de havde snakket, havde det virket som mere end ordveksling mellem bartender/kunde. Han smilede let for sig selv, mens han pustede ud fra sit sidste sug af smøgen og lod nogle små fine ringe komme ud i luften foran ham. Smøgen var røget færdig og han lod den sidste lille ende falde ned i sandet, som han trådte ned med foden. Han stak hænderne i sine lommer og kiggede på vandet, der lige præcis ikke nåede op til hans støvlesnuder. Han smilede let for sig selv. Han havde det godt. Han var ensom, men han havde fundet ro i det lille job og at have et sted at bo, og det var rart at have noget at give sig til - som han uanset blev nødt til, hvis han ikke ville bo på gaden. Han sukkede svagt og slog blikket hen imod Jacqueline, da hun kom tættere på. Han sendte hende et lille smil og rettede sig også selv op. Hun så ud til at gyse over hele kroppen af kulde - et problem han ikke kendte til med hans race, han kunne i princippet gå rundt uden tøj uden at det ville ændre hans kropstemperatur. "Det skifter også fra tid til anden, for vi skiftes til at gå hjem, hvis der er stille på jobbet," sagde han roligt og så på hende med sine havblå øjne. Det var egentligt rart at støde på hende her.

[Deleted]

Jacqueline var faktisk ked af, at hun ikke havde en større omgangskreds, men det havde jo altid været hende som var hjemme, og manden som arbejdede ude. Hun havde haft børnene, også selvom hun ikke brokkede sig. Nu var det hele spredt for vilde vinde, og hun sad i et alt for stort hjem til en person. Ensomheden kendte hun kun alt for godt til, men hun havde jo lige så brug for at der var nogen til at fylde den plads ud ved hende – men ingen havde vist sig værdig til det endnu, og som ikke kun var ude efter hendes pengepung, for hun vidste, at hun havde frygtelig meget, som så mange andre meget gerne ville have fat i, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun skulle støde på Lestat, var dog ikke en mand som gjorde hende skeptisk. Tvært imod, så var det noget som kun fik hende til at smile. De havde måske kun slået en snak af over disken, men de havde snakket, og han havde om ikke andet, så virket til at vise en interesse for hende, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun stoppede op – Ikke langt væk fra ham. ”I så fald, så er jeg heldig i aften, at fange dig på din fridag,” sagde hun sandfærdigt, som hun foldede hænderne fint og feminint foran sig. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun var kold, men ikke nær så kold, at hun ville trække sig indenfor eller noget lignende – specielt ikke i aften. ”Har det været en så rolig dag, at de har sluppet dig? Den bedste bartender de har?” tilføjede hun som hun let blinkede til ham. Han havde nu altid gjort hende i et godt humør.

[Lestat De Lochér]

Lestat så roligt på hende, mens han mærkede vinden stryge op i hans korte hår og blæse ind over hans i forvejen kølige ansigt. Han var dog altid koldere end vinden, så den føltes næsten varm, blid og kærtegnende imod hans kind. Han lyste let mere op i et smil, som hun nåede hen til ham, for sandt var det at han fandt hende som et fascinerende væsen - det var jo også derfor han selv havde taget sig en snak med hende og interesseret sig for hende. Han vidste udmærket godt hvem hun var og hvor velhavende hun var, men det var virkelig intet han gik op i overhovedet, uanset hvor lidt han så selv var endt i efterhånden - et bartenderjob og et lille 1 værelses hjem, hvor både sofa, seng, lille køkken mv. var i det samme rum, men det var vilkårene, når man mistede alt og det løb som sand gennem fingrene. Han lod sine hænder hvile i sine bukselommer, men stod alligevel med en rank ryg. Han var blevet en del af det lave samfund, så han havde prøvet det hele og været hele turen rundt i hierarkiet - hele vejen fra top til bund, men han følte sig egentligt godt tilpas som alt var nu, alt taget i betragtning. Han nikkede let og betragtede hende indgående. "Jeg er da ligeså heldig at støde ind i dig her," sagde han roligt med en troværdig tone, for han synes hun virkede som en pålidelig person. Han kom til at smile over hendes meget feminine måde at stå på, men sagde intet til det. Han grinte af hendes ord. "Jeg tvivler på jeg er den bedste," sagde han først og trak på skuldrene, inden han kiggede ud over vandet med et smil på læben, "Men ja, der har ikke været meget at lave i dag."

[Deleted]

Jacqueline var skam godt kendt med Lestats tid i Procias, selvom den efter rygterne, skulle siges, at være frygtelig kort, så var det slet ikke noget som hun ville dømme ham på. Hun ønskede heller ikke selv at blive dømt på den slags, så hvorfor skulle hun da gøre det? Blikket og de mørke øjne gled mod hans skikkelse. I det indre, så var hun knust og ensom, men det var noget som hun virkelig forsøgte at undgå at komme frem, for hun var træt af at græde.. Også fordi at hun følte at hun var fanget i et hul, som hun ikke bare kunne komme op af, og det at bede nogen om hjælp, var slet ikke noget som hun var særlig god til, på nogen som helst måde i det hele taget! At han påstod at han var heldig, var noget som fik hendes smil til at brede sig en anelse. ”Ja.. Du har ret. Af alle steder i Peula, så står vi begge her ved stranden. Jeg elsker at tilbringe tiden her.. Det har jeg gjort siden jeg var barn.” Blikket gled i retningen af vandet og med den samme rolige mine, som tidligere. Hun trak vejret dybt, også mest i et forsøg på at holde sig selv i kort snor, så følelserne ikke skulle komme udenpå tøjet, for det var hun slet ikke ude på. ”Du er da en af dem, som jeg kan snakke med, Lestat.. Jeg har altid nydt det, selvom det har været over disken. Det er bare første gang jeg ser dig væk fra din arbejdsplads.. Bor du i nærheden?” spurgte hun endeligt, som hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Han virkede som en mand nede på jorden, og det kunne hun godt lide. Det var noget af det som hun et sted.. havde brug for? ”Det er vidst til mit held.. Vil du gå en tur med mig? Det er koldt for mig at stå stille,” fortalte hun med en rolig stemme.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste ikke, om der var nogen der huskede hans tidlige dage. Alle fra den tid var væk, faktisk havde han ingen fra sin fortid i livet, og han havde svært ved at sætte sig op på nogle nye. Han havde svært ved at lukke op efterhånden, for trods alt, så forsvandt de jo alle sammen bare eller blev taget fra ham, så efterhånden var han bange for at være en ulykkesfugl der altid kun kunne miste folk. Men på trods af det, havde han fundet ro med sig selv og ensomheden og det gik i den bedre retning, selvom tanken om at miste altid fulgte efter ham som en skygge. Han nikkede til hendes ord, lyttede og vendte blikket imod hende. "Pudsigt sammentræf, ikke sandt? Jeg syntes også meget godt om stedet her, siden jeg flyttede hertil," fortalte hende hende med et let smil på læben, som han vendte blikket mod hende endnu engang. Han havde det skidt med at stirre på folk for længe af gangen. Let strøg han tungen over sine læber, som hun fortsatte sine ord, og nogle ord han kunne mærke, var ærlige og alligevel varmende et sted. Det var længe siden han havde mødt en, der fandt ham interessant og 'god nok' til at snakke med. "Så sandt det har været over disken, men jeg arbejder også for huslejen… Jeg bor ikke så langt herfra faktisk. Et hus vil jeg dog ikke kalde det, eftersom det er lille og kun består af ét rum, men det er da det hjem jeg nu engang har," sagde han roligt og trak på skuldrene, for han skammede sig ikke over sit hjem, men han savnede nu noget lidt større. Han havde bare ikke pengene til det. Jacqueline havde altid virket som en pige med benene i gulvet, og det kunne han godt lide. Han smilede let til hende og nikkede så forsigtigt. "Gerne," sagde han. Han kunne fornemme at hun gøs, for han kunne se på hende hvordan kulden trængte ind. "Du burde nok have taget lidt varmere tøj på," sagde han, men uden videre at tænke over det så trak han sin tykke uldskjorte af og lagde omkring hendes skuldre. Han gik nu i en t-shirt, men han ville ikke have hun gik og frøs, når han var hendes selskab.

[Deleted]

Jacqueline kendte skam til historierne, men det var bestemt ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan. Lestat ville hun ikke dømme på det grundlag, at han havde haft noget med Procias at gøre, for det var et land, som selv havde fascineret hende igennem temmelig mange år, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De mørke øjne gled mod hans skikkelse. Mange gange havde hun siddet og bare snakket med ham over disken, og han virkede til at være en god mand med ben i næsen, hvilket uden tvivl appellerede godt til hende. ”Du har været vidt omkring.. Det siger rygterne i hvert fald. Hvordan er det egentlig derude? Det eneste som jeg kender, er Peula og.. Imandra,” sagde hun endeligt og med et svagt træk på skuldrene, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn på nogen måde. At se hans smil og det at opleve ham i et andet øjemed, var noget som jo selv gjorde hende nysgerrig, men også en oplagt mulighed for hende, at fokusere på andet end den smerte som brændt i hendes hjerte – en smerte, som hun slet ikke ønskede, at nogen skulle se. ”Så lang tid det er omstændigheder som du har det fint med, så er alt vel som det skal være? Jeg vil hellere have noget lille og komfortabelt, end det som jeg selv står med nu.. Et kæmpe hus, som jeg besidder ene og alene,” sagde hun roligt. Det var ikke fordi at der var megen glæde i det mere, for det var der skam på ingen måde. Hun betragtede ham med en rolig og sigende mine, som han gik med til at gå med hende, hvor hun sendte ham et taknemmeligt smil. Det var koldt for hende at blive stående helt stille. At han så lagde sin tykke uldtrøje om hendes skuldre, var noget som et sted kom bag på hende. Hun tog dog imod den, og lukkede den tæt om sig. Den varmede uden tvivl mere end en kappe. ”Jeg vidste ikke, at der hvilede en gentleman skjult i dig, Lestat.. Mange tak. Jeg tog vidst bare lidt fejl af temperaturen da jeg drog hjemmefra,” undskyldte hun.

[Lestat De Lochér]

Lestat strøg let tungen over sine læber, mens han gik og tænkte; han havde vidst egentligt prøvet det hele. Livet, døden, genoplivelsen, at bo i alle lande, være rig, være fattig, få børn, familiemenneske og være alene - men hvor mange der egentligt kendte til ham den dag, det var ham uklart og han var også lige glad. Han var den han var, formet af fortiden og levende i nutiden. Han vendte blikket mod hende og nikkede til hendes ord, rygter var der masser af, sande som usande, men desværre var det meste nok sandt om ham. "Det har jeg… Jeg har boet i alle lande, hvis det ikke skal være løgn. Dvasias er præget af mørket, som Procias er af lyset og Imandra virker som en mere neutral blanding, ligeså Peula, så det er de steder jeg føler mig bedst tilpas, fordi det er væk fra Dvasias og Procias… Manjarno er præget meget af kampe mellem de to lande… " fortalte han hende med en rolig, blid stemme. Han havde kæmpet for Procias, men også Dvasias, været midt i mellem i Manjarno og så fundet ro i Imandra og Peula, fordi det var noget helt andet end de andre lande, der bar præg af en stærk nationalistisk følelse. Han sendte hende et let smil, for sandt var det, at han havde meget at fortælle, men han var også god til at finde de vigtigste punkter frem, eller gøre det mere spændende. Hans blik flakkede let over hendes ansigt, inden at han så frem for sig i sandet mens hun fremsagde hendes næste ord. "Jeg har det udmærket, på bunden af det hele, så at sige… At være alene i et kæmpe hus, er ikke en rar følelse," medgav han og nikkede, for det havde han også selv prøvet, ja endda bare at være alene i et hus, der normalt var bosat af flere, det var virkelig ensomt. Han smilede til hende, der var oprigtigt og kom fra både mund og øjne, og han kunne godt lide at hun tog imod den. "Du behøver ikke undskylde Jacqueline, jeg låner dig gerne mit overtøj til dig, det er alligevel var til pynt og en gammel vanesag," fortalte han roligt.

[Deleted]

Jacqueline havde som sådan aldrig været særlig god til det at omgås med folk, men hun hørte jo mange historier, og hun fulgte jo lidt med fra udkanten, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som hun tog sig af lige netop nu. Hun vendte blikket roligt i retningen af ham endnu en gang. Han virkede til at være en god mand, selvom rygterne sagde, at han havde været igennem meget. Et sted var det også historier som faktisk fascinerede ham, for han havde jo meget at berette om, og det var noget som uden tvivl var noget som hun tog til sig. De mørke øjne gled mod hans skikkelse. ”Det lyder som du har været meget igennem, Lestat. Jeg må sige mig at være imponeret over din tilpasningsevne, hvis du ikke bare har stået i med Procias, men også Dvasias, samt været bosat yderligere de andre steder. Jeg må erkende, at det er fascinerende,” sagde hun endeligt. Selv havde hun ikke rigtigt været andre steder end i Imandra og Peula, samt en enkelt tur eller to i Dvasias, så det var ikke fordi at hun som sådan rigtigt kendte til omverdenen mere. Hun havde ganske vidst haft en gammel opgave i Procias, men det var noget som hun for guds skyld bare ville glemme alt om i stedet for! Hun rystede let på hovedet, som hun vendte blikket mod vandet – næsten som en undskyldning, for ikke at kigge på ham, for det gjorde faktisk ondt på hende at snakke om. Hun savnede jo nogen at dele tilværelsen med, men alle havde forladt hende, ellers havde hun mistet dem. ”Det er det ikke,” svarede hun blot, som hun igen trak vejret dybt, samlede sig og vendte sig mod ham igen. Han var en gentleman, og det var noget som uden tvivl måtte falde i god jord hos hende. ”Det betyder nu alligevel noget for mig.. Der findes ikke mange som vil udlevere deres klæder til en kvinde på grund af en smule kulde,” påpegede hun endeligt, som hun fortsatte frem på sine fødder. Sporene efterlod sig i sandet bag dem – par i par.

[Lestat De Lochér]

Lestat gik roligt i sandet ved siden af hende, i hendes tempo selvfølgelig, for han gav hende lov til at sætte farten - han ville heller ikke halse af sted, men bare gå stille og roligt, slentrende nærmest. Men han havde ikke travlt i hverdagen, og han havde vænnet sig til et almindeligt mennesketempo, fremfor at fare rundt som en stresset vampyr af en art. Jacqueline virkede som en rar kvinde, som selv havde været igennem en del og en som han måske kunne relatere til på nogle punkter. Det var klart nemmest med én, der forstod én og som man kunne snakke med om tingene, uden at få dømmende blikke. "Uden at prale, så må jeg sige ja. Jeg har nu altid tilpasset mig hvor end jeg er. Det eneste jeg ikke kunne håndtere, var at være engel. Det var den mest utilpasse tilstand jeg nogensinde har været i, må jeg indrømme," sagde han og med et let grin over hans læber. Han sukkede let, det var sandheden at han aldrig ville blive lys af sind, men derfor var han ikke en skidt fyr på nogen måde, det havde han da i hvert fald aldrig syntes om sig selv. Han så mod hende, hun måtte have mistet en masse for nyligt, for han kunne mærke en aura omkring hende af sorg og… ensomhed? Han troede det, men turde heller ikke spørge ind, nu hun alligevel gik med et sødt smil på læberne. Han så mod sandet, derefter frem for sig og til sidst på hende igen, mens han nikkede medgivende. Et for stort hus var ekstra ensomt, end hvis det var lille, men uanset gjorde det lige ondt i sjælen. Han smilede let over hendes ord og så på hende med sine havblå øjne. "Jeg er heller ikke en af mange," sagde han og blinkede let drilsk til hende, "men jeg giver dig gerne mine klæder, hvis det kan holde dig varm, det er alligevel bare en vane for mig at tage ekstra tøj på," sagde han og nikkede roligt.

[Deleted]

Jacqueline måtte erkende, at hun virkelig følte at hun kunne.. stole på Lestat, som hun ikke havde følt det ved nogen anden foruden hendes afdøde mand. Det var ved at være lang tid siden han var gået bort, men hun havde bare brug for nogen til at give hende det endelige spark videre, når hun selv ikke var i stand til, og det var næsten det, som var det værste af det hele. Tænderne bed hun en anelse sammen, som hun vendte blikket mod ham. Hun kunne ikke tillade sig at tænke sådan omkring Lestat. Han var en god mand. Ikke nødvendigvis lys af sind på grund af hans mange oplevelser, men selv han havde oplevet meget, og det var noget som hun uden tvivl måtte misunde ham for. ”Jeg er imponeret over din tilpasningsevne, Lestat.. Man ser ikke den nogen steder mere. Du virker også til at være.. i fred med dig selv, selv på trods af alt det hændte. Jeg ville ønske, det var mig som havde oplevet alt det,” sagde hun endeligt, som hun vendte blikket mod ham. Hun havde mistet frygtelig meget på frygtelig kort tid, og nu på årsdagen for hendes mands død, så var det ekstra hårdt for hende, men det var derimod også det som gjorde hende mere.. åben overfor tingene, så det behøvede skam heller ikke at være helt krise af den grund. Hun sendte ham et smil. Han gjorde hende faktisk i godt humør, og det var uden tvivl også noget af det som hun havde brug for efterhånden, og han var virkelig utrolig god til det. ”De får mig til at smile, Hr. Lochér,” påpegede hun med en tydeligt drillende mine, som hun let slog ud i en latter. At han gerne ville låne sit til hende, var hun naturligvis frygtelig glad for, selvom hun nok selv bare skulle lære at klæde sig efter vejret. Hun trak uldtrøjen tættere om sine skuldre, kun for at hæve den ene hånd, som hun let lagde mod hans skulder. ”Jeg lover at klæde mig efter vejret næste gang. Det var bare.. lidt koldere her, end hvad jeg først havde antaget. Jeg har da bare været glad for at møde dig her.. Utroligt du ikke har nogen ved din side.. Du er en god mand, Lestat,” afsluttede hun roligt.

[Lestat De Lochér]

Lestat så roligt frem for sig i sandet, mens han kunne høre deres skridt i sandet meget tydeligt, med hans skærpede hørelse, og det var en rar lyd, for hun gik egentligt let over sandet. Det var tydeligt for ham både at se og høre, hvordan hendes feminine træk kom frem i både hendes gang, hendes yndige stemme og hendes fine måde at holde hænderne på. Han vidste godt at hun havde mistet meget, for det var blevet snakket om én gang over disken af hvad han huskede, ja vidst også flere gange, både lige i starten men også senere hen og efterhånden måtte der vel være gået et år? Han var ikke helt sikker på hvor længe der var gået, for tiden var ikke noget han gik op i, han tog bare dagene som de kom, gik på arbejde, gik hjem og sov, fik noget at spise, så på arbejde igen og sådan gik dagene nu ret ensartede, fordi han bare havde sig selv. Han følte sig egentligt ret tryg ved hende, for sandt var det at nætterne hvor hun havde siddet i baren havde været de bedste om ikke andet, og han havde da også prøvet med nogle trøstende ord hen ad vejen. Han smilede skævt til hende. "Så er du da vist den eneste, der syntes det, andre ville nok bare le og sige jeg pralede over at have boet i alle lande, men de forstår det jo så tydeligvis ikke selv, men jeg er glad for du kan sætte sig lidt bedre ind i tingene. Jeg er meget i fred med mig selv, jeg har mistet absolut alle og alle er begravede, så kan jeg også tillade mig at komme videre, det har jeg da i hvert fald sagt til mig selv," sagde han roligt til hende og så mod hende, fangede hendes blik og kom helt til at smile over øjenkontakten. Han følte sig i godt humør til aften, men nætterne var bedre når han havde hendes selskab, for han var bestemt glad for at hun virkede til at have benene solidt plantet på jorden, og have rygrad, selvom tab jo selvfølgelig tyngede uanset hvor stærk man var. Men han kunne godt lide, at virke til at han havde god indflydelse på hendes humør ligeså. Han smilede let og kom til at vise tænder, hvor han så vendte blikket ned mod sandet. "Bare kald mig Lestat, Jacqueline," sagde han stille og så mod hende igen med et blødt blik, for han ville helst ikke kalde hende 'enkefrue', så han holdt sig til fornavn. Han så til at hun trak uldtrøjen om sig, og han var glad for at hun tog godt imod hans hjælp til at få varmen, for hun skulle ikke fryse. Han stoppede let op, da hun lagde sin hånd mod hans skulder, for han var slet ikke vant til berøring af nogen art. Han så på hende igen og håbede næsten på en øjenkontakt. "Ellers kan du… næste gang… lade vær med at tage nok overtøj på igen, og jeg kan være gentleman igen?" sagde han med et let grin og smilede til hende. "Du er en fascinerende kvinde, Jacqueline," afsluttede han så og sank let en klump.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Jacqueline havde noget imod at gå stille og roligt ved siden af Lestat. Han var en god mand, hvilket hun allerede havde fundet ud af for lang tid siden. Et sted kunne man næsten sige, at hun diskret havde benyttet kroen og det som en undskyldning til at opsøge ham og snakke med ham. Hun vidste at hun havde fortalt om sin livssituation, men det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at den store Salvorique-familie var fuldstændig i opløsning, selvom det nu heller ikke rigtigt var noget som kunne komme gøre op for det, for meget af det, havde hun trods alt også selv været skyld i, og det vidste hun udmærket godt. Tanken gjorde hende selvfølgelig trist, også fordi at det havde været den stærkeste og største på hele egnen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hvorfor skulle det da ikke være nogen styrke, at man kan tilpasse sig, der hvor man har valgt at bosætte sig? Jeg har ganske vidst kun hørt rygterne, og det som du har fortalt mig over disken, men det gør mig nysgerrig.. Og jeg vil gerne vide noget mere. Det er ved at være frygtelig mange år siden, at jeg sidst har været udenfor landegrænserne her,” sagde hun endeligt. Han var virkelig god ved hende, og selvom hun ikke havde fortalt ham om alt det som var hændt hende, så var det også fordi at det var noget som hvilede hende frygtelig nært til hjertet, og det endnu var noget som gjorde ondt for hende at snakke om, og specielt på en dag som denne, så kunne hun da slet ikke lade være med at bide sig mærke i den smerte som hun måtte bære som en stor og tydelig del af sit eget indre. ”Hvis det er hvad du vil have.. Lestat,” sagde hun endeligt. Hendes berøring af hans skulder, var egentlig kun som et tegn på taknemmelighed, for han var virkelig en god mand, og selvfølgelig var det også noget som hun ønskede, at han skulle vide og ikke mindst bekræfte det for ham. Øjenkontakten blev skabt allerede i løbet af temmelig kort tid, hvor hun sendte ham et smil – et smil skjult bag den smerte som hun bar i hendes øjne. ”Du vil virkelig have, at jeg skal fryse, hva’?” spurgte hun endeligt, inden hun roligt stoppede op og med blikket i retningen af ham. At han så skulle kommentere at hun var fascinerende, var bestemt ikke noget som hun havde hørt igennem frygtelig mange år. Hun havde jo skændes med sin egen mand til det sidste, så det var ikke fordi at hun var så selvsikker, som det hun måske gav udtryk for. ”Er der da noget som fascinerer dig ved mig, Lestat? Jeg er ikke noget særligt eller noget specielt..” afveg hun endeligt, som hun vendte blikket mod vandet. Tanken varmede hende, men hun havde godt nok svært ved at se det selv.