For once - I'm going out

[Lestat De Lochér]

Lestat havde allerede første dag de havde gjort hinandens bekendtskab tænkt, at hun var en fascinerende kvinde. Det var det eneste ord, der bedst kunne beskrive alle de ting han ellers tænkte om hende, så den fælles betegnelse i hans sind var altså blevet 'fascinerende'. At hun så syntes han var en god mand, det var noget der gav et lys i sindet for ham og gav en varme, som han ikke længe havde mærket i de mange år han havde været sig selv efterhånden. Han var dog glad for at hun lige havde valgt den bar, som han var bartender ved, for det havde klart givet bedre nætter på arbejdet når hun sad der og han kunne snakke med hende, selvom det næsten også havde ført til skæld ud fordi andre kunder følte sig en smule overset. Han vidste udmærket godt at hendes familie var opløst, det havde hun selv sagt og det gjorde ham også ondt. Han havde jo selv været igennem det samme, med at miste, så måske kunne han hjælpe hende lidt igennem? Om ikke andet prøve. "Det mener jeg jo også selv det er, men der er nok mange der ville sige sig uenig, kalde mig landsforræder flere gange. Men hvis du er interesseret i at høre mere, så skal du endeligt spørge, for jeg ved efterhånden ikke hvor jeg selv skal starte henne. Det er dog også mange år siden jeg har været i Dvasias eller længere væk i Manjarno eller Procias, jeg har haft det rigtig godt her i Peula," sagde han og nikkede let, for han havde vel egentligt boet her i ret mange år efterhånden? Han talte ikke længere. Han sendte hende et smil og nikkede stille til hende. "Så føler jeg vi er bedre bekendt, end hvis vi kalder hinanden ved efternavn," sagde han stille og blinkede let, for det var klart også en del af det. Han kunne godt lide at se hende smile, for det gjorde hende utroligt smuk. Han grinte let og rystede på hovedet, mens de nu var stoppet op. Det var jo slet ikke det han havde ment med sine ord. "Bestemt ikke, Jacqueline, men jeg vil gerne have at du skal varme dig i min frakke," sagde han og blinkede let til hende, mens han blev stående ganske roligt foran hende. Han så mod hende og nikkede til hendes ord, der var meget der var fascinerende ved hende, men han kunne godt mærke at hun lidt afveg hans ord. "Der er meget, der fascinerer ved dig, Jacqueline… Du er en smuk kvinde, med en livshistorie i dine øjne, og du har en fascinerende feminin måde at udtrykke dig på og være på… Du er sød, virker som et pålideligt væsen med en stærk sjæl og holdning, og du udstår som værende dig selv og dét kan jeg virkelig godt lide..." fik han sagt, prøvende om ikke andet, for han havde ikke komplimenteret et kvindeligt væsen i mange år, men om ikke andet så ville han gerne prøve at give hende et boost selvsikkerhed.

[Deleted]

Det var ikke mange Jacqueline havde inde på livet af sig mere, men hun kunne jo heller ikke ligefrem gøre det største ved det, for hun havde været indelukket og meget kraftigt, siden hun havde mistet sin kære mand, men.. det var vel bare meningen med det hele? At det ikke havde været meningen at de skulle være sammen? Hun havde ikke lagt skjul på, at familien var fuldkommen i opløsning, og nu hvor hun vidste, at hendes ældste datter var gået bort, var det kun noget som havde knust hende yderligere. Blikket gled i retningen af Lestat, som gik ved siden af hende. Ikke at hun havde noget imod det. ”Det er naturligvis en styrke, som de færreste besidder. Dem som vil betegne det som forræderi, er kun misundelige på den tilpasningsevne, som du er i besiddelse af, Lestat.. Jeg havde engang en opgave at ordne i Procias.. Jeg har ikke rigtigt været ude siden dengang. Det var da mine børn var små, og før jeg fik mine små tvillinger. Jeg vil gerne høre mere.. Hvordan er det derude nu..?” spurgte hun endeligt, som hun vendte blikket i retningen af hans blik endnu en gang. Ikke bare var han en god mand, men han var også en flot mand, og det var noget som hun uden tvivl godt kunne lide. Hun smilede let og nikkede til ham. ”Du har ret..” sagde hun endeligt, for han havde jo ganske ret, og hun kunne slet ikke sige ham imod på dette punkt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg hun let over sin tunge. Han var lidt kejtet, men hun måtte alligevel erkende, at det var en tanke som hun godt kunne lide. At han insisterede på at hun skulle varmes af hans overtøj, havde hun ikke noget imod, for det var jo et tegn på omsorg, som hun ikke havde oplevet igennem frygtelig lang tid… men hun kunne lide det, også fordi at der var nogen som faktisk så hende og ønskede at yde den omsorg overfor hende. ”Det er rollen som gentleman du kan lide, ikke sandt? Men.. jeg kan lide det, Lestat.. Det er lang tid siden, jeg har oplevet det,” sagde hun med en rolig stemme. At han måtte finde hende så fascinerende, var noget som et sted varmede hende, også fordi at det slet ikke var noget som hun havde forestillet sig, men ikke noget som hun direkte kunne gøre noget som helst ved når det endelig skulle komme til stykket. Smilet bredte sig alligevel ved hans ord, inden hun vendte blikket mod ham igen. ”Det er du den første, som har sagt til mig, igennem rigtig mange år, Lestat… Jeg.. jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, men.. det betyder meget for mig..” Igen lagde hun roligt hånden mod hans skulder, som hun gav et let og stille klem – et tydeligt tegn til en taknemmelighed. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle udtrykke det.

[Lestat De Lochér]

Som de nu stod stille, så kunne Lestat også bedre fokusere lige på hendes ansigt, holde øje med hendes små tegn og få hver detalje med sig, for hun var en smuk kvinde i hans øjne, og det var ikke mange han sagde det om, så det var jo også derfor han fandt hende utroligt fascinerende, om ikke andet. Det var også rart at tænke på noget andet end ham selv og også få indblik i et andet menneske, for det var egentligt kedeligt at gå at snakke løssnak på jobbet og så ellers bare være i stilhed i hans lille ét værelses bo, så det at snakke med Jacqueline løftede det lige til en snak mere passende ham. Han trak let på skuldrene og så på hende, let med funklende øjne, for der var liv i dem, for han kunne virkelig godt lide at gøre hende selskab! "Jeg er glad for, at du ser det sådan, Jacqueline, for jeg har egentligt været meget i tvivl om hvad jeg skal syntes om det, men du har nu lige klargjort det emne for mig om ikke andet," sagde han og nikkede let, for sandt var det, at han faktisk troede på hendes ord lod sig selv booste lidt af dem, live op og mærke efter. "Det er godt nok også mange år siden jeg har været udenfor Imandra, må jeg dog indrømme, det er en fjern fortid da jeg har tilpasset mig allerbedst her i Peula, for det er her jeg føler, at jeg hører hjemme, efter at have boet her i spå længe… Men gamle historier har jeg nok masser af i gemmeren," sagde han og nikkede. Han smilede til hendes næste ord, han havde som regel ret, men lige den sætning ville han dog ikke slippe forbi hans læber, så han lod hende bare give ham ret og lade ordene hænge. Han var nok en lidt akavet fyr, eftersom han kun havde sig selv at holde i ørerne og ikke rigtigt nogen til at dele noget med, andet end væggen derhjemme, så han skulle lige have rystet støvet af sig, før han ville lade vær med at snuble over sine egne ord."Det kan jeg vidst ikke komme udenom, at jeg er skyldig i. Jeg har altid godt kunne lide at passe på andre… Andre som dig," sagde han og smilede kort og lidt genert, for det var frygtelig længe siden han havde stukket nogle et kompliment. Han endte med at bide sig let i læben, for han var også lidt bange for at få sagt et eller andet dumt og alt for kejtet, som ville få hende til at sætte nogle minuspoint ved ham, han ville gerne mere ind i hendes liv end nu, for tanken havde da strejfet ham, bare uden han havde følt, at kunne gøre noget ved det. "Så er jeg glad for jeg fik dem sagt… for jeg er vidst lidt rusten. Men du behøver ikke sige noget, jeg er bare glad for at det betyder meget for dig." Han smilede let og så hende ind i øjnene, mens han mærkede hendes hånd mod hans skulder. Han løftede sin hånd og lagde ovenpå hendes, hvor han forsigtigt lukkede sine fingre omkring hendes hånd og han smilede til hende, lidt større om ikke andet og hvor tænderne også kom frem igen, hvilket fik ham til at se ned mod sandet så munden var mere skjult. "Jeg syntes at du fortjener de ord Jacqueline, for jeg taler bare sandheden, som jeg ser den, for I mine øjne er du… fantastisk," sagde han og trådte forsigtigt lidt nærmere hende, mens han lod hendes hånd, som han holdt, falde ned mellem dem, dog uden at han gav slip. Han holdt hendes hånd roligt, mens den anden og frie hånd strøg lidt af hendes hår om bag øret, som vinden havde rykket i. Han vædede let sine læber; hvis hans hjerte kunne banke, så havde det hamret som en flok vilde heste der gallopperede over en mark, det var helt sikkert! Han sank en klump og placerede lidt kejtet og usikkert sine læber på hendes, i et første kys.

[Deleted]

Jacqueline havde skam slet ikke noget imod at stå stille nu hvor hun havde hans frakke omkring sig, så hun kunne holde varmen lidt bedre, end det som hun havde været i stand til at gøre frem til nu, hvilket hun faktisk var taknemmelig for. Uanset hvordan alle andre ville se på ham, så havde hun nok et lidt andet syn på tingene, end det som de fleste havde. Hun var ganske udenforstående med rigtig mange ting, og derfor dannede hun sig jo bare sine egne kraftige meninger, som ingen fik lov til at tage fra hende, og det var noget som hun holdt fuldstændig helt og holdent fast i, når det endelig skulle være i den anden ende. Blikket vendte hun direkte mod ham, som han fortalte, hvor hun lyttede til hvert et ord. Hun fandt det utrolig fascinerende, også fordi at han var en mand med utrolig stor erfaring indenfor rigtig mange ting. ”Hvad andre tænker om dig, er slet ikke noget som du skal tænke på, Lestat.. Jeg deler ikke deres åbenbare meninger om landsforræderi og det svage sind, som mange af rygterne lyder på,” forsikrede hun ham med en rolig stemme, for hun så bestemt heller ikke nogen grund til at skulle skjule det for ham. Hun sendte ham et svagt smil. At det var lang tid siden, forundrede hende ikke, hvis det var her han følte sig hjemme og følte sig mest komfortabel. ”Uanset hvor lang tid siden det er, kære Lestat, så er det længere tid siden jeg har været ude for grænserne her.. Jeg vil gerne have du fortæller mig det.. Hvordan det er rundt derude,” opfordrede hun med en rolig stemme. At han så bare godt kunne lide at passe på andre, var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, da det heller ikke var en kvalifikation, som man så ved særlig mange nu om dage, og det var noget som uden tvivl faldt i hendes gode bog – for ikke at glemme, at han var en venligsindet vampyr oveni, hvilket virkelig ikke var ofte, at man så. Hun sendte ham et smil. ”Pas på med hvad du siger, kæreste.. Jeg ender med at falde for dig,” påpegede hun let morende, som hun let blinkede til ham. At blive passet på, var en tanke som hun kunne lide, også fordi at det var noget som hun virkelig savnede. At han var lidt rusten og faktisk indrømmede det, fik hende til at grine let – noget som hun ikke havde gjort igennem frygtelig mange år nu, for der havde virkelig ikke været noget, som hun kunne grine eller le af. ”Lidt rusten måske, så synes jeg nu alligevel, at du gør det rigtig godt.. Så tør jeg jo næsten ikke tænke på, hvordan det ville være, når du er i dit rette element,” påpegede hun sigende. Hånden lod hun hvile mod hans skulder, også selvom hun lod ham tage hånden og vendte sig mod hende. Automatisk begyndte hendes hjerte at slå mere fast, selvom det dog ikke var frygt.. Hun frygtede ham ikke, som hun heller ikke frygtede hans tænder. Hun nåede ikke rigtigt at sige noget, før hans læber havde indrammet hendes. Et sted var det en varme som nærmest eksploderede i hendes indre, hvor hun automatisk gengældte det. Ganske roligt, valgte hun at trække sig. Ikek fordi at det gjorde hende ondt eller usikker eller noget. Hun havde bare ikke set det komme. En rød farve antog hendes kinder. ”Jeg..” Hun tav og så let forlegent ned – Næsten som en lille pige.

[Lestat De Lochér]

Lestat syntes egentligt hans frakke klædte hende meget godt og han kunne godt lide hvor godt hun tog imod hjælpen fra ham, så hun kunne holde varmen og ikke måtte ende med at stikke af fra ham, fordi hun havde brug for varme. Han var glad for hendes måde at se ham på, for det var klart også et skub i den rigtige retning at få hendes støttende ord med på vejen, for hun virkede til at holde fast i hendes vilje når hun endeligt havde den og det kunne han godt lide. "Så tager jeg dit ord 100 % Jacqueline, så nu hænger du på den," sagde han og blinkede drilsk til hende, for sandt var det at hun virkede fuldstændig pålidelig på ham og han ville hellere lytte til hende end de mange meninger og rygter, der løb omkring; nogle rygter som han ikke rigtigt hørte til selv, selvom de egentligt sværmede omkring ham som fluer, men han gad egentligt ikke lytte til dem, for han vidste hvad der var sandt og han gik ikke op i at rense sit navn, fordi han havde fundet fred. Han gengældte hendes smil, for det var et kønt smil hun havde! "Så må du afsætte længere tid end vi har her på stranden, for det kan virkelig komme til at tage lang tid for dig at høre, nu du virker til at have interesse i det, men jeg vil hjertens gerne fortælle dig det hele… næste friaften?" sagde han foreslående, også for at lægge op til en mulighed angående at møde hende igen, udenfor baren og så bare snakke og være sammen, lære hinanden bedre at kende, og han kunne passe lidt på hende som han gerne ville. At hun grinte, det gjorde ham faktisk utroligt glad, for hun lyste op af ekstra skønhed, som om hun var ved at komme lidt igennem sorgens barriere og hvis han hjalp det på vej, så var han da kun glad for at han havde den effekt på hende, for han kendte selv til situationen. "Det kan jo være han kan blive fundet frem igen, når du har børstet støvet væk," sagde han og blinkede drilsk til hende, som han blev ved med at holde hendes hånd, for han kunne godt lide følelsen - og han kunne godt lide, at hun heller ikke trak sin hånd væk, for han måtte jo trods alt også være kold, endda køligere end vinden. Han kunne høre hendes hjerte slå, og han kunne mærke på hende at hun blev lidt forfjamsket over at han kyssede hende, og han kunne fornemme hendes blod løbe rundt i hendes årer. At hun så faktisk gengældte kysset, det gjorde ham virkelig glad og det var som om at det steg ham til hovedet, selvom han ikke kunne have blodet pumpende rundt i kroppen. Han så kort ned i sandet, men derefter tilbage på hende og med et varmt smil på læben, mens han nærmest pustede ud, for det var ret spændende for ham og hans krop dirrede også en smule. Han strøg hendes hår om bag øret igen og så på hendes kønne ansigt. "Jeg… kunne sige det samme, men jeg er glad for du gengældte, Jacqueline," sagde han og vædede let sine læber.

[Deleted]

Jacqueline havde skam slet ikke noget imod at have Lestats overtøj at gemme sig lidt i, for det var faktisk utrolig rart, at der var nogen som ønskede hende det godt, og at hun ikke skulle rende rundt og fryse. Hun havde været nedgjort igennem det sidste lange tid af sin mands liv, også fordi at deres liv ikke havde været andet end skænderier omkring hendes fejler og mangler, så det at hun nu stod med en mand, som kunne se lidt andre ting, var uden tvivl en tanke som måtte lette hende utrolig meget! Hun sendte ham et svagt smil. ”Den hænger jeg gerne på,” påpegede hun, som hun let blinkede til ham. At han så gerne ville fortælle sin historie, var en tanke som glædede hende, for hun ønskede jo trods alt heller ikke at skulle misse det, når han havde noget at fortælle om, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Umiddelbart lød det til, at han gerne ville se hende igen, hvilket var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. ”Det vil glæde mig, hvis du ønsker at gøre mig selskab igen på din næste friaften, Lestat. Jeg lytter gerne til hvad du har at berette om, for jeg synes det er yderst fascinerende. Jeg ved ikke om det kunne være af interesse, men… Der er hjemme hos mig? Hvor der er varmt?” spurgte hun med et let drillende glimt i øjet. Hun havde slet ikke noget imod at tilbringe tiden sammen med ham, for han var en god mand, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Det var måske lidt forhastet at invitere ham hjem, men det var omstændigheder som hun var tryg omkring, for det var.. hjemme, og hun var slet ikke bange for at lade ham se det, og det ville være rart med lidt selskab i det store hus for en gang skyld, for hun stod jo med det hele helt og særdeles alene. At han var rusten, var skam ikke noget som hun havde noget imod, for han var.. ikke lige til at regne ud altid, og det var noget som samtidig også formåede at holde hendes interesse ved lige, så det var uden tvivl også en rigtig god ting i den anden ende. Hun smilede ganske let. ”Er det en opfordring, Lestat De Lochér..?” spurgte hun drillende, som hun blev stående med hans hånd i sin egen, for hun kunne faktisk rigtig godt lide det. Kysset gengældte hun, også selvom det var ganske forsigtigt, og næsten noget som faldt hende.. mest naturligt. Selvom hendes hjerte startede med at hamre direkte mod hendes bryst, så var det bestemt heller ikke fordi at hun var bange for ham eller hans spidse tænder, for det var hun slet ikke. Hun trak vejret dybt, også selvom hun lod hans hånd forblive hvilende mod hendes kind, for det var rart med noget omsorg. Hun rystede let på hovedet. Hvordan hun skulle sige det til ham, vidste hun slet ikke, for det var som om at.. han tog pusten fra hende. ”Det.. det var rart, Lestat.. Det..det var det virkelig..” sagde hun forlegent. Hun vidste slet ikke hvordan hun ellers skulle sige det, for hun var slet ikke god til det!

[Lestat De Lochér]

Lestat smilede, for han kunne næsten ikke stoppe igen nu når han og Jacqueline først var kommet i gang med at få mundvigene trukket til side og opad. Han havde hørt lidt omkring Jacquelines afdøde mand og hvordan det var blevet til sidst, hvilket han syntes var en skam, for det fortjente en så skøn kvinde som hende slet ikke, for hun havde virkelig meget at byde på ifølge ham, og det håbede han også at han kunne fortælle hende, vise hende og få hende til at tro på i sidste ende. Han nikkede let, han var da glad for at hun ville hænge på den, for så kunne hun blive ved med at fortælle ham det fremover. Han ville virkelig gerne se hende igen, for han følte der var ved at udvikle sig en lille ting mellem dem her på stranden midt i mørket, noget som gjorde ham glad et sted indeni. Han så på hende, da hun faktisk endda endte med at invitere ham hjem til sig - det havde han ikke forventet allerede, men okay, han havde heller ikke troet han turde kysse hende, men det gjorde han og han fortrød det bestemt ikke; tvært i mod! "Det vil jeg med glæde, jeg ved dog ikke hvornår det bliver, men jeg har da i hvert fald 1 frinat om ugen. Så, jeg ved ikke om jeg bare dukker op næste gang og så ser vi om du er hjemme?" sagde han, for det var nu den bedste måde at gøre det på, medmindre hun havde tænkt sig at sidde i baren hver eneste aften og vente på den aften, hvor han fik fri. "Men jeg vil gerne hjem til dig… selvom jeg nu ikke behøver varmen, men så kan du da få varmen. Medmindre jeg altså skal medbringe et tæppe, i tilfælde af at du glemmer at varme huset op?" sagde han drilsk og tydeligt hentydende til, at hun havde fejltolket vejret og varmen udenfor, og derfor var kommet hjemmefra uden nok tøj og nu gik under hans uldjakke. Han følte sig beæret over at hun følte sig tryg nok ved ham, til at invitere ham hjem. For selvom han var et mørkt væsen med et mørkere sind, så var det jo ikke alt der var! Han var nok meget venligsindet af sin race, men han bar stadig psykiske præg fra de andre racer han havde haft igennem tiden. Han sendte hende et smil, skævt og lettere charmerende, for han prøvede om ikke andet! "Det er en udfordring, Jacqueline Salvorique," sagde han med et glimt i øjet, klart opfordrende for hende til at tage udfordringen, for det kunne være sjovt at se om hun kunne åbne op for nogle gamle ting, der havde lagt på hylden og samlet støv i alt for mange år efterhånden. Han så kort ned i sandet igen, hvor han let tegnede en halv cirkel rundt om dem med sin støvlesnude og han grinte let, inden han så mod hende igen og trykkede blidt omkring hendes hånd. "Virkelig," medgav han, for det syntes han jo også selv. Han kunne godt lide at hun blev forlegen, for så var hans usikre og kejtede side pludseligt ikke så tydelig.

[Deleted]

I det store og hele, så kunne Jacqueline faktisk godt lide Lestat. Hendes sidste år sammen med Giovanni, havde ikke ligefrem været noget som helst at prale af, for han havde hånet og nedgjort hende for en masse fejl som hun havde gjort før i tiden, så man kunne ikke rigtigt sige, at der var sket noget positivt for hende de sidste mange år. At han så noget andet, var noget som uden tvivl glædede og ikke mindst lettede hende et sted, for så var hun mere end hvad hun selv havde indbildt sig igennem de sidste år, så det var jo også noget som passede hende helt fint. Tungen strøg let over hendes læber. Det var måske temmelig tidligt, at skulle invitere nogen hjem, men hun følte sig komfortabel med det, og nu hvor der ikke var nogen til at bestemme over hende mere, så kunne hun jo gøre som det passede hende, så var det noget som faktisk passede hende… fint. ”I stedet for vi render hinanden forbi, hvad med at jeg bare.. venter hjemme hos mig, og afventer at du kommer? Jeg kan lide at tilbringe tiden med dig.. Så det vil jeg se frem til,” sagde hun endeligt, som hun sendte ham et stille og roligt smil, også fordi at det slet ikke var noget som hun havde i sinde at skjule for ham på den ene eller den anden måde. Hans ord fik kun smilet til at brede sig en anelse ekstra. ”Det lyder næsten, som du ønsker at jeg skal undgå at tænde op ofr varmen med vilje.. Til din orientering, så kan jeg godt sidde under et tæppe, mens der er gang i pejsen,” påpegede hun med en ganske sigende mine, som hun let blinkede til ham. At de stod der hånd i hånd, kunne hun faktisk godt lide, for det var rart at der var nogen omkring hende, som faktisk forsøgte at passe på hende, og det var slet ikke noget som hun havde det mindste imod! Slet ikke! Hun trak vejret dybt, også mest for at samle sig efter at have kysset ham. Hans smag hvilede endnu på hendes læber, og det i sig selv, var noget som kraftigt fik det til at sitre og dirre i hende. At han trykkede omkring hendes hånd, fik hende kun til at vende blikket i retningen af hans ansigt igen. En dog køn mand med alle de gode kvalifikationer. Det var virkelig underligt for hende at han slet ikke havde nogen ved sin side, for det var uden tvivl noget som ikke gjorde hende noget, selvom hun et sted.. frygtede, at han slet ikke var interesseret i det. ”G.. gør det lige igen, Lestat..” bad hun endeligt, som hun blev stående tæt ved ham. De mørke øjne gled stille mod hans skikkelse endnu en gang. Det var slet ikke fordi hun ønskede at fremstå usikker eller noget lignende, men hun kunne virkelig godt lide, at han havde gjort det ved hende, som han havde gjort, også selvom.. han jo stort set bare havde stået der, men det havde været det bedste, som hun havde oplevet igennem så frygtelig mange år.

[Lestat De Lochér]

Lestat betragtede hende med et blidt blik, for det var sandt at han fandt hende både smuk, fascinerende og endda tiltrækkende, for ellers havde han jo ikke kysset hende, eller givet hende de lidt akavede komplimenter, der dog var helt ærlige. Han så mod hende og vædede selv sine læber, mens han lyttede til hendes ord, for det at de faktisk havde en aftale senere på ugen, det så han allerede rigtig meget frem til, for han kunne godt lide hendes selskab om ikke andet. "Jo, det er det vi gør. Jeg ser allerede frem til det, for jeg nyder virkelig dit selskab," sagde han til hende med en varm stemme og sendte hende et smil, som hun også smilede. Han løftede let en hånd, som han strøg over hendes kind og han holdt øjenkontakten imellem dem mens hun snakkede og sendte ham sin sigende mine, for det var alligevel rart at de kunne drille hinanden lidt, for så kunne de også holde hinanden lidt i ørerne. "Du kan også få det for varmt, så har jeg en undskyldning for at.. Ja, køle dig ned," sagde han og blinkede til hende med en drilsk mine, for sandt var det at han gerne ville have en undskyldning for at lege gentleman - enten for at lade hende få det varmere eller lade hende køle lidt ned, hvis det endeligt skulle være. Let prøvende flettede han sine fingre ind i hendes, for det passede ham godt at de stod hånd i hånd, tæt på hinanden og på stranden, for her var hyggeligt selvom vinden dansede let omkring dem med en kølig brise. Han holdt øjenkontakten med hende, da hun så på ham og han blev igen ramt af en bølge, af hendes kønne figur, og hun virkede til at have nogle gode egenskaber som klart også faldt i god jord hos ham, og han var interesseret, bestemt, frygtede dog bare enten at gå for hurtigt eller langsomt frem og ikke få det sagt på rette tid, så det hele ville falde fra hinanden. Han smilede ekstra og med tænderne, der igen kom frem og han nikkede. "Med glæde," hviskede han let og gik tættere på hende, så han faktisk stod helt op ad hende og han lukkede øjnene, lige inden at hans læber ramte hendes endnu engang - denne gang blødere og mindre usikkert, men stadigvæk et ømt og kærligt kys.

[Deleted]

Jacqueline følte sig tryg og ikke mindst komfortabel omkring Lestat, hvilket hun normalt ikke gjorde med andre mænd, men dette var virkelig et underligt undtag, og hun kunne lide den tanke, hvilket hun nok heller ikke lagde synderlig meget skjul på når det endelig skulle være i den anden ende. Når det nu var sagt, så var hun vel ved at blive lidt glad for ham..? Ikke fordi at hun var meget for at sige det, for hun frygtede også lidt hvordan han ville tage det, og det var også derfor, at hun var sådan at hun var – En smule tilbageholden også selvom hun virkede tryg og komfortabel med det hele. ”Det vil jeg se frem til.. Du ved vel hvor jeg holder til..?” spurgte hun endeligt, som hun vendte blikket mod ham igen. At han strøg hendes kind, havde hun faktisk ikke noget imod, da det igen kun var et tegn på den omsorg, som hun virkelig manglede, og det var virkelig rart at nogen ville give hende den og specielt fordi at det var lang tid siden hun sidst havde oplevet det. Hans ord var noget som kun fik smilet til at brede sig på hendes læber. ”Du kan vidst ikke holde nallerne væk fra mig, kære Lestat.. At blive både varmet og afkølet vil ikke gøre mig noget.. Du har jo altid været så god ved mig,” tilføjede hun roligt. Det hele var stort set gået i stå i takt med at hun havde mistet sin mand, og hun havde brug for at blive sat lidt i gang igen, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt for hende, uanset så var hun sikker på at det var noget som han kunne gøre ved hende. Det var jo trods alt også på grund af ham, at hun faktisk søgte lidt ud, for ellers gjorde hun det ellers ikke, hvis det var noget som hun kunne blive fri for i den anden ende. Tungen strøg hun ganske let over sine læber, som hun lod hovedet søge let på sned og med blikket i retningen af ham endnu en gang. At bede ham om at gøre det igen, var egentlig fordi at det var noget som.. hun selv ønskede sig. Det havde været rart, og det var en bekræftelse som hun ikke havde oplevet igennem frygtelig lang tid, for end ikke Giovanni havde haft lyst til hende, hvilket selvfølgelig havde gjort hende utrolig usikker, for hun havde jo kun forsøgt at være en hustru for ham. At han kom tæt på hende, fik hendes hjerte til at hamre direkte mod hendes bryst. Ikke fordi at hun var bange eller noget lignende, men af ren og skær spænding. Læberne lod hun møde hans, selv en smule mere sikkert, da hun nu havde set det komme til fordel fra sidst. Øjnene gled i, som hun havde ladet ham sammenflette deres fingre, for det var faktisk rart. Denne gang fik hun sig dog ikke til at trække sig. Tanken om at stå tæt ved ham, var virkelig noget af det bedste af det hele, og noget af det bedste, som hun længe havde oplevet.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde set sig selv som en rimelig god beskytter, selvom det selvfølgelig også kunne fejle for hans vedkommende, men han gjorde virkelig alt han kunne for det, når det var en som han holdt af, og han måtte vel nok indrømme for sig selv, at han faktisk holdt af Jacqueline et sted, for han var tiltrukket af hende, kunne godt lide hende og var fascineret af hende. Var det sådan forelskelse føltes? Han kunne næsten ikke huske hvordan det var. "Jo, jeg ved udmærket hvor du holder til, det er jo næsten ikke til at undgå at høre om eller se, hvis man er i nærheden," sagde han med en let drilsk tone og så på hende med et smil, mens han lod hånden falde fra hendes kind igen og ned langs hans side, mens hendes smil faldt ham i blik og han syntes meget godt om det! Han rystede let på hovedet til hendes ord og måtte slippe et lille grin, for hun havde jo bestemt ret, men det var også rart at vide, at han godt måtte 'hjælpe' hende i begge retninger angående temperatur. "Jeg må indrømme og sige ja, Jacuqline, jeg står gerne til rådighed alt efter hvad du ønsker, også mere end bare varme og kulde, du må altid komme til mig og spørge mig om en tjeneste eller hvad det skulle være," sagde han roligt, selv med tilføjelse af det sidste, men han mente i hvert fald hvert et ord, for hun skulle bare komme til ham og sige frem, så ville han gerne stå til rådighed med en hjælpende hånd. Han smilede til hende, mens han hurtigt vædede sine læber, mens han stod og tænkte imellem de snakkede, for hans tanker kørte virkelig 180 i timen. Han ville gerne give hende et lille skub, hvis det kunne hjælpe hende ud af sorgen og mørket, og han ville gerne stå i skæret fra lyset for enden af tunnelen med en hjælpende hånd rækkende ud efter hende, som hun kunne tage fat i og han kunne hive hende op i lykkeligheden igen. Han var glad for, at hun gerne ville have ham til at kysse hende igen, for det var klart også en tanke der gjorde ham… glad? At hun også ønskede det, fik et lille håb til at spire i ham, men han ville heller ikke forhaste noget som helst. Han kunne høre at hendes hjerte slog igen og tanken gjorde ham glad, for så havde han vidst den rigtige påvirkning - hun var jo ikke bange, det var en banken, der bankede af at være… spændt nærmest. Han holdt øjnene lukkede og holdt kysset sammen med hende, mens de havde den ene hånd flettet sammen i fingrene og den anden hånd holdt han i hendes nakke. Han brød forsigtigt kysset igen, for at øge spændingen en smule og mærkede hendes vejrtrækning mod hans læber, hvilket faktisk kildede en smule. Han åbnede kort øjnene, for at kigge på hende og møde hendes blik, inden at han igen måtte sætter læberne mod hendes, dog i kortere tid. Efter det kys, så rettede han sig lidt mere op og smilede stort til hende, hvor tænderne igen kom frem. Han begyndte ligeså stille at gå igen, nu de havde stået stille i længe og han ikke var så akavet omkring det hele mere, og havde vænnet sig til at holde ved hende. Han gik med hendes hånd i sin. "Jeg forventer den store rundtur når jeg dukker op hjemme på din dørtærskel. Hvert et rum, alle etager, hvis der er flere, og regner med at du giver en uddybende forklaring om hvert rum," sagde han og blinkede let til hende. Det sidste som noget drilsk, men han ønskede da at se hele hendes hjem!

[Deleted]

Jacqueline var bestemt ikke i tvivl om at Lestat var en god beskytter, for han var jo allerede omsorgsfuld overfor hende, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Med et stille smil på læben, så vendte hun blikket mod hans mørke øjne. Hvilke tanker han gjorde sig omkring dette, havde hun slet ikke nogen anelse om, men det var nu bare sådan at det måtte være.. Hun ville ikke spørge ind til det, i frygten for at han ville blive stødt, for det var slet ikke noget som hun var ude på. ”Det er selvfølgelig rigtigt nok. Bare kom op næste gang du passere det,” sagde hun med et let og stille smil på læben. Nu hvor Giovanni ikke var der til at holde hende i nakken, så var dette en form for frihed, som hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle håndtere, og derfor måtte hun jo trods alt også finde ud af det hele, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid. Hun så rigtig mange gode sider af ham, og det at han ønskede at give hende alt det, var slet ikke noget som hun kunne forstå, men det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide. Smilet bredte sig kun på hendes læber. ”Det er ikke noget som man oplever hver dag må jeg sige.. At nogen tilbyder sig på den måde. Du er en utrolig god mand, Lestat.. Dit selskab er mere end rigeligt af hvad jeg har brug for. Jeg er dig evigt taknemmelig,” sagde hun roligt. At han ville komme op, var en tanke som faktisk gjorde hende glad, men det at han ville låne hende hans overtøj eller hans kolde favn, hvis det skulle være nødvendigt, var skam slet ikke noget som hun havde noget imod.
At bede ham om at kysse hende igen, var egentlig kun fordi at det var noget som hun ønskede for sig selv, for det havde været.. rart. Det var en bekræftelse, som selv hun måtte savne. Og nu hvor hun virkelig havde brug for nogen til at holde lidt op på hende, så hungrede hun kun mere efter det. Kysset besvarede hun mere end glædeligt, hvor selv hendes hjerte for alvor tog af, da han lagde hånden i hendes nakke, hvor hun roligt lod sin hånd stryge op over hans arm i stedet for. At han brød det, fik hende kun til at trække sig, så hun endte med at ånde mod hans læber. Hun missede let med øjnene, idet hun vendte blikket mod ham igen. At han så tildelte hende endnu et, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun glædeligt gengældte det og med et svagt smil på læben, som han trak sig igen, kun for at tage hendes hånd og bare.. gik videre. Et sted så vidste hun for en kort stund, ikke hvordan hun skulle tage det, men ved hans ord, så måtte det ikke være helt negativt. Hun sendte ham et svagt smil. ”I så fald frygter jeg, at du er nødsaget til at overnatte, hvis du ønsker al forklaring om hvert et rum, kære Lestat.. Mit hjem er jo trods alt stort,” påpegede hun med en drillende mine. Hendes kinder blussede og hun følte sig pludselig varm. Hvad betød det?

[Lestat De Lochér]

Lestat var usikker på hvad Jacqueline egentligt tænkte om det hele, men han var jo bare sig selv og gjorde som han følte for, så mere kunne man vel heller ikke forlange af ham, og det virkede jo også til at hun faktisk kunne lide hans person, så det gjorde ham jo kun glad, når han også syntes godt om hende. Han nikkede let til hende, for det skulle han nok gøre, næste gang han fik en friaften, og han kunne slet ikke vente til hans arbejdsgiver fortalte ham, at han måtte tage natten fri. "Jeg vil komme stormende i fuld fart, for jeg kan slet ikke vente," sagde han med et lille grin til hende og sendte hende et smil, for han ville gerne holde hende med selskab nu hun var alene og trække hende lidt ud af ensomheden, som han kunne mærke tyngede hende, men måske også var befriende? I hvert fald fra hendes afdøde mand. Han var glad for at hun selv kunne bestemme nu, og specielt fordi hun havde inviteret ham, for idéen om at gå op til hendes hus kunne han virkelig godt lide! Han lyttede til hendes ord, som hun snakkede - selvfølgelig afvise hun at han skulle gøre små tjenester for hende, men han mente virkelig hvert et ord, for hun skulle bare komme til ham og han ville gøre det for hende, hvis det var i hans magt om ikke andet - måske at det ikke var noget som enhver sagde, men han gjorde. "Men jeg mener hvert et ord, kære Jacqueline. Hvis du mangler noget, eller bare har et eller andet på hjerte, så sig endeligt frem. Men jeg er da glad for at mit selskab er godt," sagde han med et smil på læben og med mundvigene trukket ekstra op, som også hans mørke øjne glimtede let. Han følte en glæde, han ikke havde mærket i virkelig mange år efterhånden, ja faktisk kunne han slet ikke sætte et tal på, fordi det føltes som en fjern fortid der nærmest også kun var en historie for ham. Han ville gerne bekræfte hende, hvis hun havde brug for det, så hun havde vel allerede gjort brug af 'spørge-retten' som han nu havde givet hende, for hun kunne altid spørge ham om hvad end det måtte være. Han følte den spirende blomst springe ud, som hun også gengældte kysset, og det var som om glæden eksploderede og tilfredsstillede ham i sindet, hvor han både fik lyst til mere, men alligevel også at gemme det og gemme lidt på spændingen om ikke andet. Det var en rar følelse at hun åndede let mod hans læber, for det kildede på en sød måde, som han godt kunne lide, så derfor var han også nød til at stjæle ét kys mere, inden at han måtte trække sig, ellers kunne de jo blive stående her i vandkanten og kissemisse resten af aftenen. Han mente intet med at trække sig, andet end at gemme spændingen lidt og gå lidt videre, så de ikke bare stod stille i sandet, men også fik rørt sig lidt og kunne snakke videre, men det var bestemt kun positivt. Han lo let af hendes ord, han var 'nødsaget' til det? "Er det en invitation til en overnatning jeg hører?" sagde han og vædede sine læber drilsk, "Men hvis jeg nu er nødt til det, så gør jeg det med glæde," afsluttede han med et stort smil, hvor han ikke kunne skjule tænderne igen.

[Deleted]

Jacqueline var generelt meget usikker på hvordan hun skulle tage det hele, for dette var jo trods alt også en meget stor ting for hende. Hun havde trods alt kun haft Giovanni igennem sit liv, og han var den eneste som hun direkte havde været knyttet til på denne måde, så det i sig selv, kunne heller ikke rigtigt komme bag på nogen som helst. Blikket vendte hun roligt op i retningen af ham ved hans rod, hvor smilet så tydeligt måtte brede sig på hendes læber. Han lød virkelig til at glæde sig, og det var uden tvivl en tanke, som hun virkelig godt kunne lide! ”Du kommer bare.. Også selvom det er efter endt arbejdsdag, Lestat.. Jeg kan godt lide at tilbringe den tid sammen med dig,” sagde hun endeligt. At de skulle stå der hånd i hånd og kigge hinanden i øjnene på en dag som denne, var skam heler ikke lige hvad hun havde ventet, men det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som faktisk gjorde hende noget, for det føles.. godt og det føles rart, også fordi at han bekræftede hende på en måde, som hun ikke ligefrem kunne sige, at hun havde regnet med at skulle opleve. Det var skam slet ikke dette, som hun havde forventet at opleve, når hun forlod huset hjemme! Smerten ved denne dag, var som gået i glemmebogen. Han havde skænket hende helt andre ting at fokusere på. At han tilbød hende så meget, var slet ikke noget som hun havde regnet med, også selvom det bestemt heller ikke gjorde hende det mindste, at der var nogen som tænkte lidt på hendes velbefindende, for det kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at hun var vant til på den ene eller den anden måde. Hun sendte ham et let smil. ”Det er umådelig sødt af dig, men du skal slet ikke skænke mig alle de ting.. bare dit selskab er mig mere end rigeligt,” forsøgte hun endnu en gang. At stå og kysse ham på den måde, var noget som var utrolig rart selv for hende, og hun kunne slet ikke komme udenom, at det virkelig var en fornemmelse, som hun kun måtte nyde forbandet godt af i længden! At han så slap hende og begyndte at gå med hende hånd i hånd i stedet for, havde hun skam ikke noget imod, for hun tog det slet ikke som en afvisning. Under normale omstændigheder, så ville hun slet ikke reagere på den måde, som hun nu gjorde det, men det var bare som om at det var det som faldt hende mest naturligt. Hun smilede svagt. ”Det ville glæde mig, hvis du ønskede at tage en overnatning i mit hjem, Lestat.. Det vil tage mig timer at vise dig rundt, så stort som huset og haven er i sig selv,” sagde hun og blinkede til ham. Et sted, så ville det slet ikke gøre hende noget med lidt selskab i det store hus, for det var uden tvivl noget, som de kunne bruge begge to. Hænderne sammenflettede hun selv ganske forsigtigt, inden hun lagde den anden hånd over hans kolde hånd. Han var jo trods alt en vampyr. ”Det er såmænd din egen beslutning. Jeg vil bare lade dig vide, at tilbuddet står der,” tilføjede hun blidt.

[Lestat De Lochér]

Lestat tænkte over hvad der gik igennem Jacquelines hoved, for det havde altid været et mysterium for ham hvad der egentligt gik igennem en kvindes hjerne, for det kunne han ikke blive klog på og han synes af og til det var svært at finde ud af, hvilken indgangsvinkel han skulle gå frem med. Men han prøvede så godt han kunne med hende om ikke andet og han ville også tage det som han kom og nærmest bare følge den første tanke der dukkede op i den givende situation og se hvor det ville ende, selvom han selvfølgelig følte et håb for noget bestemt, men det ville han ikke lufte for hende, for han var jo heller ikke ude på at skubbe hende væk, nu hvor det faktisk gik ret godt imellem dem. "Jeg har aldrig andet at give mig til efter en arbejdsdag end at glo ind i mine 4 grå vægge, så at komme ud bliver utrolig rart, Jacqueline, og jeg vil heller end gerne tilbringe den med dig," sagde han med et blidt smil på læben, mens de hånd i hånd snakkede, mens de kiggede hinanden i øjnene ind i mellem, hvilket han rigtig godt kunne lide. Han havde egentligt ikke regnet med at dette skulle være udfaldet af at gå til vandet på sin friaften, men han var nu glad for skæbnens vilkår der på sin vis havde ført dem sammen; tænk at skæbnen stadig var med ham den dag i dag, siden han syntes at den havde været væk for ham i frygtelig mange år. Men hvis det også var meningen at han skulle møde Jacqueline, når hun nåede dette punkt, så måtte skæbnen jo holde ham hen og lade ham vente, falde til ro, og i sidste ende gjorde det måske også det hele bedre? Han følte efterhånden han kendte hende godt nok til at tilbyde hende sin hjælp, for han ville uden tvivl stå der hvis hun havde brug for det, også selvom hun gang på gang afviste det, så ville han holde fast i sin holdning. "Jaså? Det synes jeg nu nok jeg skal og jeg vil også holde fast. Tror jeg vil huske dig på det hver gang vi ses, indtil du accepterer, at jeg står til din rådighed," sagde han og blinkede drilsk til hende, for sandt var det jo! Han smilede let til hende som de gik, alene på stranden, men aftenen skred jo også frem, og han havde faktisk ingen idé om hvor sent det var eller ikke var, det kunne han ikke lige regne helt ud. Han ville kunne fornemme hvornår han skulle hjemad og søge ly for dagen, det var nemlig et instinkt. "Jeg accepterer din tilbud så, for når jeg kan få mere end dit selskab, så takker jeg gerne ja," sagde han og smilede let, selv med en hentydning til hans tilbud om hjælp til hende, som hun godt kunne takke ja til, 'nu når han takkede ja til hende'. Han vidste godt at han var kold, men det var såmænd en vanesag for de fleste, som det havde været ham en vanesag at vænne sig til varmen fra andre mennesker.
De fortsatte et godt stykke ned ad stranden endnu, inden at de blev enige om at takke for aftenen, og gå hver til sit, men der var ingen tvivl om at han virkeligt glædede sig til at besøge hende!

//Out.