For once - I'm going out

[Deleted]

Jacqueline havde altid haft troen på skæbnen, også selvom den ikke rigtigt havde været med hende i det sidste, hvilket naturligvis, var noget som gjorde hende trist til mode, men det var nu heller ikke noget som hun tog hårdere eller tungere end det, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu som det var sagt, så kunne hun virkelig godt lide at tilbringe tiden sammen med Lestat, også fordi at.. han faktisk lyttede til hende, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele, for det var hun slet ikke vant til, og specielt med en mand som Giovanni, som kun havde ønsket hvad han havde, og været ligeglad med alt det andet, så var det bare noget som hun måtte komme over, men det var en frihed, som man ikke ligefrem kunne sige, at hun var synderlig vant til, men tanken kunne hun faktisk godt lide. Det var en tilvænning, men med sådanne som Lestat omkring sig, så.. var det ikke fordi at det føles så slemt igen. ”Hvis du har brug for noget andet end de fire vægge omkring dig, så ved du jo trods alt også hvor jeg er.. Ikke sandt? Du er velkommen. Huset er stort nok til at huse dig, dersom det skulle blive nødvendigt,” sagde hun med en rolig stemme, idet hun igen vendte blikket i hans retning. Hun holdt af ham, for.. han var jo god ved hende, og det at gå hånd i hånd i natten, var skam noget som hun virkelig godt kunne lide, og det var skam heller ikke noget som hun ville lægge skjul på for ham. Han gav hende en varm følelse indeni. At han tilbød hende så meget, var slet ikke noget som hun kunne finde ud af, for det var faktisk svært for hende at gøre! Tænderne bed hun en anelse sammen, for han virkede meget stålfast i sin sag, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Ej kender du mig så godt, og alligevel tilbyder du mig alt det, som i sig selv, har relevans for et forhold, kære Lestat.. Jeg er bange for, at du ikke kan holde fingrene fra mig,” påpegede hun med en morende mine. Naturligvis var hun glad for buddet, men selv for hende, var der begrænsninger for hvad hun ville få sig selv til at bede ham om, også fordi at hun var langt mere velhavende, end det som man kunne sige, at han var. Ikke fordi at hun havde lyst til at tvære den ud i hans ansigt, men fordi at det jo bare var en kendsgerning, at det var sådan at tingene forholdt sig i længden. Hun vendte blikket ned mod deres sammenflettede fingre… Sådan havde hun ikke gået med Giovanni i frygtelig mange år, også fordi at han havde tvivlet på hende til det sidste, og det rev jo også hendes selvtillid direkte i bund. ”Det glæder mig virkelig, Lestat.. Jeg ser virkelig frem til dit besøg,” afsluttede hun endeligt, som de fortsatte vandringen ned langs stranden. Selv hun måtte erkende, at det var den bedste aften for hende igennem frygtelig lang tid.

//Out