It's time for a break..?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De mange berøringer, var slet ikke noget som Gabriel tolkede som et led i en større betydning for ham, for det var noget som han efterhånden var vant til at hun viste ham, for det havde hun gjort, siden hun havde været lille. Desuden ønskede han faktisk, at de skulle finde ud af alle tingene, da det også var noget som faktisk betød utrolig meget for hans vedkommende. Han lagde hovedet tæt ved hendes og med et stille smil. Han kunne faktisk godt lide, at de kunne snakke åbent omkring det hele, da det også var noget som betød ekstra meget for ham. Det var en tryghed som han havde manglet igennem lang tid, og nu hvor han med hånden på hjertet, kunne sige, at han var kommet over tabet af Evelyn og lille Jeremiah, så var han klar til at finde det andre steder – og han fandt det i sin hustru. Hendes ord var noget som kun fik en form for.. lettelse til at melde sig i hans sind, for det var ikke bare en forretning for hende mere? ”Jeg må vidst krybe til korset og sige, at det med forretning også er blevet utrolig svært for mig. Det er en del af dit væsen, som det er en del af mit menneskelige jeg.. Og.. hvis du har brug for det, så skal du heller ikke være bange for at lægge op til det ekstra, når vi endelig deler samme seng. Hvis.. jeg må, så skal jeg nok selv huske det,” sagde han med en rolig stemme. Folk skulle meget gerne ikke vide, at det hele var en aftale dem imellem, men helst gerne tro at det hele var ægte. Han slog ud i en latter, som han vendte sig mod hende, idet hun forsøgte at glatte tæppet ud, for det så virkelig komisk ud! ”Brug for hjælp?” spurgte han med en morende stemme, inden han tog alle lækkerierne med hen til tæppet, hvor han selv endte med at dumpe ned at sidde ved siden af hende. Tanken omkring børn, var slet ikke noget som skræmte ham, og ønskede hun at stå som mor til hans barn, ville han kun for alvor føle sig utrolig beæret af! Han nikkede mod hende. ”Det betyder frygtelig meget for mig, Silia. Det vil gøre mig til en lykkelig mand, at have dig, ikke bare som hustru men også som mor til mit barn,” sagde han endeligt, som han selv lagde sig til rette på siden på tæppet, så selv vingerne kunne strækkes en anelse, uden at være i vejen. Det var sjældent, at han brugte dem i det hele taget, også fordi at han havde arbejdet at tage sig af, så det blev jo kun til en tur i ny og næ. ”Hvorfor skulle jeg da ikke ønske at lære min hustru ordentlig at kende, kæreste? Fortæl mig alt hvad der er værd at vide om dig, som jeg endnu ikke kender,” opfordrede han hende til med en rolig stemme. Han lænede sig mod hende, kun for at skænke hendes kind et roligt kys, inden han fiskede en skål med frugt op af kurven som han satte mellem dem. Der var mange lækkerier med og han elskede jo mad!

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde på det seneste taget enhver mulighed for at berøre ham, men han lod ikke til at opfatte det, måske fordi hun altid havde været glad for fysisk kontakt. Hovedet lagde hun let på sned, og betragtede ham med de store, nøddebrune øjne. Hun havde på ingen måde regnet med at skulle høre ham sige at det var blevet svært selv for ham, men det at høre det på hans læber, fyldte hendes sind med lettelse. Hun smilede og åndede næsten lettet ud. Så var hendes følelser måske alligevel gengældte? Om ikke andet lidt? Silia ønskede ikke kun at være hans hustru, men hun ønskede at være den som en dag kunne udfylde pladsen i hans hjerte som Evelyn og Jeremiah havde efterladt, også selvom hun vidste at det var et enormt ønske. Hånden lod hun stille stryge ned over hendes ben uden på kjolen, og kunne ikke lade være med at nyde måden hendes hjerte bankede på og hvordan det fik hende til at sitre. ”Det letter mig faktisk. Jeg ved at jeg lovede dig forretning, men vi deler seng.. jeg nyder at have dine arme omkring mig, og jeg nyder.. når vi er ude at jeg kan berøre dig frit, hvilket jeg selvfølgelig ikke har villet gøre uden videre, men det er svært ikke at lade sig påvirke følelsesmæssigt. Selvfølgelig må du det.. jeg tror sågar det vil være nemmere for mig, hvis ikke jeg skulle prikke dig på skulderen hver gang,” erkendte hun og tog sig et øjeblik til at finde pusten igen efter den lange smører. Hun kunne ligeså godt være ærlig fra start, også selvom hun betragtede ham lidt usikkert, afventende efter svar. Hans ord fik hende til at le lidt, også selvom hun rystede på hovedet. ”Nej, nej, lad bare hele Procias se mig med enden i vejret,” svarede hun morende, også selvom hun igen var gledet ned på tæppet. Hun plukkede et stykke æble af frugten han satte mellem dem. I forhold til at man oftest sagde at vejen til en mands mave gik gennem maven, så var det lidt det samme med hende.. hun elskede mad! ”Det er jeg virkelig glad for at du siger. Jeg er allerede en lykkelig kvinde, men at stifte en familie med dig en dag, ville ikke blot være en ære men også en enorm glæde. Jeg er sikker på at vi vil kunne give landet en perfekt prins eller prinsesse,” tilføjede hun med en let rødmen. Hun fugtede læberne med tungespidsen og betragtede ham som han sad der og badede i de stråler som stod igennem træets prægtige krone. Kort skævede hun mod hans vinger, og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. De var så smukke. Dog gav han hende ikke lang tid til at beundre dem da han direkte opfordrede hende til at fortælle noget om sig selv. For et kort øjeblik falmede smilet idet hun overvejede at dele sin hemmelighed med ham, men hun havde lovet far.. desuden ville han bare tro at hun var vanvittig. Hagen lagde hun på sit knæ en smule eftertænksomt. ”Du ved så meget om mig at jeg ikke ved hvad pokker jeg skal fortælle,” løj hun lidt tøvende. Byrden var tung at bære, men hun var bange for at miste ham hvis han kendte sandheden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig forsøgt at tage hensyn til Silia, også fordi at hun var ung, og havde brug for at finde ud af det hele, hvilket skam også var noget som han havde den største forståelse for, for han kunne jo godt selv huske det dengang han selv havde været en ung knægt og skulle finde ud af det hele. Kropskontakten i form af kram og berøringer, havde hun nu altid været god til, så et var ikke fordi at han lagde noget yderligere i det end som så. Han vendte blikket mod hende, også selvom hans ord havde været noget forsigtige, så var det mest for at sikre sig, at hun ikke tog det som noget negativt, for det var jo slet ikke sådan ment! Han sendte hende et stille smil, for det virkede jo næsten til at det havde haft.. en lettende effekt? Hvilket næsten gjorde det hele meget bedre end det som det havde været til nu! ”Jeg tror.. vi begge er følelsesmæssigt påvirket af det hele, Silia. Vi deler seng, du ligger i mine arme.. vi tildeler hinanden kys og kærtegn og den bryllupsnat.. Ja, jeg nød det.. Og jeg vil gerne opleve det igen.. sammen med dig. Det var måske ment i ren og skær forretning, men selv du har skænket mig en ro, som jeg ved, at jeg ikke vil kunne finde for mig selv, og for det, så er jeg dig virkelig taknemmelig.. Du fylder mig med en følelse af.. velvære bare ved at være der, og det betyder meget for mig,” sagde han roligt. Hun afviste det ikke helt, så det gav også Gabriel det lille mod som skulle til, så han kunne lægge bare en anelse mere i det, for det var uden tvivl også noget som han havde brug for efterhånden. Nu som det var sagt, så tog han det nu ganske stille og roligt, og følte sig slet ikke presset, som han heller ikke følte, at hun var forhastende også hvad angik fremtiden som skulle involvere et lille barn – deres barn. Han slog kraftigt ud i en latter og rystede på hovedet. ”Siden hvornår er du blevet så sart?” spurgte han morende, idet han igen gav sig til at rode rundt i kurven. Det var virkelig alverdens lækkerier som var med i den, og han nød det selv uden tvivl. Han fik det hele med hen på tæppet, hvor han roligt lagde sig om på siden og med blikket i retningen af hende. Han havde ment hvert eneste ord, og han følte sig heldig over at have hende ved sig, for det var uden tvivl noget af det bedste, som han længe havde oplevet. ”Med dig som mor, og min hustru, så kan det ikke blive andet end perfekt, Silia.. Det er alt sammen noget, som betyder ekstremt meget for mig,” sagde han endeligt. Ikke kun fordi at han var meget traditionsbundet, så ønskede han det også af hjerte, sind, krop og sjæl, for han var vel blevet lidt for glad for hende? Han satte sig en anelse op, inden armen gled om hende. Hendes hemmelighed var han slet ikke kendt med, eller hvilken skjult gave, som hvilede i Diamaqima-familien. ”Hvad med noget som du ikke har fortalt til nogen? Noget som kun dine forældre eller Jophiel ved om dig? Jeg kender Diamaqima nok til at vide, at det er en familie med mange hemmeligheder,” påpegede han med en morende stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Silia var ganske vidst ung og havde stadig meget at lære omkring sig selv og sine omgivelser, og hun vidste at Gabriel havde forsøgt at give hende tid til at finde ud af dette. Hun havde opgivet mere eller mindre hele sit liv for tronen, hun havde sågar været villig til at undvære en mands kærlighed for at leve op til sit ansvar, hun var blot heldig at have fundet en som holdt af hende som han gjorde, og som det lød nu, så lod det jo faktisk til at han.. elskede hende lidt dybere end bare som sådan? Hun lod de mørke øjne møde hans idet han rettede det mod hende. Det varme smil hvilede på hendes læber, også selvom hun følte sig en smule nervøs hvilket slet ikke skete ofte, også selvom det var blevet værre jo længere tid de havde været gift. Han gav hende en følelse af nervøsitet på en underlig behagelig måde. ”Jeg tror ikke at det er unormalt.. jeg mener, man deler ting som er en del af ægteskabet og som skaber følelsesmæssige bånd. Jeg kan godt lide at hvile i din favn og jeg elsker når vi er ude som nu hvor jeg kan tillade mig at kærtegne dig. Jeg lovede dig forretning, Gabriel og det holder jeg selvfølgelig ved, jeg vil nødigt være den der presser dig til noget som helst,” hun tav for et øjeblik og tog sig et øjeblik for igen at få pusten, mens hun lidt forsigtigt greb ud efter hans hånd og rettede sig mere imod ham. ”Vores bryllupsnat var fantastisk, det formåede du at gøre den, og jeg ønsker at det skal ske igen men ikke for min sults skyld, mere for vores. Jeg føler Gabriel.. at det er på tide at forberede dig på at.. at jeg meget vel kunne komme til at bryde vores aftale om forretning. Jeg forelsker mig i dig, og hvis det bliver for meget, så dig til ikke?” bad hun og sank en klump. Selvom hun oftest var ligeså sikker i talen som sin far, så kunne man tydeligt høre at hun var nervøs. Hun så ned på deres hænder, og følte sin egen hvile en smule svedig i hans. Hun satte pris på ærlighed og hun ville hellere lade ham vide det med det samme. ”Jeg er ikke sart!” endte hun morende og greb endnu et stykke frugt som stod på tallerkenen foran. Det var rart langt om længe at få lidt i maven igen. Det at han ønskede at få børn med hende gjorde hende faktisk glad, det gav hende mulighed at opfylde sin pligt både som dronning og som kvinde. ”Som det gør for mig. Det er noget jeg ser frem til,” erkendte hun med det blide smil, og lod ham lægge armen om hende. Lidt forsigtigt lænede hun sig ind til ham og lod hovedet glide mod hans skulder, med hans behagelige duft i næsen. Hun lod øjnene glide og smilede næsten nydende for sig selv. Måden han blev ved med at spørge ind som vidste han at der var en bestemt ting, gjorde hende nervøs. Hun slog blikket ned og overvejede virkelig i lange sekunder at dele sin store hemmelighed med ham. ”Vi er en familie af mange hemmeligheder.. hemmeligheder som ikke altid er fornuftige at indvie andre i,” tilføjede hun mere tøvende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig forsøgt at tage hensyn til hende, også fordi at hun var ung, og fordi han vidste hvor meget hun havde givet afkald på, netop ved at tage tronen her, også selvom var en del af skæbnen. Havde hun ikke stået her, så havde han nok heller ikke selv gjort det, og så havde han vel også stadig siddet i sin egen elendighed? Han var måske følsom, men af den grund, så var han en mand med stort ’M’, og naturligvis ville han være der for hende. At de så skulle sidde i det åbne og snakke om det, var faktisk ikke noget som han havde det mindste imod, for han vidste, at det efterhånden var ved at være lang tid siden, de havde været tæt på hinanden på den måde. Det var jo ikke rigtigt sket, siden deres fantastiske bryllupsnat, og han måtte virkelig erkende, at han havde elsket det! Han lod hovedet søge let på sned. Selv han slappede af når han endelig havde hende bare lidt for sig selv. Hendes ord var noget som alligevel formåede at fylde ham med en følelse af varme, og det var næsten noget af det bedste af det hele! Ingen tvivl om det! ”Det betyder meget for mig, at du er tryg og komfortabel omkring mig, min kære. Vi deler hvad et ægtepar deler. Du sover i min favn, jeg ligger og vogter om dig, og jeg erkender gerne, at jeg virkelig godt kan lide det. Du presser mig ikke, og jeg føler mig heller ikke presset,” lovede han hende. Han lagde hovedet tættere ind mod hendes, som hun lagde hovedet mod hans skulder, for det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han sendte hende et smil og nikkede til hendes ord. Bryllupsnatten havde virkelig været noget af det mest fantastiske som han længe havde oplevet – ingen tvivl om det! Det var de ord som for alvor fik hans hjerte til at hamre fast mod hans bryst. Han rettede hovedet en anelse op igen. ”Du forelsker dig..?” spurgte han endeligt, som var det noget af det eneste, som han egentlig lige havde bidt sig fast i. Han slog ud i en latter, for det var virkelig rart at de kunne more sig med hinanden. ”Nej du har ret.. bare en smule,” sagde han med en tydeligt morende stemme, som han let blinkede til hende. Han lod armen stille søge om hende, så hun kunne sidde tæt op af ham. Tanken om at hun en dag skulle stå som mor til hans børn, var en tanke som uden tvivl glædede ham frygtelig, frygtelig meget, og det var noget som han uden tvivl så frem til. Han vendte blikket mod hende og kyssede hendes tinding. Der var noget i det, det kunne han høre. Ikke fordi at det var nogen nyhed at Diamaqima var en familie fyldt med hemmeligheder. ”Vi ser begge frem til det min skat,” sagde han roligt. Det var skam heller ikke fordi at han ønskede at lægge pres eller noget lignende på hende, for det var han slet ikke ude på. ”Du virker tøvende, min kære.. Er der noget som du har lyst til at fortælle mig..?” spurgte han endeligt.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde slet ikke fundet sig selv endnu, det ville tage hende mange år. Hun var knapt det man kunne kalde en voksen kvinde, og der var meget hun skulle finde ud af om sig selv endnu, og hun havde heller ikke ligefrem haft muligheden for at udforske siden hun var kommet til tronen, for den krævede hendes tid på en helt anden måde end ellers. Det var rart at han havde givet hende luft, men Silia ønskede også at minde ham om at han var en del af hende nu og at hun ligeså ønskede hans hjælp. Selvom hun havde været bange for at skulle give afkald på alt der mindede om kærlighed, alkymi og den slags, så havde det jo vist sig at være ganske nemt at koble det hele. Hun havde Gabriel som holdt af hende, og hun havde sit eget kammer hvor hun kunne gøre hvad der passede hende med henblik på alkymien, det kunne nærmest ikke blive bedre. Hendes hjerte hamrede hårdt og fast mod brystet des mere de talte, for det gjorde hende nervøs at åbne sig på den måde.. hun stod jo praktisk talt overfor en mand som havde haft funktion som en del af familien, og fortalte ham at hun var forelsket i ham. ”Jeg er tryg og komfortabel med dig, jeg ville ikke tøve med at lægge mit liv eller min sjæl i dine hænder, Gabriel og det mener jeg. Jeg ved at du muligvis ikke gør dig de samme tanker som jeg gør mig når du hviler med armen omkring mig, men det er virkelig dejligt,” erkendte hun med en svag rødmen i kinderne. Hun elskede det. Hun kunne ikke rigtigt bedømme hvor vidt Gabriels reaktion på hendes ord skulle tolkes i positiv eller negativ retning. Hun rettede sig en smule op og nikkede stilfærdigt. ”Ja.. jeg forelsker mig.. i dig, mere og mere for hver dag vi tilbringer sammen, og jeg vil ikke have at det skal lægge pres på sig på nogen måde, men jeg vil hellere være ærlig og lade dig vide det,” hviskede hun stille, nu hvor hun var endt så tæt på ham så, så hun ikke nogen grund til at snakke direkte højlydt også fordi det var en lidt privat samtale. Silia rystede blot morende på hovedet ved hans ord og kommenterede det ikke. Det mest frustrerende ved at være så tæt på ham, var at hun konstant følte for at berøre ham, men hun vidste ikke helt hvor grænsen gik. Næsten i et forsøg på at bedøve tankerne lidt greb hun om et saftigt jordbær. Det var fantastisk at det var blevet sæson for den slags igen! Det nye kælenavn var noget som for alvor satte en varme i hende, for til nu havde kan kun kaldt hende for kære, ikke for skat. Hun smilede. ”Det gør vi,” medgav hun ligefrem lettet også selvom det ikke rigtigt bekræftede noget som helst. ”Der er mange ting jeg gerne ville fortælle dig, Gabriel, desværre er jeg ikke sikker på at det er rette tid eller rum for den slags endnu,” erkendte hun og kyssede lidt forsigtigt hans kind.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde til dels haft svært ved at finde til rette i rollen som hendes mand, mere end det som han havde haft svært ved at finde sin plads i rollen som konge af landet. Han havde selv ikke den største erfaring indenfor nogen af delene, men selv han måtte være af den overbevisning, at de nok tidsnok skulle finde ud af det hele, og det var vel også det som var det vigtigste? At give hende tid og ro, var egentlig noget som han ønskede at give hende, da hun som en ung pige, nok også havde brug for at finde ud af det hele, for han kunne så sandelig godt huske hvordan det var i den alder, og det var slet ikke fordi at det var nemt altid. Han sendte hende et smil. Det var måske en meget dyb samtale, som man sikkert burde tage et andet sted end ude i det åbne som de gjorde nu, men det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. ”Jeg tror ikke du ved hvilke tanker jeg gør mig, ved at have dig liggende i min favn, så jeg har dig at holde omkring, min kære.. Jeg kan lide det,” sagde han roligt. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. At hun direkte erkendte at hun var.. forelsket i ham, var nok mere end et som han havde regnet med at skulle høre fra hendes læber, og det var alt sammen noget, som faktisk betød ekstremt meget for ham, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Du.. du er virkelig forelsket i mig? Spørger du mig, så har du allerede brudt vores forretningsaftale. Jeg må nu alligevel komme med min egen indrømmelse hvad det her angår.. Du er ikke den eneste som sidder med følelsen af forelskelse.. For hver dag som går, blomstre nye følelser.. Og jeg kan lide det.. Det er kun dig, som har formået at vække lige præcis følelsen af.. forelskelse og kærlighed i mig på den måde,” sagde han sigende. For ham, var det virkelig store ord at komme med, men også fordi at de var sande og der var ærlighed i dem. Armene lod han roligt hvile omkring hende, som han lod hende sidde helt tæt ind mod hans egen krop. Det var i sig selv, frygtelig rart at have hende siddende der. Tanken om den kommende familie som de nu ville have sammen, var noget som uden tvivl gjorde ham utrolig glad, og noget som alt sammen betød frygtelig meget for ham. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. Hemmeligheder var der mange af, og han kunne mærke på hende, at det var tungt for hende at bære. Han trak vejret dybt, idet hun kyssede hans kind. Han ville selvfølgelig ikke presse hende til noget, hvis det gjorde hende så usikker og.. utryg? For det var slet ikke hans hensigt! ”Det tynger dig ned, min kære, og jeg kan ikke lide det.. Hvis du har brug for at sige det til mig.. så gør du det, ikke sandt? Jeg vil gerne lytte. Vi er jo trods alt også to om det hele,” sagde han endeligt, som han vendte blikket i retningen af hende. Han kyssede hendes hår blidt.

[Silia D. Diamaqima]

Det havde været svært at finde hinanden, hvilket selv Silia havde mærket sig af, for de havde været vant til meget andre roller end de var endt i, både som ægtefolk men også som regentpar. Det eneste hun var glad for, var at hun havde fundet en mand som hun var i stand til at stå stærkt med i dette land også med henblik på at fører landet frem, og derfor var det vigtigt at de konstant bekræftede folket i at de havde det godt med hinanden. Lige nu havde Silia dog ikke øje for om nogle havde passeret dem mens de sad der, hendes nervøsitet opslugte hende, for hun var lidt bange for om hendes erkendelse ville få ham til at bakke ud, det var en risiko hun måtte tage, hellere det og lade ham vide hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Heldigvis havde hun aldrig været konfliktsky, det var jo grunden til at hun valgte at tage den op på ærlig vis. ”Nej det ved jeg nok ikke, men så fortæl mig det. En ting er at kunne lide det, noget helt andet er hvilke tanker du gør dig,” påpegede hun og hævede hovedet en kende fra hans skulder for i stedet at lade det glide på skrå og betragte ham mere indgående. Det var vigtigt for hende at vide, også for at finde ud af hvor grænserne gik. Hendes hjerte hamrede med rytmiske slag mod brystet da han selv afslørede hvordan han havde haft det. Hun holdt vejret og følte et stik af dårlig samvittighed da han påpegede at hun havde brudt deres aftale. Alligevel endte hun med at ånde lettet op. ”Jeg er ked af at jeg ikke har været i stand til at overholde vores aftale, Gabriel, det var aldrig min mening, men efter vores bryllupsnat følte jeg mig langt tættere på dig, og jeg har haft lyst til at være omkring dig lige siden. Mit hjerte har banket nervøst med dig omkring og jeg rødmer irriterende når du komplimentere mig, selv til møderne.. ikke særlig Diamaqima-agtigt det er jeg klar over, men ja.. jeg er trods alt kun et menneske,” endte hun og lo melodisk. ”Jeg vil bare gerne se dig glad.. men det letter mig at høre, at tanken ikke genere dig,” hviskede hun og vovede lidt forsigtigt at hæve hånden til hans hals og nakke, for at trække ham bare lidt tættere på sig, dog ikke så han ikke ville have en mulighed for at trække sig. For en tid blev hun siddende ind til ham og lod tankerne flyde uden egentlig at tænke dem igennem.. Gabriel var forelsket i hende som hun var i ham sådan som hun hørte det. Alligevel så var der ting som hun ikke ville være i stand til at fortælle ham. Hun ønskede at han skulle kende hende bedre end nogen anden, forstå hende på et niveau som ingen havde forstået hende, være ham hengiven men... hun havde lovet sin far. Hun sukkede tungt og kunne ikke lade være med at overveje tanken om at hun var voksen nok til at tage sine egne beslutninger! ”Visse hemmeligheder er tunge at bære, men jeg går ud fra det bare er en del af at være en Diamaqima. Fortæl mig noget om dig først,” bad hun og sendte ham et lille smil, det andet var noget som hun skulle samle sig mod til, for hvad hvis han ikke var nær så forelsket i hende som han havde været i Evelyn? Og pludselig ville bede hende om at give ham sin familie på ny, det ville hun ikke kunne og så ville han bebrejde hende resten af sine dage, det var en enorm chance at tage.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var forelsket og sikkert også det som var mere.. Han elskede hende, og nu hvor de kunne sidde og snakke roligt og fredeligt om det, så var det også noget af det bedste. Han var slet ikke ude på at give hende dårlig samvittighed eller noget lignende, for det var slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende. Han kunne slappe af omkring hende, og det var uden tvivl noget af det som betød mest for ham. Han smilede let for sig selv. ”Du sætter mig på hård prøvelse, kan jeg fornemme,” sagde han med en morende stemme, som han let blinkede til hende. Han kunne da ikke lade være, nu hvor han var der og omkring hende. Nu hvor han havde afsløret at han forelskede sig i hende, så var det jo en lille løgn, men ikke helt, for det var jo sådan at det var. Han lod hende lægge armen omkring hans nakke, hvor han roligt lagde begge armene trygt omkring hendes skikkelse, så hun kunne komme helt tæt ind mod ham. Han elskede uden tvivl fornemmelsen af det! Og det var slet ikke fordi at han var ude på at give hende en dårlig fornemmelse eller samvittighed, men bare fordi at han selv lavede lidt sjov ved det. ”Noget lignende vores bryllupsnat, har jeg aldrig delt med nogen anden, og det er noget som du skal vide, Silia, end ikke med Evelyn har vi haft muligheden for at dele noget så intimt som dette. Jeg kan lide det menneskelige i dig, min kære.. Det beviser jo bare, at du lige så tager det til dig, som jeg fortæller dig, og det er noget som også betyder meget for mig. Tanken generer mig slet ikke, det kan jeg trygt love dig. Forretning eller ej, så… synes jeg næsten at vi.. bare skal droppe den aftale og.. ja, jeg ved ikke.. fokusere på at få det til at fungere… også følelsesmæssigt?” foreslog han endeligt. Hans hjerte hamrede som en besat mod hans bryst. Glad var han uden tvivl, og det var udelukkende hendes fortjeneste, så det var også noget som betød meget for ham. Igen kyssede han roligt hendes tinding. Han brød sig slet ikke om at hendes byrder var så tunge, at de påvirkede hende sådan, og endnu mindre, at hun turde nævne det for ham, for det var slet ikke noget som han havde det godt med. Et sted så frygtede han lidt, at det var en mistillid.. At hun ikke vidste om han kunne bære den sammen med hende, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at fremstå svag eller noget lignende. At hun så direkte opfordrede ham til at fortælle noget om ham først, fik ham til at bide sig i læben. Ja, hvad var der egentlig at sige? Han vendte tænksomt ned. ”Tja… Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Du kender jo stort set alt om mig i forvejen..” sagde han tænksomt, inden han vendte blikket mod hende. Han ønskede at lette byrden, som han også ønskede at lære hende at kende som hendes ægtemand.

[Silia D. Diamaqima]

Silia var glad for at de kunne sætte sig ned og snakke stille og roligt om det, for det havde nok ikke været planen for nogle af dem, at følelserne skulle komme i klemme. Selv hun kunne ikke lægge skjul på en vis form for nervøsitet, ved at skulle blotte sig på den måde, også selvom hun var ærlig overfor ham, det ville uanset kun blive sværere og sværere at skjule jo længere de ville komme i forløbet, hun kunne jo allerede føle hvor hurtigt følelserne voksede sig større. Alligevel så åndede hun lettet op ved tanken om at han havde gjort sig nogle lignende tanker. Hun havde lidt frygtet at skulle stå i en pinlig situation hvor han ikke følte det samme. Hun hævede hovedet og betragtede ham lidt overrasket dog uden hån eller noget som helst. Tanken om at han kun havde været tæt på hende, fik hende faktisk til at føle sig som noget særligt. ”Det.. kommer lidt bag på mig, erkender jeg gerne men i så fald er jeg virkelig beæret over at have fået lov til at dele den oplevelse med dig. Som sensuel dæmon har jeg selvfølgelig frygtet den dag hvor det ville blive nødvendigt, men det gør jeg ikke længere. Jeg er ikke ligeglad med dig, kæreste, jeg lytter gerne til dig for jeg nyder dine råd og ord, i det hele taget bare din stemme. Jeg kan ikke holde mig til ren og skær forretning, så lad os lave en ny aftale? Noget alla, at der ingen aftale er?” forslog hun blidt og lod tomlen stille stryge hans kind. Selvfølgelig var hun bange for at gå frem med for hurtige skridt, men hun havde jo bedt ham om at stoppe hende hvis det skulle ske. I det store og det hele ville hun bare genre finde sin plads og gerne sammen med ham. Hun rykkede en kende tættere på ham og sad op af hans krop med hans arm omkring hende. Nu hvor de gjorde rent bord, så var hun ikke nær så usikker når det kom til at røre ham. Med henblik på sin hemmelighed, så havde det intet med mistillid at gøre, men derimod mere det løfte hun havde skænket til sin far og derudover også frygten for at han ville vælge hende fra, hvis han vidste at hans afdøde forlovede betragtede dem i krogene når de var inde på deres kammer. Hun sukkede tungt. Det var fristende at dele byrden med en som kunne hjælpe hende med den, også fordi det trods alt var svært at skjule uden at han før eller siden skulle tro at hun var tosset, enten når hun snakkede med det der synes at være hende selv, eller når hun konstant pjækkede fra alle pligter der foregik i nærheden af kirken. ”Så meget ved jeg ikke om dig.. jeg har ikke kendt dig i ligeså mange år som du har med mig. Fortæl mig et eller andet,” bad hun med et stille smil. Ligesom han ønskede at lære hende at kende, ligeså ønskede hun også at lære ham at kende, han var trods alt hendes ægtemand.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At de bare kunne sidde og snakke stille og roligt om tingene, var uden tvivl noget af det som Gabriel værdsatte mest, for det var noget som de tilsyneladende faktisk delte med hinanden, var uden tvivl det bedste af det, for de kunne snakke åbent omkring tingene, for det var betryggende og beroligende, så de faktisk var i stand til at finde ud af tingene med og for hinanden, og det var uden tvivl noget som han virkelig nød af. Han blev siddende med begge armene om hende, hvor han også lod hende hvile med hovedet mod hans skulder, for han kunne faktisk godt lide at hun lå der ved ham, som elskede de faktisk hinanden. ”Som sensuel dæmon, ved jeg, at det er noget som følger det i en større grad, end hvad man normalt nok skulle antage. Jeg nød det, også af ren og skær lyst sidst det skete, og hvis det.. bliver en manglende forretning, og vi aftaler, at der ingen aftaler er.. det kan jeg meget bedre lide.. Jeg.. er forelsket, Silia. Jeg tør næsten påstå, at jeg.. elsker dig,” sagde han med en rolig stemme, idet han roligt vendte blikket mod hende igen. At hun nussede hans kind, fik ham kun til at lade hovedet søge mod den, for det var virkelig rart når hun berørte ham på den måde. Selvom han virkelig var bekymret for hende, og specielt fordi at hun ikke rigtigt lod til at ville fortælle ham hvad der var galt, også fordi at det faktisk var bekymrende! Det kunne godt være, at de ikke direkte havde snakket synderlig meget om ham, men ikke desto mindre, så var der jo ikke rigtigt noget at fortælle som sådan. Han tog stille omkring hendes ene hånd, kun for at sammenflette deres fingre. Han elskede hende, og han ønskede virkelig at finde ud af det hele sammen med hende. ”Jeg ved jo ikke rigtigt hvad jeg skal fortælle dig, som du ikke er kendt med fra før af, min skat.. Det er jo heller ikke fordi at jeg er en ukendt mand trods alt. Men… jeg kan vel starte ud med at fortælle om en lille episode fra dengang jeg var lille,” begyndte han roligt, idet han satte sig en anelse mere til rette og let trykkede hende ind mod sig. Det var slet ikke fordi at han ønskede at holde de ting skjult for hende, for det var det da slet ikke. Nu som det var sagt, så var han måske ikke så uskyldig som han havde fremstillet sig som, men det kunne vel heller ikke komme helt bag på nogen? ”Jeg kan ikke huske helt præcist hvor gammel jeg var, men jeg var ikke særlig gammel. Jeg ved ikke om du kender det der med, at man vil gøre sine forældre glade? Mor havde bøvlet rigtig meget med Celina, og tro det eller ej, så fik jeg faktisk ondt af hende. Jeg var stået tidligt op en morgen for at lave morgenmad til hende. Ja, du kan nok næsten gætte dig til hvad det bestod af. Opskriften sagde 2 æg.. Jeg smed to æg i en skål, det var først der de knuste. Jeg lavede det som jeg var overbevist om, var en fantastisk god morgenmad.. Godt nok frem til mor spiste af den. Det knaste som spiste hun sand,” sagde han med en morende stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Det at de kunne sidde og snakke åbent og ærligt, var noget som hun i den grad værdsatte, også fordi hun kunne spore løgnen som oftest, og hun ville gerne have en ægtemand som ikke var bange for at åbne munden og fortælle hende hvordan han gik rundt og havde det. Hendes hjerte bankede så hårdt at Silia næsten følte at det forsøgte at løsrive sig fra brystet, hun kunne føle og høre det pulsere overalt hvilket var en meget uvant følelse, taget i betragtning at at hun var vant til at være den i kontrol. Roligt blev hun siddende ind mod hans krop med hans arme hvilende omkring hende, mens hun selv strøg hans kind og hals. Hun nød virkelig at kunne berøre ham på den måde og langt om længe føle at hun havde en rettighed til det også uden for slottet. Idet han lod bomben falde kunne hun ikke lade være med at smile. Det gjorde hende inderligt glad at han gengældte de følelser som hun nærede for ham. Igen løftede hun hovedet og trak sig en smule fra ham, for denne gang at lade de mørke øjne falde i hans. ”Det gør det, og jeg har i store dele af mit liv, frygtet hvordan jeg ville blive nødt til at håndtere den, jeg mener med alle de skrækhistorier, deriblandt min mor som eksempel. Havde det ikke været for et hav af sultne mænd som tog hvad de ville have, så havde hun jo nok været død, jeg har altid været bange for at ende på samme måde, eller være tvunget at give betaling, hvilket nok desværre ville overgå min stolthed lidt. Du viste mig den aften at der ikke længere er grund til den slags bekymringer, ikke når jeg har dig,” endte hun sandfærdigt og tav et øjeblik. Han havde jo også kunnet mærke det ændrede tonefald når de endelig havde snakket om det punkt, det havde altid været hende ømt. ”Aftalen er meningsløs hvis ingen af os ønsker den. Du gør mig virkelig glad lige nu, for jeg vil ligeså vove og påstå at jeg også elsker dig.. betyder det at jeg må skænke dig et kys nu?” spurgte hun direkte og lod det lidt uskyldige smil brede sig på hendes læber. Det var noget som hun følte at hun havde ventet evigheder på at få lov til! Blikket gled til deres hænder idet han tog om den og flettede den i hendes. Hun smilede ved synet og lukkede blot hånden om hans igen han atter fik hende uddelte opmærksomhed. ”Der må være et eller andet. Jeg vil gerne vide noget om dig, for jeg har jo ikke haft den ære at kende dig fra du var lille,” påpegede hun lidt morende og satte sig til rette, mens hun lod ham overveje det. At han så temmelig hurtigt fandt noget som han kunne fortælle hende, gjorde hende bestemt intet også fordi det tog hendes tanker væk fra hendes egne. Hun lo blidt ved hans fortælling. Det var ikke svært at forestille sig. ”Det er tanken der tæller, er det ikke det man siger, min kære? Når det er sagt så bliver jeg pludselig glad for at det ikke er dig som kokkerer til mig,” endte hun drillende. Hvis det var så uskyldige ting han mente, så kunne hun nok godt være med.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ærlighed og åbenhed, var tilsyneladende noget, som de begge værdsatte i et forhold, hvilket naturligvis var en tanke som glædede Gabriel, da det også var noget som betød utrolig meget for ham. At de kunne sidde og snakke åbent om tingene, og derefter finde de løsninger som skulle til, så de begge kunne have det godt, og uden at mundhugges, eller gå med frygten om at fortælle hinanden det ene eller det andet. Det var intet andet end lettende og behageligt at kunne slippe bomberne, også selvom det i sig selv, blev gjort temmelig varsomt. Armene hvilede om hende, hvor han selv direkte måtte sidde og nyde når hun strøg ham over kind og hals, for de sad jo der, som elskede de hinanden og et sted så.. gjorde de det vel også? Ikke fordi at han havde lyst til at skulle sætte hende i en situation, hvor hun slet ikke ønskede at stå, men nu hvor de havde muligheden for at finde ud af det hele, så ønskede han naturligvis også at gøre det Helt konfliktsky var han jo trods alt heller ikke. Han smilede blidt. ”Skrækhistorierne tror jeg vi alle har set og hørt om, for ikke at glemme, at dem som kender din mor ved hvor.. heldig-uheldig hun har været omkring det. Jeg ønsker uanset ikke at det skal ske for dig, og.. nu hvor vi har lagt alle kortene på bordet, så synes jeg næsten bare vi skal.. forsøge at finde ud af det hele sammen. Jeg.. elsker dig, Silia.. Det gør jeg,” sagde han med en sigende mine, idet han roligt tog omkring hendes hånd, kun for at skænke den et let og stille klem. Han sendte hende et smil. Det var alt sammen noget som betød noget for ham. Han var kommet videre og over tabet af den kære familie som han havde haft, og han havde derfor brug for.. at se frem og ikke tilbage, og det var noget som han næsten gjorde automatisk når hun var der. Han slog ud i en mild latter. ”Ingen aftale min kære.. Du behøver slet ikke spørge,” påpegede han med en morende stemme, idet han selv roligt søgte mod hende, for at skænke hendes læber et let og blidt kys. Selv han kunne jo heller ikke lade være! Med henblik på ham som lille, så var der temmelig mange historier, som han ikke rigtigt ønskede at komme ind på, men det mere.. harmløse, kunne han vel godt? Han var den uskyldige af ham og Celina, ingen tvivl om det, men der skulle jo så til gengæld også rigtig meget til, for at komme op på niveau med den kvinde. Heldigvis var hun væk nu, hvilket han skam også havde det helt fint med i længden. ”Nej, heldigvis,” påpegede han med en morende stemme, som han roligt begyndte at stryge hende over håndryggen. Smilet bredte sig, som han havde fortalt hende om den lille episode. Den stolte knægt som han havde været, også selvom det som han havde haft gang i, slet ikke havde været halvfærdigt, men hans mor havde da om ikke andet spist det! ”Nu synes jeg ikke du er helt fair mod mig, min skat.. Jeg har faktisk vist mig at være et stort talent siden dengang!” påpegede han med en morende stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Da Silia i sin tid havde bedt Gabriel om hjælp, havde hun slet ikke ment at skulle føle for ham på den måde, men det var vel sandt hvad man sagde? At den slags ikke var til at styre. Ikke nok med at han var en fantastisk ægtemand, han var ligeså hendes bedste ven, og hun nærede en tillid til ham som kun kunne sammenlignes med den hun havde til sin far og til Jophiel, men end ikke han var indviet i alle hendes hemmeligheder. Det var virkelig rart at kunne snakke åbent om tingene også selvom det måske ikke var det rette rum for den slags. Hun blev alligevel siddende i hans favn med det varme smil på læben. ”Hun har virkelig ikke været heldig, og vi har alle vidst det. Jeg så det som en forbandelse allerede inden det begyndte at plage mig, men med dig, så tror jeg faktisk ikke at det er så slemt. Jeg føler mig heldig at have dig, og hvis du er med på at trække den lidt og gøre det til et mere følelsesmæssigt forhold, så synes jeg at det er hvad vi skal gøre,” endte hun samtidig lidt spørgende. Det lovede temmelig godt. Taget i betragtning af hans tab så var hun beæret over at han fandt plads i sit hjerte og overskud til at kunne elske hende, også selvom han havde haft den kærlighed til en anden kvinde. Hans ord fik de rosa læber til at spille ud i et bredt smil. Han havde ret.. der var ikke længere nogen aftale. ”Jeg ville bare sikre mig,” hviskede hun idet han selv nærmede sig hendes læber. Hun rettede sig en smule op og lod blikket glide i, idet hun kyssede hans læber. En speciel form for varme bredte sig i hendes krop ved den blide fornemmelse, og smagen af ham. Hånden lod hun roligt glide på hans kind og strøg den med blide strøg, uden at bryde det dybe kys. Hun elskede det! Langsomt endte hun dog med at bryde det, også selvom hun skænkede ham endnu et flygtigt kys inden hun trak sig helt med brændende kinder. Wow,” hviskede hun med et både ydmyg og lidt genert smil. Det var rart at kunne gør det uden forvirring eller frustration for en gangs skyld. Den lille fortælling morede hende betragteligt. Hun havde ganske vidst aldrig haft den ære at smage på nogle af hans værker, men hun var pludselig heller ikke så ked af lige netop det, hvis han ikke kunne præstere meget mere end det. ”Det må du hellere bevise for mig i så fald. Det minder mig om dengang jeg forsøgte at forgifte mor og Jophiel. Jeg ville ligeså lave pandekager, og jeg havde jo set mor gøre det før, men jeg havde ingen idé om hvad der skulle i. Jeg fandt nogle af fars ingredienser nede i kælderen uden at ane hvad de gjorde, jeg vidste godt at jeg ikke måtte være der men hva.. jeg var bare en lille pige. Mor blev mistænksom da det hele begyndte at lukke råddent,” fortalte hun med et lille grin. Det var langt mere uskyldigt end den egentlige hemmelighed hun havde, men det ville være dumt at fortælle ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Så lang tid de kunne finde en løsning på det hele, så var det egentlig noget som i bund og grund, var noget som passede Gabriel helt fint. Nu som det var sagt, så var det virkelig, virkelig rart at de kunne snakke åbent om det, og uden de største hemmeligheder, for han vidste at Diamaqima var fyldt med dem, og selvfølgelig så håbede han da på, at det var noget som hun ville dele med ham, nu hvor de begge stort set var enige i at gøre et forsøg indenfor det rette og det følelsesmæssige vel? Han vendte blikket roligt mod hende og med det rolige smil på læben. Liya havde virkelig været forbandet uheldig, og selv kunne det uden tvivl vendes til at være utrolig negativt, hvor det derimod burde være det stik modsatte, og nu var han der til at vise hende, at det lige så var noget som hun ville være i stand til at nyde af i længden. ”Så må vi bevise, at det ikke er så slemt. Jeg nød det virkelig, og tanken om at kunne nyde det med dig endnu en gang.. Og faktisk vide, at det er min ret som din mand, vil være.. fantastisk, min kære. Jeg vil virkelig nyde at skænke dig den del.. som jeg uden tvivl også vil nyde at tage imod det,” sagde han med en rolig stemme. Nu behøvede hun skam slet ikke at spørge ind til et kys eller et kærtegn, for han ønskede virkelig at tildele hende det, også fordi at det var noget som alt sammen betød ekstremt meget for ham! Kysset som han mødte hendes læber med, var intenst og selv ganske prøvende, for det var noget som de alt sammen måtte finde ud af, men tanken om at det var virkelig fantastisk! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, idet han roligt trak sig, hvor selv det helt så lykkelige glimt måtte melde sig i hans øjne, for han kunne bestemt heller ikke gøre noget andet end bare at.. nyde det, og det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Enhver lille knægt eller tøs, ville gøre sine forældre glade og give dem noget at smile af. At hun så havde lavet noget lignende af hvad han selv havde lavet, bare i en langt mere alvorlig grad, var noget som alligevel måtte få smilet til at brede sig på hans læber, hvor han selv måtte slippe en mild latter, for han kunne lige forestille sig det! ”Ja, den må jeg give Liya.. Hun er fantastisk i et køkken.. Helt så uskyldig har du vidst heller ikke været.. Det var jo trods alt også det jeg sagde, for du har uden tvivl været værre end mig!” sagde han morende, inden han selv greb ud efter en af de æblebåde, som i sig selv, var skåret ud for dem, så var det ikke noget som gjorde ham noget, for selv de måtte da nyde lidt af en smule luksus i ny og næ, og specielt nu hvor de faktisk havde muligheden for at dele den tid med hinanden, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele.