It's time for a break..?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved at være hen på eftermiddagen, og de sidste som havde søgt om audiens, havde langt om længe forladt slottet, så Gabriel kunne få sig en pause. Han måtte dog erkende, at han ikke havde noget imod det kongelige arbejde med Silia ved sin side, også fordi at.. det gik jo ganske udmærket vel? Selvom han gjorde sig temmelig mange tanker omkring det hele, og specielt den unge kvinde, som han kunne kalde for sin hustru. Det kunne godt være, at det hele var gjort som igennem en tjeneste, så var han skam heller ikke helt enig. Han gjorde sig frygtelig mange tanker omkring den unge kvinde, også selvom han vidste, at det hele i bund og grund, var bygget på forretning, og en tjeneste fra en ven til en anden, så … var det ikke de tanker som han gjorde sig mere. Han forlod tronsalen, kun for at søge op i retningen af de kongelige gemakker, udelukkende fordi at han selv havde brug for en pause efterhånden. Han havde brug for at kunne sætte sig lidt ned, få noget ro til hovedet, også fordi at der godt nok havde været knald på stort set hele dagen, og Silia havde tilsyneladende haft andet at tage sig af, end de mange procianske borgere som søgte om audiens. Efter Castiel var blevet fundet nede i kældrene, så havde det efterladt sig et gevaldigt påstyr igennem den seneste tid, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund, for folk ville have ham ud af verden her, og det var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om.
Døren ind til gemakkerne slog han roligt op, også selvom Silia ikke var at se nogen steder. Han sukkede let, som han trådte indenfor, og lod døren glide i efter ham. Vingerne bredte han en anelse, idet han søgte hen til balkondøren, som han slog op. For alvor var foråret kommet til Procias, og det var utrolig rart faktisk! ”Åh ha..” sagde han endeligt, som han trådte udenfor. Selv var det rart bare at få noget luft og noget ro til hovedet, hvilket han bestemt heller ikke ville lægge det mindste skjul på, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han smilede let for sig selv, inden han igen så sig omkring. Hvor Silia var, vidste han ikke, men han vidste at hun havde gang i alt der hed vagter her på stedet og alverdens andet, og det kunne han jo godt mærke, var noget som gjorde hende stresset, så savnede han faktisk at tilbringe tiden med hende, hvor de faktisk havde muligheden for at.. sætte sig ned og bare nyde det med hinanden. Han.. savnede hende jo.

[Silia D. Diamaqima]

Hvor langt hen på dagen de var kommet, var slet ikke noget som Silia havde holdt øje med. Så meget som der var at lave for tiden så fløj timerne forbi hurtigere end hun kunne nå at følge med. Mere eller mindre hele dagen var blevet tilbragt på hendes kontor, som hun for en time siden havde valgt at forlade for i stedet at søge ned i kælderen, for at tage sin månedlige runde i fangekælderen. Tilliden til de vagter som hun ellers havde stolet på, var blevet brudt og når først man brød hendes tillid var den svær at vinde igen. De lod alle til at skamme sig, hvilket hun inderligt håbede, for de havde lukket en mand inde i forbandet mange år uden en rimelig rettergang eller noget, det var slet ikke noget som burde finde sted i Procias, det var ikke det de stod for! Med målrettede skridt søgte hun ned af gangen med den øverst befalende vagt i kælderen rendende i hælene. ”Deres Højhed, De må forstå at..Silia afbrød ham inden han overhovedet nåede at færdiggøre sin sætning. ”Dine undskyldninger har ingen betydning for mig, Draqien! Sagen er den at jeg sidder med det dobbelte arbejde i forhold til før, folk er igen begyndt at gøre et ramaskrig ud af sagen, så det er kun rimeligt for mig at vide hvorfor jeg sidder oppe dag og nat for at fikse problemer, som du har skabt for mig. Jeg vil have den rapport liggende på mit bord i morgen middag.. ingen diskussion!” råbte hun fast idet hun åbnede døren ind til de kongelige gemakker dog uden at gå ind med det samme. ”Gå ned og gør dit arbejde, soldat.. ordentligt denne gang,” tilføjede hun med en meget fast mine. Draqien så bukkede blot hovedet i respekt inden han forsvandt ned af gangen. Silia slap et suk og rystede på hovedet for sig selv, inden hun trådte ind på kammeret og lukkede døren bag hende. Den milde forårsbrise ramte hende hurtigt, og fik hende til at falde en smule ned igen. De mørke øjne faldt hurtigt på Gabriels skikkelse, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over. Måske han var en ven og en mand.. hendes konge, men hendes hjerte følte langt mere for ham end som så også selvom det ikke var en del af aftalen. I lange sekunder stod hun og betragtede ham med hovedet på sned, følte hvordan hendes hjerte bankede og fik hende til at føle sig levende. Næsten per automatik lod hun blikket søge omkring i en søgen efter Evelyns sjæl som rendte hvileløst rundt, og plagede hende.. hun havde måske taget lidt afstand til ham af den grund, også selvom det gjorde ondt. ”Ser man det.. jeg tror det er første gang i uger at jeg fanger dig i et længere øjeblik,” påpegede hun med en langt mere rolig og melodisk stemme end hun havde gjort brug af overfor Draqien. Med lette skridt strøg hun hen mod hans skikkelse og lod hånden glide hen over hans overarm uden at tænke på det. Selvom han var hendes mand, så forsøgte hun at huske at det var forretning, men det var virkelig ikke nemt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke kendt med Silias hemmelighed omkring hendes evne at kunne se og høre de døde, for selv måtte han erkende, at han ikke rigtigt tænkte på Evelyn mere. Han var stort set kommet videre, og nu hvor han havde en anden, som han kunne læse det lidt af på, var noget som uden tvivl var med til at gøre sagerne meget nemmere for ham, for han ønskede jo at skule stå som en stærk mand, som kunne passe på sin hustru, og n hvor han var kommet det stykke videre i livet, så følte han sig også som.. en mand efterhånden, og det var noget som uden tvivl gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. Han smilede let for sig selv. Solen varmede godt, og det var uden tvivl noget som gjorde utrolig godt for hans vedkommende! Ingen tvivl om det! Han vendte sig i retningen af døren for en kort stund, for han var slet ikke i tvivl om, at det måtte være Silias stemme, som han kunne høre på den anden side af den. Han måtte skam erkende, at han savnede at tilbringe lidt tid med hende alene, selvom det nok ikke ligefrem var et ønske, som han havde givet udtryk for, for han vidste jo at det hele var af ren og skær aftale dem imellem, og det var noget som han skam også havde den største respekt for. Han vendte igen blikket frem for sig. Haven var ved at springe ud, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide at se. At Silia så kom ind, var noget som igen fik ham til at vende sig mod hende, som hun tydeligt henvendte sig til ham. Ikke fordi at han havde noget imod det, for han måtte erkende, at han savnede hende lidt i løbet af dagen, også selvom pligterne var frygtelig mange, og at der var utrolig mange ting som også skulle passes og tilses i løbet af dagen. ”Jeg gjorde audienserne færdig i tronsalen, så tror jeg kan tage mig eftermiddagen fri, før jeg igen kan starte forfra.. Og dig? Alt vel i kældrene?” spurgte han roligt, som han gik hende i møde, inden han igen valgte at stoppe op. Han følte sig heldig, selvom han slet ikke vidste, om det var noget som han kunne tillade sig at vise eller noget som helst. Roligt lod han sin hånd glide omkring hendes, idet at han gav den et roligt klem, inden han lænede sig frem og skænkede hendes kind et roligt kys. Han var jo trods alt hendes mand, men også en nær ven, og derfor ønskede han også at vise, at han også var der for hende, for han vidste, at det ikke var nemt for hende at sidde med alt det her. Han sendte hende et let smil. ”Har du tid for nu, eller er du snart i gang igen?” spurgte han videre, også fordi at han ville se om der var nogen menneskelig mulighed for ham, om der var mulighed for ham at tilbringe lidt tid med hende nu.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde altid holdt sine ort tæt til kroppen, og hun havde lovet sin kære far ikke at dele sin hemmelighed med nogle, end ikke manden ved hendes side. Til tider var det hårdt, særligt når hans afdøde forlovede stod i hjørnet og betragtede dem med sørgmodige øjne, og Silia vidste at hun berørte noget som i virkeligheden ikke tilhørte hende, den tanke gjorde ondt. Stadig en smule hidsig smækkede hun døren bag sig også selvom synet af Gabriel hurtigt fik hende til at falde lidt til ro. Det var nu engang den effekt han havde på hende, han fik hende til at føle sig godt tilpas. Hun smilede for sig selv inden hun gik ham i møde, og nød godt af den blide forårsbrise. På trods af det smukke vejr, så havde hun ikke rigtigt haft tid til at nyde det til sin egen ærgrelse. De mange ture til byen og rundt i haven for at møde landets borgere på deres hjemmebane havde der end ikke været tid til. Smilet falmede en smule ved hans spørgsmål. Hun rystede opgivende på hovedet og sukkede tungt. ”Jeg er bange for at det ikke går helt som jeg havde håbet. Det viser sig at Castiel ikke er den eneste dvasianer vi har haft siddende i kældrene uden vores samtykke. Jeg har netop været tvunget til at løslade to af slagsen, selvom jeg ikke ved hvor vidt de var skyldige eller ej, og Draqien er for stolt til at erkende sine fejl. Jeg har bedt ham om fuld rapport over de indsatte, og hvis ikke jeg får den, er jeg bange for at jeg er nødt til at afskedige ham, selvom jeg helst ikke ser det komme til det,” svarede hun en kende en trist. Draqien var ingen rig mand og han havde fem børn samt en konge som skulle forsøges, og lige der dukkede hendes gode hjerte op. Blikket lod hun glide en smule i ved hans kys mod hendes kind. Selvom deres ægteskab var ren forretning og de ikke direkte var intime med hinanden, så holdt fortrød un slet ikke sit ægteskab med ham, for hun holdt mere af ham end som så. Hovedet lod hun blidt glide mod hans skulder, mens hun så ud over landet som blottede sig for dem under balkonen. Det var smukt i sin enkelthed, men det var stadig en kamp om at samle brikkerne. ”Jeg trænger til en pause. Jeg føler ikke at jeg har set andet end mit kontor eller tronsalen gennem den sidste uge. Jeg beklager for øvrigt at jeg aldrig nåede at komme i seng i går, Jason var så elskværdig at komme med en ny bunke rapporter som ikke kunne vente. Han turde næsten ikke at komme med dem i frygt for at jeg ville spy ild,” tilføjede hun og kluklo lidt for sig selv. Hun havde ikke været i det bedtse humør på det seneste, primært fordi hun følte at hele hverdagen var stresset og presset. Hun havde end ikke haft tid til at tage fat i sin kære far, for at høre hvordan det gik med hendes kære mor, men intet nyt var vel godt nyt?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var slet ikke kendt med Silias familiehemmelighed, men han klarede sig vel også fint uden? Selvom han virkelig savnede Jeremiah og Evelyn, så følte han også at han havde fundet det mod, som skulle til, for at han kunne komme videre, og det var noget som Silia uden tvivl havde hjulpet ham frygtelig meget med, og det var han skam også utrolig taknemmelig for. Vejret var smukt, og det var stadig dag, og derfor ville han meget gerne have muligheden for at nyde stunderne lidt med sin hustru, også selvom han vidste, at det hele var aftalt som ren og skær forretning, så havde han nu alligevel disse tanker omkring det hele, og det var ikke noget som han bare kunne undlade at bide sig mærke i, hvilket faktisk var ham en utrolig stor frustration. Han var hurtigt henne ved Silia og med et smil på læben. Han vidste at det var hårdt, og efter de havde ladet Castiel gå, var der utrolig mange som havde været oppe for at brokke sig. Selv vidste han, at den arme mand næppe havde det godt i Procias heller, men.. Hvad skulle de da kunne stille op med det? Hans hænder gled i hendes, som han roligt kyssede hendes kind. At der så yderligere havde været dvasianere i fangekældrene, havde slet ikke været en del af hans opfattelse, for han havde da siddet med fornemmelsen af at det faktisk var gået udmærket. Han sukkede let. ”Det var da utroligt, at det skal være så besværligt, at melde det fra til kongeparret. Jeg skal nok tage runden næste gang, min kære. Lad mig læse rapporten igennem i morgen, og lad mig tage beslutningen hvad angår Draqien,” sagde han endeligt, som han vendte blikket mod hende igen. at hun lagde hovedet mod hans skulder, havde han slet ikke noget imod, hvor han roligt lod armene glide omkring hendes skikkelse, så hun havde hans favn at stå i, i stedet for. Vejret var virkelig smukt, og nu hvor foråret endelig var kommet, så kunne selv han tænke tilbage på de gamle stunder dengang han var lille og havde leget i haven med sin søster, mens hans mor havde siddet og kigget på. Selvom det desværre ikke var noget som ville ske nogensinde igen. Han kyssede roligt hendes pande og med et svagt smil på læben. Det var ikke fordi, at han lagde noget synderligt i det, og så.. alligevel. At Jason havde frygtet for at komme med bunken papirer, var et syn som alligevel morede ham. Han kuklo ganske let, inden han roligt trykkede hende mere ind mod sig, kun for at søge tilbage til balkonen, så de begge var i stand til at nyde af det gode vejr, og få sig noget sollys for en gangs skyld. ”Det ligner godt nok ikke Jason at være bange for dig min kære.. Er du nu sikker på, at det eneste du kan, er at spy ild? Læg dig ved min side i aften, min kære.. Og tag dig en aften fri,” bad han endeligt, som han roligt vendte blikket mod hende atter en gang.

[Silia D. Diamaqima]

Silias hemmelighed var frygtelig dyb og farlig hvis det gik op for folk. Hun ønskede heller ikke at indvige Gabriel, et sted bange for at han ville bede hende om at gøre ting som hun ikke ville kunne, måske det var egoistisk men hun ønskede ikke at give slip på ham igen, ikke kunne fordi han var en fantastisk konge, men også fordi hun faktisk var.. glad for ham. Det hele var måske ren forretning, men Silia måtte jo nok erkende for sig selv, at følelserne var begyndt at udvikle sig langsomt for hendes mand og konge, også selvom hun ikke havde haft tid til at gøre noget ved det. Det var blevet virkelig stressende efter balladen med Castiel. Hun havde ikke sendt ham tilbage til sit hjemland men i stedet placeret ham hos Maeadow endnu engang, så vidste de om ikke andet hvor de havde ham. Hun sukkede træt og lagde hovedet mod hans skulder, med sin hånd i hans. Det var rart at have en at gå til og snakke med om de royale pligter, særligt de få stunder hvor Evelyn ikke var i nærheden, det gav hende ringe samvittighed når hun var der. Det at berøre ham og komme tæt på var bare ikke muligt når hans afdøde forlovede stod i hjørnet og så på dem. ”Jeg forstår mig vitterligt heller ikke på det. Hvis ikke man kan stole på sine egne folk, hvem pokker kan man så stole på? Hvis du gider at tage dig af det, så ville jeg være dybt taknemmelig, Gabriel. Jeg tager gerne tjansen i tronsalen i mellemtiden, jeg trænger bare til at se nogle folk frem for bunker af papirer,” erkendte hun ærligt. De var ikke nær så godt selskab. Hun fulgte ham roligt ud på selve balkonen hvor eftermiddagssolen faldt på hendes ansigt. Det var fantastisk rart at se lyset igen, og føle solens varme uden at det skulle ske gennem et vindue, hun havde slet ikke nået at nyde forårsvejret. Hendes minder fra Procias var få i forhold til dem som Gabriel måtte have, da hun i mange år havde haft det meste af sin gang i Dvasias.. i Marvalo Mansions have. Selvom hun sjældent nævnede det, så savnede hun til tider mørket, savnede at være et barn. ”Det gør det ikke, men jeg er bange for at jeg har været lidt hård ved ham på det seneste. Desuden har jeg jo nok nogle skjulte talenter,” svarede hun lidt morende. Den frie hånd lagde hun forsigtigt mod hans mave idet han lod armen glide omkring hende, og gav hende den tryghed som selv hun behøvede i tide og utide. ”Selvom det lyder umådeligt fristende min kære, så er jeg ikke sikker på at jeg kan tillade mig at holde fri,” svarede hun med et dæmpet suk og gav ham et blidt klem ind til sig. Selvom hun virkelig savnede at ligge ved siden af ham, så havde hun travlt og desuden var det virkelig ubehageligt med Evelyns øjne hvilende på dem, hun følte jo at hun gjorde noget forkert!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var kun glad for muligheden for at komme lidt væk fra hytten i skoven, selvom han havde været glad for at være der, så kunne man ikke ligefrem sige, at han havde det særlig godt der mere. Nu hvor han selv følte at han var kommet videre, også takket være hende, så var det naturligvis noget, som han var frygtelig glad for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Han smilede let for sig selv, også fordi at hun endelig var der, og det så om ikke andet, så ud til, at de kunne nyde tiden med hinanden.. bare lidt vel? Arbejdet var hårdt for hende, hvilket han vidste, og han kunne godt lide, at de faktisk kunne aflaste hinanden lidt, for det var vel også noget som hun et sted også havde brug for, vel? Han smilede let for sig selv, og vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. ”I tilfælde, at det skulle gå så galt, er jeg bange for, at vi er nødt til at håndplukke dem, og sørge for, at styrke slottet her. Castiels tilstedeværelse i Procias, har allerede forvoldt mange problemer, selvom manden slet ikke har gjort noget som helst,” sagde han med et dæmpet suk. Han førte hende roligt med sig udenfor. Nu hvor solen var oppe, så var det bare at nyde af det, så meget som det man kunne, inden det igen ville blive mørkt og dunkelt, også fordi at det skete så sjældent. At hun lagde armene omkring hans mave, var slet ikke noget som han havde noget imod, da det i sig selv, var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Han trykkede hende lidt ind mod sig, også for at vise, at det faktisk var i orden. Han smilede let for sig selv. Hans barndom i Procias fyldte urolig meget ved ham, også fordi at alt havde været.. så godt dengang. ”Utroligt at en som Jason kan være bange for en kvinde som dig, min kære. Du må have gjort et eller andet ved ham… Og det må du endelig lære mig igen,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han lod den ene hånd roligt stryge over hendes ryg, også fordi at.. han slet ikke kunne lade være, nu hvor han havde muligheden for at være tæt på hende, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. At hun så derimod, ikke havde tiden til at lægge sig ved siden af ham i aften, var naturligvis en tanke som gjorde ham en anelse trist, men ikke noget som han direkte kunne gøre det største ved. Han nikkede forståelsesfuldt, hvor han alligevel forsøgte at skjule skuffelsen lidt, for han ville nyde at tilbringe tiden med hende, men vidste, at det ikke var en mulighed som han ville få åbenbart. ”Vi ser på det i aften, og ser hvor meget vi når, ikke sandt? Selv du har brug for at hvile,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han faktisk mente det. At hun havde det sådan og sådan som hun knoklede med det hele, var faktisk noget som bekymrede ham.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde ganske vidst tvunget Gabriel væk fra sin sorg i hytten, men det lod til at have været sundt for ham. Hun havde frygtet lidt for hans tilstand eftersom han var stoppet med at spise og hun havde knap set ham smile hvilket heldigvis lod til at have ændret sig. I dag mærkede hun sig ikke af sorgen ved hans tab, han var en glad mand, hvilket lettede hende en del også selvom hun havde en idé om hvor ked af det han ville blive, hvis hun påpegede for ham hvor meget Evelyn var omkring ham. Badende i solens varme stråler, stod hun lænet og puttet ind til hans skikkelse. Hun vidste at han nok ikke lagde det samme i sine kærtegn som hun gjorde, men det gjorde ikke så meget så lang tid at han var hendes mand, for hun gjorde det jo med største ret. Det var rart at han var villig til at aflaste hende lidt, for hun havde virkelig knoklet og nu hvor de var to om det, så var der ingen grund til ikke at hjælpe hinanden. ”Det er jeg bange for at vi næsten et nødt til. Procias har været en halv ruin i uendelige tider efterhånden, jeg vil hellere fokusere på at bringe det tilbage til overfladen, end at jeg skulle bruge alt energi på at liste rundt i fangekælderen for at se om vi igen ikke er blevet underrettet. Det er trods alt vores ry og særligt mit det går ud over,” tilføjede hun en kende irriteret. Hun havde gjort alt for at vise landet hvis side hun var på, men de færreste stolede på hende på grund af hendes baggrund i mørket og det irriterede hende lidt. De mørke lokker var som altid bundet op i en elegant og ikke mindst avanceret frisurer, og hendes klæder var elegante, kun en dronning værdig. Måske hun så fornem ud, men i virkeligheden ville hun gøre alt for at kunne hoppe i en af Gabriels skjorte og bare kaste sig på sengen, med uglet hår og velvidende om at pligterne var gjort.. desværre var det mere en drømmetanke end noget andet. Tomlen strøg blidt hen over skjorten som hun havde lagt hånden på hans mave. Det var rart at han ikke sagde noget til det. ”Det er ikke faldet dig ind, at jeg måske bare ikke altid er den lille engel som du så oftest gerne vil have mig til at være?” spurgte hun lidt drillende. Eftersom han havde passet hende da hun var lille, så vidste hun godt at det måtte være svært for ham at se hende så voksen og kæk i forhold til den lille uskyldige, engel hun havde været engang. Det var bestemt ikke fordi at hun ikke ville tilbringe tid med ham, og hun havde selv brug for fri men når det var sagt så var der så meget at lave! Hun nikkede sagte. ”Jo lad os det.. hvis ikke, hvad så med at vi tager arbejdet med uden for? Nu hvor der er så godt vejr, så vil jeg hellere sidde i haven på et tæppe og snakke med dig,”foreslog hun roligt. Det ville være langt mere hyggeligt hvis hun endelig skulle arbejde at gøre det på den måde end isoleret på sit kontor, det var det ingen tvivl om!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel tænkte virkelig ikke meget over Evelyn længere. Det var vel bare efterhånden gået op for ham at.. han var kommet videre? Og ikke havde brug for at sidde sådan i fortiden mere, for det var heller ikke noget som han fik det mindste ud af, og det vidste han jo udmærket godt. Han blev stående med hende i sine arme. Det var virkelig rart for ham at være kommet videre nu, også fordi at han uden tvivl havde haft brug for det. Han kunne jo kun takke Silia for at have fået noget at smile af, for ikke at glemme, at han lige så også følte at han havde.. noget at forholde sig til, også fordi at han havde hende. Han nikkede istemmende til hendes ord. De var nok nødt til at gøre noget ved det, for det var slemt nok som det var i forvejen, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Han stod måske stærkere i landet end det som hun gjorde, udelukkende fordi at han.. næsten altid havde været omkring lyset. Det eneste tidspunkt, hvor han ikke havde været det, var da han havde haft sit kørende med Denjarna. Ja, hvad den kvinde lavede nu om dage, havde han slet ikke nogen anelse om. ”Det er jo heller ikke meningen at det skal gå ud over dit ry og rygte, når du gør så fantastisk et stykke arbejde. Jeg synes personligt, at vi er nødt til at gøre noget ved det. Hvis hele vagtstablen ender med at vende os ryggen, så har ikke bare vi problemer, men hele landet, og det har vi ikke brug for nu,” sagde han med en rolig stemme. Han smilede let, som hun strøg ham over skjorten og over maven, for han kunne faktisk godt lide det. Han havde bare ingen anelse om hvor mange gange Evelyn faktisk var omkring hende, hvilket også var noget som faktisk passede ham selv helt fint. ”Åh tro mig.. I mine øjne vil du altid være uskyldig… Du skal bare lige lære mig de tricks først,” påpegede han med en sigende mine. At hun ikke havde tiden til at lægge sig ned ved siden af ham, var selvfølgelig en tanke som frustrerede ham lidt, for det var lang tid siden at de faktisk havde haft tiden til hinanden, at det var noget som han savnede efterhånden. Hans læber spillede atter engang ud i et smil, for han kunne jo slet ikke lade være, ikke nu hvor han var omkring hende, så ville han da selvfølgelig udnytte den mulighed! ”Det lyder som en fortrinlig ide, min kære.. Lidt sol på et tæppe ude i haven sammen med dig, ville bestemt ikke gøre mig noget. Jeg synes vi skal gøre det,” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig idé, som han roligt blev stående med hende i armene. Han følte slet ikke for at slippe hende. Desuden ville han jo gerne vise folk at de var glade for hinanden, og at de ville stå stærkt i frygtelig mange år fremover, for.. han havde slet ikke lyst til at skulle undvære hende.

[Silia D. Diamaqima]

Der var ingen grund til at dvæle ved en fortid som han uanset ikke ville kunne slippe, Silia havde gjort sit for at hjælpe ham med at komme videre, men selv hun vidste at hun aldrig ville kunne tage Evelyns plads. Tanken gjorde en kende ondt, for selvom hun var hans hustru, så ville han vel aldrig kunne give sig hen til hende på den måde hun ønskede? I og med at han var en mand af lyset, så var han langt mere vellidt end det som hun var og til tider var det svært ikke at blive fuldt ud accepteret af det folk som hun forsøgte at fører frem, det var yderligere stress for hendes vedkommende, også fordi hun knoklede for deres skyld, også selvom hun kun var gammel nok til at hun burde rejse rundt i verden, få sit hjerte knust et hav af gange og søge hjem i sin broders favn for at blive mindet om sine rødder i ny og næ. Nu havde hun Gabriel og han var blevet hendes trygge havn. Det var begrænset hvor meget Silia kendte til hans forhistorie, men alle huskede sagen omkring Denjarna også selvom de var før hendes tid og hun kun havde fået det fortalt. Ikke at hun bebrejdede ham for noget som helst.. det var trods alt kun forretning.. på facaden vel og mærke. ”Jeg er bange for at det vil gå ud over mit ry uanset hvad jeg gør, min kære. Det er ikke nemt at være en del af mørket på lysets side. Jeg ønsker ikke at få flere problemer end vi allerede har, vi er nødt til at have folk iblandt os som vi kan stole på, ellers går det galt,” ustemte hun med et lidt tungt suk, for det var ikke bare lige til hvilket hun udmærket godt vidste. De blide strøg skete med yderste forsigtighed, hun var bange for at bryde grænserne mellem dem, også selvom det måske var åndssvagt eftersom de allerede havde været intime på deres bryllupsnat. ”Forbliv endelig i den tro, så kan det være at jeg kan udnytte det lidt. Jeg vil ikke lære dig noget som helst som kan komme skidt tilbage til mig!” udbrød hun og slap en latter. Han fik hende virkelig til at føle sig godt tilpas! Hun trykkede ham let ind til sig og betragtede det smukke land foran dem. Hun ville ønske at hun en dag kunne stå og betragte det velvidende om at der ikke var alt den sorg og foragt folket imellem som ødelagde dets skønhed. Det glædede hende kun at han var med på hendes lille idé. ”Jeg synes uden tvivl at vi skulle gøre det, jeg ville gerne fange solen lidt inden den er væk igen.. vi kunne eventuelt få vores frokost serveret derude?” forslog hun med et lille smil. Selvom det hele var forretning, så var det en livslang en af slagsen, Gabriel ville være hendes mand til døden dem skilte, det var vigtigt at lade alle vide hvilket stærkt par de var. Desuden elskede hun ham på sin egen særlige måde, de havde det jo godt med hinanden!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia var en kvinde som virkelig formåede at bringe Gabriel en… fred og ro til sindet, og det var uden tvivl noget af det, som han havde haft mest brug for. Nu som det var sagt, så følte han for alvor, var han var i stand til at slå sig ned og bare være.. sig selv. En mand, som havde en kvinde at passe på og beskytte, og det var uden tvivl noget som han agtet at gøre, også fordi at det var et løfte, som han havde skænket til hendes kære fader. Han havde måske været flyvsk som ung, men han havde taget sig en markant ændring frem til nu, og det var også noget som han kunne takke hende for. Han vidste at hendes mørke fortid i Marvalo Mansion uden tvivl påvirkede folks syn på hende, selvom han vidste, at hendes intentioner var gode, så kunne det godt være, at det var noget som folk havde svært ved at skulle stole på, og skulle han være helt ærlig, så kunne han godt forstå det. ”Det vigtigste er at handle, så de kan se, at man faktisk gør noget, for at bibeholde den ro og den fred, som er her på stedet, for den skal lige så ud til folket. Det hele skal dog alligevel foregå på den rette måde.. Og jeg er her jo til at hjælpe dig, min kære.” Blikket gled roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang og med en alligevel alvorlige og rolige mine. Det var egentlig ikke fordi at han havde særlig meget lyst til at snakke arbejde lige nu, også fordi at det var.. frustrerende selv for ham, for selv han havde brug for lidt fritid i tide og utide, så selvfølgelig var det noget som var vigtigt, også for ham. Som hun selv slog ud i en latter, så kunne han da slet ikke lade være med at gøre det selv, for han fandt det faktisk utrolig rart, at de havde hinanden at snakke med og slappe af omkring, da det også var noget som betød utrolig meget for ham. ”Nu skal du da heller ikke have lov til at ødelægge det hele! Det kunne da være utrolig rart at kunne skræmme ham lidt væk til tider,” påpegede han morende. Tanken om at skulle sidde udenfor i det gode vejr, nu mens det var der, var slet ikke noget som gjorde ham det mindste. ”Jeg synes det lyder som en fabelagtig idé, min kære.. Lad os tage lidt fritid, få noget mad, snakke lidt, og så vende tilbage til arbejdet derefter. Vi kan vel knokle lidt på? Så vi også får aftenen ved siden af,” sagde han med en rolig stemme, hvor han blev stående med hende i sine arme, også fordi at det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv, som han igen så ud over haven. At se det hele spire og folk faktisk være nogenlunde glade og tilfredse, var noget som gjorde ham glad og tilfreds.

[Silia D. Diamaqima]

Aldrig havde Silia troet at hun i denne alder skulle være gift og stå som dronning af Lyset. Det som gjorde det tåleligt var Gabriel.. hun elskede at have ham ved sin side, og hun vidste at hun var heldig at have fået ham som sin konge. Hun ville til enhver tid stå i gæld til ham for at ofre sit civile liv og igen indtage den trone som engang havde været hans og havde kostet hans liv, noget som hun ikke ville tillade nogensinde. Hun var træt af at blive dømt på en fortid som hun ikke selv havde haft kontrol over. Hun havde ganske vidst levet i mørket og til tider savnede hun friheden ved det, men hun vidste at hun ikke på nogen måde fortjente at blive bedømt ud fra sit blod og sin fortid. Hånden lod hun langsomt falde også selvom hun endnu stod lænet ind til hans skikkelse og nød solen. Det var første gang i uger at hun faktisk formåede at slappe af hvilket hun havde haft behov for efter frygtelig mange dårlige dage. ”Jeg gør hvad jeg kan men det er ikke nemt. Hvad pokker skulle jeg dog have gjort uden dig?” endte hun roligt og strakte sig en smule på tå for at kysse hans kind. På trods af at deres ægteskab ikke var bygget op på kærlighed som andre ellers ville tro, så havde de det frygtelig godt sammen hvilket de heller aldrig lagde skjul på. Hun var stolt af at vise ham frem også i det offentlige, også selvom hun ikke krævede noget af ham når først de var tilbage på slottet, også fordi hun kendte til hans kærlighed for Evelyn. Det var faktisk rart at holde en mindre pause også nu hvor vejret var så forbandet godt. De havde jo nærmest ingen fritid og det var længe siden de havde tilbragt noget tid sammen som mand og kone, hun så lidt frem til at tage en aften i haven med ham, bare de to på et tæppe. ”Du har ret, det er praktisk i tide og utide, men når det er sagt så tror jeg at jeg vil lade det være min egen lille hemmelighed,” tilføjede hun drilagtigt. Jason kunne ganske vidst være en pest og en plage, men de kunne jo heller ikke undvære ham, desuden så skabte han en helt særlig stemning når han var omkring. ”Det lyder som en rigtig god idé, Gabriel, selv et kongepar skal jo have kvalitetstid med hinanden ikke sandt? Desuden så er det vidst også ved at være på tide at vise os lidt blandt folk igen, rygterne går alt for hurtigt,” påpegede hun roligt. Måske hun gemte sin lyst til at tilbringe tid med ham bag en facade om at folk skulle se dem lykkelige, men det var lettest på den måde taget i betragtning af at hun ikke ville begive sig ud på for dybt vand og få ham til at fortryde deres ægteskab. ”Faktisk så.. magter jeg ikke rigtigt mere arbejde. Hvad med at vi får fat i en kok og sætter os ud nu? Inden varmen forsvinder og solen går ned?” spurgte hun og trak sig en smule for i stedet at lade blikket falde på hans skikkelse.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I det store og hele, så havde Gabriel slet ikke regnet med, at skulle sidde i denne situation, hvor han igen skulle være en gift mand, men også en konge af Procias. Han havde været det en gang før, selvom fornøjelsen uden tvivl havde været frygtelig kort. Nu stod han i denne situation, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde det mindste imod, også fordi at han følte sig.. mere klædt på til ansvaret og rollen, samt det, at han stod som hendes mand, og han agtet jo lige så at passe på og beskytte hende, også fordi at han vidste, at hun ville have betydeligt mere at slås med, end det som han selv ville hvad angik dette. Ved hendes ord, måtte han alligevel trække muntert på smilebåndet, hvor han derefter roligt nikkede i retningen af hende. ”Så lang tid du kan leve med mig, så er jeg nok ganske glad og tilfreds, min kære..” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Han lod hende roligt hvile i hans arme, hvor han selv følte den følelse af.. afslapning. Til tider, kunne det virkelig være utrolig rart, at have den mulighed for at skræmme Jason lidt væk, også selvom han vidste, at han var en mand, som de slet ikke kunne undvære! Han smilede let for sig selv, også selvom han slet ikke tog det særlig tungt. Han holdt af hende, og han.. elskede hende, også selvom det måske ikke var noget som var kendt for nogen som helst endnu, så var det heller ikke noget, som han havde lyst til at sige højt, for det hele byggede jo på forretning, også selvom det kun ville blive sværere og sværere, og det var han allerede klar over, som det måtte være i forvejen, så var det noget som kun bragte ham en gevaldig.. frustration et sted. ”Du vil ikke engang dele den med din kære ægtemand? Den synes jeg ikke er helt retfærdig,” påpegede han med en morende stemme, som han igen blinkede let til hende. Han slog ud i en let latter, også selvom han nu heller ikke tog det hårdere end det. Han tog imod hendes kys, også selvom det slet ikke var noget som han havde det fjerneste imod, for han kunne virkelig godt lide det! ”Det må du gerne gøre igen,” påpegede han med et drilsk og tydeligt kækt smil på læben, for løgn var det bestemt heller ikke. At folk hurtigt snakket, vidste han godt, og den tanke frustrerede ham uden tvivl også! Smilet falmede en anelse. Det var ikke fordi at han følte at det lagde pres på ham eller noget, men han vidste, at folk snakket, og den tanke irriterede ham virkelig! ”Jeg ved godt at folk snakker.. Og de snakker hurtigt og om ting, som de slet ikke burde snakke om. Jeg synes vi skal tage den tur igennem haven.. Og siden, så finde en tur igennem byerne, så de også kan se os lidt sammen?” spurgte han roligt. Hendes følgende forslag, faldt dog uden tvivl i frygtelig god jord hos ham! Han nikkede mod hende. ”Jeg synes kun det bliver bedre og bedre,” sagde han roligt, inden han roligt slap grebet omkring hende, kun for at tage omkring hendes hånd i stedet for. ”Skal vi?”

[Silia D. Diamaqima]

Selvom det måske havde været hendes fars forslag at gifte sig med Gabriel, så var hun blevet frygtelig glad for det. Ikke nok med at han var modnet siden sidst, han var blevet en perfekt konge og en om muligt bedre ægtemand. Det kunne godt være at de ikke var et par som mange ellers troede, men han beskyttede og værnede om hende, sågar om det sensuelle væsen hvilket var mere end hun havde turdet bede om. Med ham kunne hun slappe af og det var det vigtigste. Hun hævede blikket til hans hans ansigt og missede en smule med øjnene da solen ramte hende. ”Jeg kunne ikke være mere tilfreds, Gabriel.. vi har måske ikke været gift længe men jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle leve uden, også fordi.. du har kendt mig siden jeg var lille,” svarede hun ærligt og trak let på smilebåndet. Jason kunne de ikke undvære på nogen måde, måske han i tide og utide var frustrerende at have omkring, men han var så uhyggeligt god til at bringe en god stemning med sig, særligt nu hvor børnene var blevet ældre og han havde mere tid. Hun rystede på hovedet. ”Selv vi kvinder har ret til hemmeligheder.. også overfor vores ægtemænd engang imellem, visse ting må i klare selv,” svarede hun en kende kækt. Måske hun selv havde flere hemmeligheder for ham end det som han ellers var kendt med, men visse ting var hun tvunget til at holde tæt til kroppen. Silia håbede et sted at det gå at komme uden for ville fri dem lidt fra Evelyns tilstedeværelse, hun havde aldrig set hende uden for slottet, så måske hun var bunder dertil? At han dirkete bad hende om at kysse ham igen fik hende til ar rødme en kende. Hun strakte sig atter og plantede et mere dvælende kys på hans kind endnu engang. Det var længe siden hun havde kysset hams læber.. den slags gjorde de ikke når de var selv, hvilket hun havde vænnet sig til selvom det var svært. Hun trak sig og nikkede medgivende. ”Rygterne vil ganske snart begynde at gå, og jeg ønsker ikke at nogle skal så tvivl om vores ægteskab. Det er længe siden vi har vist os blandt nogle, så det må vi nok prioritere. Jeg synes helt sikkert at vi bær tage en tur gennem byen snarest muligt,” medgav hun med et lidt beslutsomt nik. Ligesom sin far kunne hun ikke svare kortfattet, der skulle altid en længere forklaring med. ”Det synes jeg også. Lad os nu prøve at nyde lidt tid sammen,” svarede hun roligt og slap ham for i stedet at lade sin hånd glide i hans. ”Lad os,” medgav hun også selvom hun hurtigt rynkede på panden. ”Jeg gider ikke til at gå igennem hele slottet, vagterne anser mig for at være en sur strigle i øjeblikket. Kan du ikke flyve?” spurgte hun dæmpet og betragtede ham lidt afventende. Det var nemmere og nu hvor de alligevel stod på balkonen var der vel ingen grund til at tage en større omvej?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel måtte erkende, at han trives betydeligt mere med Silia omkring sig, end det som han lige havde troet at han ville, så det var skam heller ikke fordi at det var noget som faktisk gjorde ham noget, for det gjorde det slet ikke. Nu som det var sagt, så var han faktisk.. glad og han følte sig.. heldig over, at han havde hende ved sin side. Hun var en utrolig kvinde, og hun havde jo allerede gjort så meget for ham, og derfor ønskede han at være behjælpelig med at løfte den byrde som havde lagt sig om hendes skuldre og om hendes hjerte, og det var noget som han gjorde, uden så meget, som at skulle tøve. Han smilede let for sig selv. ”Jeg har måske kendt dig siden, før du lærte at gå min kære, men af den grund, så kan jeg jo stadig se hvor smuk og mægtig en kvinde, du er blevet bare siden dengang..” Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt hævede den ene hånd, som han strøg mod hendes kind ganske blidt. Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet. Det var nu alligevel noget som formåede at gøre ham en kende nysgerrig, så var det faktisk ikke noget som han tog så tungt igen, for rigtigt var det jo. ”Så er det jo godt, at vi mænd, er i stand til at klare os selv for en stund.. Selvom den hemmelighed, er en af slagsen, som jeg gerne vil kende,” påpegede han morende, som han let blinkede til hende. Han var kommet ud af sorgen og han var kommet videre, og han havde uden tvivl også vokset godt med opgaven. Det var efterhånden ved at være alt for lang tid siden, at de havde vist sig offentlig med hinanden, og det sidste som Gabriel ønskede, var at det var rygter som skulle gå, selvom det nu bare var sådan at det var. Tænderne bed han en smule sammen. Det kunne virkelig være besværligt at opretholde facaden som forretning overfor hende, når han efterhånden gik med ønskerne om at det var.. anderledes. Han nikkede mod hende. Det var ikke fordi at det var en sur pligt eller noget lignende, for han ville jo.. gerne se de ting sammen med hende, da det uden tvivl, også var noget som han selv måtte værdsætte frygtelig, frygtelig meget i den anden ende. ”Det vil heller ikke gøre mig noget, at se noget andet end slottet her.. Jeg tror også vi vil have godt af, at komme lidt ud blandt folk, hvis jeg skal være helt ærlig,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. At hun ikke ville ud af døren, men.. flyve, fik ham til at vende sig mod hende. Han slog ud i en let latter. ”En sur strigle..? Så kender de dig slet ikke så godt, som det jeg gør, min kære.. Kom.. Lad os..” Han slap hende roligt, idet at han gik i knæ, for at samle hende op i sine arme – en arm under hendes knæ og den anden bag hendes ryg. Han spredte endelig vingerne. ”Hold fast,” bad han endeligt, idet han satte af med kraftige vingeslag.