It's time for a break..?

[Silia D. Diamaqima]

Diamaqima var måske en familie fyldt med et hav af hemmeligheder, men selv for Silia var det tungt at bære på dem alle sammen, særligt når hun satte ærlighed så højt som hun gjorde. Hun sendte Gabriel et sted mil, lettet over at han tog hele situationen så pænt, det gjorde det langt nemmere for hende at være åben omkring ham, hvilket hun ønskede, han var trods alt hendes mand. Blikket slog hun ned også selvom hun ikke kunne lade være med at sidde og smile for sig selv. Det lettede hende mere end noget andet, at høre at han havde gjort sig de samme tanker som hun selv. ”Jeg er virkelig glad for at du tager det så pænt, Gabriel og jeg er lykkelig for at det var en ligeså fantastisk oplevelse i dine øjne som det var i mine. Hvis det er hvad fremtiden bringer så vil jeg næsten vove og påstå at du bryder en forbandelse som end ingen alkymi er i stand til at bryde. Det er din ret som min mand og jeg vil nyde at opfylde pligten som din hustru,” tilføjede hun dæmpet. Der var ikke nogle som skulle overhøre den samtale, det var trods alt ikke noget de burde tale frit om. Silia lod let blikket glide i skjul ved kysset. Det var ganske vidst forsigtigt.. prøvende men samtidig intenst og det fik hendes hjerte til at galoppere på en fuldstændig fantastisk måde! Selv da han trak sig prikkede det stadig kildende. Hun åbnede øjnene og lod blikket falde på hans skikkelse. På trods af dagens stress havde han fået hende til at føle sig mere afslappet end nogensinde før. Hun rakte selv ud efter en klas druer, og begyndte at spise dem med største velbehag. Dog måtte hun himle med øjnene ved hans ord. ”Forskellen på dig og mig min kære, er at jeg gjorde det ubevidst.. du jagtede Celina og plagede den kære Ela bare fordi du kunne,” påpegede hun drilsk og puffede blidt til ham med en albue. Hun endte med at lægge sig ned på tæppet og stirrede op på den skyfri himmel. Solens stråler varmede hendes ansigt og krop, det var jo lige før at kjolen føltes tung. Med en lille latter plukkede hun en vindruge og kastede den op i luften i forsøget på at gribe den med munden også selvom den i stedet ramte hende på næsten. ”Jeg er bange for at min far for altid vil være den ubesejrede mester inden for dette,” mumlede hun en kende utilfredst og vendte atter blikket mod hans skikkelse. Det var lige det her hun havde haft brug for. Ingen royale pligter, bare hende og Gabriel med sommeren snigende tættere og tættere på. Lidt luksus selvom hun helst ikke ville lade sig nyde det for meget på grund af landets situation.. men bare lidt skadede vel ikke, heller ikke med alle de timer som blev lagt i arbejdet?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvom det hele var startet med ren og skær forretning, så havde Gabriel slet ikke noget imod, at de faktisk fik snakket ordentlig om det, og kom frem til en løsning som passede dem bedre, netop ved at trække den til alvor. Han holdt forbandet meget af hende, og nu hvor følelserne var involverede fra begge parter, hvorfor så ikke bare gøre det.. til noget mere alvor end hvad det var? Han var faktisk glad for, at hun luftede sine følelser for ham, så de også kunne komme frem til hvordan tingene egentlig forholdt sig i længden, og at de begge var blevet temmelig glade for hinanden. Han smilede let for sig selv. ”Skulle jeg da kunne gøre andet end at tage det pænt, at du holder af mig mere end bare igennem en forretning, min kære? Hvis det kan gøres naturligt, så vil det jo altid være til det bedste, ikke sandt? Jeg vil gerne skænke dig hvad en hustru har brug for.. Og vide at jeg er de eneste som besidder denne ret,” sagde han endeligt. At tage for sig af maden, var noget som han gjorde selv med den største glæde, for det var faktisk rart med noget i maven, og det faktum, at man kunne koble fra og bare.. nyde af det, i stedet for alt det andet. Han tog mere end glædeligt for sig i hvert fald! At kunne være lidt sig selv sammen med hende, var uden tvivl også noget af det, som han måtte erkende, at han faktisk havde savnet, for den tid havde de ikke rigtigt haft, hvilket jo nærmest måtte anses som en direkte skam, men ikke noget som han kunne gøre det største ved. Det var jo trods alt disse små stunder, som gjorde det til noget særligt, og noget ekstraordinært. ”Tro mig.. Jeg var den uskyldige af mig og Celina!” fastholdt han med et tydeligt smil som kun måtte indikere for det modsatte. At hun ikke kunne ramme munden, men at det derimod var noget som hendes far var bedre til, måtte han tilstå, at han havde svært ved at forestille sig. ”Virkelig.. Jeg synes altid at Nathaniel har været god til at spise ordentligt,” påpegede han tydeligt morende, inden han selv tog en vindrue og førte over hendes mund, hvor hun kunne gribe den, hvis hun åbnede munden i stedet for. Han elskede at tilbringe den tid med hende, og nu hvor han havde muligheden, så ville han uden tvivl også nyde den! ”Og jeg har kun kendt dig som den lille pige, der sad med rank ryg ved bordet og spiste pænt..” Han prikkede hende let i siden og med det samme og tydelige uskyldige smil på læben.

[Silia D. Diamaqima]

Silia var mere end noget andet, lettet over at var kommet væk fra forretningen. Hun havde gennem længere tid følt den kildende fornemmelse i maven omkring Gabriel og varmen i sine kinder når han rørte hende eller kaldte hende ved personlige kælenavne. Hun nærede en tillid til ham som hun kun have gjort med ganske få, men det som havde gjort det svært for hende, var tanken om Evelyn. Ikke nok med at kvinden endnu var omkring ham, men hun vidste jo hvilke tanker og følelser Gabriel havde haft omkring hende. Hun sendte ham et stille smil og kyssede blidt hans kind. ”Vi ville være gode sammen uanset, og jeg har aldrig betvivlet at vi kunne blive et stærkt kongepar.. men når det så er sagt, så er det frygtelig lang tid vi har viet hinanden til. Du er min bedste ven og min mand af ord og løfter men det er ikke nok,” erkendte hun med et næsten forlegent smil og lagde hagen mod sin skulder. ”Det er din ret alene, og det havde det været uanset, men jeg vil ikke gøre det på baggrund af sult når jeg har lyst til at gøre det på baggrund af dig,” erkendte hun lidt mere åbent. Det havde aldrig været noget de havde snakket meget om hendes familie og derfor var hun glad for at have Gabriel. Hun lagde sig ned og betragtede den blå himmel. Kun meget få skyer var at se og der var ingen af dem som rigtig forestillede noget denne gang. Hun lo ved hans ord, for selv på hans stemme og blik kunne hun se at han talte usandt. ”Det er naivt at forsøge at lyve overfor en Diamaqima,” påpegede hun med et drilsk glimt i blikket. Han havde så meget været værre en Celina! Hun skulede kortfattet til ham idet druen endte med at ramme hende på næsen og dermed falde ned på tæppet. ”Tro mig, min far kan være det største madsvin som kan gå på to ben om han vil. Desværre er det kun Jophiel og jeg som har fået glæde af at se det, selv overfor mor opfører han sig pænt,” svarede hun og slap en mindre latter ved tanken. Idet han hævede druen over hendes mund i stedet greb hun den elegant og tyggede den med største velbehag. ”Mhmm.. tak,” mumlede hun sagligt. Hans ord fik hende dog kortvarigt til at himle med øjnene og så op på hans ansigt. I solens skær på denne måde, var han omtrent den flotteste mand hun nogensinde havde set. ”Ja, ja, du kan ikke forvente at jeg skal opfører mig pænt hele tiden, det bliver anstrengende i længden og særligt nu hvor jeg gør det dag ud og dag ind,” påpegede hun lidt drilsk. I virkeligheden var hun nok ikke nær så uskyldig som hun gav sig ud for at være!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Forretningen var de nu begge frie af, og selv Mattheus måtte erkende, at det var noget som uden tvivl formåede at bringe ham en lettelse uden lige. Han elskede hende, også selvom det måske var tidligt at sige det, men de vidste begge, at der var andre ting involveret i det, end bare forretningen, men det var det med at få det til at passe sammen, som ikke altid var lige nemt. Han sendte hende et varmt smil. ”Jeg forstår godt din hentydning. Og det glæder mig.. Jeg.. har virkelig lyst til dig, Silia.. Og med hånden på hjertet, kan jeg sige det, og ej bare af lyst, men.. vilje. Vi har ikke haft megen tid til hinanden igennem den sidste tid, og.. det synes jeg at vi skal have lavet lidt om,” sagde han med en ganske sigende stemme, for det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Han lagde sig ned sammen med hende, også selvom han lå mere på siden, så han kunne betragte sig af hendes smukke skikkelse. Ja, han følte virkelig at han var utrolig heldig at have hende ved sin side, for det kunne bestemt heller ikke blive meget bedre for hans vedkommende. ”Vi er enige.. Jeg ved at vi nok skal finde ud af det hele, også på det personlige plan,” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, som han let lænede sig frem og kyssede hendes pande. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han også vidste, at det jo faktisk var noget som han kunne tillade sig at kalde for sin eneret. Det var måske lidt en løgn, for han havde været strid, og det vidste han godt, men Celina havde altid taget kagen! ”Jeg synes du er lige lovlig meget efter mig, kæreste,” påpegede han med en tydeligt morende stemme, idet han let blinkede til hende. At Diamaqima, faktisk var madsvin, havde han virkelig svært ved at forestille sig. Han havde virkelig svært ved at forestille sig at Nathaniel var det, når han altid havde gået så meget op i at tingene skulle se ordentlige ud fra facaden, men.. ja, det kunne vel godt bare være en facade? ”Jeg har godt nok svært ved at forestille mig det.. Men det er vel bare et spørgsmål om vane, er det ikke?” spurgte han morende. Han lagde sig derefter roligt ned ved siden af hende og med et stille smil på læben. Han var slet ikke i tvivl om, at de nok skulle finde ud af det hele, for det var noget som de uden tvivl begge havde brug for efterhånden. ”Jeg synes nu du gør et fantastisk stykke arbejde, min skat.. Specielt fordi du nu er dig og med den baggrund du har, så skal du da være stolt,” påpegede han med en morende stemme, som han let blinkede til hende.

[Silia D. Diamaqima]

Deres ægteskab havde ikke varet længe, men længe nok til at Silia kunne bekende sine følelser. På blot få uger havde hun givet ham alt hun ejede selv sit hjerte også selvom det var sket i tavshed. Nu behøvede hun ikke længere at lade det var endnu en hemmelighed. Hendes kinder blussede i en svag rødmen ved hans ord, også selvom hun elskede at høre ham sige det. ”Det er en lyst til gerne vil indfri.. vi har ikke haft tid nok til hinanden og en ting er trods alt at få et kongerige op at stå, en helt anden er et ægteskab. Jeg ønsker at dele det hele med dig, Gabriel, ikke blot kongeriget men også mit liv såvel som dit. Jeg synes at vi må finde tiden.. til at kende hinanden, bedre end vi allerede gør,” medgav hun og sendte ham et lille smil. Ligesom sin far kunne hun ikke finde ud af at gøre den slags kortfattet. Hun blev liggende på ryggen også selvom de mørke øjne hvilede mere på hans ansigt end på himlen over hende. Han var en umådelig flot mand, og af en eller anden grund, bed hun sig først mærke i det nu hvor de romantiske følelser var endt med at blomtre. Før havde han jo bare været.. onkel. ”Det ved jeg at vi gør,” erkendte hun og lagde sin hånd ved hans lår så fingerspidserne netop berørte det. Af ham og Celina så havde hans søster nok vist sig at være den værste i voksenlivet, men som barn turde hun vædde med at det var ham! ”Ikke hård.. ærlig,” korrigerede hun med et lidt drillende grin. Når mor ikke havde været der, så kunne hendes far i den grad godt være lidt af en gris, han havde humor.. utroligt også selvom de færreste forstod sig på den men sådan var det jo også med hende. ”Min far er ikke altid så fornem som han gerne vil fremstå, i hvert fald ikke når det kommer til Jophiel eller jeg,” forklarede hun blidt. Det var ingen hemmelighed at hun altid havde været lidt fars prinsesse. Silia rullede om på siden og lagde sig tæt nok på ham til, at hun kunne lade hånden glide mod hans bryst. ”Bare fordi jeg gør det godt, betyder det ikke at jeg nyder det. Til tider kunne jeg virkelig godt bruge bare at rulle mig i mudder et eller andet sted eller kravle i træerne igen,” erkendte hun med et lille smil. Det var de små ting man kom til at savne og det var den slags som hun altid havde elsket. Hun rynkede på panden. ”Der er ikke tilfældigvis chokolade i den kurv der vel?” spurgte hun og hævede lidt nysgerrigt hovedet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At de ikke skulle fortsætte med at tænke på deres ægteskab som en forretning, men faktisk gøre det til noget ægte og troværdigt, var uden tvivl en tanke, som virkelig glædede Gabriel. Det var ikke mindst befriende selv for hans vedkommende, og tanken om at han kunne gøre hvad han ville, var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Han ønskede at være hendes mand, og ikke bare af pligt, men også af hjerte, sind og sjæl, og det at vide, at det var gengældt, var uden tvivl noget som passede ham helt fint. De skulle finde bedre tid til hinanden, så de kunne lære hinanden lidt bedre at kende, også på det mere personlige plan, da det også var noget som betød meget for ham. Han nikkede sig til enighed, for han var på ingen måder uenig i hendes udtalelse. ”Vi skal finde bedre tid til hinanden. Procias har måske brug for at vi kan stå stærkt, men jeg ved, at det vil blive bedre, når vi kender hinanden som.. lidt andet end onkel og niece,” sagde han med et let smil på læben. Han have ikke følt sig som hendes onkel siden deres bryllup, også fordi at det havde været så.. forkert at føle sig som det, når han skulle giftes med hende. At de skulle finde ud af det, vidste han udmærket godt, da det i sig selv, også var noget som han uden tvivl gik rigtig meget op i. Han sendte hende et ganske svagt smil. Han havde måske været strid som lille, men det var bestemt heller ikke noget som man kunne sige, at han havde gjort med vilje altså! Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg synes du er lige lovlig hård ved mig, kæreste,” sagde han tydeligt og morende. At hun lagde hånden mod hans lår, havde han slet ikke noget imod, for han kunne faktisk godt lide at hun viste at hun gerne ville. ”Jeg kan virkelig ikke se det for mig, Silia.. Ikke din far.. ikke Nathaniel Diamaqima,” sagde han tydeligt morende, idet han roligt lagde sig til rette ved hende. At hun så selv trak sig tættere på ham, sagde han ikke noget til, for det gav ham den oplagte mulighed til at lade armen glide let omkring hende, så han kunne få hende helt ind til sig. Han plantede et roligt kys mod hendes pande. Han.. elskede hende, og han ønskede skam også, at det var den fornemmelse, som hun skulle sidde med frem for alt det andet. ”Jeg tror vi alle sammen godt kunne bruge muligheden for at være et barn igen.. Det er bare ikke lige til.. Desværre,” sagde han endeligt. Selv var det jo noget af det, som han selv ikke havde gjort igennem forbandet mange år. Han måtte dog alligevel slå ud i en latter ved hendes ord, inden han vendte sig i retningen af kurven. Han havde set en lille skål, men.. skulle han give hende den? ”Jeg har allerede spist den,” sagde han med en tydeligt drillende mine.

[Silia D. Diamaqima]

Måske det ville tage lidt tid at gøre ægteskabet ægte, det betød jo at de ligeså havde en del følelser som de skulle komme til bunds i før det kunne lade sig gøre, men Silia så faktisk frem til det. Hun var langt lettere nu hvor hun vidste at han nærede de samme følelser for hende som hun gjorde for ham. Silia kluklo lidt morende ved hans ord. Som det stod kendte de ikke hinanden synderligt godt som partnere og der var mere end rigeligt at tage fat i. ”Vi står for alvor stærkt hvis vi ikke bare er et kongepar af pligter men også af følelser. Jeg vil desuden gerne lære dig bedre at kende som andet end en onkel, det føltes ikke.. helt rigtigt når jeg samtidig har lyst til at kysse dig,” påpegede hun sandfærdigt men kunne alligevel ikke lade være med at grine lidt. Han var nem at være sammen med, nem at snakke med og hun kunne ikke lade være med at nyde hvert øjeblik. Sammen med ham følte hun sig set, ikke bare af tilfældige og forventningsfulde øjne som i dagligdagen, men for hvem hun var. ”Det er ment godt,” svarede hun og hævede hånden for at lade den stryge hen over hans lår som en bekræftelse. ”Jeg kan komme på mange situationer som ingen kunne forestille sig om Nathaniel Diamaqima,” erkendte hun næsten lidt tilfreds. Hendes far var bestemt ikke så perfekt som han gav udtryk for at være, og det samme havde hun også selvom folk næsten forventede perfektion af hende. Hun lod sig trække ind til hans skikkelse, og lod armen søge omkring hans liv i stedet for mod hans lår. Hun havde intet imod at de forbipasserende så dem ligge med hinanden, der var trods alt intet galt i det. ”Desværre ikke,” mumlede hun med et tungt suk. Det havde for hendes vedkommende ikke været meget lettere at være barn, der havde været meget hun skulle tage ansvar for, meget hun skulle lære at håndtere. Hun rynkede lidt næsen ved hans ord, inden hun lænede sig frem med et lumsk smil og kyssede hans læber. ”Jeg tror sørme du lyver.. jeg smager intet chokolade på dine læber, og jeg som troede vores forhold bundede i tillid,” brokkede hun sig med et lille grin inden hun igen lagde sig ned ved hans side og lod hovedet møde hans bryst. Hun så op på ham og hævede sin hånd kun for at ligge den mod hans kind. Det var ikke rigtigt gået op for hende hvor flot en mand han var før nu, med solens stråler hvilende på hans ansigt og de helt isblå øjne som ingen kunne stå for.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det ville uden tvivl tage tid at gøre det hele til ægte, men hvis der var noget som Gabriel havde troen på, så var det uden tvivl de to, også fordi at han havde det fantastisk godt sammen med hende. Han kunne smile og han kunne le.. Han kunne føle en varme, og han følte den mening med livet, som han uden tvivl havde savnet som intet andet. Han sendte hende et smil. At have hende tæt på sig, at mærke hende og faktisk følte sig elsket igen, var jo alt sammen noget, som han jo faktisk kunne takke hende for, og det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham. ”Jeg håber da godt nok ikke, at det er din gamle onkel du ser, når du ligger og skænker mig dine søde kys, Silia,” påpegede han med en morende stemme. Han havde ganske vidst været hendes onkel siden hun havde været en lille pige, men selv de tider, var nogen som man vel kunne sige, var ovre nu? Han lagde sig tæt ind mod hende i stedet for. Han elskede hende.. Og han ønskede at det skulle fungere. ”For alt i verden, så er det vigtigt for mig, at det ikke er din onkel du ser, men den mand som du er gift med.. Jeg ønsker virkelig bare, at vi skal få det her til at fungere,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var ord som han mente.
At der var mange hændelser omkring Nathaniel som han ikke kendte til, kunne han jo så tydeligt høre, for at Nathaniel skulle være sådan… Det var noget som han ærlig talt havde svært ved at forestille sig, og det erkendte han faktisk gerne. Han kuklo ganske let og rystede på hovedet. ”Skal jeg virkelig opfordre dig, til at fortælle mig det?” spurgte han med en morende stemme. Han ville jo gerne lære hende og hendes familie ordentlig at kende, og det involverede altså ikke de mange hemmeligheder som han vidste, at stort set hele familien bar rundt på. Tankerne om at kunne fungere som et barn igen, ville selv ikke Gabriel havde noget imod, for det ville faktisk kun gøre frygtelig godt, at kunne smide det hele bare en smule fra sig, og bare være sig selv. Chokolade var nok noget af det sidste som han rørte ved, og det vidste han godt at hun vidste! Han kuklo let, idet han mere end glædeligt mødte hendes læber i et blidt kys. Hendes ord fik det drilske smil til at brede sig på hans læber endnu mere. ”Magisk chokolade, min skat. Det smager ikke af chokolade så snart det har ramt mine læber,” påpegede han, også selvom løgnen stod tydeligt i hans blik. En engel kunne ikke lyve, og der var han bestemt ikke noget undtag! Hendes strøg mod hans kind, fik ham kun til at smile, hvor han trykkede hende let ind mod sig. ”Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor meget jeg holder af dig?” spurgte han endeligt.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nærede den fulde tillid til at de kunne finde ud af det sammen. De havde jo altid haft det godt, været i stand til at smile og le, og den evne havde udviklet sig til en langt større kærlighed. Hans ord fik hende igen til at le. Hun rystede på hovedet. ”Nej det gør jeg heldigvis ikke. Jeg se min fantastiske ægtemand og konge.. jeg ser min bedste ven.. manden jeg elsker,” svarede hun dæmpet. Hun mente det skam. Hun kyssede hans mundvige. Nu hvor de havde fået alle kort på bordet, solen skinnede og Evelyn ikke var der til at forstyrre, så kunne hun næsten ikke få nok af at røre og kysse ham. Hun strøg hans kind og trak sig kun for at se ham i øjnene. ”Jeg er overbevist om at vi skal få det til at fungere. Jeg elsker dig, Gabriel, ikke som min onkel men som min ægtemand selvom det slet ikke var meningen.. følelser kan man tilsyneladende ikke styre,” konkluderede hun uden at vise sig særlig påvirket af det. Hun var ganske vidst vant til kontrol, men det visse ting var bare ikke til at styre.
Silia rystede på hovedet. ”Lad hellere være,” advarede hun med en klukkende latter, og trykkede sig så tæt ind til ham som hun overhovedet kunne komme. Det var med at nyde det mens der ikke var nogle forstyrrelser.
Tydeligt ikke overbevist, hævede hun et slankt øjenbryn og rystede på hovedet. ”Meget kan du bilde mig ind, Gabriel, men magisk chokolade…? Kunne man så ikke have opfundet noget som ikke gav deller?” spurgte hun lidt drilsk. Ja hun havde altid været madglad og det kunne uden tvivl ses på hele hendes skikkelse også selvom hun bare var lidt.. erotisk buttet! Silia skubbede ham blidt ned på tæppet og kravlede over ham så hun kunne holde ham lidt under sig. ”Fortæl mig det,” opfordrede hun med et glimt i øjet. Selvom hun allerede vidste hvor meget han holdt af hende, så ville hun aldrig blive træt af at høre ham sige det. Måske hun var en selvsikker kvinde, men selv hun havde brug for at blive bekræftet i ny og næ. Hun lod fingrene danse let hen over hans bryst og følte solen varme hende i nakken. ”Jeg vil hellere høre dig fortælle mig der,” erkendte hun sagte og lagde hovedet ned for at se op på ham i stedet for.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste og havde en god mavefornemmelse omkring dette, og det var vel også derfor at han følte at han.. kunne tillade sig at gøre det? Der var ikke nogen som kunne styre sine følelser. Tanker og bagtanker var en ting, men når det først løb af sporet, som det tilsyneladende var for dem, så skete dette jo, selvom det ikke var noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende. Han smilede let for sig selv. ”Så er alt jo som det skal være, kan man vel sige? Følelser er der ikke nogen som kan styre.. end ikke en Diamaqima,” erkendte han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at man sagde at Diamaqima kunne det hele, og derfor var det jo også morende at se, at det forholdt sig bare en smule anderledes. Nu hvor de begge havde lagt det royale bare en smule til side, og kunne bevæge sig mere frit indenfor det, så var det faktisk også en befrielse uden lige, at kunne være sig selv. Han blev liggende ved siden af hende, for det var virkelig, virkelig rart.
Silia havde mange hemmeligheder, og det vidste Gabriel udmærket godt, for det var jo typisk og meget kendt for hendes familie, selvom det var noget som han håbede at få lov til at tage del i dem på et tidspunkt. ”Jeg spørger dig nu alligevel. Nu har jeg jo muligheden for det,” påpegede han med en ganske sigende mine, idet han let blinkede til hende. Tanken omkring magisk chokolade var egentlig noget som han kunne lide, for.. Ja, så kunne det være, at han selv kunne nyde af den luksus? Han brød sig bare ikke om det. Hendes ord fik en latter til at bryde over hans læber. ”Det er jeg desværre frygtelig ked af, min kære. Det kan være, det er noget du skal snakke med din kære fader om.. Mon ikke han kan finde noget,” sagde han let drillende. Han lod hende trække sig over ham, hvor han lage sig ned på ryggen og med hænderne, som han let og solidt plantede ved hendes sider, som han strøg let over hendes side. ”Har jeg aldrig nogensinde fortalt dig det?” spurgte han med en morende mine, som han let blinkede til øjnene. Han lænede sig frem, hvor han let kyssede hendes læber. ”Du er kvinden i mit liv.. Jeg elsker dig, Silia,” hviskede han med en rolig stemme, inden han kyssede hende endnu en gang. Han kunne slet ikke få nok af hende, også fordi at hun var kvinden i hans liv. Det var noget som virkelig var gået op for ham, efter han havde fundet sammen med hende og nu gift.

[Silia D. Diamaqima]

Ingen kunne styre sine følelser – end ikke en Diamaqima, det havde Silia lært på den hårde måde. Hun rystede let på hovedet men smilede for sig selv. Han skulle slet ikke frygte at det var hendes onkel hun så, for det var det ikke! Det eneste hun ønskede var at få det til at fungere. Hun nikkede. ”Alt er som det skal være. End ikke en Diamaqima har kontrol over alt.. heldigvis,” tilføjede hun med et let glimt i det mørjke blik. Hun ønskede ikke at have kontrol over absolut alt. Til tider var det rart bare at være Silia, frem for at være dronningen af landet. Hun nød de gange hvor hun kunne holde sig i baggrunden for stunderne var efterhånden så sjældne. Hun savnede dem.
Hans ord fik hende til at smile lidt bredere. ”Min far er bare ikke den mand alle tror han er. Jeg har ved flere givende situationer set ham slupre, smaske og grisse sig til, han har klatret i skovens træer med mig for at finde ingredienser, og en enkelt gang forsøgte han at klemme sig i en af mors kjoler,” fortalte hun med et lille grin. Det var skam sande historier også selvom det var sjældent man så de sider af hendes kære far. Silia sukkede dæmpet. ”Måske det burde være det næste jeg skulle bede ham om.. at lave chokolade som ikke feder,” endte hun lidt eftertænksomt. Så meget som hun spiste, så ville hun næppe forblive attraktiv for en mand som Gabriel der var blandt de flotteste hun havde set. Silia lod sin næse mode hans og gned dem blidt mod hinanden. ”Det er først nu jeg ved hvordan du har det med mig, så nej,” svarede hun med et sandfærdigt smil. Desuden ville hun hellere end gerne høre det endnu engang, og at høre ham sige ordene fik hendes hjerte til at banke hurtigt. ”Jeg elsker også dig, du er manden i mit liv,” besvarede hun mødte hans dybe kys. For et øjeblik gav hun sig så meget hen til ham, at hun ikke så vagten som endte ved siden af ham, før han rømmede sig lidt. ”Deres Majestæter. Jeg er ked af at måtte forstyrre, men der er netop en ældre herre som har søgt audiens.Han spørger til jer begge,” annoncerede han og stirrede direkte ud i luften. Silia brød kysset og sukkede med lettere røde kinder. ”Vi kommer,” svarede hun næsten irriteret. Manden bukkede og forsvandt. ”Så var freden over,” hviskede hun ærgrende og satte sig op. De burde nok komme ind.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var ingen mennesker i denne verden som kunne styre og kontrollere sine følelser med en selvkontrol på denne måde, men det var nu bare sådan at det var. Diamaqima kunne end ikke gøre det, og det var vel også rart at vide, at de var bare lidt menneskelige som alle andre også måtte være det. Han smilede let for sig selv. Så lang tid det ikke var hendes onkel hun så for sig, så var det faktisk noget som passede ham selv ganske fint i længden, for han havde vel også brug for at vide, at det var hendes mand som hun så, og ikke så meget af det andet? ”Selv en Diamaqima, kan være så menneskelig som enhver anden heromkring,” sagde han med et stille smil på læben, for det i sig selv, var ikke noget som gjorde ham noget at vide. Det var et sted også rart for hans vedkommende. At høre hvad hendes fader havde gjort, var bestemt ikke noget som han havde regnet med, men mindst af alt, så var det faktum, at han var hoppet i Liyas kjoler, som overrasket ham mest, hvor det var tanken omkring dette, som fik latteren til at bryde hans læber. ”Mener du virkelig, at den store Nathaniel Diamaqima har hoppet i kvindeligt tøj.. til hvilken grund, om jeg må spørge?” spurgte han med en morende stemme. Han ønskede jo at høre mere omkring hans kære svigerfar!
Nu hvor de endelig havde muligheden for at nyde disse stunder sammen, så var det bare at nyde det så meget, som det nu var dem menneskelig muligt. Ikke fordi at det var noget som han skjulte for hende, for selv han kunne jo ikke lade være, med at berøre hende, når han endelig havde muligheden for det. ”Du er gudeskøn som du er, min kære.. Jeg vil ikke have du skal forandre dig, for min skyld. Hvem ved.. en delle eller to.. Det er mere for mig at kærtegne,” hviskede han mod hendes øre, inden han kyssede hendes kind. Han ønskede at lade hende vide, hvordan han havde det med hende, da det også var noget som faktisk betød utrolig meget for ham. Og nu hvor de havde lagt alle kortene på bordet, så kunne de jo lige så godt tage det sidste med. ”Som du er kvinden i mit,” hviskede han, inden han tog imod hendes kys. At de så skulle forstyrres og faktisk.. afbrydes på grund af en audiens, hvor de begge var ønsket til stede, var en tanke som et sted, uden tvivl virkelig måtte irritere ham! Han trak vejret dybt, inden han vendte blikket mod hende og stille satte sig op. ”Vi finder en ny stund.. Det lover jeg dig..” endte han dæmpet, inden han roligt og rejste sig op, kun for at tage hendes hånd og føre hende med sig. De kongelige pligter kaldte og kom desværre i første række. Han førte hende roligt med sig op mod slottet. De kunne jo lige så godt få det overstået.

//Out