It's time for a break..?

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde ikke på noget tidspunkt regnet med at skulle gro sig følelser overfor en mand som altid havde været der for hende, men som en onkel frem for en mand. Hun var et sted overbevist om at ægteskabet med ham, ville være den bedste beslutning hun nogensinde havde taget, uanset om han gengældte følelserne eller ej, for han var jo hendes mand nu og det kunne intet jo tage fra hende som det stod. Hovedet lod hun hvile op af ham en smule træt. Der var så meget mere arbejde som skulle gøres, men som hun for nu valgte at udskyde så hun i stedet kunne tilbringe lidt tid sammen med ham. ”Jeg er rigtigt nok vokset en kende. Men jeg er stadig den samme, du kender mig stadig bedre end mange andre ville have formået,” svarede hun roligt. Der var ganske vidst ingen som kendte hende bedre end hendes far, mor og så Jophiel, men Gabriel var kommet godt efter, og selvom det gav udfordring med henblik på at holde sine mange hemmeligheder, så var hun samtidig glad for det. Kinden lod hun roligt søge med hans varme hånd, søgte sin tryghed i hans kærtegn uden egentlig at tænke over det, det var heller ikke meningen at hun ville være for afslørende. Hun kluklo morende og lod blikket falde i hans. ”Jeg kan godt lide at du tilføjede at I kun kan klare jer alene for en stund. Uanset.. så vil jeg for nu lade det være min egen, måske jeg indvier dig his du opfører dig pænt,” tilføjede hun med et drilsk glimt i de ellers mørke øjne. Det at folk skulle se dem sammen var mere eller mindre gået hen og blevet et skalkeskjul, en måde hvorpå hun kunne tilbringe tid med ham og kysse og kærtegne ham som en hustru burde gøre med sin mand, men det skete jo så sjældent når de var selv.. faktisk mindedes hun ikke at have smagt hans læber siden bryllupsnatten. Tanken fik hende fort et kort øjeblik til at se på dem i takt med at han talte til hende. ”Det er nok på tide, vi har begge brug for at se andet end slottets fire vægge, desuden ønsker jeg stadig at lade folket blive mindet om at vi har tænkt os at gennemfører dette, frem for at vende det ryggen senere,” medgav hun og nikkede stilfærdigt. Hans latter smittede hurtigt af på hende og lod hende le sammen med ham, uden rigtigt at vide hvad pokker de egentlig lo af. Hun tav dog idet øjeblik han tog hende op i sine arme. ”Jeg.. uh,” endte hun en kende overrasket, også selvom hun hurtigt lagde hånden mod hans bryst, og hvilede mere end glædeligt i hans arme. Idet han satte af fra jorden lænede hun sig en smule mere ind mod ham og knyttede sine fingrer omkring hans skjorte for at holde fast i ham. Følelsen af den milde vind var fantastisk og ikke mindst lettende. Der duftede af græs og af blomster som var begyndt at spirer, hvilket øjeblikkeligt gjorde hende i langt bedre humør end hun havde været før.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var bestemt heller ikke fordi at Gabriel havde regnet med at gøre sig de tanker og følelser omkring Silia som han gjorde. Han følte dog alligevel at han skyldte hende meget, og derfor valgte han bare at bide det hele i sig, for det var slet ikke meningen, at det skulle blive ubehageligt for hende, for hun var ung i forhold til ham, og det vidste han godt. Han holdt af hende.. og sikkert også mere end det som han til nu, havde givet udtryk for, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre for! Ved hendes ord, måtte han alligevel trække på smilebåndet. Han havde kendt hende igennem frygtelig mange år efterhånden, og det var uden tvivl også noget som måtte sætte sine spor til sidst, og det var skam heller ikke fordi at han tolkede det som nogen dårlig ting – slet ikke. ”Jeg har måske kendt dig siden du var lille, og mange andre sider af dig, men.. det gør ikke nogen forskel for mig. Du er stadig vigtig for mig i mange henseender, og jeg skylder dig uden tvivl, for alt det som du har gjort,” påpegede han med en ganske sigende mine. Det var ikke fordi at han tog det tungere end det. Det at de kunne more sig og faktisk have det sjovt sammen, var uden tvivl også noget af det som Gabriel nød af, for det var faktisk også umådelig rart, at kunne lægge det kongelige en smule til side og bare være.. Gabriel og Silia og nyde hinandens selskab. ”Hvad snakker du om…? Jeg opfører mig da altid pænt,” påpegede han med en dæmpet stemme, som han let blinkede til hende. Selvom han naturligvis ville ønske at hun kunne slappe ordentlig af, og ikke rende rundt som.. den strigle, som hun nu beskrev sig selv som, så var det også noget som han selv havde brug for i den anden ende. Han ønskede at nyde tiden sammen med sin hustru, da det også efterhånden var ved at være tiltrængt. Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så havde de efterhånden begge to brug for at komme lidt ud, samtidig med at man vel godt kunne sige, at folk havde brug for at se dem sammen, frem for hver for sig, som de havde gjort igennem det sidste stykke tid? Det var også ved at være på tide at minde folket om de løfter som de havde skænket dem, og som de faktisk agtet at holde, for det var bestemt heller ikke fordi at det var lige nemt altid selv ikke for deres vedkommende. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse. ”Og du mest af alt, ligner en som virkelig kunne bruge noget luft og noget albuerum, min kære.. Så lad os finde det, tage ud blandt folket, se dem, og se hvad landet her er blevet til.. Også efter de mange løsladte dvasianere,” sagde han roligt. Han tog hende op i sine arme, inden han satte af fra balkonen og søgte op mod himlen. Det var et smukt vejr, og det ville uden tvivl være en stor skam, ikke at udnytte det, når man nu havde muligheden for det. Han smilede let til hende, som hun lagde hånden mod hans bryst, idet han roligt søgte ned mod den store og grønne have i stedet for. At bære hende og være omkring hende, var desuden ikke noget som han havde det fjerneste imod, for det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Han landede elegant, inden han roligt satte hende fra sig på jorden ved siden af sig. ”Og nu hvor jeg har været sådan en gentleman, kunne du vel godt fortælle mig den lille hemmelighed?” spurgte han med et næsten kækt smil på læben.

[Silia D. Diamaqima]

Silia betragtede solen med et næsten drømmende blik. Det var evigheder siden hun sidst havde haft tid til at tage en tur i slotshaven eller ned i byen for den sags skyld. Hun sukkede dæmpet og lod de smalle læber trækkes i et let smil. Hun elskede tanken om at tilbringe lidt tid med sin mand, af ganske andre grunde end det som han nok var klar over, og nogensinde ville blive. Hun lagde hovedet på sned og vendte blikket mod ham. Det var sødt at han var hende så taknemmelig, men sandheden var trods alt den at hun på ingen måde havde lidt ved at hjælpe ham – tværtimod havde hun kun selv vundet. ”Jeg er synes jeg gentager mig frygtelig meget i dit selskab, Gabriel. Jeg har måske hjulpet dig, men du skylder mig intet. Ved at gifte dig med mig har du påtaget dig en helt anden form for byrde, som gør at mine skuldre har kunnet lettes lidt, hvilket jeg er frygtelig glad for,” tilføjede hun med den melodiske stemme og hævede hånden kun for at lade håndryggen stryge langs hans kind. Hans ord fik hende til at le. Hun rystede på hovedet. ”Ville jeg få det samme svar hvis jeg spurgte Jason?” spurgte hun en kende drilsk go hævede det slanke øjenbryn mod ham. Hun var ret sikker på at den mand ville sige sig ganske uenig. Det var rart at slappe af, men frygtelig nemt omkring ham, hun behøvede ikke at være en sur strigle som hun efterhånden var kendt som, men med et evigt pres på sine skuldre, så var det svært altid at bevare det gode humør, og særligt midt et kaos af forvirring omkring hvem hun var og hvor hendes plads nu var i denne verden, den havde jo ændret sig markant. Silia nikkede stille til hans ord, og tog mere end glædeligt fat om ham idet han samlede hende op i sine arme med de lette klæder hængende ned. Hans bryst lod hun stryge en lettere ubevidst med sin tommel idet han satte af fra balkonen og fløj hende ud i den smukke slotshave. Det var som om at den friske luft for alvor tillod hende at trække vejret, duften af de nyspirede blomstre pirrede hendes næsebor, vækkede hendes sanser til live på en måde hun havde glemt i alt arbejdet, også selvom hun havde lovet sig selv at det ikke skulle ske. ”Hvis dette er hvad landet er blevet til under forårets varme hånd.. så har jeg intet at sætte en finger på. Kan du dufte det? Det er fantastisk! Og hør hvordan fuglene synger!” udbrød hun begejstret, næsten som en lille pige som for første gang nogensinde blev præsenteret for naturen. Idet de landede slap hun ham roligt og stod på egne ben hvor hun kunne rette kjolen. ”Hver ting til sin tid,” svarede hun med det kække glimt i øjet. En af gartnerne passerede dem med en munter fløjten. Silia smilede varmt. ”Godeftermiddag kære Jerado. Vi var netop på vej til at betragte dit som sædvanligt smukke arbejde. Vil du gøre mig den tjeneste at rive fat i en af kokkene og bede dem sende vores frokost herud? Ved det store egetræ?” spurgte hun roligt. Jerado stoppede op og nikkede med et smil. ”Selvfølgelig Deres Majestæt. Jeg håber at De vil finde mit arbejde tilfredsstillende, foråret har sandelig gjort det nemmere,” svarede han inden han kort bukkede for at forsvinde. Hun nikkede blot mod ham inden hun vendte blikket mod Gabriel og tilbød ham sin arm.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne fortsætte med at takke Silia for hvad hun havde gjort, for det var noget som han virkelig var glad for. Selv i hans øjne, så kunne han slet ikke se hvad han gjorde for at lette den tunge byrde på hendes skuldre. Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så var han fuldkommen overbevist om at han sagtens kunne gøre langt mere for hende, end det som han havde til nu, for han følte slet ikke at han havde gjort nok. Hendes ord var nu alligevel noget som fik ham til at trække muntert på smilebåndet, da det jo faktisk var noget som betød noget for selv ham. Han voksede jo trods alt med opgaven, og det var også noget som han kunne takke hende for. ”Jeg føler ikke jeg kan gøre nok for dig, Silia, jeg… Jeg føler mere end bare den forretningsaftale ved at hjælpe dig. Jeg… vil jo også gerne beskytte dig..” Måske det ikke ligefrem var hvad han ville sige, men han var jo trods alt også nødt til at starte et eller andet sted, selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid! Blikket vendte han roligt i retningen af hende, som han satte af fra balkonen og søgte ned mod jorden sammen med hende. At hun strøg ham over brystet, havde han nu slet ikke noget imod, for han kunne virkelig godt lide det. Han landede roligt, hvor han lod hende træde ned, så hun kunne komme i berøring af græsset. ”Jason skal jo bare gøre sig selv bedre, ved at trække os andre ned i mudderet, ikke?” påpegede han med en morende stemme, som han let blinkede til hende. Han var måske ikke helt så sød, som det han gav indtryk af at være, men det var bestemt heller ikke fordi at det behøvede at være nogen direkte negativ ting! Slet ikke! At se hende reagerer sådan på foråret og de syngende fugle, var noget som direkte fik ham til at slå ud i en latter, for han elskede virkelig den fornemmelse, og det at have hende tæt på sig, på denne her måde. ”Man skulle næsten tro, at du ikke havde set foråret i Procias før kæreste.. Det er den mest fantastiske tid på året. Alt springer ud og får farve.. Selv folket ses med smil på læben.. Og du lige så,” sagde han morende. Han selv vendte sig mod den muntre gartner, som selv var i gang med forårets arbejde, også selvom det slet ikke var fordi at det gjorde ham det mindste, for det var virkelig utrolig rart at komme lidt i gang med det, så det igen kunne stå smukt. Den kære gartner havde jo været der siden hans kære moders tid. Han vendte blikket mod hende, som hun tilbød sin arm, også selvom han lukkede sig om hendes, så han kunne føre hende med sig som havde han været en gentleman. Han ønskede jo også at vise sig fra sin bedste side når han var omkring hende. Han lagde roligt hånden over hendes, som han førte hende på vej ned mod den store eg. ”Det er ved at være længe siden, jeg har sat mine fødder her. Jeg må have været et barn dengang,” tilføjede han med et svagt smil.

[Silia D. Diamaqima]

Posten som dronning var umådelig tung til tider, og Silia havde betvivlet sig selv med henblik på hvor vidt hun kunne klare det eller ej. Der var Gabriel kommet som sendt fra himlen og hun var evigt taknemmelig for at han havde takket ja til at tage hendes hånd, også selvom det hele var foregået på lidt utraditionel vis, eftersom det var hende som havde været på knæ for at bede om hans hånd. Ved hans ord endte hun med at tie fuldstændigt og betragtede ham ham roligt selvom forventningen byggede sig op i hendes indre. Hendes hjerte slog faste slag mod brystet ved tanken om hvad han skulle til at sige.. fortsætteselsen på hans sætning var dog ikke helt den hun havde håbet. Smilet falmede ikke, men hun åndede ud og så kort ned i jorden og rystede på hovedet af sig selv. Hvad havde hun dog regnet med? At Gabriel Maloya følte mere for hende end følelserne fra en onkel? ”Du tager dig godt af mig, Gabriel.. du passer på mig og hjælper mig som jeg hjælper dig. Måske det er en forretningsaftale men det ændre ikke på at jeg er en lykkelig gift kvinde, med en fantastisk mand,” svarede hun og nikkede roligt. Måske hun ikke kunne afsløre de sande følelser for ham men så langt så godt vel? Hun krummede let tæerne idet de stod i græsset og hun kunne føle de varme strå under sine nøgne fødder. Det var virkelig fantastisk at opleve foråret for alvor.. sanse det selv. ”Det er sandt,” medgav hun og kluklo. Selvom hun næppe havde turdet at regne med det, så følte hun sig endnu en kende skuffet over hans ord. Ved hans latter vendte tog hun hans skikkelse i betragtning med de næsten uskyldige, mørke øjne. Hun havde vidst at det havde været over landet hele tiden.. foråret men hun havde først nu haft mulighed for at nyde det. ”Jeg har skam set det et utal af gange.. men det føltes som om jeg har været indespærret bag fire vægge, og begravet i bunker af papir som har afholdt mig fra at opleve og føle det i år.. det er næsten overvældende,” erkendte hun med julelys i blikket. Det var den bedste tid på året, når alt begyndte at få liv.. alt andet brød hun sig ikke om, døden havde hun alt for tæt inde på livet. Den ældre gartner var allerede forsvundet igen med største sandsynlighed for at finde en af kokkene som hun havde bedt ham om. Silia smilede diet han tog imod hendes am og begyndte at fører hende ned af de lange stier. Midt i haven stod den smukkeste eg i hele Procias, det ville være det perfekte sted for dem, også fordi at de færreste fandt der ind.. der kunne de bare være dem og det ønskede hun mere end noget andet lige nu. En svag rødmen tog til i hendes kinder selvom han intet gjorde. Han fik hendes hjerte til at banke og gav hende sommerfugle i maven bare ved at være der. Det var en underlig form for magi. Hans ord fik en latter til at bryde hendes læber som hun roligt strøg ned af stierne og forestillede sig ham rende rundt som barn. ”Jeg kan kun forestille mig hvordan du dengang rendte rundt og terroriserede de stakkels gartnere.. og din søster. Jeg ville gerne have kendt dig dengang,” svarede hun og gav hans arm et blidt klem. Det var skønt at være sammen med ham!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var vidst ikke nogen hemmelighed at Gabriel og Silia havde det godt med hinanden, og den vending som det havde taget for Gabriels vedkommende, så vidste han ikke om det var noget som han kunne leve med i længden. Som det nu var sagt, så var han blevet mere glad for hende, end det som han først havde antaget, for det hele havde jo kun været en forretningsaftale, selvom.. han følte det mere. Hvordan han skulle sige det, uden at lyde direkte tåbelig, var jo så det næste problem, som han ikke rigtigt kunne løse, og derfor var han nødt til at trække lidt i land igen, og så bare håbe på, at hun ikke fattede mistanke, for det var slet ikke noget som han ønskede sig, som det var lige nu. Han sendte hende et let og stille smil. Hendes ord, var noget som uden tvivl varmede ham, for så vidste han da, at han gjorde det rette. Hånden hævede han roligt og lod den let og stille stryge over hendes kind. ”Så lang tid du kan leve med mig ved din side, min kære, så har du formået at gøre mig til verdens lykkeligste mand.. Selv på trods af vores forretningsaftale, så holder jeg frygtelig meget af dig, og kun det bedste er godt nok,” sagde han endeligt. At komme ud, var noget som de begge uden tvivl ville have frygtelig godt af. Han smilede let for sig selv, og skænkede hendes pande et roligt kys. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor de endelig havde muligheden for det! ”Det kongelige arbejde efterlader den slags.. Man glemmer lidt det gode og det lyse ved tilværelsen.. som dette spirende forår,” sagde han med en rolig stemme. At føre hende med sig til den gamle eg, var slet ikke noget som han havde noget imod, for det var ved at være mange år siden, han sidst havde sat sin fod dernede, så det var noget som han jo faktisk gerne ville dele sammen med hans elskede Silia. Følelserne måtte han jo for nu bare bide i sig, for det var slet ikke noget som gavnede ham, også fordi at det var et kæmpe brud på deres forretningsaftale, og det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i, for han var bange for hvordan hun ellers ville tage den nyhed, så han ville hellere holde de kort tættere til sin egen krop. Hendes ord, var noget som tydeligt fik ham til at slå ud i en latter. Han var nu glad for, at hun ikke havde kendt ham eller Celina dengang! ”Jeg tror vidst jeg skal være glad for, at det er længe før din tid, kæreste.. Jeg var ikke som den mand jeg er i dag.. Og tro mig.. Jeg var virkelig en umulius.. Jeg ved ikke hvordan min mor kunne holde os ud,” sagde han morende. Han vidste godt at han ikke havde været god, og at det faktisk var svært for ham at snakke om sin mor, men.. det var så dejlig nemt når det var omkring Silia, for han følte at han kunne.. snakke med hende om alt, og det var utrolig rart.

[Silia D. Diamaqima]

De fleste havde med egne øjne set hvordan hende og Gabriel havde det med hinanden, men de færreste forstod at deres forhold byggede på et tæt venskab frem for kærlige følelser.. fra hans side vel og mærke. Silia så ned og smilede lidt for sig selv. Hun havde aldrig ventet at skulle forelske sig i Nathaniel men måden han fik hendes hjerte til at banke på, var ikke til at tage fejl af, og underligt nok, så kunne hun godt lide den fornemmelse. Selvom det ikke var meningen så kunne hun ikke lade være med at føle et stik af skuffelse da han ikke ligefrem færdiggjorde den sætning som hun ellers havde håbet på. Alligevel var hun efterhånden så vant til at skjule den slags at hun blot sendte ham et stille smil. Med henblik på hvad han havde mistet i Evelyn så burde hun slet ikke håbe på den måde. Det blide strøg over hendes kind efter lod en varm sitren som gav hende én følelse af at de brændte under hans kærtegn. ”Jeg er lykkelig for at have dig ved min side. Jeg kunne næppe have tænkt mig en bedre ægtemand, Gabriel, og på trods af at det måske ikke er romantisk kærlighed, så ved jeg med mig selv.. at jeg ikke bliver ked af at undvære det, når jeg ved at jeg får resten af mine dage med dig,” svarede hun sandfærdigt. Det ar ikke løgn.. den slags kunne hun slet ikke finde ud af.. hun elskede ham. Hun nikkede medgivende og lod et dæmpet suk bryde de rosa læber. ”Ja desværre.. det er knap så inspirerende at sidde i mørket med en pen i hånden. Jeg har savnet den friske luft.. jeg er glad for at være lidt sammen med dig for en gangs skyld,” endte hun og lagde hovedet mod hans skulder som de bevægede sig ned af stierne. Selvom det sved lidt at gå rundt på nøgne fødder på de små sten, men hun ville heller ikke være smerten for uden som det stod lige nu. De mørke øjne faldt hurtigt på den store egs smukke krone som var begyndt at blomstre, hvilket fyldte hendes hjerte med glæde og fred. Det var rart at kunne slappe lidt af igen for en gangs skyld. Tanken om at han havde rendt rundt i haven for mange år siden og gjort livet svært for de øvrige mennesker på slottet og ikke mindst sin mor og søster. Celina havde hun aldrig mødt. Alligevel kluklo hun morende. ”Jeg vidste at du i virkeligheden er en slags djævel.. skjult bag de uskyldige vinger,” tilføjede hun og lod kort fingrene stryge langs den fjerede kant for et kort øjeblik inden den atter faldt. Idet de nåede træet, trådte hun ind på græsset der heldigvis var langt blødere end det andet. Hun slap hans arm og lod hånden stryge ned over hans overarm til hun nåede hans hånd, som hun greb fat i i stedet og trak ham med sig ind. ”Din mor var en stærk kvinde, Gabriel.. det må hun have været for at håndtere sådan en som dig,” tilføjede hun og lo med den melodiske latter.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Når alt endelig skulle komme til stykket, så var Gabriel forelsket i sin egen hustru.. Han elskede hende, også selvom han vidste, at det ikke var noget som han kunne udvise åbent og højtideligt for hende. Folket skulle være i troen på at det var ægte, og det var man vel ikke rigtigt i tvivl om? Det var en aftale i ren og skær forretning – fra hendes side om ikke andet, og specielt med de tanker som han gjorde sig omkring det hele, så var det ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det nu. Han sendte hende et stille smil. At være omkring hende, var han naturligvis glad for, og så lang tid, at det var den effekt som han havde på hende, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre for hans vedkommende. ”Så lang tid, det er sådan du har det med mig, så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi for alvor nok skal få det hele til at fungere, min kære.. Jeg holder frygtelig meget af dig, og jeg ønsker at skænke dig det bedste.. Og.. hvis du får brug for det andet også, så prik mig lidt på skulderen, ikke?” Hånden hævede han roligt, kun for at lade den stryge mod hendes kind. Han følte sig forbandet heldig over at have hende ved sin side, ofr det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. At hun var så glad for at være sammen med ham, var naturligvis kun en tanke som fik hans smil til at brede sig yderligere, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at lægge skjul på, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”For nu skal du slet ikke skænke den fjerpen en tanke, min kære.. Nu er det os, det gode vejr, fuglesang og et solidt måltid mad ved den gamle eg, ikke sandt? Nyd det sammen med mig,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han mente. At gå med hende, gjorde han ganske rolig, også fordi at han vidste, at hun lige så var på bare fødder. Det var rart med græsset mellem tæerne, så det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham det mindste. Ved hendes ord, så måtte han alligevel slå ud i en latter, for det morede ham! Og det glædede ham virkelig, at han kunne more sig sammen med hende, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele. ”Det var ellers en hemmelighed som ikke skulle se dagens lys!” sagde han drillende, som han let lagde armen om hende i stedet for, som hun havde lagt hovedet mod hans skulder. Han førte hende roligt op på græsset, hvor han lod hende tage hans hånd, hvor han mere end glædeligt fulgte med hende. Han havde ikke været et nemt barn, og det vidste han godt.. Og derfor synes han godt nok også det var imponerende, at hans moder havde klaret det hele på egen hånd. ”Celina var mange gange værre end jeg, skal så lige siges! Men ja.. Jeg havde krudt bagi, og alt for meget energi.. En stærk kvinde var hun,” medstemte han med et stille smil.

[Silia D. Diamaqima]

Mange ville nok ikke kunne se problemet i at være forelsket i sin egen ægtemand, men når den samme ægtemand var hendes tidligere onkel, en mand som havde kendt hende siden hun var lille, og som havde mistet sin eneste ene samt sin søn, så begyndte det at være et problem. Det var en plads hun hverken kunne eller ville tage, og derfor hadede hun at se Evelyn stå i baggrunden og betragte dem. Nu hvor solen endnu var der, og de var uden for så håbede hun inderligt at de slap for det ekstra selskab, det andet gjorde det svært for hende at være tæt på sin egen mand, hvilket heller ikke var meningen. Ved hans ord følte hun sine kinder brænde lidt. Hun var glad for at han var villig til at være der for hende.. på alle punkter, og han havde givet hende en fantastisk bryllupsnat, et sted fristede han hende jo næsten til at sige at sulten prægede hende, selvom det endnu ikke var tilfældet. ”Det er præcis sådan jeg har det med dig, Gabriel. Jeg er glad for at du er villig til at være der for mig og støtte mig på alle måder, for jeg ved at det væsen jeg er også er krævende.. også med henblik på de ting som der skal til for at det tilfredsstilles. Der går heldigvis lang tid imellem, jeg er endnu ung, så tænk ikke på det,” endte hun roligt, også selvom hun så ned i græsset foran dem, det var ikke nemt for hende at snakke om, særligt ikke når det hele var lidt akavet på grund af de følelser hun nærede for ham. De smalle læber spillede atter i et smil ved hans ord. Hun nikkede sagte og trak ham med sig under den store eg, der kun tillod visse af solens stråler at skinne igennem kronen. ”Det burde ikke være det sværeste,” erkendte hun tilsyenladende langt mere muntert. Selvom der ikke var et tæppe under dem, så satte hun sig ned i det grønne græs, ligeglad med at kjolen blev en smule beskidt, hun var trods alt vokset op i en skov, hun var vant til den slags. Hun lo blidt en melodisk latter som blandede sig med fuglenes søde toner. ”Så ved jeg hvem jeg skal give skylden hvis vores børn bliver ligesådan svarede hun morende uden rigtigt at tænke overhvad det var hun sad og sagde. Hun smilede en kende forlegent og overvejede hvor vidt hun burde undskylde eller ej, selvfølgelig ønskede hun sig børn en dag som enhver anden kvinde. ”Hvis det en dag bliver aktuelt vel og mærke,” tilføjede hun også for at redde den lidt i land igen, hun ønskede ikke at forhaste noget eller gøre ham ukomfortabel. For et øjeblik sad hun strøg sit ben med en rødmen i kinderne. ”Det skal du jo sige.. skal jeg være ærlig så tror jeg at du var den udfordrende af jer to,” anklagede hun morende. Hun troede ikke et øjeblik på at han var ligeså uskyldig som hans vinger ellers måtte bilde de fleste ind, men det gjorde hende ikke noget, for det havde sin charme.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var forelsket i sin egen hustru, og det var uden tvivl det, som var hans største problem i denne stund, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Det hele var en aftale, og det var jo det, som han måtte holde fast i, og så måtte han jo bide sine tanker og sine følelser direkte i sig igen. Han sendte hende et stille smil. Han havde været tæt på at fortælle det, men et sted måtte han erkende, at han nok var mere bange for hendes reaktion på alle disse ting, end det som han var på noget andet. Ganske vidst havde han vokset med opgaven, og han følte sig mere end klar til bare at.. slå sig ned og leve livet på tronen sammen med hende.. Men han mente det ikke bare af pligt, men uden tvivl også af hjerte, også selvom han ikke var meget for at erkende det, før han vidste hvordan hun havde det med tingene. Hans smil bredte sig kun ved hendes ord. Han var slet ikke i tvivl om, at de nok skulle få det fantastisk sammen og med hinanden. ”Du er på ingen måder krævende, Silia.. Det er bare en del af dig, som vi også må tage hensyn til. Jeg vil hellere skænke dig det selv, end at du skal gå og få ondt af at mangle det.. Desuden.. det er menneskeligt, ikke sandt? Jeg har det virkelig godt sammen med dig, og jeg.. elsker at være sammen med dig.” Han sendte hende et roligt smil og trykkede let omkring hendes hånd, idet han roligt satte sig ned ved træet sammen med hende. At sidde ned og bare nyde det med hende, var noget som han selv uden tvivl måtte se utrolig meget frem til. ”Ingen tvivl.. Jeg er her jo trods alt,” sagde han morende. Selv han havde brug for at skulle have noget andet end det kongelige arbejde, for selv det måtte stå langt ud af halsen på ham til sidst. Han lagde roligt den ene arm om hende. At hun så direkte hentydede til børn, bemærkede han dog med et samme. At hun luftede tanken, gjorde ham faktisk ikke noget, for det var jo trods alt også noget som de måtte finde ud af før eller siden. Han sendte hende et drilsk smil. ”Du glemmer en ting kæreste… Jeg ved hvordan du var som lille,” påpegede han sigende. Selvom Nathaniel og Liyas børn altid havde været ekstremt velopdragne, så havde det nu og da været børn. Han slog ud i en let latter. Gabriel var yderst traditionsbundet, og han vidste at Diamaqima var kendt for at være det samme, så det var ikke noget som han ville afvise. Selv på trods af de tab, som han havde lidt, så kunne han ikke gøre det største ved det. ”Min familie har.. været meget traditionsbundet og jeg ved at din er ligeså, så.. det kommer vel på tale en dag?” sagde han roligt, som han sendte hende et smil. Med henblik på det at være et barn, så vidste han godt, at han ikke havde været helt god ved sin mor altid, men han havde skam ikke været den værste! Han rystede smilende på hovedet. ”Tror du virkelig jeg har været sådan en ballademager?” spurgte han med en direkte morende stemme, som han let blinkede til hende.

[Silia D. Diamaqima]

Silia vidste at hun i det store og det hele havde brudt deres aftale, og hun var bange for hvordan han ville tage det hvis hun var ærlig omkirng det, så lige det var noget som hun havde valgt at holde mund om, ikke mindst fordi at han havde mistet sin familie, hun måtte være lidt påpasselig med hvor meget hun pressede på. De mørke øjne søgte mod himlen hvor nogle smukke, kvidrende ugle passerede den blå og næsten skyfri himmel. Hun smilede for sig selv. Den søde ironi var næsten til at le af, for hvem ville dog frygte at være forelsket i sin egen mand? Hun nikkede en kende forlegen, det var hende et ømt punkt udelukkende fordi hun følte at hun krævede meget af ham, eftersom hun trods alt havde lovet at han slet ikke behøvede at komme tæt på hende på den måde. ”Det betyder mere end du aner, at du tager det så pænt. Det er ganske vidst en del af mig, men noget mere krævende og jeg erkender gerne at det er.. svært til tider at prikke dig på skulderen. Eliksir holder smerten på afstand for nu, men jeg ønsker trods alt ikke, at det skal være en simpel pligt, det skal være noget som også du føler for, og ikke blot fordi jeg har brug for det,” afsluttede hun endeligt og føle sit hjerte banke lidt stærkt, også selvom der jo faktisk skulle meget til at gøre hende nervøs i det hele taget. Næsten barnligt dumpede hun ned på det grønne græs og lænede sig en smule op af den tykke stamme. Egen var kendt i hele landet, det var utrolig flot. ”Lige præcis,” medgav hun med et bredt og næsten uskyldigt smil. Måske hun ikke var englen, men hun var mest præget af uskyld af de to. Det havde slet ikke været meningen at skræmme ham med tanken om børn, men han lod jo ikke umiddelbart til at gøre de helt store indvendinger. Hun hævede blikket til hans ansigt og lagde kinden mod sin skulder med den rene uskyldighed malet i blikket. ”Det er sandt.. men jeg var altså ikke så slem!” udbrød hun og rynkede på panden. Selvom hun havde været velopdragen, så havde hun været ekstremt nysgerrig.. og stædig, hun havde allerede tidligt leget med fars alt for farlige ting også selvom hun gentagende gange havde fået at vide at det var forbudt. Begge deres familier havde altid været bundet af traditioner, og hun var ung, en dag kunne hun godt tænke sig at sætte et barn til verden. ”Du skal ikke føle dig presset til noget Gabriel, end ikke på baggrund af tradition. Jeg kunne godt tænke mig at give liv til et barn en dag, men jeg kan undvære hvis ikke du føler for det.. jeg ved at du har mistet din familie og jeg er ikke ude på at forhaste noget,” endte hun roligt og sendte ham et lille smil. En ung kvinde kom bærerende på en kurv hvor man tydeligt kunne spotte de mange madvare samt en flaske som ragede op. ”Deres frokost Deres Exellence.. deres Højhed,” hun najede mod dem begge og satte kurven ved dem inden hun forsvandt. Silia sendte hende et smil og bukkede hovedet i respekt. ”Det tror jeg ja,” erkendte hun morende og slikkede sig sultent om læberne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At aftalen faktisk var brudt på begge sider, var slet ikke en tanke som slog Gabriel. Det eneste som han vidste, var hvad han selv gjorde sig af tanker og følelser omkring alt det her, så kunne han ikke rigtigt gøre det vildeste ved det af den grund. Han måtte bare bide det i sig for nu, for han havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun ville tage det eller noget som helst, og han måtte erkende, at han blev urolig ved tanken, for han ønskede jo slet ikke at skubbe hende fra sig eller noget lignende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede mod hende. ”Det kan godt være, at det er svært, men.. bliver det trængende, så gør det, for jeg vil gerne give dig det. Det er en del af dig, kæreste, og naturligvis ønsker jeg kun at du har det godt, og så burde eliksir slet ikke være nødvendigt. Vi er gift og.. jeg holder af dig.. Af hjerte, så er det noget jeg gerne vil give dig,” forsøgte han med en rolig mine. Et sted var han bange for at hun fangede hentydningen i ordene, for han ville jo rigtig gerne have hende tæt på sig, og specielt efter den bryllupsdag som de havde delt, så var det kun noget ganske særligt selv for ham, for det havde uden tvivl været noget af det bedste i hans liv. Han slog ud i en kraftig latter, for han vidste udmærket godt, at hun godt kunne være slem som lille! Jophiel havde måske været den mest krævende, fordi at han var født med de ting som han var født med, så havde han hørt om de gange Silia havde leget med Nathaniels eliksirer og alt muligt, og det var farligt! ”Du er ikke så slem..? Det er ikke hvad jeg har hørt,” påpegede han med et drillende glimt i øjet, for selv han måtte erkende, at det var noget som han nød utrolig godt af! Med henblik på børn, så var det slet ikke fordi at det var noget som pressede ham eller noget lignende, for det var han ikke. Tungen strøg han let over læberne, som han let hævede hånden og lagde den roligt mod hendes kind som han strøg ganske let. ”Der er ikke noget pres på mine skuldre, kæreste. Min familie har altid været præget af tradition, og jeg ved hvilken pligt som ligger i det at være konge og dronning, og specielt i et land som det her. Jeg.. vil gerne selv stå som far en dag, og hvis du ville være en mor, vil det være mig en stor ære og glæde. Jeg har måske mistet.. Men selv jeg er kommet videre. Jeg er klar til at komme videre,” sagde han med en rolig stemme, som han roligt sendte hende et smil. Tabet af Jeremiah og Evelyn tog han ikke så tungt mere, som han havde gjort før. Skulle han være helt ærlig, så tænkte han ikke rigtigt på dem mere. At maden kom, sagde han intet til, hvor han selv bare nikkede i retningen af hende. ”Mange tak,” sagde han endeligt, idet han roligt slap Silia. At hun stod fast på at han havde været så slem, fik ham til at ryste smilende på hovedet. Der var ganske vidst ikke mange tilbage fra dengang, men visse kendte ham sikkert. ”Kun i dine vildeste drømme,” sagde han drillende, idet han begyndte at pakke kurven ud. Det så virkelig godt ud!

[Silia D. Diamaqima]

Silia nød at tilbringe tiden med sin ægtemand, mere end det som hun kunne være ved. Hun havde brudt deres aftale i alt hemmelighed, og selvom hun var ekspert på at holde den slags, så var det blevet svært for hende at brænde inde med. Hvad værre var, nå Evelyn konstant rendte rundt omkring ham og gav hende stik af dårlig samvittighed, også selvom det ikke slog hende i øjeblikket, måske hun var bundet til slottets vægge. Hun smilede let for sig selv, og lod de tynde græsstrå sno om sin pegefinger. Selvom hun selvfølgelig var glad for at han også accepterede den sensuelle del i hende, og lod han ikke rigtigt til at forstå hendes ønske om at også han skulle kunne nyde den slags. ”Jeg er glad for at du er villig til at give mig det, Gabriel, det er jeg men.. skal jeg være ærlig, så er det svært at det er noget som du skal skænk mig, når det burde være noget som vi skænkede hinanden hvis du kan følge mig?” forsøgte hun med bankende hjerte, for hun var virkelig ikke god til at snakke om den slags.. det var nok det eneste hun ikke var god til at snakke om. Det gjorde hende alligevel lidt glad, da han sagde at han holdt af hende og ikke ønskede eliksiren skulle være nødvendig. Hun fortrak uanset ham. Uskyldigt trak hun på skuldrene og sine dådyrøjne falde på hans skikkelse. Hun havde nok været den barske af hende og Jophiel men så slem havde hun ikke været! ”Uanset hvad du har hørt så er det løgn!” udbrød hun med et forsvar der hurtigt faldt ved hendes ikke synderligt overbevisende latter. Det var rart at han kunne få hende til at le, hun havde allerede glemt sine bekymringer og det var kun omkring ham at det skete. Kinden lod hun blidt falde mod hans hånd og lod blikket hvile i hans. Det var slet ikke hendes ønske at ligge pres på ham, men tanken om at han gerne ville være far en dag lettede hende faktisk en del.. det var noget af det som hun som kvinde ikke ville undvære. Hånden hævede hun for at lægge den over hans. ”Det er jeg glad for at du siger. Jeg er selv traditionsbunden, men endnu vigtigere er jeg en kvinde, og hvis du er villig til at stå som far for et fællesbarn, så vil jeg ikke tøve med at skænke landet en prins eller prinsesse en dag. Jeg er glad for at du har fundet en måde at leve videre på, på trods af dine tab, min kære, men fortæl mig alligevel hvis jeg er for forhastet, ikke?” bad hun roligt. Hun rettede sig op igen og tog tæppet som dækkede maden af. ”Skal vi brede det ud?” spurgte hun roligt og rejste sig så de kunne sætte sig på det. Hendes mave rumsterede af sult, hun havde ganske simpelt ikke haft tid til at spise siden dagen før og det begyndte efterhånden at kunne mærkes. ”Synd du aldrig får indblik i mine vilde drømme,” påpegede hun en kende kækt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det faldt slet ikke Gabriel ind, at selv Silia kunne brænde inde med disse tanker og følelser som han selv gjorde, da han var for optaget af det faktum, at han selv havde brudt de løfter som han havde lagt i den aftale med hende, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget for. Blikket gled roligt i retningen af hende atter en gang, og med den samme alvorlige mine som tidligere, nu hvor de var inde på noget som faktisk gjaldt deres ægteskab, så var det selvfølgelig også vigtigt for ham, at hun vidste hvad hun skulle forholde sig til, som han også selv ønskede at finde ud af det hele, selvom det selv for hans vedkommende, var begyndt at blive svært, for han ville jo heller ikke gøre det alt for åbenlyst for hende. Han betragtede hende med en rolig mine, som han sendte hende et mildt og stille smil. ”Jeg.. jeg forstår godt hvad du mener, Silia.. Jeg nød den ene gang vi har skænket det til hinanden og.. Ja.. Jeg vil gerne skænke dig de.. Jeg føler selv behag ved det.. og det at vide, at jeg gav dig noget som selv du havde brug for. Vi er gift og.. jeg føler snart det af hjerte også,” sagde han med en rolig stemme. Et sted var det måske lidt en indrømmelse, men han kunne jo heller ikke skjule det for tid og evighed, for han var utrolig glad for kropssprog, så det var bestemt heller ikke noget som han var særlig god til at lægge skjul på, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Tungen strøg han let over læberne, inden han slog direkte ud i latteren. ”Den tror jeg ikke helt på!” sagde han med en morende stemme, som han vendte blikket i retningen af hende igen. Nu hvor de sad der og kunne slappe af og nyde en stund med hinanden, var jo også noget som faktisk skete utrolig sjældent, så det var jo bare at nyde det, når muligheden endelig var der. Han smilede let for sig selv. Tanken omkring børn var ikke skræmmende for ham, og han ville være lykkelig, hvis hun ville stå som mor for hans kommende barn. ”Hvis du forhastede noget, så ville du slet ikke være i tvivl. Jeg vil virkelig gerne have noget som jeg kan betegne som mit.. Som vores. Og jeg ville elske, at du stod som mor,” sagde han med et stille smil. At hun tog fat i tæppet, sagde han ikke noget til. Selvom han nu heller ikke regnede med at freden ville var synderlig lang tid, så var de jo bare nødt til at prøve sig lidt frem og bare nyde det mens det nu var. Han nikkede. ”Gør endelig det, så kan jeg dække op,” sagde han med et smil. Nu hvor han kunne se, hvad der var i kurven, så glædede han sig uden tvivl! ”Så må du jo fortælle mig det, kæreste,” sagde han endeligt, som han begyndte at fiske lækkerierne op af kurven. Selv nu følte han for alvor, at han var ved at blive sulten.

[Silia D. Diamaqima]

Måske Silia var en Diamaqima og burde være god til at skjule den slags, men hun havde et frygtelig åbent kropssprog og hun lagde trods alt heller ikke skjul på de alt for mange gange han formåede at få hende til at rødme. Grunden til at hun endnu ikke havde skænket ham ordene, var fordi hun selvfølgelig frygtede at han ikke ville kunne elske hende på den måde når nu han havde mistet Evelyn som han havde kendt i evigheder, og elsket af hele sit hjerte. Et er de langt om længe havde en samtale omkring deres ægteskab var noget som hun kun var glad for, det var ikke nemt at rende rundt uden at vide hvad pokker man kunne forholde sig til. Kort lagde hun hånden mod hans overarm, og lod den stryge ham langs skjorten inden den atter faldt til hendes skød. Hun vidste ikke om han bed sig fast i alle hendes diskrete berøringer når hun fandt mulighed. De smalle læber skiltes i et forlegent smil. ”Det var virkelig en fantastisk aften, og det føltes godt.. Gabriel, jeg ved at jeg er den som har brug for det, men jeg ved ligeså at det er et menneskeligt behov, så selv når du føler lyst.. du må gerne give udtryk for det, for det er også noget som jeg ønsker at efterkomme. Jeg ved at jeg lovede dig forretning, men jeg må erkende at det er blevet.. svært,” afsluttede hun lettere nervøst selvom det slet ikke lå til hende. Hun var nødt til at være ærlig overfor ham, også for allerede nu at lære hvad der var okay og ikke var. Hun rejste sig og begyndte at ægge tæppet ud så det ikke behøvede at sidde på det lettere fugtige græs. Vinden drillede hende lidt. Hun stod med en fod på det ene hjørne og forsøgte lidt akrobatisk at strække sig så hun kunne få det modsatte hjørne ned, hvilket ikke var det nemmeste. ”Det er rigtigt!” udbrød hun lidt anstrengt eftersom hun endnu stod i et lidt avanceret stilling.. heldigvis var der ikke mange som kom her, der var ikke mange som skulle se hende på den måde. Støttende på en hånd rakte hun ud efter kurven og tog den hen på hjørnet så tæppet endelig lagde stille. Hun dumpede ned på det med et lettet suk. ”Meget bedre,” mumlede hun for sig selv, lænede sig en smule tilbage og betragtede i stedet for ham som pakkede kurven ud. Det glædede hende at han ikke var blevet skræmt ved tanken om at få børn, for det var noget som hun ønskede sig. ”Det er jeg glad for, Gabriel. Det vil være mig den største ære at give liv til vores barn en dag,” svarede hun med et lille grin. Det var rart at have en stund væk fra bøger og papirarbejde som stod til halsen, den friske luft og det at han var der gjorde hende langt mere komfortabel, det var ikke svært omkring ham. ”Tro mig, det er slet ikke drømme du vil have kendskab til,” påpegede hun sandfærdigt. Det var i drømmene at alle hendes hemmeligheder vendte tilbage til hende, og det var ikke nogle som hun kunne indvie ham i, uanset hvor meget hun ønskede det.