Please wake up..

[Deleted]

Hvor lang tid siden Carino var gået op i flammer, vidste Jacques ikke, eller noget som helst. Han havde slet ikke nogen anelse om hvor længe han havde siddet nede i den procianske kælder, hvor han havde bedt og tigget om at få Yasmya med derned i tilfælde af at hun ville vågne. Selv var han udmærket godt klar over at chancen for dette, var utrolig lille, da hun ikke havde haft hans blod i systemet, så han regnede slet ikke med at det var noget som havde en virkning på noget som helst, hvilket næsten var noget som skræmte ham mere end noget andet. Hendes hoved havde han lagt ved sin skulder, hvor han også havde fået hendes øjne lukket, hvor det næsten kunne ligne, at hun lå der og sov. Et tæppe havde han fået lagt om hende, også for at gemme sig selv en smule af vejen, som han blev siddende oppe af den kolde mur og bare stirrede frem for sig. Forgæves havde han nok igennem det som måtte være timer efterhånden, søgt efter tegn på liv, selvom der ikke rigtigt havde været noget, hvilket næsten var det som gjorde det hele værre! Som han vidste, så var det slet ikke meningen at det skulle tage så lang tid, og der var jo allerede gået forbandet lang tid!
Som tiden gik, havde Jacques selv valgt at lukke øjnene bare for korte stunder af gangen. Han ville ikke sove i tilfælde af, at hun skulle vågne, også fordi at han kunne forestille sig, hvor panikslagent hun ville blive, for det måtte jo næsten være utrolig besværligt og anderledes end hvad hun var vant til – hvis hun ville vågne selvfølgelig, også selvom der som sagt, ikke rigtigt var nogen tegn endnu. Han havde oplevet visse små spjæt, som han automatisk ville betegne som tegn til liv, også selvom han vidste, at det kunne være så meget andet, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han rystede let på hovedet, som han let trykkede hende ind mod sig, kun for at hæve den ene hånd, som han blidt og let strøg over hendes kind. Han havde det virkelig elendigt, også fordi at han allerede havde forklaret hende, at han ikke kunne stoppe eller styre sig, men hun havde ikke ville lytte.. Og han nægtede altså at gøre Emanuel moderløs, hvis det var noget som han skulle have sagt om! ”Vågn op..” gentog han for hundredeogsyttende gang tæt ved hendes øre, også selvom det nok var mere en beden og tiggen end det som det måtte være noget andet, for han ønskede jo slet ikke at miste hende, nu hvor det hele havde virket til endelig at gå i deres retning, og så skulle hun dø? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, og den tanke i sig selv, var noget som virkelig skræmte ham, for han havde aldrig nogensinde ment, at skulle efterlade hende på denne her måde! Slet ikke!

[Deleted]

Yasmyas slappe skikkelse, henlå i Jacques arme. Hun var endnu ikke kommet til bevidsthed, eller havde vist nogen tegn på liv, også selvom blodet var kommet i hendes system. Kælderens kulde og fugtighed, havde hun endnu ikke rigtig fornemmet. Det var en tilfældig lyd der skar hende dybt ind i øregangen, som fik hende til at slå øjnene op. Hendes hud var endnu udtørret og rynket som følge af at blive tømt, hun så død ud med den blegnede skønhed. Desperat forsøgte hun at tage en dyb indånding også selvom det sved hele vejen ned i lungerne. Det at hun sad i Jacques arme bemærkede hun ikke rigtigt, kroppen reagerede næsten naturligt med panik. Hun skælvede, et sted følte hun sig kold dog uden at fryse som sådan, hvilket i sig selv var en mærkelig tanke. Det lykkedes hende at vride sig ud af hans arme, kun for at ende på det kolde gulv, hvilende på maven, mens hun desperat forsøgte at få ilt tilbage i lungerne. De grønne øjne fyldtes med tårer. Det hele var en smule sløret for hende, også selvom hun et sted bag væggen af vand, kunne fornemme tremmerne foran hende. Der lugtede ikke godt, og luften var en smule fugtig, også selvom det næsten ingen forskel gjorde. Dråben med blod som var løbet ned over hendes mundvig var tørret ind og hvilede der endnu. Selvom det var lidt af en udfordring, så formåede hun at kæmpe sig op i en siddende stilling. Hvordan hun var endt her, huskede hun ikke på nogen måde, hun huskede ikke hvad der var sket, og ej heller havde hun idé om hverken tid eller sted. Den velkendte duft ramte hendes næsebor, dog næsten så kraftigt at det måtte svide. Oven over sig, kunne hun høre skridt trampe i gulvet, det føltes næsten som trådte de alle sammen på hende. Hun rystede på hovedet, og førte hænderne til sine ører i håb om at få det til at stoppe, tanken i sig selv gjorde hende panisk. ”S-Stop,” hviskede hun ulykkeligt og rystede på hovedet, som havde hun været syg eller sårbar. Det var ikke tilfældet, hun var mere bange og skræmt end noget andet. Hendes stemme var hverken blid eller melodisk som den plejede, men nærmere hæs og ødelagt, efter ikke at være blevet brugt i længere tid. Langt om længe fik hun øje på Jacques skikkelse, hvilket lettede frygtelig mange sten fra hendes hjerte. ”J-a-Jaques.. jeg k-kan ik-ikke t-trækk..” hun nåede end ikke at færdiggøre sin sætning, før hun endnu engang gjorde et forsøg på at trække ilten i lungerne, men det gjorde ikke andet end at svide noget så forfærdeligt! En gennemsigtig tårer gled ned over den frygtelig blege kind. Hun lignede noget det var løgn, syg og bleg, uden liv i blikket, uden glød i kinderne, og hun var sulten.. men ikke som hun normalt ville være det, men en knurren i maven, hun kunne ikke rigtigt sætte ord på. De sylespidse tænder var langsomt begyndt at titte frem, også selvom de endnu ikke kunne anes bag læberne, det sved af pommeren til. Den ene hånd fjernede hun fra øret for i stedet at fører den over sin mund. ”F-få det til a-at s-stoppe,” hviskede hun bedende, det andet gjorde for ondt!

[Deleted]

Hvor lang tid der egentlig var gået, vidste Jacques ikke, men han vidste så til gengæld også godt, at han virkelig ønskede at hun skulle vågne! Jason havde været nede flere gange, for at snakke med ham omkring en kommende begravelse for hende, og det var slet ikke noget som han var synderlig fristet til at snakke om, for den tanke i sig selv, var en som knuste ham, for han havde jo slet ikke lyst til at miste hende og gøre deres elskede dreng moderløs! Da slet ikke på den måde! Med hende trygt hvilende ind i favnen, så det kun ud som var hun faldet i søvn, og med ham siddende med hende i favnen og strøg roligt hendes kind med en rolig hånd – så rolig som det nu var ham menneskelig muligt om ikke andet, selvom det slet ikke var noget som lå til ham som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hovedet lagde han tæt ind mod hendes, som han blev siddende og bare stirret frem for sig med tæppet hvilende omkring dem begge, for han ønskede da slet ikke at efterlade hende her, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Øjnene lukkede han let, som en tåre gled ned af hans kind og han endelig kyssede hendes pande for hundredeogsyttende gang, næsten i håbet om at hun ville vågne ved det, selvom han vidste, at det var at sætte det hele lidt på pind.
Hvor lang tid der egentlig gik, før Yasmya slog øjnene op, vidste han ikke, men det var næsten noget som efterlod selv ham med et massivt chok! Næsten frustreret endte han med at blinke med øjnene. Han endte næsten helt automatisk med at trykke hende tæt ind mod sig i stedet for. Lettelsen havde allerede grebet ham, som han aldrig nogensinde havde følt den før. ”Sch… Du skal ikke trække vejret, min kære.. slap af.. Slap helt af..” hviskede han stille, som han tog fat om tæppet, kun for at lægge det ordentligt og godt om hende. Han følte for at lade tårer falde af ren og skær lettelse, også fordi at han virkelig havde været bange for, at han havde mistet hende denne gang, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre på nogen måde! De mange lyde generede ham jo heller ikke mere, som de havde gjort dengang han var lille, men han var vel også bare vant til dem? Roligt lagde han hånden over hendes øre, kun for at lade hende søge helt ind i hans favn, så hun kunne ligge der. Han ønskede virkelig bare, at hun ville falde ordentlig til ro, da det efterhånden var det som faktisk betød mest for ham lige nu! ”Vi skal nok finde ud af det hele min kære.. Bare fald til ro.:” endte han dæmpet. Tanken om at hun ikke skulle gravlægges, var næsten det bedste, også selvom han vidste, at det var en straf som tilfaldt dem begge ud fra lov og orden, men… de havde vel hinanden? Og Emanuel var ikke moderløs, hvilket næsten var det bedste af det hele!

[Deleted]

Yasmya havde ingen idé om tid og sted, eller for den sags skyld om hvad der var hændt. Hun stank endnu af bål, og hun huskede flammerne.. og Jacques, men resten var mere eller mindre væk. I samme øjeblik hun slog øjnene op blev hun ramt af den panik som fik hende til at hive efter vejret. Gulvet føltes kold og kælderen klam, hun huskede ikke hvordan hun var endt der og tanken gjorde hende direkte bange. Hun så ned på sine skælvende hænder der var blegere end de nogensinde før havde været. Jacques stemme fik hende hurtigt til at falde en smule til ro. De blege, grønne øjne faldt på hans skikkelse med direkte hjælpeløshed. Om ikke andet var hun lettet over at se at han stadig var i live. Tårerene samlede sig i hendes øjenkrog. På en eller anden mærkelig måde led hun.. det var som om hendes krop var i forandring. ”Hvad.. hvad s-sker d-der?” spurgte hun hæst og skælvende. Kroppen havde endnu ikke gennemgået den fulde forvandling også selvom hun ikke vidste hvor pokker hun var på vej hen. Igen forsøgte hun at hive efter vejret, ikke fordi hun direkte havde behov for det, men fordi det lå hende for vane, hun havde altid skullet trække vejret. Hendes hjerte bankede ikke.. hun følte det ikke banke mod sit bryst som hun havde gjort før, ej heller nu hvor hun var ledt ind i panik. I søgen for tryghed lod Yasmya sig trykke ind i hans favn hvilket fik hende til at falde lidt til ro. Den gennemsigtige tårer strøg ned over hendes kind og landede på hans skulder. Hovedet lagde hun mod hans bryst, og forsøgte at falde til ro som han havde bedt hende om også selvom det ikke rigtigt lykkedes hende. Det gjorde ondt at trække vejret, der føltes som indåndede hun flammer og tvang dem ned i sine lunger der brændte ved den blotte følelse. Det var også først nu det gik op for hende, at han ikke føltes så kold i forhold til hende som det han plejede. Hun trak sig en smule for at se på hans ansigt. Hånden hævede hun let og lod den stryge ned over hans kind. Ved første øjekast lod han ikke til at være påvirket af hændelserne.. hvor længe det end var siden. Stanken af blod var så tydeligt i hendes næse at det næsten måtte give hende hovedpine. Det føltes stadig som om hun blev trampet på, hvilket fik hende til at rynke på panden. ”Få det til at stoppe...” hviskede hun bedende og lagde hænderne om sine ører, men hun igen lod hovedet søge ind mod hans krop var at søge skjul fra de mange lyde, det var jo ikke til at holde ud! Flere tårer faldt.. hun hulkede ind til ham som hun havde gjort efter mareridtene dengang hun endnu blot havde været et barn. Han var den eneste som hun kunne søge tryghed ved, og lige nu havde hun i den grad behov for det. ”Hvad s-sker der m-med mig?” endte hun med direkte desperation i tonen. 'alting føltes forkert, hun følte sig.. på sit vis tom. Tårerne var egentlige mere en chokreation end en direkte følelse og det skræmte hende virkelig!

[Deleted]

Alene den tanke om at Yasmya var endt med at vågne, var noget som virkelig bragte en lettelse uden lige til Jacques, for uden hende omkring sig, så vidste han da slet ikke hvad pokker han skulle gøre! Han følte ikke bare en kæmpe lettelse i hans krop og sind, over at have hende ved sig, også selvom han allerede nu vidste, hvad der skule ske, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, men.. hvad så med Emanuel? Som hun tog sig til ørene, så kunne han godt gætte sig til at det var de mange lyde som måtte genere hende. Han lagde den ene hånd mod hendes øre, som han trykkede hende ind mod sin favn, også for at lade hende vide, at han var der for hende, og han havde så sandelig heller ikke nogen intentioner om at gå nogen steder nu! ”Sch..” hviskede han med en dæmpet stemme, også mest fordi at han godt kunne gætte sig til at lydene måtte være utrolig høje for hende. Han ønskede selvfølgelig at hjælpe hende, selvom det også krævede sit, så var han mere end villig til at gøre dette, det var helt sikkert! Tæppet fik han godt omkring hende. Lige hvad der var sket ved Carino, vidste han faktisk ikke, for han havde slet ikke nogen anelse om hvad der egentlig var sket, og lige nu, så var det ikke noget som spillede nogen rolle for ham. Lige nu var det vigtigste at hun havde det godt, og han skulle nok hjælpe hende med det, da det også var det eneste som faktisk betød noget som helst for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Jeg.. jeg ved godt, at det er meget lige nu, min kære.. Men gør dig selv den tjeneste at slappe af.. Du er en vampyr nu.. Du er omdøbt.. Jeg ønskede ikke at miste dig..” endte han med en dæmpet stemme, også fordi at det faktisk var ord som han mente. Han havde omdøbt hende, udelukkende fordi at han havde taget alt for meget blod fra hende, og det havde jo faktisk kostet hende livet. Der vidste han så til gengæld også godt at han var utrolig heldig, at hun i det helet taget var vågnet op igen, for hun havde jo været død, og uden hans blod i sit system. Han trykkede hende godt og tæt ind mod sin egen krop, også mest for at få hende til at stoppe med at græde, for han kunne slet ikke lide når hun viste sig fra den side. Han ønskede at trøste hende, men det var ikke lige muligt for ham, så lang tid at hun tog det som hun gjorde lige nu, for hun var fanget i chok, hvilket han jo faktisk godt kunne forstå, men hun var nødt til at slappe af, hvis hun ville komme vel igennem det hele, hvilket han selvfølgelig ville hjælpe hende med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han kysede hendes pande ganske varsomt. ”Jeg er virkelig, virkelig ked af det, Yasmya,” endte han med en rolig stemme. Han havde virkelig ringe samvittighed!

[Deleted]

Efterhånden var Yasmya ved at finde ud af, at hun sagtens kunne klare sig uden ilten i lungerne. Hun åndede ud og forsøgte at vænne sig til ikke at ånde ind igennem. Hun faldt en smule til ro i hans favn, også fordi hun var glad for at han havde det godt på trods af at have været så tæt på ilden. Noget var foregået, men hun havde ikke længere overskud eller fokus til at bekymre sig om det. Hendes krop skælvede, den havde endnu ikke gennemgået forvandlingen fuldt ud. Hendes gummer gjorde ondt men kløede samtidig hvilket irriterede hende. Langsomt var det gået op for hende hvad der var ved at ske, også selvom hun ikke helt huskede hvordan pokker det var til. Hun trykkede sig ind i hans favn hvor hun kunne flygte lidt fra de mange lyde som skar hende direkte ind i øret og ind i hovedet. Tårerne havde meldt sig i hendes blik, også selvom hun forsøgte at holde dem tilbage, det var jo ikke fordi hun var direkte ulykkelig ved tanken om at være død, hun var mere bange. Bare det at han tyssede på hende, gjorde ondt. Hun trykkede hænderne tættere mod sine ører og rystede forvirret på hovedet. Det var en brutal måde at vågne på, også selvom det var i hans arme, og selvom hun egentlig var taknemmelig nok for at hun om ikke andet stadig var i live. Hvis det var prisen for at sikre sig hans overlevelse, så kunne hun sagtens overleve den. ”Du.. du f-forvandlede m-mig?” hviskede hun i et forsøg på at å lidt klarhed over hvad det egentlig var sket. Om han overhovedet var i stand til at høre hende, så meget som hun trykkede sig ind mod hans bryst, det vidste hun ikke, men det var et sted også lige meget. ”D-du skal ik-ikke undskylde J-jacques. D-det gø-gør mig i-intet,” forsøgte hun skælvende. Selvom det var meget at have i hovedet, og selvom hun havde ondt mere eller mindre over det hele, så var det ikke verdens undergang at hun var blevet vampyr. Efter hun havde mistet vingerne endnu engang, havde hun ligeså mistet sit tilhørsforhold, nu var hun om ikke andet en del af noget. De gennemsigtige tårer strøg ned over hendes blege kinder, hun var ikke i stand til at holde dem inde, også selvom hun ikke ønskede at gøre ham mere ked af det, end det som han tydeligvis allerede var. ”Det g-gør o-ondt,” hviskede hun hjælpeløst. Hele hendes krop var i forandring og hun kunne føle det. Kroppen stod fuldkommen stille. Hendes hjerte bankede ikke længere og selvom hun var blevet kold, så følte hun sig i en feberlignende tilstand hvor hun frøs af helvede til! ”F-få det til at s-stoppe,” hviskede hun bedende. Hun slikkede sig om munden og betragtede hans hals. Eftersom hans hjerte ikke bankede så var hun i stand til at holde igen, men hun var sulten på en måde hun ikke før havde prøvet, og hun var bange for at skulle gøre ham ondt, særligt fordi dyret var langt større end hendes vilje var bygget til at være.

[Deleted]

Det var en lettelse uden lige for Jacques at se Yasmya vågne op, for han havde virkelig frygtet at han havde mistet hende for altid, hvilket ville have været det værste som man kunne udsætte ham for! Han trykkede hende godt og tæt ind mod sin egen favn, kun for at skænke hende den nødvendige tryghed. Han havde allerede på forhånd påpeget for hende, at han ikke kunne styre sig, og hun havde ikke hørt på det, selvom det nu heller ikke gjorde den største forskel. Han vidste allerede nu at de ikke kunne blive her i landet, men det var nu bare noget som de måtte tage når det kom. Han holdt hende tæt ind mod sig, hvor han samtidig lod den ene hånd søge over hendes øre, kun for at trykke hende ekstra godt ind til sig. Han ønskede ikke hun skulle være bange, selvom han vidste, at det hele kunne være utrolig overvældende! Et sted frygtede han vel også at hun ville blive direkte sur på ham, på grund af hvad han havde gjort, også selvom det slet ikke var noget som han havde gjort med vilje, men fordi at han ikke havde set noget andet valg, idet hun var faldt slapt ind mod hans favn. Det havde været det mest uhyggelige som han nogensinde havde oplevet! ”Jeg var nødt til det..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte blikket mod hende. Han vidste godt, at det var hårdt for hende, og han kunne jo også mærke på hende, at hun bestemt heller ikke havde det særlig godt, hvilket var noget som gjorde ham bange og ikke mindst usikker og yderst bekymret, så selvfølgelig var det også noget som sagde sit for hans vedkommende. Han strøg hende roligt igennem håret, og trykkede hende så ind mod sin favn endnu en gang. At det så ikke gjorde hende noget, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham direkte glad, for det var noget som han uden tvivl havde brug for at vide, for det var hvad han havde været mest bange for, det var der ingen tvivl om. Han strøg hende roligt over siden, som han havde pakket hende godt ind i tæppet. At hun så måtte blotte tænderne mod ham, så han faktisk ikke, da hans eget fokus hvilede helt andre steder nu. ”Det går over, min kære.. Bare slap af,” endte han dæmpet, som han roligt plantede et kys mod hendes tinding. Han vidste, at omvæltningen ville blive ekstrem, men han var nu alligevel overbevist om at det nok skulle komme før eller siden. Han håbede da om ikke andet. Han lukkede øjnene let. Han havde aldrig nogensinde været i denne situation før, og det var selv svært for ham, for han vidste jo slet ikke hvordan det var! Han var født med den vampyriske del af sig, så det at omgøre nogen til den slags, var han jo slet ikke vant til! ”Det er meget snart forbi, Yasmya.. Det lover jeg dig.. Jeg lover jeg nok skal hjælpe dig med alt sammen,” endte han med en ganske sandfærdig mine. Hun ville ikke stå med det alene!

[Deleted]

Yasmya huskede ikke meget af hvad der var sket de sidste par dage. Det sidste hun huskede, var at hun havde siddet og tegnet med Emanuel, og Carlisle var kommet for at hente hende, med nyheden om at Jacques var kommet alvorligt til skadet. Hun huskede det brændte hus, mest fordi hendes tøj endnu stank af bål og var lettere sortsveden for enden. De grønne øjne betragtede hans skikkelse. Han så om ikke andet ud til at klare sig.. faktisk lod han næppe til at være påvirket. Hun huskede hvordan hun havde tvunget ham til at tage hendes blod. Langsomt faldt tiøren. Hun førte hånden til sin ømme hals hvor hun følte de to mærker fra hans tænder. Han havde aldrig markeret hende før. Langt mere rolig faldt hun ind til hans krop, og lod ham hjælpe hende med at holde de mange lyde ude. Der var ingen tvivl om at hun var forvirret og ked af det, fordi hun ikke vidste hvad pokker der foregik med sin krop, der var uden hjerteslag og kold som i. Alligevel så skælvede hun og havde ondt. Lydene skar ind i øret og gav hende akut hovedpine, det var hun jo slet ikke vant til! Værst af alt så kløede hendes gummer forfærdeligt, og hun følte en form for sult som hun aldrig før havde følt, ikke på den måde af maven rumlede eller noget som helst. Tårerne holdt en smule inde, mest fordi hun koncentrerede sig om ikke at trække vejret, det gjorde kun mere ondt når hun forsøgte, men det lå jo naturligt til hende. ”Du-du s-skal ikke u-un-undskylde,” hviskede hun hæst. Idet hun trykkede sig ind til ham, så endte hun lige omkring hans hals, hvor hun kunne høre blodet strømme i hans årer som bølger der slog mod bredden. Det var en af de lyde som ikke skar, men som derimod gjorde hende rolig og samtidig næsten hypnotiserede hende. Hun længtes efter at sætte tænderne i ham, hun følte en form for ejerskab som hun ikke havde haft på samme måde, selvom hun var forfærdelig forfærdelig jaloux som person. Hans ord forekom hende som en stemme der talte til hende langt borte fra. Hun blottede tænderne også selvom det ikke var nogle spidse endnu, og uden videre varsel, bed hun ud efter ham, i forsøget på at lade dem synke ned i hans kød. Det var ikke fordi hun ønskede at gøre skade på ham, men først og fremmest var hun sulten, desuden ønskede hun at understrege at han var hendes, også fordi hun følte sig truet af.. noget, uden hun helt kunne sætte finger på hvad. Det søde blod løb ned på hendes tunge, også selvom det ikke var i en stor strøm, hun havde på ingen måde bidt rigtigt, hvilket i det store og det hele var lige meget. Et frydfuldt suk forlod hendes læber, som hun pressede dem tættere på hans kolde ud, for at fange de få dråber hun fik hentet sig, hvilket virkelig ikke var meget. De blonde lokker faldt ned over hendes ansigt, idet hun nærmest sad begravet i hans hals, og følte sig underligt døsig. Det fjernede smerten og derfor kunne hun ikke få sig selv til at slippe, selv lydene var hun i stand til at holde ud, så lang tid dråber af blod gled ned og varmede hendes svælg som havde det været alkohol, hvilket bestemt ikke var tilfældet.

[Deleted]

Jacques var virkelig glad for at Yasmya var vågnet, også selvom han vidste, at det var forbandet meget som hun skulle til at vænne sig til, for det var en helt anden tilværelse som hun skulle tilvænnes, også selvom han naturligvis ville gøre hvad han kunne for at hjælpe hende. Han blev siddende med hende i sine arme, velvidende om at forvandlingen endnu ikke var helt overstået, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved, når det endelig skulle komme til stykket. Med hånden hvilende mod hendes øre, så havde han hende godt trykket ind mod sin egen favn, kun for at holde hende der, så hun ville mærke ham, og vide at hun ikke var alene, for det var hun på ingen måde. Han lukkede øjnene ganske let. Tanken om at han havde været så tæt på at miste hende, havde været ham direkte skræmmende, også selvom han vidste, at dette var noget som ville sende dem begge ud af landet, for han havde brudt en utrolig vigtig lov, og hun var for farlig, da hun slet ikke havde kontrol, og det var han j allerede klar over, som det stod nu om ikke andet. Selvom han måske havde lignet noget der var løgn, så var han selv kommet godt efter af det, og det var noget som han naturligvis var noget så frygtelig glad for i den anden ende. Han lænkede sig stille ind mod hende, kun for at kysse hendes pande. ”Jeg tror ikke rigtigt du har forstået alvoret af situationen, Yasmya..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte blikket mod hende. At hendes tænder ikke var kommet endnu, vidste han, hvor han dog heller ikke direkte følte at han havde noget som helst at skulle frygte fra hendes side, for han ønskede at være der for hende, som han også ønskede at hjælpe hende med det hele, og så godt, som det han nu var i stand til at gøre det, for det var hvad der betød mest for ham lige nu. Selvom han ikke rigtigt nåede at reagere på noget som helst, før hendes tænder begyndte at gumle i hans hud, hvor han alligevel sad igen med en voldsom sitren i hans egen krop, hvor han næsten automatisk blottede den, så hun kunne… få lov. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han sad i den givende situation. Armene lukkede han mere fast omkring hende, hvor hans egne tænder svagt måtte blottes. Han kunne snildt sætte dem i hende igen, dersom det var det som han ville, selvom det nu slet ikke var tilfældet, for hun havde brug for energien, og hun havde brug for den næring som hun kunne få, om hun så skulle tage den fra ham af. Selvom det måske kun var et lille huls om hun fik bidt sig frem til, så var det ikke noget som han havde noget imod som sådan. ”Tag endelig for dig, min kære..” nærmest opfordrede han med en rolig stemme, også mest for at holde sig selv i skindet. Han trak vejret dybt, som han lagde tæppet omkring hende, kun for at skænke hende en fornemmelse af tryghed, da det også var noget af det som han vægtede højt; hendes tryghed og hendes velbefindende.

[Deleted]

Yasmya havde ikke ligefrem regnet med at skulle vågne som vampyr, men nu hvor hun begyndte at få lidt forståelse for det hele, så forstod hun bedre hvorfor pokker hele hendes krop reagerede på forvandlingen som hun tydeligvis ikke var færdig med. Det gjorde ondt i hovedet, hendes gummer kløede og hun følte sig kold som is, hvilket ikke var behageligt. Heldigvis var hun faldet mere til ro ved følelsen af hans arme omkring hende. De mange lyde skar hende dybt ind i øregangen og det hjalp kun lidt at han havde hånden for hendes ører, om ikke andet tog det, det værste. Hovedet lod hun hvile på hans bryst i håb om at finde en smule ro, i håb om at flygte fra den forfærdelige forvandling, hun havde taget fejl da hun ellers havde troet at man bare ville.. vågne op som vampyr efter et bid, hun havde ikke regnet med endnu at være i forvandling. Hendes krop skælvede ind til hans uden at hun selv kunne kontrollere det. Sulten gnavede i hende.. dybt i hende også selvom hun ikke kunne sætte en finger på den som hun havde kunnet med den knurrende mave. ”J-jeg har levet m-med din s-slags hele livet, Jacques. Jeg k-kender udmærket a-alvoren,” påpegede hun lidt sigende, for løgn var det trods alt ikke. Hun vidste udmærket hvad det indebar at blive en vampyr og hun bebrejdede ham ikke for at have forvandlet hende, ikke hvis det havde reddet hans liv, desuden var hun jo ikke død. At hun så ikke ville være i stand til at blive i Procias, havde hun slet ikke tænkt på, ligesom hun ikke havde taget stilling til hvad der skulle ske med deres søn nu hvor hun ikke have nogen form for kontrol mere. Tænderne var ikke kommet endnu, men lysten til at sætte tænderne i ham og markere ham, var der i den grad. Som havde hun haft dem, satte hun tænderne i ham og gumlede hårdt i hans kød. Hun sukkede sagligt, nød det selvom det var frustrerende at hun ikke kunne komme rigtigt igennem til blodet. Alligevel formåede hun at gumle til der kom et minimalt hul der lod en smule blod ud, hvilket gav hende blod på tanden, også i bogstavelig forstand. Den ene hånd lukkede sig om hans forbrændte skjorte og holdt ham tæt ind til sig, mens hun lod tungespidsen søge langs hans hud for at fange de yderst små dråber som hun var heldig at fange i ny og næ .Uden rigtigt at tænke over det trykkede hun sig krop tæt ind til hans, hun havde aldrig rigtig kendt den intense side af et bid eller i det hele taget det at nærer sig på andre. ”Jeg kan ikke!” stønnede hun frustreret da der ikke kom nok blod! Det føltes godt at få lov til at markere ham, at mærke ham trække hende tættere år hun vidste at der var visse derude som ville forsøge at rive hende fra ham, noget som hun pludselig ikke kunne tillade uanset hvad. ”Jeg kan ikke,” hviskede hun trist og lagde panden mod gumlemærkerne. Følelserne sad uden på tøjet på grund af forandringen, og det var ikke til at skjule. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder igen, det var frustrerende ikke at kunne smage ham og stile sulten!

[Deleted]

Jacques havde ikke regnet med at han havde været tvunget til at skulle omdøbe Yasmya, men han ønskede hellere det, end at han ville lade hende gå i døden og gøre deres søn moderløs, for det var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget! Han lod hånden hvile mod hendes øre, for han kunne godt forstå at hun ikke havde det særlig godt, og at det var en frygtelig omvæltning, at skulle igennem, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde situationen meget bedre for hendes vedkommende, men han lovede at være der for hende og hjælpe hende igennem det! Ved hendes ord, så var det tydeligt, at hun slet ikke kendte til konsekvensen af den handling som hun havde gjort, og som han nu også havde gjort, også selvom han nu ville fortælle hende det, når hun faldt en anelse mere til ro, for han kunne godt forestille sig, at det var hårdt nok som det måtte være i forvejen, og det var slet ikke noget som han ønskede for hende! Slet ikke! ”Den tror jeg vi skal tage lidt senere, min kære..” endte han med en ganske dæmpet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Han vuggede hende let frem og tilbage, også selvom det hurtigt stoppede, som hun begyndte at gumle i hans hals. Det satte en gevaldig sitren i hans egen krop, som han bestemt heller ikke var vant til! Han sukkede dæmpet, som selv hans tænder måtte vise sig i hans mundviger, uden at han egentlig rigtigt kunne gøre det største ved det. At hun ikke kunne, vidste han godt, hvilket han skam også godt kunne mærke. Han slap næsten et gisp, som hun holdt inde med at gumle på hans hals, hvor han vendte blikket mod hende. Hånden fjernede han forsigtigt fra hendes øre, kun for at lade den stryge mod hendes kind. Det brændende ønske om at markere, var noget som et sted også efterlod ham med en form for.. ro, for det indikerede kun en ting som han var virkelig, virkelig glad for; Han var hendes mage. Han sendte hende et stille, men overbærende smil. ”Når tænderne er kommet, så skal det nok komme, alt sammen,” endte han roligt, som han tog omkring tæppet og trak det godt om hende. Han vidste godt, at det var meget som hun skulle til at vænne sig til, og blodet ville naturligvis gøre hende frygtelig godt, hvilket han heller ikke ville lade hende undlade, men.. han vidste bare ikke om det var klogt endnu. Hånden lagde han igen stille mod hendes øre, også for at lade hende finde bare en smule ro, for det var vel også hvad hun havde brug for lige nu. At hun lagde sig med panden tæt ind mod hendes fremgumlede sår på hans hals, sagde han ikke noget til, for han ønskede hende egentlig bare den ro. ”Er du ved at være sulten, Yasmya..?” spurgte han dæmpet. Jo hurtigere hun fandt sig til ro, jo bedre var det.

[Deleted]

Selvom end ikke Jacques hænder formåede at holde de generende lyde ude, så skænkede det hende en fom for tryghed, der om ikke andet gav hende en følelse af ikke at være alene. Hun trykkede sig ind til hans krop. Selvom dette ville blive en enorm omvæltning, så var hun overbevist om at de nok skulle klare det.. hun bebrejdede ham ikke, for om ikke andet så var hun i live og endnu i stand til at være sammen med sin søn og med ham. Det var slet ikke gået op for hende hvilke konsekvenser dette ville få for den lille familie. Tårerne trillede lydløst ned over hendes blege kinder. Hendes krop føltes så anderledes.. tungere end hun huskede den og koldere.. meget koldere hvilket hun ikke forstod sig på, for en vampyr bed sig jo slet ikke fast i temperaturændringer! Hendes gummer kløede som et barn der netop skulle til at have sine første tænder, men hun vidste hvorfor.. de sylespidse tænder ville komme inden for et par dage og så ville hun for alvor være en del af det døde væsen. ”L-lad være m-med a-at sige m-mig imod. D-du gør m-mig bange,” hviskede hun en kende forvirret. Hun kendte alvoret i biddet, hun vidste at hun ville være afhængig af blod, og at det kunne tage en krig af vænne sig til de mange forandringer fra lyset til mørket.. hun havde aldrig følt sig komfortabel i mørket, så hun var udmærket klar over det! Hun gumlede lystigt i hans hud, uden at tænke på hvor vidt hun gjorde ham ondt eller ej.. der var bare noget i hende som gav hende en frygtelig lyst til at mærke ham som sin, også selvom det var så godt som umuligt uden at have fået tænderne. Hun stønnede frustreret og trak sig en smule mens hun betragtede sit værk af tandsæt som ikke så videre pænt ud sådan som hun havde gulmet. Savlen måtte hun tørrer væk med håndryggen. De grønne øjne faldt på hans ansigt, som han strøg hendes kind og fik hende til at falde mere til ro, også selvom der var tydelig frustration og ligefrem.. vrede malet i dem. ”J-jeg vil s-så gerne, men jeg k-kan ikke!” endte hun, også selvom det at sige det højt, fik flere tårer til at trille. For et øjeblik skævede hun mellem hans hals og hans blik. Selv hun anså det for en god ting at hun havde lyst til at markere ham, hvis ikke han havde været hendes mage så havde det hele været ødelagt. Yasmya puttede sig under tæppet og forsøgte at få varme i den skælvende krop, også selvom det ikke ligefrem lod til at gøre hende noget godt overhovedet. Hun lagde hovedet på hans skulder, med hænderne under kinden som støtte, og stirrede på såret hvor blot en smule blod måtte pible frem af såret, og kun sætte hende umådelig længsel i hende. Hun slikkede sig om munden og gled næsten ind i sin egen verden for et øjeblik inden han atter rev hende ud. D-det tror j-jeg,” svarede hun en smule usikkert, for hun kunne ikke rigtigt kende forskel på hvad hun følte pludselig, de var mere intense end de havde været før, og maven knurrede jo ikke, som den ellers gjorde når man var menneskelig. Der ville være så mange forandringer frem over!

[Deleted]

Jacques forsøgte virkelig bare at være der for Yasmya, for han ønskede slet ikke at hun skulle blive bange eller noget lignende, for det var slet ikke noget som han var ude på! Selvom han måske ikke kunne holde lydene ude, så kunne han om ikke andet, give hende en følelse af ikke at være alene, for det var han slet ikke ude på. Med henblik på hvad de var nødt til i fremtiden, så vidste han udmærket godt, at de slet ikke kunne blive i Procias, hvor det egentlig bare var et held, at ingen af dem var kylet ud endnu. Hun var ny og derved ikke i kontrol endnu, og han havde brudt loven ved at sætte tænderne i hende og drive hende derud, at han havde været tvunget til at omgøre hende, men han havde jo advaret hende! Tænderne bed han en smule sammen, som han vendte blikket en anelse væk fra hende i stedet for, kun for at vende blikket ned mod gulvet. ”Ikke tænk på det nu, Yasmya. Jeg skal nok forklare dig hvad vi er nødt til at gøre, når du har fået det bedre,” sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. De havde lige fået deres søn tilbage og nu.. mistede de ham vel igen? Tanken i sig selv, var ikke af typen som han brød sig synderlig meget om, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne, for han ønskede jo heller ikke at lade hende leve på denne her måde!
At Yasmya gav sig til at gumle på hans hud, var egentlig ikke noget som gjorde ondt på ham, men følelsen var.. utrolig! Han bed tænderne sammen, så han selv ikke endte med at gøre noget, som han ville fortryde senere hen, for det var bestemt heller ikke meningen på nogen måde i det hele taget! Han strøg hende roligt over ryggen, så han vendte blikket mod hende. Han sendte hende et svagt smil. Hun var vågnet, og det var naturligvis det vigtigste for ham. ”Du skal nok få lov når tænderne kommer, min kære.. Et par dage, så kan du gøre det,” lovede han med en rolig stemme. Med henblik på sulten, så vidste han, at hun nok var sulten, for det var ikke meget blod som hun havde fået, siden han havde taget blodet fra hende, da han selv havde haft brug for det. Selvom han måske ikke så helt godt ud, så havde han det betydeligt bedre, og nu hvor hun var der, så var det den ro som han selv havde haft brug for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede med en rolig mine til hendes ord, idet han førte sit håndled op til sin mund, hvor han bed et hul, inden han førte håndleddet til hende. Hun kunne lige så godt vænne sig til det hurtigst muligt, også mest for hendes egen skyld. ”Her min kære.. Bare tag for dig. Du har brug for det,” sagde han med en rolig og tydeligt opfordrende stemme. Hun havde brug for det trods alt!

[Deleted]

Det var svært at undgå frygten når man vågnede op midt i et væld af forandringer. Det var gået op for hende hvorfor, hvilket havde fået hende til at falde en smule til ro, og særligt med hans arme omkring hende. Hun trykkede øret ind mod hans bryst, forsøgte at lukke lydene ude, for de skar hende langt ind i øregangen, gav hende hovedpige. Hun skulle gerne være den første til at erkende, at hun aldrig rigtigt havde taget vampyrernes sanser for noget højtidligt, men nu voksede respekten en hel del. At de så ville være tvunget til at forlade Procias, var slet ikke gået op for Yasmya endnu, for hun havde jo altid været vant til at leve med hans slags omkring sig. Hun nikkede stille. ”Jamen jeg kan ikke lide at du bekymre dig, Jacques,” hviskede hun en kende forvirret. Det var tydeligt at der var noget som plagede hende, og det var slet ikke betryggende for hende. Gummerne kløede, hvilket generede hende og hun ville så frygtelig gerne markere hende, men hun kunne ikke rigtigt få behovet opfyldt eftersom hun endnu ikke havde fået tænderne. Næverne lukkede hun fast omkring hans klæder og trykkede sig ind til hans kolde krop for at finde varme, også selvom det lod til at være fuldkommen umuligt, for hun følte sig virkelig kold som is. Hun lod panden møde hans skulder. Så frustreret at hun mest af alt havde lyst til at græde, det eneste hun ville var jo at sætte sit præg på hende, og vise at han var hendes såvel som hun var hendes. ”Jamen... jeg kan ikke, det er frustrerende,” hviskede hun desperat og gned sig en smule op af ham uden helt at vide hvorfor. I sit ønske om at markere ham, satte hun sin duft overalt hvor hun overhovedet kunne komme til. Det skabte uro i hendes indre at hun ikke kunne få lov til at udfri sit ønske. Ikke nok med det så var sulten også kommet over hende, også selvom hun ikke genkendte den, som den hun umiddelbart var vant til. De grønne øjne faldt på hans blodige håndled, hvor hun slikkede sig om munden og næsten sad hypnotiseret for et øjeblik. Hun glemte alt omkring lydene og de mange forandringer som hendes krop gennemgik mens blodet løb ned over hans håndled. Med et fast greb tog hun om det med begge hænder, lukkede sine fingrer omkring hans arm og førte hånden til læberne. Blodet smagt.. ikke godt. Hun rynkede på næsen, og blev dog alligevel ved med at drikke, mest fordi det gav hende den varme som hun havde ledt efter siden hun var endt med at vågne. Hun åndede lettet op, stønnede hæst og gav sig kun til at suge hårdere for at få fat i mest mulig blod, hun havde jo ikke rigtigt nogen idé om hvornår hun havde taget for meget og hvornår hun havde taget for lidt. Igen tog hun sig selv i at gumle en smule på hans håndled, igen et forsøg på at sætte sit præg, men det lykkedes ikke for hende, og selvom det ikke burde var det en kæmpe skuffelse!

[Deleted]

Jacques vidste og kendte til konsekvenserne af det som var sket, også selvom det ikke gjorde det meget bedre for ham, så var han slet ikke ude på at gøre hende urolig eller noget lignende. Han vendte blikket mod hende, som han holdt hende tæt ind mod sig. Han kunne jo se på hende, at de mange indtryk og de skærpede sanser, irriterede hende, selvom han tydeligt kunne garantere hende for, at det kun var midlertidigt, til hun vænnede sig til det, så ønskede han jo alligevel, at overgangen fra det levende til det døde, skulle være så glidende som muligt. Han holdt hende tæt ind mod sig. ”Tænk ikke på det.. Det er bare meget som vi er nødt til at tage højde for i fremtiden,” sagde han med en dæmpet stemme. Han holdt tæppet godt om hende, også selvom han vidste, at hun ikke kunne finde varmen, for det andet, var også bare noget som hun skulle have lov til at vænne sig til, for varmen ville hun ikke finde igen på den anden måde. Han sukkede dæmpet, som han lagde hovedet tæt ved hendes, som hun lagde hovedet trygt mod hans skulder i stedet for. Det kunne godt være, at hun ikke var i stand til at markere ham endnu, for han kunne jo mærke på hende, at det var noget som hun så brændende ønskede, og et sted, så var det også uden tvivl noget, so han tog som en god ting. ”Du får lov lige så tosset du vil, når dine tænder kommer, min kære.. Et par dage endnu, så slipper du for den frustration,” lovede han hende, inden han roligt snittede i hans eget håndled. Et sted, så var det også fordi at det var noget som skabte det endelige bånd mellem skaber og nyfødt? Hvilket også var noget som næsten lå som det mest naturlige til ham. Nu som det var sagt, så var han klar over hvilke problemer dette satte Jason og Marius i, som alle knoklede for at finde en god løsning for dem alle sammen. Han lod hende bide sig fast, også selvom han også kunne mærke, at hun virkelig forsøgte at gumle i hans håndled igen, hvilket et sted ikke gjorde ham noget, for.. han kunne mærke det, og det var også noget som virkelig formåede at rive voldsomt i hans eget dyr og indre bæst. Tænderne blottede han let, som han lod hende tage, også selvom hun hastigt endte med at nærme sig den grænse for hvad han selv kunne klare, for det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at han havde alverdens at gøre godt med, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Næven knyttede han let. ”Det er nok nu, min kære..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt endte med at vride håndleddet ud af hendes greb. Han vidste at der nok skulle komme blod ned til dem begge, for han havde lovet sin far og.. svigerfar vel, at han ville sidde med hende, og holde hende tryg og sikker. Han førte håndleddet til sine læber, hvor han lod tungen stryge over det, for at lægge den beskyttende hinde, så det ville lukke sig igen.